GUIDE: Firenze - ROCKPAPERDRESSES
GUIDE: Firenze

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

Vi endte med at komme tilbage til Firenze ad tre omgange (vi var der faktisk også kort for et par år siden) – den perfekte blanding storby, hvor du kan få en ordentlig kop kaffe, på third wave-måden som ellers ikke er det italierne gør sig mest i (they like et black, burnt and bitter). Men heller ikke større end at du tre meter fra centrum rammer durk ind i siestaen, når du vil inde frokost. Det er på en måde lidt hyggeligt (og lidt irriterende), at de holder stædigt fast i siestaen også i storbyen.

Firenze er virkelig skøn og har masser at se. Du kan sagtens bruge en forlænget weekend i byen uden problemer og her er SÅ meget god mad at finde.

Kommer du i bil, så vil jeg foreslå at finde en plads nede langs floden. Husk at de gule pladser er til lokale billister og de blå er til os turister i byen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

BO:

Firenze er fyldt med gamle hoteller, dyre hoteller, airbnb’s osv. Og hvorfor ikke tage en nat  midt i det hele? På en af de største turistattraktioner i byen? En af jer (og beklager, jeg har glemt dit navn) tipper om, at man kan sove i en AirBnB midt på Ponte Vecchio (find den HER) – mere særligt bliver det næsten ikke.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

MAD:

^^^All’Antico (Via dei Neri, 74 R,)

Skal I have en frokost, og er I ikke kødforskrækkede, så skal I have en sandwich to go fra All’Antico. Vi delte en klassisk med mortadella, oste-creme (virkede nærmest som smørbar stracciatella (altså osten)) og lidt aubergine og ruccola. Rigtig lækker (selv om ostemængden var lidt voldsom). Der kan sagtens være kø men det går hurtigt – og læg mærke til hvordan de nærmest har 4-5 butikker inkl. en slagter i samme gade.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze
^^^Gustapizza (Via Maggio 46r)

Det her er PIZZAEN, venner. I MÅ forbi Gusta – top 2 over pizzaer vi fik på vores rejse. Forbered jer på kø – men bestiller I to go, så går det hurtigt, og I kan sætte jer lidt længere nede ad gaden på trappen op mod kirken. Og lov mig at bestille en margherita –  her kan du virkelig smage kvaliteten af osten og tomatsaucen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

^^^Malborghetta (Via dell’Agnolo 22)

Et lille lokalt pizzasted, hvor du kan bestille pizzaerne i tre størrelser, og derved også smage lidt forskelligt. Rigtig fint frokoststed til den simple, hurtige bid i et i øvrigt hyggeligt område.

Che ti Garba (Borgo la Croce 85/r)

Her kan du sidde og kigge nærmest direkte ind i pizzaovnen – og se din pizza ryge ind i ovnen og ud igen på under tre minutter. Helt som det skal være på et rigtigt pizzabageri. Virkelig gode råvarer – især osten, mm…

KAFFE:

Ditta Artigianale (Via dei Neri 32r)

En kaffe-‘kæde’ (de har to kaffebarer) à la Riccos derhjemme. Ret konceptet sted, der skal se lokalt og lidt vintage (jeg vil kalde det lidt slidt, hehe) ud – men kaffen er god (dog til den ‘kaffede’ side) og deres golden latte ligeså. Gaden er i øvrigt lidt hyggelig og løber parallelt med floden.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze
Coffee Mantra (Borgo la Croce, 71r)

Det her var måske vores bedste kaffe i Firenze – og han var nørdet, baristaen. Han ville nødigt lade os tage kafferne to go, fordi Adam bestilte en cortado og den ville blive kold for hurtigt. Han berettede også om kaffetype, hvorfor osv. En fornøjelse!

Caffeteria Piansa (Via Vicenzo Gioberti 51/red)

Igen, de er ikke super ‘tight’ i deres interiør, de ligner alle sammen lidt, ja de er bare lidt kiksede. Men lad jer ikke narre. Også her er kaffen god (for mig bedre end Artigianale) og gaden og området noget mere lokalt og uturistet, end hvad vi ellers oplevede. Her ligger også Naturgenia, som har er et lille udvalg af øko-baby-basics. Bleer, vådservietter osv. uden parfume.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

SNACKS

^^^Leonardo (Via Dei Macci 65/r)

Hvis du vil smage rigtige biscotti og købe med hjem til familien, så er det her, du skal finde dem. De har flere varianter, men er slet ikke som du kender, tørre og kedelige men nærmere bløde og velsmagende

La Strega Nocciola (Via Ricasoli 16r)

Den bedste is vi fik på ferien – måske fordi vi faldt over den ved et tilfælde og blev overraskede? De har ikke et hav af smagsvarianter men gode klassikere og et par lidt mere kuriøse. Herren der svinger kuglerne (ehm…) er sød og rar, og beliggenheden er ret fin lige ved den store domkirke.

Sbrino (Via dei Serragli 32r)

Her får du ægte gelato, på den måde hvor de modellerer isen for så at smøre den på vaflen – det ser ret vildt ud og smager som et stykke himmel.

Rosalia Salad Gourmet (Via dei Servi 37)

Hvis du har brug for et sundt afbræk fra pizzaerne eller skal have en frokost til go, så er det her en ret fin salatbar med fingeren på pulsen i forhold til udvalg – altså, man kan få meget andet end den klassiske pizzaria-salat på tomater og iceberg. Rosalia kunne ligeså godt have ligget i København og har også morgenmadsbowls osv.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

SHOPPING

Boutique Nadine (Lungarno Acciaiuoli 22r)

Fin lille butik, der sælger både nyproducerede varer og et lille kurateret udvalg af vintagevarer. De har både Louis Vuitton-tasker, små håndlavede hårbøjler (her købte jeg min røde) og no name kjoler med yndige blonder. Ret lækker butik – men ikke billig-billig vintage.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze
Street Doing Vintage Couture (Via dei Servi 88)

Ret stor vintagebutik som har deres ting hængende nærmest i lag – og både til mænd og kvinder. Du skal have tid til at gå herind, men der er også mulighed for at gøre nogle vidunderlige køb. Solbriller, sko, silkenatkjoler, Moschino-sæt og Chanel-tasker.

Celeste Vintage (Piazza San Felice 1r)

Det her var min yndlingsvintagebutik – og de har to, men det er klart denne her, der er den interessante. Og de er endda fair på priserne! Det er et overskueligt men stort nok udvalg, og der er så meget godt – både mærkevarer og ikke-mærkevarer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

TOP 5 ATTRAKTIONER

Ponte Vecchio

Den mest ikoniske bro i Firenze, fyldt med små lejligheder på – det er virkelig unikt og yndigt. Velsagtens omdrejningspunktet i Firenze.

Piazza del Duomo

Katedralen indtager det meste af pladsen, bygget i 1436 men ikke færdiggjort før det 19. århundrede. Det er det vildeste, mest detaljerige stykke arkitektur jeg nærmest har oplevet. Det kan dog godt virke som om, de har brugt alle deres penge på det ydre, for kirken er relativt bar indvendig til sammenligning.

Boboli-haven

En ret stor og skøn have hvor du kan finde ro og fred og lade ungerne lege ‘fri leg’ uden at tænke på hurtigt kørende knallerter osv. Rigtig fint sted til en lille picnic – måske en sandwich fra Antico.

Udsigten og solnedgangen fra Piazzale Michelangelo

Her får du meget muligt den bedste udsigt udover Firenzes røde tage – et ret godt tip fra en af jer, som vi desværre ikke nåede, men den skal da med!

Uffizi-galleriet

Sindssygt smukt museum, fyldt med kunst men også med de flotteste lokaler, du kan drømme om og en glimrende udsigt til Ponte Vecchio.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

 

2 kommentarer
  1. Nøj hvor gad jeg godt at tage en forlænget weekend i Firenze, det er simpelthen sådan en charmerende og fin by. Og udsigten fra Piazzale Michelangelo er bare magisk. Skøn guide, Cathrine!

  2. Så fin en guide! Vi rejser til Toscana om en måned, så den er kærkommen. Om end det ikke er planen, vi skal tilbringe mange dage i Firenze, skal vi helt sikkert en tur forbi 🙂

    KH

Læg en kommentar