20 måder at undgå plastik i hverdagen - ROCKPAPERDRESSES
20 måder at undgå plastik i hverdagen

NØJ, hvor har jeg fået mange spørgsmål på den shampoobar, som jeg har delt på min story! Og jeg har haft i sinde at samle til et lille indlæg, for nu har #miljømandag kørt i et halvt års tid. En af de ting der har fyldt mest i jeres tips, I har delt med mig, det har været dét at undgå plastik på den ene eller anden måde.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan undgår jeg plastik?, Shampoo bar

Men hvor skidt er plastik egentlig? Vi taler så enormt meget om det! Det er jo egentlig et ret fantastisk materiale, ikke? Se lige denne her vidunderlige video med Linse Kessler for Dansk Retursystem. Det beskytter mad, det kan holde styr på tænderne i en bøjle og hvad ville vores biler være uden dæk? Det pureste plastik. Det er på mange måder et vidunderligt materiale.

Men der er nogle udfordringer. Det ender i naturen, hvor det truer dyrearter og planteliv – og derfor også vender tilbage i os, når vi indtager den som mad (kilde). Plastik, som over tid nedbrydes til mikroplast. Eller mikroplast som findes i din bodyscrub, din tandpasta. Det er din fleecetrøje, din fuskpels. Når du vasker dem, og når du bærer dem. De fælder! De afgiver fibre, ligesom din uldtrøje gør det. Og når materialet er plastik (akryl, polyester, Spandex, nylon og polyamid), ja så er det svært for naturen at nedbryde. Der er også plastik i dit tyggegummi, dine cigaretter, selv dine sneakers afgiver mikroplast (tænk på dine løbesko, som du næsten har slidt op – alt det plast, der er gået af sålen – det er i naturen) ligesom dine bildæk, cykeldæk osv. Det er vitterligt over alt. Og noget af det indeholder også skadelige stoffer som fx Bisphenol A, som mistænkes for at være hormonforstyrrende – som så indtages af fisk og andre dyr, der måske kan få skader. Og så spises af os.

Faktisk genanvendes kun 15 % af plastikken i Danmark (kilde), selv om vi bliver bedre og bedre til at samle ind. Resten af det graves fx ned eller brændes. Der er simpelthen for meget af det!

SÅ – plastik, et vidunderligt materiale, som har gjort mange ting muligt, og det er også svært at undgå helt holdent, men der er faktisk RIGTIG mange steder, hvor der findes gode alternativer. Kom endelig flere på listen – steder I har fundet alternativer.

Psst… Se denne her liste over de største udledere af mikroplastik – bildækkene!! Og læs mere om kilder til mikroplastik HER.

Pppssst…. Der findes en vaskepose til dit polyestertøj (find Guppy Friend HER) – men tøjet vil stadig afgive fibre i løbet af dagen, og det ender i naturen.

Ppppssstt… Hent app’en Beat the microbead og scan alle dine skønhedsplejeprodukter og se om de indeholder mikroplast (hedder typisk noget med “poly-“, fx Polyethylene) – jeg har lige hentet og glæder mig til at teste.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan undgår jeg plastik?, Shampoo bar

  1. Skift din almindelige tandbørste ud med en af bambus – selv dit lokale supermarked har dem efterhånden (og producenter, arbejd på en løsning til os med el-tandbørste på tandlægeordre), og vælg en tandpasta, der er svanemærket – den må nemlig ikke indholde mikroplast.
  2. Vælg bionedbrydelige poser i stedet for almindelige plastposer – fx bleposer (Coop-butikkerne har dem til 8-10 kroner pakken, men find også HER), hundeprutteposer (find dem HER) og affaldsposer (find dem HER).
  3. Køb emballagefri shampoo, balsam, håndsæbe og bodywash ved at vælge old school sæbebarer – der er altså sket noget her! Huden efterlades så blød og lækker (jeg har købt fra fx Lundegaarden, og deres shampoo/balsam-bar er genial! Find den HER)
  4. Undlad at købe vand på flaske men genopfyld din drikkedunk. Også til dine børn? Jeg har lige købt en sippy cup fra Klean Kanteen til Eddie (selve drikketuden er dog af plast for ikke at skade tænder). Tag dem også med på ferie til genopfyldning – der er mange byer rundt i verden med drikkefontæner, ligesom lufthavnene i dag også ofte har. Ligeledes din keepcup – fin til kaffen på ferien..
  5. Sig nej til sugerør på caféer, når du bestiller din kaffe eller juice – de kommer som standard i ALLE iskaffer, oplever jeg. Og alligevel glemmer jeg næsten altid at sige “… uden sugerør, tak!”!
  6. Undgå låget til din kaffe to-go, hvis du altså ikke også kommer med egen to-go kop!
  7. Prøv bee’s wrap næste gang du skal pakke osten ind eller komme ‘låg’ på din magreteskål – det fungerer upåklageligt i stedet for madfilm. Denne her er danskproduceret – lokalt i Aarhus. Især efter et par ganges brug er den rigtig godt blød og lækker og slutter tæt.
  8. Stop med at bruge tyggegummi – og er du afhængig, så overvej at købe sådan noget som True gum fx, som er vegansk og bionedbrydeligt.
  9. Hav altid et net foldet sammen i bunden af din taske, så du kan købe ind på vej hjem – uden køb af plastikposer (jeg ved, der er mange sider i den sag, læs her). Jeg ved godt, de siger, man skal bruge sit net RIGTIG mange gange, før det har tjent sig ind – men hvis man nøjes med at have et eller to og bruger dem til alt fra indkøb til sportstøj, så kommer det også i brug (min mor har stadig det, jeg syede på fritten i 3. klasse, med “mors pose” stående på).
  10. Undgå at bruge tamponer (som oftest er de wrappet i plast – med et plast-indføringshylster – med mindre man bruger Ginger Organic, hvis indpakning er bionedbrydelig) – måske det er tid til menstruationskoppen?
  11. Har du mere overskud i hverdagen, så køb en del af dine madvarer hos steder som LØS (emballagefrit supermarked) eller RAA Aarhus – og hvis du skal købe vaskemiddel, opvaskemiddel etc. så kan du overveje genopfyldning i din lokale helsebiks, hvis de tilbyder.
  12. Denne her er god: Vælg isvaflen fremfor bæger og ske! EASY JOB!
  13. Undgå juice i plastflasker men køb den på karton – ligesom mælk i karton også er bedre end den i plast. Og hvis du køber i plast – så husk at pante den her fra 1. november!
  14. Skal du købe fisk hos fiskemanden, eller noget lækkert hos slagteren eller bageren, så medbring din egen beholder eller dine egne stofposer. Køb gerne din ost hos ostemanden, hvor du kan få den skåret ud af et stort stykke og selv komme den i bee’s wrap fremfor pakket i plast (der kan være nogen, der siger nej tak til medbragt emballage af fødevaresikkerhedshensyn).
  15. Vælg de komposterbare små skrubbesvampe fremfor dem i plast (du ved, dem der har en blød og ru side i neonfarver), når du gør rent! Ligeledes bomuldskarklude fremfor “engangs”.
  16. Vælg glascontainere i stedet for at købe plastcontainere til madvarer, korn og mel (farvel gode, gamle Tupperware). IKEA har efterhånden et ret godt udvalg og med bambus eller glaslåg!
  17. Vælg sko af læder med lædersål (dem kan man også få forsålet, så de holder i mange år) – vores alle sammens sneakers udleder mikroplast ved friktionen, når vi går på jorden (ligesom vores bildæk, som nævnt!)
  18. Køb dit tøj af ordentlige materialer og undgå materialer som akryl, polyester, Spandex, nylon og polyamid – de udskiller nemlig hundrede tusinder mikrofibre ved hver eneste vask.
  19. Skal du lave festmakeup, så køb bioglitter til øjnene fremfor den gængse – som jo er det pure plast. Som fx denne HER – og så lidt glidecreme under for at sidde fast!
  20. Undlad at tage de der små tynde plastposer i grøntafdelingen til dine tomater og majs – brug stofposer eller netposer, fx fra HAPS eller de her netposer.

Og husk så lige – du behøver ikke gøre dem alle på én gang. Start hvor du kan, integrer den gode vane, og tag så endnu en fra listen, når du har overskud – jeg er heller ikke 100 % i mål, men er så småt ved at integrere flere og flere punkter fra listen. Rom blev ikke bygget på en dag!

… Tag lige og se Planet Plast fra norsk fjernsyn – både værten, seje Line Elvsåshagen, og jeg som seer fik et chok. For i sidste ende ender det i havene, og det er også set i honning og andre fødevarer for os (se National Geographics hurtige gennemgang af mikroplastik). Det ender altså på vores tallerkner, og det dræber livet i havene.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan undgår jeg plastik?, Shampoo bar

61 kommentarer
      1. For mig virker de super godt!

        “Problemet med sæbebær er, at der endnu ikke er lavet videnskabelige tests, der viser, at de virker – i hvert fald ikke lige så godt som traditionelle vaskemidler. En ældre test fra den svenske pendant til vores forbrugerråd, Råd & Rön, konkluderer endda, at man lige så godt kan vaske helt uden vaskemiddel som vaske med sæbebær. […] Forbrugerrådet Tænk planlægger at teste bærrene sammen med andre vaskemidler senere i år.”

        Glæder mig til at se Tænks test af bærene.

        1. Tænk har testet, de dumper dem også.

          “Sæbebær, også kendt som vaskenødder, er naturlige skaller, som du kan bruge som alternativ til vaskemiddel. Skallerne kan genbruges til flere vaske. Desværre er sæbebær ikke velfungerende som vaskemiddel, og de klarer testen dårligst på alle plettyper. Det er ikke til gavn for miljøet at bruge skallerne i stedet for traditionelt vaskemiddel, hvis du må smide tøjet ud på grund af pletter.”

          Men måske det virker på tøj som ikke er plettet?

          For mit vedkomme er det svedlugt der er sværrest at få bugt med når jeg vasker under 60 grader, og det nævner testen ikke noget om, desværre.

          De har givet Änglamark den bedste bedømmelse, i øvrigt.

        2. Hejsa!
          Jeg sparker lige ind her: TÆNKs test er lige kommet i dag og sæbebær får en ret dårlig anmeldelse. I får lige en lille opsummering, hvis I er interesserede og ikke selv har adgang til TÆNKs tests 🙂

          De dumper på vaskeeffektivitet, fedtpletter, enzymkrævende pletter og dumper totalt på farvede pletter.
          Det eneste de får gode anmelder på er farvebevarelse, indhold og mærkning samt problematisk kemi.
          Jeg læser det sådan, at hvis man ikke rigtig får pletter på sit tøj, så kan de godt bruges, men de kan ikke som sådan gøre beskidt tøj rent.
          Der er en professor fra DTU, der udtaler, at vi er så gode til at rengøre spildevandet herhjemme, at vaskemidler ikke er en problem for vores vandmiljø. Han siger samtidig, at hvis man ender med at bruge sit tøj kortere tid, fordi man ikke rigtig kan få det rent, så ender det med at være mere skadeligt for miljøet, fordi tøjproduktion er så belastende. Han slutter af med at sige “Derfor kan naturlige vaskemidler ende med at være et dårligt alternativ ud fra en livscyklusvurdering”.

          Det er selvfølgelig ikke taget i betragtning, at emballagen til almindeligt vaskemiddel belaster miljøet (men måske er der også noget ift. Processen omkring fremstilling og transport af sæbebær – det kan jeg ikke sige noget om).

          Nu ved I i hvert fald, hvad TÆNK har afdækket i deres tests 🙂

          1. Hurra Helene! Kæmpe tak for vidensdeling – så godt ENDELIG med kvalificeret viden på området. Og ret god pointe med slid på tøjet og kortere liv til det! KH

  1. Skønt indlæg! 🙂

    I forhold til det med karklude: Bomuldskarklude er heftige bakteriebomber (tit kan man direkte lugte det). Rema laver nu ‘almindelige’ karklude uden mikroplast – de kalder dem luksusklude, og de koster ca 10kr for 3. Betydeligt bedre end bomuldskarkluden, når der trods alt også er er hygiejnehensyn i køkkenet 🙂

    Et tip til madpakken, hvis man som jeg er farligt afhængig af zip-poser til fx gulerødder: De fås i silikone, så de kan bruges igen og igen (og de kan gå i opvaskeren). Det er ikke plastikfrit, men det er betydeligt bedre end engangsposer 🙂

    1. Men også hvis man skifter karkluden hver dag? Er det så ikke okay, hygiejnemæssigt? Jeg kan også anbefale de coatede poser fra Haps til gulerødder og andet frugt/grønt – selvfølgelig ikke det, der virkelig væsker, men de fungerer virkelig godt 😀 KH

      1. Hm, jeg ved ikke, hvor hurtigt bakterier reelt formerer sig. Problemet er, at kludene aldrig når at tørre. Men problemet er da i hvert fald mindre, end hvis man ikke skifter hver dag 🙂

  2. Til M! Når bomulds karklude at blive en bakteriebombe hvis man skifter hver dag og vasker dem ved 60 grader? Jeg vil også forslå at bruge en mere miljø venlig søge maskine på blandt andet telefonen så som ecosia der planter et træ for hver søgning man laver. Eller Blackie på computeren(ved ikke om den stadig eksistere, men det gjorde den for 10 år siden.) den virker dog kun hvis man søger på engelsk.

    1. Vi bruger vores 2-3 dage (skylder og vrider dem godt op efter hver aftørring), så giver jeg dem en kogevask (90 grader sammen med viskestykkerne), og de lugter aldrig. Jeg strikkede dem for snart 4 år siden, og de holder stadig 👍

      1. Problemet er, at de ikke når at tørre, fordi de er lavet af bomuld. En konstant fugtig klud, som bliver fodret med madrester, giver bakterier.

  3. Dejligt indlæg og mega relevant 😃

    Jeg spurgte engang i en krea gruppe på FB om der var nogen der kunne sy frugtposer, godt nok med vandtæt for, i atypiske størrelser. Jeg købte 4 stk og bruger dem dagligt til pigernes mad og sutteflasker når vi er på tur.

    I samme krea gruppe købte jeg hjemmehæklede bomulds rondeller.

    Vi gemmer tomme glas fra fx marmelade og syltede agurker og bruger dem til opbevaring af andre madvarer og til madpakker.

    Det var lige et par ekstra tips ☺️

  4. 👌🏼🙌🏼
    Jeg kan mærke hvordan 2019 før mig har været et år hvor jeg virkelig har forsøgt at integrere nye miljøforbedrende vaner i mit liv – så jeg er vild med det her indslag.
    Jeg har dog også langt mærke til at veninder smider alt de ejer og har (plastposer, tandbørster mm.) ud for at erstatte det med natur-venlige udgaver. Jeg tænker det må være vigtigt at huske at bruge de ting man har til de faktisk er slidt op, og at en ny og frisk plastikpose i emballageskraldespanden må have samme effekt som en ny og frisk en af slagsen. Og så tilgengæld sørge for at tænke på det når tingene skal erstattes.

    1. ALTID brug det vi har – med mindre det vi har skader! Jeg har også stadig et par shampooflasker herhjemme, jeg skal igennem, hvor baren var købt til sommerhuset. KH

  5. Dejligt skriv! Heldigvis kan jeg vinge det meste af, men arbejder hårdt på at få endnu mindre plastik ind i hjemmet. Synes fødevareremballage er den hårdeste nød at knække og vi har bare ikke nogen steder at købe i løsvægt her i Nordjylland.
    En investering jeg kan anbefale at gøre er et par madkasser i stål i forskellig størrelse. De vejer ikke ret meget, fungerer som naturligt køleelement og kan bruges til alt muligt. Min den lille er fx altid med til opbevaring af shampoobar og sæbebar på rejser med en lille klud i bunden. Frugt og grønt holder sig også pænere og sprødere i metallet.

    1. Jeg har virkelig tænkt meget på dét at være uden for København, for wauw hvor er der bare mange muligheder for os herinde, Eat Grim, LØS osv. Jeg kan købe mine økobleer (okay Eddies) rundt om hjørnet i tre butikker, og jeg ved lige hvor jeg skal gå hen for at få fyldt opvaskemiddel på dunken. Men bare det at være i sommerhus – der er slet ikke de samme muligheder ej heller for skraldehåndtering. Så selv om man gerne vil, så gør det svært. Dog har jeg nydt at tage på forskellige gårde for mine grøntsager. Nu ved jeg ikke, hvor langt ude på landet du er, men er det en mulighed for dele af det? KH

        1. Vi har et fint grøntmarked i Aalborg nogle dage hver uge, som jeg prøver at komme afsted til, så det hjælper lidt på det. Når vi kører til stranden henter vi æg på vejen, hvor vi også returnerer de gamle æggebakker. Og så har jeg lige opdaget, at er der kommet et nyt sted i en af de små nabobyer, hvor man kan få fyldt sine rengøringsmidler op igen hvis man køber af deres egne mærker. Så der vil jeg lige ud og forsyne mig, så jeg er klar når jeg har brugt det op jeg har.
          Men jeg mangler lige et emballagefrit supermarked 🙂

    1. Hurra! Endelig noget jeg kan bruge til at backe mit ikke-spise-fisk op med – og så ser artiklen legit ud. Vigtigt. Tak! KH

  6. Jeg har ikke et tip til mindre plast, men ville bare rose dig for at fremhæve BISTAD’s Bee wrap, som jeg også selv bruger. Når man køber fra dem, hjælper man ikke kun miljøet, da BISTAD er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper udsatte mennesker i Aarhus. Men de har også andre produkter baseret på honning

  7. Ift tupperware: det er vel stadig bedre at bruge det man har, fremfor at købe nyt (i glas/bambus)? Eller er der nogle grimme stoffer i tupperware? Jeg tænker bare at det jo holder et helt liv, og det er vel også bæredygtigt på sin egen måde?

    1. ALTID brug det op, det du har! ALTID! (Og Tupperware kan man jo praktisk taget ikke slide op – og så er der livsgaranti på dem haha!). Men når den ene lukker knækker af låget eller lignende, så overvej at gå over til glas. KH

      1. Enig. Jeg var bare i tvivl om der var noget kemi om tupperware, jeg ikke kendte til. Noget har jeg arvet fra min mormor, da hun døde. Det kan ikke slides op. Men med al det fokus på plastik og fy-fy, så virker folk bare til at skynde sig at skille sig af med det, de har. Og første regel er jo i virkeligheden: slid ting op, køb ikke nyt hvis du har noget, der kan bruges.

        1. Plastik er ikke fy-fy, som jeg også skriver – det er et vidunderligt materiale. Der kan måske være tilsat nogle ting til dengang, som man i dag er opmærksom på, ikke er i orden, det skal jeg ikke kunne sige. Bisphenol A og ftalater osv. Men ALTID brug det vi har først – det tænker jeg skulle give sig selv 😀 KH

  8. Rigtig fint indlæg. Da vi skulle have ny støvsuger, valgte vi en, der er lavet uden pvc. Jeg køber vatpinde, der er lavet af bambus i stedet for plast, stofvatrondeller, der kan vaskes igen og igen, fryseposer samt tandtråd uden plast i samt genanvendelige kaffefiltre af stof. Jeg synes ikke, det fungerede så godt med de der vaskekapsler/sæbenødder, så jeg har købt en en lille vaskekugle til sæben – den skal kun fyldes halvt op med sæbe, så der sparer man også noget.
    Jeg bruger gamle syltetøjsglas til opbevaring/fragt af madvarer – fx små tomater o.lign til madpakken – så bliver det heller ikke mast. I stedet for film/bee wraps, lægger jeg bare madrester i en skål/tallerken og bruger så en tallerken som låg.
    Tak for alle tips’ne 🙂

    1. Uh tip lige om støvsugeren, hvilken en endte I med? Den helt klassiske med tallerken som låg som vores bedsteforældre gjorde det, den er jo også bare simpel men god! KH

  9. Rigtig fint indlæg med gode kilder og links.
    Mht nr. 17 så får jeg en gummisål på, når min skomager forsåler mine sko med lædersål – og det tænker jeg er ligeså slemt som sneakers. Ved ikke om der er et alternativ.

  10. Ift. nr 13, så er det jo blandingsprodukter, med plast på indersiden? Jeg vil da mene at det er bedre, så at købe juice/mælk på plastikflasker, så de kan blive genbrugt, istedet for dem af karton, der bare bliver brændt af. Der er jo plast i begge to?

  11. Ved du noget om ph-værdien i sæbebaren? Jeg synes ofte de er for skrappe til min hovedbund men følelsen i håret er skøn.

  12. Super fint indlæg 🙂 Det er noget de fleste af os nok kan blive bedre til. Mht punkt 2. så gik vi også over til de bionedbrydelige poser for nogen tid siden – men siden da har jeg snakket med en veninde som er uddannet indenfor noget bio-ingeniør, som siger at de bionedbrydelige poser slet ikke får lov at blive nedbrudt, men alligevel bare bliver brændt, fordi affaldsanlæggende vist alligevel ikke kan kende forskel på plast og det bionedbrydelige materiale.

    1. Og tror også at det til tider kan være svært for de fleste at skelne mellem hvad der er plast og ikke er, og det derfor bliver sorteret forkert. Også fordi det er meget fremme i tiden, så man tit bare jubler og tænker yay, når folk reklamerer for at noget er “bio” (imens “kemi” jo er et FY ord, lidt tragi-komisk at se når man selv er uddannet inden for naturvidenskab, men det er en anden snak!).
      Bottomline er nok, at jeg synes vi (de fleste af os i hvert fald) mangler reelle fakta om alle de her nye materialer – og hvad vi skal stille op med dem. Her er en artikel der belyser kompleksiteten af det lidt:
      https://ing.dk/artikel/bioposer-passer-ikke-ind-danske-affaldssystem-212577

  13. Du er så mega sej, Cathrine, og hvor er det et fedt opslag! <3

    Har selv benyttet bambustandbørste, drikkeflaske (min er fra Chilly's bottles, holder varme væsker varmt i 12 timer og kolde væsker koldt i 24 timer, plus de fås i mange størrelser+farver+mønstrer til fin pris), genbrugelige vatrondeller og organicup. Jeg vil selv gerne gøre mit for at blive endnu bedre til at bruge mindre plastik i min hverdag, så disse forslag er guld værd, også bare til at blive mere opmærksom på hvor meget plastik der er i ens hverdag og hvad man selv kan gøre for at formindske det.

    Gode hjemmesider er også Økofamilien.dk, hvor man kan købe alle plejeprodukter, samt ting til hjemmet, heriblandt beeswax, shampoo og balsambarer og meget andet. Greenspoon.dk er også super gode, webshop med genanvendelige hverdagsting 🙂

    Udover Beat the Microbead, er der også appen Kemiluppen (du kender den sikkert godt), som jeg bruger meget ift. at undgå skadelige kemiske stoffer i mine plejeprodukter. Jeg havde biologi på A niveau, og blev simpelthen skideforskrækket over at få at vide hvor mange miljø- og hormonforstyrrende stoffer der er i simple, hverdagsplejeprodukter som man kan købe i alle butikker.
    Især til gravide kvinder er det vigtigt at bruge neutrale produkter, så fosteret ikke bliver negativt påvirket af østrogenlignende stoffer. Hos piger kan østrogenlignende stoffer resultere i brystkræft når de bliver ældre, da kræftceller trives ved forhøjede mængder af østrogen. Hos drenge kan østrogenlignende stoffer resultere i dårlig sædkvalitet, misformede kønsorganer, kort anogenital afstand (afstanden mellem anus og kønsorganerne, som hos mænd er længere end hos kvinder), da østrogen hæmmer produktionen af testosteron som står for disse ting.
    Jeg var i chok over at få disse ting at vide; og at vide at der er så mange som ikke ved det, især gravide mødre som vil gøre det bedste for deres børn, og som slet ikke ved hvilken påvirkning forskellige produkter har på deres baby. Snakkede også meget med min søster om det da hun blev gravid med min nevø, og hun var også meget forarget. Der er en grund til at sædkvaliteten er faldet med 50% de sidste 50 år – det altså en meget høj procent, meget hurtigt! – og dette er bestemt en stor faktor.

    Jeg bliver derfor så glad når jeg ser folk som dig som bruger din platform til at hjælpe med at sætte fokus på hvordan vi kan hjælpe miljøet og os selv ved at tage nogle andre valg, og være lidt mere opmærksom på de ting vi køber <3

    Elsker din blog, dit perspektiv og dit mod til at gøre de ting du gør – keep up the good work <3

    1. Det er ret vildt – og hvad der som os forbrugere er endnu sværere at gennemskue er cocktaileffekten. Altså summen af alle de ting, vi bliver udsat for – rengøringsmidler, vaskemiddel, beauty, mad osv. osv. Det synes jeg faktisk er ret skræmmende. Kemiluppen er så god – omend jeg oplever at mange ting ikke er derinde, hehe.. Men alt skal have en begyndelse! I al fald lige dele interessant og til tider også lidt modløst. KH

  14. Super godt indslag, der mangler dog én ting – nemlig at slå et slag for at bruge hvad man allerede har.
    I stedet for, at skynde sig ud i køkkenet og smide alle de gamle Tupperware ud og skifte det hele til glas og metal – så brug hvad man har – også plastik – indtil der er hul i bunden og kanten knækker af, før man køber nyt og skifter (selvfølgelig) til et bedre materiale.
    Zero waste starter hos én selv, stop med at smide ud 👍

    1. Det tænkte jeg egentlig gav sig selv – derfor slettede jeg den linje, jeg havde skrevet, hehe… KH

  15. Dæk, gummisåler og lign. er af lavet af gummi ….. fra et naturligt gummitræ. Selvfølgelig skal vi passe på miljøet, men der er desværre en tendens til at mange af de nævnte råd er præget af uvidenhed, ammestuehistorier og at man fokuserer meget på småting, som man lige kan se i sin hverdag, men at man fx ikke ved hvor meget plastik der er i ens egen bil osv.

    Ligesom med økoæg – alle de andre ikke-økoæg ryger så i kiks, speltkager og lign. Og spises af de samme personer uden at vide det.

    1. Hej Oluf,
      Bildæk er lavet af en blanding af gummi og plastik; styrene butadiene, 60 % som jeg kan læse mig frem til. En syntetisk gummi – så nej, ikke naturligt gummitræ hele vejen. Ej heller dine sko. Det er ikke helt på plads at kalde ‘ammestuehistorier’:
      https://videnskab.dk/naturvidenskab/mikroplast-i-havet-10-ting-du-boer-undgaa-for-at-afhjaelpe-forureningen
      https://ing.dk/artikel/nu-skal-opklares-hvor-bliver-mikroplasten-bildaek-209828
      http://energiogmiljo.dk/nyhedsbrev/Mikroplast-fra-bildaek-forurener-vejvand

      God læselyst!

    2. Hej Oluf. Jeg skal ikke kunne udtale mig om det med dækkene og skosålerne. Men jeg ved, at hvis man køber sine speltkager økologiske, så er der brugt øko-æg i dem. Så er det tip hermed givet videre 😊

  16. Hold op der er mange gode tips og tricks. Men godt nok også meget omstændeligt at ændre på de vaner. Det er sjovt, hvordan nogen vaner kan være mere vanskelige at bryde end andre. Fx er jeg veganer, og ser det på ingen måde som en vanskelighed. Men alt det her med plastic og at lægge sine vaner om på den måde, er godt nok besværligt (og dyrt?) tænker jeg. Det må være sådan, kødspisere etc. tænker om at blive veganer på nogen måder.
    Det er lidt pudsigt at tænke på den måde, når jeg tænker efter.

  17. Elsker denne slags indlæg! Så inspirerende!
    Har selv lige købt mig et “zero waste kit” på http://www.pureosophy.com da de har gode kvalitets produkter til overkommelige priser, så nu er jeg klar til at reducere mit plastikforbrug for good!

  18. Hmm.. Er det ikke forkert at skrive “farvel Tupperware”? Hvis man nu har dem i forvejen er det vel netop spild af plast at kassere blot for at kunne flashe nye lavet af andre materialer? Tænker tupperware er netop en god løsning da deres produkter lever FOREVIGT! Samtidig med madvarer/rester holder sig godt i dem fremfor de billigt fra IKEA som aldrig slutter tæt?

    Er ikke i lommen på tupperware, synes bare det er sådanne pointer der lidt plast-shamer et sted hvor det netop gør gavn? Ejer man ikke i forvejen bøtterne er det selvfølgelig en anden snak 🙂

    1. JO! Altså jeg overvejede også at skrive, at man SELVFØLGELIG skal bruge det op man har – slide ting ned. Men jeg tænkte det egentlig lidt belærende at skrive – er det ikke almen sund fornuft? Når nu hovedformålet er mere bæredygtig livsstil… KH

Læg en kommentar