Historien bagom forsiden på Vores Børn - ROCKPAPERDRESSES
Historien bagom forsiden på Vores Børn

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby, vores Børn, ammeforside

Jeg har glædet mig så sindssygt meget til, at det her blad kom ud, for det er vigtigt. Vigtigt for mig, men jeg tror også, det er vigtigt for os kvinder generelt.

Kvindekroppen er blevet pålagt så mange tabuer gennem tiden, så meget skam. Fra at få vores menstruation, være pinlig over den, kalde det ‘at have sit lort’. Jomfruhinder (om det så er en myte), der død og pine (bogstaveligt i nogle dele af verden) skal være intakte. Brysterne der gør så ondt at få, og fra man får dem og resten af livet er en opmærksomhedsmagnet. For store? For tunge? Ikke store nok? Til at de agerer madpakke og skal pakkes helt væk, for det er ‘for meget’. #freethenipple og ikke kun den erigerede, friske, unge, frække. Men sgu også mor-nipplen og dem der måler både 5’ere og digestive-kiks i omkreds. Men det er ikke kun kvindekroppen per se, det er især også kvinders kropsvæsker – så meget skam! Fra menstruation til brystmælk. Hovedreglen er, at kvinder ikke prutter, lugter, har hår på andet end toppen.

WOW. Den opmærksomhed kvindekroppen skal bære. Alle de meninger om den!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby, vores Børn, ammeforside

Det er faktisk skidehårdt at være en kvindekrop – eller det kan det være. Kvindekroppen gennemgår den ultimativt største forandring over tid, fysiologisk og biologisk. Kvinder har den muskel, der kan vokse mest procentmæssigt på kortest tid: Livmoderen. UDEN nogen former for crossfit og proteinpulver. Bare helt af sig selv. Og læg dertil at den kan bygge nye mennesker. Og føde dem. OG kroppen brødføde dem bagefter.

Så fanden da stå i at skulle leve op til så mange forventninger fra os selv og andre. Og fanden stå i at skulle pakke brysterne væk, når man er out’n’about med sin baby. I hvert fald på andres befaling. Selvfølgelig skal man amme. Lige nøjagtigt når det passer en. Hvor det passer en.

Jeg har egentlig ignoreret det de fleste steder og ammet løs. De overraskede blikke, fordømmelsen, irritationen fra andre. I parker, på alverdens bænke hele efteråret, vinteren og foråret over. Men også på caféer og restauranter. Men man kan altså stadig opleve at ‘få øjne’. Og jeg har også hørt om kvinder, der er blevet bedt om at pakke dem væk. Flere af minde veninder har haft ubehagelige oplevelser. Alt fra at blive nedstirret, at dække sig til, til at forlade et etablissement.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby, vores Børn, ammeforside

Jeg kan godt lide at skubbe til tabuer. Jeg skrev engang om kropshår (#hejabearme!). Om stiltiende accept af seksuel omgang (det findes ikke). Jeg har skrevet om fertilitetsbehandling, dårlig sædkvalitet og hormontrips. Svær fødsel, store følelser, “skuffelsen” og “skammen” når man tror, man skal have en pige – men får en dreng (og det kommer der et opfølgningsindlæg om). Jeg plejer at sige, at har man en stemme, så forpligter det at bruge den.

Og nu har jeg tilmed et par ammende bryster at bruge også. Jeg havde en drøm sammen med dejligste Petra Kleis, som jeg nu har skudt billeder med af et par omgange, om at skyde en række amme/mor/baby/nøgen/naturligheds-billeder. Netop for at understøtte ovenstående pointe. Totalt inspireret af @mothermusemag på instagram – kender I dem? MUST FOLLOW hvis man er til smukke, naturlige morbilleder med alle mulige slags kvinder og maver og babyer og bryster. Og da magasinet Vores Børn meldte sig på banen som interesserede i at lave et interview, så fik Petra solgt amme-session ind hos redaktionen, der krævede ca. nul overtalelse.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby, vores Børn, ammeforside

Desværre blev Petra af private årsager forhindret i at skyde billederne med kort varsel, og en anden blev hyret ind, last minute. Men vi fik billederne i kassen og undervejs kom forsiden på tale. Vores Børn kunne ikke garantere den, fordi de som blad altid først beslutter forsiden, når bladet er ved at være færdigt. Men det summede altså lidt på settet. Forsiden?! Mine bryster på forsiden? Det føltes grænseskubbende nok overhovedet at få taget billeder af dem på et stort set. Og ja, der var mælk over det hele, og stofbleer i spil og lige inden vi skød forsidebilledet, Eddie splitter Kong Hans – den klassiske, lige fået bleen af og så… Ja så tissede han. En stor, stolt, buet stråle midt i præsidentsuiten på Mariott. På gulvet og lidt på en sød journalist. Jeg elsker det. Og så grinede han over hele femøren. Verdens bedste og sjoveste baby.

Vi stillede op, fik styret blazeren, så der var the right amount of boob, dækket lidt babynumse, så der var the right amount of baby butt, og så skød vi. Og så endte den sådan her…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby

Jeg er så mega stolt. Og jeg har været SÅ spændt på at se billedet ude og høre modtagelsen. Forargelse eller forbilledlighed. Den første ammende kvinde på forsiden af et dansk blad nogensinde, såvidt vi ved. Det er jeg ret stolt af.

Så nu hænger mine store ammende bryster på tanken, i Bilka og Brugsen. Og jeg håber, de bliver udsolgt, haha! Jeg håber, folk drejer nakken af led og stopper op. Og jeg håber, at de rykker en lille smule til vores opfattelse af kvindekroppen, dens power, skønhed og naturlighed.

Og her vil jeg også gerne komme med en disclaimer: Det er på ingen måde en kommentar til at amning er det rigtige. Madstunden mellem mor og baby er magisk og hellig uanset redskabet.

Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes! Der er i øvrigt en lille bonus-artikel HER at læse om min rebozo-lukning.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Soft Gallery sweatshirt, rockpaperbaby, vores Børn, ammeforside

Location: Royal Suite – Copenhagen Marriott Hotel @marriottcopenhagen
Foto: @martinbubandt
Styling: @sillehenning
Makeup: @ayoeness
Journalist: @eline_holm
42 kommentarer
  1. Shit et fedt billede! Så smukt og fuld af liv. Og så giga sejt at vælge at trække det den vej, når det nu så nemt kunne gøres med et nuttet, dage billede. Du er cool!

  2. Så fin forside ❤️
    Der forhåbentlig er med til at rykke (mere) ved accept af amning i det offentlige rum.
    Jeg er faktisk blevet overrasket den anden vej. Jeg kan ikke mindes et bebrejdende blik de sidste 7 måneder, og jeg har ellers ammet på livet løs i S-toge, på bænke, i svømmeren, på biblio, cafeer osv. 😂
    Tværtimod har jeg oplevet, at fremmede har smilet, samlet en tabt stofble op og den slags.
    Der har da været nogle MEGET interesserede teenagedrenge et par gange i toget, men det tror jeg simpelthen helt biologisk ikke, de er i stand til at styre, og det har ikke på nogen måde været ubehageligt.
    Jeg har sikkert været heldig, men jeg har virkelig oplevet, at verden (Valby og omegn), har været cool med amning.
    Jeg er sikker på, at forsider som din er medvirkende til, at endnu flere får den oplevelse 😊😘

  3. Kan man andet en at elske det billede! Elsker alt det, som det udstråler! Lykke og moderskab – det fineste, reneste, dyrebareste. Sådan 🙂

  4. Respekt! Jeg har allerede været nede og købe mit eksemplar af bladet. Du er fantastisk inspirerende. Flotte billeder og skøn artikel.

    Mange hilsner,

    Catherine

  5. Jeg synes det er mega sejt – og virkelig en flot forside! Dog er jeg uenig i din holdning med offentlig amning – på nogle punkter 🙂 Personligt har jeg ikke noget imod at kvinder ammer i offentligheden, men jeg synes at de skal tage hensyn til andre mennesker og derved bare en lille smule dække sine bryster til. Om de hænger og svinger derhjemme er folks eget valg, men i offentligt rum mener jeg bestemt at man skal respekteres andre holdninger, ligesom vi for øvrigt gør i all e andre foretagende 🙂 Men du er super sej, og jeg er vild med måden du sætter gang i debatten på – også selvom alle ikke er enige 😉

    1. Alle skal kunne være i det offentlige rum, helt sikkert. Jeg synes ikke man skal støde nogen med sin adfærd, ligegyldigt hvad. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du lægger i at tildække, men jeg ville ikke lade brystet hænge ude uden en baby til at afskærme det, når jeg er ude. Som jeg ville være ligeglad med hjemme. Men jeg gider ikke disse med at prøve at få en stofble til at sidde fast og dække hovedet og bryst osv. som alligevel bliver revet væk af en rumster-baby. Men klart, alle skal kunne være ude, alle steder. OGSÅ de ammende <3 KH

  6. Jeg ELSKER det billede! WOW WOW WOW! Det billede har SÅ meget i sig! ❤️🙏🏻
    For mig er du et kæmpe forbillede – TAK fordi du kom tilbage til os, TAK fordi du deler dine tanker og allermest TAK for dig! Adam har en powerwoman som hustru og Eddie en Powermom! Du skal virkeligt være stolt af dig selv 💪🏻💪🏻
    Da min datter var 5 mdr tog jeg nogle billeder da vi ammede og hun smilede op til mig! Og jeg elsker det visuelle minde 🙏🏻 hvis jeg havde så smukt et (“tilpas dækket”) (hmm ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det) billede, så ville jeg hænge det op ❤️

  7. Var det mig, havde jeg valgt billedet med dine øjne åbne, da det jo er fuldstændigt tryllebindende! Men når man kigger nærmere på den valgte forside og sammenligner med din profil, så giver det super god mening, det den udstråling bare er så meget DIG <3
    Tillykke med det!

    1. Jeg synes virkelig også det kan noget! Men der er noget herligt moderligt i det med lukkede øjne og grinet – som om han napper mig. Det sker jo i ny og næ, hehe! KH

  8. Har faktisk aldrig oplevet andet end positivitet i forbindelse med offentlig amning og har alligevel ammet af tre omgange i 5 år i alt startende i 2009. Men cool nok at have fokus på,.

    1. Det er fanme dejligt at høre Charlotte! SÅ er vi da et stykke, der er dog masser, af masser af historier på nettet om kvinder, der føler sig flove, ikke tør osv. Måske det kan give et lille skub? KH

  9. Tillykke den forside er så flot! 😍
    Det er fedt at du sætter fokus på tabuer og skubber til folks grænser. Dog har jeg aldrig selv oplevet problemer med at amme på offentlige steder. Men jeg havde så heller ikke ligefrem en café baby 😅

  10. Hvor er det altså sejt, modigt, fantastisk, smukt og livsbekræftende! Tak, fordi du “tør” at vise din sårbarhed og kæmpe tillykke med resultatet 😍

  11. Tillykke med den flotte forside! Det er så godt gået og sejt 🙂

    Jeg er dog helt uenig i, at kvindekroppen er meget sejere end mandekroppen – jeg er helt med på, at den har nogle funktioner, som er helt vildt seje og fantastiske – men det synes jeg også mandekroppen har, det er noget andet. Jeg synes, det er så ærgerligt i hele den her debat om køn og kønsroller, at det hele tiden bliver til et spørgsmål om at nå frem til, “hvem der er bedst” – lidt alla “female is future”. Jeg synes, det er så ærgerligt og åndsvagt, for handler det i bund og grund ikke om, at vi skal elske alle kroppe og køn i stedet for at gøre det til endnu en kamp om, hvem der er mest overlegen?

    1. Jeg forstår fuldt ud din pointe, og jeg er helt, helt med dig. Dog mener jeg ikke, men vi kan glemme, at synet på kvinden som den underlegne har været mandsdomineret i århundreder. Helt tilbage til at kvinden er skabt af manden (hans ribben) i det gamle testamente. Det var mest en tanke for det, at jeg siger, vi faktisk er pisse seje. Måske er kvindekroppen en my vildere, end mandekroppen. Bare ved at kunne bygge mennesker – det synes jeg er crazy. Selvfølgelig med madens hjælp! Men det er bare oftest kvinder, unge kvinder især, der lider under skæve kropsidealer og manglende tillid til deres egne kroppe. KH

      1. Jeg er helt med på, at synet på kvindekroppen har båret enormt præg af denne underlegenhed, som du beskriver. Jeg bakker 100% op om den kamp, der er blevet kæmpet og som fortsat skal kæmpes, men jeg synes bare det er ærgerligt, at det lidt medfører en tendens til at mandekroppen bliver “den svage”, (eller ikke ligeså stærk) fordi den ikke kan de samme ting, eller fordi det kvindekroppen kommer så meget i fokus.

        Jeg synes, det er så fedt og vigtigt, at du bruger din stemme og på den måde kan tale dit køns sag. Jeg tænker bare, at det er vigtigt i den her debat at have sig for øje som kvinde, at vi taler fra vores perspektiv. Jeg tænker da også, at der sagtens kan findes mænd, der også lider under skæve kropsidealer, manglende selvtillid osv., og derfor er det bare sindssygt ærgerligt, hvis debatten ender med at blive for unuanceret og måske også en smule uretfærdig på hankønnets vegne.

        Og det er på ingen måde en løftet pegefinger eller hate mod dit indlæg – jeg synes det er så sejt gået. Det er bare de der små sproglige nuancer, som har så meget magt, og det synes jeg er så vigtigt at være opmærksom på.

        1. Jeg er helt enig med dig, Emma.
          Det er på mange måder et fint indlæg, men jeg bliver så ærgerlig, når jeg læser, at kvindekroppen er “så vanvittigt meget sejere end en mandekrop”. For det første er vi jo dybt forbundne og afhængige af hinanden. En mandekrop er vild – og hvorfor skal det være en konkurrence? Polariseringen betyder jo ofte desværre, at vi trækker os fra debatten, og at særligt mænd, som faktisk har lyst til at debatere emnet på et sagligt grundlag, trækker sig. Hvorfor skal de have at vide, at de er “mindre værd” eller “kan mindre” – på samme måde som kvinderne har fået det at vide gennem så lang tid? Hvorfor risikere at skubbe “dem” væk, at lave et “os” og “dem”, når vi rent faktisk har sindssygt meget til fælles og ønsker os ligestilling? Jeg er klar over, at det nok ikke er sådan ment, men jeg synes faktisk, det er et stort problem.

          1. Fuldstændig enig med Emma og Sarah. Jeg er faktisk helt rystet over behovet for at pege fingre af mandekroppen i dette indlæg. Og jeg er egentlig ikke så nem at ryste 😀 Jeg er selv mor til både drenge og piger. Og kunne aldrig nogensinde finde på at stille deres kroppe op over for hinanden på den måde, indlægget gør. Hvorfor er det at fremhævelse af kvinden skal ske på bekostning af manden? Er det “mandens tur nu”? Nej tak, den deltager jeg ikke i.

          2. @cathrine Så du mener, at det nu er kvindernes tur til at dominere og se på manden som den underlegne? Under alle omstændigheder interessant, at du starter dit svar med at skrive at “synet på kvinden som den underlegne har været mandsdomineret i århundreder.”
            Jeg er meget enig med Emma og Sarah og synes det er ærgerligt og faktisk enormt useriøst, at man ikke bare kan glæde sig over sin krop og det den kan – i stedet for at gøre det på lidt på bekostning af det modsatte køn.
            Mandekroppen er OGSÅ fantastisk vild! Og skal vores mænd, kærester, fædre, sønner, venner bøde for (nogle af) deres forfædres kvindesyn?

      2. Signe – der er ingen der ‘bøder’, jeg straffer ingen men skriver at kvindekroppen er fantastisk og set i det historiske perspektiv, hvor vi ofte har fået et meget lille frimærke at være på med meget stramme idealer og ord som ‘skamlæber’ og ‘lort’ om menstruation, så vil jeg gerne være med til at bryde den slags ned.

        Mænd er fantastiske. De er vidunderlige, kærlige, skønne, sjove og helt deres egne.
        Jeg taler historisk set – kan vi ikke være enige om, at der har været et patriarkat i mange, mange år? At mænd har været de dominerende?
        Kunne man forestille sig, at nogen mænd har forsøgt at holde kvindekroppen nede i lidt skræk for, hvad den egentlig kan præstere? der findes masser af litteratur og sange, hvor kvinder omtales som hekse, havende magiske evner, ‘black Magic woman’ etc. Kunne det være i frygt måske?

        Jeg forholder mig til mit eget køn, min egen krop, og det vilde i at den har båret og bygget et menneske, som altså 50 % af jordens befolkning kan. Det må trods alt være det ypperste pragtpræstation at yde. At bygge nyt. Det er en hyldest til det, men ikke en tilsvining af mænd. De har trods alt også en omend lille andel af byggeriet til ære 😉

  12. Jeg elsker billederne. De er så smukke!

    Ift. dine kommentarer om den udskældte kvindekrop, så vil jeg lige tilføje endnu et aspekt nemlig navngivningen af kvinders kønslæber. At de i lang tid (og for mange stadig) bliver kaldt skamlæber puster for mig bare til de “gamle tiders idealer” og hele ideen om, at kvinder har noget at skamme sig over, når det kommer til køn og det seksuelle. For det har vi selvfølgelig ikke. Ord har magt. Og derfor skal vi alle øve os i at omtale kødgardinerne som kønslæber 😉

    1. Det er faktisk rigtig vigtigt at få med. Jeg elsker at man i dag taler om kønsben og kønslæber. For selv i min barndom/ungdom hed det skamlæber. Det er vigtigt! KH

  13. Hvilke tanker har du gjort omkring, at Eddie er på billedet? 🙂 mest i forhold til, hvad han vil synes om det, som han bliver ældre? Ikke nødvendigvis negativt, kan ligeså vel være positivt.

    1. Jeg tror egentlig, han vil være stolt af sin mor og sig selv – det er første gang, det sker i Danmark. Et lille bitte stykke historie. Men det var vigtigt for mig at hans numse var godt dækket ligeså vel som hans ansigt ikke ses. KH

  14. Det er simpelthen det smukkeste billede, jeg længe har set! Jeg håber, du får en kopi, så du kan have det derhjemme – ville elske at have et sådan billede af mig med min baby. Af de to billeder, som begge er super smukke, er det her dog det mest vidunderlige – sikke en kærlighed og udstråling hos dig! Jeg må ud og købe bladet, hvis det ikke allerede er revet væk.

  15. Fantastisk billede 😀 Og sejt at Bladet “tør” sætte det på forsiden 👍
    Der er alt for mange der kigger skævt til ammende mødre, ikke så mange da jeg fik mine unger for hhv 9 og 6 år siden, men har også måtte amme på toiletter, bænke osv med fordomsfulde blikke

  16. Det er simpelthen den smukkeste, rørende, stærkeste forside. Hold nu op, hvor ser du smuk og powerful ud – og hvor er det bare den fineste dreng, I har. SÅ fedt! <3

  17. Kære Cathrine,
    Tillykke med forsiden, den er rigtig fin!
    Må jeg tillade mig at spørge om hvor din fine blå skjorte fra denne post er fra?
    <3

  18. Hvor er det bare alt for sejt!! Jeg er kæmpe fortaler for at nedbryde tabuer, tale om svære ting – og at gøre det i fællesskab. Jeg bruger nu selv al min vågne tid på selvsamme og det føles altså helt fantastisk 🙂

Læg en kommentar