Glædelig weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend

Set bort fra den sne, der falder uden for mit vindue (!), så ser det allerede lyst og solrigt ud bag os. Det kunne meget vel blive en virkelig flot dag, og det sætter jeg stor pris på, eftersom jeg er ude og omkring det meste af dagen i dag.

I dag har jeg nemlig en barselsdag. Jeg synes generelt, jeg har fået en rigtig god rutine i at nå mit arbejde, møder men også hygge og samvær med Adam og Eddie. Jeg prøver at bruge trilleturene til at lave arbejde. Der sover han alligevel, og jeg bliver mere og mere effektiv, så jeg kan være MOR, når han er vågen og hjemme igen. Og så arbejder jeg typisk lidt om aftenen, hvis min hjerne ikke er fuldstændig som kartoffelmos.

Hvad sker der så på en ægte barselsdag? Jeg skal til mor/baby-yoga, som egentlig mest er mor-yoga, men babyer er velkomne, og nogen gange er de lidt med. Eddie har for vane at ligge og charme hele rummet og sende fedtede kæmpesmil til alle, der kigger hans vej. Og hvis de ikke kigger på ham, så holder han insisterende blikket på dem, indtil de gør, så han kan sende dem sit smil #cute. Det skal jeg med Frede, og bagefter en frokost med hende og Josephine, og så traver vi ind til byen til noget PR-tamtam efterfølgende. En god lang gåtur og dag.

Jeg har glædet mig i nogle uger til både sådan en ægte barselsdag med veninder, for det har jeg ikke haft længe, også fordi jeg i morgen er mutters alene med Eddie om eftermiddagen/aftenen, så det er fedt lige at blive tanket op. Jeg har sindssygt mange mor-tanker i øjeblikket om, hvordan livet skal indrettes. Hvad med institution (vi fik plads I GÅR – opstart til august, men regner ikke med han starter før oktober)! og ikke på vores 1. prioritet, så det tygger vi lige lidt på, det er nemlig en udflytterbørnehave (men altså vuggestue, hjemme), og jeg kan mærke, jeg synes, det er nogle lidt lange dage for ham). Hvordan kan vi indrette arbejdsliv, der giver mening for både os selv og vores børn? Hvad er vigtigst her i livet? Hvordan prioriterer vi smart? Det glæder jeg mig meget til at vende med pigerne. At vende business and babies.

Hvad skal der ellers ske i weekenden? Jeg lagde mærke til i sidste weekend, at jeg om fredagen havde glemt halvdelen af weekendens planer, haha! Men i denne weekend tror jeg ægte ikke, der er de store planer. Jeg skal stene og rydde op det meste af lørdagen. Søndag skal jeg dog til min gode veninde Josefines (ja, en anden Josefine) fødselsdag – og så skal vi ud til åbent hus i forstæderne for første gang. Ja, den er ikke død, det der med at tænke over, hvad der skal ske, om vi mon skal flytte ud af byen, blive hvor vi er eller finde et andet sted i byen.

Jeg kan godt mærke, at jeg er i en kæmpe mental proces omkring livet, hvordan det skal indrettes, prioriteres osv. stærkt foranlediget af at være blevet mor. Jeg gad godt invitere jer mere ind i de tanker, hvis jeg kan formulere mig sammenhængende. Måske når jeg har fundet hoved og hale i det.

Hvad er jeres planer for weekenden?

Psst… Havde jeg 100 % frie hænder, så havde jeg besøgt det nye pandahus og pandabjørnene i zoo (se evt. dokumentarserien ‘Pandaerne kommer’ først – det er lige dele problematisk og magisk at vi har fået pandaer i Danmark – jeg lærte et nyt begreb, pandadiplomati). Og ellers den nye foodcourt i Boltens Gård – på det gamle Nasa. Det ser ret lækkert ud.

bukser og bluse på billedet er modtaget i gave i forbindelse med mit moderatorjob for H&M – find bukserne HER og toppen HER (reklamelinks)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, H&M Conscious Exclusive 2019, Orange fibers

11 kommentarer
  1. Årha. Jeg kender SÅ godt det der med tankerne omkring hvordan livet skal indrettes. Og vi tænker og snakker SÅ meget om det i øjeblikket. Vi har Augusta fra februar’18. Og vi bor i en god 3 værelses lejlighed på stor altan på Nørrebro. Men alligevel så trækkerne tankerne omkring det at komme tættere på familien, mere luft, mere plads, mere grønt osv. MEN. Jeg har fået drømmejobbet på Rigshospitalet, og det trækker altså også at blive i byen og dermed ikke bruge så lang tid på transport frem og tilbage da jeg føler det vil tage så meget tid fra min familie. Min mand derimod arbejder selvfølgelig i den by min familie bor i, så det trækker også. Så hvem af os skal bruge tid på transport? Skal vi anskaffe en bil selvom vi egentlig er lidt imod det ift. Miljø osv, og ikke kan se vi skal bruge den til andet end arbejde? Skal vi blive boende? Vi elsker vores lejlighed!!! Flytte til forstæderne? Eller et sted midt imellem? Men så skal Augusta skifte vuggestue. Og det synes vi jo heller ikke. Vi vil gerne have flere børn. Har vi plads? Skal vi købe kolonihave og blive boende? ÅRRRRHH. Så mange tanker.

  2. Lyder som nogle gode baby/venindeplaner 💓 Her i Aalleren undgår vi vist det sne der, heldigvis.
    Jeg skal spise brunch med min søde storesøster på Cafe Ministeriet og gå en tur i solskin før aftenvagt idag, lørdag står den på kærestehygge (på pensionist manér – jojo) med udflugt til Rold kro ink. minigolf, mad og gåtur inden teater, og søndag får vi mine forældre til frokost 🌿🌈 Stille og rooooligt.

  3. Jeg var i Zoo i går aftes for at se pandaerne – jeg havde tidligere været på rundvisning for at se deres fine anlæg. Og det er altså en oplevelse! Jeg har både set pandaer i Berlin, Wien og Beijing, men at se dem på hjemmebane er altså ret unikt 😍 Hvis folk har muligheden så kom så sent som muligt. Jeg var der omkring 18:15 og der var næsten ingen mennesker, så jeg så både isbjørneunge, brune bjørne i fuldt hopla, ulve det løb rundt, kurmageri mellem de røde pandaer og en meget aktiv Mao Sun, der ellers havde været inde det meste af dagen pga. menneskemængden ☺️ Dyrene er fantastiske om aften, hvor der er en helt særlig stemning, så det kan klart anbefales 😍🐼

  4. Jeg blev også mor for første gang i oktober og gør mig også enormt mange tanker om, hvordan livet skal indrettes. Vi har allerede købt hus nordpå (og elsker det!), så den del er på plads. MEN hvad med arbejde? Jeg er sådan set ikke i tvivl; jeg vil gerne arbejde meget mindre end tidligere, ideelt 25 timer om ugen, netop så jeg kan hente tidligt og har mere tid og overskud til min lille pige. Bare tanken om at sende hende i vuggestue i 8-9 timer om dagen og så have få timer sammen med hende bagefter, hvor jeg er træt efter arbejde, skal nå at lave aftensmad, spise osv., gør så ondt i hjertet. Men udfordringen er, hvordan vi skal få det til at hænge sammen økonomisk, hvis jeg går så meget ned i tid – og om jeg overhovedet kan finde et sådan deltidsjob, som ikke ligger inde i byen. For hvis jeg alligevel skal bruge 2-3 timer om dagen på at pendle frem og tilbage, kan det jo næsten være det samme. Så jeg er sådan set ikke i tvivl om, hvad jeg vil – men jeg ved ikke helt, hvordan det skal blive ført ud i livet, desværre.

  5. Jeg vil vildt gerne læse nogle af dine tanker om, hvordan man mon kan og skal indrette livet med en lille en på armen. Jeg synes altid dine “tankestrøms-indlæg” er super inspirerende og tankevækkende. Og ofte med nogle nye vinkler, jeg ikke selv havde overvejet.
    Jeg (vi) står selv midt i det og forsøger at finde hoved og hale i, hvor og hvordan vi skal bo og arbejde og leve. For lige pludselig er det nogle helt andre ting, der tæller, end før jeg blev mor. Min pige er 10 måneder, og min barsel nærmer sig hastigt sin afslutning, men jeg har faktisk lige pt. ikke rigtig lyst til at sende hende i institution. Så måske jeg skal hjemmepasse et par måneder til hun er lidt større? Måske i længere tid? Det gad jeg egentlig godt, og det kan godt hænge sammen for os økonomisk – men jeg er nyuddannet fra lige inden jeg gik på barsel. Så hvis jeg venter endnu længere med at “komme i gang”, er jeg bange for, at det bliver vildt svært at finde job bagefter. Og hvad med flere børn? Skal vi have en til tæt på den første (som jeg håber), så ender jeg måske med en barsel mere snart, og lige pludselig er der gået årevis, hvor jeg ikke har lavet noget “fagligt”. Er jeg helt sat af karrieremæssigt så?
    Og så er der også det der med forstadslivet og græs under fødderne og en altid åben terrassedør, der trækker lidt. Men mere i mig end min kæreste. Det skal vi også lige finde ud af.
    Det er altså svært, det her med at være voksen.

  6. Her står den også på åbent hus nærmest hele weekenden – efter at lille Hugo er kommet til verden, er vi rimelig klar til at forlade Østerbro (gisp men hvad med Juno?!?!) – men hvor langt vi tør flytte væk fra byen, ved vi ikke helt endnu. Vi starter med at bevæge os kun et lille hop ud af byen og ser hvad der mon sker derude.
    Rigtig god weekend til dig og dine to mænd 🙂

  7. Lige en helt anden bemærkning 🙂 Jeg er lige blevet forlovet og henter så meget god inspiration både fra jeres bog og din serie “Mit bryllup” her på bloggen – tak! Så hvis muligt så kunne det være så fantastisk med en pt 2 af serien her på bloggen! (Slugte de første fire stykker selv uden at være forlovet. Det er bare så dejligt romantisk at læse om bryllupper!)

    KH hende, der skal holde et bryllup uden aldrig at have været til et (gisp!)

  8. Jeg vil også lige slå et slag for at besøge ZOO lige inden lukketid. Det gjorde vi i går og fik haven næsten for os selv, og åh hvor er de fine og søde de nye pandabjørne og flot anlæg! I dag er planen at besøge kirsebærtræerne på Bispebjerg kirkegård. Måske vi venter til de fleste er gået igen.

    Jeg vil også meget gerne høre dine tanker om forstadslivet. Det evige dilemma herhjemme og vi har faktisk taget turen frem og tilbage igen, men nu hvor vi er tilbage efter 5 år nordpå,, savner børnene deres hus og livet der nordpå og vi forældre faktisk det netværk vi havde fået der. Herinde i byen er man på en eller anden måde mere anonym. Det elskede jeg førhen, men nu savner jeg fællesskabet.. Også selvom jeg elsker København og alt det der er lige uden for min dør..

  9. Åh, vil så gerne høre dine tanker om børn og flytte ud af byen vs. blive. Sådan et indlæg vil virkelig være værdsat!!

Læg en kommentar