Vi har købt et sommerhus! - ROCKPAPERDRESSES
Vi har købt et sommerhus!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

…. Og vi overtager endda om en uge! Kort proces!

Det har processen bag ikke været, så derfor har vi også kunnet rykke rimelig hurtigt, da det endelig var der. Og det gjorde vi.

Vi har talt om sommerhus et hav af gange, altid som en fjern drøm som ikke kunne lade sig gøre eller kunne være for os. For tre år siden, lige før brylluppet var vi ude og se lidt men parkerede det igen. Og så har vi vendt tilbage til drømmen flere gange. Jeg har endda over tid tegnet et ret præcist billede i mit hoved af, hvordan et sommerhus skulle være, skulle jeg have et. Et gammelt sommerhusområde. En grusvej. Et sort og hvidt hus. Sprossede vinduer. Mest hjerterum men også soverum nok til at forældre kan besøge os. Tæt på København men langt nok til at føles som ferie. Tæt på vand. Langt fra alt vi kender. Ingen smarte caféer, butikker – det simple liv. Et sted vi kan kalde vores og Eddie sit (og Frida med!). Som han kan bygge sine barndomsminder fra i sin fortælling om “da jeg var barn…”. Et frirum vi kan trække vejret i og flere måneder ad gangen.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

Og det har vi fået. Og jeg kunne mærke det allerede, som vi drejede ind på vejen, hvor jeg med lidt rigeligt lys stemme bemærker, at her er en grusvej. Vi åbner lågen, jeg træder ind på græsset og “Ej, okay…” – og så endda i regnvejr. Der var kaffe på kanden og kanelsnegle og stearinlys tændt. Som en potentiel date der prøver lidt for meget, men lige den dag og med os, var vi villige og tog imod. Kør bare ind med det tunge skyts, vi er modtagelige.

Det solgte sig selv, som om det var det hus, min fantasi hele tiden havde vist lå forude. Som et sommer déja vu. Og efter at have kigget rundt med en kaffekop i hånden og allerede øjnet hvor Eddie skulle have værelset, mens han lå på sin dyne foran brændeovnen, var jeg allerede rykket ind. Ejerne har holdt af stedet, og det oser det af, så nænsomt holdt og passet på. Der er malet med kærlighed i alle hjørnerne, så selvfølgelig blev vi besnærede. Så kompromisløst drømmen – vores drøm.

Vi gik ud i regnen uden mægleren, gik en tur rundt om huset. “Hvad gør vi her?”. Adam kunne godt se, jeg var solgt. Men var han? Adam er stenbuk, og han er ikke til hurtige beslutninger. Men her kunne jeg mærke, vi skulle være hurtige. Enten slukke ilden med det samme og gå derfra, glemme det eller gå ind i det fuldt og helt. For mig tikkede det af i alle boksene, og det gjorde det også for Adam. Men for ham virkede det også enormt voksent. Et voksent sommerhus, sådan et med flere værelser og udekøkken – ikke som nogen af de knaldhytter vi også har set.

Og så slog vi til. Så fra vi så det første gang på nettet de sidste dage af vores ferie i Italien til at vi havde skrevet under, der gik ca. en uges tid. Og nu er det vores. Så godt som. Og det føles så rigtigt, helt nede i maven.

Jeg glæder mig helt vildt at komme derop. Til at skabe nye og flere minder i Eddies barndom. Til at vi får et lille helle som er vores uden diskussion med nogen. Til at komme på landet og leve lidt langsommere. Og til at sidde på terrassen når Eddie er puttet og holde Adam i hånden. Med Frida ved fødderne. I år og næste år og de næste mange år. Jeg glæder mig.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, NordsjællandRockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

26 kommentarer
    1. Jeg har faktisk lovet Adam at holde det for os selv hvorhenne for nu, hvor det er. Men der ligger jo så mange dejlige byer, som perler på en snor! KH

  1. Årh, sommerhus er bare det bedste, tillykke med det!
    Er også opvokset “nordpå”, så kan sagtens forstå at I ikke kunne sige nej – det er de skønneste områder der ligger langs kysten☀️

    1. Der er så mange vidunderlige områder! Helt fra Hornbæk til Rørvig. Jeg har også nogle tidlige minder i Hornbæk fra mine forældre blev skilt, sommerhus kan noget helt særligt med deres enkelthed. KH

  2. Årha. Hvor er det fantastisk. Da jeg var 10 år byggede mine forældre også “vores” sommerhus. Jeg har ALTID elsket det. Først i mine unge år med venner derude, men nu med mit mand og barn. Det er så skønt at man i weekenderne kan komme på en lille ferie ❤️

    1. Det var også det, vi nåede frem til – det bedste af to verdener og privilegiet at kunne vælge! KH

  3. Hej! Vi kigger også sommerhus, men jeg synes det er svært at regne pris ud vs. beliggenhed – og hvad det vil koste os ekstra om måneden osv. osv. Selvom det er et lidt privat anliggende, kunne du så lokkes til at lave et indlæg om økonomien bag?:)

    1. Hej Nanna. Det er er spørgsmål du bør stille din bankrådgiver. Økonomi er så individuelt og uden sammenligning, at Cathrine aldrig ville kunne lave et indlæg, som du ville kunne “kopiere” til egen økonomi. Vh den bankansatte 🙂

    2. Uh det bliver nok for privat for mig – og i øvrigt også lidt umuligt, for det kommer an på, hvor meget man kommer med, de faste udgifter ved et sommerhus som kommer an på den enkelte adresse ifht. skatter osv. Så kommer det an på bank og deres tilbud og lånemuligheder, og det er jo også ret individuelt.
      Jeg kan fortælle dig, at du skal komme med 25 % selv – eller tage det af en evt. friværdi i hus/lejlighed. Resten kan man låne – men hvor meget det så er, det kommer an på ens gældsfaktor samlet set. Det er absolut ikke nemt, men bankrådgiverne kan nemt regne et eksempel på økonomi ud til dig, hvis du sender dem en konkret salgsopstilling. Pøj pøj! KH

  4. Hvor dejligt😊 Tillykke med det:!
    Glæder mig til billeder- kan forestille mig den skønneste idyl- I har ret god smag I to😘

  5. Wow kæmpe tillykke!
    Det er også vores helt store drøm – bylejlighed kombineret med sommerhus, men vi er der ikke helt endnu:)
    Med din sans for at gøre ting smukke og indbydende er jeg sikker på det bliver det hyggeligste sommerhus i Nordsjælland❤️

  6. Sommerhus er FANTASTISK! Vi har i Vejby Strand, og når man har kørt turen fra KBH et par gange føles det som en smut-tur. Det er det bedste i kombination med en lejlighed i byen. Vi havde vores dreng på 9 måneder til at kravle rundt på græsset for første gang her i pinsen, og jeg tudbrølede over den lille lykkefølelse. Glæd jer!

    1. ÅH! M! det er jo præcis derfor vi gør det. Det gør mig simpelthen så glad på dine (og egentlig også mine) vegne – jeg kan så godt forstå, du måtte fælde en tåre. Vejby er også så dejligt! KH

  7. Stort tillykke med det! Jeg er sikker på at I får mange gode stunder derude. Når man har børn er det ekstra fantastisk at have et sted, hvor man kan åbne dørene og ikke være bekymret for hurtige biler langs vejene. Jeg er selv vokset op med sommerhus og har så mange gode minder derfra. En bold, en lille skovl og en palleramme med sand. Så var min bror og jeg underholdt i en hel sommer – simple living 🙂

  8. Stort tillykke! 🙂 jeg er lidt nysgerrig efter at høre, om jeres valg af køb af sommerhus kommer til at få en betydning for jeres forbrug og rejser? Eller om I har gjort jer nogle overvejelser herved?

    1. JA! En af årsagerne vi endeligt besluttede os for sommerhus var rigtig meget i tråd med vores ønske om at skrue ned for fly til et absolut minimum, hvis fly overhovedet. På denne her måde bliver det ikke “surt” og vi har vores helt eget getaway at nyde i stedet. KH

Læg en kommentar