Vores karriere: A Table Story - ROCKPAPERDRESSES
Vores karriere: A Table Story

Det her skulle jeg selv have opfundet! Smukt service (har jeg da i skabet – omend i lidt vel små mængder til formålet, hehe!) til fest og farver. Trine og Mette har simpelthen opfundet den mest geniale – og simple – forretning: serviceudlejning. De har, også eget udsagn revolutioneret det felt – og det er ikke at tage munden for fuld.

Trine og Mette er to vidunderlige jyske forretningskvinder, som ligegyldigt hvor stor forretningen er blevet, stadig står klar og hopper og springer for deres kunder. Men i dag på en måde, hvor de også tør at sige nej og virkelig at stole på deres forretnings identitet.

Jeg lærte dem at kende da de stadig var rimelig nye – noget af det første jeg bookede til vores bryllup, udover kirken, det var de rigtige tallerkner. Det er fanme vigtigt. Og siden har jeg brugt A Table Story ved adskillige lejligheder og anbefalet dem til Gud og hvermand – og det er med fuldt overlæg. Glæd jer til at lære dem lidt bedre at kende i dagens interview.

…Pssst… I dag er jeg så heldig at dele kontor med dem – men jeg har stadig tilgode at sidde med dem, da jeg tilbød dem en plads, hjemme fra sofaen på barsel.

A Table Story, Rockpaperdresses, Interview, Serviceudlejning

Mette Brøndgaard Andersen 35 år. Bosat på Frederiksberg 

Trine Kjær Hansen 33 år. Bosat I Lyngby

Beskæftigelse: Stiftere og ejere af A Table Story

Først og fremmest, Trine og Mette, hvordan har I to businesskvinder fundet hinanden?

Trine: “Vi mødte hinanden på HF i Silkeborg i 2003, hvor vi blev veninder. Vi kedede os begge to, men var som de eneste vilde med de kreative fag! Allerede dengang fandt vi sammen om fællesinteressen: Design & arkitektur”.

Mette: “Efter HF flyttede Trine til Århus og jeg flyttede til Italien og I de år var der minimal kontakt. Den blev først genoptaget 10 år efter, da vi begge boede i København og sad I stillinger indenfor netop design”.

Hvis vi lige skal have rollerne lidt på plads, Trine, hvad er dine spidskompetencer? Hvad står du for? Og ligeledes med dig, Mette?

Trine: “Mine styrker er det kreative og visuelle”.

Mette: “Mine styrker er konceptudvikling samt strukturen I virksomheden. Det tog os 2 år at fordele opgaverne, så vi nu bruger vores kompetencer optimalt. Det kreative dur ikke uden det konceptuelle og omvendt og nu spiller det perfekt sammen, vi stoler 100% på hinanden og har i dag fundet vores pladser. Det har været svært og har krævet mange ‘omrokeringer’, men det er det der gør at vi har så godt et fundament I virksomheden i dag”.

I har på rekordtid – virker det til udefra set – stablet en reeet sej succes på benene, A Table Story. I er alle vegne! I alle blade, til alle festlige begivenheder – både private og til firmaarrangementer. Men serviceudlejning?! Udover mig så kender jeg ikke så mange, som er så ‘stelnørdede’ som jer – hvordan startede den idé mellem jer?

Trine: “I 2012 skulle jeg giftes med min mand, Martin. Vi lejer et fantastisk sted, hyrer en dygtig kok og får et chok, da vi ser stedets service! Så vi tager fat i den lokale service udlejer, Freddys teltudlejning og bliver endnu engang overraskede over, hvor nedslående sortimentet er: Klassiske bobleglas, slidt sølvbestik og nervøse velourduge”.

“Så jeg beslutter mig for at opkøbe og producere en del af servicen på egen hånd, og i den proces tænker jeg, at der må være andre end mig, som sidder I den situation”.

Mette:“Et par år efter skal jeg giftes med min mand, Rasmus og Trine tager fat I mig og fortæller om de udfordringer, hun stødte på. Vi bliver hurtigt enige om, at vi faktisk kan finde samme problemstilling i de jobs, vi sidder i; Trine hos Bang og Olufsen og jeg selv hos Vipp. Der skal ofte lanceres nye produkter, holdes events osv. Men intet godt kan lejes ind”.

“Her opstår tanken; Tænk hvis vi kunne skabe en virksomhed, som kunne tilbyde dette; Udlejning af service med et konstant øje for trends og tendenser. En virksomhed som kunne sende alt det ind i folks hjem, som vi selv drømte om at sidde til bords med. Tænk hvis man kunne REVOLUTIONERE servicebranchen”.

A Table Story, Rockpaperdresses, Interview, Serviceudlejning

Det lyder også umiddelbart en kende støvet og usexet, ‘serviceudlejning’. Hvordan pokker øjnede I et marked dér? 

Trine:“Vi tænkte, at hvis vi sad med det behov både i forbindelse med bryllup og arbejde, så måtte andre sidde med præcist samme udfordringer. Det gik op for os at branchen ikke havde fornyet sig siden 70érne”.

Mette: “Vi trækker bl.a. regnskabet på alle serviceudlejningsfirmaer og kan se, at der ikke mangler kunder, men derimod kvalitet..Ikke bare i de produkter, der tilbydes, men også, når det kommer til service: ‘Guidance’, levering, inspiration og styling af borde, rengøring og grundigt eftertjek af produkterne”.     

Man kan jo ikke uddanne sig specifikt til jeres niche, så hvad har i studeret for at få den vilde fornemmelse for æstetik og design?

Trine: “Jeg er uddannet møbelarkitekt fra Århus”.

Mette:“Jeg er uddannet retail- og konceptdesigner fra Milano”.

Hvad er det I kan, der gør, at I er så eftertragtet? (I må gerne blære jer 😉

Mette:“Vi lejer ikke bare dødlækkert luksusservice ud, vi hjælper vores kunder med at fortælle en historie, din Table Story. Service har hidtil bare dækket et behov, men vi gør os umage for at sætte de perfekte rammer for nogle af de største og vigtigste begivenheder i folks liv ved at være med til at skabe lige præcis den oplevelse og den stemning, de ønsker sig”.  

Trine: “Nogle af vores kunder har selvfølgelig nøje udvalgt vores produkter på forhånd, men vi får flere og flere, der køber ind i et samlet koncept, og det elsker vi! Et godt eksempel fra for nyligt er Nivea, der skal holde et event, hvor temaet er ‘solbrunch’, og så går vi ellers i gang med gule toner i servicen, citrusfrugter og blomsterkranse til gæsterne”.   A Table Story, Rockpaperdresses, Interview, Serviceudlejning

I startede med at køre A Table Story ved siden af jeres jobs, inden det tog fart og i gik fuldtid med det. Jeres mænd mente, det var helt skørt – altså, hvem kan leve af tallerkner og glas? Er der virkelig penge i det? Men det var der. Så hvordan var springet fra at være ansat andre steder til nu at være cheferne i sit eget?

Trine: “Det handlede også om, at vi gerne ville skabe et andet arbejdsliv for os selv. Vi har begge to små børn og værdsætter virkelig den fleksibilitet, der er i at være sin egen chef til forskel fra at være lønmodtager”.

Mette:”Vi har begge siddet I virkelig dygtige virksomheder før og fået en masse erfaring med. Vi har så taget det bedste herfra og i fællesskab lagt en plan for, hvordan vi ville udnytte det hul, vi fandt i markedet, samtidig med, at vi ønskede at skabe verdens bedste hverdag. Det er lykkedes.”

Hvordan gik I fra idéen til den første betalende kunde? Jeg tænker sådan rent markedsføringsmæssigt – hvordan var jeres stil? Tilbød I gratis borddækninger? Kørte I reklamer på facebook? How?

 Trine: “Vores grundige research på markedet betalte sig virkelig, for vi ramte rigtigt og behøvede faktisk ikke lave særligt meget markedsføring. Madbranchen har jo blomstret i især København de senere år, så kokke og eventfolk kom hurtigt til os og sagde, hvor meget de havde manglet os. Det tog simpelthen bare hurtigt fart via word of mouth.” 

Hvordan fik I den allerførste betalende kunde på krogen? Og hvilken begivenhed var det? (Var der mon noget, der var svært, noget der kiksede, fordi i ikke havde helt styr på det hele endnu, eller følte i jer meget godt rustet?)

 Trine: “Meyer var vores aller første kunde. Vi sendte vores website i luften og så bum, så lå ordren der. Vi ved stadig ikke, hvordan de fandt os.” 

Mette: ”Der var bestemt noget, der kiksede i den første ordre, men da Meyers fortsat er en stor kunde hos os, holder vi det for os selv. Nu spørger de os nok næste gang, vi drikker kaffe hos dem:) ”

Hvornår tænkte I, NU satser vi? NU tør vi?

Mette: “Der var ingen, som troede på det i starten. Hverken vores mænd eller familie, der først mente det da kunne være et hyggeligt lommepengeprojekt for os. Nu hvor vi er en succes, er de mere tilbøjelige til at kalde det en ‘familievirksomhed’, haha”.

Det kan jeg lide, haha! Det er bare om at hægte sig på, når succesen er der. Når man klikker rundt på klassiske serviceudlejningssites, så er de meget 1-2-3-hjemmeside.dk-agtige. Altså forældede! Og det samme er udvalget typisk. Hvordan har I fundet ud af, hvilke produkter I gerne vil repræsentere?  

Trine: “Vi bruger vores intuition og derefter tester vi altid produkterne enormt grundigt. En ting er æstetikken, en anden om det holder en høj kvalitet; ikke går let i stykker, kan holde til opvask osv. Vi kan sagtens bruge 10 mdr på at finde den rigtige tallerken, inden vi er tilfredse.” 

A Table Story, Rockpaperdresses, Interview, ServiceudlejningHvad har siden været den største begivenhed I har dækket?

Trine: “Det er svært at sige bare en. Selvfølgelig er der prestige i det, vi har lavet for Kongehuset for det skal jo bare være i top. Men vi har efterhånden mange brands, vi er stolte af at arbejde sammen med: Audi Danmark, Chanel, Louboutin, når Noma laver store ting ude af huset, så leverer vi indimellem servicen – for nu bare at nævne nogle stykker. Det er alle sammen brands som går op i æstetik, ligesom vi gør. Vi har skulle bevise os, men nu stoler de 100% på os og vi har gradvist fået mere og mere indflydelse og ansvar for helheden af det udtryk, vi samarbejder om.”

I er så stilsikre, det er ret imponerende. I har også efterhånden nærmest patent på at dekorere store livsbegivenheder med jeres borddesigns – da vi for nyligt færdiggjorde vores Bryllupsbog, kunne vi i hvert fald se, at I havde været en del af alles bryllupper. Jeg tænker, I skal ret hurtigt afkode, hvilken type fest og hvilket par, I arbejder med, når I taler med nye kunder – uden at skuffe. Det er trods alt en udgift at dække bordene smukt. Hvordan er processen for jer? Hvordan går I ind til de forskellige fester?

 Mette: “Vores kunders udgangspunkt er meget forskelligt. Nogle brudepar ved helt præcist, hvordan deres borde skal se ud, når de kommer til os. Andre har ønsker til en særlig stemning som vi så hjælper dem med at ramme. Vi gør os altid umage med at have den nødvendige dialog, finde ud af, hvem de er og sætte os ind i den begivenhed, der skal finde sted. For en ting er sikkert; Den er ALTID virkelig betydningsfuld for dem, der skal holde den, ligegyldigt hvad det så er for en fest.”

Trine: “Når vi så når til den mere praktiske håndtering – levering, og opdækning – så er vi efterhånden en velsmurt maskine. Vi arbejder ofte steder, hvor der er andre leverandører og kunder til stede, så vores lille team er opmærksomme på at være til så lidt gene som overhovedet muligt. Ingen støj og rod! Det får vi meget ros for.”

I fortalte mig engang, at en stor dansk virksomhed havde takket nej til at ville samarbejde med jer, da I startede op (mindes jeg, at I selv skulle punge ud i store mængder for at kunne repræsentere dem også i sortimentet?) – og for nyligt har de ringet og bedt med søde, bløde stemmer, om at få lov at være en del af jeres sortiment. Hvordan sørger I så nu for at få de rigtige ind, nu folk ligefrem byder sig til? I skal jo også levere dét kunderne vil have – og have fysisk plads? (det er noget med en hal et sted, ikke? Min DRØM at gå på opdagelse i, haha!)

Mette: “Som sagt er vi meget pertentlige med udvælgelsen og vi går selvfølgelig efter at præsentere kontraster i det samlede sortiment, så vi både har noget pænt og fint, råt og nordisk, minimalistisk, feminint, maskulint. En nøgleregel er, at vi aldrig køber noget ind, vi ikke selv kunne finde på at have i vores eget hjem.”

Trine: “Både Royal Copenhagen og Nomas keramiker Kasper Wurtz som er nogle af vores store leverandører var forståeligt nok lidt skeptiske i starten. De anede jo ikke, hvor seriøse vi var. Nu ved alle vores leverandører, at vi kan få deres produkter ud i tusindvis af hænder.”

Lad os slå det fast! I er to MEGA succesfulde iværksættere – hvilket råd ville I gerne give jer selv, knowing what you now?

Mette: “At vi skulle have sat os bedre ind i maskinrummet, alt der vedrører den praktiske håndtering fra opvaskemaskiner til lagerstyring. Der har godt nok været lige lovligt mange brandslukninger undervejs.”

Trine: “At vi ikke begge to skulle være inde over det hele. I begyndelsen var vi fx cc på alle mails… Men altså når vi ser tilbage, var det på den anden side det, der lærte os noget om hinandens styrker og svagheder, som hjælper os nu.”

Mette:“Og så ville jeg give os det råd, at vi gerne må sige NEJ. At vi gerne må stole på vores brand, og at vi er de bedste til det, vi gør og altså sige nej til ting, der ikke føltes rigtige for os.” 

Hvor ser I A Table Story om ti år? Eller måske bare fem år? Som I har fart på, hehe…

Mette: “Vi har sagt nej til investorer og det bliver vi ved med. Vi vil have fuld kontrol med vores virksomhed. Og så er det vel noget med, at vi ikke bare vil være førende på vores felt i DK som vi er nu, men i hele Norden.”

… Og så lige til de kommende brude, hvis I skal spå frem mod sommeren 2019, hvordan kommer brylluppernes borde til at se ud?

Trine: “Der er en tydelig tendens væk fra det pæne og traditionelle, væk fra guldbestikket som ellers var et af vores aller første indkøb og har været lidt af en Table Story-klassiker. Nu går folk efter mere afslappet stemning  og ‘tilfældige’ looks: Shared food på store fade, der bliver sendt rundt, småkrøllede hørservietter fremfor de afstivede hvide, grøftekantsblomster på bordene.”  A Table Story, Rockpaperdresses, Interview, Serviceudlejning

 

7 kommentarer
  1. Super godt interview med de seje damer fra A Table Story. Jeg er vild med at høre om seje business women – og generelt bare at få et sjældent indblik i andres hverdag!

  2. Virkelig spændende ‘artikel’! Det var en fornøjelse at læse; gode spørgsmål og rigtig gode svar.

  3. Fedt interview! Jeg ville ønske, at jeg selv havde fået den ide, det er bare mit drømmejob, ha ha 😉 Jeg har booket dem til mit bryllup på lørdag og glæder mig!

  4. Det første business-interview, jeg har læst til ende. 🙂 er det kun de to seje kvinder som gør alt selv, eller har de andre medarbejdere til fx transport, levering, opvask osv.?

    1. De er startet selv – dog med en rigtig rar mand til at køre ud og levere, som de faktisk stadig har. Men nu har de vist fået lidt flere hænder på. Men de er virkelig stadig meget hands on og på lageret osv. Og mega fedt du ville læse! KH

Læg en kommentar