Jeg vil gerne læse jeres historier! - ROCKPAPERDRESSES
Jeg vil gerne læse jeres historier!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg har tænkt på en ting. Jeg kunne ret godt tænke mig at dele jeres historier. Mange flere end jeg har gjort til nu, og på den måde gøre bloggen lidt mere jeres også.

Det startede egentlig for halvandet år siden, som en snak om at skabe et online univers parallelt med bloggen her, hvor I meget nemmere kunne komme til orde, dele mellem hinanden, selv lave opslag og tråde osv. Men så blev jeg gravid, og kunne ligesom godt se, at dét at sætte et stort (og meget dyrt) projekt i søen ikke var den rette tid. Jeg parkerede det derfor.

Men måske jeg ikke behøver at skabe en hel ny platform, når der faktisk er ret meget skøn pingpong og hjælp til hinanden her? Måske kan jeg godt dele ‘taletiden’ med jer her?

Jeg begyndte i slutningen af graviditeten at søge gæsteskribenter til at dække bloggen lidt ind i min barsel. Det var primært interviews med kvinder, jeg kender mere eller mindre perifært, om karriere, bryllupper etc.. Der var nogen af jer, der skrev, at det ikke altid var lige relaterbart – det kan vi altså sammen styre! Det kræver bare, I kommer på banen. Som med de stærke og rørende fertilitetshistorier I har sendt mig. Jeres historier.

Ja, så jeg pønser lidt på at afsætte en dag om ugen til et gæsteskriv – fra en af jer! Det kan være fødselsberetninger, fertilitetshistorier, men det kan også være at fortælle historien om, hvordan I fx har skrottet jeres gamle 8-16-job for at forfølge en passion. Om det så er en strikkebiks eller planteforretning eller noget helt tredje.

Kunne det ikke være ret fint at ‘donere’ min platform til jeres ord fast en gang om ugen? Give seje kvinder et sted at dele deres historie?

Fx skrev et par af jer på mit indlæg om miljøshaming og grønne gerninger, at jeg havde inspireret til at tage toget til Italien til sommer. Og jeg skrev fluks en mail til en af jer – ‘hey! har du mon lyst til at dele jeres oplevelser med os? Skrive jeres erfaringer, måske en lille miniguide?’. Det var et ja tilbage! Så DET skal vi glæde os til at læse.

Så sidder du inde med en historie om noget… Ja, hvordan skal jeg beskrive det; noget ekstraordinært (uden at det store ord skal få nogen af jer til at frygte at dele), så del det med os!

Er du passioneret ildsjæl og frivillig i din tid? Planlagde du bryllup langt væk hjemmefra? Er du udsendt som fredsbevarende styrke for Danmark? Sidder du og forsker i fremtidens medicin?

Jeg vil gerne høre job-historier, fødselshistorier, de anderledes rejser – på tog, cykel eller med campingvognen, alt derimellem. Del dem med os!

Teknikaliteterne: I skal forfatte max 2000 ord, der skal være minimum 2-3 billeder af en god kvalitet (rent pixelwise) inklusiv (I må gerne forfatte anonymt, så billederne kan også være af mere symbolsk karakter). Og så skal I dele jeres historier med mig (og Ellen, min assistent): assistant@rockpaperdresses.dk. 

Jeg glæder mig så meget til at høre fra jer!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

51 kommentarer
  1. Jeg håber ikke, at tiltaget så vil betyde færre indlæg fra dig end normalt.. synes det vil være rigtig ærgerligt, for det er ikke derfor, jeg følger din blog.
    Måske de kan udkomme i weekenden, hvor du oftest ikke lægger noget op alligevel? Så du ikke laver færre indlæg end normalt.. det vil være så ærgerligt, for du er sådan en dygtig blogger.

    1. Det er i hvert fald ikke derfor, jeg gør det! Men noget af det jeg synes er helt, helt særligt lige herinde til forskel måske fra andre blogs, det er den helt særlige ‘hjælpende’ ånd der altid har været. I er bare pisse gode til at dele synes jeg, og der er så mange historier, der mangler at blive fortalt. Jeg elsker det vi har lavet herinde sammen, som i mine øjne virkelig kalder på fællesskab, nedbrydning af tabuer, kvinder støtter kvinder osv. Det gad jeg bare godt fik mere plads. Så derfor kunne jeg jo ‘låne’ min platform ud en gang ugentligt. Ligesom jeg gjorde det den første tid efter, jeg havde født. Det synes jeg, virkelig kunne noget – for mig var det i hvert fald spændende at læse!
      Måske det også kan inspirere mine skriv? KH

  2. Det… Er simpelthen en fuldstændig fantastisk idé ❤️ Jeg elsker, når kvinder deler med kvinder, for det inspirerer mig så enormt meget 🥰 Jeg vil glæde mig til at læse med i den slags indlæg – og måske også en dag få modet til selv at skrive nogle ord til andre ☺️

    1. FEDT Helle, endelig gå og bryg på lidt. Det er mega inspirerende at læse medkvinders tanker, synes jeg, om dette og hint! KH

  3. Jeg synes det er sådan en god ide!! Jeg elsker at læse dine andre gæsteindlæg. Men jeg vil SÅ gerne opfordre folk der har et 8-16 arbejde, der gør dem glade, om at skrive ind om det! Nu kan jeg jo kun snakke for mig selv, men jeg ville elske at høre om hvilke tanker andre har omkring 8-16 arbejde. Jeg bliver personligt tit påvirket når artikler og blogindlæg handler om at skrotte/bryde med sit 8-16 arbejde, for endelig at finde sin passion/mening med livet. Er det virkelig den eneste måde det kan opnås på? Kommer jeg til at fortryde mit valg af 8-16 karriere senere i livet? Jeg savner i hvert fald indsigt og inspiration for andre der går med de samme tanker. Hæhæ måske burde jeg selv prøve at sætte nogen ord på det til andre, og så kan det være at der er andre der vil dele deres tanker! 🙂

    1. JA! En virkelig god ide! 🙂 Jeg har det tit på samme måde som dig, til trods for at jeg er rigtig glad for mit 8-16 job 🙂

    2. 8-16 jobs er vigtige! Dem er der trods alt flest af. Jeg vidste heller ikke helt, hvordan jeg skulle formulere mig, så det blev lidt kluntet. Dét jeg gerne ville prøve at sætte ord på var, at få jer, der har noget på hjerte, til at komme frem. Rammerne er i og for sig underordnede. Det var mere det særlige – det der journalistisk er interessant at læse. Der skal ligesom være en vinkel. Man behøver ikke være missionær i Mozambique nødvendigvis – men det er altid vinklen der er det vigtige. KH

      1. Har gået og tænkt på din kommentar siden du skrev den, og kan mærke at jeg også havde håber at du ville skrive “Sikke en god ide, skriv!” ligesom du har skrevet til de andre kommentar du har svaret på. Det er måske også lidt for meget at forvente, haha, men fik bare lidt en klump i maven da jeg læste din kommentar, og ikke så meget lyst til at skrive. Jeg synes nu også selv at mit forslag til et skriv var interessant og havde en vinkel. Jeg kan se her i kommentarsporet og i dit kommentarspor på dit indlæg om at gå selvstændig, at der er flere der går med tankerne om hvorvidt 8-16 er det rigtige og godt kunne bruge noget inspiration og tanker fra andre.

        1. Endelig skriv Mia, jeg forsøger bare kluntet at sætte ord på, at det altid handler om at have noget på hjerte! Hvis man har noget på hjerte, er det altid spændende. Hvad end man skriver om. Det er det “hjerte”, som for mig også er vinkel. Jeg vil glæde mig til at læse dine ord! KH

    3. Rigtig gode tanker, Mia! Jeg har også et 8-16 job, og jeg elsker det! Man læser ofte om seje kvinder, der har valgt at satse det hele og blive selvstændige (hvilket jeg har kæmpe respekt for). Jeg knokler dog også i mit helt almindelige job som offentlig ansat hver eneste dag og føler mig altså også top sej 🙂 Det er bare aldrig rigtig de historier, man læser om i damebladene eller på internettet. Kunne være super fedt, at der (også) kom mere fokus på det.

      Elsker initiativet, Cathrine. Du er god, er du!

  4. Jeg er læge og i slutningen af min ph.d, hvor jeg forsker i medfødte hjertefejl, og jeg har da engang imellem tænkt at der manglede et skriv fra en karrierekvinde som ikke lige var fashion/influencer osv. men som havde et mere natur/sundhedsvidenskabeligt funderet karrierejob.. Jeg har to små børn og ville da også gerne bidrage med nogle tanker om det at gøre karriere som mor 🙂

    1. Det indlæg vil jeg virkelig gerne læse. Ligesom indlæg om helt almindelige kvinder med 8-16 jobs, som Mia skriver, ville være meget inspirerende.

      1. Enig! Jeg ville rigtig gerne læse både et skriv fra Mia og Amalie. Altså at det ikke behøver at være ekstraordinært det hele, men også noget fra (hvad jeg formoder) er de flestes hverdag med job, venner og evt familie, eller skove fritidsinteresser. Synes der allerede er meget at find som iværksætteri osv, men glæden i de små hverdagsting kan også hyldes, også i et 8-16 job.

      1. Sikke dejligt at komme igen i kommentarsporet og se dejlige kommentarer på mit forslag.
        Jeg vil gerne prøve at se om jeg kan skrive noget, der giver mening for andre at læse. Hvor langt plejer du at sige til folk at det skal være?

    2. Jeg vil også gerne høre hvordan du balancerer at være mor med din karriere. Jeg arbejder også inden for naturvidenskab, størstedelen af mine kolleger er mænd og mine tanker omkring hvor meget barsel jeg “kunne tillade mig” at tage og hvor mange timer om ugen jeg “bør” arbejde har fyldt en del – jeg kunne godt tænke mig at høre om dine tanker, overvejelser, oplevelser og erfaringer, især da det er mit indtryk, at man bruger mere end 37 timer om ugen på en ph.d.-uddannelse 🙂

  5. Super god ide! Jeg glæder mig allerede til at læse de mange forskellige fortællinger.

    Dbh,

    Catherine

  6. Hej Cathrine,

    Det her er godt nok noget helt andet, men jeg har en lige en forespørgsel 🙂
    Jeg ville høre, om du mon stadig har din sølvlæderjakke fra Mads Nørgaard, som du bar til dit bryllup, og om du måske vil sælge den? Jeg forstår godt, hvis det ikke er i din interesse. Nu ville jeg bare høre ad 😉

    Mvh Emilie

    1. Åh, måske en dag. Men jeg har ikke lige tænkt over det – den har jo en særlig plads, fordi jeg bar den dag <3 KH

  7. Jeg har tilbragt vinteren på en psykiatrisk afdeling. Langt størstedelen af den danske befolkning har en ide om, hvordan tingene foregår sådan et sted – jeg oplever dog som regel, at denne ide langt fra stemmer overens med virkeligheden. Ikke fordi virkeligheden er forfærdelig. Ikke fordi virkeligheden er fantastisk. Men fordi virkeligheden bare er grundlæggende anderledes. Jeg er en 28årig kvinde med mange ressourcer. Jeg ved ikke, om et skriv, der handler om, oplevelsen og “det svære” i at være en ressorcestærk, ung kvinde, som er nødt til at opsøge et system, og tilpasse sig dets rammer, kunne være interessant?

    1. Det lyder så spændende og interessant. Og som du siger: den gængse dansker ved så lidt om det. Det ville virkelig gavne at flere fik en bedre forståelse af psykiatrien.

      KH
      Marie

  8. Kæmpe stort fedt ja fra mig! Det lyder så fedt at få indblik i andres historier og gør det måske også mere mangfoldigt med indlæggene. Og så kan det godt være, at alting ikke er liiiige let at relatere til. Viden er rigdom og man bliver da kun rigere af at følge din blog! Glæder mig til at læse med!

    1. PRÆCIS A! Jeg har fanme lært meget om verden bare gennem jeres tanker i kommentarfeltet gennem årene! KH

  9. God ide.. Tænker det lidt er det samme, som Cana B gør det med hendes fredags fødselsberetninger og Danica Chloe har gjort det tidligere på hendes blog 😊

  10. Jeg synes det lyder som en god ide, men som andre skriver, så tænker jeg ikke det behøver kun at være ekstraordinært, måske “bare” inspirerende. Det kan også være emner som voksen venskaber der bryder sammen, kærestesorger osv., så det netop bliver relaterbart for de fleste i din målgruppe – for hvis det kun bliver det ekstraordinære, bliver budskabet jo netop, at du kun er noget, hvis du er ekstraordinær. Og de fleste af os er trods alt ordinære 😉

    1. Jeg kæmpede sådan lidt med at få sat de rette ord på for at beskrive det – for ja, kernen skal bare være inspirerende! Og så vil jeg faktisk påstå, at vi alle er er ret ekstraordinære 😉 Men det er nok en halv fyldt/halv tomt-tanke 😀 RIGTIG gerne noget med venskaber! JA JA JA! KH

  11. Women support women!!!!! Igen gør du det bare, kommer med et mega spændende og udfordrende tiltag til din blog. Jeg har virkelig elsket at læse andres beretning om vejen til at blive mor, især fordi det har været så forskelligt fra min egen vej. Det er inspirerende, rørende, humoristisk og ikke mindst øjenåbnende at ‘møde’ andre mennesker via en sådan platform.
    Skønt tiltag Cathrine, jeg glæder mig allerede 🙌🏼☺️

  12. Lyder spændende – jeg er dog enig med andre i, at det gerne må blive ordinært 😉 Det er faktisk ofte sjovt og mere retvisende.
    Jeg har selv et 8-15 job, som er super dejligt, men føler også nogle gange et mindreværd ved ikke at være mere “speciel” og det er faktisk sjovt at se, hvor mange har det sådan i dette kommentarspor.
    Jeg tror vi har en tendens til i samfundet, at ville høre historien om dem der sagde op, blev skilt, fulgte deres passion, flyttede på landet eller andet vildt, men den historie, har jeg det sådan lidt “den har vi hørt”. Jeg springer den faktisk over i dameblade, bare fordi jeg synes den er kedelig. Man kender ligesom den list den er skåret over.

    Så sammen med de ekstraordinære, så vil jeg også gerne høre om det relaterbare.
    Jeg synes i øvrigt, at du gør begge dele super flot Cathrine 🙂
    Mine yndlingsindlæg er dem om, hvordan I holder et parforhold i live, med nogle år på bagen. Hvordan man bruger tøj fra gemmerne på nye og anderledes måder. Og andre sådanne sager. Det beriger og inspirerer nemlig mit liv, sådan som det er 🙂

    Bedste hilsner,
    C

    1. Ej, C, det var LIGE PRÆCIS de ord, jeg havde tænkt mig til at skrive her til morgen! Jeg har nemlig tygget lidt på nærværende indlæg og tilhørende kommentarer siden i går. Jeg synes, din idé er vildt spændende, Cathrine, og den rummer mange potentialer. Som du selv skriver, så er det 8-16-jobs, der er flest af; flest helt almindelige dage med helt almindelige pligter for helt almindelige mennesker. Og gider man så læse om det (dvs. sig selv)? Ja, det tror jeg faktisk i en eller anden udstrækning, mange gør. Det skal ikke være en dagbog over en random onsdag, men nogle velovervejede refleksioner omkring ‘den sikre vej’, som mange har valgt, men som står i stor kontrast til spændende leveveje som selvstændig, forsker, missionær, ejer af et autentisk bed and breakfast i en lille, italiensk by, globetrotter med fire børn etc.
      Jeg lever selv forholdsvist stabilt – i mangel af bedre formulering, men mit/vores liv er aldeles velovervejet. Til tider kan jeg sagtens blive usikker på, om vi har valgt et kedeligt liv, når ‘alle andre’ tager på lang barselsferie, springer ud som selvstændige, sælger huset og kvitter jobbet for at leve off grid og videre i den dur.
      Der må være andre, der har gjort sig samme overvejelser, og dem hører jeg også gerne om.
      En hyldest (også) til det stabile liv! 🙂
      Hilsen en anden C

  13. Fantastisk idé! Og jeg er helt enig med de andre ifht. at det gerne må være de “ordinære” historier om skønheden i hverdagen <3 Jeg har nogle gange følt mig lidt for ordinær når der har været nogle af de historier, fra helt ekstraordinære kvinder, så at høre noget fra "begge lejre" ville være helt fantastisk <3

  14. Sindsyg godt initiativ og glæder mig også til, hvad der kommer ud af det. Jeg har dog et lille teknisk spørgsmål. Er det tegn med eller uden mellemrum? Tænker det gør en temmelig forskel. 🙂

  15. Jeg er også PhD-studerende som en anden her i kommentarfeltet. Vi (dvs. den forskergrupper jeg er en del af) er ved at afprøve et nyt lægemiddel til behandling af blodpropper i hjernen. Jeg har været igang med et PhD-studie tidligere, og jeg gennemførte næsten , manglede bare at skrive den sammen. Så blev jeg ramt af stress, stress så alvorligt at det gav mig en kæmpe depression og en belastningsreaktion. Det første år vidste jeg dårligt hvad jeg hed, jeg kunne stirre ud i luften, det var hvad jeg kunne. Min hjerne lukkede helt ned, som i helt ned. Det er dælme skræmmende når man er ved at forskeruddanne sig. Hvad skulle jeg så lave hvis min hjerne var gået i stykker? Jeg var sygemeldt i 3 år, så mente systemet jeg var rask. Det var jeg ikke helt, men rask nok til at komme på arbejdsmarkedet. Jeg spiste antidepressiv medicin i 7 år, men er nu trappet ud, og jeg siger jer det er et kæmpe tabu at være syg med stress (det mener alle jo de er i en eller anden grad), dernæst depression – for man kan jo “bare tage sig sammen”. Hell no, dem der siger det skulle have så mange tæsk med en meget våd avis!!! Så hvad tror I reaktionen var fra omgivelserne da de fandt ud af at jeg ville starte forfra på en ny PhD? Om jeg var f****** sindssyg? Tja, måske men nu hvor jeg har været igang forsøger jeg at holde min daglige arbejdstider på en 8-timers arbejdsdag. Jeg bliver syg igen hvis ikke jeg gør det, og det kan godt lade sig gøre, men man skal have modet til at sige fra overfor sine omgivelser når de vil presse en til at arbejde lidt mere, for du er jo igang med et PhD-studie ikke sandt. Der skal være tid til at tage sig af sine interesser som ikke har med arbejdet at gøre – ellers er de fleste af os ikke et helt menneske, og det kan godt lade sig gøre. Det er en prioritet man skal gøre og man skal være tro mod sig selv, og for at kunne være det skal man mærke efter – mærke efter hvad det er der gør en glad i hverdagen. Umiddelbart såre simpelt, men ikke i virkeligheden for rigtig mange kvinder i dagens DK.

    1. Skriv din historie, Carina, jeg tror mange gerne vil læse den. Om at sætte grænser for sig selv i det vigtige at passe på sig selv – og sætte grænser for andre, så de ikke træder over! KH

Læg en kommentar