En læsers beretning: Tabet af graviditeter og mor til en engel - ROCKPAPERDRESSES
En læsers beretning: Tabet af graviditeter og mor til en engel

Jeg er så sindsygt stolt over, at I fortsat deler jeres historier med mig. Jeg er meget, meget glad og rørt over den tillid I viser både mig og hinanden ved at have dele. Tak.

I dag skal I høre en historie, som rørte mig dybt. Det gør mig virkelig virkelig ondt at dagens skribent er udsat for så sejt et forløb.

Historien er skrevet af en ung kvinde, som ønsker at være anonym. Og det har jeg fuld respekt. Det kan føles så grænseoverskridende at dele sin historie, at alle pludselig ved noget så privat. Vi havde virkelig også mange overvejelser, før vi delte. Men det kan stadig være så forløsende at få sine ord ned gennem fingrene og ud på skærmen. Om man deler den her eller andre steder – jeg kan kun anbefale jer at skrive sorgen ud af kroppen, så det ikke knuger og trækker i det indre.

“Billedet symboliserer, at vi ikke har kunnet tage den ‘lige vej'”

Af anonym

Min kæreste og jeg er også et af de par som har måttet erkende at vejen til et liv med børn ikke skulle være ligetil. Jeg kan selv fortælle om masser af oplevelser fra det, jeg tillader mig at kalde den ”almindelige fertilitetsbehandlingsverden”. Om at få beskeden ”uforklarligt barnløs”, om aflyste forsøg, om det at være i behandling i det offentlige vs. det private, om mistanke om kromosomfejl i egne gener, om pludselig at få indikationer på at overgangsalderen måske ikke er så langt væk, som jeg troede den ville være i en alder af 33, om det surrealistiske i at skulle injicere sig selv med en så høj medicindosis, at man på en dag tager samme dosis medicin, som man ved tidligere forsøg tog på 8-9 dage, om bivirkningerne af medicinen, om at skulle tage medicin hver 8. time uge efter uge efter uge, om den tomhed der fylder en hver gang der bliver råbt ”tom” fra laboratoriet, når laboranten erkender, at også denne follikel (væskefyldt blære som ægget befinder sig inde i) ikke indeholdt et æg, om lettelsen og glæden hver gang, der mod alle odds har være fine æg til oplægning og ikke mindst om at få den der positive test. Men det meste af alt dette, er der en del andre kvinder og par der kan fortælle om.

 

Vores historie har desværre et ekstra lag, og netop det vil jeg gerne fortælle lidt om. Hver positiv graviditetstest efterfølges nemlig altid af graviditetstabet – enten i form af biokemiske graviditeter eller spontane aborter, som igen efterfølges at kroppens kamp for at komme tilbage til normalen, sindets måske endnu større kamp for at acceptere endnu et tab og den efterfølgende kamp for at opnå en ny graviditet – alt mens håbet blot svinder ind og æggene i æggestokkene stille og roligt forsvinder.

 

Efter et års fertilitetsbehandling var den første positive graviditetstest en realitet, og nu 1½ år efter kan jeg se tilbage på 4 graviditeter og tab spredt over 1. trimester fra den helt tidlige biokemiske graviditet til den seneste spontane abort efter 11 fulde uger med et lille liv i maven. Og min historie er desværre ikke unik, for der er desværre alt for mange andre kvinder der gennemgår den store sorg og smerte det er at miste flere gange i streg. Kvinder der som jeg bliver undersøgt yderligere. Nogle får et svar på hvorfor tabene sker, og for nogle viser det sig også at et foster har haft kromosomfejl, mens andre (ligesom jeg) må høre dommen ”Ukendt årsag”.

 

Men selvom det desværre ikke er helt unormalt at miste flere gange, så oplever jeg tabuet ved gentagne graviditetstab som værende enormt stort. Da jeg oprindeligt fortalte om vores kamp via fertilitetsbehandling, så kom der alle de her (gode eller dårlige) standardsvar, som Cathrine så vidt jeg husker har været lidt omkring på bloggen. Men når jeg fortæller om tabene, så mødes jeg ofte af en larmende stilhed. Og dels forstår jeg også folk, for det er jo tragisk og min historie er da heller ikke nogen underholdende fortælling, men jeg tror den (og lignende historier) er nødvendige. Samtidig er den også bare så afsindigt svær at fortælle. Dels fordi andre også kan blive berørt, måske har de også mistet! Men også fordi det kan overskride ens egne og tilhøreres grænser. Og så er den også bare svær at fortælle pga. frygten for at gøre sig selv sårbar og så blive mødt af stilheden.

 

Mine 3 første graviditeter blev afsluttet med blødninger og smerter i forskellig grader. Den første gang var voldsom. Der var meget blod og det gjorde afsindigt ondt, og jeg var så bange og så ulykkelig, men jeg var hjemme under hele aborten og min kæreste var der og vi kom sammen igennem det. De to efterfølgende tab var samtidig de to tidligste tab, og disse var klart hårdest psykisk og det fysiske i dem var til at klare.

 

Så efter 3 tab troede jeg at jeg var forberedt på hvad der kunne ske. Men da jeg i min 4. graviditet måttet sande, at den var helt gal og måtte afsted til hospitalet, blev jeg hurtigt klogere. Smerterne havde karakter af veer og var voldsomme og med dem fulgte opkastninger. Undervejs mod hospitalet kom der bare mere og mere blod og jeg havde en oplevelse af at ”vandet gik” og at blodet nærmest pumpede ud af mig. På trods af at jeg havde medbragt mit “abort-kit” (som troligt har fulgt mig siden min første abort) bestående af ekstra bind af den helt store slags, måtte jeg forgæves kæmpe med blodet og til sidst desperat forsøge at fange mest muligt med et håndklæde alt mens veerne var uudholdelige. Og samtidig stod realiteterne bare mere og mere klart for mig – at chancerne for et mirakel var ved at være forsvundet. Fremme ved hospitalet måttet jeg med blodet løbende ned at benene gå den ydmygende tur fra parkeringspladsen med et blodspor efter mig, gennem hospitalet til akutmodtagelsen, hvor min kæreste placerede mig på en stol med et alt for lille blodplettet håndklæde halvt omkring livet. Der sad jeg så ved siden af håndværkeren, der havde fået revet sin skulder af led under arbejdet, og var bare fyldt til randen af en følelse af ulykke.

 

Allerede da jeg sad i bilen vidste jeg formentligt, at det nu var slut på denne graviditet. Endnu en gang havde jeg udstået et antal ulidelige uger i første trimester med kvalme, opkastninger, uendelige kampe med at spise, drikke og indtage medicin og ikke mindst gentagne mindre blødninger efterfulgt af scanninger, hvor alt så normalt ud – og igen til ingen verdens nytte. Da det endelig blev min tur til at blive undersøgt på hospitalet (jeg har formentligt ikke ventet uretmæssigt længe, men når veerne skyller ind over en, så føltes det som evigheder) fik vi beskeden, at der ikke længere var noget levedygtigt inde i min livmoder.

 

Da jeg blev indlagt fik jeg smertedækning i en sådan grad, at jeg ikke længere mærkede hvad der foregik i min krop, og det eneste jeg tænkte over var lettelsen over at smerterne var væk og at blødningerne aftog. Desværre var der vist ingen læger eller sygeplejersker der havde tænkt over hvad der ventede – jeg var i hvert fald ikke blevet advaret. Chokket var derfor enormt, da jeg næste morgen på toilettet måtte tage imod vores lille livløse foster. Jeg er evigt taknemmelig for at min kæreste fik lov til at overnatte på hospitalet den nat, så han trods alt kun var få sekunder væk, og jeg ikke stod alene i situationen. Men at se sådan et lille væsen er ubeskriveligt og enormt ulykkeligt. Det er vitterligt en baby i mikrostørrelse, og jeg vil aldrig glemme synet.

 

Først mange uger efter gik det op for mig, at jeg var blevet mor. Selvom det føles lidt underligt at sige og tænkte, så blev jeg inderst inde i mit hjerte mor efter min fjerde graviditet – mor til en lille engel. En der aldrig fik en chance.

 

Om jeg nogensinde bliver mor til et barn, der når udenfor min mave med livet i behold, kan kun tiden vise. Jeg har fået nogle voldsomme ar i processen indtil nu, og desværre er det næppe slut, for der findes ikke en 100% effektiv behandling og faktisk taler statistikkerne mod at der sagtens kan vente flere tab inden det måske eller måske ikke lykkes. Frygten for en ny graviditet er også stor og samtidig har jeg ikke et valg – jeg er nødt til at forsøge igen. Men det er hårdt arbejde! Først venter mere behandling og sideløbende skal oplevelserne bearbejdes, så jeg forhåbentlig en dag kan nyde bare elementer af en graviditet og kan se frem mod at gennemføre en fødsel.

18 kommentarer
  1. Kæreste dig

    Jeg sidder her med tårer i øjnene og kuldegysninger over hele kroppen. Den oplevelse på toilettet lyder så barsk, og den bør ingen have og da slet ikke alene. Jeg er så ked af på dine vegne, at det ikke blev håndtere bedre, for der må da være gået noget galt hos fagpersonalet.

    Jeg håber, at du er i stand til at bevare håbet og lysten til at blive ved med at prøve, og jeg forstår dig som en ligesindet, når du bare har lyst til at stoppe yderligere behandlinger.

    Jeg ønsker dig et fantastisk år 2019.

  2. Puha hvor er det rørende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor længe mon man kan holde ud og blive ved.. det er der nok ikke et endeligt svar på, men pas nu også på dig selv kære. Lykke til i det nye år!

  3. Kæreste du
    Jeg føler også med dig med tårer i øjnene.
    En klog veninde jeg har, der selv har været igennem et langt fertilitetsforløb, har sagt, at dem, der ikke lykkedes med at få børn, var dem, der gav op. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men stor respekt for at I stadig prøver, og jeg håber alt det bedste for jer, og at I lykkes med det <3

    1. Åh, hvor jeg føler med dig kære du anonyme. Tak for at dele din historie med os andre, jeg håber det kan være med til at læge nogle sår. Kender desværre kun alt for godt hvordan det er ikke at stå med ønskebarnet i armene, når man drømmer om det.

      Må dog indrømme, at Annes kommentar gør ondt – jeg mener ikke, at man kan sigt, at dem, der ikke lykkedes med at få børn var dem, der gav op. Det er et kæmpe ansvar (og umuligt at bære?) at ligge på de barnløses skuldre. For nogle er det desværre sådan, at det ikke lykkedes, uanset hvor meget man håber, drømmer, ønsker og prøver – så nej, bare fordi det ikke lykkedes, er det ikke ensbetydende med at du gav op. Istedet var man måske nødt til at stoppe, fordi der ikke var mere at gøre?

  4. Sikke en historie. Det lyder nærmest umenneskeligt at skulle håndtere de ekstra lag på en i forvejen altopslugende behandling. Jeg har haft gavn af (og jeg kender ‘kun’ til 7 mislykkede IVF/ICSI, en MA helt i starten og nu nyt håb med donoræg) Joan Didions bog A year of magical thinking, Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og Nora Mcniernys bog Its okay to Laugh (Crying is cool too). Jeg ved ikke om du holder af læsning, og bøgerne handler ikke om fertilitet, men de handler om dyb sorg. Mange tanker til dig

  5. Jeg føler mig tom for ord, for hvordan kan nogen ord være gode nok? Jeg har selv prøvet at abortere spontant, men tanken om at skulle igennem det flere gange og at sidde på et toilet og tage imod sit døde barn… Det slår luften ud af mig. TAK fordi du deler en historie, som er så privat og smertefuld.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at du får lov at gennemføre en graviditet og få din ønskebaby i 2019
    <3 <3 <3 <3 <3 <3

  6. For pokker en barsk fortælling. Så uretfærdigt at nogle skal igennem så meget smerte. Håber så inderligt at det en dag vil lykkes jer at få ønskebarnet 🙏🏼
    Tak fordi du deler ❤️

  7. Oh my!!!! Det er hårdt at læse og hårdt at blive mindet om, at dette er realiteten for mange par.
    Håber alt det bedste for denne kvinde og hendes partner!

  8. Kan kun sende dig kærlige tanker❤️ Har selv lige haft min 2 udskrabning her den 21. Dec, 0gså i uge 11, og har yderligere har to tidlige spontane aborter…… og er også i fertilitets behandling….. har dog aldrig oplevet det du var igennem, lyder godt nok grumt💔 det gør så ondt, når man kæmper så hårdt, for at det skal lykkedes, og man endelig begynder at tro lidt på det. Og så miste alle sine drømme og håb på et split sekund😢 specielt når man kæmper så meget for at nå dertil……må 2019 være året, hvor alle som kæmper med barnløshed, lykkedes💕🙏🏻

  9. Sikke en fortælling! Den har berørt mig, og jeg håber sådan, at der er nogle som tager hånd om dig. Det lyder ekstremt hårdt <3 Husk at pas på dig selv også, og jeg håber at 2019 bringer en graviditet med sig, der i sidste ende fører til et barn.

  10. Hvor er jeg ked at at du, forfatter, skulle miste. Husk at landsforeningen for spædbarnsdød også er for dig – de er en kæmpe ressource ligemeget hvornår i graviditeten man mister.

    Selvom aborter er/har været et tabu, synes jeg der er kommet mere fokus. Men kun på de aborter som sker så tidligt, at der ikke er noget barn at forholde sig til.
    Desværre synes jeg ikke det er gået samme vej med det at miste sent i graviditeten, eller at miste et spædbarn. Det er heldigvis usædvaneligt (2017: 60.589 fødsler, 231 dødsfald i første leveår). Men hvis man klikker ind på dst.dk og trækker deres graf over dødsfald, så vil kan man se hvor påfaldende bred baren med dødsfald i første leveår er. Vi skal helt op omkring 48 år, for at finde en aldersgruppe med ligeså mange dødsfald, som vi ser hos spædbørn.

    Med det vil jeg bare sige, at du ikke er alene om at have mistet! Desværre er der flere der mister, end lægen eller jordemoderen lige fortæller om. Det forstår jeg godt. Men udenfor det syndhedsfaglige-graviditetsplejende forum, ville jeg ønske der var plads til de børn, der fik alt for lidt af livet.

    Vh mor til en dreng, der døde knap en måned gammel

  11. Hvor er jeg bare så glad for, at så mange står frem med disse historier! – af hjertet tak, både til rockeren og til den anonyme. Jeg har ikke selv været igennem fertilitetsbehandling, men jeg var selv oppe på 3 graviditeter før der kom et lille vidunder.

    Hatten af for dit mod og din styrke til at fortsætte kampen mod drømmen! Jeg ønsker dig og din kæreste alt godt og sender tonsvis af gode tanker og masser af kærlighed!

  12. Det gør mig så utrolig ondt, at I har skullet igennem alt det. Jeg har selv aborteret tre gange, og efter udredning er meldingen til os også, at der ikke er nogen forklaring. Tak fordi du skriver så ærligt om dine oplevelser. Det er så vigtigt at få brudt dette tabu. Jeg er selv begyndt at dokumentere vores forløb hos Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet på Instagram (@karinelisabethipsen), men jeg har endnu ikke turdet ligge en så detaljeret beskrivelse som du giver ud. Det kan være, jeg en dag får modet til det. Indtil videre har det været en hjælp bare at skrive det hele ned. Tak fordi du deler og viser, at vi er flere med disse oplevelser i bagagen.

Læg en kommentar