Et halvt år som mor - ROCKPAPERDRESSES
Et halvt år som mor

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

Nu har jeg været mor i mere end et halvt år! Og jeg tænkte, jeg ville give jer en lille status – måske en om Eddie i sit eget indlæg?

Det går vildt meget hurtigere end at være gravid, kan jeg fortælle jer. Sådan absurd hurtigt. Jeg føler mig simpelthen, som en kliché af alle andre forældre, der nogensinde har eksisteret, og det er på sin vis ganske betryggende at falde ind i linjen af forældre gennem tiden. At det er der mange, der har gjort før mig – det giver en vild følelse af tryghed og ’tilhør’.

Men shit med klichéer jeg fyrer af. “TIDEN GÅR FOR HURTIGT!” (eller varianter af den, som at drømme om at lære at styre den; “Stop tiden!” etc.). Jeg er også bare skide følsom altså. Jeg græder virkelig meget, som da jeg forleden stod virkelig tæt og dansede med Eddie og kyssede ham på halsen, så han skraldgrinede, så endte jeg med at græde ham lige ind i øret. Men sådan generelt er jeg virkelig letpåvirkelig. Jeg kan heller ikke holde noget der minder om noget uhyggeligt ud længere, og jeg bliver faktisk ret sur på Adam eller fjernsynet, hvis film tager sådan en drejning. Jeg gider det ikk’!

Af andre klicheer: Trætheden. Fuck altså. Jeg var også træt i starten. Jeg kan huske at stå op, gå ned i køkkenet og nærmest græde ned i morgenmaden, fordi jeg var udmattet, helt ind til benene. Da jeg ammede hver time natten igennem og ofte havde en skrigende baby mellem klokken 04-05 – hver nat. Det var benhårdt. Men der var altså også lige nogle hormoner, der hjalp mig igennem. Jeg føler mig nu helt ude af alt hormonpåvirkning og generelt set ret normalt. Der kunne jeg godt lige bruge det der skud energi fra #babybobbel. Tænk jeg sad på Herlev, dagen efter fødsel og skulle have et indlæg ud for en kunde. Det klarede jeg bare, helt høj på babylykke. Syyygt… De der hormoner!

Psst… på lørdag laver vi live podcast af HELT ÆRLIGT, MOR, og I kan finde biletter lige HER, det er klokken 12.00 og koster 155 kroner. Kom meeeed <3

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

^^^ Stadig på hospitalet i oktober, dagen efter fødsel

Min krop post fødsel

Nårh, men kan jeg holde på vandet? JA! Haha! Men jeg skal stadig træne bækkenbund. Jeg har flere gange hoppet på trampolin uden uheld, og det gør mig lidt lykkelig, uden jeg helt kan dele den slags kvinde-lykke med Adam. Der er så mange ting mænd ikke forstår, og en af dem er at kunne holde sig efter en fødsel. Hurra! Men jeg klør på med knibeøvelserne (slet ikke så ofte, som jeg burde).

Jeg er ikke længere helt ligeså grundsmadret i ryggen og lænden, som jeg var de første måneder efter. Men jeg er også begyndt at strække mere ud, især yogaen er altså vidunderlig. Især for hoftebøjerne, ryggen og de dybe mavemuskler, jeg har svært ved at nå. Det føles ligeså forkælelsesagtigt som en ansigtsmaske at komme af sted derned. Til gengæld har jeg været til kiropraktor for første gang i forgårs, og der var altså meget at arbejde med for ham. Mit lændesvaj er off the hook.

Maven er fuldstændig væk, og faktisk er jeg ret meget tilbage i min egen krop. Det tog et par måneder, før hofterne var på plads – blot målt ud fra hvilke jeans jeg kunne passe før og efter. Men også sådan noget som det øverste af ryggen – det var som om det helt blev lidt større og tøjet lidt tættere under graviditeten, og det tog altså tid at falde tilbage. Især også med de første måneders kæmpe barm. Men nu føles den tilbage i samme størrelse (brysterne bare tungere, hej #blyantstest). Det synes jeg egentlig er ret syret.

Maveskinnet hænger ikke, men jeg kan sagtens se, at huden er blevet løsere, jeg drømte faktisk i nat at hele min forside hang og var krøllet – skinnebenene med. Mon det kommer på plads igen? Hvis ikke er jeg ærligt talt ligeglad. Jeg gider ikke engang skrive ‘pyt’ for så lyder som om man accepterer noget, man er utilfredshed med – jeg er skide tilfreds med min krop. Og jeg er hamrende stolt af den. Så ikke pyt men YES! Lad mig endelig blive i denne her bølge af kropspositivisme, som har fulgt med post-fødsel.

Mine mavemuskler er ikke helt vokset sammen endnu, men vævet under er stærkt, så det er rigtig godt på vej. Stadig okay underligt, lige at kunne stikke en finger ind lige under navlen og kilde tarmene (arg, men næsten).

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

Mit hoved post fødsel

Jeg var virkelig, virkelig ramt længe af den fødsel. Man skulle ikke dirke meget til det, og jeg græd. Men så havde jeg min rebozo-lukning, og så synes jeg faktisk, det blev foldet rigtig pænt sammen og lagt på hylde. Det var lige indtil, jeg havde en session med en rimelig vild osteopat, som vist også er lidt i den urtede ende. MY GOSH WOMAN! Så var der fuld kontakt til hele oplevelsen og registret igen. Og jeg græd lidt resten af dagen. Det er stadig den adskillelse, at jeg ikke fik ham op til mig. At vi blev adskilt i næsten et døgn. Det er sådan en følelse af svigt – fra systemet på den måde at nogen ude fra bestemte, om jeg måtte være sammen med mit barn, og fra mig til Eddie. Jeg føler stadig, jeg svigtede ham i sin vigtigste tid, den allerførste. Det gør bare ondt.

Okay, da jeg så filmen, Alona havde lavet til os, igennem, så græd jeg også. Det føles som i går, men det var det heldigvis ikke, haha! Så havde jeg siddet her i nettrusser og ble. Thank God. Men også ret vildt at se fødslen igennem, jeg har lukkede øjne 99 % af tiden. Jeg går helt ind i mig selv og brøler under presseveerne. Jeg havde troet, jeg var meget mere udadreagerende. Men næ nej. Lukket som østers for omverdenen.

En anden ting – jeg synes helt sikkert, det er svært at arbejde og have sådan en lille en. Jeg vil ikke gå glip af noget – og det gør jeg faktisk heller ikke. Jeg tager i svømmeren og til baby yoga og tumler og leger, men mit koncentrationsspan er bare småt, så når jeg virkelig burde tonse derud af med arbejde, når Adam fx triller en tur, så kan jeg ikke samle mig og sidder og stener viklevideoer på youtube. Jeg bebrejder søvnen.

Jeg kan også sagtens mærke, at bloggen/mailindbakken stadig lider under, at jeg ikke er 100 % tilstede, selv om jeg prøver efter bedste evne. Det kommer jeg nok ikke til at være, før Eddie er i institution engang i efteråret. Men det skal tidsnok komme.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

“Hvornår skal I have nummer 2?”

Det er begyndt at rumstere lidt. Især nu hele Koneklubben er gravid og 2/3 dele med nummer 2 (ret fantastisk og jeg er skide misundelig over ikke at være det med dem, hehe!). Men lige i røven af spørgsmålet om nummer 2, kan jeg mærke en lille smule behandlingsstress. Åhr… Skal vi det hele igennem igen? Sprøjter, tælle dage til ægløsning, alt det der.

Kan man nogensinde blive glad igen? Efter sådan en behandling. Ja, det føler jeg virkelig. Men jeg kan også godt mærke, når vi sådan taler om, hvordan og hvorledes med nummer to, hvornår osv., så ligger den der behandling forude og truer. Men jeg formår pt. at skubbe det fra mig, og det påvirker mig ikke endnu, jeg kan bare lugte det. Jeg er meget taknemmelig og tilstede, hvor jeg er. Jeg har også en teori om, at jeg vil gå ind i behandling med et andet mind set nu det lykkedes? Med mere mål for øje, tro på det og tillid til processen end første gang? Lidt mere ro. Nogen der oplevet det?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

Nice to know post fødsel

Nu jeg også har fået det på afstand, så kan jeg også reflektere lidt. Og her er nogle ting, jeg skal huske til næste gang, eller som jeg gerne ville have vist omkring fødslen eller post-fødslen sidst:

  • At det skal gøre mere ondt, end man lige tror, haha! Som de sagde på Herlev “Næste gang vi ser dig, så skal du ikke være høflig, venlig og smilende…” At føde gør frygteligt ondt. Men på en måde, jeg slet ikke vant til. Jeg fik som giga højgravid et stik af en hveps på min ene finger – der græd jeg af smerte og måtte ringe til lægevagten (den havde vist ramt en nerve, og jeg havde fået presset giften ud i fingeren). Sådan føltes det ikke at føde. Det var en sindssyg smerte-møder-træthed-møder-eufori-møder-styrke-præstation ulig noget andet og nej – det føles ikke som at løbe et marathon. What so ever. “Hvis du kan løbe et marathon, kan du også føde”. Luk.
  • At alle kan føde. Alle kan føde! Det kan godt være, det ikke altid er vaginalt – men det er stadig en fødsel. Og jeg har stadig tilgode at høre om babyer, der blev i hulen. De kommer ud. Der er en ende på det hele. This too shall pass. Det husker jeg lige.
  • At man bløder efter fødslen. Længe. Jeg gjorde i hvert fald. Sådan noget 6-8 uger mindes jeg. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Note til mig selv: Husk STORE bind på lager (menstruationskop – gå hjem).
  • At man godt kan miste fornemmelsen af forbindelse mellem hoved og underliv de første dage, måske uger. Det er som om, den simpelthen er kappet over, linjen fra hoved til underliv. Jeg måtte ret hurtigt konstatere, at jeg slet ikke kunne holde på vand eller luft, selv om jeg tænkte det. Det er fanme en syret fornemmelse, sådan bare at tisse, selv om man ikke har lyst. Fordi man fx står midt på en barselsgang. Men heldigvis: Post-fødsels-bleen.
  • En anden ting: Koaler. Koaguleret blod, der kommer ud i klumper. Det er ikke din livmoder, der er gået i opløsning eller givet op af anstrengelse. Det er koaguleret blod, og så længe det ikke er større end et æg ca. så er der ingen fare. Klip til mig, der dagen efter fødsel stikker grabben i toilettet for at fiske, hvad jeg tror er en tvilling til Eddie op, for jeg har fornemmelsen at have ‘født’ noget #oversharing. En stor rød, helt glat klump, det ligner en kyllingelever! – jeg pakker den i papir og lister ud til en jordemoder “HVAD ER DET?!”. Det var altså bare størknet blod og helt normalt – til gengæld lidt vel stort, og derfor godt jeg var under observation med mit blodtab på 1,5 liter. Men altså, heeelt normalt.
  • At det værste overhovedet (næsten) ikke er fødslen. Men at skulle lave nummer 2…. Efter fødslen. Den første prut med pakke post fødsel – fucking terrifying. Den mindste tanke om, at man skal presse noget som helst ud dernede. Det tog mig flere dage. Og jo værre bliver det. Der må man altså gerne lige køre en lille pille til at sætte skub i det.
  • At ens boobies bliver gigantiske, tunge og store de første par døgn efter fødslen, og måske endda sådan lidt blå i det (nærmest som om de holder vejret, fyldt med indestængt luft). Men… Det går over. De finder et leje – og med tiden bliver de mindre og mindre. #byebyeboobiesbyebye
  • At følelsen af tyngde og tungt tissetøj (altid fan af ordrim) i laaaaang tid er helt normalt. Jeg var simpelthen bange for, at jeg havde fået en nedsunken livmoder, for jeg følte den sygeste træthed, down there, især efter lange gåture med vogn. Alt var på plads – jeg havde bare lige glemt, at jeg havde presset et menneske ud mellem benene, og man derfor kan være ægte træningsøm, LÆNGE. Tænk hvad squats gør ved ballerne. Så forestil dig en livmoders (der også bare er en muskel), arbejde for at få et barn ud.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

^^^Billede taget af Maria Franck

24 kommentarer
  1. Dejligt indlæg.
    Kan anbefale afsnittet ‘Frygtsomt forældreskab’ i podcasten Brinkmanns briks, hvis det har interesse.

    Kh

  2. Sikke et fint og meget ærligt skriv – og det er bare sådan det er – for rigtig mange af os. Jeg kan genkende rigtig meget. Nu har jeg selv to sønner (en på 3 år og en på 10 mdr) og anden gang var det hele lidt mere – jeg ved ikke om jeg vil bruge ordet nemmere, men mere håndterbart. Selvom jeg også anden gang var meget hormonel (de første måneder efter fødslen) og mine følelser var et stort kaos. Jeg ved ikke om det skyldtes ammeproblemer (også anden gang) og at jeg ikke føler, at jeg blev taget alvorligt af sundhedspersonalet. Jeg føler jeg blev svigtet fordi manglende viden fra dem alle og ingen kunne hjælpe mig. Men en turbulent tid, i hvert fald. Og så er det bare svært at sige, at man ikke skal have flere selvom det er hårdt arbejde at være mor til 2. fordi det også bare samtidigt er en vidunderlig tid, som jeg ved, at jeg kommer til at savne, når de bliver store alt alt for hurtigt 🙂

  3. Så fint skrevet – har ikke selv børn, men er meget glad for, at du så åbent fortæller om alle disse post-fødsels gener. Jeg synes, det er ufatteligt befriende og vigtigt at læse om, og at tale og skrive åbent om, så tak for det. Jeg har veninder som har født, men synes sjældent vi egentlig har tid og nok fokus på at tale om alle de ting, som sker efter fødslen med kroppen. For ja, som veninde handler det jo meget om selve babyen, hvilket er helt naturligt. Og min egen mor har åbenbart glemt en del her 30+ år efter haha.
    Så tak fordi du så åbent og modigt deler med os. 🙂 virkelig.

  4. Jeg vil bare lige sige, at det burde være en menneskeret, at modtaget “våd klud”-tippet i forhold til afføring efter fødsel. Det var min redning!!

    En vaskeklud – så blød som muligt – vredet op i lunt vand. Holdes op mod mellemkødet og eller vulva, alt afhængigt af smag og behag. Så kan man lige som holde lidt igen når der skal presses pølle ud. Det giver en helt anden, og MEGET tryggere følelse. For piller har det med bare at udskyde problemet…

    Please share, du bliver læst af SÅ mange!

  5. Så dejligt indlæg, Cathrine. Tak <3 Og hvor er det bare et SKØNT sort/hvid billede af dig og Eddie fra barselsgangen. Tak, fordi du deler så gavmildt og ærligt altid.

  6. Kære Cathrine.
    Åh, hvor kan jeg genkende tankerne om behandling og nummer 2. Vores søn er en måned ældre end Eddie, og vi er allerede tilbage i fertilitetsbehandling og har desværre været det nogle måneder. Ikke fordi jeg (eller min krop) hungrer efter en graviditet mere lige nu, men fordi det bare er sådan, det må være, hvis der skal være nogen chancer for en mere. Der har vores klinik heldigvis været meget klare i spyttet, og det er egentlig rart, fremfor alt det der “på den ene side og på den anden side” snak.. Mere bare: “Det skal være nu, hvis det skal være.” Og det skal det forhåbentlig. Men jeg kan godt forstå, hvis du frygter mikset af hormoner og det at have en baby. Det er røv hårdt. Men du og Adam lyder nu som nogle seje typer, så det skal I nok klare, når det bliver jeres tur igen. <3

    Ps. Jeg kan tilslutte mig, at ens mindset er et andet anden gang. Mere med målet for øje, som du skriver..

  7. Kære Cathrine 🙂 Tak for et helt fantastisk ærligt indlæg.
    Jeg ville elske at få flere indlæg om Eddie og hans udvikling <3

  8. Mon det var Birgitte Jalving, du var hos?

    Åh ja – de der koagler havde mine veninder heldigvis været så gode at advare mig om, ellers var jeg nok gået helt i panik, da jeg “fødte” en af dem under min første ganggåtur på barselsafsnittet og efterfølgende tabte den ægstore kugle ned i mit bukseben med elastik i anklerne… Selv tak for dét billede🙈

    1. Det der er det sjoveste jeg har læst længe!! 🙂 Tak for dét billede!. Hilsner fra en med termin til juli.

  9. Jeg elsker alt ved det her indlæg!
    Hilsen en mor til 3, der har erfaring med det meste, og alligevel er der noget der er helt nyt for mig (koag… hva for noget:-)). Og det er måske også det der er så fantastisk ved fødsler – forskelligheden. Og derfor er det så vigtigt at der bliver snakket åbent om de her ting.

  10. Jeg var så priviligeret at observere en fødsel i går i forb. med praktik på medicinstudiet. Det var en syret oplevelse – især fordi jeg endnu selv har til gode at være hende, der gør arbejdet (den fødende!!!).

    Det er dejligt, du vil sætte ord på, hvordan du oplevede Eddies fødsel – jeg tror, mange har et liiidt for romantisk billede af, hvordan det foregår 😘

  11. Med termin til august med min første, føles det lidt som, at blive givet et form for guld kort med sådan et skriv. Tak, du er både herlig og ærlig og derfor er det så fantastisk at være læser hos dig!
    PS, jeg er også lidt nervøs-grinende lige nu, over hvad der venter, men altså.. hellere vide det end at blive overrasket! #nosharingisoversharing

  12. Bare vent, måske kommer nummer 2 helt af sig selv. Tænker du må kende mange, der har prøvet det?
    Vi har. Efter ivf. Vupti.

    1. Det er virkelig dejligt, at det skete for jer. Men der er vel også mange, det ikke sker for? Og så er “bare vent”-rådet måske ikke det bedste i verden..

    2. Der er både mange, det sker for, og mange, det ikke sker for.

      Personligt synes jeg, at det er dejligt at høre historier fra begge sider, og så passer jeg gevaldigt på med ikke at sammenligne og skrive mig selv ind i andres fortælling. Der vil altid findes positive og negative fortællinger om fertilitet, fødsler, ammeforløb, moderskab osv osv. Men jeg synes ikke, at vi skal fortie nogen af dem, bare fordi de ikke dækker alle.

      Jeg var en af dem, der blev gravid sådan “vupti” ind fra siden efter et langt forløb med den første. Og så endda med tvillinger. Det har næsten givet mig en oplevelse af, at begge mine graviditeter var meant to be på hver deres måde: At universet holdt på vores søn i 2 år og sendte ham i vores retning på det helt rigtige tidspunkt. Og at det havde vores tvillingepiger på hånden og smed det ned som en “smutter”, da det lige passede ind for universet at gøre det.

      Min oplevelse i moderskabet og livet generelt, er, at jeg ikke får noget godt ud af at sammenligne mig med andre og skrive mig selv ind i deres fortællinger. Jeg kan lade mig inspirere og finde håb hos andre, men det giver mig intet godt at tage deres historier ned i min rygsæk.

      Så lad os for min skyld høre alle fortællingerne: Både miraklerne og de hårdeste kampe ❤️

  13. Må jeg have lov til at tilføje en kommentar i forbindelse med tilbagevenden af mens:-) : Da jeg fik min mens tilbage (den kom først efter endt amning), var det som at genleve fødslen: for pokker det gjorde ondt, og jeg troede seriøst, at jeg skulle føde en skjult tvilling 😉 Og så blødte jeg i vanvid – så meget, at jeg troede jeg skulle forbløde ihjel. Men her knap et år efter ammestop virker alt til at være tilbage til normalen “dernede” – både i forhold til smerter ved mens og mængden af blod.

  14. Det tog fuldstændig røven (høhø) på mig, hvor øm og træt min krop var. Længe efter fødslen. Det tog mig fire uger at komme ud og gå en tur. Indtil da nåede jeg kun ned fra tredje sal rundt om bygningen og op igen. Med flere pauser. Jeg bandede og svovlede over at al forberedelse til fødsel og forældreskab handlede om at det ene afløste det andet. Sådan lidt vupti.
    Jeg ville have elsket at have læst det her skriv før jeg fødte. Tak for at dele hele oplevelsen. ☺️

  15. Det lyder som om du har været hos Birgitte Jalving! Det lyder ihverfald meget genkendeligt… ligesom alt det andet 😁

  16. Jeg ELSKER det hér indlæg! ❤️
    Tjek til alt på din efterfødselsliste. Jeg kan nikke genkendende til hvert et ord.
    Så vigtigt at nogen siger det højt.
    Bare tak altså.
    Kram L

  17. Kære Cathrine
    Du skriver, at du ikke føler, at du får arbejdet nok, og der er selvfølgelig en masse arbejde “bag om bloggen”, som vi ikke ser, og som måske hænger. Som flerårig-læser vil jeg bare sige, at du stadig er i min top 3 af blogs jeg skal ind på dagligt. Du leverer så solide, alsidige og gode indlæg og en masse dejlige billeder. Blot for at sige, at for mig som læser, så er du altså ikke blevet en dårligere blogger af at være blevet mor! De bedste hilsner herfra 🙂

Læg en kommentar