Læserhistorie: Kræft er ikke for børn - historien om min lillebror - ROCKPAPERDRESSES
Læserhistorie: Kræft er ikke for børn – historien om min lillebror

Skulle det være gået nogens næse forbi, så har jeg travlt i disse dage på instagram (på @rockpapersale) med at samle penge ind til #kræfterikkeforbørn – en indsamling til fordel for børn og unge, der rammes af kræft, eller som har forældre med kræft. Og i den forbindelse spurgte jeg også jer, om I havde en historie I ville dele (jeg har selv delt mine bevæggrunde for at være en del af indsamlingen hos ELLE).

Jeg har læst en del historier de seneste uger, som jeg forberedte mig på samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Alle rørende, stærke, historier. Ligegyldigt hvor mange jeg læser, bliver jeg ikke immun. Jeg bliver rørt, kan mærke det i maven og får en trang til at holde mit barn helt tæt.

Helt samme oplevelse fik jeg også, da jeg læste Signes historie. Hun tog mig nemlig på ordet, satte sig ned ved tastaturet og skrev. Skrev hele sin lillebrors historie, hendes historie, familiens historie. Og jeg blev ikke bare rørt men også dybt hjertevarm.

Signes bror var noget helt særligt, og som vi skrev lidt frem og tilbage fik jeg et varmt og kærligt syn på en ung mand, der var på vej ud i livet. Som fandt kræfter, vilje og vej til at komme herfra helt på sin egen måde, som han trods sin unge alder, havde et klarsyn omkring. Han lyder som en, jeg gerne ville have kendt. Men lad mig ikke tage mere af taletiden og i stedet lade Signe føre ordet…

Jeg skal dog advare, det er en hård – og på sin egen måde smuk – historie, om man overhovedet kan tillade sig at beskrive den sådan.

Hvis I har lyst til at støtte min indsamling, så er alle beløb velkomne – og I kan sætte dem ind med mobilepay eller dankort HER eller skrive KB rock til 1277 og støtte med 150 kroner.

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

Babybilleder af Signe og Mathias – se nu engang, så fine! Og kåret til Årets Fighter til galla på HHX

Jeg har lyst til at fortælle dig min – eller måske rettere min brors – historie. Jeg ved dog næsten ikke, hvor jeg skal starte af frygt for, at det bliver noget værre rod. Men… here it goes…

I foråret 2010 begyndte min dengang 19-årige lillebror at få ondt i lænden. Han tog til lægen, fordi det ikke gik væk af sig selv. Han spillede fodbold på højt plan og lægen mente, at det måtte være en fodboldskade. Det kunne hverken min bror, mine forældre eller jeg forstå – især fordi min bror ikke kunne huske, at han var faldet, eller at han var blevet sparket til træning eller i kamp. Men vi godtog alligevel beskeden, for hvad skulle det ellers være?

Mathias, min bror, blev anbefalet at tage til kiropraktor, så det gjorde han. Men det blev smerterne ikke bedre af – tværtimod. Da vi nåede juni måned 2010, havde han så mange smerter, at han måtte spise smertestillende døgnet rundt. Han havde svært ved at gå, at sidde og at ligge. Hans appetit forsvandt, og han var til sidst helt grå og konstant forpint i ansigtet. Så tog min mor med ham til lægen igen – for der måtte jo være noget helt galt!

Da min mor sagde, at hun var bange, og at hun krævede at Mathias skulle scannes og have taget flere prøver, kiggede lægen bare på hende og sagde: “Hvad er du da bange for? Hvad skulle der være i vejen?” Lægen mente jo, at min bror var en frisk 19-årig, så hvor alvorligt kunne det lige stå til? “Jamen, jeg er bange for, at han har kræft!” udbrød min mor. Og så gav lægen sig. Mathias fik en tid på hospitalet. Han fik taget en masse blodprøver og blev scannet. Og rigtigt nok: Den var helt gal! Hvor gal vidste de ikke endnu, men de havde mistanke om, at han måske havde en alvorlig blodsygdom. På vores lokale hospital havde de dog ikke ressourcerne til at finde ud af mere, så dagen efter disse prøver, blev han sendt med ambulance til Rigshospitalet.

Da tiden stod stille

Jeg glemmer aldrig, da min mor ringede til mig med beskeden. Jeg stod på badeværelset, i min og min kærestes lejlighed, og var i gang med at klippe min kærestes hår med en trimmer. Midt i en stribe hår ringede min mor: “Signe, det er mere alvorligt med Mathias end vi troede,” så græd hun – “vi bliver kørt til Rigshospitalet nu… kan du hente bilen og køre den hjem?” Jeg var i chok. Jeg rystede og græd og vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Vi vidste ingenting endnu – ikke andet end, at det var alvorligt. Men hvad betød det? Jeg hentede bilen og kørte den hjem til mine forældre. Senere kom min far hjem og så kørte vi til Riget. Vi boede dengang alle på Falster, så der var et godt stykke vej. Vi sad i bilen i stilhed. Begge chokerede og bange. Da vi kom til hospitalet, lå Mathias på akutmodtagelsen, som på det tidspunkt befandt sig under jorden. Måske den gør det stadig, det ved jeg ikke. Min kæreste var der også, men detaljerne omkring, hvornår og hvordan han var kommet dertil, er slørede. Måske blander jeg også nogle dage sammen. Der skete meget i de første 2-3 dage.

I hvert fald, så husker jeg tydeligt synet af min bror i sengen. Han lå og så fodbold, for der var VM (det var det år, hvor Shakira stod for VM-sangen… jeg kan stadig ikke udstå den sang den dag i dag). På bordet foran ham stod en tallerken med en uappetitlig brun masse – noget millionbøf af en art. Han kunne ikke spise noget. Forståeligt nok.

Han kiggede væk fra tv’et og hen på mig, da jeg kom ind ad døren. Jeg gik hen og omfavnede ham, og da jeg gav slip og kiggede ham i øjnene, græd han og sagde: “De siger, at jeg måske har kræft!” Vi græd allesammen. Jeg følte, jeg skulle kaste op og mine ben gav efter, så jeg haltede ud på toilettet og satte mig på gulvet derude. Jeg hyperventilerede og græd som aldrig før. Hele verden snurrede rundt.

Nogle dage efter fik vi det endelige svar på Mathias’ prøver. Det havde taget dem en hel uge at finde en diagnose. Han havde en sjælden kræftform, som hedder rhapdomyosarkom – en form for muskelcellekræft. Den rammer yderst sjældent og når den rammer, er det oftest spædbørn eller tumlinge – ikke unge fyre på 19. Lægerne var derfor udfordrede på behandlingen fra dag 1. Sagt med andre ord, så anede de ikke, hvad de skulle stille op. Behandlingen var i og for sig eksperimentel.

Det endte med, at Mathias fik alt hvad der fandtes på kemohylden. Han fik så skrap kemo, at han skulle i isolation i en periode – både for hans immunforsvars skyld, men også fordi kemoen i sig selv var farlig for andre. Hvis der gik hul på posen, kunne den ætse alting væk.

Diagnosen havde vi som sagt efter en uges tid og behandlingen var nu allerede i gang. Jeg var næsten hos min bror døgnet rundt. I perioder var jeg indlagt med ham i flere dage. Han ville kun have mig. Jeg var nemlig holdt op med at græde og det gav ham plads til at være mere sårbar. Mine forældre var helt ude af den og det havde han svært ved at håndtere. Det er svært at være alvorligt syg og samtidig føle, at man skal trøste og beskytte sine nærmeste. Derfor holdt jeg hurtigt op med at græde – for hans skyld, så han kunne få noget luft.

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

På udveksling i Florida før kræften ramte – både Signe (på billedet) og forældrene besøgte ham. Og Søren – Mathias’ bedste ven

“Søren er død!”

Heldigvis havde han dog også sin bedste ven, Søren. Søren var guld værd og de havde et helt særligt forhold til hinanden.

Han blev hos Mathias, når jeg havde brug for en pause og hjalp ham med alt fra kolben (du ved, den man skal tisse i) til mad og en god snak. Han lå sågar hos ham en hel nat på Riget, da jeg havde brug for at komme hjem og sove en nat i min egen seng og få lidt trøst fra min kæreste.

Efter cirka 14 dage måtte Mathias komme hjem for første gang. Det var en hård tur i bilen hjem, for han havde ubeskriveligt mange smerter. Kræften sad i lænden/ryggen og han kunne næsten ikke holde ud at sidde i bilen. Han lå på mit skød det meste af turen hjem. Og han jamrede og skreg. Det var en helvedes tur, men hjem kom vi.

Dagen efter lå Mathias på mine forældres sofa og så VM. Min far sad i en stol og så med. Jeg sad ude på terrassen med min mor med døren åben ind til stuen, så jeg kunne se Mathias hele tiden. Pludselig ringede hans telefon. Mathias’ stemme lød helt forkert og han blev ved med at sige: “Fuck mig, nu handler alt om Søren!” Det lød underligt. Jeg rejste mig op og gik ind til ham. Min far havde også rejst sig op. Vi kiggede på Mathias, som lagde røret på og brød helt sammen mens han skreg: “Søren er død! Søren er fucking død!”

Så… nu var situationen den, at min lillebror lige havde fået en kræftdiagnose – og kun 14 dage efter døde hans bedste ven i en bilulykke. Min bror endte med at blive kørt til begravelsen i en ambulance og sad med sit dropstativ inde i kirken og sagde farvel til sin bedste ven. Livet kunne ikke være mere absurd og uretfærdigt.

“… Den er tilbage!”

Min bror var dog verdens stærkeste menneske. Han kæmpede hårdt mod kræften resten af året. Og i april 2011 kunne de pludselig ikke se mere kræft på scanningerne. Vi var ekstatiske! Nu skulle han kun tage piller og ikke længere have den skrappe flydende kemo. Det var for vildt!

Men. Og der er desværre et “men”. I juni måned 2011, havde han smerter i lænden igen. Vi turde ikke sige det højt, men vi tænkte alle tanken… “den er tilbage,” – og det var den. Kræften var tilbage. Denne gang kunne de ikke give ham kemo, fordi hans tal var for lave (levertal, blodprocent og hvad der ellers skal være i orden for at den slags kan lade sig gøre). Han havde en stor svulst på rygsøjlen, som gav ham føleforstyrrelser i benene og gjorde det svært for ham at gå. Derfor skulle han have 10 strålebehandlinger i 10 dage i træk. Vi kørte altså turen fra Falster til Riget 10 dage i træk. Og strålerne hjalp da også. Men kun for en kort periode og kun på hans førlighed – ikke på kræften som sådan.

Efter strålebehandlingen var afsluttet, blev han indkaldt til en lægesamtale. Jeg og min mor var med. Min far drev en virksomhed og var nødt til at være der den dag. Det siger nok sig selv, at det var en udfordring at få livet – og økonomien – til at løbe rundt ved siden af min brors sygdom. Eller det ved jeg ikke, om det gør. Men det var svært.

“Du kommer til at dø af din sygdom”

Min bror og jeg sad overfor lægen. Min mor sad i en stol i baggrunden, lidt op ad væggen. Lægen kiggede på Mathias og sagde: “Mathias, det er desværre sådan, at vi er nået til et punkt i dit forløb, hvor vi ikke har mulighed for at tilbyde dig mere behandling. Derfor er du nu nået til det man kalder terminalfasen. Det vil sige, at du kommer til at dø af din sygdom,”

Ingen af os vidste hvordan vi skulle reagere. Jeg husker det som om, at vi græd… men det var meget sagte tårer. Som om de ikke rigtig kunne komme ud for chokket.

Vi spurgte hvor lang tid Mathias havde. Bare sådan cirka. På det tidspunkt var vi stadig i juni måned. To – måske 3 – måneder lød beskeden på. Okay. “Vil I lige have et rum for jer selv, hvor I kan sidde lidt sammen?” spurgte lægen. Det tilbud skulle vi nok have taget imod, men vi var i chok og kunne ikke tage stilling til det. Derfor endte vi med at sidde ude i venteværelset og tudbrøle alle tre. Det var i virkeligheden enormt grænseoverskridende – både for os, men særligt også for de andre patienter og pårørende, som jo selv sad med alvorlig sygdom og tunge og svære tanker helt inde på livet. Men så langt kunne vi ikke tænke. Den dag i dag tænker jeg også tit over, hvor hasarderet det egentlig var, at min mor kørte hele vejen hjem – 126 km på motorvejen – med beskeden om, at hendes søn skulle dø. Og med ham siddende lige ved siden af, grædende og jamrende: “Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg dø? Hvad har jeg gjort? Jeg skal dø! Hvorfor?!” Det er et mirakel, at vi ikke kom noget til. Min mor kan ikke en gang huske turen den dag i dag.

Afskedsfesten

Selv med dødsdommen hængende over hovedet, var Mathias dog fast besluttet på, at han skulle færdiggøre sin uddannelse. Han gik på hhx og det var jo eksamenstid. Han trodsede derfor kræften og tog alle sine eksaminer – og blev student med flotte resultater. Jeg gav ham huen på. Jeg var pavestolt. I ugerne der fulgte, brugte vi igen mange timer på at køre ind til Riget. Min bror skulle have plasma og mere eller mindre bare holdes så godt smertestillet, som de overhovedet kunne. Han var begyndt at få blå mærker over det hele, hans fødder var begyndt at blive følelsesløse og han blødte ud af mund, næse og øjne.

Da vi nåede til august lå han i en hospitalsseng hjemme i mine forældres stue. Min kæreste og jeg boede mere eller mindre hos dem, på mit gamle værelse. Jeg kunne ikke klare tanken om, at være væk fra Mathias.

Mathias havde fødselsdag den 19. september og var gået i gang med at planlægge en fest, som han ville holde den 22. En afskedsfest, hvor morbidt det end lyder.

Han havde inviteret venner og familie via en begivenhed på facebook.

Så langt nåede vi dog ikke. En tidlig morgen i september blev jeg vækket af, at Mathias lå og skreg i stuen. Han havde ikke kunnet tisse i dagevis, og det gjorde ondt – rigtig ondt. Han kunne heller ikke rejse sig op fra sengen. Det var kræften, som sad og trykkede på hans rygsøjle og gjorde ham delvist lam. Vi tryglede ham om at ringe 112, men han ville ikke på hospitalet. Han var nemlig hunderæd for, at han ikke kom hjem derfra igen. Vi måtte derfor love ham, at vi ikke ville tillade at han blev der – han skulle nok komme hjem igen! Til sidst gav han sig og vi blev hentet i en ambulance, ham og jeg. Klokken var 6.30 om morgenen.

Mine forældre kørte efter os i bil.

Da vi kom til hospitalet hjalp de min bror af med urinen. 700 ml – det var ikke så mærkeligt, at det gjorde ondt. På det tidspunkt var jeg så udmattet, at jeg faldt om og faldt i søvn midt på gulvet ved siden af Mathias’ hospitalsseng. Min krop gav simpelthen op.

Det endte med, at de beholdt ham på hospitalet i nogle dage. Men hjem kom han. Det var en mandag morgen. Han var så bange for, at han skulle dø på hospitalet. Derfor var jeg virkelig lettet på hans vegne. Nu vidste jeg, at han fik lov at dø derhjemme.

Herefter forlod jeg ikke hans side. Jeg lagde en madras, en dyne og en hovedpude ved siden af hans seng, som stod midt i mine forældres stue. Og her lå jeg ved siden af ham. Jeg forlod ham kun for at gå på toilettet eller for at tage et hurtigt bad.

Mathias havde en våd karklud, som han langsomt strøg henover maven… “Nu går det hertil,” sagde han. Det var lammelsen, han talte om. Dag for dag bevægede lammelsen sig højere og højere op. Til sidst lå han med karkluden helt oppe på brystet.

Vi blev enige om, at jeg nok var nødt til at skrive til venner og familie, at den fest han skulle have holdt senere på måneden, ikke blev til noget. Så længe ville han nok ikke være der. Det var en hård besked at skrive. I samme ombæring bad han mig om at logge på sin netbank og overføre sine penge fra hans konto til min. “Dem skal du bruge på dig og Kenneth [min kæreste, red.], når jeg ikke er her mere,” Det gjorde ondt helt ind i sjælen, at han var så klar i hovedet… så fattet – at han kunne tage alle de beslutninger og gøre sig de tanker. Han fortalte mig, at jeg var verdens bedste søster og at han vidste at jeg nok skulle klare den og få et dejligt liv.

“Jeg kan ikke komme op til overfladen”

Det gjorde han med alle, som stod ham nær – bad dem om at komme ind til ham én efter én, hvorefter han fortalte dem, hvad de havde betydet for ham og hvad han ønskede for dem i fremtiden.

Jeg husker tydeligt hvordan hans venner sad ude i køkkenet og blev kaldt ind én efter én. Mathias var så rørende stærk og klar i spyttet. Han fortalte sine venner, hvem der skulle bære kisten, hvilket musik der skulle spilles til begravelsen og hvordan vi skulle tilbringe dagen til gravøllet. Jeg var – og er stadig – så imponeret over hans overskud. Tænk at ligge dér, døende og lam op til brystet og alligevel have overskud til at planlægge sin egen begravelse og fortælle venner og familie hvad han føler og hvilke drømme og ambitioner han har på deres vegne. Det er fandme stærke sager.

Alt dette når han fra mandag til onsdag. Onsdag nat overfører jeg hans penge til min konto og skriver ud til gæsterne, som har meldt sig til begivenheden på facebook, at festen ikke bliver til noget alligevel. Onsdag nat er det den 14. september 2011.

Torsdag morgen kigger Mathias på mig med glasagtige, forvirrede øjne og siger: “Jeg kan ikke helt høre jer… jeg kan ikke komme op til overfladen,” Jeg fortæller ham, at det er okay og at han bare kan lukke øjnene. Det gør han. Og han åbner dem ikke igen. Han dør dog endnu ikke. Han ligger i timevis og siger høje, uhyggelige lyde – en slags rallen, men alligevel ikke. Bare… enormt høje udbrud. Hans krop er gennemblødt, han fråder om munden og hans hud er grålig. Han er døende. Vi kontakter derfor venner og familie. Alle strømmer til og pludselig er stuen fuld af mennesker, som sidder og våger over ham. Vi forsøger at tørre hans pande og holde hans hånd. Sådan bruger vi mange timer indtil vi nærmer os klokken 17 om eftermiddagen, torsdag den 15. september 2011. Jeg står ved siden af Mathias, som pludselig sætter sig halvt op, gisper og spærrer øjnene op! Herefter lader han sig falde ned i madrassen… og hans hjerte stopper. Til min store skræk, gentager scenariet sig igen – han rejser sig, gisper og spærrer øjnene op! Og så ligger han helt stille. Jeg holder ham på brystet. Hans hjerte er stoppet. “Åh hvor dejligt! Hvor er det dejligt!” siger jeg til ham. Ikke fordi jeg er glad for, at han er død… men fordi jeg er så lettet over, at han ikke har ondt mere. Jeg var i dyb sorg, men samtidig fyldte lettelsen også utrolig meget. Endelig led han ikke mere. Endelig! Det hårdeste ved det hele var nemlig næsten, at han på intet tidspunkt var konfus – han var helt klar i hovedet lige til det sidste. Og han var så bange og så ulykkelig. Det var ulideligt at være vidne til. Derfor var lettelsen så uendeligt stor, da han endelig fik fred. Men hvor gjorde det også ondt. Nu var han væk. Min lillebror var død. Der var kun 15 måneder imellem ham og jeg. Pseudotvillinger. Jeg kendte ikke til livet uden ham. Hvad nu? Hvordan skulle jeg nu kunne leve videre? Det var ganske enkelt uoverskueligt.

Efter han døde fik han noget tørt tøj på. Han lå i mine forældres gildesal (vi er opvokset på en gård), som var dejligt kølig. Omringet af blomster og sørgende venner. Helt Snehvide-agtigt, som om han bare lå og sov. Sådan lå han til næste dag, hvor bedemanden kom og hentede ham og kørte ham væk i en stor, hvid kiste. Jeg var lige inde og kigge til ham om morgenen, inden bedemanden kom. Han lignede ikke sig selv. Han var der ikke mere. Det var ikke længere min bror, Mathias. Nu var det bare en krop.

Min bror døde den 15. september 2011 klokken 17.20 – 4 dage før sin 21 års fødselsdag.

Jeg ved godt, at min bror ikke var et barn som sådan. Men han var ung. Så ung, at han ikke en gang nåede at komme i gang med livet, før det blev taget fra ham. Han nåede ikke at flytte hjemmefra, at finde kærligheden, at få de børn han så inderligt drømte om og at tjene alle de millioner, som han lovede min mor, han ville. Intet af det nåede han, fordi kræften kom og tog det hele fra ham. Han havde ikke en chance.

Tak for din tid – og tak for din indsats i kampen mod kræft!

Venlig hilsen, Signe

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

Afterburner: Signe og jeg skriver frem og tilbage, og jeg bemærker, at han er en flot fyr, og hun fortæller mig, at han var rap replikken og en værre bandit, men altid omsorgsfuld og opmærksom på andre. En kæmpe snack pigerne ikke kunne stå for – selv til det sidste. Han havde enormt mange venner – så mange at alle ikke kunne være i kirken, over 200 mennesker ville overvære Mathias’ begravelse. Tænkt så tidligt i livet at være så elsket.

36 kommentarer
  1. En barsk historie og en fin fortælling. Jeg sidder her og tuder ned i min morgenkaffe. Tusind tak fordi du deler, Signe. Det sætter alting helt i perspektiv. Din bror lyder til at have været et helt vidunderligt menneske.

  2. Sikke en historie. Utrolig rørende at læse. Den gjorde så stort indtryk på mig, at jeg næsten ikke har ord for det.

  3. Puha, det fik tårrene frem… sender de varmeste hilsner. Tak for, at du delte jeres historie, Signe. Den var hård og brutal, men smuk. <3

  4. Av, av, av. Er helt opløst og har løst til at spurte land og rige rundt for at kramme mine søskende. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig et liv uden dem. Tak fordi du deler, Signe.

    1. Søde M,

      Dine søskende er heldige at have en som dig – jeg håber snart, du får givet dem alle ikke bare én, men mange knus og kram!
      Tak fordi du læste med. ❤️

      – Signe

  5. Jeg ligger i sofaen med min lille baby-pige henover mig. Hun er faldet i søvn under amningen, og jeg forsøger ihærdigt på ikke at bevæge mig og vække hende.

    Det er svært oven på det her smukke, rørende indlæg. Tak for at dele det med os. Min datter skal have ekstra mange kys i dag. Tak for at minde mig om hvor skrøbeligt livet kan være, men hvor stærk kærligheden er.

    1. Kære Maria,

      Det er bare med at kysse løs på alle dem, vi har kær – dejligt at din lille datter har dig til at uddele alle de kys! ❤️

      Jeg er selv højgravid og kan ikke vente med at kysse, nusse og kramme min datter inden længe!

      Tak fordi du læste med – og tak for dine søde ord!

      – Signe

  6. Jeg er dybt rørt. Det er simpelthen en fuldstændig forfærdelig situation for alle i Signes familie at have stået i. Tænk at man kan finde det mod frem som 20-årig; at nå at blive ‘afklaret’ med kræft og døden på 1,5 år. Livet kan være så helt urimeligt, og jeg håber denne historie minder os alle om ikke at tage et sekund forgivet – specielt ikke dem, hvor vi befinder os i selskab med vores familie <3

    1. Tusind tak for din søde kommentar, Christine.
      Du har nemlig ret: Vi skal i høj grad huske at værdsætte livet og vores nære og kære, for man ved aldrig hvad der venter én i morgen, i næste uge eller om nogle år. Man bliver sgu’ en omvandrende kliché af at opleve sådan noget – og det er der absolut intet i vejen med! Jeg er glad for, at du kunne bruge min fortælling til noget. ❤️

      – Signe

  7. Jeg kondolere tabet af Mathias.
    Virkeligt smukt formuleret og et godt minde om Mathias!
    Jeg har selv en datter som fik alvorlig kræft da hun var 21, hun har kæmpet bravt og flere gange troede lægerne, at nu var det nu hun skulle dø, men hun kom sig og er her endnu. Dog lever vi med, at det altid kan komme tilbage det leukæmi.
    Så jeg forstår helt den situation som Signe og familien har stået i og jo egentlig stadig på mange måder gør.
    Tak Signe for en smuk beskrivelse af din brors forløb 🙂

    1. Kære Tina,

      Tusind tak skal du have. Og hvor gør det mig ondt at høre, at I har sygdommen så tæt inde på livet også. Og samtidig glæder det mig utrolig meget, at din datter kæmper og er her endnu – det er så stærkt! 💪🏻❤️

      – Signe

  8. Åh, hvor er det dog en helt igennem smuk, rørende og vanvittigt barsk fortælling. Det gør ondt helt ind i hjertekulen – men samtidig får jeg også et lillebitte smil på læberne, for hvor rummer fortællingen dog også bare SÅ meget kærlighed!
    Tak for den. Og alt det bedste til jer, Signe.

    1. Kære Signe OP,
      Tusind tak for din varme, søde kommentar – det rører mig dybt, at du fornemmer den kærlighed der var (og, i min verden, stadig er) mellem min bror og jeg samt min familie og hans venner. ❤️

      – Signe

  9. Puha sikke en omgang at starte fredagen på, så væltede minderne lige frem! Jeg kendte både Søren og Mathias – 2 flotte, gode og glade fyre, som desværre tog herfra alt for tidligt ❤️

    1. Kære S,

      Det var nemlig alt for tidligt. Men hvor er jeg glad for, at du nåede at kende dem begge! ❤️

      – Signe

  10. Jeg er dybt rørt over din historie Signe. Jeg har selv været nogenlunde det samme igennem med en fætter, og man glemmer aldrig lydene fra din sidste tid. Du og Mathias vil være i mine tanker i dag <3

    1. Kære Cecilie,

      Tusind tak for din søde kommentar. ❤️
      Det gør mig virkelig ondt, at du også har haft sygdommen så tæt på. Det ændrer én for livet. Det er et af de barske vilkår ved kærligheden.

      – Signe

  11. Tak for at dele, det rammer mig dybt da det minder mig meget om min søsters historie. Hun var 22 da hun blev syg med en hjernetumor og døde små 5 år senere. Hendes læge holdt fast i at det måtte være migræne hun led af i flere måneder. Til sidst havde hun så voldsomme smerter at hendes kæreste kørte hende på skadestuen en sen fredag aften, dagen efter fik hun besked om at det var en hjernetumor og mandag blev hun overført til Riget og blev opereret. Svulsten var på størrelse med en knytnæve og havde hun ventet meget længere havde hun været død. Men i stedet fik hun 5 år (på trods af en prognose på 2 år), hvor hun var igennem adskillige omgang kemo og strålebehandling og endnu en operation blot et år efter.

    Så tak fordi du deler din historie SIgne. Jeg kan relatere til så meget af den og det får mig til at føle mig lidt mindre alene i noget som ikke mange kan relatere til (og heldigvis for det).

    1. Kære Tanja,

      Det gør mig usigeligt ondt at høre, at du har mistet din søster – og ikke mindst også, at I som familie har skullet gennemgå det mareridt, som et kræftforløb er. ❤️

      Tusind tak for din kommentar – den får MIG til at føle, at jeg ikke er alene og det betyder så uendeligt meget for mig. Så tak til dig også!

      Jeg ønsker dig alt det bedste!

      – Signe

  12. <3 <3 Uha hvor er livet dog uretfærdigt nogle gange. Tak fordi du havde mod på at dele Signe <3 Meget meget smuk historie.

    1. Kære Emma,
      Tusind tak for din kommentar! ❤️
      Du har ret i, at livet kan være noget så uretfærdigt. Heldigvis lærer det os også at sætte pris på de ting, der virkelig betyder noget. Selv om jeg savner Mathias hver dag og selv om, jeg aldrig kommer over tabet af ham, så har jeg i høj grad også lært at kæmpe for lykken og kærligheden og at sætte prise på de helt små glæder. Det vil jeg altid holde fast i. Og det er noget, han i høj grad har lært mig – både i livet og i døden.

      – Signe

  13. Hvor er det en smuk fortælling Signe, mange tusind tak for at dele.
    Jeg befinder mig netop nu i en sorgperiode, og finder stor trøst i at læse, at du også oplevede en form for lettelse i forbindelse med dødens indtræden, da ens elskede så ikke længere skulle lide. Jeg har skammet mig lidt over den følelse af lettelse, men det vil jeg ikke gøre længere.

    Kærlig hilsen Camilla

  14. Kære Signe,

    Tusind tak for at dele Mathias’ historie – tårerne triller ned af mine kinder nu. Jeg vil prøve at blive endnu bedre til, at nyde livet og sætte pris på de små øjeblikke. Tak.

    Stort knus til dig!

  15. Tak for at dele Signe! Det rammer så dybt og er så rørende! Hvor er det en kæmpe og uforståelig sorg du må leve med. Tak for at sætte tingene lidt i perspektiv. Tak for din smukke fortælling, der på trods af smerterne og sorgen indeholder så meget kærlighed. Så flot og sejt at dele. Jeg har selv en pseudolillebror og skrev til ham med det samme, da jeg havde læst din historie.
    Ønsker dig alt det bedste.

  16. Jeg kan ikke finde ord for hvor fantastisk godt skrevet det er <3 SÅ smukt.
    Tårerne løber ustyrligt ned af mine kinder, og jeg er umådeligt ked af i skulle igennem det.

Læg en kommentar