Fertilitetsbehandling: PCO'ens kringlede vej - ROCKPAPERDRESSES
Fertilitetsbehandling: PCO’ens kringlede vej

Jeg har læst mange af jeres ord gennem mit år i behandling og også sidenhen. Alle de tankestrømme, sorger og lykker i min DM, på mail og her. I sender mig stadig beskeder, når “den er der” – og det bliver jeg altså utroligt rørt over. Men I skriver også, når den ikke er. Når I ligesom mig oplever en GUL og føler jer “velforberedte” (hvis man kan være det), efter at have læst mine indlæg om det. Når fortvivlelsen gnaver.

Hvis man bare gik ind i fertilitetsbehandlingen med den viden at det nok skulle ske – om et halvt, helt eller fem år, så kunne man klare rigtig meget. Det er uden tvivl dén, der gnaver mest af en.

Og den gnaver også her, hos dagens sejeste kvinde, der tør fortælle højt og dele sin oplevelse med PCO og fertilitetetsbehandling. Sødeste kæreste kvinde. Lov mig I tager så kærligt imod hende.

Og så kan jeg tippe jer om, at Thilde, som dagens skribent taler om, snart kommer med en bog, som jeg gerne vil udlodde til nogen af jer – når den udkommer lige straks. Jeg har nemlig selv gået hos Thilde i sin tid. For mig var det kun et enkelt forløb – jeg kunne mærke, jeg skulle have et break fra alt, der var fertilitets-funderet, men mange af kvinderne på Thildes hold kom igen og igen og igen. Hun er dygtig! Og så er hun simpelthen verdens rareste og mest empatiske kvinde.

fertilitetsbehandling, rockpaperdresses, en læsers beretningFertilitet

Hvor er min plads i fertilitetssnakken? Jeg kan have svært ved at beslutte mig. Gamle klassekammerater og venner annoncerer graviditeter i disse dage, efter en, to, tre måneders forsøg. Og på mit fertilitetsyogahold har nogle været i gang i en fem års tid, uden en eneste positiv test.

Jeg er.. I midten. Halvandet år inde i fertilitetsprocessen. Det første halve års tid som alle andre, efter bryllup og fast arbejde røg P-pillerne, og der skulle forsøges at lave et lille menneske. Men som tiden gik blev menstruationerne mere uregelmæssige, eller blev slet ikke, og det endte med en diagnose. PCO. Ingen ægløsninger (nogensinde). Ringe eller praktisk talt ingen chance for at blive naturligt gravid. Men masser af æg! Så dommen blev insemination.

Jeg gik ind til det med relativt lyst sind. Ja, det var ret nederen, at det ikke kunne ske derhjemme. Det var også lidt irriterende at skulle droppe sukker, stivelse og gluten helt (og alkohol, snøft). Men det var jo små ofre i forhold til målet at lave et liv, og det måtte jeg tage med. Men den manglende ægløsning, og manglende cyklus deraf, gjorde den første periode meget lang. De 28 dage blev passeret, uden at jeg endnu var nået til et ægløsningstidspunkt, som mange når på 14. dagen. Så gik der 30 dage, 34. Jeg følte, at jeg var slået hjem, inden jeg overhovedet var kommet i gang. Jeg var så ivrig, gjorde så meget, ville så gerne. Og endelig, på 37. dagen i min cyklus var der et æg. Som blev insemineret på dag 39, fuld af håb og lykke. Ja, statistikken talte jo ikke vildt positivt, men jeg er ung, 26 år, og har “gode æg”, så hvorfor ikke? 14 dage efter kom den positive test. Jeg var helt i chok, så nemt kunne det simpelthen ikke være!? To dage efter kom blodet. Og så blodprøven. Som konstaterede en befrugtelse, en såkaldt biokemisk graviditet, som ikke længere var. Det var i sommeren 2018. Nu er det januar 2019. Flere inseminationer, men også tre aflysninger rigere. Alle gange efter lange cyklusser, på 65 dage i alt i gennemsnit, for så til sidst at blive aflyst pga. for mange modnede æg, for stor risiko for, at for mange ville sætte sig fast. Fem æg, seks æg, fem æg. Seks æg. Og aflysninger, mens jeg ligger på briksen med benene i stigbøjlerne, en kop med den oprensede sæd, klar til at blive skudt ind, og så aflyst lige inden startskuddet. Gråd, snot og vrede der sprutter i hovedet på de læger, der nægter at inseminere, fortæller mig, at risikoen for seks befrugtede æg er for stor. “Hellere seks end ingen” hører jeg mig selv sige. Men min mening, min beslutning, tæller ikke.

For det er dem, der kan og skal lave mit barn, jeg kan ikke selv. Det er det værste. Det der får mig allertættest på afgrunden. At min krop ikke kan det, den er skabt til. Noget så naturligt som en cyklus, en ægløsning, at modne er processer, jeg ikke laver. Er det naturens måde at fortælle mig, at jeg ikke skal have et barn? Er jeg så dårlig en repræsentant for den menneskelige art, at mine gener er fravalgt fra starten? Stakkels min mand, at hans drøm skal bremses af en defekt kone.

Det er de tanker, der gør, at jeg – nu – føler det er okay at sige højt, at jeg har det hårdt. At min fertilitetsbehandling er den største krise jeg nogensinde har været i. At jeg i efteråret dårligt kunne komme op af sengen, og ikke havde kunnet passe mit arbejde, hvis ikke min mand havde tvunget mig af sted. De tanker der har ført panikanfald med sig, et kontroltab over min krop, som gjorde mig bange. De må ikke styre, og derfor startede jeg hos Thilde, min fertilitetspsykolog, og på hendes fertilitetsyogahold. Jeg havde brug for at se andre, der af vidt forskellige årsager, sad præcist samme sted som mig. Den forskel Thilde og de andre på holdet gør for mig, kan ikke underdrives. Jeg tror det har ført til en accept af mig selv, og at det ikke er fordi jeg er forkert, at jeg er her. For ingen af dem, er forkerte. Heller ikke nogen af dem, der deler deres historier herinde. Og heller ikke mig. Jeg har også fortjent at få et barn.

Det er frygten for at håbe, der er den sværeste lige nu. Uvisheden om, hvor længe det her skal være min virkelighed. Hvor længe skal jeg stikke mig med nåle hver aften under navlen? Hvor længe skal jeg stikke piller op og håbe på, de vil kunne holde på et evt. æg, når min slimhinde ikke kan selv? Hvor længe skal jeg være lidt mindre glad, selv på gode dage? Hvor længe skal jeg vente på, at min største drøm går i opfyldelse, mens andre, der er startet langt efter mig i forsøgene, lykkes med deres?

Jeg glæder mig til den dag, jeg står med min mands og mit lille menneske. Til den dag, hvor jeg igen kan være en omsorgsfuld veninde, eller hende der danser på bordene, en forstående søster og ikke mindst en god kæreste. Til den dag, hvor jeg bliver rigtigt glad igen. Jeg ved, at der i det liv venter så meget lykke. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis det ikke lykkes.

Min behandling er nu rykket til reagensglas. Jeg har mange æg, men nu kan de bruges til noget, nu kan de tages ud i stedet for at kasseres. De kan befrugtes og dyrkes, og sættes op eller på frys. Men min tro på gode statistikker, ung alder og gode æg er ikke så stærk, som i begyndelsen af alt det her. Den er knækket af for megen modgang, både min og al den modgang, jeg hører fra andre eller læser om her.

Men jeg har mit håb endnu. Jeg håber virkelig, at mit barn snart er på vej til mig.

 

13 kommentarer
  1. Hvor er det smukt, ærligt og hårdt beskrevet, du er for sej Anne! Jeg hepper, du søde, empatiske, storsmilende kvinde, fortjener det så meget!

  2. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end tak. For at dele.
    Sidder her med tårerne ned af kinderne. Fordi jeg kender. Føler. Forstår. Selv nu, hvor jeg sidder med min krudtugle på 1,5 år mærker jeg stadig ekkoerne fra den tid. Det mareridt.

    Kærlighed til alle der er der nu og trænger til et kram <3

  3. Der står “Det var også lidt irriterende at skulle droppe sukker, stivelse og gluten helt (og alkohol, snøft)”.. Jeg spørger fordi jeg ikke ved det… påvirker sukker, stivelse og gluten fertilitet? Jeg er igang med IUI-D men ingen steder i det offentlige er jeg oplyst at sukker, stivelse og gluten påvirker. Jeg har normalt BMI, træner OG elsker bland selv slik og brød. Så nu sidder jeg da og tænker.. hmmm…

    1. Kosten har en stor betydning for mange “PCO-piger”. Nogen kan derfor gennem kosten få styr på hormonbalancen og dermed opnå regelmæssig cyklus. Det er selvfølgelig individuelt om/hvem det virker for, men for mig personligt lagde min PCO sig i dvale, da jeg begyndte at spise efter KISS-kosten og jeg fik således regelmæssig cyklus. Vi skulle så have hjælpe via ICSI alligevel, fordi min kæreste desværre også havde problemer, men at kunne ændre ens cyklus gennem kosten var en kæmpe øjenåbner for mig og var ét af vores skridt på vejen mod den lille dreng, jeg nu har i maven.

    2. Hej B,
      Det påvirker hvis man har PCO, da sukkerbalance er en af mange hormonubalancer der forskubber sig grundet misforholdet mellem testosteron og østrogen 🙂
      Kh Anne

  4. Kære du,
    Åh det er hårdt! Jeg har været igennem samme tur, men det lykkedes for os i første forsøg, da vi endelig gik over til reagensglas. Jeg er nu gravid i uge 29! SÅ der er håb for os pco-piger. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at det snart blir jeres tur ❤️ Tanker til dig fra Julie

  5. Hvor er det hårdt at læse og hvor er du fantastisk modig at dele din historie! Den kommer helt sikkert til at gøre en forskel. Hepper med på sidelinjen for jer og keyser alle mine fingre for at du snart kommer ud på den anden side <3

  6. Kære du
    Du er monster-sej som kæmper og deler. Jeg er også PCO-kvinde og ventede midt i 20’erne i fem lange år på min første graviditet. Som blev til en baby. Hold nu op, det var vanvittig hårdt med den fertilitetsbehandling og det kæmpestore fokus på kroppen, ustandseligt. Jeg havde lige som dig alt for mange æg hele tiden og ventede i tusind år hver cyklus. Og så endte det alligevel med en aflysning hver anden gang. Men så i 30’erne kom der lige pludselig styr på æggene og jeg har fået 2 skønne børn til. Uden behandling. Tænk, hvis jeg havde vidst den gang at det ville ende sådan. Mirakler kan åbenbart ske. Også for os med PCO. Og jeg glemmer aldrig hvor hårdt det var at være dér hvor du er nu.
    Al mulig held, lykke og kampgejst til dig!

  7. Jeg har været samme tur igennem. Samme historie med PCO og hormonbehandlinger. Da vi blev sendt videre til IVF, var det svært at holde modet oppe. Men det var lige den behandling, der skulle til. Første ægudtagning gav 17 æg hvoraf 7 af dem kom på frys. Ved første ægoplægning var der bid, og jeg er nu 16 uger henne. Og endda med en god håndfuld æg tilbage i fryseren. Så lykken kan sagtens vente lige rundt om hjørnet. Men jeg forstår godt frustrationen. Uvisheden er frygtelig <3

    Alt mulig held og lykke. Jeg håber snart, at der er et barn på vej til dig <3

  8. Hvor er du sej at du deler din historie! Håber så meget for dig at det snart vil lykkes.

    Jeg sidder selv i den situation, at min kæreste og jeg har svært ved at blive gravide og jeg skal til første udredning hos min læge om et par uger.

    Jeg har et spørgsmål til det du skriver, fordi jeg ikke forstår hvad det betyder. Men hvad betyder “aflysninger” og “risikoen for seks befrugtede æg er for stor” – kan lægerne vælge ikke at ville inseminere alligevel, eller hvad betyder det?

    1. Hej Julie,

      Ja det kan lægerne vælge 🙂 Da jeg var i IUI behandling, sagde de at alt over 3 æg ville betyde aflyst forsøg, da der er for store risici ved flerfoldsgraviditeter. De satser på at man får modnet 2 æg 🙂

      Knus, og held og lykke <3

Læg en kommentar