Back to school (eller arbejde) - hvad vil I have mere af? - ROCKPAPERDRESSES
Back to school (eller arbejde) – hvad vil I have mere af?

Jeg har det virkelig back to school-agtigt i de her dage (jeg glædede mig altid sådan til at starte skole igen som barn – så meget at jeg strøg mit undertøj). På den voksne måde hvor forberedelsen af et penalhus og spidsede blyanter er skiftet ud med tanker om at meal preppe, om madplaner, et ugentlig madindkøb på en af de der sider, der leverer, rengøringshjælp. Faktisk bare al den hjælp, vi kan komme på, i den kommende nye hverdag.

Jeg er skide spændt. Og jeg føler mig meget på vej til at blive voksen(-agtig). Kun fuldbyrdet hvis jeg så faktisk får gjort alle de ting. Det skal være en nem hverdag fra på mandag, så tiden kan blive brugt på at være sammen med Eddie – og på arbejde. Og nårh ja. Parforhold. Åhr, jeg synes det trænger til en kærlig hånd (no pun intended) og et kys . Vi har talt lidt om at gå i terapi. Ikke fordi det står grelt til, men der er pres på kærligheden. Både fordi vi har en natteravn. Og fordi vi har gået op og ned ad hinanden i 8 måneder (som faktisk er gået for mig overraskende godt). Men også fordi vi står foran ret store beslutninger – som vi ikke nødvendigvis er helt enige om, hvordan vi tackler. Flere børn? Hvordan og hvornår? (og afsindigt dybtfølt tak til jer for alle jeres tanker i øvrigt om det –  jeg vender måske tilbage med et nyt indlæg omkring det). Hvor skal vi for alvor slå teltpælene op? Hvad er det for et liv, vi ønsker? Frihed? Eller kvm? Smarte caféer eller villaveje? Jeg tænker, man kan være nok så god til at passe på sig selv; spise sundt, dyrke motion (eller har i al fald en forestilling om, at man kan sidstnævnte), spare på koffeinen, vende hele verdenssituationen med veninder osv. osv. Sådan en gammel traver af et parforhold – det kræver sgu også lidt smørelse. Der skal energi og effort til. Og den har der måske ikke været vildt meget af det sidste år, men nu hvor rutinerne begynder at blive kørt ind, så kunne det tænkes?

Fuck, hvor er jeg voksen altså. Adam sagde hertil morgen, at han ikke gad sådan et liv, hvor det var at stå op, spise, arbejde, hjem, mad, i seng. Hamsterhjulet. Men jeg synes egentlig også, at det kan noget. Det lille hjul. I hvert fald når man kan lide dem, man er i hjul med.

Men rutiner, oprydning, ro på før stormen. Så derfor vil jeg også spørge jer – hvad kunne I godt tænke jer mere af herinde?

Jeg har prøvet at mikse, meget bevidst, mellem kultur, lidt outfits (godt nok længe siden), så morliv, så store tanker osv. Så har jeg prøvet nogle nye ting af, som føljetonen med manererne. Men hvad har I mest lyst til? I er så vanvittigt forskellige, så jeg vil egentlig gerne ramme jer bredt – og nogen gang helt specifikt…

Jeg har fx selv syntes, det var vildt svært at lande i mit online moderliv. Dels fordi jeg nødigt ville skræmme nogen væk. Dem der kom for alt det andet, der hører kvindelivet til. Outfits, store (og små) tanker, arbejde. Men også fordi jeg ikke havde lyst til at skræmme dem væk, som stadig kæmper for at få børn – jeg kalder det #survivorsguilt. Det er en ægte ting. Og så var jeg også i tvivl om, hvor meget det egentlig skulle fylde, for jeg skulle *i hvert fald ikke* være mommy blogger. Hvad end man lægger i det.

Men jeg er jo først og fremmest mor. Sådan er jeg landet i det – jeg er mor, før jeg er noget andet. Det kan man synes er skævt eller misforstået. Det har jeg det fint med, i hvert fald så længe Eddie er lille. Sådan har det været det sidste år. Mor. Så kvinde. Så kone. Så veninde. Så kreativ. Men jeg har samtidig været nervøs for at ændre noget af det, der faktisk var virkelig godt herinde, ved at lade den del af mig fylde for meget. Det optager jo vitterligt hele ens hoved – mit i hvert fald. Men der skal også være andet. Den brede appel, igen. Jeg tænker selv meget over, hvordan jeg kan skrue på min forretningsmodel – men uden helt at have løst den.

Så nu blyanterne er ved at blive spidsede, planerne for året er ved at blive lagt – hvad vil I have mere af?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

 

41 kommentarer
  1. Hold nu kæft hvor er du sej! (Ja, undskyld sproget). Men – måske uden at tænke meget over det (?) – har du netop åbnet endnu et tabu op, nemlig parterapi. Og det er bl.a. en af grundene til at jeg følger dig. Jeg synes, du gør det så stjernegodt! Og jeg elsker at der herinde er plads til både de helt store og de små emner.

    Forbedringer fryder (for det meste) – men i min bog er du allerede en kæmpe stjerne!

    1. Helt enig! Sindssygt inspirerende at høre om nogen, der overvejer det – også selvom ‘alting er OK’. Vi sender gladeligt bilen til eftersyn, men ikke parforholdet, selvom det gerne skulle holde længst. Skørt! Supergodt gået, Cathrine!

  2. Det jeg elsker ved din blog er hvor personlig den er og hvor meget du deler, så det må du meget gerne blive ved :). Men når vi er taler om det personlige synes jeg det kunne være spændende med et indhold der handler om hvordan det er at leve et så offentligt liv. Selvom der sikkert også er meget du ikke fortæller, har du alligevel delt rigt ud af mange af dine største op- og nedture her, og det må være en speciel følelse både for dig og Adam at tusindevis af fremmede følger med i jeres liv.
    Ellers kan jeg godt lide at læse om bolig, indretning og kultur.

  3. Jeg synes egentlig også, der er en god balance nu, men skulle jeg ønske mig noget særligt/mere af noget, så var det betragtninger omkring parforholdet ift. behandling, børn og familieliv, som du også åbner op for i dette indlæg (og har gjort før). Vi har været i IVF-behandling i 2,5 år, men nu – NU – er det endelig lykkedes at opnå en graviditet (den første) og holde på den indtil uge 17, som jeg er i netop nu. Men det er ikke lutter lagkage og har tæret hårdt på vores forhold, så jeg er nysgerrig på, hvordan det måske/måske ikke ændrer sig i takt med graviditet, fødsel og barn. De lidt “tungere” ting, om man vil, fra din side giver mig en masse godt, som jeg selv står i lignende tankestrømme. Naturligvis krydret med outfits (gerne flere end for nærværende!) og lidt mere letbenede ting, som jeg også holder af, men det er helt sikkert de store tanker, der holder mig som fast læser på bloggen 🙂

  4. Jeg elsker, at du deler ud af det personlige. Det gør det nærværende og viser, at der er et menneske bag.
    Mit evindelige dilemma er, om vi skal bo i hus i villakvarteret oppe nordpå i det faktisk ret skønne Nordsjælland eller bo på indre Frb i lejlighed. Jeg ELSKER Frb. MEN jeg må bare sige, at efter vi har prøvet begge dele, først bo i byen, så Nordsjælland og nu er på Frb igen, at med 3 børn, så fungerer det SÅ meget bedre med pladsen i et hus og at have en have, og legekammerater der kommer og leger impulsivt. Muligheden for at invitere mange gæster, osv. osv. Og vi kom folk så meget mere ved, da vi boede deroppe. Så det er lidt ØV! Så dette emne – bo i hus eller lejlighed, i by eller uden for byen, interesserer jeg mig meget for 🙂

  5. Flere beretninger om fertilitetsprocessen (både fra dig og dine læsere). Det er nu lykkedes for os at blive gravide (min mand HADER, når folk siger, at “vi” er gravide, da han retteligt mener, det jo kun er mig, der er det 😉 ) efter en lang proces med operation for endometriose og et par mislykkede ICSI-forsøg. Din blog er stadig det sted, jeg søger hen i håb om at læse historier fra andre, der er eller har været i samme situation.

  6. DIG, alle dine facetter, tanker, drømme, outfits, osv. Du er så inspirerende og ligemeget hvad du lægger op så sluger jeg det råt. Du er ærlig og selv dine sponsorerede indlæg nyder jeg.
    Jeg kunne vildt godt tænke mig lidt indblik i mere af din musik 😉 Det virker som om det fylder eller har fyldt rigtig meget i dit liv. Så lidt spillelister til weekenden, lidt historier med til en særlig sang, lidt monday blues. Jeg har mine faste lister og er nok lidt dårlig til at søge ud over dem. Men når nu jeg er vild med alt andet du foretager dig kan det være musikken også er “right up my alley” 😉

  7. Jeg synes også, din blog fungerer så godt, som den allerede er. Skulle jeg alligevel ønske mig noget, vil det klart være flere outfits. Er klar over det går dårligt i spænd med klimatråden, men måske noget DIY, genbrugsshopping eller “sådan giver du din garderobe nyt liv”, – eksempelvis at style en kjole anderledes, så den pludselig kan bruges til både hverdag og fest. Og også gerne tips til, hvordan man shopper en langsigtet garderobe. Det synes jeg, du er supergod til. Altså at gå med ting, som du købte for 4-5 år siden. Det, jeg forsøger at sige, er nok: MERE MODE. 😄

    Kh Anne.

  8. Jeg synes at du har ramt den godt allerede ift at mikse. Jeg er selv blevet mor for tre måneder siden, så her fylder baby selvklart også meget 🙂 Jeg har allerede flere gange, halvt i spøg og halvt alvorligt, sagt til min mand at vi ikke må glemme hinanden, så jeg kunne vildt godt tænke mig at læse lidt om hvad I har forsøgt at gøre eller vil prøve nu fremadrettet, hvor E er blevet lidt ældre. For det er godt nok en omvæltning at blive forældre! Og jeg har det nogle gange som om at vi begge giver al kærlighed til vores søn 😅 Det er sat på spidsen, men alligevel.

  9. DIG – lige dér hvor du er 💛 Jeg vil til enhver foretrække, at du skriver om det, der optager dig, uanset hvad det end måtte være. Moderskab, relationer, klima, skønhed. Jeg synes, man kan mærke det, når du ikke helt “føler den”. Og omvendt sluger jeg alt råt, når man kan mærke DIG. Så jeg er klart for den organiske model frem for den mere forcerede (sidstnævnte den hvor man kan komme til at overtænke, hvad der ville være godt frem for bare at følge sin lyst og gut feeling ).

  10. Jeg er mest vild med “Hverdagsglimt” og “Glædelig weekend” – altså de helt lavpraktiske, nede-på-jorden indlæg 😌💗

  11. Du er jo mega god som du er!
    Men nu spørger du jo, mine favoritter er hverdagsglimt, forældreskab og sådan noget om hvordan i bruger Kbh – gerne i småting. Sådan noget Ala, så fik vi en morgenmad inden arbejde her – de har god kaffe 😉
    Jeg vil gerne have mere bolig og parforhold. Ikke sådan alt for tæt på. Men sådan meget generelt om, hvordan man stadig er lækre overfor hinanden, husker at snakke, osv.
    Jeg er sikker på det bliver mega godt!
    Vh c

  12. Du gør det så godt allerede! Men hvis jeg skulle sige noget, ville jeg også stemme for mere bolig-indlæg – du et gudsbenådet blik for farver, tekstur, lys og design 🙂 Elsker også dine miljøtips!

  13. Jeg er vildt glad for RPD som den er, men hvis jeg skulle komme med ét egoistisk ønske ville det være flere skriv om overvejelsen om at flytte ud af byen.
    Min familie står midt i beslutningen og byder – måske – på et hus i en landsby inden for de næste par uger og det er simpelthen en følelsesmæssig rutsjetur! ! Jeg er efterhånden ved at forlige mig med at det bliver en stor sorg at forlade mit elskede København K, men jeg tror at det der venter i livet med smukt hus og have er dét værd. Men jeg ved det jo ikke før vi ér flyttet. – og så kan vi ikke bare lige vende retur.

  14. Jeg har et lidt skørt ønske 😀
    Jeg er lige logget på via en iPad (frem for mobil) for første gang i evigheder. Derfor så jeg også din lille “om mig”-boks, som vist ikke helt passer længere. Den synes jeg, at du skal opdatere. Jeg er vildt spændt på, hvad du ville skrive om dig selv nu 😉

  15. Jeg kan godt lide dine anbefalinger, hvad end der er spisesteder, podcasts, bøger, gåtursruter, eller lignede, men jeg fortrækker helt klart de personlige indlæg med livsbetragtninger. De er selvfølgelig ikke så profitable, og det er heller ikke fordi dine udfordringer er sjove, men der er rart at læse andre til tider også har det svært, hvad end det er stort eller småt. Derudover kan jeg godt lide hverdagsglimt, da jeg ikke følger dig på instagram, og det er således ikke gengivelse for mig, og alt med grønt eller bæredygtigt fokus interesserer mig.

  16. ÅH Cathrine, som parterapeut bliver jeg SIMPELTHEN så glad over at se dig omtale parterapi som en måde at få mere intimitet og nærvær, berige en relation, frem for “skridtet før skilsmisse”. Det er så dejligt at du lige bryder er (ret udbredt) myte om, at hvis kærligheden er “god nok” eller “rigtig” eller “stor nok” så går alt af sig selv. Nix, sådan er det ikke. Tværtom bliver græsset grønnere hvor man vander det. Mere intimitet og kærlighed til alle, YES!

    Og hvad vi gerne vil have mere af, så ÆLSKER jeg Hverdagsglimt. Behold dem! Bolig er også så fedt, og så er det herligt når du laver filmanbefalinger, serieanbefalinger og så de der fede indlæg hvor du tør kigge indad og være ærlig – som nu. Det at du både har den fede æstetiske sans som man bare suger til sig som inspiration af OG laver gode reflekterede indlæg ( og at man jo for fanden er kommet til at holde af dig og din lille familie, mor far barn og hund altså <3) gør at du er mit daglige fix igennem mange år (og i pauserne imellem de mange par der skal berige deres relation:-)

    Jeg tror du kommer til at rocke hjemmepasser og prof blogger rollen. MEGA god vind med det. Frem med de spidsede blyanter og det strøgne outfit til Eddie, YOU GO GIRL!

  17. Jeg tror også, jeg har skrevet før. Men dine indlæg om parforhold er super inspirerende, og mere specifikt hvordan man holder gnisten i live i så mange år – nok mere før I fik Eddie, men begge dele klart interessant!
    Ellers nyder og elsker jeg alle indlæg og læser dem fra ende til anden! 😄

  18. Boligindretning og inspiration det vil jeg gerne have mere af. Gerne ideer til lamper 🙂
    Og mode med fokus på styling af eksisterende ting i garderoben.
    Og bare almindelige hverdagsting og små og store livsbetragtninger – det synes jeg du gør allerbedst. Du er meget reflekterende og god til ikke at dømme andre i dine skriv.

  19. Jeg syntes helt klart at de bedste blogs er dem hvor man kan mærke personen bag, at de gør det de har lyst til og brænder for. Og så er det egentlig mindre vigtigt hvad det er om – bare jeg kan mærke energien 😊 Så mit råd vil være at følge din egen fornemmelse. Er især vild med dine indlæg om fertilitet, moderskab, menstruationskoppen og den slags, gerne krydret med lidt farve fra dine outfits 😘

  20. Jeg startede med at læse din blog for længe siden, fordi jeg blev meget inspirererede af dine outfitsindlæg. Jeg er klar over, at det i disse tider ikke er så moderne at brande nye tøjkøb (hvilket jeg desuden synes du er kommer godt omkring, dilemmaet om at være modeblogger og samtidig klimabevist), men outfitsindlæg med tøjskabets gamle skatte kan altså også noget 🙂

  21. Jeg tilslutter mig størstedelen af kommentarerne her ovenover. Jeg synes din blog fungerer SÅ godt som den er. Et mix af dybsinde tanker, problemstillinger og dilemmaer krydret med de lidt mere fine, lette hverdagsmomenter. For min skyld behøver der ikke være outfitbilleder. Jeg synes din æstetisk kommer så smukt til udtryk igennem alle andre visuelle elementer. Fertilitetsbehandling, parforhold, personlige betragtninger og tanker omkring det at være mor vs. arbejdsliv, det at være mor ift. tid/veninder/arbejde/drømme og tanker omkring karriere/kvinder på arbejdsmarkedet/pension/økonomi. Du er den absolut mest inspirerende blogger out there!

  22. Personlige indlæg som det her med beretninger fra hverdagslivet er skønt. Jeg kan så godt lide at du tør være sårbar – tale om parterapi, IKKE at ville være mommyblogger, men alligevel føle sig suget ind mod det osv. Ja tak til bæredygtige indlæg med lavpraktiske idéer og løsninger, livet som mor (er selv mor og jeg elsker din tilgang til det som ligner min egen) Det knap så interessante er outfits og makeup. Men jeg scroller gerne videre og hænger I til de mere interessante indlæg Man må forvente en bred brugerflade på en blog som din, og det er ok 🙂 God dag, kære C.

  23. Mode, skønhed og indretning interesserer mig ikke, men hverdagsliv, sociale relationer, bæredygtighed, livsformer og kultur er jeg meget, meget glad for.
    God weekend!

  24. Jeg kan rigtig godt lide dine Hverdagsglimt. Og vil meget gerne høre mere om tanker om parforhold under og efter fertilitetsbehandling. Vi er over to år inde i behandlingshjulet, og jeg synes godt nok det slider på forholdet. Tak for en god, inspirerende og virkelig velskrevet blog!

  25. Mor-liv, mode, bolig – det hele! Det fungerer så fint, som det er, synes jeg.
    Men jeg må indrømme, at føljetonen om gode manerer er for mig skudt helt ved siden af. De interesserer mig ikke, rammer ingenting (selvom jeg godt kan se nogle af de “problemer” der påpeges), de føles bare opdragende, belærende og kommentarfeltet er lidt rigeligt fyldt med gloriepudsere ifm sådan et indlæg.

  26. Sætter stor pris på alt det du laver. Altid skønt at læse med. Jeg har også været ret vild med mit bryllup-føljetonen.

  27. Bolig! Vil meget gerne have inspiration til indretning af stue, køkken – og have, måske, nu I har sommerhuset? Og mere mode, ja, også gerne med genbrug eller outfits sammensat af det, du allerede har i skabet. Desuden kunne jeg godt lide dine skriv om karriere, om at være kvinde og tage plads, om at vælge at være boss i egen biks eller gå efter at kravle op ad stigen – og det kunne også være interessant at høre, hvad du tænker nu, hvor Eddie er kommet?

  28. Inspiration til garderoben er hvad jeg startede med at være her for og også når alt kommer til alt bliver hængende for. Elsker også alt det andet, men mere af det tak!

  29. Jeg synes særligt godt om anbefalinger af film, serier, podcast o.l. Boligindlæg og indlæg om mad, caféer og restauranter er jeg også glad for.

    Jeg beundrer dig meget for din åbenhed, og for at du var så åben om fertilitetsbehandling. Men jeg må indrømme, at jeg synes babyindlæggene efterhånden fylder lidt for meget herinde. Jeg er også i den unge ende, så det kan være, at det er derfor.

    Men du gør det godt – og jeg er her jo stadig 🙂

Læg en kommentar