Happy Valentine's Dog - ROCKPAPERDRESSES
Happy Valentine’s Dog

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

Frida, otte år! Mit hjerte!

Kan I huske dengang Frida selv skrev sit fødselsdagsindlæg?

Hun har haft en fantastisk evne til at møve sig ind i Dagens-billeder gennem tiden og professionelle shoots sågar. Hun var engang en ægte præmiemops – se bare lige billederne fra hun var hvalp, omg! En mopsehvalp slår selv dårlig billedkvalitet.

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

Frida min Frida. My heart’s desire i så mange år. I dag på verdens kærlighedsdag, der fylder hun år. Selvfølgelig gør hun det – hun er en kærlighedshund. Det har hun alle dage været og er det stadig. Otte år.

Men jeg har også nævnt det et par gange; det har været hårdt for hende at blive storesøster – tror jeg. For hvad foregår der egentlig inde i det lille hundehoved (not much?)? Tænker hun kun på mad, prut og vand og et lille nus? Eller føler hun mon også, hvordan hierarkiet har forskubbet sig?

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

Vi havde forsvoret, at vi skulle ende med at gøre, som så mange hundeejere har gjort før os, når de har fået menneskebørn; parkeret deres hundebarn på langtidsudlån hos nogle forældre. Og vi gjorde det heller ikke, men kors hvor har jeg været tæt på at køre hende op på landet. Havde jeg skulle være i ammeafstand nonstop de sidste fire måneder, så havde jeg gjort det.

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

Jeg synes virkelig, det har været svært at finde rum til at være hundemor. Ligesom så mange kvinder måske også oplever mindre overskud til at være kærester. Det er så alt fortærende at tage sig af sådan et lille menneskebarn. Al den kærlighed man skal nære en lille med. Samtidig med at sørge for at der også er lidt overskud til at være kvinde for sin kæreste, holde lidt i hånd og kysse for for alt i verden undgå den skilsmisse, jeg (og mange andre sikkert) frygter. Og er der nogle sørgelige rester tilbage efter det, så også være lidt for mig selv? Sådan har fordelingsnøglen været de første måneder. Baby. Så mand. SÅ mig selv. Men hvor er Frida?

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

Frida gik fra at være mit ægte babybarn til at være en hund. ‘Bare’ en hund. Fornuftigt vil nogen måske mene. Naturligt vil andre måske mene. For mig? Dårlig samvittighed på dårlig samvittighed. Og jeg var slet ikke forberedt på skiftet – på hvordan jeg mistede luften til hende, hvordan hun vitterligt ‘bare’ var en hund de første par måneder af Eddies liv, fremfor den makker til mig hun har været indtil da.

Jeg har taget mig selv i at vrisse ad hende, når hun har gøet af Rupaul’s Drag Race, som jeg har set i en af mine maraton-amme-sessions, med en Eddie der vågner til følge. Hun er vældig glad for at agere hans væggeur, og der er få ting mere træls end når ens baby vågner. Før tid. Jeg har også skubbet hende væk, når hun igen-igen er gået på legetæppet, klar til at hoppe på babybalder. Decideret hoppe på dem. Hun er all over og ikke super lydhør. Så ja! Jeg synes, hun har været irriterende.

Men ligesom med babyer og småbørn, så gør hunde ikke noget overlagt tarveligt, ondt eller drillende på den måde. De er bare sig selv, reagerer efter situationer, hvordan de er opdraget. Hun er jo nysgerrig på sin lille ven. Og efter at have ignoreret ham de første to måneder af deres liv sammen, så har hun været fyr og flamme lige siden.

Frida elsker Eddie, og Eddie vil komme til at elske hende. Og det elsker jeg. Og jeg glæder mig til at overskuddet lander hos mig igen, så hun igen kan komme op på, hvis ikke førstepladsen så halvandet-pladsen. Hun er en virkelig god hund, og jeg er lykkelig over, at have skabt hende en bedste menneskeven. De to, sammen. At give sit barn læren om dyr, omsorg, nærhed, sjov og spas, respekt – det bliver en kæmpe, kæmpe gave.

Hip hurra for Frida, der for hver dag bliver det mere lyshåret i skægget. Kærlige lille hund. Jeg lover at tage dig i Bernstorffparken snart igen.

Cathrine Widunok Wichmand, ROCKPAPERFRIDA

27 kommentarer
  1. du er en skøn blogger, men nu har jeg fulgt dig , dine billeder og stories på instagram i et godt stykke tid, og jeg må ærligt indrømme at din evige liiiiidt for glade attitude sommetider kan virke lidt provokerende? man næsten ikke forstå hvad du siger om et vigtigt/spændene emne fordi du nærmest griner mens du fortæller og snakker om det, blandet med at du snakker babysprog og smiler helt ekstremt samtidig.. det ville være skønt hvis du måske gearede en anelse ned og også kunne snakke normalt uden alt det overdrevne, så man også kunne se en seriøs side af dig.. Mvh

    1. Åh sådan en kommentar får mig til at føle mig som et lille barn igen, meget lig det jeg skrev om her: https://rockpaperdresses.dk/2018/02/ootd-pink-container-og-nej-tak-til-shaming/ “Babysprog” – det er ret nedsættende og sårende.
      “Skru lidt ned for dig selv” – det gør faktisk ondt, selv om du sikkert tænker praktisk over, at du ikke kan høre hvad jeg siger osv. Jeg er bare mig selv – især på stories, hvor man kan få det mest umiddelbare i stedet for at fortænke noget. Det kan jeg godt lide ved præcis det medium, især fordi der er så meget alvor og store tanker herinde til tider. Balancen!
      Jeg er et seriøst menneske – men jeg er også fjollet og glad, eftertænksom. Det hele menneske, og jeg holder selv af at man kan give forskelligt forskellige steder.
      Hvis jeg er utydelig – så har jeg faktisk testet alle mine stories i et par år. Jeg vil gerne tænke over, at tale mere tydeligt generelt, men jeg har ikke lyst til at lægge låg på mig selv. Måske vi to så bare er et bedre blogmatch? end instamatch? Alternativt kan man slukke for stories? Eller se dem uden lyd. Mange muligheder fremfor at jeg skal ændre mig selv. KH

      1. Jeg vil gerne lige knytte en kommentar hertil. Jeg synes nemlig din stemme og stemmeføring er så hjertevarm og ydmyg, hvis man kan sige det sådan ❤️ Kan være nogen vil kalde det for “babystemme”, men jeg synes, den er i øjenhøjde og kærlig. Min veninde sagde engang til mig, at hun syntes min mand (dengang kæreste) talte for meget babysprog til hinanden, og hun spurgte, om det ikke tog voksenheden ud af vores forhold? På samme måde som du sikkert blev nu her, så blev jeg så flov og tænkte: “Er det virkelig sådan, folk ser mig/os?”. Jeg tænkte meget (rigtig meget) over det, og jeg synes altså, at det er en “kærlighedsstemme” og ikke en “babystemme”. Det er måden, jeg/vi/du taler til folk, vi holder af og respekterer. Hvis man altså kan tale om, at du holder af os, dine følgere, hehe 😄 Kan du følge mig? Eller er jeg så ammehjerneramt, at jeg ikke kan formulere en fornuftig tanke? 🙈

          1. Jeg tror, der menes, når man taler med sådan en lidt lys og sød stemmeføring. Altså lidt ligesom da man var barn og skulle bede om en is eller lignende 😄 Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det. Jeg synes, det er tiltalende og føler mig godt tilpas, når jeg bliver talt sådan til 😊 Men det støder åbenbart nogle? 🤔

      2. Det er så fint af dig Cathrine, at du rent faktisk svarer i en så sober og konstruktiv tone! For mig som læser, virker det dog mest af alt som om den kære “Annaw” ikke er andet end en internet troll, der har gjort det til sin sørgelige mission her i livet, at skabe dårlig stemning på nettet…

        Og selv hvis det på nogen måde kan tænkes at være en reel kommentar, så er Anna stadig den eneste her der har et seriøst problem og således også den eneste her, der bør gøre noget anderledes. Hvis Anna ikke kan lide måden hvorpå du taler, måden hvorpå du smiler… måden hvorpå du.. whatever.. trækker vejret?! Så må Anna finde sig nogle andre mennesker at følge på instagram! Så simpelt er det.

    2. Det er en rigtig streng, personlig kommentar, du skriver der – pakket ind i “praktiske råd”. Det er ikke alle mennesker på skærmen, man forelsker sig i eller som er ens kop the – og hvis du decideret bliver irriteret over Cathrines facon, så synes jeg bare du skal følge en anden i stedet for at bede hende om at lave sig om for din skyld.

  2. Jeg tror, det er meget almindeligt at “glemme” hunden, når babyen flytter ind. Bare se på Lady og Vagabonden ☺️🐶 Heldigvis tror jeg ikke, at hunden reflekterer sådan over det, så jeg synes virkelig, du skal lægge den dårlige samvittighed på hylden. Desuden tror jeg, at mange andengangsforældre (mig selv inklusiv) kan kende det lavere overskud til barn nr. 1, når nr. 2 flytter ind. Jeg har alle dage givet den mest rummelige og anerkendende opdragelse til min søn, men siden tvillingerne kom til for 4 måneder siden, så har jeg også vrisset og hævet stemmen mere, end jeg synes er okay. Det er en kæmpe øvelse at rumme mere end 1 (eller 2 👶🏼👶🏼😉) baby(er)s behov. Og i og med at en hund “bare” er en hund, så er overskuddet til at rumme hende måske endnu lavere. Men se det som en god øvelse i, hvordan du kan bruge din opmærksomhed på flere væsener til NÅR du bliver mor igen. For ja, jeg tror selvfølgelig på, at det bliver NÅR og ikke OM, i forlængelse af dit sidste indlæg ❤️

    1. Du er dejlig Helle, tak! Jeg talte faktisk med min mor om det i går. Også i forbindelse med også at arbejde, når man har en lille. Den dårlige samvittighed! Min mor sagde tørt (med et smil på læben): “At være forældre er fyldt med dårlig samvittighed”, hehe…
      Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det er når man får nummer 2 eller 3 – især hvis de kommer samtidig! Det bliver sikkert rigtig vigtigt især for en selv, at have alenetid og kvalitetstid med barn #1, når man får flere.
      Jeg øver mig i at give slip på samvittigheden og istedet bruge energien på en god lang hundetur.
      KH

  3. Stort tillykke til Frida! Som fellow mopsemor og forhåbentlig fremtidig menneskemor, så deler jeg virkelig din bekymring for, hvordan min tid og kærlighed skal fordeles, når der en dag er en baby. Præcis som i mange andre situationer, øver jeg mig i at sige, at alt er en fase. Tid, overskud, kærlighed – alt – er større og mindre i perioder, og det er okay.

  4. Tak for et fint indlæg! ❤️ Dette (sammen med selvfølgelig frygten for ikke have overskud til min mand) er klart en af mine store bekymringer rundt det at på et tidspunkt, forhåbentlig i nær fremtid, skulle være mor.

    1. Jeg går faktisk og pønser på et indlæg om netop det med manden, måske det kan give dig lidt ro <3 Eller i hvert fald følelse af "normal".
      Jeg havde slet ikke forberedt mig på at Frida for mig ville føles anderledes efter en baby, så det er kommet meget bag på mig og den dårlige samvittighed kun større deraf. Måske det hjælper at være bevidst om det? Måske det kan hjælpe at få hjælp og aflastning og planlagt det, af hunden den første 1-2 måneder? Hvis man skal være lidt proaktiv. KH

      1. Sådan et indlæg vil jeg meget gerne læse! 😊 Og tror du har et rigtig godt pointe i det med at føle sig “normal”. Det er så dejligt at du sætter ord på de mange følelser, sådan at man både kan føle sig mere “normal” og være bevidst omkring situationen ❤️

  5. Jeg vil bare sige, jeg er mere end taknemlig for dit altid glade humør og dine smil på instagram – særligt i en tid hvor jeg selv kan have svært ved at smile og være glad så tager jeg mig selv i at glæde mig over din glæde! Tak for det og tak for dig. Glimmer på og god fredag!

  6. Jeg sidder næsten med tårer i øjnene. Andre vil ikke forstå det, men det tror jeg, du gør. Nej, det VED jeg, du gør. For dit indlæg rammer mig lige midt i min største frygt og bekymring. Vi er i gang med fertilitetsbehandling, og fordi baby lader vente på sig, så har jeg ekstra meget tid til at gå og tænke over, hvordan tingene mon bliver, NÅR (ikke hvis) det lykkes. Jeg har nemlig også et hundebarn, som er alt det for mig, som Frida er (ikke var) for dig, og jeg frygter så inderligt, at hun også “bare” bliver en hund for mig, når baby kommer. Jeg snakker så ofte med min mand om det. Om, at han skal love mig, at han hjælper mig med at finde overskud til vores hundebarn også. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hunde mærker det. I hvert fald når man har haft det tætte forhold, og ikke bare hund/ejer-forhold, som du har med Frida og som jeg har med min hund. De mærker det stensikkert, men jeg synes, du skal trøste dig og dulme din dårlige samvittighed med, at hunde ikke har en langtidshukommelse. Så ja, det er hårdt lige nu, og det er aldrig sjovt at blive skældt ud og skubbet væk, men lige om lidt er der lidt mere overskud, og så er der måske endda plads til at kombinere Eddie-ting og Frida-ting. F.eks. gode ture med barnevogn og Frida, hvor ruten går til et sted, hvor Frida elsker at gå og dufte eller lignende. Når overskuddet vokser, og Frida får lidt mere plads i dagens agenda igen, så vil hun med garanti ikke gå rundt med traumer eller bære nag over, at der var nogle måneder, hvor hun var lidt i irriterende 🙂

    1. Hej Cæcilie. Jeg fik barn ca 2 uger før Cathrine, så jeg har også en lille på 4 mdr. Jeg har en labrador, som helt klart er en hundebaby. Han sover i sengen, har aldrig været alene hjemme mere end 6 timer i sit liv og er altid blevet prioriteret som nr. 1. Vi holdt op med at flyve på ferie, fordi vi så skulle være væk fra ham.
      Min mand og jeg lavede den aftale før baby, at jeg var Team Baby og han var Team Hund. Klart nok skulle han også hjælpe med baby, men aftalen var for at sikre, at en af os havde hunden som førsteprioritet i hovedet. Det har fungeret rigtig godt for os, og jeg tror, vores hund stadig er lige så glad som før. De første par måneder var lidt hårde, fordi jeg jo skulle gå med både hund og barnevogn og passe det ind med babylure og spisetider osv. Men det kan sagtens gå, så du skal ikke være for bekymret 😘 I kan sagtens klare det!

      1. Årh, TAK for dit svar! Det lettede lige min panikangst. Vi har snakket om en lignende aftale, så det er så godt at høre, der er nogen, som har afprøvet den i praksis. Tillykke med jeres lille <3

  7. Jeg vil også gerne sige at dit humør, farver og tilgang til ting, virkelig smitter af på mig og mit humør. Ingen skal ændre på sig selv for at gøre andre glade (især ikke folk man slet ikke kender). Du gør det SÅ godt. ❤️

  8. dit indlæg beskriver meget fint hvordan det også har været hjemme hos os. vores hund var også mit hundebarn og så kom vores lille søn. vi nåede heldigvis at flytte i hus med have for pludselig var der ikke overskud til at gå ture hver dag. vores hund er en stor fræk bøf der trækker voldsomt så han er ikke til at gå med sammen med barnevognen. pludselig var det fantastisk at nå at kramme 5 minutter om dagen. min søn er 13 måneder nu og det er blevet bedre fordi vi er mere på gulvet nu og vores hund kan være med. men det er på ingen måde i nærheden af at være det samme. der er ikke den samme nærhed og overskud. jeg tror så hunde sagtens kan mærke forandringen vi havde en periode hvor vores var ked af det og trist og jeg havde så dårlig samvittighed.

  9. Åh, det beskriver fuldstændig mit liv det der! Min hund var også et familiemedlem, der rangerede højere på min prioritetsliste end alle andre, endda end min mand, og da han var dødeligt syg henover sommeren (hunden, ikke manden), kunne jeg slet ikke bære tanken om at skulle gennemgå den livsomvæltning, det ville være at blive mor, uden min hund ved min side. Heldigvis blev han rask, og da jeg var sygemeldt den sidste del af min graviditet, brugte vi så meget tid på nus i sofaen. Nu har min søn på to måneder selvfølgelig indtaget førstepladsen, og jeg har så dårlig samvittighed over for hunden. Jeg har desværre aldrig fået lært ham at gå så pænt i snor, at det kan lade sig gøre at have ham med ude på barnevognsturene, og det svigt, at jeg ikke har lært ham det ordentligt, giver mig også dårlig samvittighed. Skyld med skyld på, og det er så slemt, at det giver min barselsglæde et lille skår, når jeg ser ind i de store, brune øjne. Heldigvis, trøster jeg mig med, nyder han også stadig at ligge ved fødderne i sofaen, mens jeg sidder med den sovende baby, og så bliver livet da ikke meget bedre, tænker jeg. Men jeg håber, jeg får overskud til igen at lege og træne lidt med ham i haven og gå ordentlige ture igen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor overskuddet til hunden er, når der forhåbentlig en dag kommer flere børn til.

  10. Åh jeg bliver helt ked af at læse dit indlæg, ikke fordi det er forkert på nogen måde men fordi jeg kan genkende mig selv så meget i det 😭
    Jeg gik bare med følelsen indeni, og talte ikke rigtig med nogen om det. For hvordan kunne jeg da sige højt, at den kæmpe kærlighed jeg havde følt for min kære hund, pludselig var lidt forduftet? Han havde ikke gjort noget anderledes eller opført sig dårligt, men jeg havde bare ikke overskuddet til at være omsorgsgiver der også. For jeg havde ikke engang plads til eller overskud til at være der for mig selv.
    Det er dog blevet bedre med tiden. Vi nusser igen og jeg elsker ham, selvom mine følelser for en tid var forduftet. Nu har jeg termin med nummer to i dag, så måske der kommer en tid hvor jeg igen skal opleve det, men så er jeg om end mere forberedt på at det kan forekomme, det var jeg ikke første gang…

  11. Åh hvor jeg kender det. Min Eddie (der så i det her tilfælde er en mops) har jeg også i mange situationer haft lyst til at låne til naboen på ubestemt tid eller skippe over til svigermor.. f.eks. når han insisterer på at gå ind til vores (sovende) dreng, fordi det er sjovt at gø af mopsen i spejlet eller tumle i dynerne i sengen. Shiiit! Men bare vent til din Eddie bliver større: for når min Eddie render og leger med sit legetøj er min dreng ved at falde om af grin. Mopser er de sjoveste når man er baby! Og min Eddie elsker vores dreng, møsser ham i håret og er vanvittig god og tålmodig og passer (for det meste) på. Vi har dog opgivet kampen om legetæppet, for de hygger sig så godt på det, begge to. Men jeg ville ønske at jeg kunne være der lidt mere for ham – det er bare svært med en baby der kræver langt det meste af min opmærksomhed og tid.

Læg en kommentar