Som tre Fugle Føniks - ROCKPAPERDRESSES
Som tre Fugle Føniks

Uldrullekrave! I juli! Må jeg være fri. Men jeg har rystet som et espeløv og frosset som en pind, en frossenpind, og det har været helt og aldeles rædselsfuldt.

Sygdom om sommeren. Det er som om, det burde holde sig til vinteren, ikke? Hvor man i forvejen dækker sig til i uld og sutsko og bliver indenfor med fjerneren. Det harmonerer bedre end med sol og sommer. Det startede med Eddie ganske vist. Han var syg, så mega syg. Så jeg måtte ringe til jordemoderen hos min læge, fordi han hverken spiste eller drak, og hun rådede til sodavandsis (hurra for hende – ‘stik dit barn noget sukker’!).

SÅ blev det liiiidt bedre, og vi havde overnattende gæster, og det var en kæmpe succes. Vi spiste frokost i Tisvilde, var på stranden, hos isdamen, gik en lang tur. Så hjem og grille og drikke vin på terrassen til myggene overdøvede os. Det var helt og aldeles perfekt. Hvor har jeg savnet venners nærvær. Jeg er inde i sådan en lidt sær ensomheds-periode (Eddies og Adams selskab, jeg ved godt, det er sært), hvor jeg savner mine veninder, som jeg ikke har set meget til i al den tid Eddie har været her (og det er mestendels min egen skyld). Venners lag faldt midt i tørken (jeg sætter i øvrigt gerne flere ord på, hvis nogen af jer vil læse? Jeg forestiller mig, jeg ikke er den eneste, der kan føle sig ensom i andres selskab eller som har følt ensomhed efter at være blevet mor).

Fredag havde vi talt om at gå en god tur i skoven, før vores venner igen var retur mod København. Men død og pine! Adam vågnede og havde det jammerligt. Dertil at jeg stod op, dækkede bord, bagte boller, mens han lå og havde det skidt. Når Adam bliver syg, så er det som om han forlader jordens overflade og bliver totalt u-kontaktbar. INGEN forbindelse, what-so-ever. Vores venner var søde og forstående (begge uddannede sygeplejerske, de kan spotte en hængt kat, når de ser en (Adam, altså) og kørte tidligt ind til byen. Resten af fredagen kedede jeg mig bravt. Gik en tur med Eddie og Frida, dimsede i haven. Puttede Eddie og høstede ribs til den store guldmedalje og lavede to dunke saft. Så kom jeg til at høre Jeg plejede at tro på for evigt (podcast, som varmt kan anbefales – episoden ‘Sara’ gør stadig ondt i mit hjerte), og så sad jeg der med bar røv i sofaen, egentlig på vej i seng i et kulsort hus med mine to kumpaner for længst i drømmeland. Og så sad jeg og hylede – på den kvalte måde, så jeg ikke vækkede nogen. Jeg kom en hel time senere i seng, end planen var, og det var temmelig dumt, når jeg havde et helvedes døgn i vente.

Min mor og kæreste kom i sommerhuset, og der var lagt tusinde og ingen planer. En masse drømme om, hvad vi skulle vise frem. Jeg nåede at spise morgenmad, og så kunne jeg godt mærke, jeg var ved siden af mig selv.

Vi nåede en frokost i Tisvilde, så tog jeg en eftermiddagslur. Så fik jeg lavet aftensmad til holdet, og så var jeg helt færdig. Frøs, havde hovedpine og måtte krybe til køjs. Med fyrre i feber. Det har jeg ikke haft i nærmest et årti, tror jeg. My Gosh, man bliver et lille mikromenneske. En skygge på muren, et siv i vinden. Jeg var så smattet og Eddie ville ikke andet end amme hele Goddamn natten. Som han ikke har gjort det i flere måneder. Fem-seks amninger og til sidst var jeg i febervildelse ved at tude og ringe til min mor.

Men hey, jeg er her endnu. Jeg er ikke kradset af, selv om jeg et enkelt døgn troede, det var min skæbne. Død ved influenza. Eller Helvedesvirus. Og jeg har ikke ringet til nogen for at passe mit barn, selv om jeg har været tæt på. Sygdom og børn er en Fandens cocktail.

MEN nu er vi ude på den anden side, med skindet på næsen. Vi har stadig ondt i halsen, men vi har lavet en masse voksenting i dag som vasket håndklæder, støvsuget og købt ind. Og hængt en lampe op. Jeg er nærmest stolt. Som tre Fugle Føniks.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

8 kommentarer
  1. Jeg følte den også, ensomheden. Tænk sig, at man kan opleve den vildeste kærlighed, men samtidig føle sig ensom. Min ensomhed kom snigende, idet jeg først opdagede den rigtig, da jeg var omkring et halvt år inde i moderskabet og var ved at vænne mig til at være træt og endelig kunne overskue andres selskab, andre udover min fantastiske mødregruppe.
    Dér opdagede jeg, at jeg havde savnet mine veninder helt vildt.
    Nu er min søn 2,5 år og ensomheden finder stadig ind til mig en gang imellem, men ikke som under min barsel, hvor jeg var dødtræt og samtidig var den eneste i veninde flokken som havde “fri” i hverdagen til at ses. Nu kan jeg vælge lidt mere fra og til, både pga overskuddet og mulighed for pasning af mit barn. Men jeg tror det er noget, som kommer bag på mange, at det kan være ensomt at blive mor, så du må meget gerne skrive om emnet.

  2. Jeg vil også gerne læse flere ord om ensomhed… Selv er jeg også begyndt at føle et større socialt behov, her et halvt års tid inde i moderskabet.

    Da lille T var omkring 5-6 uger gammel, havde jeg også et par dage med det, man (åbenbart) kalder mælkefeber. Der var jeg også oppe og runde de 40 grader. Forfærdeligt med sådan en lille bebs på armen, som kræver fuldtids- opmærksomhed, omsorg og ikke mindst amning… Men det gik jo 😊 Selvom det var hårdt!

    Det har været en kæmpe omvæltning for mig at blive mor, og de første par måneder “så” jeg ikke andet end mit barn og hans far. Det var helt magisk, men det kan nu også noget mentalt at være lidt mere i kontakt med omverdenen igen 😊

  3. Det er benhårdt at være syg når man har en lille, vores datter er 11 måneder. Godt I er oven på igen!
    Jeg vil gerne læse om ensomhed, har også oplevet det. Kan tage mig selv i at gå om blive lidt småsur og føle mig alene når jeg trasker rundt med klapvognen, forbi alle fortovscafeerne (bor også i København), hvor folk sidder og hygger sig med venner. Jeg kunne jo bare ringe mine veninder op, de vil hjertens gerne ses, også med min datter – men jeg oplever ofte at blive mæt på samvær med så tæt kontakt jeg har til min pige, smalltalk på legepladsen, øget samværd med familie (Jesus Kristus, føler heeeele tiden at nogen lige komme forbi og dikke, hvilket er dejligt da de bare er så vilde med hende, men jeg finder det altså lidt drænende til tider…). Så jeg er sulten på mine veninder og gode voksen snakke, men mæt på mennesker. Og så er jeg bare lidt træt tror jeg. Og glad, hold op det er en fest når de små bliver lidt større og man får noget igen, meget mere interaktion!
    Du skriver at I ikke fik ham passet da du/I var syge – har du lyst til at dele mere om det? Vi har det lidt svært med tanken om at få vores pige passet, det kan tælles på en hånd hvor mange gange hun blevet passet og det kun i et par timer. Og det har mest været for bedsteforældrenes skyld!!

  4. Ja tak til indlæg om ensomhed som ny mor! Jeg er i uge 37 og er allerede bange for, at alle mine veninde-relationer ændrer sig til det værre, når lillepigen ankommer.

Læg en kommentar