Det moralske kompas - ROCKPAPERDRESSES
Det moralske kompas

rockpaperdresses, cathrine Widunok Wichmand

Jeg har over de sidste par uger oplevet en tiltagende nysgerrighed og spørgsmål til, hvordan jeg gør tingene, businesswise. Lad mig i dag tage jer lidt ind i en metasnak om blogmediet, kunderelationer, reklamer – lidt ind i maskinrummet.

Lige siden jeg begyndte at åbne op for mine egne klimabekymringer og delte mit eget behov for at begynde at ændre min verden og hverdag, dag for dag, så oplever jeg, jeg har fået et nyk op ad moralens stige – i andres billede af mig. Selv om jeg også har forsøgt at udtrykke, at jeg ikke er hellig.

Det er selvfølgelig et vanvittigt kompliment – at blive somewhat set som et moralsk kompas. En at spejle sig i og efter. Men udfordringen er også, at jo højere op på den stige, man kommer, jo mere vakkelvorn bliver den, jo større risiko er der for at falde. Dybt.

Hvordan katten endte jeg der? Og hvordan kommer jeg ned?

Det er der ‘heldigvis’ nogen, der er klar til at hjælpe mig med, hehe… Jeg kan godt fornemme, at der står nogen nede for enden af stigen, klar til skubbe lidt til den, til at se om jeg kan komme ud af kurs (selv om kursen ikke er defineret af mig). De har kritiske spørgsmål, af ren nysgerrighed.

‘Hvordan har du det egentlig med, at en af dine store kunder bruger dyreforsøg, nu du selv har hund?’

(Det er forbudt at lave kosmetiske dyreforsøg i EU – så den makeup og de cremer vi specifikt køber i Danmark er ikke testet på dyr. Men så kan der være krav om kosmetiske dyreforsøg på andre markeder, hvorfor brands kan gøre det der).

‘Er det ikke modstridende, at du reklamerer for tøj og samtidig siger, du afmelder nyhedsmails på din mail?’

(Jo, men vil gerne sortere i mine reklamekanaler, så jeg ikke får dem alle steder fra. Ligesom jeg også betaler for Spotify for at undgå reklamer. Det er ikke en hetz mod reklamer, men et fravalg af dem, der ikke giver mig andet end et link og “KØB”. Reklamer kan også inspirere – i den rette mængde, lavet på en ordentlig måde, ikke kun til køb men at se tingene på en ny måde, fx styling af tøj).

Da blogs blev kommercielle var der et par år med diskussioner om hvorvidt, de hørte sig til på de platforme. Reklamerne. Jeg tror egentlig, at den “veninde-relation”, som var opbygget over årene, føltes svigtet. “Så nu skal du til at tjene penge på mig, på at jeg er her og læser med”. Men som blogs blev mere og mere tidskrævende at drive, kvaliteten steg osv., så krævede det også, at man kunne forsvare det økonomisk overfor familien, venner, arbejdspladser måske. Man kan drive meget på hobbyplan, men når de nærmeste rammes på kvalitetstid, så er det ikke rigtig længere bare en hobby. Så er det man skal vælge og sortere.

Men det tror jeg egentlig også, vi er kommet videre fra i blog/insta-verdenen. Min fornemmelse er, at reklamer er accepterede. Til en vis grad i hvert fald – jeg kan en sjælden gang imellem få “du har godt nok meget spons for tiden”, selv om jeg driver en ret skarp fordeling på, hvor meget jeg maksimalt må have ugentligt på blog og insta (og i øvrigt sjældent når maksimum). Og der hersker stadig den tendens, at sponsorerede posts på insta og blogs aldrig ‘performer’ ligeså godt som konventionelt. Jeg tror, der stadig er en grundfæstet modvilje til at tage reklamer på sociale medier fuldt ind og supporte, selv om indholdet kan være ligeså godt (hvis ikke bedre, selv lægger jeg mig virkelig i selen i udarbejdelsen af sponsorerede indlæg). Kan jeg lide, hvad jeg ser, så giver jeg gerne et like, en kommentar – for jeg ved, det betyder noget. Det er ligesom den form for ‘abonnementsbetaling’ jeg kan give. Jeg betaler ikke for alt det indhold, jeg får fra ‘influencere’, så jeg må støtte dem med mit like og en kommentar, når de endelig har et samarbejde, de får penge for, og som jeg synes er fint.

ANYWAYS. I det store billede: Reklamer hos influencere er… Tålte! Hehe..

Men jeg synes, der dukker flere og flere spørgsmål op til de reklamer. Læsere og følgere begynder at være mere og mere kritiske til valget af reklamer. Om det kun rammer mig, fordi jeg i nogens øjne er kravlet et par trin op ad den førnævnte stige eller om mine kolleger oplever det samme, det ved jeg ikke. Spørgsmål om dyreforsøg, (medskaber af mer-)forbrug, at være med til at medstresse medmødre med perfektionisme osv.

Så er modtagere af reklamer alligevel ikke så passive og “alt-ædende”, som nogen påstår. Og det er sgu da stærkt! Vi tager stilling til de ting, vi stilles overfor. Vi er kritiske overfor reklamer. Hvad er hensigten og hvem står bag?

De spørgsmål har vi svært ved at stille TV2, TV3, alle de kommercielle radiokanaler, damebladende osv. hvorimod influenceren er lige i øjenhøjde (stadigvæk) og en DM eller en kommentar på nettet væk fra at stå til ansvar.

Og det er hårdt! At skulle stå til ansvar. Hele tiden! Det tror jeg mange mennesker vil synes. Hvis vi både skal stå til ansvar for dyr, mennesker og planeten. Politisk, værdimæssigt. Det hele.

Jeg vælger samarbejdspartnere ud fra flere parametre, som ikke altid er i spil samtidigt men varierer. Er produktet spændende? Kan brandet påvirke mit brand positivt? Er budgettet i orden (yes, penge er en del af overvejelsen, jeg er ingen Mother Theresa)? Stemmer vi overens på målsætningen for kampagnen? Vælger de mig til, fordi de synes jeg er dygtig og matcher dem – eller fordi de ‘bare’ vil bruge mine markedsføringskanaler? Kan jeg blomstre arbejdsmæssigt i udfordringen? Hvad er brandets værdisæt, og hvordan passer de til mig?

Rigtig mange falder igennem og får et nej tak. Få slipper igennem, hvor mavefornemmelsen først siger nej, når samarbejdet er igang. Sådan er det.

Jeg forestiller mig, at jeg tager mere stilling til dem, jeg arbejder for, end de fleste gør i et mere klassisk arbejde. Det skal jeg også – fordi jeg gør reklame for dem. Men hvornår har du sidst set CSR-programmet igennem i din virksomhed? Vi er alle repræsentanter og reklamesøjler for dem, vi arbejder for. På mikro- og makroplan.

Jeg har en drøm om at arbejde meget mere med bæredygtige kunder, som Matter Pension, som det arbejde jeg årligt har gjort omkring H&M’s Conscious Exclusive – mange flere stærke, bæredygtige kunder og kampagner i den dur. Det er mit personlige mål for min business. Men ting tager tid. Jeg er sikker på, at det kommer.

Hvor skal jeg slutte? Vi kommer vidt omkring. Men lad mig slutte her. Forleden kom ordet ‘unuanceret’ op. Jeg var med til at bringe et unuanceret billede og med til at fastholde køn i stereoptyper. Men det er jeg jo. Unuanceret. Det er vi jo som mennesker. Til tider. Vi kan ikke favne alle nuancer hele tiden. Jeg er ikke 100 % neutral i alt, jeg gør og siger, og jeg gør virkelig ikke altid det rigtige. Nogen gange kan jeg først se, hvad der var ‘det rigtige’ på bagkanten. Jeg har ikke lyst til at stå på toppen af den stige, for jeg synes ikke, jeg har noget at gøre der. Jeg kan ikke stå på mål for alt. For alles følelser, for alle aspekter af virksomheder jeg arbejder for, for hele butikken.

Jeg får lyst til at smide klichéen, at jeg jo bare er et menneske! Ikke som en undskyldning eller carte blanche men med et stort fedt udråbstegn bag. Et menneske som er både irriterende, trættende, stædig, unuanceret, dobbeltmoralsk – og energisk, rummelig, empatisk, kærlig, fornuftig, vidensnysgerrig. Og så er jeg en bekymret mor og kvinde, der gerne vil ændre små vaner i min hverdag for at blive lidt grønnere. Jeg ændrer ikke alt på en dag, men bliver hele tiden lidt klogere og oplyst. Også i mit arbejde. Jeg er bekymret for vores klode og gør derfor de små ting i hverdagen, fordi jeg har brug for at føle, at jeg gør lidt. Jeg har brug for at tage ansvar, hvor jeg føler, jeg kan. Hvis du føler dig utilstrækkelig, fordi du ikke træffer de samme grønne valg som jeg – så kan det være det kommer. Ligesom jeg heller ikke kan følge med alle dem, der er foran mig. Vi er forskellige steder på vores grønne – og moralens – rejse.

(Lidt i forlængelse af det. Dér hvor vores handlinger har en virkelig stor effekt: STEM når vi om lidt skal til valg! Og sæt dig ind i, hvem der gør mest for det, der betyder noget for dig!)

rockpaperdresses, cathrine Widunok Wichmand

32 kommentarer
  1. Elsker når du står frem på den måde, Cathrine. Mange tak for et kig ind i motorrummet, så man kan fornemme dine overvejelser lidt tættere på. Virkelig inspirerende markering af hvem du er, og hvordan du går den her vej.

  2. Du er så inspirerende netop fordi du “bare er et menneske” – og tør vise det. Tak for en fantastisk blog, som jeg føler mig heldig over at kunne læse gratis!

  3. Jeg kan sgu godt forstå, det holder hårdt at gøre alle tilfredse. Men jeg tror, det med moral er vildt komplekst. Vi læsere vil jo faktisk helst bare have et menneske. Men en såkaldt ‘influent’ er ikke ‘bare et menneske’, men tvært imod så ved vi godt, at vi på de kommercielle blogs ikke er ligeværdige med skribenten. Og det tror jeg, folk er begyndt at reagere på. Når vi ikke er ligeværdige får I en ny status. Skal I have noget af os, vil vi også have lov at stille krav til jer – og lige pt tror jeg nogle steder, vi oplever en massiv bloggerlede, fordi det simpelthen er gået for vidt med dobbeltmoralen (her mener jeg ikke dig). Sådan har jeg det også og hvor jeg tidligere har kunnet scrolle mig igennem sponsoreret indhold har jeg nu fået det sådan at jeg simpelthen decideret ikke vil støtte de brands (bloggere) hvor jeg synes kontrakten er blevet for skævvredet. Og derfor hverken følger eller læser dem mere, uanset at jeg engang fandt dem ok underholdende.
    Jeg synes du har en ret fin balance, og er utrolig dygtig til det du gør – bla fordi du deler de her overvejelser.

    1. Det er meget komplekst! Jeg tror helt sikkert også betegnelsen ‘influent’ virker distancerende, når hele pointen med det nye medie var nærhed og i øjenhøjde. Pludselig har det et navn. Selv om jeg tror, det er de færreste der omtaler sig sådan – det er mere en fagterm.
      Og så kan jeg sgu godt forstå en bloggerlede – hvad end den kommer af. Tror du det er dobbelmoral? Og hvordan kommer den udtryk tænker du? Bare så vi forstår hinanden.
      Jeg tror helt sikkert også, at der er mæthed af det ‘luksusliv’, som igen er distancerende, flere og flere lever. Måske lidt misundelse? I så fald forståeligt, når jeg skal arbejde færre timer for at tjene det samme som andre i mere klassiske stillinger. Men en mæthed af de vilde goder, måske?
      I al fald interessant. Alt kommer i bølger og der bliver sikkert skilt får fra bukke kontinuerligt i det her game. KH

      1. For mit vedkommende en mæthed over, at det (trods forandringer i landskabet) bliver ved med at være så interessant at søge en særlig form for tilværelse – at gå efter at tjene mange penge, så man kan købe mere tøj, at tjene flere penge, så man kan tage på lange rejser, at tjene endnu flere penge, så man kan flytte i noget større.

        En træthed over manglen på kreativitet.
        En træthed over ikke at turde se tingene anderledes, vende tingene på hovedet, droppe det kedelige udgangspunkt ‘penge’, når vi er så fandens rige og har så stærkt brug for at dyrke fællesskabet, at rette blikket ud.

        En lede ved den samme mentalitet på så mange platforme. Som om alle mennesker vil det samme. Og at nogen altid ved, hvad de vil have, før de selv ved det. Og så er der jo (heldigvis!) et ‘men’.
        For flere og flere begynder at tænke anderledes. Nogle får igangsat mentalitetsændringen pga. en klima-frygt, en trykkende følelse af ‘nødvendighed’.
        For andre måske et reelt ønske om mere luft og simplicitet som udgangspunkt.

        En lede ved at få smidt i hovedet, at man er misundelig, hvis man vil noget andet. Hvis man for eksempel har et reelt ønske om ikke at eje mere.
        En lede ved strømmen, den konstante dyrkelse af et ‘mere’, et ‘bedre’, som skal dokumenteres.

        Et par hurtige tanker, som på ingen måde er møntet på dig. Vores liv er fyldt med farver og glæder, og jeg synes, det er spændende at se, hvordan flere finder modet til at tænke kreativt – at forstå, at vi i mange situationer kan vælge, hvordan vi tænker – om det så er når vi læser en blog (som vi nyder), når vi er sammen med vores børn og får nye øjne at se med på vegne af dem, når vi bombarderes med (måske ikke-relaterbare) reklamer i mange af de retninger, vi ser hen.

        Så for mig – manglen på identifikation, at befinde sig i et skørt, fælles mellemrum mellem en fastgroet, dominererende mentalitet og et ønske om forandring, løsrivelse. Og (selv)kritikken, frustrationen, moralen, usikkerheden og drømmen ligger der, i mellemrummet.

        1. Sarah, fantastiske tanker, som jeg bare lige må anderkende jeg har læst, men som jeg lige må tage mig tid til at svare ordentligt, når jeg ikke står og pakker. Ville bare lige anderkende dig! Meget spændende! KH

          1. Sarah siger det godt, ja. Men ja, et sammensurium af mange ting. I bloggere er blevet ældre, og vi er blevet det med jer (jeg er en håndfuld år ældre end dig). Jeg er akademiker og vant til en vis mængde indhold i det, jeg beskæftiger mig med. Blogmediet har jo aldrig været kendt for sådan for alvor dybde og det er fint nok at koble af med, og jeg holder meget af når du fx skriver om livet på godt og ondt. Det er min tid værd. Men leden, ja, jeg tror den er kommet fordi reklame i jeres branche ikke bare skaffer smør på brødet men på mange måder har været den faktor, der trækker jer væk fra os læsere og gør jeres platforme utroværdige, distancerede, fordi det er så tydeligt, at I er en forretning. Den ene dag er det sjælens dybde, den næste er det Nivea.
            For mig selv kan jeg sige, at jeg mangler intet, jeg er voksen og landet i mig selv for længst, og I gør ikke indtryk på mig som forbilleder men som kvinder, jeg kan relatere til. Ikke som veninder men som stemmer, der måske mener noget om de samme ting som jeg. Har en holdning til verden, til forbrug, til livet med andre. Helt ærligt ville jeg foretrække blogs af ikke kommerciel karakter og dem er der heldigvis også mange af men af og til har du jo fx nogle virkelig indholdsrige indlæg, jeg gerne vil læse. Jeg tror måske heller ikke jeg er din typiske læser, men afsmagen fir den kommercielle del, synes jeg stemmer meget godt overens hermed i mange kommentarspor.
            Knus

  4. Når jeg læser de forventninger, du møder, så tænker jeg lidt på, om det var den del af den menneskelige adfærd, der opfandt Gud og andre ophøjede væsener. At man som menneske har et behov for at kigge på det perfekte og ufejlbarlige i en skikkelse. Jeg ved ikke, om det virker lidt søgt, men jeg synes virkelig, det er interessant, at der er så meget højere forventninger til jeres moral end andre “dødelige” i vores hverdag.

    “Gudestatus” – det var da alligevel noget at sætte på cv’et, hva? 😉❤️

    1. Haha, SÅ vælter stigen først! Det minder vist lidt om historien om Babelstårnet! 😅 Men det var meget kærligt og sjovt tænkt, tak Helle! KH

  5. Kære Cathrine! Jeg elsker din blog og har fulgt med i mange år. Du gør det skide godt.
    Jeg ønsker på ingen måde at være “klimapoliti”, for jeg prøver også selv at træffe bæredygtige valg og forsøger at leve klimavenligt – og det er mega svært og en jungle at navigere i! Jeg ville bare ønske at en blogger med så stor en indflydelse og stort et ønske om at passe på kloden, undersøger grundigt, før du kalder noget bæredygtigt, #miljømandag osv. Jeg synes det er så fedt, at du gør det bedste du kan! Men bliver H&M nogensinde bæredygtigt – uanset en linje med det fokus? Bliver det nogensinde bæredygtigt at forbruge? Jeg tror i høj grad at vi skal ændre vores forbrugsvaner – forstået på den måde, at vi skal bruge det, vi allerede har. Der er så mange “bæredygtige” ting vi kan købe – men måske har vi faktisk allerede et gammelt indkøbsnet, termokrus eller skjorte. Alt hvad vi køber fra nyt sætter et aftryk. Det synes jeg er vigtigt at have in mente. Jeg tror desværre ikke, at vi redder kloden ved at købe nye kjoler fra H&M og nye indkøbsnet, tværtimod.

    1. Jeg er meget enig i din pointe her, Kathrine – og jeg tror faktisk, den også er en del af den lede, man kan opleve. At man simpelthen ikke forstår pointen i at blive ved med at lede efter ting ude i verden, som tillader os, at vi bliver ved med at have samme eller lignende forbrugs- og tankemønstre som hidtil. Det kan godt være, at du kan gå ned i din helsekost og finde en pakke sugerør af bambus – men det kunne jo også være, at du skulle droppe sugerøret – for nu at komme med et lille eksempel.

      Altså – uenigheder/forskellige syn på, hvad bæredygtighed er, og hvor vi skal sætte ind. Og derfor er det jo vigtigt, at der er plads til kritiske refleksioner, så vi kan holde samtalen levende. Så kan det være, det en dag ikke er så skræmmende at tænke de små ting i et større perspektiv, en større mentalitetsændring.

    2. Kathrine, jeg er meget enig med dig! Cathrine skriver fantastisk og jeg synes hun gør det så godt, også på det moralske plan, men H&M er bare ikke det bæredygtigt, til trods for Conscious Collection. Det er greenwashing for at dække over fast fashion, som ingen har brug for. Det er ikke Cathrines skyld, men jeg drømmer om, hun finder et andet mærke der i endnu lettere grad kan forsvares ❤️

  6. “Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”!
    Vicki Berlin blev engang i Go’ aften Danmark mødt med en kommentar omkring lædersko og/eller flyrejser, nu hvor hun er veganer. Og hun var sådan “helt ærlig, mand!”. Bare fordi man forsøger, behøver det jo ikke betyde, at man gør alt!

    Godt skriv – og tak for en fantastisk blog generelt <3

    1. UH – det er jo lidt hovedet på sømmet. Og selvfølgelig skal man ikke punkes for ikke at gå hele vejen (jeg tvivler på, der stort set er et eneste menneske på denne jord – men kan jo i hvert fald ikke undgå at sætte CO2 aftryk bare ved at være til). Der, hvor det bliver iøjnefaldende med fx lædersko på veganere er, hvis man har været i en duel med ex en veganer og bliver skældt ud for at benytte sig af animalske produkter – du ved, ligesom når Alternativet vil have os til at droppe flyrejser – i hvert fald når det kun er pleasure, men så selv benytter sig af det i høj grad med formuleringer som: “min hobby er dykning, så jeg bliver jo NØDT til at flyve til varmere lande” eller: “jeg vil jo gerne tage på ferie med mine børn, når jeg har fri, derfor flyver jeg”, så er moralen for fald, og så opstår leden ved det. På samme måde, som veganer-tilfældet. Nu må du ikke tro, jeg kun har mødt sure/udskældende veganere – slet ikke – men det sker ind i mellem. Det handler nok også meget om; man kan ikke tvinge andre, eller skælde andre ud for deres livsstil, men man kan nudge og vise vejen med egen levevis.

      1. Jeg tror, Vicki Berlin blev irriteret over kommentaren (og det gjorde jeg også!), fordi hun var derinde for at tale om, hvilken betydning det havde for hende, at lægge kosten så meget om, som en vegansk kost indebærer. Og straks bliver samtalen drejet over “jamen, hvis klimaet er så vigtigt, hvad så med….” . Nu lød det til, at hun generelt også forsøgte at undgå animalske produkter, men hans spørgsmål ramte bare helt ved siden af i en snak omkring vagansk kost. Hvor det bærer præg af en løftet pegefinger. Ikke at hun gjorde det som veganer over for Felix Smidt som vært, men at han gjorde det over for hende. At hvis hun siger A som veganger, må hun også sige B…. Hvis du kan følge mig?

        For jeg er helt enig med dig i, at hvis man prædiker for andre, bør man som minimum efterleve regelsættet selv 🙂

  7. Du skriver: Hvordan katten endte jeg der? Og hvordan kommer jeg ned?”

    Jeg tror dit skriv og din oplevelse af at blive sat op på en piedestal og der så samtidig er nogle, der forsøger at få den til at vælte, hænger sammen med en grundlæggende tendens i vores samfund, nemlig perfekthedssamfundet. Vi higer efter at gøre det hele rigtigt – være den bedste udgave af os selv på alle fronter, og som du skriver, det er vi jo ikke: vi er mennesker! Og det virker lidt som om, at vi har glemt, at vi rent faktisk kun ER mennesker.

    Problemet er, at vi jo alle sammen er enige om: Vi bør være sunde, passe på klimaet, bør have en uddannelse, et godt job, være gode forældre, gode veninder, være nærværende, mindful, aktive, marathonløbende, grøntsagsspisende og samtidig afslappede omkring det hele… osv. osv. Så sindssygt mange krav, at det er fuldstændigt umuligt at gøre det hele på en gang! Det er fuldstændig urealistisk. Og alligevel er det, som vi kræver af os selv og hinanden?

    Jeg sidder netop nu og redigerer en episode til min podcast, hvor jeg taler med psykolog og forfatter Krista Bojesen om netop emnet ‘skam’. I Kristas optik er det, der kan opløse skammen psykologisk set ‘de kærlige øjne’ og i hendes perspektiv gør hun brug af begrebet ‘nåden’, som hun har hentet fra kristendommen. Nåden, som et modsvar til præstationssamfundet. Nåden, der ved, at vi ikke er perfekte menneske og at det aldrig ikke skal være det vi stræber efter, hverken for os selv og kræve af hinanden. Hvor vores værdi, berettigelse til at blive acceptere, elskede, blive mødt af andres kærlige blik – aldrig afhænger af det vi magter at gøre.

    Når vi tror, at vi skal magte alt – og kunne alt – så ender det jo med, at vi på et tidspunkt alligevel må indse, at vi ikke kunne dét, og medfører det så en indre skam? og en ydre udskamning?

    Jeg håber virkelig, at vi allesammen må huske os selv og hinanden på, at vi kun er mennesker og at vi har brug for at blive set på med nådige og kærlige øjne.
    Det nådige blik på dig selv håber jeg, at du må blive ved med at fastholde, også selvom du møder det modsatte.

    Kærligst Kamilla

  8. En lille kommentar om dyreforsøg:
    Selvom det er forbudt at teste kosmetik i EU, kan firmaer omgå reglen på snedige måder. Ikke noget jeg skal gøre mig super klog på, men det er der heldigvis andre der har gjort. Hvis man vil være sikker på at man ikke støtter dyreforsøg kan man melde sig ind i Facebook gruppen ‘Ikke testet på dyr – gruppen’ der er lister med de brands (også f.eks rengøring) man som dyreven trygt kan købe fra 💚

  9. Hvor er du altså bare pisse dygtig! Det her skriv er jo bare så meget en fed streg under, at du er mega talentfuld på flere planer og at der er en grund til at du ( i hvert fald i mine øjne) er en af danmarks bedste i dit erhverv og til det du gør. Det er en fornøjelse at læse og følge med. God ferie 🙂

  10. Helt enig i dit indlæg, går selv meget op i f.eks. kun at købe mærker der ikke tester på dyr.
    Men f.eks. Avene som jeg brugte meget før, og kommer fra Frankrig, de er faktisk ikke cruelty free, de støtter test på dyr. Dette er bare et eksempel, f.eks. Lancome, Maybelline osv. er også alle sammen under denne kategori, så det er svært at skære den så bestemt over med at hvis man køber mærker der er fra europa så tester de ikke på dyr, for så hvis de sælger til Kina så er det et krav at de tester deres produkter der, selvom de ikke testes i Europa.. Hvilket jeg synes er virkelig ærgerligt, for jeg finder det virkelig svært nu om dage at kunne finde makeup, shampoo etc. som er curelty free.. :/

  11. Hej Cathrine 🙂

    Jeg har nok været en af dem, der har været lidt skeptisk over for influencers – fordi jeg ikke følte, at de brugte den platform, de var blevet givet (ment: opnået) ift. at gå op i vigtige emner og deltage i den offentlige debat.
    Jeg synes det er fair nok, at man ikke vil være politisk aktiv, men i de senere år har der bare været emner som #metoo og global opvarmning, som ingen burde ignorere.

    Derfor vil jeg egentlig bare takke dig fordi, at du rent faktisk prøver at gøre en forskel! 🙂 Små skridt er også en vej frem! – og jeg elsker din ‘miljømandag’ – mega godt initiativ, og jeg får super meget inspiration.

    Så det var bare lige en heads up – at selvom du møder kritik på vej op ad stigen, så har du altså også fået nye følgere/fans på vej derop – så keep up the good work!

    XXX herfra

  12. Jeg vil godt stå frem og sige, at jeg af og til føler både misundelse og harme på influencere: Et scanningsbillede på instagram og straks bliver der tilsendt barnevogne, babytøj og startpakker. En glædelig nyhed eller en svær tid, pling – en buket blomster og chokolade står på dørmåtten, når man kommer hjem. En invitation til en nyåbnet restaurant. En story om at man leder efter en ny mascara eller vil lære at strikke sokker – pling, næste dag kommer posten med 20 æsker forskellige mærker ”Vi tænkte det kunne være noget for dig”. Hånden på hjertet, hvem ville ikke gerne det??
    Og jeg ved jo udmærket, hvem det er, der betaler; nemlig alle os andre dødelige forbrugere, der betaler fuld pris (overpris), idet virksomhederne skal tjene til markedsføring. Den slags tanker kan godt slå mig af og til 🙂 når man så oven i er offentligt ansat og ikke engang må modtage en flaske vin eller en æske chokolade.. Så jeg tror du har en pointe, Cathrine, i at der fra mange er en mæthed af ’luksusliv’ og at de her ’influencergoder’ skaber distance til nærheden og øjenhøjden, som vi læsere/følgere netop holder af, når der skrives om mere almenmenneskelige emner. Skrevet velvidende om, at der selvfølgelig også er hårdt arbejde og bagsider af jobbet som influencer 🙂

    1. Well, jeg gad ikke… De gratis ting har jo en pris, og den vil jeg personligt ikke gide betale. Her tænker jeg f.eks. på at lægge (dele af) mit liv ud til offentligt skue, herunder også mand og børn.

      1. Enig – jeg ville heller ikke. Men den pris tænker, eller ser vi jo ikke umiddelbart, eller vi glemmer at den findes 🙂 som jeg skriver, er det forrige skrevet velvidende om, at der også er arbejde bag et influencerjob og ikke mindst er der en anden pris at betale. Men de bagsider er aspekter, jeg skal minde mig selv om, efter den umiddelbare reaktion. Misundelse eller jalousi er ikke rationelt – jeg oplever snarere, at folk ignorerer følelsen over for sig selv/andre eller påståeligt afviser, at de nogensinde bliver ramt af den.

        1. Jeg tror ikke du kan tale om et “vi” her :). I hvert fald ikke et som gælder for samtlige bloglæsere. Med alderen og livserfaringen er jeg i hvert fald blevet meget bevidst om at ikke alle har alt (heller ikke selvom det ser sådan ud på overfladen) og alt har jo faktisk sin pris. Ærgerligt at man skal beskyldes for bare ikke at ville indrømme at man er misundelig over en gratis barnevogn eller tilsendte blomster, når man faktisk ikke er det – fordi man ved at det har en pris, som man ikke er villig til at betale – og egentlig er ret godt tilfreds med det liv man lever og de ting man har ;).

        2. I øvrigt synes jeg faktisk at man ser dele af prisen bare ved at læse blogs. Men ja, det kommer nok an på hvor kritisk man går til tingene. Og nogle sluger jo tingene råt…

          1. Er ked af, hvis du føler dig personligt ramt. Det kan da også være det bare er mig. Men mon ikke du føler det på andre områder så -en bekendt, kollega eller lignende. Og ja, jeg tror du har ret i, at alderen kan have betydning -men i min optik har det at gøre med måden hvorpå følelsen håndteres og/eller hvordan man reagerer på den.

    2. Jeg er helt enig med dig AB. Som de andre så gad jeg heller ikke have mit liv så meget i offentlig skue. Jeg gad ikke blive genkendt på gaden og jeg gad ikke dokumentere en hver lille ret jeg spiser og billeder af min familie til alle og enhver. Men jeg er helt enig i, at andre betaler overpris, og bloggerne får MEGET gratis. Og jeg tvivler på alle melder ALLE gaver til SKAT.

Læg en kommentar