Kærestesorger - ROCKPAPERDRESSES
Kærestesorger
Hvorfor var der ingen, der sagde, hvor fuldstændig afsindigt på skideren man er følelsesmæssigt efter en fødsel? Eller måske hedder det i virkeligheden mere efter at være blevet mor.

Jeg græd og græd og græd de første seks uger, og jeg husker at skrive med Frede; “hvornår kan jeg forvente at være nogenlunde følelsesmæssigt ‘lige ud’?”. Det var så pisse op og ned.

ANGST for det her lille væsen, jeg skulle passe på. Vuggedød (kan vi lige vente to sekunder med at snakke om det, når man lige er rykket fra fødelejet? (selvfølgelig kan vi ikke det – det er vigtigt at informere! Men altså)). Hvad nu hvis hans hjerte pludselig ikke slår? Verden – er der overhovedet en til ham? Måske jeg bare gerne ville putte ham tilbage, hvor han kom fra. Kan jeg komme til at mase ham? Tabe ham? Tænk hvis jeg glider på trappen? Note: LAD VÆRE med at tænke på ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’. Mit barn skal aldrig forlade mig, aldrig blive stor. Tænk hvis han kommer i dårligt selskab? Tænk hvis han møder nogen, der tager stoffer? Tænk hvis han bliver seriemorder? Åh Gud.

KÆRLIGHED. Fuck hvor jeg elsker dig. Du lille menneske, jeg har lavet og båret. “Skat, jeg må indrømme en ting, jeg elsker Eddie lidt højere end dig”. Jeg har aldrig elsket et andet menneske så højt. Dine fingre, dit hår, dit duft. Du er min. Jeg sniffer dig, kysser dig på munden, har en trang til at min krop skal optage dig i mig igen, og det kommer ud af min mund som “jeg har lyst til at spise dig“. Og det har jeg. Næsten. Jeg føler mig kløvet i to, som Platon beskriver det i Symposium. Jeg savner allerede min ene halvdel, selv om du ligger lige der. Allerede på vej væk. Jeg savner dig, selv om du er lige der.

SAVN. Men jeg savner også dig, min store elskede. Min mand. Alt hvad der var, er der ikke. Ikke lige nu. Du og jeg. Vi er forandrede. Mon vi bliver os igen? Men aldrig som vi var engang, os to, ubekymrede. Aldrig skal vi være så opslugte af hinanden, at ingen andre kan trænge ind. Der skal altid være en dør på klem. Fra nu af skal jeg dele dig med en anden. Du; dele mig. Og lige nu og her har jeg ikke flere følelser at lægge hos dig, for jeg lægger dem alle i vores lille barn. Er det sådan det starter? Tre børn og en skilsmisse. Kunne jeg mon bare tage vores barn og skride og leve fint og lykkeligt, bare ham og jeg? Fik jeg, hvad jeg kom for? Opfylder han fra nu af mine behov? Al min nærhed og kærlighed får han. Han ligner jo også en, der har mere brug for det, end du har. Jeg savner dig.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, kærestersorger, at blive forældre

Det der var mig den første måned.

En lille kærestesorg kom snigende ind fra højre og gnavede mig lidt i siden. Oven i det fuldstændig magiske vanvidsspil det er at blive mor, hvor man hele tiden er lige dele tæt på at vinde det hele og blive slået hjem, ligeså vanvittigt synes jeg, det var for parforholdet. Ligeså fyldt op med kærlighed og lykke tilmin lille baby. Ligeså meget oplevede jeg også et savn til Adam. Ham og jeg som kærester, som de eneste to. Og jeg var sket ikke forberedt på at have det sådan. Og jeg syntes egentlig også, det var lidt pinligt. Det havde jeg aldrig hørt nogen tale om. At savne en der var der, når man tilmed var skænket så stor en gave i livet. Oplevede I det? Et lille bitte stik i hjertet over en verden forandret. Et savn til min kæreste. Følelsen af at have svært ved at fordele min kærlighed ligeligt i spandene med ‘mor’ og ‘kæreste’.

Til trods for at målet i to år havde været at få en lille baby, så føltes overgangen pludselig fra os to til tre så brat – jeg var ikke klar. Man når at forberede sig på at babyen lander; veerne, vandet der måske går. Alt det kroppen siger for at gøre dig det klart; ‘nu er det snart nu, babyen kommer’. Vi koncentrerede os så meget i de timer om at få babyen ud, at vi glemte at kysse på alt det, der var og havde været. Kysse de eneste to på gensyn, før der var tre.

Jeg følte mig lidt forkert. For bliver kærligheden ikke kun større og vildere ved at blive flere? Det hører jeg ofte. “Du kommer til at opleve en giga forelskelse i din kæreste, når du ser ham med jeres barn”. Men sådan havde jeg det ikke til at starte med – jeg havde det heller ikke omvendt. Men det var som om min giga forelskelse mest var i mit barn. Giver det mening? Han sugede alt den kærlighed, jeg havde i mig. Og derfor en lille kærestesorg til Adam – og min egen overraskelse over den. Mon det forbliver sådan? Er der kun afmålt mængde kærlighed i os til andre? Og hvis én sluger det hele, så er der bare ikke mere til de resterende?

Det ændrede sig heldigvis som mine følelser blev bare en smule mere stabiliserede, og kærestesorgen er forsvundet. Den tid vi har haft, som de eneste to – vidunderlig. Den tid vi har nu; noget helt andet men ret fantastisk. Spandene med ‘mor’ og ‘kæreste’ er blevet bedre omfordelt, og det er som om en ekstra feature i vores forhold er vokset frem. Denne her stærke følelse af makkerskab. Vi er virkelig gode til det her – sammen. Mere end jeg turde håbe på. Vi skændes yderst sjældent. Alt det her “sagt om natten, glemt om natten”, jeg havde hørt om, det arbejder vi slet ikke med. Vi er partnere.

Parforholdet er for evigt forandret, og ja – alt skal da lige koordineres, og nogen gange sker det, vi glemmer et kys. Men hvor jeg ikke længere sørger over tiden, der var, så glæder jeg mig full on til tiden, der kommer. Tiden der er. Til ferie sammen, en puttet baby og voksentid på en terrasse i sydens sol. Til at Eddie skal sidde på sin fars skuldre og opleve verden derfra. Og så glæder jeg mig også til, at der engang kommer lommer af ren os tid – også selv om vi ikke lige glemmer, at vi er forældre. Men en middag ude en aften. Måske driste os til en overnatning om et halvt års tid. For altid kærester, for evigt forældre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, kærestersorger, at blive forældre

24 kommentarer
  1. Hvor er du altså bare god til at skrive og få det hele ud så fint, så fint 🙂
    Du vil være god til at skrive digte, tror jeg, måske du skulle udgive en lille digtsamling.
    Men smukke ord og tanker og morvanvid, det kan jeg kun give dig så meget ret i, jeg husker det selv så tydeligt.
    Hilsner til jer alle3 😉

  2. Ih, hvor er det rigtigt ❤️ Og så fint skrevet.
    Jeg kan så godt genkende den totale forelskelse i sit barn, og de forbudte tanker om, hvorvidt det egentlig ikke er nok. Om det ikke ville være lettere bare at være ham og jeg, så jeg ikke skulle spekulere over at dele kærligheden.
    For det er virkelig svært. Jeg føler ikke, der er mere tilbage at give. Hvad der også har fået mig til at bekymre mig om den/de søskende, jeg altid har set som en selvfølge.
    Hvordan kan jeg elske et andet barn ligeså højt som ham?

  3. Jamen den tekst beskriver det spot on synes jeg! Min søn er 1/2 år, og jeg er først nu ved at have mine spande fordelt lidt mere mellem søn og mand. Tror det er biologiens snilde – for med den vanvittige mor-forelskelse af sit barn følger et naturligt beskyttergen, som sikre barnets overlevelse (som er vigtig idag, men især i urmennesket). Gir det mening?!

  4. Tjek, tjek, tjek og tak! ❤️ Jeg kunne faktisk ikke rigtig rumme min mand og hans følelser de første 4-5 uger. Og jeg kunne slet ikke rumme, når han så bad mig om det. Men det kom – og kommer stadig.

  5. Jeg bliver helt rørt ♥️ og måske endda også en smule misundelig. På din og Adams kærlighed, der virker så fasttømret og fantastisk. Min kæreste og jeg havde kun kendt hinanden et halvt år, da jeg blev gravid. Så jeg synes slet ikke, jeg kan huske tiden, og tosomheden, før barn. Nu er vores dreng 2,5 og vi venter nummer to. Der er pludselig laaange udsigter til noget, der bare minder om tosomhed.. Men vi forsætter, som par, makkerpar og kærester, her midt i småbørnskaos. Vi har nærmest ikke kendt til andet, og på nogle punkter tror jeg egentlig, det er vores held. At det har gjort overgangen lettere på en måde.
    ♥️ Nyd dine to mænd. Det er skønt at følge med ♥️

  6. Rigtig godt skrevet, og godt at du sætter ord på. Man skal nok igennem en eller anden sorg, når man siger farvel til sit tidligere liv.

    Jeg kan godt genkende det – men for mig var det en helt praktisk forandring: jeg havde kropskontakt med en baby næsten hele tiden, så når det ikke var tilfældet, så ville jeg godt bare være mig selv. Så jeg havde ikke samme behov for fysisk kontakt – holde i hånden, ligge i ske, ligge sammen i sofaen og se tv, kysse i forbifarten osv. I stedet ville jeg gerne have min krop lidt for mig selv. Det var jeg ikke forberedt på!

    Men jeg var heller ikke forberedt på den følelse, det gav at se min mand sammen med vores barn – at give ham den kærlighed og at give barnet den far – det var helt vildt!

  7. Det kommer igen ❤️ Altså .. forelskelsen og tiden , hvis man ikke lader det køre helt af sporet mens man venter 😉 har lige oplevet det med vores datter på tre – at ham og jeg igen blev os to , efter en rum tid indhyllet i leverpostej og tissebleer. Nu er lillebror kommet og vi er igen i hjulet der “bare” skal holdes igang. Men jeg kan putte min næse ind mod hans hals , og vi ved begge der er for en begrænset periode at vi er så opslugt af alt andet end hinanden. Jeg nyser min baby og vores store pige , men glæder mig også til at baby bliver en stor dreng og far igen bliver min mand ❤️❤️ Det er slet ikke skørt 😌 kh Trine

  8. Dit indlæg rørte mig meget. Det er rart at høre andre fortælle, at deres parforhold også kan have det lidt svært i det vivar, det er at have småbørn – både følelsesmæssigt og praktisk. Det betyder noget ikke at være alene med de tanker – var det nemmere hvis jeg bare flyttede for mig selv med ungerne? Al min kærlighed går netop til de kære små i øjeblikket, og så får far irritationen. Det er SÅ hårdt at have det sådan, men jeg ved også, at det hele letter lige om lidt..
    Tak for dine ord og din ærlighed!

  9. Det er fuldstændig “spot on” på, hvordan jeg oplevede ugerne efter min fødsel. Den vildeste kærestesorg. Savnede min kæreste og savnede vores tid sammen inden vores datter kom og jeg turde næsten ikke sige det højt, fordi jeg synes det var pinligt. Det er jo også bare en vild forandring fra den ene dag til den anden. Men ja, heldigvis ændrede det hele sig, da der kom styr på følelserne 🙂

  10. Dejligt indlæg!
    Jeg græd allerede dagen efter min søn blev født, i erkendelsen af at det nu ikke længere kun var min kæreste og jeg. Og jeg savnede, så mit hjerte var ved at briste – særligt de første dage på sygehuset. Der havde ligesom sneget sig en alvor ind i vores liv og parhold, og det var både den lykkeligste og mest sorgfulde tid i mit liv. Shit, hvor følte jeg mig også forkert, fordi jeg følte jeg bare burde føle ren lykke.
    Nu halvandet år senere er jeg bare så glad for, at vi har kendt hinanden så mange år, at vi kender til at være følelsesmæssigt lidt længere fra hinanden, og at kunne finde ind til hinanden igen. Det har virkelig gjort at jeg har haft ro ift. at vide at vores tid kommer igen, og at der kommer mere og mere af den…
    Og så kan jeg nikke genkendende til det du skriver: hvorfor var der ingen der sagde at det kunne føles sådan?! 😂
    Jeg er så glad for at der kommer mere og mere frem i det åbne, om alle de følelser man kan gå igennem før, under og efter graviditet. Tak for er fint indlæg ❤️

  11. Så fint ♥️ Det tog mig endnu længere at få kæreste følelser for min mand igen! 10 år hvor forelskelsen altid har blomstret, som kun blev forstærket under graviditeten – og bum – da jeg fik min søn i armene var han mit et og alt og der var ikke følelser til noget andet! Det var først næsten et år efter, at jeg begyndte at føle mig ‘normal’ igen, og så alligevel ikke, for helt rigtigt som du skriver, så bliver man aldrig det man var, men derimod noget nyt ♥️

  12. Hvis jeg kunne beskrive mine følelser så præcist, som dig, så ville de være beskrevet sådan der… vildt! Jeg har Otto på 4 mdr og savner stadig min kæreste, men kan mærke, at boldene i de to kurve stille og roligt bliver fordelt bedre,. Det kan være, at jeg har fået dem helt rigtig fordelt, når Otto også bliver 5 mdr og vi dermed har været forældre til ham i 5 mdr.

  13. Det er så meget apropos min kommentar til dit indlæg om samsovning. Så fint du deler, fordi man nemlig nemr kan føle sig alene med sådanne tanker.

  14. Jeg kan fortælle dig, at jeg stadig ikke er blevet følelsesmæssig stabil endnu – og min datter er næsten 1,5 år 😅 græder over alt børnerelateret – måske er det bare sådan det kommer til at være fra nu af?

  15. Den følelse havde jeg også i starten. Gik med dårlig samvittighed over for min kæreste, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om ham. Nu er vores søn to år, og vi har allerede været på mange ferier sammen alle tre, og min mand og jeg prøver også at tage på date og få vores søn passet en gang imellem. Så skønt med tosomhed.

  16. Det går lige i hjertet på mig, det her. Tak for dine fine ord. Jeg kysser min mand lidt ekstra i aften når vi ses igen, kan jeg mærke.

  17. Sidder her på Akacia og tuder. Du beskriver det så smukt, og SOM jeg genkender dine følelser. Min pige er snart halvandet – og jeg har nok stadig en lille kærestesorg i mig. Men der er flere sider af kortet – for jeg oplever også nogle fantastiske følelser når vi er sammen – vores lille familie – og jer ser min kæreste med vores pige. Men jeg kan ofte savne at jeg havde nok kærlighed til ham – det meste får hende den lille jo nu. Men alle de ganger vi er ude og er kærester – så finder vi tilbage. Nu skal vi bare kunde finde tilbage lidt oftere i hverdagen. Men jeg tror på det kan lykkes!

  18. Tak for dette indlæg Cathrine! Det rammer så mega spot on på, hvad jeg følte efter vi lige var blevet forældre. Jeg græd og græd de første par dage og følte pludselig en ensomhed i vores ellers fantastiske parforhold, som jeg slet slet ikke havde set komme. Og det føltes SÅ tabuagtigt! Så tusind tak for at dele, også til alle jer der kommenterer her ❤️ Dette er sådan et dejligt og vigtigt forum.

  19. Du siger det så fint, Cathrine! Jeg har det på præcis samme måde her 3 mdr. efter at være blevet mor. At savne det, der var, men at glæde sig over alt det, der kommer. Og som du så fint netop skriver det – “tiden der er…”
    TAK for at sætte så gode og vigtige ord på de mange følelser!

  20. Så fint beskrevet ❤️ Jeg er – her små ti år inde i moderskabet – stadig ikke den samme som før. Jeg elsker min mand og vores makkerskab, men tre unger tager det meste af min kvote af nærvær og kropskontak, men sådan er det bare. Elsker vores familie og min mand for alt han er og det er nok for os 😊

  21. Så smukt og let at relatere til – selvom jeg ikke er mor endnu er det tanker og følelser jeg allerede har engang imellem. Fik helt tårer i øjnene, fordi du ramte så plet

Læg en kommentar