Læserliv: At finde sin vej i fertilitetsbehandling - ROCKPAPERDRESSES
Læserliv: At finde sin vej i fertilitetsbehandling

Jeg glæder mig så sindssygt meget til at læse mange, mange flere historier fra jer – det var SÅ fedt med respons fra jer på mit indlæg. Jeg har både opfordret jer, der har skrevet på min DM, da jeg fx snakkede om bier forleden, og Sanja skrev, at det havde hendes søster skrevet BA omkring. Altså BA i biologi om bierne i Danmark. Dét vil jeg gerne høre om! Ordet er ret frit – det handler bare om at have noget på hjerte, at have en vinkel.

I dag skal vi møde modige Sarah, som deler sin rejse gennem fertilitetsbehandling. Mand, jeg kender det! Alt det man skal passe for at optimere, og det skøre i at have både bobler og sprøjter på køl. Tag varmt og kærligt imod hende <3

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, en læsers beretning

Af Sarah Anker Angantyr

Jeg sidder lige nu og kigger udover vandet på en “øde” ø i Australien og reflekterer lidt over mit/vores liv de seneste 2 år. Min mand og jeg har været sammen i 8 år, gift i 4 måneder og ufrivilligt barnløse i lidt over 2 år.

Vi har altid vidst, at vi ville have børn og også vidst, at vi ville have børn med hinanden. Men der var lige nogle uddannelser, udveksling, jobs og ting og sager vi også gerne ville. Så da vi var 26 (hvilket jeg tænker ikke er sent), besluttede vi, at jeg skulle smide p-pillerne. Det var lidt med tanken, hvis det sker, så sker det, men det behøvede ikke at være i morgen, at vi fik et barn. Men så gik månederne og pludselig var der gået et år, hvor jeg med en cyklus nogle gange på op til 16 uger, flere gange troede, at jeg var gravid. Efter et år blev vi så henvist til behandling og fik diagnosen uforklaret barnløshed. Jeg har måske et lidt forhøjet insulinniveau og min mand har (som alle andre danske mænd) en lidt nedsat sædkvalitet. Men ellers er vi unge, sunde og raske, spiser sundt, ryger og drikker ikke og det skulle derfor ikke være noget problem. I har jo masser af tid!!!!!

Og så startede et år med daglige hormonindsprøjtninger, pludseligt opståede cyster på æggestokkene, ferier der kom på tværs af behandlingen og pludselig føltes forkerte, op og nedture, nyt job til os begge to, flere ugentlige scanninger på klinikken, forsøg på at jonglere 2 fuldtidsjob oveni i de fysiske og psykiske udfordringer ved behandlingen, praktisk planlægning af scanning, fysioterapeut, yoga, psykolog, tanker om fremtiden, adoption, hvad hvis vi ikke kan få børn, og så holdt vi bryllup for 4 måneder siden. Mange spurgte, om det ikke også var lidt meget, vi havde gang i på en gang, men hvad kunne vi gøre? Det var jo aldrig meningen, at det hele skulle ske på en og samme tid. Selvom man har hørt om langvarige fertilitetsforløb, så håber og tror man, at man ikke ender der og vi havde derfor aldrig forestillet os at stå, hvor vi står i dag lidt over 2 år efter, at jeg stoppede på p-piller.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, en læsers beretningDet føles på én og samme tid som de længste og de korteste 2 år. Der er sket så meget, jeg har lært så meget om min krop, så mange nye mennesker, nye ord og behandlingsformer at kende, så dagene har ligesom bare taget hinanden og pludselig er der gået to år.

Så hvor jeg før tænkte, hvordan folk kunne ende i langvarige fertilitetsforløb uden at stoppe op og tænke, nu er nok vist nok, så forstår jeg virkelig nu, hvordan tiden løber fra en. For desværre er der ikke nogen, der fra starten siger, nu skal I høre, I skal bare vente 4 år og så har I et barn. Det ville ligesom være til at forholde sig til, for så kunne man bruge ventetiden konstruktivt på at nå en masse andet, man gerne vil, arbejde, rejse, nyde livet før børn. Men desværre er det ikke situationen, at man får en slutdato for forløbet. Der er ingen, der ved på forhånd, hvordan forløbet kommer til at tage sig ud. Det er dag for dag, uge for uge og cyklus for cyklus og der dukker konstant uventede ting op. Så reagerer man ikke som forventet på hormonerne, så har man en cyste, som udskyder behandlingen, så har man for mange æg og risikerer at få trillinger (hvilket ikke er lovligt), så er det påske og der er helligdage. Så lige pludselig er der bare gået 1 år i behandling, uden at man har set sig om. Derfor bliver det virkelig svært at sætte et realistisk mål, for hvornår man vil sige stop, for der er jo hele tiden bare lige et lille skridt mere eller lige det man kan prøve.

Vi er stadig i den første fase som hedder IUI-h (insemination med partnersæd) og er skrevet op til IVF (udtagning og oplægning af befrugtede æg)i det offentlige. (Det er også en stor overvejelse i sig selv, om vi skal gå til det private for at slippe for ventetid, men som jo også er en langt større økonomisk udfordring). Det vil sige, at vi stadig har et utal af muligheder tilbage. Jeg har taget mig selv i at tænke flere gange, at hvis bare vi havde fået at vide, at vi skulle direkte til IVF, så var der nogen, der havde taget dén beslutning for os. Men jeg ved jo godt, at hvis det havde været vores første besked, er jeg sikker på, at jeg havde tænkt åh shit, så har vi ikke mange muligheder at prøve af.

Men det, jeg helt klart synes, er noget af det værste ved hele den her proces, er sjovt nok ikke tanken om, om vi kan få børn og om vi får børn, men hele den praktiske side af forløbet, som jeg virkelig synes er hårdt og så indgribende i ens liv. Der er så mange vigtige beslutninger og overvejelser, som jeg har følt mig meget alene med. Min mand har virkelig gjort sit bedste for at støtte mig, men når alt kommer til alt, så er det i sidste ende min krop og min psyke, der sættes under et sindssygt pres og derfor ligger den endelige beslutning hos mig. Det har jeg haft og har jeg det stadig virkelig svært med.

Derudover er det sindssygt svært at få 2, nogen gange 3 ugentlige besøg på klinikken (som ikke ligger lige, hvor vi bor/arbejder), supplerende behandling hos en fysioterapeut, yoga og psykolog og yderligere træning pga. en tidligere rygskade fra et biluheld, ny kost, fuldtidsarbejde (hvor man ikke kan/ vil sige, hvad man gennemgår, indtil jeg følte mig nødsaget til det efter at have skjult det i 8 måneder, men var ved at knække sammen med stress og udmattelse og derfor følte mig nødsaget til at sige det, men desværre ikke fik den forståelse og hjælp, jeg havde håbet på, på trods af et job i en branche, hvor de fleste er kvinder i 20’erne og 30’erne, så hvem skal egentlig føde børnene?) og sit generelle liv med familie, venner, et hjem at passe og lidt kvalitetstid sammen, hvor alt ikke handler om hvilken sprøjte, der skal tages hvornår og hvad vores næste skridt er. Det er sindssygt hårdt. Og jeg har stadig ikke fundet en løsning på det.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, en læsers beretning

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, en læsers beretningPå den ene side tænker jeg, at et arbejde bare er et arbejde, på den anden side elsker jeg det, jeg laver og jeg vil gerne holde mig i gang. For at sidde derhjemme og tænke over, at man ikke kan få et barn, løfter ikke ligefrem ens humør. Jeg har også tænkt, at vi skulle sige til venner og familie, at vi ikke er til stede de næste 6 måneder og bare har brug for ro os to, men på den anden side er det også noget af det, der holder mig i gang, at komme ud, se nogle mennesker og ikke altid tale om, hvad man er midt i. Vi bruger mange penge på at rejse og pt. sidder jeg på en ø i Australien i en hytte, som har kostet mere end jeg normalt ville give for et sted at bo. Det kan virke mærkeligt, når vi samtidig kan være nødt til at bruge 50.000 kr. på privatbehandling, når vi kommer hjem og vi derfor “burde” spare de penge. Men på den anden side giver det her os den vildeste frihed, vi lever det liv, vi gerne vil, med rejser, venner og dykning og får tid til at gå en tur i vandkanten eller sejle i en kajak og måske have en afslappet og konstruktiv snak om vores fremtid og hvilke valg, vi vil tage i stedet for en sur og dårlig diskussion over aftensmaden, når vi begge er trætte efter en lang dags arbejde. Og ironisk nok er vores største problem lige nu, hvilken solstol vi skal lægge os i og hvorvidt vi kan risikere at blive spist af en haj, der hvor vi dykker. Hvilket underligt nok føles som befriende problemer.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, en læsers beretning

“Udsigten fra stedet, hvor denne historie er skrevet.”

Så jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og det bruger jeg stadig meget tid på at tænke over, selvom jeg godt ved, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Men jeg/ vi prøver at finde vores vej. Nogen gange vælger vi nok rigtigt og nogen gange forkert, men sådan må det være.

Så alt i alt er der bare sindssygt mange tanker, overvejelser og frustrationer forbundet med det at være i fertilitetsbehandling og dette er bare et udpluk. Jeg har stadig ikke fundet min vej, men jeg prøver hele tiden at justere og korrigere, så tingene giver mest muligt mening og at der stadig er en vej frem. Så må vi se, hvad den vej fører til.

 

37 kommentarer
  1. Åh, Sarah. Hvor kan man bare mærke gennem din tekst, at du har en masse tanker at bære rundt på. Husk, at bag skyerne er himlen altid blå. Kærlige tanker til jer i Australien

  2. Det er en sindsyg svær periode, og især uvisheden om hvornår det sker havde jeg selv svært med. Tror det er det helt rigtige at tage ud at rejse eller hvad man nu ellers holder af i perioder for at glemme det hele lidt og tanke ny energi.
    Min kæreste og jeg var selv uforklarlig barnløse, og igennem 3 IUI, 2 ægudtagninger der ikke resulterede i graviditet. Men ved forsøg med blastocyt der havde været på frys lykkedes det og er nu gravid i uge 26.
    Så hold ud og husk at holde pauser undervejs så der kan tankes ny energi.

    1. Kære Stinna
      Tak for din søde kommentar! Ja uvisheden er godt nok noget af det sværeste. Og selvom jeg nemlig tænker at rejser, giver lidt frihed, så er det godt nok svært at få til a gå op med behandlingen 🙈
      Tillykke! Det er så dejligt at høre at det lykkes.
      Vi er nu på den anden side af 4 IUI og 1 IVF forsøg uden æg til oplægning. Så det er godt nok en sej omgang men vi håber på bedre held næste gang.

  3. Så godt skrevet! Det viser virkelig følelsesmæssig modenhed, når man kan rumme begge sider af et dilemma. Den som aldrig tvivler, ved intet siger et gammelt ordsprog og skribenten her tvivler på sine til- og fravalg på en virkelig smuk og klog måde.
    Alt det bedste til jer!

    1. Kære C
      Tusind tak for en virkelig varm og bekræftende kommentar. Det er virkelig dejligt at nogen kan se lidt mening og noget positivt, i det der i end eget hoved føles kaotisk. <3

  4. Virkelig fint skriv. Vi er også ufrivilligt barnløse på 1,5 år nu, dog ikke uforklarligt, men årsagen er vel egentlig også følelsen af ultilstrækkelighed og uforudsigelighed uvedkommende. Vi blev sendt direkte til IVF, og jeg kan ikke anbefale det… Som du skriver – der er ikke mange muligheder at prøve, hvis det her ikke virker. Derudover er hormonbehandlingen (hvert fald for mit vedkommende) samt ÆU og ÆO virkelig hårdt i sammenligning med de doser mv. man får i IUI. Vi prøver også at rejse så meget som muligt, men med lange IVF-behandlinger (læs endnu flere variabler), kan det være svært at passe ferie ind i en MEGET uforudsigelig kalender… Jeg kender også til følelsen af, at ens arbejdsgiver ikke forstår, hvad det at være i behandling egentlig medfører både fysisk og psykisk, og derfor ikke giver den fornødne plads. Jeg kan kun sende god “kampgejst” i din/jeres retning – det er ikke for bangebukse det her fertilitetsliv!

    1. Mega meget kampgejst til jer også!
      – i øvrigt, er kort protokol slet ikke en mulighed? De hormoner er simpelthen så voldsomme. Nu var jeg kun i kort hver gang, men jeg har hørt og læst meget om den lange, som er ekstra sej! KH

      1. Nej, desværre. Jeg har en diagnose, der gør, at der kun er én vej frem, og det er i lang protokol. Nu krydret med predinosolon/binyrebarkhormon også. Jeg har været glad for at kunne følge med på sidelinjen hos dig og dine gæsteskribenter og derved have nogen, der har nogle følelser og oplevelser, man kan spejle sig i. Så tak for dét!

        1. Åhr for pokker, J. Det er jeg ked af, jeg har læst meget om, hvor sejt det er. ÆV! Men så er jeg glad for, hvis du finder fællesskab i ordene her! Kærligst, og pøj pøj!

    2. Kære J
      Tak for din søde besked. Jeg er hekt sikker på, at hvis vi var kommet direkte til IVF, havde jeg været frustreret over det. Jeg synes også at rejser bliver sværere og sværere at planlægge ind. Vi er nu på den anden side af et IVF forsøg, uden æg til oplægning, så det har godt nok været en hård omgang.

      Jeg synes virkelig det er skræmmende, at vi kan have et samfund, hvor det stadig stiller en svært som kvinde, hvis man er gravid eller i fertilitetsbehandling. Jeg er faktisk endt med at tage konsekvensen af det og sige mit job op, selvom jeg virkelig ikke synes det er en fair løsning. Men jeg var nødt til at tænke på mig selv og os <3

  5. Kære Sarah,
    Tak for et flot indlæg.
    Jeg deler rigtig mange af de samme tanker som du har, og det er rart at vide, at jeg (vi) ikke er alene om at føle sådan og have så mange tanker på samme tid.

    Vi prøver også på 2. år, men er dog røget direkte i ICSI. Det troede jeg egentlig, gjorde processen lidt nemmere, fordi det er “sidste valg”, men nu dukker der en masse bekymringer op omkring antal forsøg. Hvad hvis vi skal i det private også (det har vi pt ikke råd til)? Hvad hvis der ikke er nogen æg på frys til barn nr 2 (skal vi så kun have et barn)? Hvad sker der, hvis vi når til tredje og sidste forsøg? Kan vi klare det? Ligesom dig, har jeg heller ikke fundet hverken svar eller “den rigtige vej” endnu, jeg prøver at tage én dag af gangen (selv om bare det er mere end hårdt nogle gange).

    Jeg følger lidt med på fertilitetsliv.dk, hvor der er andre, der også deler tanker om emnet og deres rejse. Det hjælper mig med at holde hovedet højt på de dage, hvor det synes så håbløst, og som om man er helt alene i verden. Lige en anbefaling herfra, hvis der er andre, der læser med, og som har brug for et sted “at være” i det her ræs.

    Kæmpe kram til jer og al held og lykke herfra ❤️

    1. Kære Liselotte,
      vi røg direkte i ICSI og stressede lidt over, at hvis ikke det duede, så var mulighederne ligesom ‘udtømte’. Det føltes voldsomt, så jeg føler meget med dig.
      Vi har desværre ingen æg på frys, så det er forfra med nummer to – og igen for os det private. Vi er faktisk begyndt at spare op. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, men bare at jeg føler med dig! Dejligt du i øvrigt engagerer dig i Sarahs indlæg! KH

    2. Kære Liselotte
      Jeg kan sagtens følge tanken om at ryge direkte til ICSI, ville være stressende.

      Vi kæmper lidt med at vi er unge og lægerne i snart to år har sagt, bare rolig i er unge, i er gravide om 2 måneder, det er der ingen tvivl om. Nu er det så snart 3 år siden, jeg stoppede på p-piller.

      Det er virkelig svært at holde håbet oppe, når vi passer på alle gode statistikker, men at det alligevel ikke lykkes.

      Her i vores første IVF lovede lægerne os nærmest æg på frys til barn nummer 2 og 3. Vi endte så med ikke engang at have et eneste æg til oplægning. Det var virkelig en mavepuster og svært at tro på deres optimisme ifht. At det jo lykkes lige om lidt, som de bliver ved med at sige.

      Så selvom vi prøver at holde modet oppe, så har jeg det lidt ligesom dig, hvad nu hvis…..

      Ved ikke helt om det blev et svar på din kommentar 🙈 men i hvert fald nogle tanker herfra <3

  6. Så mange gode tanker! Det sted du er, er bare så hårdt! Du er så sej, at du og I kæmper på, og mega sej, at du deler – det kan noget at åbne op!
    Jeg håber virkelig for og med jer! Mange varme, kærlige tanker og håb for jer!

  7. Al respekt for dette indlæg – men er dog nødt til at kommentere på, at det er lidt ærgerligt at din blog efterhånden kun handler om fertilitetsbehandling og baby … Du plejede at være så dejlig alsidig i dine indlæg 🥴 ( Blot en tanke der trængte sig på og var nødt til at komme på tryk ) 🤗

    1. Hvor du har muligheden for at scrolle videre og hoppe over, så kan de/vi med fertilitetsudfordringer ikke bare hoppe videre til næste. Her fylder det alt i de sovende og vågne timer. Så i stedet for at gemme din – IMO – kynisme bag “al respekt for dette indlæg”, kunne du måske hive op i din empati og tænke, at det må være befriende, at din største udfordring relateret til det her indlæg er, at du synes, det fylder for meget på en blog.

      Og et lille ps. Det kan være en kæmpe hurdle at dele ud af noget så sårbart, så hvordan tror du, det føles, når ens skriv så modtages på den måde? Blot en tanke, der trængte sig på og var nødt til at komme på tryk fra min side.

      1. Kære Cæcilie
        Tusind tak for din besked og opbakning. Jeg tænker også at vi er mange der har glæde af, at der bliver delt forskellige historier og jeg følte mig da også kort ramt af ovenstående kommentar, som jeg tænkte havde givet mere mening at sende direkte til Cathrine. Men det er selvfølgelig også helt fair at ikke alle er interesserede i andres fertilitetshistorier, men jeg tænker netop også at man jo bare kan scrolle forbi 😜

        Men igen tal for din støtte. Det betyder virkelig meget <3

    2. Helt uenig – jo, graviditet, fertilitetsbehandling og baby fylder meget på bloggen, men jeg oplever bestemt også at der er så meget mere at komme efter her hos Cathrine. Der er en masse om miljø, klima, musik, interviews, indretning, rejser. At sige, at bloggen kun omhandler de førstnævnte ting, er simpelthen ikke rigtigt 🙂 Og jeg er sikker på, at det er noget Cathrine er obs på, og helt sikkert ligger meget energi i at skabe andet læsestof end kun omhandlende baby og familieliv.

    3. Med al (!) respekt for indlægget og det, der er lagt i det, så håber jeg, at læsernes beretninger bliver begrænsede. Jeg synes ikke, det har nær samme værdi, fordi jeg som læser selvsagt ikke kender de her mennesker eller har nogen reference på dem. Og så er jeg jo vant til din skrivekvalitet og tone.

      Jeg er uenig. Tror også, du vil finde det bekræftet, hvis nogen skulle have lyst og for meget tid og lavede stat. på indlæggenes emner. Men måske fylder de indlæg også bare mere mentalt, hvis det ikke rager en selv. Det rager f.eks. ikke mig, for jeg er ikke barnløs længere og har lagt det liv bag mig og er videre. Men at konkludere, at alt handler om baby og problemer med at få en baby, er ikke sandt.

    4. Åh, jeg har næsten svært ved ikke at blive fornærmet, haha! Jeg gør mig SÅ umage med at skrive indhold, der rammer bredt om både pension, økonomi, mode, indretning, hverdag OG babyliv. Det er klart – jeg er mor til en lille dreng på 6 måneder, det fylder det meste af hverdagene stadigvæk og vil jo gøre det længe endnu. Han er jo ikke i institution, så hvad jeg oplever omhandler som oftest ham.

      Men for lige at tage et kig de sidste godt 14 dage foruden selvfølgelig weekendsindlæg og hverdagsglimt, så har jeg altså skrevet følgende:

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/dick-pics-apparentlynotmetoo/ – om dickpicks og begær

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/interview-silas-bjerregaard-dks-laekreste-stemme/ – interview med Silas Bjerregaard om sin karriere og brud med Turboweekend

      https://rockpaperdresses.dk/2019/04/ti-baeredygtige-foraarsjakker/ – et bud på forårsfrakker

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/ootd-hvad-er-min-stil-er-jeg-mon-faldet-af-paa-den/ – om stil og at finde den igen

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/ootd-vintage-feel-mine-shopping-raad/ – et klassisk dagens med shoppingråd inkluderet

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/byggeprocessen-og-var-det-egentlig-det-hele-vaerd/ – ord på vores byggeri

      https://rockpaperdresses.dk/2019/04/vi-skal-goere-os-umage/ – om parforhold under pres

      https://rockpaperdresses.dk/2019/03/ikke-passende-for-en-hoejhellig-miljoeforkaemper-stop-tyranniet/ – om miljøpoilitiet

      Jeg synes, der er ret meget indhold som ikke er centreret om mit liv som mor, hvis jeg selv må have lov at sige det 😀

      Derudover, som jeg skrev forleden, så er #læserliv tænkt som en ugentlig begivenhed, som det faktisk har været i seks måneder nu, uden at være helt formateret, og tanken er, at alle kan byde ind, har de noget på hjerte! KH

  8. Jeg føler så helt enormt meget med dig, Sarah. Vi har ikke været i gang så længe, som I har, og vi ved godt, hvad problemet er (PCOS), men alle tankerne og følelserne, du beskriver, dem kender jeg så uendeligt godt. Desværre. Vi prøver samme tilgang med masser af rejser og ture i et forsøg på ikke at sætte livet på standby, mens vi venter. Vi har selv ofte snakket om og tænkt tanken, at hvis da bare, man vidste, hvornår det ville lykkes, så tog man gladeligt alle pillerne, sprøjterne og undersøgelserne plus det løse, men uvidenheden og følelsen af, at det her aldrig ender, den er hård.

    Kæmpe kram

    1. Det er det allersværeste – hvis man bare vidste, at det ville ske. Uvisheden! Mange tanker til jer! Kh

    2. Kære Cæcilie

      Uvisheden er det værste!!! Det føles som om hele ens liv er sat på standby. I starten følte jeg egentlig godt at vi kunne leve en form for normalt liv, men jo længere tid der går, jo sværere må jeg godt nok indrømme, jeg synes det bliver.

      Jeg synes det er så svært, for man er jo villig til at udskyde behandlingen med en måned. En måned til eller fra betyder ikke så meget. Men det er så svært at vide, når man planlægger fx. En rejse om det så handler om mere end en enkelt cyklus. Min cyklus er i hvert fald uregelmæssig og det er derfor vildt svært at planlægge og det oveni i kalendere der skal passe samme og åbningstider på klinikken, kan virkelig gøre planægning til en udfordring. Det synes jeg virkelig er svært.

      Krydser fingre for, i ikke skal være i det for længe <3

  9. Åh, hvor det stikker i hjertet at læse dette fine skriv. Jeg bliver total sendt tilbage til sidste sommer, hvor vi stod med 3x negative forsøg med hormonstimulation, og nu skulle i gang med IVF. Uvisheden var klart det frygteligste, og det faktum at alt andet i ens liv må tilpasses behandlingen- uden at man ved, hvor længe det vil vare. Tænk hvis man bare kunne få lidt vished. Havde jeg vidst, at jeg 3 måneder senere ville være gravid, havde det hele været så nemmere at bære ❤️

    Det vigtigste jeg lærte i processen var at lytte til mig selv, og at det er helt ok at skrue ned for de andre ting i ens liv, så man har energien til at være i det, for behandling er så krævende i sig selv. Sender alle de bedste tanker til Sarah og håber, at det snart vil lykkes for dem ❤️

    1. Kære M
      Tusind tak for din kommentar !
      Det varmer virkelig. Det er så svært at finde en god balance og du har helt ret, hvis bare man vidste at det ville lykkes på et tidspunkt.

      En af de ting jeg synes er mest overvældende er at erfare, hvor stor en del af ens liv der påvirkes. Det handler ikke længere blot om ikke at kunne få børn, det påvirker i den grad også ens forhold, relationer til familie og venner, ens arbejdssituation og ens selvopfattelse. Det er virkelig en vild ændring i ens liv.

      Jeg tror du har helt ret i at det er vigtigt at lytte til sig selv og nedprioritere nogle ting i ens liv, for man kan virkelig ikke det hele på en gang.
      Jeg er så glad for at høre, at det lykkedes for jer. Det giver håb. Tak <3

  10. Vil bare lige sige at jeg er rigtig glad for indlæg som disse. Jeg ønsker for ingen at de skal igennem hårde og svære fertilitetsbehandlinger, men indlæg som disse giver alligevel en følelse af at man ikke er den eneste som kæmper og at man ikke er helt alene, og det gør det nogle dage lidt nemmere. Så altså, bare tak fordi du stadig har fokus på det her emne på din blog 💙

  11. For mig er der ikke noget, der er en ægte trøst. Kære Sarah, jeg har sådan lyst til at sige at det nok skal blive godt (men det ved jeg jo desværre ikke noget om), jeg har lyst til at sige at du ikke er alene (men hjælper det virkelig at der også er andre, der er ulykkelige?).

    Det eneste, der virker en smule for mig, er at tænke at vi gør det så godt som vi kan. Og at sandsynligheden (selvom sandsynligheder aldrig er garantier for individer) peger på, at det også kommer til at lykkes for jer. At der er et barn, inde i jer eller ude i verden, der glæder sig til at være jeres.

    1. Kære Anne Katrine
      Tusind tak for din virkelig søde og varme besked. Jeg kunne virkelig mærke at den var skrevet fra hjertet.

      Nej du har helt ret, men ønsker ikke for nogen at de skal gennemgå det her, men det hjælper alligevel lidt at høre at man ikke er alene med sine tanker og følelser omkring situationen.

      Og du har helt ret. Statistikker kan både være en hjælp og virkelig frustrerende, men jeg prøver da virkelig på at holde fast i, at det også nok skal lykkes for os en dag, at få et barn, om ikke på den ene måde så på den anden <3

      (En ting som jeg slet ikke når til i indlægget, er at jeg som sådan ikke ville have noget imod at adoptere, det er bare også en virkleig krævende og lang proces, somville have krævet mange sider yderligere at komme ind på 😉 )

  12. Kære Allesammen
    Tusind tak for alle jeres virkelig søde kommentarer og input. Det varmer i en svær og udfordrende periode. Jeg ville have svaret jer før, men vi ramte desværre endnu en udfordrende uge behandlingswise, så det krævede lige lidt fokus.

    Tak for jer og ford i hepper på os <3 Og til jer der står i samme situation så hepper vi også på jer <3
    Forhåbentlig kommer vi igennem det, hvis vi alle kæmper sammen.

Læg en kommentar