"Når jeg engang får børn, så skal de bare..." - ROCKPAPERDRESSES
“Når jeg engang får børn, så skal de bare…”

Jeg sidder hjemme i mit vante aftryk i sofaen i strækbukser (nogen vil kalde dem yogapants) og en kaffe- og grødplettet skjorte. Det jeg skulle have haft på, var et smart outfit, læbestift på tænderne (- skulle jeg til at skrive, og det er jo som oftest også rigtigt) og måske en lille hæl.

I et par dage har vi prøvet sutteflaske af herhjemme. Vi prøvede den også for nogle måneder siden, en enkelt nat hvor Adam skulle give flaske i forsøget på at lade mig sove en smule mere. Det gik op i hat og briller, og både Eddie og jeg græd. Jeg lover jer for, at babygråd går ind og river tårerne ud af øjenboldene, om du vil det eller ej. Det er vildere end at skære løg!

Dengang var det på opfordring fra venner og bekendte og nogle af jer på insta, som fik det til at lyde, som en ting man ‘bare’ gjorde. Easy breasy! For os? Ikke en udpræget succes i første omgang, vi lagde det på hylden. Det var egentlig ikke vigtigt – jeg kan sove, når jeg bliver gammel. Pyt!

Men… For nyligt tikkede en invitation ind ad døren, som fik det til at gippe i mig. Et ‘once in a lifetime’ event, en middag med Helle Thorning og et stort show med Michelle Obama. En ægte women empowering women-aften. Sådan en aften der kunne holde mig høj og inspireret længe. Det ville være første gang, jeg ikke skulle putte. Det ville være første gang, jeg var væk i Eddies vågne tid i andre ærinder end at købe ind. Men det lød bare for dødspændende en aften til at gå glip af! Og Eddie er også blevet et halvt år, måske det kunne du?

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand

Så vi gik igang med flasken igen i weekenden. Og jeg sad der med håndpumpen efter hver ammesession, piv-piv-piv. Klem-klem-klem. Det tager hurtigt en halv time med håndkraft, hver gang at få bare en decent mængde ud til sutteflasken. Der er trods alt ikke samme flow som for tre måneder siden.

Adam greb en flaske med min mælk i forgårs og prøvede at putte for natten. Igen gik det op i hat og briller, og efter en god halv time opgav han og kommer ud med en helt opløst baby i armene. Jeg havde igen siddet og grædt snot nede i køkkenet bare af lyden.

SÅ prøvede vi igen i går omkring frokosttid, nyt tidspunkt, måske mere frisk baby. Nix. Og så kunne jeg ligesom godt se, at det ikke rigtig hang sammen.

Helt seriøst, hvorfor? Hvad er det lige, jeg gør det for? Hvem er det jeg gør det for? Jeg ville ikke kunne nyde at være af sted, uden at vide alt hjemme var okay. Jeg ville ende med at stresse over telefonen og være klar det sekund Adam hev i mig med en sms.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand

Det er sådan, det er. Et liv på børns præmisser. I hvert fald for en tid. Lang tid. Og det var jo sådan set også noget at det, jeg glædede mig helt enormt til. At skulle sætte mig selv til siden for et lille menneske. At der var noget i verden, der var større end mig. At det ikke længere var mig og mine behov først.

Det føles egentlig ikke som det store ‘tab’, for jeg er forandret. Det blev jeg lige nøjagtigt den 2. oktober 2018 klokken 12.29. Der er noget andet, der er vigtigere, langt vigtigere, end alt andet. Det er mit barn.

Og det er altså lidt pudsigt. Jeg kan godt grine af mig selv, af Adam. For før han kom, havde jeg, ja havde vi, en klar oplevelse af, hvordan livet skulle stykkes sammen.

Når vi får børn, så skal de bare kunne følge med os rundt. Vi skal bare kunne gå ud, og så kan han sidde på armen. Vi skal bare, vi skal bare, vi skal bare… Han skal bare, han skal bare, han skal bare…

Klip til at vi er typerne, der ikke spiser ude hos folk, med mindre vi kan spise klokken 17.00 og være hjemme og putte klokken 19.  Men altså allerhelst bare blive hjemme og undgår. Helst. Typerne der nødigt går ud på restaurant – med mindre vi taler early birds-menuen eller til morgenmad, det kan gå an. Aftener, nej tak. Vi tager i øvrigt nødigt bilen med ham, så at besøge familie længere væk end en gåtur? Helst ikke. Og vi putter taktfast klokken 19.00, hver evigt eneste aften. På hans værelse. Et par bøger at kigge i, amning, i seng, godnatsang. Drøm sødt. Og så bærer jeg ham op til os, når vi går i seng. Vi har så mange vaner og rutiner allerede.

Og klip til at jeg altså sidder i mine blødeste bukser i sofaen, efter at have ammet og puttet og sunget og læst, og ser panda-dokumentar på DR i stedet for at være fin og flot til women-love-women-event med selveste Michelle Obama.

Sorry former First Lady. Min dreng er vigtigere.

PS: Eddie, en eller anden skal jeg fortælle dig, hvordan jeg gik glip af verdens måske vigtigste førstedame i historien – fordi du var sulten, hehe!

63 kommentarer
  1. Forstår dig fuldt ud. Min søn var otte måneder, før jeg var ude med veninderne uden ham. Det duede bare ikke før, hverken for ham, mig eller min kæreste. Han var utrøstelig, min kæreste magtesløs, og jeg kunne ikke nyde at være væk. Inden du ser dig om, bliver det hellere lettere, og ting kommer til sin tid.

    1. Det er jo det jeg hele tiden bliver bekræftet i – alt ændrer sig hele tiden og bliver nemmere og nemmere. Lurene, hans færden og evner, mad osv. Tid <3 Både at nyde den der er og glæde sig over den der kommer! KH

  2. Jep, jeg tror, det er lige efter bogen! Jeg gjorde mig præcis samme tanker, da jeg ventede mit første barn. Han skulle også ‘bare’ med alle vegne – intet problem! Klip til en ganske anden virkelighed. Og den historie har jeg i øvrigt hørt fra mange veninder også. ☺️

  3. Min erfaring er, at nå barnløse/gravide kvinder læser ovenstående erfaring, så har de tendens til at tro det er sandheden for alle. Så her en lille moderfaring der viser at det omvendte også kan være sandheden 🙂
    Jeg er hvert fald et eksempel på at “når jeg engang får børn, så skal de bare….” godt kan lade sige gøre.
    Min datter er 7 mdr, tog en flaske udpumpet mælk hver aften fra hun var 3 uger, bliver puttet af far ligeså tit som af mor, var på restaurant så sent som i fredags og elsker at sidde i autostol i bilen. Hun er vokset op kun med viklebæring frem for barnevogn, og har fra den trygt kunne være med i alt vi har foretaget os og dermed været rigtig meget med på vores præmisser. Hun blev passet første gang af bedsteforældrene med overnatning da hun var 3 mdr da hun fint ku tage flasken en hel dag og derefter blive ammet igen dagen efter. Og jeg har været ude og lave ting med veninderne fra hun var et par måneder.
    Det afhænger selvfølgelig helt vildt af om barnet vil tage flasken. Og dernæst om hvad der gør dets forældre glade. Er man lykkeligst ved at leve efter barnets præmisser, så er det, det bedste for barnet. Jeg er lykkeligst når mit liv er et miks af baby og egne interesser. Og når mor er lykkelig er baby lykkelig. Det afhænger selvfølgelig af hvordan barnet er, men jeg tror også på, at man selv kan præge hvilken retning man vil gå.
    Jeg håber dine læsere også kan bruge min kommentar til noget 🙂

    1. Når mor er lykkelig, er baby nødsaget til at tilpasse sig..

      Er adskillelse babys behov? Nej vel.. Come on. Lån en bog på biblioteket vedr. småbørns psykologiske behov, hvis du virkelig er i tvivl.

      Vi lever i en tid, hvor dét at tilsidesætte egne behov iht. sine børns anses som værende en negativ underkastelse. Så er man en “pylrer-mor”, en som har misforstået noget helt, helt grundlæggende. En som står i vejen for ens børns selvstændighed. Fordi vi kan da ikke blive VED med at skulle sætte dem først. Det kan da ikke være rigtig, at når man får et barn, så handler det bare ikke længere om en selv.
      Erkendelsen af det ret simple men til tider omfattende faktum er babys behov.

      1. Men kan vi please ikke bare komme ud over at shame, uanset om man som mor gør det ene eller andet? Adskillelse eller ej? Amning eller flaske? 🙏 din kommentar får mig i hvert fald til at tænke ‘ups, så er der noget galt med mig som mor, hvis jeg skulle driste mig til at have lyst til at gå ud uden min baby’ – og det er bare så ærgerligt.

      2. Som kommende mor bliver jeg altså ked af at læse sådan noget. “Vi lever i en tid, hvor dét at tilsidesætte egne behov iht. sine børns anses som værende en negativ underkastelse”. Jeg synes nærmere der er den modsatte tendens – hvis man drister sig til at sige, at man har lyst til at tage ud en aften, så får du smidt i hovedet at du ikke vil dit barns bedste. Det er virkelig ubehageligt. Hvis det praktisk kan lade sig gøre, og mit barn kommer til at ville tage flaske, så vil jeg da også have lov til at nyde det, uden at blive kigget ned på. For jeg ved jo hvorfor jeg gør det, og jeg har jo heldigvis en kæreste som er ligeså meget forælder til vores barn. Hvorfor er det adskillelse fra barnet, hvis far er hjemme og putte? Hvis det fungerer med flaske, er han så ikke fuldt ud lige så god som mor? Jeg håber da ikke, at jeg ikke kan være en god mor og samtidig også stadig være mig selv. Det ene udelukker forhåbentlig ikke det andet. Men din kommentar fik mig alligevel til at føle mig som en dårlig mor – vel at mærke til et barn der ikke bliver født før til august – bare på grund af tanker jeg har gjort mig omkring moderskab. Så tak for det.

    2. Som kommende mor er det i hvert fald rart at høre erfaringer fra ‘flere sider’, så også tak for det 🙂

    3. Jeg er overhovedet ikke kommende mor, men jeg kan stadig bruge din kommentar! Som Cathrine så fint siger, så blev hun forandret, den dag Eddie blev født. Men os andre, der endnu ikke er velsignet med egne børn, har ikke oplevet den forandring. Og ærligt talt, så kan det som “uindviet” godt virke en smule skræmmende, at ALT er på sit barns præmisser. Jeg har veninder, der kl. 13 stadig ikke har hverken været på toilettet eller fået noget at spise, fordi deres baby har krævet deres fulde opmærksomhed. Og når man er mor, er det helt sikkert et lille offer, men som veninde på sidelinjen lyder det voldsomt, og det får ikke – ellers skrukke – mig til at have travlt med at sætte børn i verden.
      Så det er mega rart, at høre historier som din. Tak ♥️

      1. Wow Camilla, det lyder som om din veninde er hårdt prøvet!
        Og det findes helt sikkert! Og de mødre har brug for opbakning og støttende og hjælpende veninder.
        Jeg vil også bare sige, at jeg tror langt de fleste kan komme på toilettet og få mad. Min søn er snart 3 måneder og ikke super nem og jeg er alene med ham 12 timer om dagen. Men jeg får alle mine basale behov opfyldt, med undtagelse af sammenhængende søvn(og det vænner man sig lidt til).
        Jeg drikker lidt mere kaffe end man bør på de hårde dage, men de fleste dage er altså sjove og hyggelige, og hårde 🙂
        Og det bliver hele tiden lidt nemmere 🙂
        Støt din veninde – men frygt ej, du skal nok få mad og toiletbesøg efter børns ankomst 😉

        1. Tak for en dejlig kommentar – for en barnløs som jeg, er det rigtig rart at høre, at dét sagtens kan lade sig gøre. For ja, man bliver rimelig skræmt engang imellem af at høre sådanne historier haha.

      2. Dine veninder må have nogle helt særlige børn, hvis ikke de kan nå en mad eller et toiletbesøg før klokken 13?

        Jeg har tre fra 0-6 år.. Jeg ligner ikke altid en million (aldrig faktisk) og jeg har heller ikke et skinnende rent hjem. Men jeg kommer altså på toilettet når jeg trænger til det og jeg får mad når jeg er sulten.

    4. Jeg synes Marias kommentar er rummelig og spændende –
      Ligesom indlægget ikke er belærende, men indsigtsfuldt!

      Jeg synes kommentaren om at adskillelse er morens behov er dømmende og ikke noget jeg ville bryde mig om at møde i en mødregruppe.

      Lad os allesammen gøre det forskelligt og samtidig helt rigtigt!

    5. Der findes masser af historier ude, også bare i min egen lille mødregruppe, på at flaske kan du! Vi har alle vores egne veje og måder at være mødre på. Så fint du også deler din.

      Jeg synes egentlig, det hele er så simpelt, at alle de mødre, jeg kender, kender deres eget barn bedst. Jeg tror ikke på, nogen mødre gør noget, som de ved, barnet slet ikke er med på. Selv om træning godt kan kræve lidt skrig og skrål – uden det betyder baby er ked af det. Det kan også betyde “hov, her er en forandring, det ved jeg ikke om jeg gider!”. Indtil det heller ikke er nyt. Men der kender man jo sit eget barn.

      Mit indlæg var selvfølgelig et skriv om min egen forandring men måske også lidt en kommentar, til alle dem der siger “kan du ikke bare…” omkring mit barn. Kan du ikke bare putte ude? Kan du ikke bare give flaske? Kan du ikke bare…? Nej, jeg kan ikke bare, for det har jeg ikke lyst til. Det vigtigste er at vi mærker efter os selv, gør det, vi selv synes fungerer, hvad end det er.

      Og så kan jeg egentlig meget godt lide dem, der vender den om, “når baby er lykkelig, er mor lykkelig” – det er sådan jeg har det. Jeg finder en kæmpe ro i mine egne morskills, når jeg kan se Eddie trives. Så er jeg ligeglad med hvad andre tænker, jeg burde gøre/gøre anderledes. KH

  4. Min datter gad heller ikke flasken.. som i slet ikke! Hun gjorde ellers i starten. Jeg brækkede min hånd og sku opereres da hun var 8 uger og den dag fik min mand hende til at tage flaske uden problemer (thank god!), men 14 dage efter prøvede vi igen og der har været lukket siden. Jeg havde det stramt i starten, men altså.. hvad skulle jeg der var vigtigere end hende? Det gik jo alligevel. Selv det bryllup vi sku til, fik vi til at hænge sammen 🙂 at få baby til at tage flaske er ikke “bare”. Det siger jeg aldrig igen 😉

    1. Det troede jeg altså også “bare” var noget babyer gjorde! Fuldstændig som at de da også “bare” bliver ammet. Men hverken det ene eller andet er en selvfølge. WAUW man bliver klog 😀 KH

  5. Amen!
    Det er da det fineste ved at være blevet mor synes jeg – at der er et lille menneske , som er 10000 gange vigtigere end alt andet. Tanken om at tage ud en aften og se om far ikke kan putte baby tiltaler mig også en smule – men jeg ved at jeg på ingen måde vil kunne nyde det, og desuden bliver jeg “jaloux” ved tanken om at han skal have mælk andre steder end fra mit bryst haha. Det er moderinstinktet der taler ❤️

    1. Den der jalousi kan jeg sagtens følge, sådan havde jeg det kort, kort, kort, da vi begyndte på mad. Tænk sig, så kunne andre også give mit barn mad! Det føltes vildt og grænseoverskridende! Det er altså bare moderinstinktet, der spiller ind, for hårdt! Det så vildt! KH

  6. Hov det var da trist at du syntes det skal være alt eller intet. At jeg ikke må gå ud en gang eller to om ugen og lave egne interesser og samtidig være den bedste mor for mit barn. Hun bliver jo ikke sendt på hundeinternat når jeg er ude. Hun er faktisk bare sammen med sin far, som hun i øvrigt har et fantastisk forhold med, og som dur ligeså godt som mor. Jeg vil ikke kalde det adskillelse at være alene med sin far. Når hun bliver passet af bedsteforældre engang imellem, plejer far og jeg forelskelsen, hvilket gør os til endnu bedre forældre (for vores barn) i sidste ende. Hun har derfor også et fantastisk forhold til sine bedsteforældre.
    Tænk hvis jeg, på baggrund af kommentarer som dine, blev skræmt til at tro at jeg ikke måtte pleje egne interesser, fordi jeg så ville være en dårlig mor. Det ville være forfærdelig trist. For hvis det nu engang er mit store behov og det ikke blev opfyldt, så kan jeg garantere at jeg ville blive ulykkelig og halvdeprimeret. Og så kan man hurtigt konkludere at det ville gå ud over mit barns trivsel. Derfor kommentaren “når mor er lykkelig er baby lykkelig”. Jeg er glad for at jeg har en fuldt udviklet selvtillid omkring mit moderskab. Ellers kunne en kommentar som din da være ganske ødelæggende.

    Cathrine ville tydeligvis ikke være lykkelig hvis hun var gået ud i går og det ville Eddie heller ikke. Derfor valgte hun den bedste løsning for dem. Andre har mulighed og lyst til at vælge anderledes og det er det bedste for dem.

    Min kommentar gik ikke ud på at kalde nogen for “pylremor”. Ej heller at sige at min måde at være mor på er den bedste (for andre end mit eget barn). Det er fordi jeg ved at mange gravide og kommende gravide læser med, og de fortjener at få at vide at der er mange måder at gøre tingene på. Især fordi fuld underkastelse til sit barn, godt kan virke rigtig skræmmende når man ikke har stået i situationen endnu.

    Jeg er rigtig glad for at se at der var flere der satte pris på at få et nuanceret billede. Og at I godt kunne se at det ikke var dømmende, men blot en anden erfaring.

    1. Den er fin ‘min måde at være mor er den bedste – for mit barn!’, det kan jeg godt lide Maria 🙂 KH

    2. Ja, jeg tænker også, at hvis far har en relation til sit barn, så kan mor da sagtens gå ud. Jeg har ikke hørt om folk, der blev forargede over at far tog i byen en gang imellem😀

    3. Jeg satte bestemt pris på den og synes det er herligt med et forskelligartet og nuanceret billede. Hvad man så ender ud med selv, er jo netop et resultat af mange faktorer, men din historie er i alle tilfælde inspirerende for mig. Og kan virkelig godt lide tanken om, hvordan faren også kan fungere som primær omsorgsyder. Hvis barnet altså vil tage flasken.
      En kommentar til ‘kan du ikke bare’-kommentarerne: Jeg har veninder, der har flere børn og hvor barn nummer 1 tog flaske, mens barn nummer 2 nægtede. Og omvendt. De er så forskellige. Og heldigvis for det. Kram til jer

  7. Det aller dejligste indlæg at læse fra en så offentlig person. Jeg fik mange rynkede næser når jeg sagde nej tak til middag med pigerne efter sengetid. Det kunne jeg først da vores søn var omkring 18 måneder gammel, men nu er det slet ikke et problem. Det var så meget ventetiden værd ❤️

    1. Jeg tænker også meget på, at alt kommer tilbage igen <3 Og så nyder jeg, eller prøver mit bedste på det, at være i det nu og her. Dejligt du havde din næreste babytid og også nu får mortid! KH

  8. Haha, hvor kan jeg dog genkende det dér med kun at spise ude hvis det foregår kl 17, og vi kan være hjemme til puttetid kl 19! Min datter er 15 måneder, og på mange måder er det selvfølgelig MEGET lettere end da hun var 6 måneder (fx spiser hun jo almindelig mad og sover gerne fra 19-7 #bless), og jeg ELLER min mand kan sagtens gå ud en aften… men det dér med at gå ud SAMMEN og MED vores datter om aftenen, det er bare ikke fedt. Vi har prøvet nogle gange, men hun kan bare ikke sove ude, og så bliver det bare ufedt for alle parter med et skrigende barn kl. 20-21. Jeg trøster mig med, at farmor er sød til at passe (inkl. overnatning), så vi trods alt kan gå ud og spise/gå på date/sove længe en gang imellem… og ellers at den her tid i det store perspektiv er så kort, så hellere prøve at være i det og nyde det end at bekymre sig om alt det, man ikke kan, for det kommer igen på et tidspunkt <3

    Ps. Berlingske har givet Michelle Obamas show igår bund karakter med ordene: "Showet hævede sig kun momentvis over et amerikansk daytime-talkshow, og når det var værst, mindede det om en gennemsnitlig eftermiddag i mødregruppen." – Så du er nok ikke gået glip af det store alligevel 😉

    1. Det er jo det! Man vil bare gerne det nemmeste, hehe! Hele vejen rundt! Om det så betyder, at man ikke lige render nogen steder sammen, alle tre.
      . og tak for dit PS, jeg er ærligt talt lidt lettet over, at det ikke var giga fail ikke at være der! KH

  9. Jeg læser i indlægget, at alle mødre skal finde sin egen vej – at der er intet rigtigt eller forkert. Så må “folk omkring” synes hvad de vil og andet må virke for dem. What ever works… Som første gangs mor kan det være mægtigt svært (og vel også 2., 3. og 4.) men lad nu være med at mene på andres vegne – vær glad når nogen finder vej. Empower for pokker!

    1. Præcis! Præcis! Præcis! Og også anderkend ens egen måde at være mor på – at man kan have haft en illusion af, hvordan det skal være, og at man ikke er en failure hvis det så bliver anderledes. Det er faktisk helt okay. Det vigtigste er at mærke i egen mormave, hvordan det skal være og er bedst. KH

  10. Min dreng nægter også kategorisk at tage en sutteflaske, og det er uanset, om det er mor eller far, der giver den. Han ser på os hver gang, som om vi har bedt ham løse en andengradsligning 😂
    Jeg blev frustreret over det en enkel gang, da han var omkring 4 måneder, og jeg virkelig gerne ville med til en fødselsdag, men blev ringet hjem efter 2 timer. På måden. ‘Come on! Jeg er der 24 timer i døgnet! Giv mig da et par timer for mig selv!!!’ Men nu tænker jeg mere. Det er kun et år (hvis han gider amme så længe 🤞🏻), han er så lillebitte og totalt afhængig af mig og min kæreste. Og det går SÅ stærkt. Så jeg nyder det. Alt hvad jeg kan ❤️
    Til gengæld har vores dreng aldrig haft noget i mod at køre autostol eller blive puttet ude, så længe hans mor og far er der, så selv hvis man får en baby, der ikke gider flasker, kan man være heldig at få en, der gerne vil med til alting – især hvis venner og familie også har børn, så er man bare social på en ny måde, og det kan sgu også noget at nyde et enkelt glas vin sammen, når babyerne sover 😍

    1. Jeg vil også sige, at der i starten, de der sygt intense 2-3 måneder, hvor man knapt nok kommer i bad,, der kunne jeg mere have haft brug for et break. Nu nyyyyder jeg egentlig også bare tiden. Tænk, pludselig gider han måske ikke amningen længere! KH

  11. Kan sagtens forstå dig ❤️ Har selv en dreng på 10 mdr og synes efterhånden jeg har lært, at “alt er en fase”, og at tingene går nemmest, hvis vi så vidt muligt bare tilpasser os hans aktuelle behov. Der var en fase, hvor vi sagtens begge kunne putte, og derfor skiftedes til det. Så kom en fase, hvor vores dreng blev fuldstændig ulykkelig, hvis det var far, der skulle putte…. og i starten prøvede vi at være ihærdige, men helt ærligt, det var ikke fedt for nogen af os og vi blev enige om at det ikke skulle være en kamp. Lige nu har vi en glad og tilfreds dreng, der sagtens kan være alene med far hele dagen og puttes til lure uden problemer, men helst vil have mor til aften/nat, som er det eneste tidspunkt, han stadig ammes. Når han ikke længere ammes til aften/nat, ændres tingene sikkert igen, og så tager vi den derfra ☺️….. Og har det ligesom dig mht helst at ville være hjemme om aftenen. Men man kan da også nå super meget i dagtiden, når man bliver vækket kl 06 af klask i hovedet/rykken i håret/våd møsser 😆

    1. Jamen, man har da slet ikke luft til at skulle ud om aftenen, når man er blevet hevet i håret ved 5-6-tiden, haha! 😂 Det er jo det, det ændrer sig hele tiden, og det fungerer klart nemmest for os, hvis vi bare følger ham og hans tempo og humør. Det gør det altså! Han har nu også taget et par køreture den sidste uge, hvor han ikke har skreget sig helt ned. Så fedt, haha! KH

  12. Jeg havde også mange meninger, før jeg fik børn. Jeg havde masser af holdninger og vidste præcis, hvordan jeg ville have tingene. Mit liv skulle i hvert fald ikke gå i stå, og mit barn skulle jo bare lære at følge med.

    Og for 3,5 år siden fødte jeg så verdens bedste lille pige. Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvor forandret mit liv lige pludselig var. Hun ville ammes konstant og kun sove på mig. Hun blev overstimuleret, hvis der skete for meget. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive typen, der sagde nej til frokoster, fordi min barn kun ville sove lur derhjemme. I dobbeltsengen. Eller typen, der sagde nej til fester, fordi mit barn kun ville ammes i søvn. Typen der endte med at langtidsamme og tandemamme (lillesøster kom 18 mdr efter storesøster) og stadig samsover med begge piger. Typen hvis børn ikke får lov til at sove ude, før de selv beder om det. Men hey. Sådan blev det. Det tog et par måneder for mig at lande 100% i morrollen og finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var som mor. For det lærte jeg først, da mine piger ankom. Det føles naturligt for mig at gøre det på denne måde. Jeg tror, at jeg i starten var påvirket af alle mulige andres meninger. For jeg ville jo ikke være en pyller-mor, eller hvad folk nu kunne finde på at sige. I dag hviler jeg i mig selv og min mor-rolle. Og jeg er ikke pylret. Jeg gør det bare på den måde, der føles rigtig for mig. Og mine piger trives. Jeg interesserer mig ikke for, hvad andre mener om hverken det ene eller det andet. Og jeg gør mig umage med ikke at kommentere negativt på alle dem, der gør det anderledes end mig. Allerhøjst spørge undrende ind. Bare fordi nogen gør det anderledes, er de jo ikke nødvendigvis en dårlig mor? De er bare en anden slags mor end mig. Og deres børn har måske andre behov end mine.

    1. jeg er ikke pylret. Jeg gør det bare på den måde, der føles rigtig for mig. Og mine piger trives. – det er simpelthen essensen, Gitte! Simplere og bedre kan det ikke siges. Det er simpelthen så rigtigt. At følge sit eget barn og understøtte dem, der hvor de er. Det er det vigtigste for mig. Det ser jeg som min største opgave, som mor. Det lyder som om, I har fundet den helt rigtige rytme! KH

  13. Der er virkleig mange forskellige måder st være mor på. Jeg har været alene med min store datter på 6 år og har prøvet at være den ENESTE der var og har nu en lille datter på 2 år og skal snart giftes med hendes far. Vi har begge fra starten haft den holdning, at han er ligeså meget far som jeg er mor. Synes generelt der er en tendens til, at baby kun har brug for sin mor – det synes jeg er en helt forkert måde at se tingene på. Baby har brug for nære relationer, uanset køn. Mor har måske maden tæt ved, men ammer man fx ikke længere, så kan far faktisk 100% erstatte mor, hvis altså det er det man er til.

    Jeg synes som flere nævner, at retorikken er hård for tiden mod de mødre, som gerne vil andre ting end baby, som om det er forkert. Og der tales om barnets tarv. Mine dejlige piger er heldigvis begge lige velfungerende, selvom jeg har dyrket sport, gået ud med veninder, været på dates med min kæreste sov, mens min datter var mindre.
    Stop nu med at dømme andre, det er ikke kønt.
    Jeg synes indlægget er spændende læsning, kan godt lide at lære/høre om andres måder at anskue moderskabet på. Min første tanke her var “hvis baby er 6 måneder, får han så ikke grød? Kan han ikke puttes ude i vognen om aftenen mens mor og far hygger på restaurant eller med venner – børn er bedst under de samme rutiner, så det er helt naturligt, at han ikke er med på, at babsen pludselig ikke er tilgængelig, andet ville være mrækeligt” – men jeg har respekt for at andre ikke har lyst til de samme ting med lille baby

    1. Jeg synes, der er skarpe tunger hele vejen rundt – man kan både blive kaldt pylremor og ravnemor, og nogen gange på en og samme dag afhængigt af hvem man taler med.
      Jeg tænker egentlig, at de fleste kvinder kender deres barn. De ved, hvad der skal til, de ved, hvad deres barn har brug for. Om det er amning til barnet er halvandet, om det er at overlade far og barn alene hjemme eller noget fjerde.
      Alle kvinder jeg kender, som er mødre, lægger enormt meget tanke i deres måde at gøre tingene på, og de gør aldrig nogensinde noget, der kan gøre ondt på barnet. De gør det, der dur for dem. Som familie og mor. KH

  14. Mødre og fædre må og skal gøre lige præcis det der passer for dem, deres barn og deres familie.
    For 31 år siden var min ældste en lille purk på tre måneder, som KUN ville ammes. Vi prøvede og prøvede med sutteflaske med modermælk i – for mor her skulle absolut til koncert med Leonard Cohen! Afsted kom jeg – og det var fantastisk…
    Fantastisk stor var min dårlige samvittighed dog også da jeg kom hjem til en lille opløst Emil – og min bryster var også sprængfarlige 😀

    Mine tre drenge er voksne nu, og selvom jeg elsker at de er selvkørende og gode og dygtige, lige så meget vil jeg sige til alle jer med små børn: VÆR SAMMEN MED DEM – for det går sgu alt for hurtigt!

    1. Det går så skrækkeligt hurtigt, det synes jeg allerede nu, og jeg har ikke engang oplevet en brøkdel af det. Jeg fik helt tårer i øjnene, da jeg læste Signe Wenneberg post på isntagram forleden om sine store drenge. Det var bare ret rørende.
      Man skal nemlig nyde tiden, som man kan bedst. Måske med flaske, måske med et break til koncert, måske ved at sidde og stirre dem ind i øjnene dagen lang. Bare suge det ind. KH

  15. Jeg har stor respekt for jeres måde, at gøre tingene!
    Men jeg personlig var gået død i mit moderskab, hvis far ikke havde kunne de samme ting som mig.

    Elsker at være så lige i vores forældreskab. Jeg tror det giver min søn og hans far en tidligere start, på et skønt forhold.

    Når det er sagt, så spiser vi også kun ude, de steder hvor vi kan spise kl 17. Vi har ikke haft vores søn med på restaurant endnu og jeg tror bestemt ikke at vi kommer til det lige foreløbig. Det er ikke i vores søns interesse – det har han sgu for meget krudt i røven til

    1. Er man ikke lige i forældreskabet, hvis far ikke kan give mad? Kan han så ikke påtage sig andre roller? Og har ens barn og faderen ikke en tidlig start på et godt forhold, hvis ikke han kan give mad fra flaske?:)

      1. Nanna – det synes jeg bare overhoved ikke der bliver sagt!
        Jeg synes der argumenteres for at det er en måde far kan få en god rolle, men intet sted står der at det ikke kan være sådan uden flaske?
        Vh c

      2. Nej, jeg mener oprigtigt at man ikke er lige, så længe mor ammer. Amning er mere end mad, og den tryghed baby får hos mor via amning, det kan far ikke.
        Tryghed og hygge kan stadig fås hos far, men for mange amme babyer vinder babserne – hvilket også læses tydeligt i Cathrines indlæg.

        Til gengæld så skrev jeg “min søn og hans far” – hvilke forhold andre børn får til deres fædre, det aner jeg jo ikke en pind om.

    2. Jeg må indrømme, jeg også nyder, det meste af tiden, at have en særlig rolle for Eddie. For jeg ved, det er på lånt tid, og jeg har trods alt båret ham, næret ham, født ham og været i en så lang proces bare ham og jeg nyder denne her blide overgang til livet, hvor jeg stadig kan give ham nærhed og være helt tæt. Jeg ved, det er på lånt tid, jeg ved, han kommer ud i verden og skal sin egen ting og hænge med far alene.

      For os og deres forhold har det gjort en giga forskel, at vi begge er hjemme og Adam på barsel. De to er virkelig vokset sammen, helt enormt! KH

  16. Det lyder præcis som her hos os! Helt ned til sovetidspunkt, rutine, bøger og bryst. Og hvor er det egentlig helt ok. Mon ikke vi får chancen for Michelle en anden god gang?

  17. Min store dreng nægtede både sut og flaske og helt ærligt, det var helt ok og virkelig en ret så fin og særlig tid. Da jeg først fandt min ro i det og lærte at lukke andres forventninger ude. Mit mindste dreng elskede sut fra dag 1 og nuppede flasken i første forsøg og det tog mig faktisk længere tid at finde min egen ro i det. Nyd det.

  18. Har det på nøjagtigt samme måde som dig 😘og nogle (især uden børn eller med meget store børn) mener, at jeg “ofrer” mig selv/min frihed/mine interesser/min “karriere”- næh nej, det er lige præcis sådan her jeg ønsker det lige nu i mit liv med mine bittesmå børn 😍

    1. Det er ikke et offer at gøre det man synes er bedst for sine egne børn, you do you og din måde at være mor på, Dorthe! KH

  19. Tak tak tak Cathrine! Hvor er du altså fantastisk god til altid at sætte rigtig gode ord på… ja alting!
    Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring at prøve med flaske til min pige på snart 4 måneder, men har endnu ikke forsøgt. Det ville være praktisk, hvis det fungerede ja, men jeg kan mærke, at det ikke er stressen værd, for at jeg skal kunne komme ud en aften eksempelvis. Den tid skal nok komme igen som du skriver. Jeg tror ikke, man går glip af noget. Tværtimod får man de bedste og mest uvurderlige stunder med de små, som ikke kommer igen.
    Så “kan du ikke bare…” kan nemt besvares nu, takket være dig. TAK!

  20. Blot en lille ekstra kommentar ift. at træne det med flaske, hvis man vil det. Jeg har af gode grunde ikke afprøvet det endnu ( har termin 6. juni), men vi havde hjemmebesøg af sundhedsplejerske i sidste uge, og jeg nævnte for hende, at det kunne være fedt, hvis vores datter også kunne tage flaske.

    Hun sagde så, at det skulle vi sammen prøve at tænke ind, fra hun er omkring en måned, så vi langsomt træner det.

    Bare, hvis andre (kommende) mødre overvejer det, så nævn det for sundhedsplejersken, for det virker som en ting, der måske skal trænes over tid?

    1. Hej Stina

      Babyer har desværre ikke altid samme opfattelse af træning. Min datter fik en flaske i døgnet med udpumpet mælk fra 1-3 måeder, da hun brugte for mange kræfter på amning. Easy – det gik så nemt og mælken flød i stride strømme. Så blev hun større og nægtede fuldstændigt flasken. Så fra 3/4-9 mdr var det kun mig. Heldigvis kan man godt nå en middag ude mellem 19-22, hvis man virkelig trænger. Og sundhedsplejersken syntes at en signalstærk pige var en god ting 😬🙈

      Jeg håber flaske lykkes for jer, hvis du ønsker det. Men fortvivl ikke hvis det ikke fungerer.

      Og ikke mindst – glæd dig til det der venter. Det er en forunderlig og vidundelig verden, du snart træder ind i.

  21. No worries, Cathrine. Hvis du bare har læst en snert af de anmeldelser, showet har fået (og de er ret negative over hele linjen), så er du ikke gået glip af noget som helst – bortset fra middagen med Helle T, naturligvis. 😉 Medmindre man er til overfladisk snak om MO´s yndlingsfarver og retter. Forstå mig ret – jeg er kæmpe fan af the Obamas. Men det var altså ikke pengene værd.

  22. Helt enig – det er nemlig præcis sådan det er. Og alle vores børn er forskellige. Vi skal “bare” sørge for at give dem det, vi ved er bedst for dem – hver isør. Vores datter nægtede at tage flasken, uanset hvad der var i den. Og vores søn kunne shuffle mellem flaske og bryst på en ‘feeding’ uden problemer. Der er stor forskel på børn, og det vigtigste er, at den model vi vælger er rigtig for os og de små. Virtuel krammer herfra <3

  23. Prøv med en kop med tud i stedet for flaske. Vores dreng gad slet heller ikke flasken. Men da han blev lidt ældre, fik han mælk i en kop med tud, og den var der ingen problemer med.

  24. Nu kommer jeg lige med et lidt andet perspektiv her, og selvom nogle måske vil mene det, er det faktisk ikke et forsøg på mommy-shaming but hear me out 😉 :
    Jeg bliver faktisk lidt ked af at læse dit indlæg. Man må gøre som man har lyst, der er mange måder at være gode forældre på, selvfølgelig kommer barnets behov på mange måder i første række, og alt det der.
    Men min erfaring er, at det er lidt trist når folk lukker sig om sig selv på den måde du beskriver, og som ven/familiemedlem ville jeg føle mig svigtet hvis forklaringen på ikke at ses er, at I ikke vil køre i bil med Eddie eller ses efter kl 17. Jeg råber ikke pylremor, men jeg synes ikke at det at man har fået et barn fritager én for forpligtelser overfor alle dem der altid har været der for én, og det er i mine øjne lidt det man gør når alt skal være på egne præmisser. Nu vil folk måske sige at det er muligt at ses alligevel – men tænk lige over om I også ville kunne ses, hvis de gjorde på samme måde? 🙂

Læg en kommentar