Ahh... Tilbage fra ferier + tips til rejse-babygear - ROCKPAPERDRESSES
Ahh… Tilbage fra ferier + tips til rejse-babygear

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

SÅ går den ikke længere, Granberg! Tilbage til arbejdet, tilbage til jer, tilbage til tøjvask og rengøring og alt det andet vi skal. Det sure med det søde (og jer som det søde, for fa’en!). Hjem til den mest usædvanlige maj i mands minde – det plejer at være min store favorit. Søde, milde maj. Men selv i Italien har den været helt skæv – det har regnet og været dødkoldt. Og så kan man godt komme til at være lidt tarvelig og glæde sig over, at det heller ikke er bedre derhjemme, ikke? Kender I ikke det? Man gider næsten ikke være på ferie med dårligt vejr, hvis vejret hjemme er i top, hehe…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Det har været afsindigt dejligt at være af sted, selv om vi tre dage inde i ferien var klar til at tage hjem. WAUW, det er noget andet at rejse med børn. Flyveturen gik så fint trods en mellemlanding. Men så kom vi frem til et sted, der ikke rigtig fungerede med sådan en lille størrelse, som er glad for trille-lure (og det er altså svært og halvfarligt på smadrede Toscanske landeveje), og som blev mere og mere ked af det af manglende søvn. Vi var nærmest klar til at tage hjem.

Men så fandt vi ud af, at bilen og autostolen var god, så hver morgen sad vi klar i bilen klokken 09.00 – “rul for helvede, rul!”, viklen henover autostolen, så han blev afskærmet og fandt ro, mig på telefonen for at tjekke vejrudsigter – hvor regner det mindst? Og så af sted mod en ny by. Pisa, Firenze, Lucca, Siena osv. Vi fik set det hele, haha! Og så fandt vi en rytme. Sådan nogenlunde. Men den gode søvn har vi haft tilgode, så det arbejder vi på at komme tilbage til nu.

Lige pludselig forstår jeg godt en snert af, hvorfor familier tager på ‘all inclusive’ med børneunderholdning og sikkerhedsnet om poolen, haha! Det er sådan nogle små ting, som tæller – er der to rum i lejligheden/hotelværelset og sofa? Så man kan sidde og hygge lidt, når baby er puttet. Er der en lille terrasse? Lidt græs for baby at lege på? Hvad med poolen? Er der en lav ende? Er den opvarmet? Er servicen hurtig på restauranten (TRÆLS, at man først spiser klokken 19 sydpå)? Hvor kan man vaske tøj?

Men det er også rigtig sundt at få rystet posen i forhold til vanerne, for det giver faktisk også selvtillid som forældre og mere tillid til sit barn. Det kan de også! Det går alt sammen, også den lidt forskudte lur.

Jeg fik løbende rigtig mange spørgsmål til vores ‘gear’, så lad mig tage det med her – for så håber jeg, jeg kan have min Firenze-guide klar som det næste.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

VIKLE/ERGOBABY

Vi havde taget en enkelt vikle med, som er en god silke/bomulds-blanding, men vi endte faktisk med ikke at bruge den som vikle men nærmere til at skærme klapvogn af, så Eddie kunne sove. Til henover autostolen, så han fik ro fra indtryk. Men også fx i flyet, under min arm, så han kunne sove og putte sig. Den var helt genial at have med – men blev altså ikke brugt, som den er intenderet. På den måde er vikler altså også geniale – de kan meget!

Jeg vil lige knytte en vigtig kommentar til – hvis man dækker klapvogne, barnevogne etc. af med et tæppe, stofble eller lignende, så er det vigtigt, at der ikke er lukket helt men gode store huller i siderne til luftgennemstrøm, så kuldioxiden ikke kan ophobe sig og i sidste ende kvæle. Der kan også blive ret varmt under – en kvinde råbte af os i Nice, simpelthen stoppede bilen og rullede vinduet ned og råbte af os netop for at gøre os opmærksom på at vi havde dækket til. Uden dog at kunne se, at vi havde styr på situationen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Men vi brugte ikke viklen, fordi vi havde en ergobaby med – jeg havde købt en Ergobaby Omni 360 i mesh (som er rimelig luftig – vi har en varm baby) før afrejse, og den var egentlig tiltænkt Adam også herhjemme til. Han gider ikke det store vikleshow, efter vi er begyndt på fastvikle. Og vi vil stadig gerne bære ham, begge to. Artipoppen er også god, men nu er han så stor, at han gerne vil kunne kigge lidt med og vende ud af. Det kan man ikke i en Artipoppe men i Ergobabyen. Lige denne her 360-model kan også sidde på ryggen – men de sidder altså bedre i en fastvikle på ryggen end ergo’en. De kommer ikke helt op og kan se over ens skulder i en Ergobaby. Derudover synes jeg, at han sover bedre og længere i en vikle, men når man er på ferie og skal begrænse gear, så er Ergoen smart. Og den er hurtig og nem at få til at sidde med sit kliksystem.

Og så havde vi købt et par ‘pads’ der kan klikkes af og på bærestropperne, som kan tages af og vaskes. Det fungerer så godt, for de bliver så nussede og ulækre. Den kommer til at holde sig flot meget længere med.

Jeg ved, at flere andre er glade for fx Manduka, så Ergobaby er ikke nødvendigvis det rigtige match til jeres krop, så prøv jer frem fx i Bærebarn på Nørrebro.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

REJSEKLAPVOGN

Så havde vi også en rejseklapvogn med – en Babyzen Yoyo, som udmærker sig ved at kunne gå ombord som håndbaggagen. Det er en rigtig fin klapvogn, som er klart mere solid end de fleste, jeg har set – de klassiske paraplyklapvogne. Det er kram!

Men den er stadig meget ‘rejse-agtig’ og for os var Eddie simpelthen for lille til den. Den kan ikke lægge helt ned, som han er vant til, den er enormt lav, og han er derfor langt fra os. Og så synes jeg ikke, han er stor nok til at få kastet så mange indtryk i hovedet, siddende ud af og så langt fra trygge os. Han sov et par enkelte lure i den, men ellers sad han i bæresele hele tiden. Vendt indad når han skulle sove, ud af når han var klar på leg og indtryk. Vognen havde vi med os på de fleste køreture, men mest til opbevaring af kamera, pusletaske, hans mad, vand, ekstra tøj når vejret skiftede osv.

Jeg tænker, at den bliver rigtig god, når han bliver lidt større, klapvognen – og så er det altså genialt, at den kan slås sammen med et håndslag nærmest. Jeg tænker også, den er smart herhjemme, når vi skal på tur – nu vi har en mikrobil. Den fylder virkelig intet.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

THE EXTRAS

Vi havde overvejet Naturesway men droppede det. Vi havde hans dyne og et tæppe og et svøb med. Vi havde fået stillet babysenge på alle værelserne, men vi samsover stadig, så vi brugte dem slet ikke.

Autostol havde vi lejet, da vi kom frem – den var noget billigt plastik-hø, men det gik. Og til tre og en halv uge havde vi brugt to pakker vådservietter, 2,5 pakke Naty-bleer, to poser ‘Hyggegrød’ til om morgenen og næsten et glas med Lactocares C-dråber.

Derudover havde vi hagesmæk, to melaminskåle og skeer til, en tudekop, en stavblender (men brugte den kun to gange – de mange forandringer i starten gjorde, at han kun ville ammes igen og så droppede vi det), 8 Ella’s Kitchen, små snacks at tygge på, et håndklæde, fire stofbleer og lidt legetøj med. Han endte med at få min Ladurée-æske fra min fødselsdag og har leget med den lige siden – med sine shiny sølvagtige inderside er den ret spændende. Men det siger også, hvor meget legetøj man behøver slæbe med.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

29 kommentarer
  1. Lyder som en fantastisk tur – men også dejligt at I er tilbage, har savnet dine gode indlæg! 🙂

    Nu skriver du, at I har en mikrobil, og det får mig til at spørge: Jeg er gravid nu her første gang, og min mand og jeg har nemlig også en mikro-bill (sådan en C1’er). Jeg føler virkelig at det er en tændstiksæske at køre i, og derfor er simpelthen bekymret for at sikkerheden og at køre i den med en baby.

    Vi har ikke umiddelbart råd til at gå ud og anskaffe os en ny bil – så alternativet er at undvære.

    Håber du vil dele med mig, hvad I har haft af overvejelser om bil?

    1. Vi upgradede, da vi fik barn til en ok pris, synes jeg. Vi leaser en mellemstørrelse bil (Peugeot 2008) til 3000 kr om måneden. Så er den spritny og meget sikker.

      1. Hej M

        Mange tak for dit input 🙂

        Havde I meget brug for bil i den første tid med baby (har hørt noget om, at de ikke må sidde så meget i autostolen den første tid), eller så I tiden lidt an, omkring hvor meget I vil få brug for den?

        Situationen er den at vi ikke betaler for den lille bil (det har været en gave), så derfor har jeg det sådan, at vi virkelig skal have brug for bilen, hvis vi selv skal ud og lease og bruge penge på én.

        Håber spørgsmålene giver mening – jeg er bare rigtig meget i tvivl om det her bilshow.. 😀

        1. Hej Christine

          Vent! Vi bruger nærmest aldrig vores bil. Og vi kunne godt undvære. Men når man har vænnet sig til det, så er det svært helt at gi frihedsfølelsen op.

          Hvad med at bruge pengene på et servicetjek? Så kan I vurdere, om I føler bilen er sikker. Og leasing er en god mulighed. Men overvej hvor meget I kører kontra at leje en bil, når I skal bruge den. Et års leasing = 36.000 Det kan man korttidsleje en del for. Eller endda taxa med en fornuftig autostol i.

          1. Hej Malene

            Det har faktisk været præcis vores tanker. Altså, om vi i virkelig får brug for den så få gange, at det vil være billigere at leje en bil de par gange om året. Så er der heller ikke parkering, risiko osv..

            Tak for dit tip 🙂

    2. Hej Christine,
      vi har købt en brugt Up for nogle år siden som faktisk får rigtig flotte sikkerhedstjeks, så den kan jeg varmt anbefale – og de kan købes brugt i hobetal, og vi har endnu ikke haft nogle reparationer, selv om den er fem år gammel.

      Men først og fremmest vil jeg se det an. Altså Eddie har slet ikke gidet køre det første halve år, så vent med beslutningen.

      Vi taler om, at vi måske på sigt skal have en lidt større bil, men vi elsker bare Up’en og dens lille størrelse. SÅ smart i byen jo, meeeen vi kommer hurtigt i pladsproblemer. Især hvis vi er heldige at få nummer to, så kommer det til at kræve en større bil, og så kunne vi godt være ude i en Golf-størrelse. Så længe vi bor i byen er det rigtigt dejligt med mindre biler.
      KH

      1. Hej Cathrine. Ja, det er nemlig så smart med en lille bil, når man bor i byen. Mange tak for tip, jeg tror vi ser tiden an 🙂

  2. Velkommen hjem – sikke nogle dejlige billeder😍 Godt I fandt solen undervejs – jeg var fire dage i smukke Warszawa i startmaj, hvor vi fik 18-21 grader og dét trængte vi altså til. Det var så skønt!

    Nu må den danske sommer godt melde sig på banen 💯💪🏻

  3. I skulle have købt en bugaboo bee. Den er fantastisk! Går med helt op til flyet, men minder mere om en rigtig klapvogn. Fylder ingenting, vejer ingenting, kan vendes begge veje og ligges helt ned. Og så er bugaboo bare generelt genialt 😃😃

    1. Den kender jeg slet ikke! Jeg kiggede også meget på bugaboo generelt, men jeg synes de er for lave. Og den ser endnu lavere ud Bee’en. Hm. Vi elsker Cybexen, og tænker den anden bliver god på sigt. KH

  4. Velkommen hjem! Jeg glæder mig til at læse mere om turen. Jeg kan forestille mig, at du nok laver en guide om jeres italienske tur, men jeg ville høre om du også kunne anbefale lidt fra den franske del? Jeg skal selv et par dage forbi Nice til sommer, og jeg kunne godt bruge nogle anbefalinger 😊

    1. Ja det kan du tro, jeg gør. Jeg skal nok producere dem hurtigst muligt. Har Firenze klar på onsdag 🙂 KH

  5. Ja velkommen hjem 🙂

    Har du lyst til at skrive lidt om at flyve med baby, sådan tips/tricks, hvad virkede for jer etc.?

    1. Ja det kan du tro – jeg ammede under takeoff og landing, havde stofble med til at lægge over øjnene og så en lille æske med to stykker legetøj i – og snacks. Det gik ganske rimeligt 🙂 KH

  6. Helt samme oplevelse med at have lyst til at vende om og tage hjem fra ferie igen har vi også haft 🙈 Men ligesom jer har vi også hurtigt fundet en ny rutine og rytme, så vi har kunnet nyde de ture, vi har været på med baby. Havde heller aldrig tænkt at charter var noget, men forstår det så godt nu, hvor vi har været på længere ture med baby tre gange 😅 I øvrigt virkelig rart at læse om andres erfaringer med at have baby med på rejse. Vi har også været vildt glade for vores ergobaby, men nu er Luna blevet for stor til at gide at sove i den. Vi er lige kommet hjem fra en uges camping, godt nok kun i DK, men vi formåede at bruge to pakker vådservietter på kun den uge, haha. Jeg vil ellers så gerne være god til at bruge vaskeklude når vi er afsted, ligesom vi gør herhjemme, men vådservietter er bare gode og hurtige på farten.
    Hvordan gjorde I egentlig med aftensmad/jeres måltider generelt? Det synes jeg nemlig har vist sig at være den største udfordring for os. Altså at få det til at passe med lure, ture og sult. Indtil videre har vi fundet ud af, at det fungerer bedst for os, hvis vi planlægger maden lidt frem, ligesom vi også laver madplaner herhjemme. Sådan så vi har til morgenmad og frokost (brød, pålæg, sandwich etc.), og at vi ved hvor/hvad vi skal spise til aftensmad, så det ikke kommer til at gå ud over puttetid ved 19-tiden =/ Uij, det kan altså være et puslespil, men når det spiller, er det fedt at være afsted og sammen på en anden måde end hjemme, synes jeg 🎉

  7. Dejligt du er tilbage og skønt at høre om rejse med børn – gerne mere om det 🙂
    I forhold til bæresele, så ville jeg bare slå et slag for Tula, som vi har. Købt med vejledning fra bærebarn og virkelig en kanon bæresele og lidt pænere end erogoen – synes jeg 😉

    Og hvis du har lyst så kunne det være spændende med en update på livet om mor. Hvor meget ammer du, hvad går I til, hvad er blevet nemmere, hvad er mere vanskeligt? Og hvordan går det med identiteten, er du ved at finde et kompromis?
    Bare et lille ønske.

    Ellers bare fedt du er tilbage 🙂

  8. Altså, det der med at køre klapvognen op til gaten – der fik vi besked på at indtjekke den, fordi fagforeningen i CPH havde fået det bandlyst at klapvogne kunne tages med frem til gaten (og dér smides i lastrummet). Så er det fordi jeres klapvogn kan klappes helt sammen, så den kun har håndbagagestørrelse eller giver de bare forskellige beskeder alt efter hvem der spørger? 😅

    1. Ej, okay, jeg kunne jo også bare google – den kan foldes helt sammen ser jeg 👍 Men så betyder det vel én håndbagage mindre til jer andre i det samlede selskab?

    2. Vores kan klappes helt sammen og være i overhead compartments – altså gå som reel håndbagage – og det er jo skide smart. Det er vist den eneste, der kan det. Det er derfor kompromiset med komforten i den opstår – den er mest til lidt større børn. KH

  9. Ja der ER nemlig en grund til at man lægger alle kulturelle ambitioner til side og tager på charter med all inclusive! Ens prioriteter ændrer sig, og med en stresset hverdag kommer afslapning øverst på ønskelisten. Vi er dog begyndt også at tilvælge byferier indimellem, og det kan børnene heldigvis også rigtig godt lide 🙂

    Velkommen hjem!

  10. Lyder som en dejlig tur. Nu ved jeg ikke hvornår lille Eddie skal starte i en institution, men et godt råd er at lære sit barn at falde i søvn selv inden. I en vuggestue/dagpleje er der ikke ressourcer til at gå og vugge et enkelt barn særlig meget når det skal sove, og hvis barnet ikke kan komme videre i søvnen selv( hvis de fx vågner efter 45min) så kan det være barnet bliver taget op og ikke får sin nødvendige søvn. . Det er lidt federe at kunne brugen go tid selv på at lære dem dette i stedet for at de bliver tvunget til at lære det når de oveni skal starte i en ny institution. Bare et godt råd 🙂

  11. Jeg kan faktisk godt forstå kvinden i Nice, for temperaturen stiger lynhurtigt i en tildækket barnevogn uanset hvor store huller i siden, man tror man har lavet. Ja, der er lavet danske studier på det, og ja, rigtig mange dehydrerede børn blev indlagt i DK sidste år og ja, der findes MANGE alternativer. Men sådan er det jo. Man tror man har styr på det – ellers gjorde man det jo ikke.

    1. Vi er ret obs på ikke at stille ham i sol, at sørge for at lukke op på kalechen bagpå, hvor der er net, så der er gennemtræk, vores babyalarm giver os et pres om temperaturen osv. Jeg synes, der er styr på det 🙂 KH

  12. Kan du sætte lidt flere ord på bære selen fra Ergobaby?

    F.eks. Er den varmere at have på (for både barn og voksen), eller er det omvendt?
    Hvad har Eddie sagt til den noget stivere, faste form, fremfor det bløde vikle stof?

Læg en kommentar