Glædelig Weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig Weekend

Weekend!! Hvordan er humøret? Om en måned er det forår. Er det ikke vidunderligt? Det er lige ved og næsten (selv om den tungeste sne snildt kan falde i marts, jeg ved det!).

Hvad har I af planer for denne her weekend?

I dag skal jeg nå og lave lidt arbejde og mødes med Alona og skyde billeder (det er efterhånden lææænge siden). Og ellers er planen mest af alt at slappe af. Garanteret spise burgere – Adam har drømt om Sliders i flere uger.

Lørdag derimod kommer min far og hans kone til morgenmad – jeg forestille mig det tidligt, for hvis de skal nå at kramme på Eddie, så skal de være hurtige. Han sover lur senest 9.30, og så er han væk i et par timer. Vi ved alle godt, at det sgu ikke er os, vores forældre kommer for at besøge, haha! Det er nu også meget dejligt. At de gider.

Jeg har altid været så tæt med min farmor og farfar. De var ligesom altid ledige, stort set. Min farmor hentede fra fritidshjem, vi overnattede hos dem. Min kusine og jeg var virkelig tætte – og klart pga. rammerne hos farmor og farfar. Vi boede selvfølgelig også i samme by. I dag er vores forældre travle! Og de er på arbejdsmarket til de er godt over 65 år. Og så render de! De har så mange hobbyer. Det har jeg gået og tænkt meget på, om min farmor og farfar havde. Jeg ved, de spillede whist med 25-ører på spil. De tog i sommerhus i ny og næ. Min farmor arbejdede stadig på bibberen, da jeg gik i børnehave. Men derudover? Jeg har sådan et billede af, at de altid sad i de grønne blomstrede hynder i havemøblerne på den overdækkede terrasse og røg smøger. Indtil de ikke røg længere pga. min farfars helbred. De var der bare. Som om de nærmest bare ventede på, at vi kom. Det var nu nok ikke helt sådan det var. Men det føltes sådan.

Vores forældre er travle. Og vi prøver derfor at få aftaler i kalenderen med dem, så Eddie kan lære dem at kende. Hvis han ikke ser dem, så kommer han heller ikke til at kunne blive passet. Og det var noget nær det bedste – at være hos farmor og farfar, da jeg var barn. Det hemmelige skab under trappen, som var svalt og fyldt med herligheder. Bl.a. slik – bridgeblanding og lakridser, og vi måtte blande en lille bitte skål til eftermiddagsfilmen.

Jeg husker det som magisk. Og det vil jeg også gerne give Eddie på sigt. Så godt vi kan, nu vi ikke flytter “hjem” men bliver i byen.

Forhåbentligt får han sovet et par timer, og så skal vi hen på eftermiddagen til frokost om hjørnet hos nogle gode venner. Josephine og hendes kæreste og datter. Søndag til morgenmad hos veninder, og så er det vist også det.

Jeg startede indlægget ud med at skrive “vi skal nul og nix” – og det er en kæmpe løgn. Der er rigeligt med planer.

Hvad har I af planer? Hvor mange fastelavnsboller skal I spise? Og hvor mange tømmermænd skal rumstere?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend

20 kommentarer
  1. Det lyder dejligt! Her står den på sygdom fra min side. Opkast, feber osv. 😔 Min datter startede i vuggestue sidste mandag, og siden har én af os været syg hver dag. 🙄 hvis jeg bliver frisk, så skal jeg læse lektier. Som sygeplejerske skifter jeg efter 3 års arbejde i psykiatrien, specialet ud med Neonatalklinikken på Rigshospitalet. Så der kræver lidt at man får læst til op 🙈 og ellers skal vi bare hygge!

    1. Addd! Stakkels jer. Jeg har godt hørt det er så sejt at starte op i institution. Er det ellers gået godt? Med indkøring og det hele? Håber I er på højkant igen. Og fantastisk spændende nyt speciale. Vi fik den fineste behandling på neonatal på herlev! KH

      1. Det har været lidt sejt på sygdomsfronten. Men jeg tror (🤞🏻🤞🏻🤞🏻) vi er færdige for denne omgang. Men ellers er det gået så fint. Pædagogerne er simpelthen så søde, og det er med ro i maven vi aflevere hende og hun bliver ellevild når vi henter hende, med smør i håret, og noget helt andet tøj på end det vi afleverede i. Og hele vejen hjem på cyklen pludre hun som om hun skal fortælle om alt det hun har lavet. 🤣 ej. Det lyder så fjollet, men det er så stort at være tryg i det. 😅❤️

        1. Ejjj hvor lyder det hyggeligt og rart og dejligt. Så fedt at høre Julie 😀 Også vildt dejligt at høre sit barn fortælle sådan forestiller jeg mig! Det er da bare stort. God bedring med det sidste! KH

  2. En lille solskinshistorie herfra – tryghed og tæthed med bedsteforældre kommer ikke i min erfaring nødvendigvis af hyppig kontakt. De først tre år af min datters liv boede vi i den anden ende af landet end mormor og morfar. Det har ikke haft betydning de har set hinanden sjældent – så længe nærværet og tilstedeværelsen er i top når de ses så har min oplevelse været at tryghed kommer alligevel! Nu er vi omvendt 300 km fra farmor og farfar og hun kaster sig stadig i armene på dem når vi ses og lader sig gladeligt passe både kortere og længere tid selvom de ikke har set hinanden det sidste lange stykke tid 😊

    1. Hvor er det bare en fin kommentar Caroline! Det glæder mig så meget at høre – især for os der stædigt holder fast i at bo i byen og ikke flytter ud til bedsteforældrene. Vi har også facetimet lidt og det er altså drønhyggeligt <3 KH

  3. Det lyder dejligt! Efter at have nusset bedste venindes datter er jeg klar på en weekend med nul planer efter praktikopstart i dag. Selvom jeg slet ikke er bedsteforælder er det altså bare dejligt at få lov at være tæt på fra start og allerede nu mærke, at datteren kan lide mig og kender mig så godt, hun nu kan 🙂 Så at være bedsteforælder må være det vildeste!

    1. Nurh det lyder dejligt Sofie. Og det er jo også det, det kan give plads til, når man ikk har bedsteforældre lige om hjørnet – andre kan få helt særlige roller i barnets liv.
      Hvor er du i øvrigt startet praktik? KH

  4. Haha, jeg synes virkelig ofte, at bloggere skriver, at de ikke skal noget, men alligevel har 4-5 aftaler i løbet af sådan en weekend 😅 Men det lyder som en skøn weekend!
    Jeg skal lige have overstået en sidste eksamen inden jeg kan holde weekend (mange tak til hvem end der har besluttet, at det skal ligge på absolut sidste mulige dato, så man kan gå og glæde sig til den så længe 🙄). I aften står den så på fejring af overståede eksaminer med biograftur og ud at spise. Ellers kommer weekenden nok til at gå med hyggelige hjemmesysler, forberedelse af næste semester med start mandag og besøg hos svigerfamilien. Det skal nok blive godt, når jeg liiige kommer forbi den eksamen.

    1. Det er så fjollet – men sådan tror jeg egentlig vi er mange, som måske ikke har det mest realistiske billede af vores egen tid, haha!
      Det var sørme da også en sen eksamen? I hvad må jeg spørge? Dejlig weekend du havde, lød det- forhåbentligt kunne du nyde den oven på en veloverstået eksamen. KH

  5. Det er så dejligt med bedsteforældre, jeg voksede op med mine bedsteforældre lige opad bakken. 😊 Nu bor jeg så i København med min datter ( og min kæreste), og mine forældre bor i Norge. Så jeg bruger FaceTime til at holde kontakten mellem Mynte og dem, hun er på alder med Eddie, men tænker det giver lidt alligevel selv om hun er lille 😊

    Vi tager til Sverige lørdag, og shopper lidt. De har et mega sødt børnemærke, newbie,. Så bliver der os tid til svenske fastenlavensboller 😉😍

    1. Åh det er jeg da sikker på det gør – der må da være en genkendelse – især hvis I ringer på iPad og de er lidt større i formatet end bare en iPhone. Tror du ikke de kan se lidt? Uden nødvendigvis helt at forstå. Der må være en genkendelses glæde, når de ses IRL. KH

  6. Min kæreste og jeg skal ud og spise frokost, mens farmor og farfar går tur med lille Frida. Jeg glæder mig ubeskriveligt til at flette fingre og dele et par lækre franske frokost favoritter med min kærliged. Det er første gang vi skal det, altså siden hun blev født! Jeg er spændt, men også klar nu kan jeg mærke. Hun fylder 6 mdr næste uge x) Har været ude med veninder hvor min kæreste har haft vores datter, men det her, hvor vi begge er afsted, det er første gang! Gosh! Planen er at hun sover den lange lur. Krydser fingre. God weekend <3

  7. Vi skal til housewarming hos et vennepar og derudover er der faktisk ingen planer. Det ender nok med lidt praktiske gøremål: husrenovering, havearbejde, vasketøj og den slags og så håber jeg på, at vi finder tid til en tur i biografen. Jeg trænger sådan til kærestetid og nu er der endelig en film vi begge gerne vil se.

  8. Jeg er mega nysgerrig på at høre om dine tanker i forhold til overstimulering af Eddie? Jeg har en datter på samme alder, og hun reagerer ret meget på, hvis vi enten er meget ude blandt – for hende – fremmede en dag, eller hvis vi har besøg af fx bedsteforældre som stimulerer hende dagen lang, vil have hende til at smile osv. Hun bliver simpelthen mere ked af det sidst på dagen, og sover ofte dårligere om natten. Har simpelthen fået nok.. Og jeg synes det er skide svært at sige fra, for de elsker hende jo bare! Oplever du, at Eddie reagerer når I er ude eller har gæster, og hvad gør du evt for at forebygge?

    1. Hm.. Vi er ret konsekvente omkring lurene, så hvis han bliver stimuleret, så er det max 1-2 timer ad gangen i dagstimerne. Det gør i hvert fald hans overskud er så meget større. Glipper det med en lur, så kan hele dagen være ødelagt. Så han sover altså ret meget af tiden, hvis vi har gæster. Han sover ca. 9.30-12.30, igen 14-16 og så en lille powernap ca. 17 og så i seng kl 19.30, senest.
      Vi var ret strenge omkring at holde baby og besøg de første 2-3 måneder, men slapper mere af i det nu.
      Han hænger generelt ikke så meget på arm – jo vores forældre kan godt sidde lidt med ham, men de laver ikke super meget bulder og ballade. Han er stadig så lille. Vi holder ham bare meget selv, og så får vi faktisk generelt ikke ud med ham. Han sover som oftest hvis vi er ude til morgenmad fx.
      Jeg synes faktisk, det går ganske godt. Men alt ændrer sig hele tiden. KH

Læg en kommentar