Min fødsel i retrospekt (+ mine tips og tricks) - ROCKPAPERDRESSES
Min fødsel i retrospekt (+ mine tips og tricks)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg har lovet flere en lille tilbagemelding på, hvilke af mine forberedelser, der egentlig duede under fødslen. De der chiliplastre især… Det skal jeg fortælle jer!

Men først og fremmest har det taget mig et par måneder at ‘komme mig’. Både fysisk men mest af alt psykisk. Adskillelsen har været rigtig grim, og det er først nu tre måneder efter, at jeg så småt giver slip på smerten. Men helt generelt har det taget langt hårdere på mig, end jeg havde kunnet forestille mig det.

Jeg havde forberedt mig virkelig godt – nogen siger, at det kan man slet ikke. Forberede sig. En fødsel er både uforudsigelig (ja tak!) og mindblowing. Det er vildere, end man overhovedet kan forestille sig det. Hvor ondt det faktisk skal gøre, hvor vildt det er på følelserne. Hvor stor en anstrengelse det er. Men jeg kunne virkelig godt lide, at jeg kendte forløbet, at jeg havde gået og ‘varmet’ op. At jeg vidste, hvad der skulle til at ske ret tidligt, fordi jeg kendte signalerne. Jeg var også bekendt med de værktøjer, man kunne gribe til, gik det ikke. Som koppen jeg endte med. Jeg var på ingen måde bange undervejs – heller ikke, da der stod ti mand på stuen.

Den ‘joker’ jeg dog ikke havde med i mine overvejelser mod fødslen var jordemoderen. Og især den manglende kemi jeg kunne møde. Det er jo egentlig ret skørt, at man skal til at begå den største kraftpræstation i sit liv – med en vildfremmed. Et menneske som ikke kender en, ens styrke og svagheder. At jordemødre så er helt fantastiske generelt til at gå ind i fødende kvinders space, være den den fødende har brug for, de er. Ja, de er nærmest kamæleoner, dygtige til at omstille sig fra fødende til fødende – det gør det vanligvis ikke til et problem, forestiller jeg mig.

Men det var det her. Min jordemoder efterlod mig i timerne efter fødslen med fire små sting og en stor oplevelse af, at jeg ikke kunne finde ud af at føde. Hun var på ingen måde min ‘makker’. Og det har taget mig rigtig lang tænketid at komme ind til, hvad der lå bag den følelse, min følelse af at have fejlet. Jeg har virkelig været afsindigt hård ved mig selv, men hvorfor? Når jeg faktisk var goddamn sej de to døgn, der løb op til, at han kom ud?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Det var faktisk en samtale med bedste Alona, som var til stede under fødslen, der fik det rigtig på plads for mig.

Alona fortalte mig, at det for hende slet ikke var så mærkeligt, at jeg havde den følelse siddende i kroppen, da jeg stort set hele fødslen igennem havde fået netop dét at vide. Min jordemoder fortalte mig hele tiden, hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg skulle ikke lave overfladisk vejrtrækning. Jeg skulle ikke stemme imod med benene. “Du presser forkert”. Forkert og ikke er på ingen måde guidende og motiverende.

En af de vigtigste lektioner i Smertefri Fødsel er, at man skal undgå at bruge ikke-sprog. I stedet for at sige “Du skal ikke holde vejret”, så “træk vejret dybt ned i maven sammen med mig”. Man skal guides.

Derfor er den vigtigste ting, jeg tager med mig til næste fødsel, hvis vi undgår at bruge en masse penge på fertilitetsbehandling, at jeg ønsker mig en privat jordemoder. Ikke for at underkende alle de vidunderlige jordemødre, der knokler hver dag i det offentlige. Men simpelthen for at sikre mig selv, at jeg har en holdspiller. En jeg har kemi med. Den jordemoder jeg havde – hun har med garanti god kemi med så mange andre. Der er sikkert andre fødende, der arbejder super godt med hendes taktik. Men det gjorde jeg ikke. Og for at jeg kan stole på processen igen, så ønsker jeg mig en, jeg kender.

Så kan det godt være økonomien ikke holder til det til den tid. Men det kommer på ønskelisten.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Med det sagt så kommer her en lille række tanker og gode erfaringer, som nogle af jer måske kan bruge? De er i hvert fald efterspurgt.

  1. Med alt det ovenstående in mente; man må gerne ønske sig en ny jordemoder undervejs, hvis man kan mærke, at det ikke kommer til at du (ikke garanteret, at det kan lade sig gøre). Jeg ærgrer mig virkelig over, at jeg er alt for meget en pleaser og ikke brød mig om at sige det højt, for det er altså mega fair. I virkeligheden er det jo begge veje – god kemi. Og hvad jeg har hørt siden, så tager jordemødre det slet ikke personligt. Alle parter vil gerne de bedste betingelser.
  2. Man må også gerne takke nej tak til, at både en jordemoderstuderende og en jordemoder undersøger en (med mindre man er på et uddannelses- eller universitetshospital) eller sige fra undervejs. For mig var det generende med dobbelt op på alle undersøgelser (de indvendige) – det gjorde hammerondt til sidst. Nogen er måske ikke generede af det, men jeg synes, det gjorde riiimelig ondt. En studerende i sig selv er ikke et problem, og det kan også være en kæmpe gave med en ekstra hånd – måske hun kan nogle tricks med akupunktur eller rebozo, har mod på at tage et par billeder eller så.
  3. Det kan være en rigtig god idé at skrive et lille brev til din jordemoder (jeg havde vedlagt lidt chokolade for god energi). Måske jeg skulle tage og dele i sit eget indlæg, hvad jeg havde noteret i brevet? Det handler mest om, hvilken stilling jeg havde taget til smertestillende, selve fødselsøjeblikket osv. Vil I have et indlæg om det?
  4. Chiliplastre – virker det? Det er I mange, der har spurgt til. Nogen synes, det virker helt fantastisk. Jeg synes faktisk, det er ret svært at vurdere. Man kan sige – det skader ikke. Der er ligesom ingen bevirkninger, som fx epidural kan have. For mig gav det den vildeste brændende fornemmelse, da jeg kom i karret – der måtte Adam hive det af. Men jeg havde chiliplastre på i nærmest et døgn indtil karret. Jeg ville nok prøve at få dem på igen næste gang – igen med tanken, at det i hvert fald ingen skader giver. Til gengæld ELSKEDE jeg lændetryk, som Adam lavede. Men lige omkring smertestillende er dét vi har brug for super forskelligt – og uforudsigeligt. Det er derfor også så svært at rådgive. Men igen, det skader ikke at prøve dem af.
  5. Det kan være en helt fantastisk idé at have en ekstra hånd med – en doula, en veninde, en mor. Det behøver ikke være en, der også skal holde i hånd, hvis man bare gerne vil have sin partner dér. Men en ekstra i rummet til ligesom at observere, kunne sige fra på ens vegne (Adam var på ingen måde i stand til at hæve sig over situationen og var fuldt ud koncentreret om mig) – måske til at tage billeder, men ligeså meget som man kan tale det igennem med bagefter. Mange gange. En der har set det lidt ude fra. Alona kunne fylde nogle huller ud for mig med de manglende brikker.
  6. Tag imod en efterfødselssamtale enten med en afdelingsjordemoder eller den du fødte med. Også selv om det gik super. Det er en vild ting at føde, og det er rart lige at tale det igennem med fagpersonale. Også inden næste fødsel.
  7. HVIS du har mod på det, så læs din journal igennem på sundhed.dk – meget af det er lægesnak, men det er så rart at få nogle tidspunkter på og en rækkefølge på, hvad der egentlig skete hvordan og hvornår.
  8. Jeg rørte slet ikke alle de snacks, vi havde i tasken under fødslen (det kunne ellers have givet en udmattet fødende energi) – til gengæld var det FEDT at have i de tre dage, vi var indlagt, hvor depoterne virkelig skulle fyldes op. Havde jeg været smartere generelt, så havde jeg proppet, hvad som helst i mig, jeg kunne få ned, i dagene op til fødslen. Der skal energi på drengen!
  9. Musikken (jeg har en åben playliste på Spotify, alle kan finde “Musik til min fødsel”) var sådan set meget hyggelig i timerne op til – men da det gjaldt ænsede jeg den slet ikke. Ligesom lyskæden heller ikke var så vigtig for mig, haha! Faktisk glemte vi at få den med fra fødestuen, æv! Den var købt til Eddies værelse!
  10. Måske vil du høre fra andre, at dine forberedelser er “totalt ligegyldige”, musikken, lyset, osv. Og ja, det kan godt være, at du har øje og øre for lidt andet end Jon Bon Jovi (det lover jeg, der ikke er på min fødselsplayliste, haha!) og blinklys. Men det kan være helt vidunderlig mental klargøring og afklaring  af en selv at pakke de ting ned i tasken – kald det visualisering af fødslen. Gør dig dine egne forberedelser og erfaringer – og tag det som en rigtig god øvelse at føde første gang til næste gang, du skal føde 😉

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

41 kommentarer
  1. Jeg fødte under strejken i April 2008. Og jeg endte ud med 3 forskellige jordemødre + en studerende, da de kun lige opretholdte en nødbemanding. Det skal lige siges at jeg var der fra 7 morgen til 10 aften.
    Jeg havde sukkersyge og for højt blodtryk, så jeg blev sat i gang i uge før termin. Jeg følte bare min krop slet ikke var klar til at føde. Og jeg hadede det. Jeg havde slet ingen ide om at det gjorde SÅ ondt. Men jeg må indrømme at alle 3 jordemødre var søde og proffesionelle trods strejke. De havde ikke travlt da vi kun var 2 fødende den dag/aften. Men jeg kan hverken huske navne eller ansigter. Men de var der for mig😊
    Fun fact: den anden dreng der blev født samme aften en time efter, endte jeg i mødregruppe med og drengene går i klasse sammen og er bedste venner.

  2. Hej Katrine.
    Jeg havde en virkelig virkelig hård første fødsel, jeg også brugte lang tid på at bearbejde. Ved min anden fødsel kom jeg i en gruppe af folk med tidligere traumatiske fødsler, her mødte jeg de samme 3 jordemødre gennem hele graviditeten og var sikret at føde med en af dem. Jeg fødte i Kolding, men måske det var en mulighed i hovedstadsområdet? Det kunne i hvert fald være et alternativ til privat jordemoder. For mig var det en virkelig virkelig god og helende oplevelse.

  3. Ja tak til et indlæg omkring indholdet i brevet til din jordemoder.
    Jeg er førstegangsgravid og skal føde til sommer, så kunne være rigtig fedt at se hvad du skrev.

  4. Hej Cathrine

    Tak for indlægget!
    Jeg har lige en helt anden forespørgsel: Kunne du have lyst til at lave indhold om alternativer til flyrejser? Små-ture/ferier/rejser både i og uden for Danmark. Der er jo mange muligheder for virkelig gode ferier uden at hoppe på et fly, men jeg tænker, at det vil være genial inspiration for rigtig mange, når nu I tænker i den retning.
    God dag!

    Sarah

  5. Hej Cathrine,

    Hvis du føder på Herlev(hvilket jeg går ud fra, eftersom I bor på Frederiksberg), er der “Kendt-jordemoder-ordning”, hvilket betyder at du ser de samme to jordemødre i graviditeten, og til fødslen bliver de ringet op, når du er i fødsel og kommer på vagt og føder med dig – bare en tanke, hvis ikke man enten har råd til/har lyst til at købe sig ind hos en privatjordemoder ved en evt. næste fødsel 🙂

    Kh Line

    1. Hvornår er det startet? Fødte i sommers, hjemme, men tilknyttet Herlev, og der var ingen info om kendt-jordemoder-ordning. 😉

      1. Hvis det er som på andre sygehuse, så kan man ikke selv vælge at komme i KJO. Det er forbeholdt hjemmefødsler, sårbart gravide etc. Man kan ønske det, men man er ikke garanteret det. Sådan er det i hvert fald på OUH ☺️

    2. Jeg har lige født på Herlev og var tilknyttet KJO. Vi spurgte vores jordemødre om alle var det på Herlev, men det er forbeholdt fødende fra Ballerup Kommune – vi var så så heldige at der ikke var nok fra Ballerup Kommune med termin samtidig med mig, så vi fik tilfældigvis en plads i ordningen selvom vi bor i Københavns Kommune. Så det er desværre ikke alle på Herlev. De er kun 8 jordemødre der arbejder i KJO (dvs 4 teams med 2 jordemødre i hver). Men det er uden tvivl en helt fantastisk ordning og hjalp virkelig på vores fødselsoplevelse at vi kendte jordemoderen godt inden fødslen og ikke blev ramt af vagtskifte osv.

  6. Tak for et virkelig godt indlæg – også de andre om dine forberedelser og adskillelsen, meget meget rørende og vigtig læsning <3 !

  7. Jeg bor i udlandet, og overvejede meget længe at føde i Danmark, da sundhedssystemet for mig er langt mere velkendt og “trygt” der. Men til trods for kulturforskelle og en lidt anderledes måde tingene efterfølgende foregår på på barselsgangen, er jeg så glad for, at jeg valgte at føde her, hvor jeg bor, da det betød, at jeg kendte både min læge og jordemoder helt fra, jeg blev gravid – ja faktisk helt fra, da jeg startede i fertilitetsbehandling. Så de har været med hele vejen, og det betød så uendelig meget, at det var to så velkendte personer, som jeg derfor var enormt tryg ved, der skulle stå for fødslen. Jeg føler mig stadig SÅ priviligeret og ydmyg over, at jeg havde den mulighed, og håber, hvis jeg en dag bliver gravid igen, at jeg kan føde her igen.

    1. Kunne ikke lige lade vaere med at vaere lidt nysgerrig – hvor i udlandet bor du? Jeg selv bor i Canada og skal forhaabentlig foede her, saa kunne vaere lidt sjovt hvis det var det system du talte om!

  8. Hej Cathrine

    Tak fordi du deler din historie – det er en stærk fortælling. En ting jeg tænkte, mens jeg læste, var at det var måske en rigtig god ide med en doula til evt. næste gang, så jeg var glad for du selv nævnte det 🙂

    Det er jo meget populært i USA netop for at have en med der kunne sige fra på ens vegne – især fordi at man ikke automatisk har jordemødre med til hospitalsfødsler og det bliver meget hurtigt på hospitalets (og deres angst for at blive sagsøgt*) vegne.

    Jeg havde selv en traumatisk fødsel – selvom jeg følte mig tryg og forberedte mig meget, synes jeg der skete alt for mange uventede ting og en doula kunne måske have været til hjælp – især til bagefter hvor man kunne snakke tingene igennem med netop en som ser det udefra.

    *Vidste du i øvrigt at hospitalsfødsler på amerikanske hospitaler er fordelt således: 1/3 kejsersnit. 1/3 er igangsat af lægen og kun 1/3 starter spontant? Igen, det er fordi det er nemmere for hospitaler, hvis de kan styre fødslen ved evt. kejsersnit eller igangsættelse og man har ikke altid kvinden for øje.

  9. Jeg fødte på Herlev i juli. Jeg kunne bare mærke med det samme at den jordemoder, der skulle være tilstede og hjælpe mig og min kæreste igennem det allervigtigste i livet, ikke var den rigtige for os. Jeg var usikker og bange nok for det foranstående og hun forstærkede kun den følelse. Desværre – men sådan er det jo med kemi mellem mennesker. Jeg er så lykkelig for den dag i dag, at min kæreste med det samme kunne se på mig, at jeg ikke var tryg ved hende og at han bad om en anden jordemoder. Ingen problemer i at skifte og stemningen og min usikkerhed forsvandt med det samme den anden jordemoder kom ind på stuen til os. Det er bare så vigtigt, at kemien er der i den situation. Det endte med at blive en rigtig god oplevelse.

  10. Sikke fine overvejelser og betragtninger fra dit forløb. Det er så rigtigt, at man skal tage imod efterfødselssamtalen.. det gjorde en verden til forskel for mig!

    Da jeg læste, hvordan din jordemoder brugte negationer i sin tale til dig, fik jeg helt ondt i maven.. Da hun jo bare er så vigtig en medspiller…
    Da jeg kom ind på Herlev til min første fødsel, blev jeg mødt af en mega irriterende type af en jordemoder. Ej, hun er sikkert skide sød, og god for andre, men vi havde IKKE kemi… Da hun havde undersøgt mig, og gik ud for at finde en ledig stue.. tog jeg et fast greb i min kærestes arm og sagde “Hende skal jeg IKKE føde med – og det sørger du for” (Vi havde på forhånd drøftet af det kunne ske, og at det var hans opgave at bede om en anden, skulle den situation opstå). Da hun (jordemoderen) kom tilbage og oplyste, at vi kunne gå på stue 8, hvor vores jordemoder L ventede på os, så kunne jeg se på min kæreste, at han blev ret lettet 😜😂😂 Man orker jo ikke helt den konfrontation, selv det ville være helt okay at bede om. Og L på stue 8 var skøn!

    Jeg fødte hjemme i sommers til min anden fødsel, og var faktisk lidt nervøs på forhånd for, hvilken jordemoder der ville træde ind ad døren… for hvordan ville kemien mon være….?? Men ind trådte en fantastisk kvinde med plus 3500fødsler bag sig, god humor og en guddommelig ro.

  11. Kære Cathrine.

    Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er utroligt glad for din blog og de refleksioner, du har gjort dig både før din graviditet, under og efter fødslen!
    Jeg ønsker dog at give mit eget bidrag til indlægget og dets perspektiver ☺
    Du skriver i indlægget, at du ikke blev spurgt om, hvorvidt det var okay, at der var en studerende med til fødslen, hvilket du synes havde været god stil at gøre. Jeg er selv jordemoderstuderende på mit sidste år af uddannelsen, og jeg forstår, at du umiddelbart tænker, at det ville være fint at blive spurgt – det tænke jeg også, dengang jeg startede i min første praktik.
    Det er dog sådan, at jordemoderstuderende findes på universitetshospitaler og uddannelseshospitaler (som Herlev) – altså hospitaler der kombinerer hospitalsfunktioner varetaget af færdiguddannet personale med uddannelse af nyt sundhedspersonale. Derfor ligger det i valget af hospital, at man implicit takker ja til at kunne få studerende med til sin fødsel, behandling mv. Det betyder dog ikke, at man ikke kan takke nej, hvis det opleves som meget problematisk, men det begrunder, at det ikke er praksis at spørge på forhånd (ligeså vel som man heller ikke på forhånd spørger, hvorvidt patienten ønsker en mandlig eller kvindelig behandler mv. i andre sammenhænge – som også kan have en særlig betydning for den enkelte patient).
    Min egen oplevelse fra mine praktikker er, at jeg har mødt flere par, som umiddelbart virkede lidt skeptiske over, at der skulle en studerende med til fødslen – men som endte med at synes, at det var en enorm styrke og ressource. Jeg tror derfor ikke, at den bedste løsning for både parret og den studerende er at spørge alle kvinder/par før fødslen, om de ønsker dette, da de her oftest ikke vil vide, hvad valget/fravalget indebærer (parret kan jo også være så heldig, at det er den studerende, som de får fantastisk kemi med frem for jordemoderen). Som studerende vil jeg dog personligt altid have for øje, om parrene undervejs virker utrygge ved, at jeg er der og tilbyde at trække mig, hvis dette er aktuelt. Det samme gælder for de ekstra undersøgelser, som du skriver, at det indebærer, at man som kvinde får, hvis der er studerende med. Jeg spørger ALTID kvinden, om hun kan være med på, at både jordemoder og jeg undersøger, og jeg understreger, at kvinden til enhver tid kan sige fra. Hvis kvinden dog kun magter én undersøgelse, kan dette dog også varetages af den erfarne studerende ligeså vel som af jordemoderen.
    Der kan også være tilfælde, hvor den studerende foretager undersøgelser med andre formål end blot den studerendes læring – f.eks. hvis jordemoderen mener, at hun sammen med den studerende kan foretage en bedre vurdering af kvindens forhold (jordemødre kalder jo også ofte andre kollegaer ind, hvis der er noget, der er særligt vanskeligt at mærke). Jeg kan dog af gode grunde ikke sige, om det var tilfældet i din fødsel.
    Det er selvfølgelig rigtig uheldigt, hvis din jordemoder/jordemoderstuderende ikke har gjort dig opmærksom på, at den studerende ikke nødvendigvis skal mærke hver gang, og at du selvfølgelig har ret til at sige fra, hvis det bliver for meget – for min oplevelse er, at dette ikke standard praksis.

    Jeg synes, at du gør en vigtigt refleksion omkring, at du ærgrer dig over, at du ikke brød dig om at sige højt, at din jordemoder ikke føltes helt rigtig for dig. Som studerende vil jeg selv sætte meget pris på, at kvinden italesætter, hvad der ikke fungerer – jeg vil også selv tilbyde, at hun kunne få en anden jordemoder(studerende), hvis dette er muligt og relationen slet ikke fungerer. Men jeg ville først og fremmest bruge kvindens respons til at forsøge at tilpasse mig hende endnu bedre under fødslen og forsøge at leve op til det, hun udtrykker at have brug for. Dette giver mulighed for, at begge parter kan blive mere tilfredse og ende med et godt forløb sammen ☺

    Jeg mener og tror på, at jordemødrene i vores offentlige system kan tilbyde et rigtig godt fødselsforløb for mange kvinder/par, og jeg har selv oplevet en masse af disse. Derfor synes jeg personligt, at det er ærgerligt, hvis flere kvinder kan få det indtryk, at der er behov for private jordemødre for at kunne løfte denne opleve.
    Der findes tilmed et stort antropologisk studie, der viser, at den gode fødsel ikke afhænger af kendthed og kontinuitet med den samme jordemoder (selvom mange inden fødslen tror dette), men derimod at kvinderne/parrene undervejs i fødselsforløbet føler, at der i det enkelte forløb bliver opretholdt kontinuitet. Dette mener jeg er vigtigt at tage med – hvorfor en kendt, privat jordemoder ikke nødvendigvis er den bedste løsning for alle.

    Jeg anerkender 100% din oplevelse, og det lader til, at denne ikke har været rar for dig. Derfor kan jeg sagtens forstå din baggrund for, at du allerede nu begynder at gøre dig nogle andre tanker i forhold til en fremtidig anden fødsel. Men for andre par finder jeg det bare lige vigtigt at få mine ovenstående pointer med, så de ikke nødvendigvis kommer til at tro, at alle fødsler med studerende betyder flere undersøgelser, man ikke kan overskue osv. – man bør blive tilbudt at kunne sige fra, og ellers må man selvfølgelig gøre det selv.
    Desuden vil jeg afslutningsvis igen pointere, at det er vigtigt, at man får kommunikeret, hvis noget føles forkert undervejs i fødslen, så jordemoderen derefter kan arbejde på at tilpasse sig den enkelte kvindens ønsker.

    Tak for en god blog som jeg nyder at følge. Jeg ønsker dig og din lille familie alt godt.

    1. I er så seje! Prøv at høre, alle de jordemødre jeg mødte undervejs. Til tjeks osv. Helt vidunderlige kvinder, som på en eller anden måde har lidt en moderkærlig udstråling, som jeg som kvinde, falder totalt for. Jeg har følt mig så godt taget imod i alle ender og kanter. Især på Herlev – som jeg ellers som udgangspunkt ikke rigtig gerne ville føde på efter en uheldig GUL med en grov sygeplejerske. Det blev gjort til skamme.
      Det var vitterligt kun min fødende jordemoder, jeg ikke duede med. Og det er selvfølgelig mega, mega uheldig, fordi det kommer til at farve fødslen så meget. Den var også sej med adskillelse og længde osv. Men altså – vi havde ikke kemi. Det er jo en to-vejs ting. Og det skulle enten jeg eller Adam have reageret på – det gjorde vi ikke. Måske havde det været muligt med en anden.

      Jeg har også hørt om mange, der har helt vidunderlige oplevelser med den studerende! En ekstra hånd osv. Vores var smadder sød – hun kunne sagtens være tilstede, men at de begge hver gang rodede gjorde ondt. Og jeg følte ikke der var rum til, at jeg kunne sige fra – før jeg selv havde for ondt og gjorde det af mig selv.

      I er altså vidunderlige mennesker, som arbejder under til tider stramme kår. KH

    2. I Region H har man reelt ikke noget valg i forhold til fødested. Alle fødegange er super pressede og fordelingen sker fra centralt sted (som udgangspunkt bliver man dog oftest tildelt det hospital, hvis optageområde man hører under). Bare lige i forhold til den med at man implicit siger ja til en studerende når man vælger fødested… Det er jo heller ikke sikkert at man reelt har mulighed for at vælge et andet hospital på grund af afstande.

      Jeg var selv en af dem der havde en studerende til stede under fødslen. Desværre var hendes tilstedeværelse så dårlig en oplevelse for både min mand og jeg, at vi siger nej hvis vi bliver spurgt om der må være en til stede næste gang. Vi blev nemlig spurgt og sagde uden at blinke ja, da vi kun har hørt gode historier om at have en studerende med. Jeg havde en rigtig grim fødsel, som endte i en meget akut kejsersnit. Den studerende virkede direkte skræmt meget af tiden, og sorry to say, men dét bidrog bare ikke til en tryg oplevelse for nogen af os og ofte virkede det som om min jordemoder brugte mere tid på den studerende end mig. Især min mand blev meget påvirket af det. Selvfølgelig skal de studerende have erfaring, det siger sig selv. Men det må være op til jordemødre og hospitaler at gøre opmærksomme på muligheden for at der kan være en studerende til stede inden et par står på fødegangen. Tryghed er så sindssygt vigtigt under en fødsel, og det er bare ikke sikkert en jm-studerende er lig med tryghed for en kvinde. Det var det ikke for mig. På nogen måde. Hun er noget af det jeg tydeligst husker fra min fødsel, og det siger desværre ikke så lidt.

    3. Spændende med input fra den ‘anden side’ af fødelejet.
      Jeg har også ved begge mine fødsler oplevet fantastisk personale der har været både dedikeret, omsorgsfuldt og professionelt. Desværre, mega desværre, har jeg også ved min første traumatiske fødsel oplevet bl.a. en jordemoderstuderende, der kom ind på det helt forkerte tidspunkt. Spritny. Med store i observerende øjne (læs: jeg følte mig udstillet endnu mere end jeg allerede var – splitternøgen og udmattet). Da jeg havde været i fødsel i 36 timer – to timer inden mit akutte kejsersnit – og hun så også gerne ville forsøge med en indre undersøgelser. Jeg var så udmattet at jeg næsten besvimede, når jeg havde veer. Så at forvente, at jeg selv har overskud til at vælge hvem der må være i rummet, hvordan de skal opføre sig eller om de må røre, det er faktisk lidt meget. For jeg er også lige ved at presse et hoved ud af min krop for første gang.

      Jeg mener: Jeg forstår godt alle retningslinjer og at der er tænkt over arbejdsgange, antropologiske studier og stor respekt for den fødende. Men det laver ikke om på, at når man ligger der, i sær første gang, så kan det føles som vanvid, og så er det meget at forvente, at kvinden ved hvad hun ‘implicit har sagt ja til’ og hvad hun har ret til at sige nej til. Det kan desværre bidrage til rigtig rigtig meget ensomhed og fortrydelse for den fødende bagefter, at hun hun ikke har haft kræfter til at passe på sig selv – eller måske endnu mere at hun ikke er blevet beskyttet og passet på i sit allermest sårbare øjeblik.

      Jeg fik heldigvis med lille bitte stemme sagt ‘jeg kan ikke mere’, da den studerende endnu engang ville mærke, og da afdelingsjordemoderen og lægen kom forbi for 3 gang. Og bagefter, ja bagefter mit akutte kejsersnit der UNDSKYLDE jeg overfor den studerende, at jeg ikke havde givet hende lov, fordi jeg følte mig som en fiasko af en fødende. Ej, men når jeg tænker over det nu er det jo tragisk.

      Min pointe – for ikke at køre mere rundt i min egen fødsel – er: du ved aldrig hvad der foregår inde i den fødende. Du ved ikke om hun er typen der bare råber på en ny jordmoder og skælder folk ud der smasker eller om hun (som jeg) trækker sig ind i selv pga smerter og overvældelse og derfor ikke får sagt noget. Men istedet bebrejder sig selv bagefter. Bebrejder sig selv for noget som personale, ‘systemet’ og andre tilstedeværende burde have taget hånd om: hendes tryghed.

      Jeg ved godt at det ikke er den enkelte studerendes ansvar. Det skal selvfølgelig vurderes af det uddannede personale i hvert tilfælde hvilke fødende der vil kunne gavne af det (herunder også ud fra hvor langt den studerende er i sit forløb). Men at sige at min implicit har sagt ja, det er lidt en rød klud. Jeg tror alle forstår nødvendighed af at de studerende er medtog langt de fleste er villige til at åbne op for det. Men det ER den fødendes fødsel. Det er ikke jeres. Det er den fødendes ret. Det er den fødendes livsbegivenhed. Og det skal huskes. Ved hver eneste kvinde der træder ind af døren i fødemodtagelsen. Hver eneste.

  12. Min krop er åbenbart for vild til at føde – så vild at min hoved ikke var med under udvidelsesfasen som gik fuldstændig amok. Jeg græd og græd, panikkede før hver ve og hulkede efter hver ve – intet virkede! Jeg følte mig så nederlagspræget. Hvorfor(!) var det så voldsomt og hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at være i veerne. Efter en fantastisk epidural som reddede min fornuft var der vagtskifte og ny jordemoder plus studerende. Den studerende var Guds gave!

    Men fødslen var stadig traumatisk mentalt for mig og det gik først op for en eller to måneder efter. Jeg fik ingen hjælp af den jordemoder jeg havde under udvidelsesfasen. Hun var der ikke særlig meget og når hun var der, hjalp hun ikke, selvom jeg hulkede at ingen af mine teknikker virkede. Jeg (vi min mand og jeg) følte mig så alene. Jeg følte totalt at fødslen var et overgreb mod mig selvom der lægeligt intet var at sætte på det. Det har også givet mig en angst for at føde når 2. Gang engang bliver relevant.
    Jeg fik en efterfødselssamtale hvor der er blevet skrevet ting i min journal til næste gang på baggrund af denne oplevelse.

    Det blev en rodet omgang, men det er svært at skrive med tårerne trillende. Her 7.5 måned efter er det åbenbart stadig et åbent sår.

  13. Jeg blev sat i gang og havde en rædselsfuld marathon-fødsel i 24 timer med vestorme, epidural, sugekop og kæmpe blodtab. Jeg havde fire forskellige jordemødre til selve fødslen og kan skrive under på, at kemien betyder SÅ meget.
    Noget af det, der gjorde, at jeg ikke tænker, jeg skal have alle mine fremtidige børn ved kejsersnit, fordi jeg er elendig til at føde, var den søde århusianske (vikar)-jordemoder, der tog mine hænder og sagde: ‘Det er ikke normalt, at det gør så ondt. Det er fordi, du reagerer meget kraftigt på den medicin, vi giver dig. Du er virkelig god til det her, men det er synd for dig, du skal have så ondt, for der er langt igen.’ Og så blev vi enige om, at jeg skulle have en epidural. Det betød alverden, at hun forsikrede mig om, at det ikke var mig, der var dårlig til at føde, men at jeg istedet klarede en svær fødsel rigtigt flot, og at det ikke var nogen falliterklæring at få hjælp ❤️

  14. Stærkt indlæg!

    For mig her 7 mdr efter en hård fødsel med 7 timers presseveer og en dreng der stod forkert og derfor til sidst måtte tages med kom, er det der står klarest for mig – rådet om at man ikke kan planlægge fødslen af sit barn. Man vælger ikke selv sin fødsel! Det eneste man selv kan gøre er, at prøve at slappe af under veerne, stole på kroppen og lade sig føre med på den vildeste rejse!
    Jeg synes der til stadighed, når folk genfortæller deres fødselsberetning, er alt for stort fokus på, hvorvidt fødslen var naturlig og om man kom igennem uden smertestillende – en epidural er jo nærmest en falliterklæring! Jeg fik den “fulde pakke” af smertestillende og er idag pavestolt af hvordan jeg håndterede min søns svære fødsel! Som Anna, havde jeg den bedste Jordemoder (også århusianer), som overbeviste mig om at jeg fødte på trods af vestorm, caputelektroder, en blødende rigid slimhindekant og 7 timer med presseveer der ikke måtte presses på!
    For mig er en fødsel det mest vanvittige jeg har prøvet, og jeg glæder mig til at prøve det igen!

    1. Jeg kunne ikke være mere enig i det med at stole på kroppen og lade sig føre med på rejsen! Jeg tror, det er mega vigtigt, at man ikke krampagtigt holder fast i “ingen smertestillende”, for måske er det det, der kan hjælpe én i mål. Hvis man egentlig burde få smertestillende, men afviser det, tror jeg at det kan stresse mere end hvad godt er, fordi ens illusioner om den perfekte fødsel brister undervejs. Selv havde jeg en drømmefødsel uden smertestillende (desværre med 4-5 timers adskillelse fra mit barn derefter pga at han skulle hjælpes i gang med at trække vejret – det var surrealistisk – så heller ikke et perfekt forløb her!).
      Jeg gik længe inden fødslen og tænkte, at en epidural ville være et nederlag, men min konsultationsjordemor fik mig på andre tanker: At det faktisk kan være en stor hjælp i en maratonfødsel. Og så gav jeg slip på mine idealer og lod mig føre med – skulle en epidural blive nødvendig. Det blev det ikke, og jeg er mega stolt af mig selv. Ikke over at jeg klarede den uden smertestillende, men over at jeg formåede at “go with the flow” og stole på min krop og min jordemoder. Jeg tror, at følelsen af tryghed er altafgørende for en god fødsel. Vil i øvrigt lige anbefale Mamaprofylax som forberedelse!!!

    2. Cecilie, jeg beundrer dig virkelig for at være stolt af din præstation og ligefrem glæde dig til næste fødsel!
      Min fødsel var meget lig det du beskriver, og med tre dages latensfase op til fødselsdagen, som gik med 8-9 timers for tidlig pressetrang var jeg simpelthen så udmattet. Veerne gjorde f****ing ondt, ingen tvivl om det, men den pressetrang er det værste, jeg i mit liv har måttet tackle. Det var SÅ ubeskriveligt hårdt at modarbejde dem så længe, særligt da jeg ikke havde sovet de sidste tre dage og derfor nærmest besvimede mellem veerne.
      Det blev også besluttet, at epidural var vejen frem for mig, så jeg kunne samle lidt kræfter til at føde min datter, men den blev lagt forkert (vildt ubehageligt!!) og måtte lægges om efter et par timer. Min datter var ret ustabil under hele forløbet, og der var derfor en masse overvågning på os begge. Min mand reagerede meget kraftigt på, at der var så meget “modgang” og måtte flere gange forlade stuen for lige at samle sig.
      På trods af at jeg havde de mest fantastiske jordemødre og studerende, så har fødslen sat sig som en ubehagelig ting i min erindring. Meget af forløbet er lidt tåget, men tanken om det gør, at jeg stadig (snart 2 år efter) ikke er klar til at gøre det igen. Personalet var så opmuntrende og bekræftede mig i, at jeg tacklede det virkelig flot, og da jeg endelig måtte presse, var min datter ude på en halv time. Det endte jo godt, og jeg fik skulderklap både undervejs og efterfølgende. Men jeg føler stadig, at det var et forfærdeligt forløb, og jeg håber, at jeg en dag kan få det vendt om.
      Kæmpe high five til dig for at have så sejt et syn på dig selv, trods en svær fødsel ❤️

      1. HV, tak for dine ord!
        Jeg er narkoselæge, så har lagt min del af fødeepiduraler og set mange forskellige slags fødende og deres måde at håndtere fødslen på.. Udfra disse erfaringer var min tilgang til min søns fødsel derfor “go with the flow” og stol på at din krop kan det her- det eneste jeg ikke ville var, at gå i panik undervejs…
        Jeg tror det var med til, at bearbejde fødslen efterfølgende at jeg ikke havde skyhøje (naive) forventninger til hvordan en fødsel skulle foregå! Jeg har aktivt valgt at være pisse stolt over min krop, men det har krævet hyppige genfortællinger af forløbet både med de nærmeste og med min jordemoder til efterfødsels samtale.. Kan kun anbefale at få snakket det igennem flere gange!

  15. Det er fantastisk at have et vidne, som man kan vende fødslen med bagefter. Det lyder som Alona har været god at reflektere sammen med <3
    Jeg havde en hård, men dejlig fødsel for knap 3 år siden. Min storesøster er jordemoder og var med hele vejen. Det var så trygt og dejligt at have netop hende som jordemoder. Mit indtryk er dog, at man kan have fantastiske fødselsoplevelser, uanset om man kender jordemoderen på forhånd eller ej. Jeg har selv kun mødt jordemødre til fødselsforberedelse, i konsultation osv., som er dybt sympatiske og dygtige til mennesker. Jeg tænker lidt på, om følelsen af at “fejle” ifbm en fødsel også kan skyldes, at vi har så sindsygt høje forventninger til os selv. Måske er der lidt tendens til at ville “præstations-føde” i det her præstationssamfund? Fødsler er bare så lidt noget, man selv kan kontrollere 100%. Selvfølgelig kan man forberede sig godt, træne vejrtrækning og tage stilling til, hvad man ønsker sig, men en del af fødslen er vel også ude af vores hænder… fordi naturen også har noget at skulle have sagt. Det glemmer vi måske lidt, fordi vi så gerne vil præstere i alt hvad vi gør.

    1. Jeg tror også meget af det har at gøre med hvordan vi taler om fødsler og “den perfekte fødsel”, og det kommer selvfølgelig til at påvirke hvordan vi opfatter de fødsler vi selv er igennem. Jeg var igennem et 48 timer langt forløb, hvor al smertelindring blev afprøvet (men intet virkede, fordi min søn stod forkert) og til sidst fik jeg foretaget et superakut kejsersnit. Jeg havde forberedt mig rigtig godt på fødslen, men havde på ingen måde udelukket smertelindring, havde ingen meget specifikke ønsker eller forestillinger og jeg stolede egentlig på at jordemødrene kunne deres job. Den tilgang havde jeg fordi jeg netop tænkte at en stor del af fødslen var ude af mine hænder.

      Da jeg var indlagt efter fødslen følte jeg mig faktisk pisse sej! Tænk at jeg kom igennem alt det der. Men så mødte jeg verden (dvs. andre kvinder) uden for. Og nøj, hvor er jeg blevet pillet ned. “Du har jo ikke født rigtigt”, “ej, fik du smertelindring? Ja, nogle har jo bare en lav smertetærskel”, “kejsersnit er altså den nemme vej ud”, “nogle er bare dårlige til at føde” , “du ved jo ikke hvordan det er at føde” og jeg kunne blive ved. Jeg kan ikke beskrive hvor ondt andres ord har gjort mig. Og desværre er jeg bare ikke sej nok til ikke at lade det påvirke mig og min oplevelse af det mest rædselsfulde jeg nogensinde har været igennem. Jeg ligger tydeligvis allernederst i et eller andet fødselshieraki – og det er der altid nogen der lige gør mig opmærksom på, når der bliver talt fødelsoplevelser. Av for helvede, siger jeg bare.

      1. Kære Marie.
        Hvor gør det bare ondt på mig, at høre din historie! Der er en kvinde i min mødregruppe med en lignende historie, og du har jo netop været igennem noget meget værre og mere smertefuldt end mange med ‘naturlige’ fødsler, det er jo netop derfor du fik et akut kejsersnit. I mine øjne er du en helt, og det får min fødsel til at blegne. Jeg håber du kan genfinde stemmen i dig selv, som fortæller dig at du var og er fantastisk.
        Klem og gode tanker herfra.

        1. Kære Sara, jeg sidder her med tårer i øjnene… Tusind tak for dit fine svar til mig. Det betyder mere end du sikker aner :). Kh Marie

      2. Øv hvor kan kvinder være tarvelige! 🙁

        Jeg er ked af at høre de reaktioner du har mødt.

        Jeg hører til de heldige. Og ja, jeg mener heldig. For det var ikke min fortjeneste at min krop åbentbart er rigtig dygtig til at føde, Jer havde virkelig en drømmefødsel. Og da min veninde så havde født to måneder senere trak hun lidt på det da jet spurgte om det havde været en god oplevelse. For da hendes datter kom (igennem maveskindet 😉 ) ud var det virkelig en fantastisk oplevelse. Men de 50 timers veer og 3 timers pressefase inden de tog beslutningen havde været en kamp hun havde kæmpet. Hun følte hun havde tabt kampen, og det at skulle fortælle det overskyggede at hun faktisk havde haft en fantastisk oplevelse efter beslutningen var truffet (udmattelse til trods). Og hvor er det ærgerligt at hun og du skal have den følelse. I kæmpede fire gange så længe som jeg. Det er sgu da jer der er de seje!

        Og må jeg så også lige sige at forud for fødslen (uanset hvilken vej barnet kommer ud), så har vi bygget ægte mennesker inde i vores maver! Ægte mennesker med fingre, hjerter, finurlige hjerner og små søde lyde! Det er jo det vildeste og sejeste i verden!

  16. Jeg er så enig i den med jordemoderen – jeg får næsten tårer i øjnene når jeg læser det. Jeg var uheldig med jordemoderen under første fødsel. Vi matchede bare slet ikke. Hun var ikke god for mig. Men det var først bagefter at jeg kunne se det. Hun forstod slet ikke at guide mig. Det var en frygtelig fødsel, der også endte med klip, cup, diverse blodprøver undervejs og frygtelig mange læger på stuen. Jeg havde enormt stor gavn af en efterfødselssamtale, men kan stadig blive rørt af det her 3 år efter.

    Til min 2. fødsel oplevede jeg virkelig hvilken forskel en god jordemoder kunne gøre. Jeg får forberedt på at bede om en ny, men hende jeg fik var helt perfekt for mig. Hver eneste gang jeg havde behov for hjælp var hun klar til at guide. Det var en fantastisk fødsel. Er glad for at jeg fik lov til at prøve det også.

    Begge mine fødsler gik ok stærkt, begge gange blev baby stresset og det skulle måles alt muligt, og der var også en børnelæge med begge gange. Jeg blev også klippet ved begge fødsler, men oplevelsen var bare vidt forskellig. Er taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve en drømmefødsel også – og jeg fortæller også det med jm til alle nu.

    Jeg var slet ikke forberedt på hvor indflydelse den kemi havde – selvom det giver god mening. Men hvis jeg havde været det så havde jeg måske haft modet til at bede om anden første gang og måske fået en bedre oplevelse

    Who knows?

    Vi er alle forskellige. Jordemødrene er også forskellige. Og en fødsel bliver bare bedst, hvis man matcher. Jeg er ikke i tvivl om at min først jm kan være fantastisk for andre

  17. Søde dig – må jeg lige dele . At vores fødsels historier er meget ens på mange punkter ..
    Jeg har nu født mit andet barn ! Og hold da fest for en anden oplevelse .. af gå fra en kompliceret fødsel på 48+ timer med stort blodtab og adskillelse. Til en fantastisk oplevelse på 3,5 time fra vandafgang til ankomst ! Der var ingen der nåede at rode i mit underliv eller sætte elektroder på , gik lige ind på fødestuen også var det fødetid …
    hmm , egentlig bare for at opmuntre dig til din forhåbentlige næste fødsel ❤️❤️❤️ Er glad for at høre at du har fået bearbejdet oplevelsen fra din fødsel .. det skal jeg først til nu , 3 år efter 🙄 dumt ..

    De aller kærligste hilsner ❤️❤️

  18. Tak for en fantastisk blog! Jeg elsker at følge jeres lille familie og kampen for at få alt til at gå op i en højere enhed. Jeg er så imponeret over hvordan I har stået sammen i tykt og tyndt. Jeg håber inderligt at jeg har en mand der kigger med samme blik som Adam, når det engang bliver min tur til at presse et lille menneske ud af kroppen. Hans blik siger så meget og billederne fra fødslen er så vilde og ægte. Han virker nu som en god mand med hjertet på det rette sted. Cadeau til Adam 😉 Jeg bliver ved med at følge troligt med her på bloggen og jeres lille familie. Hvordan går det egentlig med Frida? 🙂

  19. Hej Cathrine.
    Jeg har som jordemoder lige et par tilknyttende kommentarer til dit fine indlæg 🙂

    Det med privat jordemoder foregår ikke på hospitaler, men ved hjemmefødsler. En privat jordemoder må ikke være jordemoder til en hospitalsfødsel. Her er det jordemoderen dér, der har ansvar for den rette behandling. Dvs. undersøgelse, vurdering og hende der tager imod barnet. Den private jordemoder vil her være støtte under fødslen – den person der kender den fødende bedst. Så hun vil kunne fungere som bindeled..

    Mht. skift af jordemoder, tænker jeg at det klart giver mening af skifte hvis det ikke fungerer. Man skal blot være opmærksom på at det ikke altid er muligt med et byt, hvis der er travlt på gangen. Hvilket der tit er her i Region H
    Man er jo én-til-én, så der skal tungtvejende argumenter til, for at hive en jordemoder ud fra en anden stue med en anden fødende.

    Sidste ting angående chiliplastre. På vores afdeling, må man ikke få epuralblokade, hvis man har haft plasteret på i lænden.. Det kan være rart at have i baghovedet, hvis man du under fødslen skal sadle om ifht. smertelindring. Det vil også betyde, at man ville skulle i fuld narkose ved et evt. kejsersnit og dermed ikke være vågen ved sit barns fødsel..

    1. Uha tak for info om chiliplastre, det er SÅ godt at vide!

      Mht det med privat jordmoder så er det ikke ualmindeligt her (bor i udlandet) at have privat jordmoder eller doula med som støtte og “talerør” under fødslen. De tager ikke medicinske beslutninger eller hjælper til på den måde, men de kan fx massere, støtte, holde i hånden etc.

  20. Jeg fødte min datter i udlandet så i et lidt andet system. Mødte i alt seks jordmødre og to studerende undervejs/gennem graviditet og fødsel og svingede bedre med nogen end med andre, for sådan er det jo. Til fødslen var der to meget forskellige jordmødre med (fordi frokostpause) og så en studerende. De var alle tre fantastiske kvinder på hver sin måde. Den studerende observerede bare men havde vildt god sådan helt rolig energi og jeg var så taknemmelig for at have hende i rummet. De to jordmødre var pisseseje og kærlige, og empatiske og fagligt dygtige. Jeg er fuld af beundring og taknemmelighed for den omsorg og omtanke, jeg blev mødt med (massage og musik og stemningsbelysning og endda kram til sidst – de rullede virkelig den metaforiske røde løber ud). Shout out til jordmødre, I gør et fantastisk arbejde.

  21. Havde også en dårlig kemi med min jordemoder. Eller.. alle ville nok have reageret lidt smånegativt på, at den samme kvinde 10 timer i streg kalder én et forkert navn. Til sidst endte jeg med at skrige til hende, at jeg altså hed xxx og at jeg havde sagt det mange gange nu under en slem ve 🙂 Hun var bare ikke hverken særlig opmærksom eller særlig støttende. Nærmest lidt ligeglad. Og da jeg gik i pressefasen var hun slet ikke forberedt fordi hun havde haft en eller anden ide med at jeg som førstegangsfødende jo ville have en meget længere udvidelsesfase og måtte klargøre briksen mens jeg var i gang med at presse. Jeg bristede fra a-z. Kaos. Udefra set en dårlig oplevelse. Men det spøjse er at jeg i bund og grund ikke er så ramt af det. Jeg kan på en eller anden måde godt grine lidt af det – af abusrditeten. Måske kan jeg kun det fordi jeg fysisk er helet godt op og ikke har men og fordi jeg ikke havde nogen specielle forventninger til fødslen. Andet end at fødsler er ekstreme.

  22. Som jordemoder er det super givtigt at læse dit indlæg.
    For hvor har du ret i, at vores ordvalg er en vigtig faktor i oplevelsen af fødslen. Det er noget jeg altid har i baghovedet, og godt at blive mindet om at det gør en forskel.

    Mht. at læse sin egen fødselsjournal på sundhed.dk, så kan det være udfordrende at forstå fagsproget. Derfor har jeg lavet en ordbog over de mest almindelige ord, som man kan finde her: http://www.PrivatJordemoderKBH.dk/ordbog

    Kh Stine

  23. Kære Cathrine
    Tusinde tak for at dele din fødselshistorie og dine tips. Jeg sidder her og er højgravid, og forbereder mig på min første fødsel. Jeg glæder mig og har mange forestillinger og ideer, men minder samtidig mig selv om,, at det også kan gå helt omvendt end det ønskede. Det gjorde det for dig. Jeg græd, og græd, og græd, da jeg læste dine indlæg. Puha, hvor har det bare været benhårdt og ubarmhjertigt. Jeg sender dig mange tanker og virtuelle kram, og kan sagtens forstå, at du har haft brug for tid for at sunde dig og komme ovenpå igen. Èn ting jeg slet ikke er i tvivl om er, at du gjorde det rocker godt og selvom det ikke var drømmefødslen på mange måder, så er du en krigermor <3

    Kh. Elena

  24. I henhold til nummer 5, så er jeg netop blevet spurgt af min kære veninde, om jeg vil være den ‘ekstra’ hånd til hendes planlagte hjemmefødsel om ca 3,5 måned. Jeg blev super rørt da hende og hendes mand spurgte mig – jeg ser det som en kæmpe kærlighed- og tillidserklæring. Der er ingen tvivl om, at jeg på mange måder rigtig gerne vil, men samtidig er der også noget i mig det er lidt skræmt. Jeg drømmer selv om at få børn indenfor den nærmeste fremtid, men jeg er bange for at dét at opleve en fødsel fra det perspektiv, vil skræmme mig en smule, og gøre mig ræd for min egen fødsel engang, hvis du forstår hvad jeg mener? Egentlig er det nok Alona der kan relatere bedst til de tanker.. Men åh, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, er jeg egoistisk? jeg vil jo gøre alt for hende, og tænk en oplevelse at have sammen for altid. Min søde veninde har fuld forståelse for mine tanker, og det er helt op til mig hvad jeg vælger <3

    1. Først og fremmest er det jo, helt som den du selv skriver, måske den største gave og kompliment man kan give et andet menneske, at invitere dig ind i så en intim og vild en situation, som når de bliver forældre for første gang, når deres barn kommer til verden. Kæmpe cadeau til dig, sådan håber jeg også, du tager det.
      Dernæst har jeg talt meget med Alona om det, fordi vores også gik som den gjorde, lidt voldsomt. Hun fortæller at hun slet ikke er skræmt af tanken. Nærmest tværtom – det er jo både sygt intenst, sindssygt hårdt – men du står også uden for og kan se alt det sindssygt smukke. I virkeligheden er det måske en ret unik chance at få lov at være på siden af en fødsel, før du selv står der. Det er da kæmpe god forberedelse for dig 🙂
      Jeg forstår fuldt ud din tvivl, men ingen fødsler er ens, heller ikke din og din venindes <3 KH

      1. Jeg er så glad og stolt over, at de gerne vil have jeg er der. Jeg synes det er så stort!
        Tusind tak for dit svar! Det giver mig noget at tænke over. Jeg har ikke tænkt det som en mulighed for min egen ‘forberedelse’ på helt tæt hånd. Samtidig er jeg uddannet sygeplejerske til sommer, så den verden er ikke helt ny for mig 🙂 Hvis der skulle opstå nogen form for komplikationer vil fødslen jo heller ikke blive gennemført derhjemme, og så kommer det slet ikke på tale, så chancen for at det bliver så voldsomt som for jer, er mere urealistisk. Igen, tak for svar og dine perspektiver på det <3

Læg en kommentar