Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Hverdagsglimt nummer hundrede mine damer og herrer! Det er da også en form for jubilæum. Og denne gang med tilbageblik på en ægte januarsjanuar. Sådan en med grå vejr, lidt tungsind og nostalgi.

Gid vi kunne rejse væk! Det gad jeg virkelig gerne, men i må vente til maj til vores næste ferie, som bliver til Italien! Igen! Ja, men vi er altså forelskede i landet efter flere års kærlighed til Frankrig. Det var på tide med lidt ny energi og ny inspiration. Og selv om Italien på mange måder er en gammel kending med al sin is og pizza, som nærmest er en fast bestanddel af madpyramiden herhjemme, så er det alligevel lidt sådan kildrende, at udforske et land på ny. Og det fortsætter så i år efter sidste års vidunderlige tur.

Jeg arbejder i øvrigt igen på min Italiens-guide efter sidste års tur – den kommer. Forhåbentligt i denne eller næste uge.

Men nu, sidste uge først <3

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg har vist aldrig set så store snefnug som dem, der faldt i mandags. Det var helt vildt. Og ja ja, vi kunne da godt have brugt lidt snefald for en måned siden. Men det gør mig ikke spor. Jeg tager det med nu.

Det er så magisk. Den hvide himmel, alle tagryggene. Byen i sne. Roen, der kommer over os. Det kan virkelig noget. Selv om den så hurtigt bliver sort, sneen, af al trafikken og de travle fødder. Hvis den altså ikke smelter inden da.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Vi har mange “førster” i vente – en af dem var første tur i svømmehal. Virkelig meget mas for ti minutter i vandet. Allright. Men kors hvor var det hyggeligt. At dyppe sig i det varme vand med en baby, der smiler fra øre til øre. Det kan virkelig noget. 

Vi har ikke fået plads på et babysvømmehold – det er nær sagt umuligt i Frederiksberg Svømmehal, folk sidder klar klokken midnat, når holdene frigives. Men den kæreste dame, som holdt øje med bassinet, var fyldt med tips og hjalp os på vej. Første gang kun ti minutter i vandet, næste gang lidt længere. Pludselig er han en vandhund! Det ville hans far elske, nu jeg ikke rigtig er det, hehe..

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg har en drøm om at tage Adam med til alle de insta-morgenmads-steder, jeg har besøgt selv de sidste par år, hehe… Når man endelig kan tage derhen en hverdag, uden der er proppet – så må man nyde det.

Her fra Sanders som er ganske udmærket – ikke den vildeste morgenmad, men et fint udvalg og det bedste af det hele? Det der atelier på toppen af bygningen man kan indtage morgenmaden i. Det er det vildeste, stedet, hvis man også savner lidt ferie-sydlandsstemning.

Jeg tænker også vi skal tilbage på Lille Bageri, til Sonnys og Rist. Sidstnævnte er længe siden.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Først da jeg så det her billede fra Adams story på insta, så blev jeg helt forskrækket, fordi det så så freaky ud. Men så slog det mig – vi har lavet et emojibarn, haha! Den emoji ligner ham virkelig meget – spytkrøllen i panden. Lige dele freaky og lige dele genialt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg har bøvlet lidt med mindre selvtillid på det sidste. Helt uden tvivl ansporet af to ting; mindre tid til at fikse ting herhjemme. Jeg føler mig simpelthen ikke helt “med”. Kender I det? Køleskabet skal virkelig rengøres. Vasketøjet bliver sorteret i bunker, men derfra til at krydse gården og komme ned i kælderen og få vasket – der er åbenbart langt. Min ‘tøjstol’ er mest bare ‘tøj-‘, for man kan ikke se stolen under. For ikke at tale om generel oprydning.  Jeg ønsker mig en voksen, der kommer og lige triller en tur med Eddie, så vi kan komme lidt i bund herhjemme. Det er for åndssvagt, at det sådan gror på mig og giver mig følelsen af ikke at slå til, men sådan har jeg det pt. Og den anden grund – instagram. Det har jeg aldrig ladet mig gå på af som noget, der kunne frarøve min selvtillid, men måske fordi jeg generelt er lidt sårbar og nede på batterier, så er der råderum til sådan en omgang også. Jeg føler mig ikke helt smart nok, ‘fashion’ nok. Jeg er skidemisundelig på alle dem, der rejser til de varme lande og har sommerkjoler på – når nu Adam og jeg har aftalt at skære godt ned på flyrejser, især de lange, haha! Jeg vil også! Men vi ‘må’ ikke – det er aftalen.

Jeg har følt mig brugt, usmart, kejtet, ved siden af mig selv, som om jeg ikke helt slår til i en netverden af virkelig smarte kvinder. Jeg er ret sikker på, at man dog ikke kan se det på mig. Jeg prøver i hvert fald at lægge flot makeup og tage noget tøj på, der kunne se smart ud. Og jeg ved også godt, at det her er forbigående og måske i virkeligheden handler om manglende søvn – at det forskruer mit forventningsbillede til mig selv og virkelighedsbillede af andre.

Måske handler det også om min egen splittelse. Hvem er jeg nu? Jeg prøver virkelig at bibeholde min “før-identitet” med outfit-billeder på insta, sørge for at holde fast i mig dengang, så modekunderne ikke forsvinder osv. Jeg vil meget gerne, at business er som ‘usual’ – selv om jeg bare ikke er det. Jeg er bare virkelig meget mor pt. Ingen søvn, virkelig meget amning døgnet rundt, og mest af alt lyst til at bære mit barn på maven all the time, selv om det ikke harmonerer med ‘modeagtig’. Måske jeg bare skulle prøve at gøre det til det? Selv om der ikke er noget ‘bare’, når man er lidt mør.

Alt er en fase – og det er ringe selvtillid også. Det kommer i bølger, og så er der lige den dag, det hele spiller og så vender skuden. 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Min mor har gang i den helt store oprydning derhjemme, så indimellem sender hun mig billeder af billeder (kvaliteten er derefter). Gode gamle sjove billeder. Som det her jeg også delte på min story, som det til at vælte ind med minder fra jer. Min deltagelse i EyeQ look-a-like-konkurrencen, ca. 2002.

Jeg havde brugt håndarbejdstimerne på at sy denimkostumer til os, så vi matchede “I want what she’s got”-videoen. Denim in space. Vi ville gerne have stillet op i Lyngby Storcenter, som jeg husker det, men der var ikke plads. Så vi endte i Asnæs Bycenter, langt hjemmefra, uden nogen vi kendte blandt publikum udover Mias mor, som havde kørt os. Derfor led vi også en larmende stilhed, da vi trådte op på scenen. Der var INGEN, der klappede. Så vi blev bedt om at gå ned igen, for så at gå op på scenen igen, mens folk klappede. IKKE godt for en flok 13-åriges selvtillid, haha!

Selvfølgelig gik vi ikke videre. Men hold op det var skægt at høre jeres minder og deltagelse i konkurrencen på insta også – al misundelsen over vinderne, der kom i Snurre Snups Søndagsklub, som endda meldte sig på banen med billedbeviser og det hele. På den måde elsker jeg altså sociale medier – når man faktisk stimler sammen og griner og mindes, helt uhøjtideligt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg ønsker mig et større værelse til Eddie, så jeg rigtig kan indrette, hehe… Jeg tror, jeg ville være god til det altså! Især med alle de fine gamle ting – jeg elsker at indrette med dem. Godt med genbrug. 

Jeg købte dem her fra @Childlikeliving på insta, og jeg har også købt den fineste børnebænk. Hun har et helt genialt koncept, hvor man kan returnere møbler købt af hende, når ens børn er blevet for store til dem, og bytte dem til noget nyt og andet godt. Er det ikke smart? Og SUPER bæredygtigt. Hun elsker alle sine møbler og har kun gode ting – og så kan det altså betale sig at få dem retur. Sådan nogen vil jeg gerne støtte.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg må få lavet et indlæg og vist denne her kjole ordentligt – alle detaljerne!

Min mor har fået syet sin brudekjole fra 1981 om til en dåbskjole – det har vi talt om så længe, og nu er det endelig sket, og den er en drøm! Nærmest en til en med brudekjolen, bare i miniformat.

Vi har endelig fået taget os sammen og fået aftalt dåb (apropos, ring til en voksen!). Vores største dilemma har været, at vi ikke ville, at det blev alt for dyrt. Vi skal simpelthen passe lidt på pengene den næste tid med Adam på dagpenge snart. Når vi ikke har rammer og plads nok til at holde dåb hjemme, ja så bliver det jo ude og løber hurtigt op. Men nu har vi lavet en model, der hedder den allernærmeste familie, kun søskende og forældre, til en simpel (vegetarisk) frokost, og så venner til kaffe og kage efterfølgende. Efter gode venners eksempel i december. Det fungerede altså ret fint. Og forhåbentligt bliver ingen fornærmede over konstellationen. Og så har vi skåret ind til benet med gæstelisten – vi kunne ellers snildt blive 100 med børn. Nu bliver vi det halve, og det kan vi være med på.

Min gode veninde Tanja sagde, at det var kommet bag på hende, hvor stor en dag også følelsesmæssigt, det havde været, da hendes lille dreng nummer 2 skulle døbes. Jeg flæbede også, da de trådte ind i kirken, så mon ikke det bliver omtrent det samme, når det er vores tur?

20 kommentarer
  1. Mangel på selvtillid efter at være blevet mor – kender det SÅ godt! Det er som om hele ens identitet lige kastes op i luften og skal lande igen på ny. Jeg har altid været den der ordnede det hele derhjemme. Nu er det min kæreste, han er totalt blevet handlingens mand, og det er fantastisk, men hvad er jeg så? Hende der bare vil sove?!
    Hvis ikke du kender dem, vil jeg anbefale dig at lytte lidt til Jegermor-podcasten – de kommer godt omkring alt det med at blive mor.
    Og PS: Du ser sgu hammer godt ud på barsel!!!

    1. Det er simpelthen så rigtigt beskrevet. Alt vi kender ved os selv – hele posen bliver lige rystet. Det er så sindssygt lifechanging at blive mor, at det kan være helt svært at finde den man var før? Den må jeg lytte til. Tak Lene <3 KH

  2. Alt er jo en følelse, og det er virkelig træls (ja, jeg er fra Jylland) for dig, at du bølver med dårlig selvtillid. Alligevel vil jeg sige, at det synes jeg virkelig ikke, du har nogen grund til. Når jeg ser billeder af dig taber jeg altid lidt kæben over hvor fed din stil er, og hvor cool du ser ud. Det er tit din stil, jeg har i baghovedet, når jeg selv køber tøj. Udover det, så kæmpe high five til at I har valgt at skære ned på flyrejserne, jeg forsøger selv på det samme. I stedet forsøger jeg få det bedste ud af januar, selvom den virkelig kan gøre det svært for sig selv. På en eller anden fjollet måde virker det også godt for mig, at ‘stå januar igennem’ i stedet for bare at flygte til Thailand (indsæt selv emoji, der græder af grin). Og så tak for en virkelig fin blog, jeg nyder at læse med.

    1. Du har fuldstændig ret, Marianne – det er en god pointe, dét med at stå januar igennem og ikke bare flygte til Thailand 🙂 Det er sku ikke noget særligt at komme til Thailand længere- hvis man virkelig vil skille sig ud fra mængden, skal man snarere blive hjemme 😉 Når jeg ser billeder fra Thailand (ja, igen, tak instagram?!) bliver jeg ikke én my misundelig – jeg bliver nærmere stolt over, at jeg ikke lader mig kue af lidt januar-blues, tilmed passer på klimaet, og så laver jeg en kop kakao eller god kaffe/te. Jeg oplever faktisk, at foråret bobler endnu mere i min mave i marts, når jeg har været igennem januar og februar på vores breddegrader!

      1. Hold kæft du er dejlig Marianne! Tak fordi jeg må rumstere lidt i baggrunden, når du er ude og kigge tøj. Det gør mig virkelig glad.
        Og så gør vi præcis det samme – gør januar RAR! Gå på et museum, en lang gåtur i den rigtige påklædning. Jeg har lige købt en ny god te, jeg glæder mig over at nyde. Den skal bare “stås igennem” – og hey, vi er der næsten!

        Og AB- så rigtigt. glæden ved forår er endnu stærkere, når man har været det “sure” igennem også. KH

  3. Kære Cathrine dog, jeg har altså ikke bemærket at selvtilliden er dalet en smule – jeg synes du er lige så smart og ‘fashion’ som du altid er, og så synes jeg altid at dit gode humør skinner igennem på dine billeder – og det er altså vigtigere end altid at være smart i tøjet osv. Det ved du jo også godt, men nogle gange er det meget rart med en reminder <3
    PS. Mega smuk dåbskjole. Jeg er helt vil med den. Én idé, som I måske vil få gavn af: Min familie har broderet dåbsbørnenes navne på et fint silkebånd. Det er en meget fin detalje, især når den er så fint et arvestykke, som jeg er sikker på at mange flere børn vil blive døbt i 🙂 Kh!

    1. Du er sød – og tak. Det er ikke altid man sådan lige får vist alle facetterne samtidigt. Og jeg ved også godt, at det er forbipasserende, og jeg snart lander helt i mig selv, som en ny og hel opgraderet version af mit gamle jeg 😀 Det har jeg hørt rygter om.
      Vi havde faktisk planlagt at brodere på kjolen, men jeg har hørt, den godt kan blive lidt tung i stoffet af det. Måske man skulle gøre det på et bånd i stedet, som du skrev? Ret fin idé! KH

  4. Hvorfor ikke benytte anledningen til skrælle et lag foundation af frem for at påføre endnu et kamuflerende lag og dermed bidrage til andres følelse af utilstrækkelighed?
    På denne vis er du ikke alene med til at forskrue dit eget men også dine medmødres forventningsbillede til sig selv.

    1. Jeg synes egentlig ikke din besked er særligt rar eller omfavnende på noget, der egentlig er ømt.
      Først. Jeg bruger ikke foundation 😉
      Og nu synes jeg egentlig, vi alle skal gøre lige nøjagtig det, der virker for os. Makeup, kaffe, et lækkert sæt undertøj, en lur, en god gåtur og lidt podcast i ørerne, et opkald til en veninde. For mig virker det (også) at gøre lidt ekstra ud af mig selv i stedet for at sumpe hen, som jeg ligeså godt kunne og har gjort. Ikke for nogens skyld men min egen.
      Jeg er tit makeupfri på story (nærmest mest af alt makeupfri på story), så mere ansvar for andres lykke, føler jeg ikke behov for at tage. KH

  5. Vrøvl. Du er et kæmpe forbillede modemæssigt og en stor inspiration for mig på insta. Du er reelt set den eneste, som jeg har brug for et dagligt fix af både hvad angår din tøj- og boligstil. Dine følelser kommer selvklart indefra, og så kan nok så mange sige, man er god, inspirerende og sej. Men nej, man kan ikke se det på dig, som du selv skriver. Du spræller helt vildt på insta, og jeg er vild med det!

    1. Hehe, du er SØD – selv om det nu ikke er vrøvl, men jeg forstår hvad du mener <3 Og jeg tager alle dine kærlige ord til mig. Tak kæreste Marie! Jeg spræller videre og er sikker på at det ydre og indre snart mødes! KH

  6. Jeg vil elske at se barsel, amning og mortræthed gjort fashion, og jeg er slet ikke i tvivl om at hvis nogen kan lykkes (som du allerede gør med dejlige billeder af Eddie i en vikle osv!) er det dig!

    1. Jeg prøver selv at finde en balance som både er tro mod bloggens univers og mig selv <3 Der kunne helt sikkert godt komme mere vikle fx - hvis jeg lige finder nogle smarte nogen. Min grå strækvikle med en gul babyprutplamage, der ikke giver slip, har set bedre dage 😀 KH

  7. INGEN PANIK – alles selvtillid får en på singadusen ind imellem. Om årsagen er den nye rolle som mor, nyt job eller et knust hjerte. Man må bare ikke panikke. Måske løsningen er at acceptere det og glæder sig over / berolige sig selv med, at man kender årsagen. Skrue ned for de urealistiske forventninger til sig selv og ta en ting af gangen. Lav en liste over hvad man vil nå og streg dem så ud når de er klaret. En ting om dagen? En ting om ugen?
    I mine øjne er du stadigvæk smart, trendy, modig, ærlig, dig selv og helt fantastisk at følge 🤩

    1. Det er SÅ rigtigt Merete – ingen panik. Ingen pandehår, porsche eller page! Det er vist panik-do’s, og dem skal man holde sig fra 😀
      Og ja for søren – det oplever alle. Og endnu bedre, hvis alle også kunne sige det højt i ny og næ <3
      Jeg tror virkelig meget på det du skriver med "en ting ad gangen". Så man ikke vælter i forsøget på at gøre det hele. TAK! KH

  8. Jeg synes som alle andre, at du gør det skidegodt! Mht. at rejse sydpå uden flyrejser, så går der faktisk nogle ret lækre nattoge fra Hamborg til sydlige destinationer! Min mand og jeg planlægger at tage sådan en tur – og få hele den klassiske togvognstur med sovevogn, spisevogn osv! Så er man lidt sødere ved miljøet, vågner i destinationen og får en oplevelse ud af rejsen!

    1. Vi kigger faktisk også på tog! Det tager vist 21 timer til Italien uden stop, så jeg skal liiiige have overtalt Adam til at gøre selve rejsen til en del af rejsen også – hvis det giver mening. Det kan også godt være, at det så bliver den ene flyrejse i år. Lige pt. handler det vist mest om at gøre det nemmest med et barn, når det er første gang, vi kommer til at rejse med ham. Vi er lige ved at lægge brikkerne på plads omkring det 😀 KH

      1. Synes det lyder meget fornuftigt at tage den funktion der fungerer bedst med baby – det skal jo være hyggeligt at rejse for hele familien! Det er jo også en lang tur med 21 t… Og ved heller ikke om det er så romantisk-orientekspressen-agtigt som jeg forestiller mig! 😉

  9. Åh ja, identitets”kriser”…! Vi har dem jo alle – når de store ting ændrer vores liv, og nogle gange også ved de mindre ting. Selv står jeg midt i at komme på fode igen efter en (lang) stress-sygemelding. Og dét er jo i sig selv en lang fortælling, som jeg vil skåne dig for! Men kort: Havde job, fik en fysisk skade, mistede job, blev ledig med ret stor selvtillid initialt, og…… ingenting. Hvilket efterhånden medførte mindre selvtillid, nogle andre ting skete og så; stress. Og hele dét forløb har godt nok fucket med pasformen på mine forskellige “kasketter”! Jeg var pludselig mor på en anden måde, kone på en anden måde, veninde på en anden måde osv. Og jeg var ikke udpræget tilfreds med min måde at være på.
    I lang tid var jeg ret fokuseret på, at “når jeg bliver mig selv igen, SÅ…!” Men jeg bliver ikke mig selv igen. I hvert fald ikke, som jeg var. For det bliver vi ikke, når vi har befundet os i en krise – eller har gennemgået store livsændringer (som at blive mor, fx). Og det er okay! Man skal bare ofte være igennem visse faser for at kunne se det/acceptere det.
    Og hmm, hvad vil jeg egentlig sige med dét? (Min hjerne fungerer ikke helt optimalt endnu, haha!) Jo, jeg vil sige, at det er okay, du “famler” lidt i mørket ind i mellem! Og nogle gange er det fedest at finde frem til lyskontakten selv, og andre gange kan man tage fat i de hænder, man strejfer, dér i mørket, og i fællesskab finde frem til lyskontakten. For du er ikke alene om at føle sådan nogle gange.
    Nu lever jeg jo ikke af at blogge (og hvad deraf følger), men når bloggere spørger deres læsere, hvad de gerne vil have mere af, plejer jeg altid at sige: “Dét, som du gerne vil skrive om!” For dét, der udspringer af lyst/glæde/interesse bliver bare, oftest, bedst. Så derfor har jeg også bare lyst til at sige, at vil du gerne skyde outfitbilleder med Eddie i viklen på maven, så gør det! Man kan da ikke få bedre accessory end en baby, vel?! 😃
    (Hvis det her ikke giver mening, beklager jeg. En brækket hjerne er altså ikke altid den bedste sanarbejdspartner….)

Læg en kommentar