Lad os tale pension! Hvad skal man vælge? - ROCKPAPERDRESSES
Lad os tale pension! Hvad skal man vælge?

Da jeg i går spurgte på instagram, om I var interesserede i at høre om pension, så var det et rimelig rungende JA!

Og hvor er det fedt! For vi kvinder skal nemlig sikre os også i den ende – lige dér sakker vi bagud i ligestillingen, som jeg har forstået det. Vi tager barslen, må måske takke nej til at stige i karrieren for at få familielivet til at hænge sammen, nogen vælger måske at gå hjemme. Det betyder i sidste ende noget for økonomien – også som pensionister.

Grunden til, at det hvirvler op hos mig er, at jeg har lovet mig selv – senest 30. Jeg skal starte min opsparing senest den 22. maj! Jeg sad nemlig til bankmøde tilbage i slutningen af 2017, sammen med Adam. Vi skulle til at låne til vores overetage, så aaalt skulle gennemgåes. Hvor meget har vi, hvad vil vi sidde for – vores økonomi blev blæst op på en storskærm  (det er ikke lige den dag, man har lyst til at have taget af kassekreditten og være i minus, ha!), og så gennemgik vi den minutiøst. Og selv om jeg er en velvoksen kvinde, så følte jeg mig virkelig lille og uansvarlig, da vi nåede til ordet ‘pension’. For hvor Adam har levet the corporate life de sidste ti år med pensionsordning, så har jeg ‘lallet’ rundt som freelancer (hvor du ikke får pension) med vekslende løn. Til tider trukket kassekreditten fuldt ud for at få det hele til at hænge sammen, haft fede måneder der så har skullet kompensere for de tynde måneder. Og så blev jeg selvstændig – og der skal altså også noget olie på hjulene før det bliver sjovt, og endnu flere perioder, hvor de store lønsedler mest af alt har dækket for de små.

“Hvis der sker Adam noget, så får du Xx, Cathrine… Og hvis der dig noget, så får Adam… Ja lige rundt regnet 15.000 kroner. I alt”.

Det var sådan noget lignende. Altså ingenting! Ingenting til at dække ham, så han kunne blive siddende i huset, ingen sikkerhed, ingenting. Sjældent har jeg følt mig så uansvarlig, haha! Men hey – min økonomi har ikke altid været til det, og det har jeg det helt okay med. Better late than never. Og 30 år er bestemt stadig i orden! Vi skal bare igang! Også nu vi er blevet fire i husstanden – både Adam og Eddie skal sikres.

Jeg var faktisk i fuld sving med at undersøge det, før jeg blev gravid. Første step var at tale med min bank – hvad anbefaler de? Og jeg blev sat op på telefonmøde med Pension for Selvstændige. Vi fik talt os hen på en løsning, hvor jeg skulle sætte 5.000 kroner til side om måneden, og så, når året blev opgjort, evt. sætte ekstra overskud fra virksomheden ind på pensionen. Jeg skulle faktisk bare trykke på knappen – men så kom graviditeten, og for mig blev det vigtigere at have råd til at barsle end at spare op til pension lige nu og her. “Bare jeg starter før 30”. Så var der en bagkant.

Men nu hvor jeg atter har snuden i det, så kan jeg mærke, jeg ikke er sååå lun på dem længere. Deres partner er Danica Pension – som er Danske Bank. Som jeg har i forvejen, og jeg har faktisk ikke rigtig lyst til at have alt jeg har og ejer i ét selskab. Det skræmmer mig, at bankerne både ejer realkreditinstitutterne, vi låner hos, pensionen vi skal leve af som ældre og samtidig er vores daglige bank. Jeg vil gerne finde nogen andre.

Så jeg er begyndt at kigge. Old school google!

Jeg faldt først og fremmest over Matter. De er en nyopstartet pensionsvirksomhed – men som er bæredygtig. Det er jo sådan, at måden vores pensioner vokser på, det er ved, at de bliver investeret for os. Men hvad bliver de investeret i? Det aner vi ofte ikke. Matter investerer i bæredygtige virksomheder og produktioner. Ingen tobak, ingen fossile brændstoffer og ingen våben. De investerer i grøn energi, i virksomheder med fokus på godt helbred og ny teknologi. Det lyder siiindssygt spændende! Og meget lig den omstilling vi selv er i herhjemme. Hvorfor ikke også tænke det ind der? Der var virkelig mange af jer, der nævnte Matter som nogen værd at holde øje med.

Jeg har også kig på Grandhood, som er endnu en ny virksomhed, som jeg forstår dem. De gør sig i pension for selvstændige og mindre virksomheder. Alt er 100 % digitalt, de har en app – det virker gennemskueligt og simpelt. Og vigtigst af alt, kan det være i hvert fald når man er selvstændig, så har de ingen krav til beløb man sætter ind. Når man har meget udsving i økonomien. Der var også en enkelt af jer, der tippede mig om dem på instagram!

Men det er jo en jungle at finde hoved og hale i, så jeg overvejede at tage fat i fx dem der hedder APC, som er uvildige pensionsrådgivere. Men der er faktisk også en del at læse om i det offentlige – tjek fx Borger.dk’s afsnit om pension. OG så tippede Louise på instagram om Pension for alle – de er også uvildige og har derfor ikke nogen skjult agenda om salg for øje.

Jeg fik rigtig mange små fifs fra jer, @msfurdeson skrev, at det som selvstændig gav mening at se på at melde sig ind i Lederne, og den vej igennem blive en del af deres gruppeaftale. De skulle have meget brede optagelseskrav. Hun skrev også, at man ikke skal gå igennem banken – der får man jordens dårligste aftale. Hun er selv i finans- og forsikringsbranchen og ved et og andet. Hun havde i øvrigt også hørt godt om PFA. Selv var hun interesseret i at kigge på selv at investere – altså selv at tage kontrol og ikke lade et mellemled gøre det for en. OG så sagde hun; “husk at lave en ‘tabt arbejdsfortjeneste forsikring” – hvis nu der skulle ske en noget.

Jeg kunne godt tænke mig at følge op på det her indlæg, når jeg er blevet klogere. Måske finde en partner, en rådgiver som kan svare på nogle spørge, Q&A-agtigt og gøre os klogere, alle sammen?

Et er sikkert; den pensionsopsparing kommer til Rockeren her, og også inden jeg bliver 30! Vi skal meget mere med på banen, os kvinder, og sikre vores fremtid, og jeg synes, ligeså tørt det kan lyde, pension, at det faktisk er reelt spændende. Også indhold herinde – hvis I synes det.

Og så får I lige et for indlægget helt random billede – for ellers ser det sgu nøgent ud. Mor-mås <3

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

 

35 kommentarer
  1. Virkelig en god idé!

    Jeg er selv begyndt, trods at jeg kun er 23 og ikke engang er færdig med min bachelor (det er noget med at “omgås” nogle SU-regler, så jeg slipper for at betale SU tilbage). Dog synes jeg egentlig at det er meget fint at 5% af min løn går til min pension, da jeg alligevel ikke lægger mærke til at de mangler i hverdagen – de bliver jo heldigvis regnet fra på lønsedlen.

    Dejligt med fokus – jeg tror, det er vigtigt at kvinder bliver klogere på deres økonomi, som traditionelt set har været mandens skrivebord

    1. Det kender jeg også flere der gjorde i sin tid – det er jo også en måde at komme uden om fx topskat for nogen! Jeg tror helt sikkert vi skal være mere med – for vores egen skyld! KH

  2. Super spændende! Del endelig dine erfaringer 🙂
    Jeg synes også at det er ret interessant og så mega vigtigt. Jeg er selv studerende og har besluttet at starte med at betale ind til pension, når jeg får et ‘voksenjob’. Jeg talte med et pensionsselskab om at starte allerede nu her, men de råede mig til at vente, da de småbeløb jeg kunne hoste op med som studerende ville blive ædt op af gebyrer.
    Sofie – jeg havde også sådan en ordning i et studiejob, måske noget ala din? 5% af min løn, arbejdsgiver giver 10%. Fordi det var så små beløb er de netop røget til gebyrer :/ Ordningen giver mening når man har fuldtid, men ikke som studentermedhjælper. Det ville jeg ønske jeg havde vidst!

    1. Det synes jeg er super fint prioriteret Ida – der vil også være en chance for at din arbejdsplads allerde har en ordning du kan bide dig på.
      Og tak for bidrag til Sofie! KH

  3. Jeg kan godt huske, at du nævnte det for nogle år siden, det der med “inden jeg fylder 30”. Og hvis du spørger min finansielt meget fornuftige kæreste, så er det nok en virkelig dårlig tankegang, men det har altså givet mig så meget ro i sindet at lægge mig op ad din tankegang. For jeg sidder her, 26 år gammel, nyuddannet og ufrivilligt freelancer. For mig er det vigtigste lige nu, at økonomien her og nu løber rundt – så må pensionen vente lidt endnu. Jeg kommer alligevel nok først til at gå på pension som 74-årig, så mon ikke 44 år er godt nok, haha? Når det engang falder på plads alt sammen, så tænker jeg også at gå til Matter – værdisættet betyder næsten mere for mig end pengene i sig selv! 🙂

    Knus

  4. Jeg ville lige nævne, nu du nævner pension og kvinder, ( også selvom det er et sidespring) at man ved ægteskab som udgangspunkt IKKE deler pensionen ved skilsmisse.
    Mega nedern at tænke på i know men apropro det med barsel, måske nedsat tid eller hjemmegående i mange år, og så en skilsmisse lad os sige som 50 årig, så står man altså virkelig dårlig som kvinde…
    Så vi har valgt at få det ind i en kontrakt at vi deler pensionen – og håber vi aldrig nogensinde skal finde kontrakten frem 😉 bare lige til info
    Tak for et godt indlæg!

    1. Det er så rigtigt! Og en helt vildt svær men vigtig snak at tage. Det er præcis på de punkter, som jeg også nævner, vi går skævt i statistikkerne, hvor mænd ligger foran os kvinder. Jeg tror også, vi har oftere tendens til at prioritere børn over karriere, det koster på den lange bane. Sejt I har gjort det! KH

      1. Jeg ville også som kommentar nævne, at ja, rimelige pensioner ikke deles ved skilsmisse (pensioner ses som en personlig rettighed), men er der eksempelvis øvrige pensionsrettigheder, som falder uden for det rimelige, er der deleret. Pensionsindbetalinger ud over de sædvanlige arbejdsmarkedspensionbidrag vil som udgangspunkt falde uden for det rimelige.

        Er helt enig i, at det virkelig er problematisk at kvinder ofte er stillet betydeligt ringere end mænd i pensionsmæssig henseende. I den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold blev der etableret to forskellige pensionskompensationer, hvor den ene netop kan tildeles, som følge af den måde ægtefællerne har indrettes sig på under ægteskabet (fx arbejde i hjemmet), hvilket lyder super fint, og er et skridt i den rigtige retning, men det har vist sig at det er uhensigtsmæssigt svært at få disse pensionskompensationer.

  5. Jeg ville virkelig tænke som Emilia. Jeg kender desværre alt for mange der har brændt sig økonomisk. Og selvfølgelig går i ikke fra hinanden, men så sker der jo heller ikke noget ved at have et dokument om at dele pension.

    1. Jamen det er så rigtigt <3 I sidste ende er et parforhold og et forældreskab en investering sammen - i perioder arbejder én mere end den anden og omvendt, man giver og tager til fællesskabet, så det giver så god mening !KH

  6. Fedt med sådan nogle indlæg, flere af dem.
    Nordnet er også en god mulighed, der har en del forskellige produkter og lav kurtage og ingen gebyrer. Så der kan selv små beløb være med 🙂

    1. Nordnet blev jeg også tippet om, men der skal man være lidt skarp på investeringer, skal man ikke? Eller kan man også lade dem vælge puljer? KH

      1. Hmmm, måske. Men jeg synes nu de har nogle gode produkter der også er gode for alle dem der ikke er så skarpe/eller ikke har tiden. Bl.a. dette produkt https://www.nordnet.dk/produkter/investeringsmuligheder/investeringsforeninger.html – kender flere der har månedsopsparinger, hvor man slipper for kurtage. Selv har jeg en ‘ekstra’ ratepension, som jeg selv investerer i aktier og fonde.
        De har også lige oprettet dette kan jeg se https://www.nordnet.dk/produkter/investeringsmuligheder/smarte-portefoljer.html

        Derudover, så er det værd at huske, at aktier er mest volatile på kort sigt. Har man en bred portefølje, med forskellige sektorer fordelt over flere lande, og er langsigtet investor, så viser historien at man vil tjene penge. At slå markedet på kort sigt, ja det er satme svært. Selv for de dygtige. Alternativt er index og fonde gode steder at starte, hvis man vil sprede sin risiko.

        Og så bliver man altså ret hurtigt hooked, når man først begynder at tage kontrol over sin pension.

        Og som det sidste, så er der jo også andre muligheder for at diversificere sine investeringer. Brickshare er bl.a. et af de steder jeg gerne vil lægge penge snart.

        Jeg elsker at vi begynder at snakke mere om det her, så vi alle kan optimere de penge vi sparer op. Og man bliver også så meget klogere på verden, når man begynder at forstå aktiemarkedet. Tendenser, politik osv. bliver pludselig sat i perspektiv.

        1. Hej 😊

          Jeg arbejder for Brickshare, og vil bare sige tusind tak, fordi du nævner os, Camilla.

          Jeg synes, det er et vigtigt emne, Cathrine tager op, da det er vigtigt, at vi som kvinder også tager stilling til vores økonomiske situation herunder pensionsopsparing. Hos Brickshare gør vi det nemlig muligt for ‘almindelige’ investorer at investere i fast ejendom med et minimumsbeløb på 10.000 kr. – ligesom du kan investere i aktier i dag.

          Hvis nogen er interesserede er i meget velkomne til at kontakte mig på je@brickshare.dk eller læse mere på hjemmesiden: https://brickshare.dk/

          De bedste hilsner
          Julie

      2. Hej C,

        Min kæreste er iværksætter og har derfor selv undersøgt det her med pension. Han valgte Nordnet pga. de ikke-eksisterende gebyrer. Han har købt aktier i en såkaldt indexfond, som så investerer pengene for ham, så han ikke behøver at være skarp på aktiemarkedet 😊

  7. Hej Cathrine,

    Som trofast følger og ‘investerings-entusiast’ bliver jeg så glad af at læse dette indlæg!

    Jeg kører sammen med nogle af mine medstuderende organisationen Female Invest, som netop har til formål at få nogle flere kvinder til at engagere sig i pension, opsparing, investering osv. Som du selv er inde på og har erfaret på egen hånd er der desværre kæmpe ulighed mellem mænd og kvinder på dette område, og en del af dette skyldes jo os kvinders mangel på proaktivitet inden for pension og investering, som kan virke super uoverskueligt og svært tilgængeligt. Vi forsøger med vores arbejde i Female Invest (målrettet kvinder) netop at gøre pension og investering lettere tilgængeligt ved at skabe et vidensdelings forum hvor alle spørgsmål er velkomne og hvor interesserede kvinder kan komme og føle den tryghed, vi ofte søger i højere grad end mænd, når vi skal kaste os ud i noget nyt. Tjek det ud på http://www.femaleinvest.dk eller her på de sociale medier, og sig endelig til, hvis du har lyst til at høre mere. Her finder du i hvert fald motivation til at komme i gang, svar på hvorfor det er så vigtigt, og tips og tricks til hvordan du får mest muligt ud af de penge, du sætter til side.

    God aften til dig!

  8. Fedt indlæg! Jeg bliver snart 31 og har haft pension gennem arbejdet i nogle år, men jeg har mest haft deltidsjobs + skribentjobs. Af den grund gad jeg godt finde ud af lidt mere om, hvad jeg skal gøre for at nå op på nok pension, når jeg engang når til at få brug for den (eller finde ud af, hvornår jeg skal-skal finde et fuldtidsjob).

  9. Hey Cathrine

    Super fornuftigt at komme igang. Tænk ikke at du er for sent ude overhovedet. Det klart jo før man kommer i gang jo nemmere er det på papiret, fordi du i endnu højere grad kan lade tiden arbejde for dine penge. Einstein er tit quoted for at have sagt at renters rente effekten er den mægtigste kraft i universet. Så super god ide at komme igang nu. Og du har stadig laaaaaang tid til pension, så det kan nå at blive en god opsparing over tid.

    Jeg har arbejdet for PFA så jeg er selvfølgelig biased. Men et par tips du i hvert fald skal være obs på: Investeringsomkostninger, afkast, omkostninger for forsikringer samt hvordan forsikringerne dækker (specielt tab af erhvervsevne forsikringen som du selv nævner).

    Vigtigste forsikringer for langt de fleste familier er Tab af erhvervsevne, livsforsikring og forsikring ved kritisk sygdom.

    I forhold til priser får du langt de bedste priser (og vilkår) ved at være en del af et forbund eller en større aftale (f.eks. Pension for selvstændige hos Danica eller Ledernes Hovedorganisation som har en aftale med PFA).

    I forhold hvem der er bedst til at passe på dine penge og får dem til at arbejde for dig kan du tjekke http://www.faktaompension.dk og sammenligne – det er brancheorganisationen der styrer den side så det er helt uvildigt. Berlingske og Børsen plejer også at skrive artikler med opgørelser over afkast hos de forskellige pensionsselskaber en gang hvert halve år ca. PFA, Velliv, Industriens Pension og har de sidste mange år kæmpet om at ligge på 1. 2. og 3. pladsen om at lave de bedste afkast efter omkostninger.

    Det bedste du kan gøre at tage fat i 2-3 selskaber og sammenligne. APC har ry for at være gode til at give overblik, men også for ikke at indhente tilbud hos de største selskaber, så husk at få tilbud fra flere steder end bare dem, hvis du ender med at tage fat i dem.

    Sorry for verdens længste kommentar haha…

    Du kan bare sende mig en mail hvis du har nogle spørgsmål 🙂

  10. Jeg arbejder selv i et pensionsselskab (men sidder i en stabs funktion, så jeg er ikke ekspert i de enkelte produkter) og de fif jeg har lært er: ægtepagt og begunstigelse er kedelige at tale om når alt går godt, men kan skabe store udfordringer hvis uheldet er ude, så få styr på det; det samme gælder for tab af erhvervs evne forsikringer; mange af de større pensionsselskabet har også en rimelig grøn og etisk profil, men har nogle helt andre pengeposen end feks Matter og kan virkelig rykke noget i Danmark og verden; bliv en del af en gruppe (feks Lederne, som du nævner), som kan forhandle en bedre ordning end du selv kan; når nu du er selvstændig bør du se ind i Virksomhedsskatteordningen, som kan have nogle skattemæssige fordele for dig.

    Godt at du får styr på pensionen! Og held og lykke med det hele 🙂

  11. Mega nice med links og anbefalinger 🙂
    Jeg er selv offentligt ansat og begyndte at indbetale til pension som 28-årig.
    Tror jeg lige som mange andre offentligt ansatte har tænkt, at det kører jo bare af sig selv, men nu er jeg helt nysgerrig.
    Jeg ved ikke en skid om min pension, andet end at jeg får et blad og de trækker mig ca.17% hver måned(Pinligt!)

    Mega ja tak til Q&A med en ekspert og steder hvor man kan få mere info.

    Tak for oplysning,
    VH Cecilie

    1. Det samme her, C! Min mor siger, at offentligt ansatte har god pension og at jeg bare skal lade det køre med indbetalingerne 🙂 jeg har dog opdaget, at jeg har pensionsopsparing hele 3 forskellige steder haha (fra forskellige jobs) -så Cathrine, dine indlæg om pension må gerne fortsætte!

      1. Man må heller ikke glemme, at der er en stor egeninteresse i bl.a. banker m.v. i forhold til opsparing, så deres råd er ikke altid helt uvildige Jeg er også med på holdet af offentligt ansatte, og min bank har flere gange forsøgt at overbevise mig om, at jeg altså skal lave min egen private pensionsopsparing ved siden af – gennem dem vel at mærke.. Jeg har endnu ikke sagt ja, da jeg tror på at de knap 18 % er et udmærket udgangspunkt. Vi skal jo alligevel arbejde, til vi bliver 75..

    2. Jeg er også offentligt ansat og har i forbindelse med boligkøb talt med min bankrådgiver, der også synes, vi skulle kigge på min pensionsordning. Hun endte dog med at konkludere, at hun ikke syntes, at jeg som 28-årig skulle stable min egen pensionsopsparing på benene ud over de 17%, som automatisk ryger ind hver måned.

    3. Hvis du er offentlig ansat ac’er som jeg formoder ud fra din pensilnsprocent, så trækker de dig ikke 17,1 procent. De indbetaler beløbet oveni din løn. Rent teknisk er 2/3 arbejdsgiverfinancieret og 1/3 egen betaling men du bliver ikke trukket 1/3 af beløbet af din løn. Det er teknisk, men hvis du sammenligner løn med en privatansat skal du huske at lægge pensinsinebetslingen oven i din udbetalte løn.

  12. Så vigtigt et emne!!

    Inde på minpension.dk kan man se hvor meget man har hos forskellige pensionskasser (hvis man igennem tiden har indbetalt til forskellige pga forskellige arbejdsgivere). Så nemt!

    Og så kan man skrive til sit nuværende pensionsselskab og bede om at få pengene flyttet. Er lille tip herfra.

  13. Det er ikke mere end en uge siden at jeg sad til et selskab og snakkede om, at jeg godt gad at blive klogere på og tage mere ejerskab over min pension og andre investeringer (faktisk økonomi generelt). Hvordan jeg kan træffe mere bæredygtige og bevidste valg. Det er nemlig rigtig interessant, hvad det gør ved ligestilling, at kvinder traditionelt halter lidt bagud der. Så ENDELIG mere indhold om det, det kunne være så fedt!
    Tak <3

  14. Jeg synes at bæredygtige investeringer er en god ide, dog vil jeg lige fremhæve at de hidtil ikke har haft lige så højt aflast som alm investeringer.
    Når man kigge på forskellige pensionsprodukter, skal man være meget opmærksom på gebyrer m.m
    Du skal også tage stilling til din risiko profil (når du er ung, kan du sagtens tage højere risiko på dig med mulighed for højere afkast)
    Hos Nordnet kan du også selv vælge investeringsforeninger – behøver derfor ikke være så skarp på aktier hvis man vælger disse.

    Hvis man har pensionsopsparinger flere steder, kan det være en fordel at samle, da man kan forhandle sig til en bedre aftale og pengene kan investeres samlet.

    Være opmærksom på de forskellige pensionstyper, ratepension og livslangpension. Her handler det om hvordan du kan få pengene udbetalt.

  15. Det lyder som nogle fornuftige tanker, du har dig 🙂 Selv har jeg PFA – dog ikke pga. et aktivt valg, men fordi det er dem, min arbejdsgiver samarbejder med. De er rigtig gode og tager meget højde for, hvordan dit liv ser ud lige nu.. Ligesom de tager højde for din risikovillighed ift., hvordan de skal investere din pension.

    For at sikre min mand og jeg – vi har netop købt en rimelig dyr ejerlejlighed – har jeg desuden forhøjet følgende forsikringer gennem PFA (dvs. dele af min pensionsopsparing går faktisk til forsikringer):
    – Forsikring ved tabt arbejdsfortjeneste
    – Forsikring ved kritisk sygdom
    – Livsforsikring

    Det giver en kæmpe ro i maven 🙂 Både så jeg ved, at min mand er sikret, hvis der skulle ske mig noget, ligesom jeg ved at vi er sikret, i tilfælde af eventuel uarbejdsdygtighed eller sygdom.

    Spændende og virkelig relevant indlæg 🙂

  16. Pension er min dårlige samvittighed. Ikke fordi jeg ikke sparer op, men fordi jeg aldrig har fået taget mig sammen til at investere min pension.

    Som mange andre betalte jeg ind på min pension, allerede mens jeg havde studiejobs, for at undgå at skulle tilbagebetale SU. Så egentlig var der en pæn sjat, da jeg blev færdiguddannet. Jeg er ansat i den finansielle sektor, hvor det obligatoriske pensionsbidrag er ret højt, så der bliver sat rigeligt ind hver måned, men pengene arbejder ikke rigtigt, og det er simpelthen så åndssvagt at tænke på hvor meget afkast jeg kunne have fået de sidste seks år 😐

  17. Jeg vælger en klassisk pension. Jeg holder meget af ideen om bæredygtige investeringer, men jeg bliver alligevel bange, når det kommer til min pension, så “tør” jeg ikke investere mine penge i nye virksomheder. Og ja, hvis ingen gør det, så lever det ikke, osv., men jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv for at have været med på moden i 2019 og så efterlade min børn med mindre, end hvad de kunne have fået…

  18. Du skal helt sikkert tænke på både tab af erhvervsevne og dødssikring, udover opsparing. Men du bliver nødt til at kigge på forsikringsbetingelserne for de selskaber du vælger kan være relevante for dig. Fx om du kan få tab af erhvervsevne erstatning/løbende udbetaling ved halvt nedsat eller 2/3 dele. Og i nogle selskaber kan man kun få hvis man ikke er i fleksjob fx hvilket man jo som oftest er fordi man har tabt erhvervsevne i en eller anden grad?
    Jeg har selv pfa fordi jeg fik det gennem mit tidligere arbejde og den ordning jeg hr en ret fordelagtig ift fx industriens pension og forende gruppeliv, kan jeg se nu, hvor min far – som i fleksjob, faktisk reelt har brug for at gøre brug af sit pensionsselskab før tid.
    Min mand som arbejder hos pfa er også blevet overrasket over hvor “dårlige” aftalerne er de andre steder, fordi han lidt havde tænkt at det nok var noget af det samme med betingelserne alle steder..

    Jeg selv var også glad for min tab af erhvervsevne forsikring da jeg for halvandet år siden gik ned med stress. Jeg havde aldrig troet jeg skulle bruge en form for “invalide forsikring” i en alder af 30 år, men det var rart ikke at skulle tænke på økonomi mens jeg kom ovenpå igen 🙂

  19. Hej Cathrine
    Jeg er enig i meget i alt det som står i tråden/kommentarerne.
    Forsikringerne vigtige hvor I er ligenu. Selve pensionsdelen – altså opsparingen, den skal du ikke være så bekymret for, du skal nok nå det.😊

    Husk du som selvstændig (hvis du har enkeltmandsvirksomhed/kører den i virksomhedsskatteordning) kan indsætte 30% af din virksomheds resultat på pensionen hvert år. (Og spare i skat)

    Med andre ord: dette giver dig mulighed for i rigtige gode år at kompensere for de dårlige.😊 og det kan vi lønmodtagere ikke😊 so don’t worry. Du skal nok nå det. Og denne indbetaling kan du lave hos alle pensionsselskaber, da pengene indsættes på en livsvarig livrente. Derfor kan du med fordel også have en lavere månedlig indbetaling, for så at indbetale mere i slutningen af året.

    Håber du finder det perfekte match for dig😊 its a jungle out there😊
    .

  20. Sindssygt relevant indlæg (og wow jeg føler mig gammel fordi jeg skriver det 😀 ) Jeg bliver selv 30 og færdig uddannet læge inden for et år. Men da de sidste 7 år har været på SU har jeg heller ikke haft mulighed for at starte en pensionsopsparing. Er dog begyndt at mærke presset og føle jeg er bagud i forhold til mange af mine jævnaldrene der har haft “rigtige voksen” jobs længe. Skal også have gang i det inden for et år – men synes helt ærligt det er en totalt jungle at finde rundt i og for mig et helt ukendt univers. Så mega rart ikke at føle sig alene og få lidt inspiration og vejledning. Tak for altid godt og relevant indhold <3

  21. Hej Cathrine!

    Super godt og relevant indlæg og tak for at du har nævnt Grandhood som eksempel 🙂

    Jeg arbejder selv i Grandhood, og som du helt selv nævner så er vi en pensionsopsparing for selvstændige og mindre virksomheder. Vi har erfaret at over 300.000 ansatte i mindre virksomheder i dag ikke har nogen pensionsopsparing og det kan medføre et enormt samfundsmæssigt problem når de kommer til deres tredje alder. Derfor er vi sat i verdenen 🙂

    Hvis du har lyst til at læse mere om os, så ved du hvor du kan finde os. Vi har ingen krav til opsparingsbeløb og vi bekymrer os ligeså meget om den verden vi lever i som du gør, hvilket du kan læse meget mere om på vores hjemmeside 🙂

Læg en kommentar