Miniguide til Stockholm + tog-tips - ROCKPAPERDRESSES
Miniguide til Stockholm + tog-tips

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Det var ikke mange timer, vi fik i Stockholm. Reelt kun en enkelt dag, onsdag, hvor vi til gengæld også gik 27.000 skridt – hver, selvfølgelig. Dog var det min tredje gang i byen, så lidt erfaring i rygsækken havde jeg – især også takket være jer. Jeg har dog stadig tilgode at opleve Stockholm om sommeren. Det gad jeg så godt. Sommer i det svenske, åh!

Stockholm er bare en vidunderlig by, fyldt med historie, vildt smuk arkitektur og virkelig god mad, god shopping. Men der må især en streg under de søde sager. Kager, boller, småkager, gode kaffer. Det man på svensk kalder ‘fika’. En lille kaffe-kage-pause som har en særlig indbygget hygge. Det burde være obligatorisk på alle arbejdspladser i Danmark, ligeså vel som en frokostpause. Et øjeblik på eftermiddag hvor man mødes om en kop og et styk bagværk og kommer hinanden ved i det laveste tempo.

Nårh, men Stockholm. Ja, det bliver jo ikke til meget mere end en mini-guide, men værsgo’.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Vi boede:

Radisson Collection (Nybrokajen 9) – skønt hotel lige over for det smukke, gamle teater Dramataen, hvor min yndlingsinstruktør (udover Wes Anderson) huserede i mange år, Ingmar Bergman. Det ligger på kajen med den smukkeste udsigt udover vandet, tæt på de de fleste shoppinggader, i gåafstand til de meste.

Værelserne er smukke, simple og med sildebensparket. Der er god plads og højt til loftet. Restauranten er ikke noget at skrive hjem om til aftensmad – men morgenmaden er rigtig fin med et stort udvalg.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Vi spiste og drak kaffe her:

Holy Greens (flere steder)

Salatbar i den smarte, instavenlige ende. Vi tog salater med til togturen hjem, og min vegetariske ‘Eat your greens’ kan varmt anbefales. Man kan også sagtens indtage de lyserøde rammer og spise sin salat på de grønne marmorborde – eller måske tage den med til vandet og nyde udsigten derfra. Gåturen er trods alt ikke så lang.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguideJohan & Nyström (flere steder)

Super smart kaffe og tekæde, som ikke virker kædeagtigt og kaffenørderiet er super 3rd wave-agtig. Vi var der et par gange; til en kop earl grey med rosenmælk (!) og en cortado anden gang. Begge dele virkelig lækkert – og man må have barnevogn med ind. Generelt er de endnu mere pro babies med pusleplads de fleste steder.

Drop Coffee (Wollmar Yxkullsgatan 10)

Skøn lille kaffebar, som virkede som et lokalt hangout. Kaffen var så blød og lækker og de fyldte gerne min Keepcup op hjemmefra.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Mr. Cake (Rådmansgatan 12)

Mr. Cake (eller Roy Fares – fætter vistnok til Fares Fares i øvrigt) er i Sverige hvad Katrine Foged Thomsen (medejer af Grannys-kæden) er i Danmark; en kageglad tv-type med succes on the side. Han har skrevet et ton kogebøger, vinder ofte diverse konkurrencer på smag, og så skulle han være så rar, så rar. Hans café i Stockholm er velbesøgt og laver både frokost (vi fik en ret lækker salat!) og mega lækre kager. VILDE kager, prøv at google ham. Igen et sted, hvor man må tage barnevogn hele vejen med ind.

Lillebror bageri (Rörstrandsgatan 12)

Den var der flere af jer, der nævnte. Vi nåede det akkurat ikke – det var ellers det sidste på to do listen. Men det skulle være et virkelig skønt bageri med MAGISK semlor, når sæsonen altså er.

Agnes (Norra Agnegatan 43)

Nåede vi ikke – vi endte med kun at spiste hotellet begge aftener. Når man har en baby, der putter klokken 19.00 er det lidt svært. Men Agnes skulle være ret super mad – tapas, god vin. Pastaretter, pølser osv. Hyggeligt og nærværende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Hvad/hvor skal man shoppe?

Béton (Nytorgsgatan 23B)

En af mine yndlingswebshops har fysisk hovedsæde lige her. Det er en overraskende mikrobutik, så ikke nødvendigvis vigtig at rende efter. Men de er kendte for deres mokkasiner i læder og har generelt et smukt udvalg. Mange danske mærker som Ferm og Konges Sløjd.

Erika Petersdotter (Sankt Paulsgatan 11)

Er man bidt af en gal lerpotte, så må man forbi denne her lille butik. Et mikro værksted og butik med hånddrejet keramik. De fineste smukke tallerkner, kopper, lysestager i den simple nordiske stil. Jeg skulle virkelig holde mig selv i nakken for ikke at slæbe med hjem.

 

Og så er svenskerne jo bare generelt dygtige på tøj. Hele H&M-familien, Arket, Stories osv. Filippa K, Totême. Lagerhaus og Granit for indretning og sjove små gavesager.

Erika Petersdotter

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Hvad skal man se?

Af hyggelige områder fik jeg anbefalet Södermalm, som ligger syd for Gamla Stan. Det er et område a la Vesterbro møder Nørrebro. Det er de lokale bor. Der er stoppet med fine små kaffebarer, smukke bagerier og fine særlige butikker.

Vi fik at vide, at Gamla Stan var helvedes forport – meget som Strøget i Danmark fyldt med magnetbutikker og andet gejl. Men vi fik på den yderste gade, før man rammer vandsiden, og der var altså bare så skønt. Det er fuldstændig som taget ud af Harry Potter. Gader og bygninger så skæve som Pisa. Brosten, smukke gule farver. Det så velbevaret og passet på – det må man altså lige gå igennem.

Kungliga Slottet (Gamla Stan)

Er man lidt royalt interesseret, så kunne et visit til slottet i Gamla Stan være det helt rigtige. Måske endda en hverdag omkring kl 12.15, hvor der er vagtskifte, så man får den fulde oplevelse med. Ret vildt og gigantisk slot, som står markant og troner midt i Stockholm med god udsigt over vandet. Det ser næsten helt spøjst ud, fordi det er så kæmpe stort og markant. Men altså garanteret flot at opleve!

Fotografiska (Stadsgårdshamnen 22)

Et ret fantastisk museum med fotokunst og en vidunderlig butik med virkelig mange skønne prints. Jeg besøgte Fotografiska på min første tur til Stockholm, og jeg husker det, som en vigtig oplevelse.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

Toget til Stockholm

Hvis man flyver til Stockholm, vil turen til du står i centrum typisk tage minimum tre timer. Om alt går smurt. En time før i lufthavnen, en time i luften og en times kørsel fra lufthavn til centrum. Plus den tid det tager dig at komme hjemmefra.

Set bort fra at hurtigtoget til Stockholm er en rimelig bumlet affære og dem med hang til køresyge (os begge inklusive) vil nyde godt af i det mindste at sidde i den rigtige køreretning, så er det en ret skøn tur. Meget smuk natur; søer og skov. Og den tager fem timer med relativt få stops fra Københavns Hovedbanegård. Hvis du ikke har en baby med, så er det altså super effektiv arbejdstid. Frem med computeren, ingen forstyrrelser – bare fem timer, du kan sidde på din plads og få noget fra hånden, frem for de mange breaks, når man er med fly.

Der er en bistro ombord på toget, hvor du kan købe frokost, snacks og drikkevarer – men af bitter erfaring; tag selv frokost med. Hele bistroen var lukket, fordi dankortet ikke virkede på vores tur derop. Og vi havde ikke mad med. Av!

Vi bestilte gennem DSB, to voksne og et barn (tror billetten hed 4-11 år). Babyer regnes for at kunne sidde hos forældrene og får således ikke en plads. Men når man kommer med klapvogn/barnevogn, en pose med legesager, pusletaske osv. så er det altså rigtig, rigtig rart at have en plads hver. Eddie blev puttet i sin lin lift som stod på sædet ved siden af mig under hele turen.

Jeg har dog fået det tip, at det er billigere at booke gennem SJ – det er billigere. Og man skulle vist også kunne vælge sæder, så man ikke som os ender mod køreretningen og splittet på sæder bag hinanden fremfor samlet.

Hvordan klarede Eddie det? Fantastisk flot. Over fem timer i tog og selv om han kun fik to små korte lure på ca. 30-45 minutter, så var han absolut mild og glad. Selv om jeg var SÅ nervøs på forhånd. Vi kører et rimelig stramt skema herhjemme omkring lure. Det er super vigtigt for os, at han får sine lure, for han har det så meget bedre efter dem. Men nu gik det jo helt i skvudder og det til trods; en sej lille baby, der klarede turen uden at blive ked af det.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stockholm miniguide

5 kommentarer
  1. Det er jo helt vildt, som han ligner Adam!

    Jeg har skrevet det før, men det kan godt tåle en gentagelse: Mega sejt, at du/I går foran med det gode eksempel og viser, at det sagtens kan lade sig gøre. Man behøver ikke at nøjes eller mangle noget, man får bare andre ting i stedet, når man prøver at leve mere klimavenligt.

  2. Generelt lille tip omkring togture: Tjek altid de udenlandske operatører! Jeg er ved at planlægge en lidt større rundrejse i Syd/Vesttyskland, og for udrejse, hjemrejse og vores 3 mellemrejser mellem destinationer skal vi af med ca. 2.800 per mand – og ud/hjemrejse er altså på 1. klasse 👍 Det synes jeg dælme er billigt, når en returbillet København-Malmø snildt kan koste 500 kr. og tager ca. 30 minutter, hvor turen til München tager 13 timer og kan fåes til under 750 kr.

    Vi bestiller gennem Deutsche Bahn, og det kan varmt anbefales! Deres hjemmeside er på dansk og du kan sagtens bestille billetter København-Hamborg, og så er resten af Europa ligesom åben ☺️ Jeg har også gode erfaringerne med České dráhy (Tjekkiet), ÖBB (Østrig) og Trenitalia (Italien)

  3. Tak for fin guide! Lille kommentar til hurtig-togturen til Stockholm – jeg tog toget hver måned i et år og fik aldrig lavet noget arbejde på den tur pga de særlige rullende bevægelser det laver. Og jeg bliver ellers ikke normalt køresyge. Når det er sagt så elskede jeg den tur for det gav mulighed for at se virkelig mange gode film på computeren og glo ud på landskabet der totalt svensk&smukt ruller forbi. 😊✨

  4. Tak for det her fine indlæg. Mine søskende og jeg giver altid hinanden en rejse, når vi fylder rundt, og jeg er netop blevet 30, og der har vi besluttet at turen går til Stockholm – med tog, naturligvis. Så denne her guide er jo som skabt til os.
    Og så vil jeg også sige, at det er virkelig fedt, at du bruger din platform til at inspirere til mindre rejse med fly og mere med tog! Og kommer med eksempler på, at man altså ikke behøver miste sit internationale udsyn, bare fordi man så vidt som muligt forsøger at undgå flyrejserne.

Læg en kommentar