Vores ladcykel og tips til køb - ROCKPAPERDRESSES
Vores ladcykel og tips til køb

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Babboe ladcykel, hvilken ladcykel skal jeg købe

Det tog os ca. otte måneder at købe en ladcykel, efter jeg bad om jeres tips til det på insta. Og så nåede vi at køre ca. 4 ture og så var det for koldt, haha! Og nårh, ja – jeg fødte og blev lidt en indefis. Well, nu står den og venter på os, og jeg kan næsten ikke vente med at skulle rulle foråret igang på den.

Det VÆLTEDE ind med gode fifs fra jer, både dos and don’ts, mest hvad angår mærker. Selv havde jeg kig på Babboe og Triobike, som jeg har kontor lige over for og derfor ofte har øjnet. Mine krav var:

  • At det skulle være en eldrevet cykel – gerne med indbygget batteri så vi var sikre på, det ikke blev stjålet.
  • Gerne med mulighed for tilbehør à la babysæde, børneseler, udvidelse af bænkeplads, regnslag etc.
  • Meget gerne et trælad, da vi synes, det er så smukt

I er mange med samme smag som os! Og flere af jer, havde også gjort jer nogle lidt dyrkøbte erfaringer – købt en cykel, der enten faldt fra hinanden eller var ringe at køre på. Men det er ikke helt spild, hvis jeg giver det videre. Første i den lange story jeg gemte på insta, men som jeg for nyligt slettede i et oprydningsanfald, og nu i dette indlæg.

Hvilke mærker skal man gå efter? I var rigtig, rigtig mange, der nævnte det samme – både på den gode og den dårlige klinge.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Babboe ladcykel, hvilken ladcykel skal jeg købe
De mest anbefalede mærker:

Butchers and Bicycles

  • Super clean I looket, kører fortrinligt, lækkert kram, smart med låge foran så børn selv kan kravle op – eller hunde selv kan komme op (selv om det skulle være en meget talentfuld hund, der selv kunne åbne lågen ;)) Derudover var der flere der nævnte, at indehaveren af biksen er virkelig skøn til at hjælpe på vej.

Babboe

  • Uden tvivl det mærke der fik flest roser med på vejen. Hollandsk kvalitet, kører som en drøm, godt lavet og ingen reparationer. De er rimelige på prisen (jeg synes dog stadigvæk vores var dyr), og man kan fint komme ud og prøvekøre dem. Mange forskellige varianter, der passer til de fleste behov.

Winther

Rimelig priser og et mærke man kender. Kører fint! Ikke så meget dikkedar når det kommer til looket, men det afspejler sig i prisen.

De mærker, der fik mest høvl:

Amlad Cykler

  • De fik godt nok meget hug. Det var et spørgsmål om kvalitet – de falder simpelthen fra hinanden. Prisen er ret lav, men det viser sig hvorfor i kvaliteten.

Christiania cykler

  • Balancepunktet skulle være rigtig skidt. Der var et par stykker, der havde oplevet at vognen kunne vælte, når man svingede. Ret tunge at køre.

Med det sagt, så kan nogen selvfølgelig have fået en mandagsmodel, andre være dødlykkelige på tiende år for deres cykel etc. Men det var klart det billede, der tegnede sig. Der var ingen, der rigtig nævnte Triobike, så jeg så mig mere og mere lun på Babboe, som uden tvivl var jeres største favorit.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Babboe ladcykel, hvilken ladcykel skal jeg købe

Så kunne man jo sige, vi skulle have været lidt fornuftige og have prøvekørt dem. Man prøvekører sgu da lige en ladcykel, før man køber. Det er mange ting at tage hensyn til; vægt, komfort, størrelse osv. Det er trods alt lidt en udskrivning. Menemh… På et eller andet tidspunkt i en nærmest højgravid febervildelse (eller hedevildelse) fik jeg nok af, at jeg ikke kunne komme ligeså nemt rundt, og så slap min tålmodighed op med mig, og så købte jeg en på nettet. Uden at prøvekøre. En Babboe Carve Mountain.

Jeg var sikker på, at det skulle være dét mærke takket være jer. Men modellen kunne jeg godt lige have prøvet mig frem til. Hvorfor så lige den model? Jamen – den var ikke alt for stor og skrumlet. Og så havde den, som jeg ønskede mig, batteriet indbygget – og så havde den den ret interessante carving-funktion.

Det er også det Butchers & Bicycles fik en del ros fra jer for. Det betyder nemlig, at den er ligesom en almindelig cykel, den kan ligge sig ned til siderne og derfor undgå overbalance – og styrt. Det lød helt genial. Mig: Klik! Køb!

Men klip så til en aften, Adam og jeg er ude at trille, nærmest ugen op til fødsel. Han slår carvingen til (det kan slåes til og fra, så man kan vælge selv), og i samme sekund skrider vognen nærmest fra hinanden. Se det for jer som en tegnefilm, I ved, bilen der er lidt træt, hvis hjul flyder ud til siderne. Ca. sådan var det. Til den ene side. Og stor og mægtig som jeg var havde 100 % følelsen af, at det var min tyngde, der gjorde vognen lidt træt, haha! Han kunne simpelthen ikke rette den op, så længe jeg blev siddende. Aldrig har jeg følt mig så stor og tung, at vores cykel næsten gav efter, haha! Men altså. Det er jo meningen – den læner sig ligesom til højre og til venstre. Det kræver altså bare virkelig, noget øvelse at cykle med og rette op igen. Det kræver en god balance på cyklen og skal helt sikkert øves med på vores stille vej, før vi kaster os ud i den store trafik. Indtil videre har vi derfor kørt med det slået fra. Men det skulle være smart!

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Babboe ladcykel, hvilken ladcykel skal jeg købeVi har ærligt talt ikke nået at køre særligt meget på den, for cyklen kom faktisk som sommeren gik på hæld – og jeg fødte. Men vi har den stående klar til eventyr, så snart forårets stråler kommer. Og der tror jeg virkelig, den bliver guld værd. Især med Eddie. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvad der er mest hensigtsmæssigt med ham. I autostol på bunden af cyklen? Sat fast i en af de der autostole beregnet til ladcykler? Eller i vikle på mig? Han er jo for lille til hjelm. Og selvfølgelig generelt et forsigtigt tempo. Det er klart.

Jeg har af tilbehør købt et dækken til ladet og en kæmpe låsekæde. Og så er der også et “regntelt” man kan skrue på, som jeg mener, fulgte med.

Det er en dødsmuk cykel, og de få ture vi havde (den sidste om søndagen, hvor jeg fik veer) har været så hyggelige. Ladet er ikke kæmpe stort, men jeg kan godt sidde der inklusiv et par tasker og tæpper. Der vil kunne sidde 2-4 børn afhængigt af størrelsen på dem.

Og så vil jeg lige sige; THANK GOD for ellen i den. Den kan man også slå fra, men der er godt nok gigantisk forskel på at cykle med og uden el. Helt vildt! Det er så hårdt uden – men selvfølgelig; gratis motion. Jeg må på det kraftigtigste anbefale el på en ladcykel – selvfølgelig kan man klare sig uden, men det er genialt, især at man også kan slå det fra. Man kan selv bestemme, men når ladet er fyldt er ’til’ virkelig genialt!

(som I kan se, rimelig rund – samme aften fik jeg veer, hvorfor det her indlæg har været parkeret i umindelige tider)

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Babboe ladcykel, hvilken ladcykel skal jeg købe

18 kommentarer
  1. Jeg har en babboe e-Big, købt omkring samme tidspunkt som jeres, jeg bruger den dagligt til mine 3 børn, en en baby. Jeg var meget i tvivl om transport af baby, for han sidder endnu ikke stabilt nok til hjelm, og han er nu knap et år. Jeg ledte og ledte efter anbefalinger på området, jeg fandt en folder fra staten om sikkerhed på cyklen. Barnet skal spændes fast, og have hjelm på – med mindre det sidder i autostol, hvor det altså ikke skal have hjelm på. Så her er autostolen på bagerste bænk, sidelæns, spændt fint fast med cyklens egne seler. Jeg vil klart anbefale samme løsning!

    Du må ikke have ham i viklet, det er farligt og ulovligt, så det giver sig selv 🙂

  2. Hurra for el på ladcykler! Jeg ejer ikke selv en, men arbejder i vuggestue, hvor vi har to med plads til seks børn ad gangen, og jeg ville da dø, hvis de ikke havde el!

  3. Tak!!! 👏🏻 For det indlæg. Vi står overfor køb af ladcykel (med el selvfølgelig!!!) og det er også Babboe, vi kigger på. Tror dog, det bliver E-big. Vil se frem til et kommentarfelt med en masse gode erfaringer!

  4. Man er meget udsat ved påkørsel i sådan en åben vogn, så ville klar spænde ham fast i en autostol, der også var spændt godt fast ligesom i en bil. Måske er der isofix i ladcyklen. Selvom man kører langsomt, kan det være andre, der ikke kører forsigtigt.

  5. Dejligt med anbefaling! Ser også rigtig mange af dem i byen, dog i forskellige modeller. Var ikke klar over den funktion der, lyder lidt vild 🙂
    Mht. kørsel med Eddie, så i hvert fald ikke i vikle. Tommelfingerreglen for sikkerhed i vikle er, at man kun må bevæge sig på måder, hvor man ellers ville kunne have holdt baby i sine arme. I alm. cykelstol er det vist først når barnet selv kan sætte sig op fra gulv og sidder stabilt. God fornøjelse! Det er så hyggeligt at opleve verden fra en cykel med sit barn 🙂

  6. Sindssyg smuk <3
    Men ÅH en pris. Jeg kan slet ikke forestille mig at smide så mange penge efter sådan en – men så igen, hvis man ikke har bil, så er det jo en fantastisk smart løsning.
    Jeg synes dog jeg har SÅ meget uheld med cykler. Får min ødelagt hele tiden (folk stjæler sadlen, lygter, kurven) Det er simpelthen så utroligt.. Og den cykel jeg har, er ikke særlig fancy. En ganske almindelig Kildemose damecykel til 5000 kr. Den er omtrent 7 år, og jeg fik stjålet min ringeklokke og cykellygter i sidste uge. Jeg er vanvittig træt af det!

    1. Det er også virkelig mange penge, I hear ya! For os tror jeg, det vil komme til at føles som at have bil #2. Som du siger, stadig billigere end en bil. Men er du vimmer, jeg er rad for, at den bliver stjålet, haha! Til gengæld har jeg opgraderet vores forsikring, så vi kan få erstatning 😅 Better safe than sorry i byen! KH

      1. Det kan jeg kun sige er en god ide! Vores Butchers&Bicycles er blevet stjålet TO gange på tre måneder, og havde det ikke været for udvidet forsikring havde vi ikke kunne købe en ny. Derudover kan jeg anbefale at købe et beslag, så kædelåsen kan fastgøres til f.eks. en husmur, hvis den ikke står låst fast til noget.

      2. Vi fik stjålet 2 cykler på 14 dage i Indre Kbh. Just saying. De var låst fast til et støbejernshegn med motorcykelkæder, men kæderne blev simpelthen svejset/savet over – politiet fortalte, at det sandsynligvis var organiseret, og at cyklerne blev kørt østpå.

        Vi har droppet flere ladcykler, da det ikke giver mening med selvrisikoen. Men vi bor også et sted, hvor vi ikke kan få den i cykelkælderen, og den derfor skal stå på åben gade. Har man en aflåst gård, er det nok lidt mindre risikabelt.

  7. Tillykke med cyklen! Håber så sandelig ikke I kører med ham, før han kan passe en hjelm (8-9 måneder) og selvfølgelig sidder spændt fast.

  8. Jeg har en Christiania ladcykel, som jeg er meget glad for – og ja, man kan vælte ved højt fart, når man foretager et sving, men det er nu en meget nem tilvænningssag at sætte farten ved ved sving.

    Jeg finder meget god erfaring omkring diverse ved cykel på FB i gruppen: “Ladcykel entusiaster” 😊

  9. Ladcykel er guld! Vi har en babboe e-big og brugte den med et specielt ladcykel babysæde med nakkestøtte og hele molevitten, som var skruet fast (vi kunne dog nemt fjerne det igen, da han blev for stor). Det var guld værd, for han sad så sikkert og det føltes virkelig stabilt. Kan klart anbefales!

  10. Vi har curve mountain, og har haft den i 3 år. Skøn at køre på og vi er SÅ glade for den. Vores 3. barn her fra d. 2. nov sidder i en maxicosi autostol købt til formålet. Vi købte et stativ til montering, og det var nemt. Jeg kører meget forsigtigt, men hun sidder super godt i autostolen. Jeg har sat en kørepose på og så har hun et tæppe pakket om sig. Vi har regnteltet på også. Vores to børn på 4 og 6 år kan også lige være deri samtidigt med hende den lille. Hyggeligt:-)

  11. Hej. Som hjælpeadmin I en ladcykelgruppe har jeg tilladt mig at linje til indlægget ovenfor. Den ved hvor skoen trykker som bærer den.

  12. Husk lige at man IKKE må vikle et barn, når man cykler! Vi har haft vores i babyindsats uden cykelhjelm fra ca 3 mdr. Vi har dog en nihola, hvor der ikke er plads til en autostol, ellers havde vi valgt den løsning. Go tur 👍

  13. Jeg arbejder som dagplejer, og med 4 unger foran, ville jeg virkelig også have ønsket el :p Puh, det er hårdt op ad bakker.

  14. Super fin cykel! Men i forhold til at cykle med baby, så aldrig på dig. Skulle der ske noget som gør du falder forover, så er det dit barn du lander på. Fastspændt barnet i et sæde i ladet, som er beregnet til de helt små 🙂

Læg en kommentar