Fertilitetsbehandling: En forgiftning og lidt hestenet senere... - ROCKPAPERDRESSES
Fertilitetsbehandling: En forgiftning og lidt hestenet senere…

Jeg kender få kvinder som Trine, I skal møde i dag. Trine er iværksætter og afsindigt dygtig til alt, hvad hun kaster sig ud i. Jeg kender hende fra hendes tid som project manager på Global Dignity, som hun inviterede mig til at tale på for år tilbage. Et mega sejt initiativ, der har for øje at styrke unge piger og drenge og fylde på dem med selvkærlighed, omsorg og indsigt i sig selv og andre gennem speaks og community feel.

Hvad jeg ikke vidste var, at Trine også havde været i behandling for at få sin dejlige unge, før hun engang skrev en kærlig tanke til mig under min behandling i sin tid. Sådan er det jo, man præsenterer sig jo ikke sådan, vel? På mange måder vil man også bare gerne glemme. Glemsomhed læger en masse sår.

Men at hun greb ud til mig i sin tid, ligesom mange af jer har gjort – det betyder noget. Det gør man ikke føler sig alene. Man skal aldrig føle sig alene! Tag godt imod Trines historie.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling

Fertilitetsbehandlingsberetning af Trine Ravnkilde

Barnløsheden flyttede ind i vores forhold i 2013.

Den kom ikke bragende ind ad døren på samme måde som vores datter senerehen skulle vise sig at gøre. Den kom snigende. Lidt efter lidt. På samme måde som sæsonerne der kommer og går, rullede den ind i vores liv, så stille som bladene der skifter farve. Gradvist, og så pludseligt. Den startede som et lille sug i maven hver gang ægløsningstesten var positiv, og et hjertesuk hver gang graviditetstesten var negativ. Den var med i de daglige ritualer hvor vi udførligt beskrev alt lige fra min temperatur, mit humør, min søvn og de detaljerede betragtninger om klimaet sydpå (note: min vagina. Ikke Spanien). Den viste sig i min misundelse over andres babylykke, min skam over min egen krops defekter, og min vrede og frustration over for helvede ikke bare at kunne få opfyldt mit fucking ydmyge ønske om at få en unge. Den var med til juelaftener, fødselsdage og rejser. Og så skal jeg kraftedme love for, at den også var med i soveværelset, hvor noget der en gang var bedre end pizza (shout out til Jonas!), nu var blevet anstrengt og akavet. Den var med mig på arbejde rundt i verden, på kedelige hotelværelser og på storslåede eventyr. Hele tiden hang den mig om skuldrene som en tung rygsæk. Jeg ville så gerne være gravid, men uanset hvad jeg gjorde, kom de to streger bare ikke.

Jeg visualiserede. Jeg manifesterede. Jeg bad til universet, til Gud, til L. Ron Hubbard og til Buddha. Jeg gik på nupo-kur i 6 timer, jeg holdte op med at drikke rødvin og spise tun. Jeg tog på afstressende ophold, hvor jeg sænkede min uduelige krop ned i vand, og bad den telepatisk om for helvede snart at virke. Jeg lyttede til folks bindegale råd og ideer, og åd råt deres præmis om at det nok var min egen skyld fordi jeg ”havde så travlt” og at jeg ”bare skulle slappe af”.

Jeg prøvede alt.

Vores tid i fertilitetsbehandlingen ser jeg stadig som noget af det mest udfordrende vi har været igennem. Jeg beskriver tit det at være blevet mor, som at stå i epicentret af et jordskælv kun du kan mærke, og den samme følelse havde jeg mens jeg var i fertilitetsbehandling. Jeg følte at hele mit indre vred sig og rykkede sig, og selve fundamentet jeg stod på knagede og gav sig, og ingen andre kunne mærke det end mig. Den eneste konstant i vores kamp, var humoren. At give os selv lov til at skraldgrine af alle de absurde situationer vi stod. Det var det der gav os energi, og klart vores fælles værn mod ulykkeligheden.

En anden ting jeg altid fandt tryghed i, var at læse om andre kvinder der havde sluppet af med deres barnløshed. Jeg scrollede gennem hvad der føltes som hele hestenettet og hele minmave på min jagt efter solstrålehistorier. De var mine fyrtårn i tågen, og noget der gav mig uendleige mængder håb og ekstra kræfter. Så kære du, hvis du lige nu læser dette med blå stikmærker på maveskindet, så får du her historien om dengang det lykkedes for mig. Jeg håber den giver dig håb, og jeg håber den får dig til at grine. For det trænger du garanteret til, og du har så meget fortjent det.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling
Undfangelsen af min datter! .. Altså, I ved hvad jeg mener.

Efter nogle mislykkede inseminerings-forsøg lå jeg endnu en gang med stængerne i bøjlerne, røven ud over kanten på den turkisfarvede briks, og en tør overlæge mellem lårbasserne, og stemningen var – for at sige det mildt – lidt trykket. Vi skulle beslutte om vi ville investere 50.000 kr. i at prøve en ny metode, eller om vi ville prøve et sidste forsøg hvor vi skruede op for hormonerne. Vi valgte det sidste. Og de hormoner kan man åbenbart hverken spise, inhalere eller på anden vis integrere i kroppen via allerede eksisterende kropsåbninger. De skal simpelthen skydes ind i maveflæsket gennem en nål i haveslange-størrelse! Jeg er rædselsslagen for nåle, og besvimer for et godt ord hvis der er kanyler i nærheden.

Min mand i lavede en ”oceans eleven”-værdig plan til os. Han ville gøre sprøjten klar, give mig den i hånden, hvorefter jeg – liggende ned så jeg ikke slog hovedet når jeg besvimede – selv skulle indsætte og detonere den! Perfekt, ikke? Min mand skulle så derefter fjerne sprøjten fra min mave, så jeg ikke ville ende med at sidde fast i et endeløst loop (besvime – vågne – se sprøjten igen – besvime – vågne- se sprøjten igen… ) Planen var eminent. Vi var begge stolte, og trods nåleangst, vildt begejstrede for genistregen. Du kan nok godt regne ud at det ikke helt gik som planlagt.

Min mand overholdt hans del af aftalen, og gjorde sprøjten klar som en pro. Og efter hvad jeg stadig vil betegne som hans livs bedste peptalk, får jeg stukket svinet ned i mavedellen og trykket på aftrækkeren. Helt ærligt – jeg syntes fandeme det sved, og husker i øvrigt at tænke, at det var upraktisk med så tynd en beholder til så meget væske. Jeg besvimede – helt efter planen, men vågnede og var super stolt af mig selv! Lige indtil min mand sagde de nu berømte ord; ”Gud hvor underligt – her er da slet ikke til 15 dage, vi har jo brugt langt over halvdelen!”. ”Nå for den, så køber vi noget mere” siger jeg så med et lille smil, og kigger lidt ud af vinduet.

På cirka samme tid går det op for os at det egentlig lyder lidt mere end lidt mystisk. Rimelig hurtigt finder vi ud af, at vi har givet mig en overdosis – faktisk 10x den mængde jeg skulle have haft! PANIK! Jeg indrømmer gerne, at jeg ringer til giftlinjen og måske kommer til at udtrykke mig lidt uklart (red: ”JEG ER BLEVET FORGIFTET AF MIN MAND”) men efter en kort udredning af hvad der i virkeligheden var sket, blev jeg hasteindlagt og skulle undersøges. På det her tidspunkt synes vi faktisk det var lidt skægt. Selvfølgelig lidt chokerede, men mest lidt fnisende over vores egen dumhed. Da vi ankom til skadestuen jokede vi en del med, at han havde forgiftet mig for at få adgang til min formue (5.400 kr. i en sparebøsse).

Da vi kommer ind til den lægestuderende der er på vagt, kan vi med det samme mærke at hun er urimeligt utryg ved situationen, og minder langt mere om en rystende chihuahua end en læge. Vi får forklaret sagen med et grin, og spørger til sidst (FOR SJOV!?) ”det er jo ikke noget jeg dør af, vel?” Ved du så hvad damen siger??? VED I HVAD HUN SIGER!! Hun siger fandeme: ”Det kan jeg hverken be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt!” HVAD FUCK!? HVAD FUUUUCCCCKKK? HVAD KAN DU IKKE?! Nu begynder dramaet for alvor.. Jeg går FULDSTÆNDIG kold og besvimer på stedet. Vågner på gulvet et par minutter senere, og stirrer direkte op i Dr. Chihuahuas fjæs, der sammen med min mand, holder mine ben lodret op, i håb om at få mit blod ud af tæerne, og tilbage i hjernen. Som den løsningsorienterede kvinde jeg er, spørger jeg selvfølgelig om vi kan amputere min mave, så det ikke spreder sig i kroppen. Det kan man åbenbart ikke. Moderne medicin, min røv. Det eneste der er at gøre, er at holde øje med om jeg bliver dårlig, og vente på at den ægte læge møder ind 7 timer senere. JAMEN OKAY SÅ! DET GØR JEG DA BARE! Klokken 7 kommer lægen og fjerner min dødsdom med et kæmpe grin. Han siger jeg ikke skal være bekymret, men at vi lige holder en måneds pause med fertilitetsbehandlingen. Vi siger pænt ja tak til en lille pause.

14 dage efter dette var det min mands fødselsdag (if you know what i mean..) 30 dage efter, testede jeg positiv på en graviditetstest for første gang. 36 uger efter det kom vores datter til verden. Hun hedder Liva og hendes livret er jule-snolder.rockpaperdresses, fertilitetsbehandling

rockpaperdresses, fertilitetsbehandlingVores første tid sammen var hård, og jeg havde svært ved at finde mig til rette som mor. En ting jeg efterfølgende har fundet ud af, er ens for mange kvinder der har været gennem fertilitetsbehandling. Vores bekymringer er åbenbart blevet ætset ind i sjælen på os under behandlingerne, så vi har svært ved at slippe dem igen. Min tid med barnløsheden forberedte mig på det at blive mor, på måder jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig (eller bedt om). Den gav mig den uvurderlige gave det var at mærke mig og min mand stå skulder ved skulder, og tackle livets svære stunder med grin og sammenhold. Og så gav det mig min Liva. Mit lille bitte æg der lod vente på sig, men var så rigtigt, og nu har beriget mit liv mere end jeg nogensinde kunne have håbet på.

Livet i fertilitetsbehandling er en måtherfåcking hård cookie at komme igennem, og jeg synes det er synd for jer. Pisse synd. Og urimeligt. Jeg ville give jer alle mine julegaver og alle mine pomfritter, hvis det bare kunne hjælpe.

Jeg håber inderligt at Jeres dag snart kommer. ⁣

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling

13 kommentarer
  1. Fortællingen er barsk, og det må helt sikkert have været et hårdt forløb – MEN den er fortalt på sådan en måde, at jeg kan kaffen galt i halsen flere gange, haha! Sikke en skøn datter <3

  2. Som en af dem, der har stukket sig i maven + 30 gange, og endnu ikke er kommet ud på den anden side – TAK!

  3. Okay har måske aldrig læst en bedre beskrivelse af hvordan det føles at være i fertilitets-behandling. Spot on!

  4. Jeg må altså lige have forklaret dette: “14 dage efter dette var det min mands fødselsdag (if you know what i mean..)”
    Jeg forstår det ikke, er der noget jeg har misset?
    Ellers super godt fortalt! Tillykke med vidunderet!

        1. Så naturligt man nu kan kalde det når man har taget 10xdosis fertilitetshormoner 😍😂 men ja – uden inseminering!

  5. Tak for din fortælling❤️ Glæder mig også til, forhåbentlig komme ud på den anden side af fertilitets helvede, som jeg befinder mig i pt😔 super godt skrevet, og et lille shout out til andre som kæmper lige nu❤️🙏🏻

  6. Stort tillykke med jeres lille mirakel, Liva ❤️
    Barsk historie, men tak for samtidig at give mig et par gode grin.
    Held og lykke til alle der kæmper 🙏🏼

Læg en kommentar