GUIDE: Weekend i København - ROCKPAPERDRESSES
GUIDE: Weekend i København

Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg har et bud på god shopping, et god madsted eller en god kaffebar af jer der kommer og besøger København. Og for pokker, byen flyder over! København er virkelig en vidunderlig hovedstad, vi kan være så stolte af – den er proppet med kunst, kultur, de bedste butikker og afsindigt god mad.

Herunder har jeg samlet alt fra mine bedste kaffebarer, pizzaer, et par foreslag til hotel og hvor I skal brænde penge af! Der er lidt i alle prislejer, og jeg kan stå inde for hvert et lille sted.

Et lille tip dog – book bord. Hvis du skal ud i weekenden i København, så er der ofte crowdet. Det er en virkelig god idé at booke bord, de steder du kan. Både til morgenmad og aftensmad.

GOD tur!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Hotel:

The Apartment (Overgaden neden Vandet 33, 1. sal)

Det her er klart i den dyre ende – book nætterne i The Apartment. Københavns måske mest eksklusive butik/galleri er fyldt med antiviteter og sjældenheder og bag står Tina Seidenfaden, som har arbejdet for Sotheby’s i over ti år. Butikken har uden tvivl inspireret til at sparke farver ind i vores indretning (alle dem med en rød reol og blå vægge – The Apartment startede det). Nu har Tina så også åbnet en lille lejlighed man kan leje som hotel – næsten ved siden af den originale The Apartment. Insta worthyness uden tvivl!

“Verdens mindste hotel” (Tullinsgade 1)^^^

Skal det være småt og godt, så book verdens mindste hotel. På Tullinsgade i mit hood ligger Central Hotel & Café. Et lille mikrohus i to plan; nederst en café, der laver gode toast og milkshakes. Øverst et lille værelse man kan leje for natten. Området er super skønt – læs bare min guide til Værnedamsvej her.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt
SP34 (Sankt Peders Stræde 34, Middag på Vækst herover)

Har du brug for et værelse centralt i København, som har en ægte cool Nordic vibe, så er SP34 et rigtig godt bud. Herfra vil du være tæt på alt i indre by. Og de har tilmed en herlig og SMUK restaurant i bunden; Vækst, som bestemt er et besøg værd for aftensmad.

Morgenmad:

H15 (Halmtorvet 15)

København er dyr – men ikke på H15. Vi kunne spise og drikke to mennesker for under 150 kroner. Stedet er råt og upoleret, placeret i Kødbyen, men med fokus på simple og velsmagende retter, går man altså ikke galt i byen. Det er bare godt!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hotel SandersHotel Sanders (Tordenskjoldsgade 15) ^^^

Et ægte insta-sted! Vil du gerne have din insta på, så sørg for at besøge Sanders atelier/terrasse allerøverst. De serverer en god morgenmad (ikke altid med den kvikkeste betjening dog), en god croissants og fin kaffe. Tag endelig et kig rundt i stueetagen generelt. Det er et ret smukt hotel!

Apollo (Kongens Nytorv 1)

På Kunsthal Charlottenborg ligger en lille semi-gemt perle nemlig Apollo Bar og Kantine, der både agerer kantine for kunstskolens elever, men også er åbent for menig mand. Stedet laver en insta-famous blåbær mad men har også en rigtig dejlig frokost med små serveringer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Gode morgenmadssteder København, breakfast spot Copenhagen, Sonny
Sonny’s (Rådhusstræde 5) ^^^

Sonny’s er en favorit for mange i indre by – og der er heller mange konkurrenter i nærheden til en god frokost. Strædet om hjørnet er fyldt med skod-cafeer, skal jeg være ærlig. Sonny’s har en god bircher muesli, altid en lækker hjemmebagt kage, en lækker og kreativ salat på tapetet – men deres største ‘draw’ i mine øjne er deres hjemmelavede latter; de laver både en lækker chai og en gylden en.

Hart Bageri (Gammel Kongevej 109)

Et af byens bedste bagerier, og de har også et par siddepladser til de besøgende. De laver en virkelig god kaffe, og så kan man sidde i vinduet og nyde en god bolle med pisket smør og ost. Simpelt men godt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Lille Bakery København
Lille Bakery (Refshalevej 213) ^^^

Lidt ude på ‘herrens mark’, men bestemt en tur værd. Rustik bageri, der både laver nogle virkelig gode berlinere og et godt brød. De laver også herlig morgenmadsservering; yoghurt med kompot, brød med ost/syltetøj etc. – igen til den simple side, men godt! De har dog kedelig kaffe; kun filter sidst jeg besøgte. Det skal man ikke køre efter.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Lille Bakery København
Banchina (Refshalevej 141A, herunder)

Det her er et virkelig særligt sted. Ned til vandet med mange badende gæster både forår, sommer og efterår. Banchina er et sjovt lille sted; nærmest bare et skur og som alle andre moderne Københavnermorgenmadssteder – simpelt. God croissants. God bolle med ost. God kaffe. Et virkelig godt sted at hænge ud i solen med en bog – find dit eget spot på en badebro, på en trappe eller på molen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, La Banchina
Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt
Acacia (Gammel Kongevej 171) ^^^

Er du veganer – eller glad for morgenmad med fuld knald på (grøntsags-)smagen, så skal du på Acacia. Øko morgenmad så englene synger. Deres vaffel (tilbehør skifter lidt efter sæson men typisk noget æble) er SÅ lækker. Kaffen er på bønner fra Coffee Collective og chailatten også hjemmelavet. Betjeningen er en af byens sødeste!

rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Les Trois Cochons, Outfits, Nordic blogger
Les Trois Cochons (Værnedamsvej 10) ^^^

Klart en af mine stamcafeer, som laver en fin avocadomad, en god kaffe og lille let citrussalat. Det er egentlig ikke, fordi maden er out of this world, men betjeningen er altid dejlig, og stedet er virkelig smukt med sine grønne fliser og franske fletstole udenfor.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rist, Søndag morgenmad

Kaffe

Rist (Værnedamsvej 4) ^^^

Det her er min kaffebar. Simpelt, rustikt, lækkert. Deres toast, har du lyst til en lille bid mad, serveres på et lille træskærebræt med cornichoner on the side. Simpelt men virkelig, virkelig godt! Jeg tager som oftest en flat white eller en matcha latte, som de også laver godt. Dejligt sted at ‘people spotte’ på altid travle Værnedamsvej.

Pink Onsdag, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekday trenchcoat, H&M Studio
Prolog (Høkerboderne 16)

Det her er Adams kaffebar, hehe… Den er også god! Ligger i Kødbyen, og er man lidt træt af H15’s kedelige filterkaffe, så kan man lige svinge forbi Prolog på vej hjem. De er kæmpe kaffenørder og har egne bønner – og så er drengene, der brygger kaffen, afsindigt søde.

Coffee Collective (flere steder men fx Godthåbsvej 34B)

De har kaffebarer rundt omkring i byen – den hyggeligste ligger på Godthåbsvej, som også har lidt simpel morgenmad at servere. De er nogen af dem, der har været med at starte third wave coffee-bølgen i København. De er passionerede og kan deres kram.

The Corner (Strandgade 108)

Hvis du alligevel er inde i byen, sådan omkring Kgs. Nytorv, så kryds endelige broen nær Skuespilhuset og besøg 108’s café The Corner. De har lækre donts, cookies og igen; en god bolle med pisket smør. It’s apparently the thing.

Cub (flere steder men fx Strandlodsvej 48)

De har to kaffebikse og sælger også ud af egne bønner. Super lækker kaffe og gode croissanter! Den ene på Strandlodsvej er fin at besøge, hvis man skal i vandet ved Helgoland fx.

Rapha (Kristen Bernikows Gade 7)

Cykler og kaffe? Hvorfor ikke slå passioner sammen? Jeg har set det før – i Paris. En cykelbiks, der også har kaffebar indbygget. Adam er ret vild med deres kaffe!

Hverdagsglimt, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Andersen & Maillard (Nørrebrogade 62)

God kaffe på Nørrebro? Det her er stedet. Jeg havde en oplevelse sidst, jeg var der, af, at de var faldet af på deres croissant-game, men det er altid et skud værd, ikke? Stedet er smukt, tæt på søerne og med ret god plads, så du som oftest kan få en plads til dig og dine avis – og din gode kaffe.

Andersen & Maillard Croissanter, Nørrebrogade, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Aftensmad

Restaurant Alouette (Sturlasgade 14)

Måske en af byens bedste madsteder? Alt ved stedet er en lille overraskelse, og det var så sindssygt godt, sidst vi var der, hele oplevelsen, at vi nærmest er bange for at tage tilbage i frygt for at blive skuffet. Smukkeste lokaler, rå location, vidunderlig betjening, gode vine. Alt i alt plus, plus!

Hidden Dim Sum (Nytorv 19)

Har du lyst til mad fra det asiatiske køkken, så er det her en af de nyere steder i København, som ligger – ja lidt hemmeligt. Jeg har ikke selv været der, men det har Adam, og han er ret vild med det. Hvis du har lyst til en lidt mere festlig aften – så tag Magasasa, der er gode til cocktails også.

Cathrine Widunok Wicmand, Fødselsdag
Italo Disco (Oehlenschlægersgade 5) ^^^

En lokal favorit. Kæmpe god oplevelse – hver gang. No nonsens, italiensk mad, gode vine, sejt sted som er lidt off the grid på Øhlenschlägergade. De er altid mega søde og laver virkelig lækker mad. Deres facade er nærmest ikonisk med de røde stole og hvide fliser.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida
Bæst (Guldbergsgade 29) ^^^

I pizzahumør? Du skal prøve deres #1 med stracciatella. Det fåes ikke bedre! Bæst er virkelig herligt sted – til trods for en del år på bagen holder de niveauet. Køkkenet er italiensk, og har du aldrig været der før, skal du næsten prøve deres ‘Lille Bæst’, hvor man får lov at komme lidt rundt på menuen (de har også en ‘Store Bæst’ – men den er næsten for meget). De laver lækre cocktails, har gode vine og altså afsindigt god pizza.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt
Sanchez (Istedgade 60)

Byens bedste tacos – uden tvivl. Hvis du bare har lyst til tacos som en simpel frokost, så tag på deres lille tacoshop i Kødbyen. Men skal du ud til aftensmad, så må du prøve deres restaurant på Istedgade. Det er så afsindigt godt! Alt sammen! Og de har tilmed brunch i weekenden.

Cichetti (Nørrebrogade 56)

Endnu en lille madperle på Nørrebro. Et mindre sted med små italienske retter (deraf navnet), som er super velsmagende og altid nede på jorden. De har haft sådan nogle vanvittigt gode risottokugler på menuen ad flere omgange. Det er totalt afslappet og et herligt sted at prøve “et glas af den og den”.

Pompette (Møllegade 3)

Det er altså en meget god bermudatrekant med Bæst, Cichetti, Pompette og Andersen&Maillard. Der sker noget på gastronimifronten der omkring. Pompette er den sejeste lille vinbar med et par borde uden for også, om sommeren. De har små lækre serveringer og masser af gode naturvine. Også til at købe med hjem!

Shopping:

Stilleben (Frederiksborggade 22)

Byens bedste interiørbutik IMO. Den lille inde ved Strøget har især fokus på accessories (små tasker, smykker etc.), den ved Nørreport har mere plads og mest fokus på interiør og det er også her, man kan få lov at se deres smukke køkkener.

Edition Copenhagen (Strandgade 66)

Er man på kunstjagt, så er Edition et rigtig skønt sted. Et litografiværksted med stolte traditioner, som i årtier har inviteret kunstnere til at lave særtryk på deres maskiner. De har SÅ mange smukke værker – og de indrammer også, har man tiden til det. De har værker fra 500 kroner og opefter og både kunstnere som John Kørner, Eske Kath og Erik A Frandsen in house.

Etage Projects (Borgergade 15E)

Lidt i samme kunstboldgade – tag lige og besøg Etage Projects, har du tid og penge eller bare mod på at drømme. Et lidt anderledes galleri med masser af kant og afsindigt smukke møbler.

Holly Golightly (Borgergade 17B)

Efter de er flyttet til større lokaler, er det her simpelthen blevet byens vildeste butik. Men nøj, den er også dyr! Det er lækre, lækre ting – både til hjemme og til kroppen. Cremer, tøj, sko. Kom derind med en kæmpe pengepung, og du vil ikke blive skuffet.

Torvehallerne (Frederiksborggade 21)

Denne her kunne gå både under madsteder, kaffesteder men bestemt også shopping. Om det er lidt te med hjem i kufferten, en særlig fransk pande eller gode chokolader – Torvehallerne er stedet. Uforpligtende, velfungerende, summende. Fyldt med gode madsteder, kaffe, bagværk, slagter, fiskeboder. De holder et højt niveau og pladsen mellem de to stadehaller er det skønneste spot til en bænk i solen.

Paustian (Niels Hemmingsens Gade 24)

Okay, hvis ikke Stilleben er byens bedste interiørbutik, så er Paustian det. De har netop åbnet den vildeste, store og vanvittigt smukke forretning i en sidegade til Købmagergade. Og det er for mig at se lokalerne, der er spektakulære. En gammel og virkelig velholdt bank, hvor de bruger de gamle rammer så smukt; fra bankboksen til ‘ventehallen’. Must-visit!

Arket (Købmagergade 33)

Måske min yndlingstøjbutik? Lokalerne er dødsmukke og Arket i sig selv er fantastisk. Og heller ikke til at opstøve så mange andre steder. Arket er en del af H&M-familien, og de gør sig i klassiske items med et twist i gode kvaliteter. De har både herre, dame, børn og interiør.

Shop Dora (Værnedamsvej 6)

En ægte dimsebutik! Men med meget godt og sjovt – vintagesager i den overpriced afdeling. Kommer du fra landet, vil du med en vis sandsynlighed fnyse af prissætningerne. Men jeg elsker den butik. Sjove lamper, smukke spejle og altid noget nyt at kigge på.

Prik (Gammel Kongevej 127)

Hvis du leder efter en butik med børneting – Prik! Den skøreste, skæve legetøjsbutik proppet fra gulv til loft med klassikere fra vores og vores forældres barndom. Det er meget langt fra Fætter BR eller lignende. De er garanter for noget særligt. Fine dukker, sæde paraplyer, sjove biler etc.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme

Kultur:

Helgoland (Øresundsstien 11) ^^^

Kommer du til København i sommerperioden, så bør du ikke snyde dig selv for en tur på Helgoland, den gamle badeanstalt. Badeanstalterne var muligheden for det arbejdende folk at komme i bad – der var ikke bad i de små Københavnerlejligheder i gamle dage. Helgoland er smuk, som den pryder vandet i sine turkise farver. Og kommer du der om sommeren, kan det nærmest være umuligt at finde sit eget lille spot til håndklædet. Både strand og anstalten er proppet. Men der er en herlig fri stemning (så fri at en del af anstalten er fyldt med nudister, ret herligt).

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt
Glyptoteket (Dantes Plads 7)

YNDLINGS-museum. De har den smukkeste palmehave endda med en tilstødende have, så man kan nyde sin kaffe med udsigt til hele herligheden. Man kan bruge timer her! Både på at gå på undersøgelse i de mange tilstødende lokaler med forskellige kunstsamlinger, men også på at sidde i palmehaven og læse en bog. Glyptoteket har alt. Alt fra malerier til skulpturer, til kaffe og kage.

Den Blå Planet (Jacob Fortlingsvej 1)

Ret fantastisk akvarium som ligger lige ved en metrostation. Nemt at komme til! De har nogle kæmpe og smukke bassiner, og det er bestemt både for voksne og børn.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli
Tivoli (Vesterbrogade 3)^^^

Ikke den store overraskelse at den er med. Men Tivoli er et must. Altid. Og det fungerer ligeså fint til en gåtur som til dem der vil prøve det hele. Den smukkeste forlystelsespark, der altid er dygtige til at forny sig år for år. Og de har faktisk flere decent madsteder efterhånden også.

SMK (Sølvgade 48-50)

Endnu et ikonisk museum, som altid er badet i det smukkeste dagslys. Det smukkeste rum, de vildeste udstillinger, også de særlige og en lækker café (Frederik Bille Brahe står bag – manden bag Apollo også).

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018
Frederiksberg Have (evt. Cisternerne) ^^^

Min yndlingspark i byen. Med både søerne, Frederiksberg Slot, kigget til Zoologisk Have, de mange snoede stier og små broer og hemmelige bænke. Det er den dejligste plet. Og går man over i Søndermarken, som støder op til, så får man lidt mere fornemmelse af “skov” end “park”. Og her ligger også Cisterne – de gamle vandreservoir under jorden, som er en oplevelse at se. De har også ofte særlige udstillinger.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt
Louisiana (Gl Strandvej 13, herunder)

Har man mod på en lille togtur nordpå, så tager det ca. 45 minutter med toget til Humlebæk st. hvorfor man kan gå til Louisiana. Jeg ved godt, at det ikke sådan rigtig kan tilsniges København, men det er bare det dejligste museum. De er garanter for interessante, grænsebrydende udstillinger og den vildeste udsigt udover Øresund.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, hverdagsglimt

 

27 kommentarer
  1. JEG ELSKER DET HER INDLÆG.
    Jeg har boet på Nørrebro i 6 år, og har været på mange af dine anbefalede steder. Så tak for inspiration til noget nyt ❤️

    1. Hvor er det FEDT Julie – godt det kan bruges. Nørrebro er også bare vidunderlig! SÅ meget god mad! KH

  2. Virkelig brugbar guide og mange steder er jeg helt enig!
    Elsker værnedamsvej, rist og flere af de kulturelle tilbud.
    Vil dog også lige fremhæve Frederiksborg slot, hvis man er til historie.
    Et sted har jeg desværre haft helt andre oplevelser end dig.
    Jeg har været på le trois cochons to gange efter at have læst om det herinde og begge gange var især betjeningen virkelig slap og stemningen underlig uafslappet – hvis man kan sige det sådan.
    Den ene gang havde vi min venindes lille søn med og han var super sød, men tjeneren opførte sig nærmest som om han var et problem for hende.
    Det kan selvfølgelig være dårlige dage og indretningen er virkelig flot, men har virkelig ikke et godt indtryk af den cafe mere.
    Nå, tak for guiden,
    Vh en anden c

    1. Æv! Det er jeg virkelig ked af at høre, det tror jeg faktisk, jeg har hørt en gang før – fra en anden. Det er ikke noget, jeg nogensinde har oplevet – kun den rareste betjening, og jeg er ellers kommet der meget. Men godt du siger det! KH

    2. Jeg har haft helt samme oplevelse, virkelig en mærkelig betjening der efterlod mig og min mand helt i paf. Det var så underligt. Virkelig ærgerligt.

    3. Helt samme oplevelse her! Uhøflig betjening som om man var lidt ligegyldig og “i vejen” … Jeg kommer der ikke igen – synes ikke det er pengene værd at føle sig sådan til besvær!
      Dem der sad ved siden af os havde en sød lille baby med, men fik også mange irritable blikke fra tjeneren og man kunne se, at det ikke var hyggeligt eller sjovt for dem… Øv, at der er flere, der har den oplevelse – jeg havde håber, at de “bare” havde en dårlig dag…

      1. Ej æv altså! Som sagt, jeg har kun oplevet fantastisk, vedkommende service – men jeg kommer der også virkelig meget og er en kending måske for dem 🙂 KH

      2. Hehe det kan være det var den samme dårlige dag vi var der med en baby. Stemningen var i hvert fald præcis som du beskriver. Det er svært at sige noget direkte, da ingen gjorde noget konkret forkert, men både mig og min veninde fik følelsen af at være virkelig i vejen, især i forhold til babyen.
        Dejligt ikke at være helt alene med den oplevelse, selvom jeg naturligvis håber at det bare har været en off-day for tjeneren.

  3. Jeg elsker, at du har luret Shop Doras prissætninger. Jeg kommer der tit, men mest for at lure. De fleste af deres priser er til grin, som I sommer, hvor de havde en gammel slidt, grøn træstol i ‘fransk stil’ til 1.600kr. Fandt for en mdr siden en fiskevase i røde kors lidt uden for byen, hvor min mor bor, til 30kr. Den koster så ca 750kr hos Dora, haha. Tænker altid, er kunderne virkelig så ‘dumme’, at de vil bruge penge på deres antikviteter. Der blir kunderne virkelig taget ved næsen, hehe. Men det er en fin butik.

    1. Hehe, jeg tror det er et conevenience spørgsmål mere end dumhed. I stedet for selv at tage tiden og rende fra genbrug til genbrug på landet – så betaler man dem en mindre formue for at have gjort arbejdet og kurateret et smart udvalg 😀 Men det er bare hampre priser 😀 KH

  4. Fantastisk med sådan et indlæg, tak! 🙂 Også for os der bor i byen.
    Du har vist tidligere nævnt H15 som et ammevenligt sted (mindes jeg)
    Har du andre fif til steder, som både er gode, hvad angår mad, stemning og amning? 🙂

    1. H15 er genialt, Ipsens ligeså – dog ikke puslefaciliteter. Jeg ammer som det passer mig alle steder uden at skænke andres blikke en tanke. Så det skænker jeg ikke så mange tanker. Men pusleborde! Det er en anden snak – det har de bare ingen steder.
      Men jeg har også hørt rigtig godt om Maudes, som i hvert fald er et rigtig barselssted! KH

  5. Jeg er vild med din guide. Jeg har prøvet flere af stederne med stor fornøjelse, men ser frem til at prøve flere nye steder.
    På kaffefronten kan jeg også anbefale Cupenhague i Ryesgade. Skøn kaffe med bønner fra eget risteri og dejligt bagværk, ikke mindst.

  6. Glad for at se, at du er glad for Strandgade 🙂 Til morgenmad og aftensmad kan jeg også anbefale cafe Krôyers på Krøyers Plads (Strandgade) – lille, hyggelig fransk perle. Desuden har vinbaren Nærvær lidt længere henne det bedste tapasbræt, gode vine og fantastisk udendørs seating om sommeren.

    1. For slet ikke at snakke om museet på nordatlantens brygge også på strandgade.
      Jeg arbejder i det hood og det er virkelig blomstret siden broen!

Læg en kommentar