De gode manerer: I offentlig transport - ROCKPAPERDRESSES
De gode manerer: I offentlig transport

I tog så kæmpegodt imod mit indlæg om gode manerer i supermarkedet, at vi selvfølgelig tager en runde 2. I dag i en af de rigtig svære kategorier – nemlig i den offentlige transport. Svær fordi det ofte er her, vi er travlest og har os selv for øje – og dermed glipper øjet for de andre.

Men det er jo også her, vi mødes, og der skal være plads til alle. Dem der skal i lufthavnen med tusinde kufferter, dem med cykel og sved på panden og alle pendlerne, der gør det her hver dag.

Jeg kunne godt tænke mig at blive et lidt mere ordentligt menneske – ikke fordi jeg er en rod. Men fordi jeg kan mærke, hvor GLAD jeg bliver, når folk er høflige og hjælpsomme. Det giver mig så meget energi, når vi kommer hinanden ved. Og når vi alle er travle og oftest har skyklapper på, som vi skal fra A til B, så kan vi, eller jeg i hvert fald, godt lidt glemme, at der er andre til stede.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manerer

Emma Gad siger:

Vær ikke højrøstet i tale og latter i en jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret selskab. Vær forsigtig med under en jernbanetur at tale med andre passagerer om fælles bekendte – samtalen kan blive påhørt med interesse af tilsyneladende fuldkommen ligegyldige medrejsende og derefter blive gengivet til vedkommende. Hvis De derimod i en kupé kommer til at overhøre meningsytringer om Dem selv eller nogen af Deres nærmeste, bør de ikke sidde tavs og stille og høre på det. De har da den selskabelige pligt at give til kende, at De er nærværende, helst på en måde, der for alle parter glider let hen over det pinglige ved situationen.

Denne gang har jeg allieret med vores alle sammens Emma Gad. Jeg kan kun anbefale jer, at læse hendes Takt og Tone, sådan rigtigt – der er simpelthen så mange små, sjove skævheder, tanker og retningslinjer for kloge sig med. Jeg har denne version (ikke noget affiliatehalløj).

Emma Gad siger:

Det virker hensynsfuldt at hjælpe sine medrejsende med anbringelse af deres rejsetøj og pakker i nettet.

Ligesom sidst – byd ind med jeres små øjeblikke, hvor I har oplevet en ekstraordinær venlig sjæl eller flere situationer, hvor man lige kan liste de gode manerer ind.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manerer

I den offentlige transport (og klapvognen kan erstattes med cykel/tung baggage):

Du kommer tonsende i høj fart ned mod metroen, højgravid og med en klapvogn skubbende foran dig. Aaalt for sent ud af døren på vej til en aftale. Men så snart du når metroens elevator, ser du, at den er ude af drift. Surprise, surprise! Fordømt! Hvordan skal du kunne ase og mase tre mennesker nedad en stejlstentrappe? Tanken giver både åndenød og muskelkramper. Men ind fra højre flyver en frisk pige, “Skal du ikke have en hånd?”. Hun har spottet dig med klapvognen og tilbyder at give en hånd med og griber fat foran, hvor den er tungest. Din redning! Så kommer du ned på billetetagen – og dit dankort virker ikke i billetdimmeren. Men en ny helt træder til og tilbyder at betale med sit dankort – og så kan du bare mobilepaye ham. Thank God for hverdagshelte.

Emma Gad siger:

Det gør et behageligt indtryk, når man under en jernbanerejse, efter at have læst sine aviser og ugeblade, tilbyder dem til sine medrejsende. Selvfølgelig er det også velopdragent at lade en ældre dame eller herre få Deres surt erhvervede plads i en overfyldt jernbanevogn, men måske er det mere, end man kan forlange af menneskelig godhed.

Du får din billet og kommer endelig ned til toget, stadig lidt svedt men nu er I på vej! Metroen triller op, og alle der står sammen med dig trækker pænt til siderne, sådan rigtigt til siderne. Væk fra døråbningen. Og da alle er ude af metroen, får du med klapvogn lov at gå ombord først. Ingen stress – nu kører det. Du vender dig mod dit ‘designated area’ for dem med bagage, cykler og børnekøretøjer. Den unge mand, der indtager klapsædet, rejser sig med selvfølgelighed og giver dig en hånd med at få stabiliserer klapvognen, før det hele triller op i hælene på en anden metrogæst. 

Stationerne ruller forbi vinduerne og snart, er du fremme. “Sikke en smuk mave, du har!” siger en ældre dame, og du kvitterer med et hjerteligt tak. Næste stop: Den Blå Planet. Og du skal af – du ønsker den ældre dame en god dag og triller ud af metroen, hen mod elevatoren, hvis døre er ved at lukke i, så du sætter farten op. En venlig sjæl holder dørene for dig, så du når med – og snart er du oppe i den fri luft igen. Ahhh! You made it! Og sådan overlevede du den offentlige transport med god hjælp fra dine medmennesker.

Emma Gad siger:

Det virker på en rejse, særlig når den er kortvarig, ikke tiltrækkende at se medrejsende trække konfektposer og frugt frem og give sig til at spise. En dame, der i en jernbanekupé gnaver på en være og kaster kernehuset ud ad vinduet, vil ikke hos medpassagererne bibringe indtryk af at have nøjere kendskab til god tone.

SÅ! Hvordan kan vi ellers byde ind med en hjælpende hånd og lidt gode manerer?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manererEmma Gad siger:

Ved (…) småkonflikter må man altid råde til at være den eftergivende. En rejse får før eller senere en ende, og ved at skændes opnår man som oftest kun at trække det korteste strå efter tilmed at have gjort et ubehageligt indtryk.

 

15 kommentarer
  1. Fantastisk indlæg! Det er et super godt og vigtigt budskab. Tak!
    Min søn er 12 uger gammel. Da jeg var gravid tog jeg ofte bussen. Jeg oplevede desværre kun 1 gang, at en sød pige rejste sig for mig så jeg kunne sidde ned. Og jeg tog bussen meget.
    I starten tænkte jeg, at man måske ikke kunne se jeg var gravid, men stadig ingen ændring da jeg var højgravid. Jeg sagde til min mand, at man måske stadig ikke kunne se, at jeg var gravid. Han grinte, for jeg havde jo en kæmpe badebold på maven, “umuligt”.
    Det gjorde mig egentlig lidt trist, så jeg begyndte at lægge mærke til folks reaktion. De fleste kiggede ned i deres telefoner og så derfor ikke at jeg stod der med min kæmpe badebold. Resten kiggede ud af vinduet, væk i deres egen verden. Den ene eller de få der så mig kiggede måske kun på mit ansigt og ikke min mave. Én kvinde så på min mave, jeg var ikke i tvivl, men hun rejste sig ikke. Måske hun havde rygproblemer, jeg ved det ikke.
    Men nøj, jeg prøvede at finde på undskyldninger for dem alle, for det gjorde mig trist, tanken om, at ingen ville byde mig og min badebold en plads.

    Lad os begynde at se hinanden <3

    1. Det er præcis også min oplevelse! At jeg ingen hjælp fik, ligegyldigt hvor desperat og prustende jeg så ud. Men jeg tror faktisk ofte, det er telefonen, der gør det. Det er den der stjæler de gode manerer. Jeg skal virkelig øve mig i ikke altid at kigge i den, når jeg er ‘undervejs’. Nogen gange også bare være til stede og kigge folk i øjnene. Det tror jeg faktisk også man får ret meget lækkert ud af for sjælen. KH

    2. Helt enig, jeg pendlede 45 min min to gange dagligt da jeg var højgravid, og måtte ofte stå begge veje. Det var hårdt.
      Nu efter baby er kommet har jeg flere gange været “fanget” på stationer, med elevatorer ude af drift. Her er jeg altid blevet hjulpet af turister og det undrer mig at “os danskere” er så dårlige til at give en hjælpende hånd.
      Hold øje med hinanden, både fulde unge i byen, den højgravide, dem med kufferter til et år, de gamle og dem der bare har en dag hvor man TRÆNGER til at blive taget hensyn til.

  2. Jeg læste noget rigtig fint (eller hørte i podcast?), som Emma Martiny skrev, at selfcare også kan være at spørge om hensyn, som andre ikke giver en, selvom de burde være åbenlyse. Det har jeg øvet mig i, når jeg pendler med vores søn 45 minutter til og fra vuggestue i bus og metro i rushhour. Hvis folk ikke rejser sig, så er det ofte fordi de ikke har set dig – så spørg venligst om du ikke nok må sidde ned. 10/10 gange bliver folk flove og befippede og giver deres plads til dig. Det finder selvfølgelig ikke et generelt maner-problem, men det hjælper altså en selv og alle omkring en. Ligesom vi skal blive bedre til at tilbyde hjælp af egen initiativ, så skal vi også blive bedre til at bede om den – og ikke altid forvente at alle kan læse vores tanker i det offentlige rum.

    1. SÅ enig i den her kommentar! Forstår ikke helt det store fokus på at blive stødt over manglende uopfordret hjælp – man kan jo bare spørge? Dem, der ikke tilbyder hjælpen af sig selv, synes garanteret, at det er lige så intimiderende at tilbyde deres hjælp, som den, der har behov for hjælp, synes det er at spørge. Åben da munden, for pokker! Tag ansvar for dig selv og dit behov! Jeg tror stort set alle ville hjælpe/rejse sig, når forespurgt direkte – problem solved 🙂

  3. Jeg er helt med på, at vi skal se og hjælpe hinanden – jeg hjælper ofte ældre ud af bussen med rollator, hjælper turister med at købe de rigtige billetter, tager gerne et ekstra stop for at hjælpe den svagtsynede godt afsted osv. men vi skal også huske, at der kan være usynlige grunde til, at man måske ikke rejser sig for den gravide kvinde eller optager en plads i elevatoren, selvom man udenpå ser ung og frisk ud ☺️ Jeg lider af ekstrem transportsyge (Som at jeg kan begynde at kaste op bare jeg lugter en varm bus) og der er den eneste løsning at sidde så stille som muligt og stirre ud af vinduet.. Jeg prøver altid at rejse mig, hvis rejsen ikke er særlig lang, men er vi over 20 minutter, så kan jeg simpelthen ikke, for så kan jeg bruge resten af dagen i en verden af kvalme, knaldende hovedpine, ekstrem træthed og en følelse af at være helt ved siden af mig selv 😔 Alle med slem køresyge ved, hvor syg man faktisk bliver… Og nej, selvfølgelig har hele metroen ikke en diagnose eller andet, men bare husk, at den pige, dreng, kvinde, mand, som man måske sender tarvelige blikke, fordi man håber at få deres plads, kan have en ligeså god grund til at have behov for sædet ❤️ Men alting starter jo også med en selv, så jeg hjælper hvor jeg kan, og så ignorere jeg folks blikke, når den unge 25-årig åbenbart ikke vil rejse sig – for de kan ikke se, at hele min krop kæmper en brav kamp ☺️

    1. Helt enig. Når jeg har menstruation får jeg ofte voldsom diarre til følge, og det kan bl.a. blive ‘udløst’ af rystelserne i en bus. Da jeg rejser med sådan een ca. 2 timer om dagen, giver det af og til nogle udfordringer. Det eneste jeg har fundet ud af, som hjælper, et at sidde ned, og så hæve mig op på hænderne for ligesom at fjedre af. Jeg er ellers ung og frisk, så folk rejser sig jo ikke når jeg mangler et sæde – det er ikke værre end at jeg så kan spørge efter eet. Folk rejser sig som regel, hvis jeg bare fortæller, at jeg ikke har det særlig godt og har brug for at sidde.

      …Og jeg tænker, at folk som ikke har prøvet at være gravide ikke ved hvordan det føles, og derfor ikke tænker så meget over det. Alle mennesker kan jo have blinde vinkler. Jeg får lyst til at sige det samme, som jeg råber af radioen, når jeg hører Mads og Monopolet: Tal nu om det, for søren! Bare spørg! Jeg er klar over, at det kan være en hurdle at skulle ud over, men hvis man kan få det sagt, tror jeg også på, at fleste ville være imødekommende i sådan en situation, og så tænker de måske mere over det fremover.
      Jeg synes i øvrigt også, at det hænger sammen med den gode vane med at øve sig i, at tænke det bedste om andres intentioner og lade tvivlen komme dem til gode. Jeg prøver selv at tænke på det på den måde, at andre gerne vil være hjælpsomme, men ikke altid er rustet til at udføre det, og så hjælper man lige deres gode intentioner lidt på vej.

  4. Du skal have stor ros for at din fortælling er beskrevet i et positivt lys. Det havde været så nemt at beskrive samme scenarier med dårlige udfald til følge. Dét tror jeg taler meget om din måde at være på – og se verden på <3

  5. Jeg har flest positive oplevelser i off transport fra da jeg var gravid og nu med barn og vogn. Men jeg er heller ikke bleg for at bede om en hånd hvis ikke den bliver tilbudt, eller udtrykke med mit kropssprog at jeg ønskede at sidde da jeg var gravid.
    Jeg tror dels at mobilen er synderen, men også manglende forståelse for hvor tiltrængt et sæde kan være, med barn inde/uden for maven! Jeg forstod vitterlig ikke hvor nærmest angst man kan blive af at stå i en kørende bus som gravid. Det ved jeg nu!
    Giv plads til de mest trængende <3 Tak for den kærlige reprimande Rocker!

  6. Ah, hvordan skal jeg starte uden at det lyder for mærkeligt. Jeg vil spørge hvad du synes var godt ved den læbestift fra Loreal som du anbefalede så kraftigt? Ved godt at produkter selvfølgelig ikke passer alle men i vores tiltro til dig har mine veninder og jeg købt flere farver af den (undskyld: lorte) læbestift. Vi er alle sammen veldig skuffet- SUK. Farven holder så kort, hvis man spiser eller drikker slet ikke. Man kan ikke kysse med den. Den har ingen plumprende effekt, som lignende produkter jo har og den kan heller ikke ses på dig (synes vi). Så inden vi dømmer at “du blev købt” (haha det er jo altid det farligste ;-)) vil vi gerne ærlig og åben høre hvad du synes er godt ved det produkt. Håber ikke vi lyder for sure. Vi elsker dig, er bare ret skuffet over denne anbefaling, især fordi du ellers tit rammer plet. Love! Dine tyske follower 🙂

  7. Jeg ved ikke hvor relevant min historie er, men jeg har sådan lyst til at dele den, nu når du omtaler manerer i offentlig transport! 🙂

    Jeg har altid brugt offentlig transport og trods det, så tager jeg usædvanligt tit busser i de forkerte retninger (dog mest på ruter, som jeg ikke er vant med). Og for tre års tid siden var det for alvor vigtigt, at jeg tog bussen i den rigtige retning, da jeg var kaldt til session omkring Aalborg (ikke kanter, som jeg ellers kommer på) og selv om jeg tog alle forbehold ift. min bus-forvirring, så formåede jeg selvfølgelig at tage bussen, som jeg skulle med, i den forkerte retning. Åh! Hvad gør man så?

    Det viser sig, at jeg simpelthen var den heldigste kartoffel (held i uheld vel sagtens), fordi den buschauffør, som kørte 2A (bussen, som jeg havde taget i den forkerte retning) havde lige sat sin sidste passager af og jeg sidder ligesom stadigvæk dér på et af de forreste sædder og venter på, at noget uden for vinduet ligner en kasserne. Det er der ikke noget, der gør. Og til sidst går det op for mig, at tiderne på bus-planen slet ikke passer med de steder, som vi kører forbi, så jeg panikker brat! Jeg spørger buschaufføren, om jeg er med den rigtige bus og han griner lidt af/med mig og konstatere, at jeg skulle have været den anden 2A´er. Pokkers også!

    Lige dér blev det klart for mig, at jeg ville gå glip af at komme til session, og jeg forsøgte i to sekunder at acceptere, at det så gik sådan. Men inden det rigtigt nåede at synke til bunds hos mig, så kiggede chaufføren på mig og sagde, “var det meget vigtigt, det du skulle?”. Jeg fik forklaret ham, at jeg gik glip af min session, så det var da en slags vigtigt. Han kiggede på klokken og derefter på mig og så sagde han, “jamen skal vi så ikke få dig hen til den kasserne? Jeg har fri nu og skal alligevel bare hjemad, og det er faktisk lidt på vejen, så det gør jeg gerne!”.

    Sjældent har jeg troet så meget på menneskeheden, som da ham bus-chaufføren tilbød mig det lift! Jeg takkede meget pænt ja tak til tilbudet! Og vi havde en ret så hyggelig snak på vejen og hvad angår kasseren, så nåede jeg lige at komme løbende/halsene inden døren til sessions-lokalet lukkede! Pjiiuh! Alt sammen takket være den venlig sjæl med alt for gode manerer, der kørte 2A´eren i den ‘forkerte’ retning. Herlig mand!

Læg en kommentar