Efter endt barsel - hvad så med institution? - ROCKPAPERDRESSES
Efter endt barsel – hvad så med institution?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Vi havde hørt SÅ mange ‘skrækhistorier’ fra forældre omkring institutionspladser. At man aldrig fik plads, slet ikke i de institutioner man ønskede sig – og slet ikke til den dato, man gik for. Og så skulle man jo sørge for at vælge de gode institutioner på anbefaling fra venner. Men de ‘gode’ har lang venteliste (jeg bor i en priviligeret kommune, hvor jeg tænker, de fleste er gode!), og man skal kende nogen for at komme på. MY GAWD! Et vugge-spil! Det virkede så stressfyldt, hele det der opskrivningsnoget! OG lidt som et skrækscenarium dengang, at vi ikke skulle kunne ‘komme af’ med Eddie igen, hehe…  Ikke at en institution er dét; et sted at opbevare sine unger, sådan må I ikke tage det. Men vi fornemmede allerede lidt en “shit hvad gør vi?” omkring institutionsplads, da det virkede nærmest umuligt at få sine børn af sted. Og det skal de jo, i institution! Det er det, ‘man’ gør. Om ikke af lyst, så fordi vores samfund er indrettet sådan, typisk.

Klip til at vi i påsken fik en plads med opstart i august – allerede et par måneder efter vi havde skrevet Eddie op. Og det var vi slet ikke klar til! Han var jo kun lige kommet ud. Og nu skrev kommunen, at de var klar til at ‘tage’ ham, haha! Over my dead body! Ej, vi havde jo selv sat behovsdato i august, fordi vi netop havde lært af andre at sætte den tidligere end nødvendigt, for så passede det nok med, at man fik en, når man virkelig havde behov for den. Men vores oplevelse på Frederiksberg er altså, at der hurtigt kom plads.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Vi takkede nej i april – det var heller ikke vores førsteprioritet. Vi krydsede fingre for, at den rigtige ville komme. Og det gjorde den så for et par uger siden! Vi fik igen plads til august – og i vores førsteprioritet. Heldige os! Og så skulle vi for alvor tale sammen. Hvad gør vi?

Eddie er ikke klar. Han kan ikke kravle helt, heller ikke gå. Han er kun begyndt at have lyst til at sidde lidt på arm hos venner og familie – og han er aldrig blevet passet i mere end en trilletur, hvor han har sovet. Af vores forældre i øvrigt. Apropos “når jeg engang får børn…” så var jeg overbevist om, at vi da skulle ud på date, et øjes blink efter vi havde fået Eddie, for parforholdet må ikke glemmes… Og på de her 10 måneder har vi været ude én gang, i halvanden time – efter jeg havde puttet Eddie. På vores årsdag.

Er vi blevet kedeligt forældreagtige? Og separationsangste imellem tiden? Nej. Jeg har bare erfaret, helt som Adam beskrev det, at det ikke er et spørgsmål om, at Eddie skal passe ind i mit liv og vaner. Men mig der skal passe ind i hans. I hvert fald, når han er så lille. Jeg skal se, hvad Eddie har brug for – og gøre derefter. Og han har altså bare grædt VIRKELIG meget. Han har decideret haft ondt, så alle tårerne giver god mening (derfor kiropraktor, kranie-sakral og osteopati). Han har ikke haft lyst til at hænge på nogen andre arme – end mine. Maks Adams. Og helst tilbage til mine igen. Selvfølgelig har hans humør og smertehukommelse mærket ham.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Det her lille væsen, han er bare ikke klar endnu. Det er som om han først nu er klar til at indtage verdenen så småt – og så virker det voldsomt at sende ham i institution med et helt hold fremmede børn og voksne. Og i det tillagt at han stadig har svært ved at lukke af for verdenen og for indtryk – vi hjælper ham stadig, selv om han bliver bedre og bedre.

Med alle de tanker traf vi et valg – og ja, da også lidt med al den forskningssnak der har været om at vente med at sende børn i institution til de er 1,5 år, tidligst. Jeg ringede endda i vildrede til den institution vi havde fået plads , for at blive lidt klogere på indkøring, og jeg fik fat i en af de daglige ledere – godt med sådan lidt professionel sparring. Hun sagde, “… hvis I kan, så vent til han er 2. Jeg har lavet det her i 30 år, det er min anbefaling – det er bare de færreste, der har muligheden”.

Det talte til vores mavefornemmelse, som allerede pegede mod et nej tak til institution her fra august. Også selv om vi var ude i at takke ja, og så bare betale 2-3 måneder uden at sende Eddie derhen. Men det er simpelthen for mange penge for os, uden brug.

Så… Vi er endt med at takke nej tak til den nye plads – vi har sat en ny behovsdato til vinter, og så må vi igen mærke efter til den tid. Der sker jo så sindssygt meget med Eddie – han blomstrer for vildt i øjeblikket, så måske føler vi til den tid, at han kan komme af sted. Det vil simpelthen sige, at jeg kommer til at gå hjemme med Eddie.

Hvordan gør vi? Det må guderne vide! Haha! Ej, vi er jo så dybt priviligerede, at jeg er fleksibel på min tid – omend ret travl. Jeg har rigtig mange samarbejder, og de er ret krævende, fordi jeg selv gør mig så umage. Vi er blevet enige om, at vi simpelthen må tage det, dag for dag, og ikke tage sorgerne på forskud, for der kommer helt sikkert også et ton af glæder.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Helt lavpraktisk er der en ordning på Adams arbejde, hvor man komme tilbage på tredive timer de første ti uger efter endt barsel (om det rent praktisk holder, det må vi finde ud af – det er lidt svært at styre sin tid, når man arbejder meget projektorienteret). Men fungerer det i praksis, så vil Adam komme tilbage i ti uger med 4 dages arbejde om ugen, og så har jeg én dag, hvor jeg kan gå på kontoret og virkelig arbejde igennem. Og så bliver det nok lidt tilbage til de tider, hvor jeg havde to “fuldtidsjobs” (og lidt ekstra dertil, dengang jeg kørte studie, butiksjob, blog og radiovært). Nu bare Eddie – og blog. Det vil sige, at Eddie kommer til at tage de fleste af mine dagstimer og så må jeg arbejde om aftenen og lidt i weekenderne, hvor Adam kan tage Eddie nogle timer. Det var jo sådan bloggen kørte i årevis – den var selvfølgelig bare heller ikke på det her niveau, dengang, så det var noget andet. Men det må blive sådan.

Og så har vi lokket vores forældre til at tage ham to halve dage hver, hver måned det næste halve år, hvor jeg så kan lægge møder, arbejde, osv. Det vil sige seks halve dage, der bliver skemalagt. Det glæder jeg mig faktisk også over på Eddies vegne, at han kan få et lidt tættere forhold til sine bedsteforældre. Og så må jeg have Eddie med mig i ny og næ til møder, hvis alt andet fejler.

Jeg tror, Eddie får en fest. Og det bliver helt sikkert lidt hårdt og stringent for mig og min tid. Seriøs time management. Men sådan er det jo også, når man går tilbage på arbejde efter endt barsel – ikke noget med at blive længere, for der er altså børn, der skal hentes. Det er jo bare noget nyt nu. Vi har talt om, at vi må køre nemme løsninger, hvor vi kan. Måltidskasser, dagligvarer på Nemlig, måske en rengøringshjælp, så fokus bliver først på Eddie, og så på at jeg kan arbejde, når jeg ikke har ham alene.

Vi finder ud af det! Og så må vi hele tiden vurdere Eddie, hvor han står, om han keder sig, om han har brug for mere end bare mig hjemme. Det er et kæmpe privilegium, at jeg trods alt somewhat bestemmer min egen tid (så længe mine samarbejdspartnere er tilfredse), og det må være til Eddies fordel i de her spæde måneder!

Hvordan har I indrettet jer? Især er jeg nysgerrig på jer, der er selvstændige?

98 kommentarer
  1. Bor selv i Frederiksberg kommune og har aldrig oplevet at det var et problem at få den ønskede plads. Trak det så længe som muligt. Valgte kommunal dagpleje og pigerne startede da de var henholdsvis 14 måneder den ældste og yngste var hjemme til hun var 15 måneder. Derudover har jeg en fast fridag om ugen som hjælper ved sygdom og bare at have en hyggedag.

    1. Nej det har vi også erfaret – det gør mig helt tryg ved at have takket nej nu. Det skal nok lykkedes os at få plads igen, når vi alle, og mest Eddie, er klar. Jeg overvejer også en dagpleje får en lidt blidere start med få børn. Rigtig dejligt med den fridag – det må være guld! KH

  2. Tusind tak for din beskrivelse om “at passe ind” i hhv sit barn eller sit “eget” liv! Det er rart ikke at være alene! Vi tager heller ikke på weekendture uden vores datter…
    Vores datter er 1,5 år, og jeg har max været væk fra hende i 24 timer, hvor min kæreste var sammen med hende. Det er som om det ikke er “sejt”, ikke at “fortsætte” livet som før, men det føles ikke rigtigt for mig… Jeg har det kun godt hvis hun har det godt, så indtil hun er klar til mere pasning af bedsteforældrene, så venter parweekendturene altså. Man skal gøre præcis som man selv føler, og så håber jeg snart, at ovenstående er lige så “sejt” som det modsatte 🙏🏻

    1. Jeg tror egentlig også, det er kommet lidt bag på mig, at jeg er mor på den måde. Nogen gange kan jeg godt blive irriteret på mig selv over, at jeg ikke bare går ud med veninder osv. Men omvendt er denne her tid, hvor Eddie er så lille, så kort. Jeg skal nok få min tid igen – det siger jeg, når jeg føler mig lidt ensom, for det er bagsiden, oplever jeg. KH

    2. Jeg havde det præcis på samme måde, da jeg læste det! Min dreng er snart tre, og det kan tælles på én hånd, hvor meget, han har sovet uden os. Og jeg kan mærke, at nogle synes det er sært, men det har ikke været et behov han har haft, og derfor helt ikke mig. Til gengæld har farmor ham hver tirsdag efter vuggestuen, hvor vi så kan spise sammen (endda foran fjernsynet nogle gange!!!) og de elsker det begge to.

      1. Det lyder som herre hygge med farmor! Jeg er helt overbevist om, at jeg også i ny og næ bliver kigget lidt spøjst på, men det må jeg tage med 😀 Jeg håber bare at folk bliver ved med at invitere, selv om jeg takker nej, hah! Dejligt I mærker efter og følger jeres dreng! KH

  3. Det er så skønt at høre dine tanker. Jeg skriver om det selvstændige arbejdsliv, og du beskriver lige nøjagtigt, hvad jeg hører kvinder fortælle. At de mærker deres børn har behov for dem og rent faktisk har mulighed for at handle på det, fordi de er selvstændige.
    Jeg tror, vores arbejdsmarked vil se meget anderledes ud om bare 20-30 år på den front – flere og flere vil vælge at arbejde projektbaseret, selvstændigt og i flere forskellige jobs for at kunne få livet til at hænge sammen. 8-17 job er ikke længere attraktivt for vores generation!

    1. Det er en rigtig stor gave ved at være selvstændig – jeg har ikke kunne tage en helt klassisk, symbiotisk barsel kun Eddie og mig. Men så har jeg denne her gode at kunne indrette mig efter ham efter bedste evne.
      Og så tror jeg du har ret – måske ikke engang om 20-30 år. Jeg læser ofte i Journalisten i hvert fald, hvor mange projektorienterede ansættelser og selvstændige der efterhånden er – såvidt jeg forstår er det stigende? Men nej – 8-17 er ikke attraktivt for mange i vores omgangskreds faktisk. KH

      1. Ja, for vores branche ligger det helt klar tidligere end 20-30 år – det er næsten allerede nu – men på arbejdsmarkedet i det hele taget sker der også et skred. Det glæder mig så meget, at vi ikke alle skal passe ned i samme kasse på den front.

  4. Hej Cathrine, en så fin beslutning. Jeg er også selvstændig og gjorde det samme indtil min dreng var et år og fire måneder og fik det til at fungere. Det kræver disciplin, men det gik fint og nåede, det jeg skulle.. Synes dog det krævede lidt planlægning af formiddagsaktiviteter f.eks. zoo, svømmehal, legeplads/legeland, park, strand, aftale med andre med børn/barsel eller lign. og ofte at have planlagt det dagen iden. Da han var 10 mdr. fik jeg et barnesæde på min cykel og så tog jeg ham på tur de fleste formiddage (har også ladcykel til vores andre børn), men synes man kommer en smule mere fikst rundt på damecyklen, når man kun har et barn med. Og det var sådan en lettelse ikke at have barnevogn, men bare vikle og så cykle hurtigt hjemad, når det blev puttetid…. Vi spiste frokost ude – madpakke eller noget vi købte på farten og så faldt han som ofte i søvn på cyklen på vej hjem og jeg flyttede ham til barnevogn eller seng og fik mig et par timers arbejde, nogle dage kortere. Derudover fik jeg nogle gange min mand til at møde kl. 9-ish og tage ham et par timer om morgnen. Det krævede, at jeg trak mig helt væk med en kop kaffe, når han stod op, men det var virkelig effektivt og gav en god ro for dagen, da man allerede var godt i gang og tit nåede jeg det meste på de 2-3 effektive timer. Og så var der en gang i mellem, hvor nætterne havde været noget rod og der måtte jeg acceptere, at jeg var for flad og skruede ambitionerne helt ned. Og nårh ja, så havde vi en aftale hjemme om, at jeg ikke skulle bruge dyrebar “sovetid” på oprydning, rengøring og tøjvask, valget om at lade ham blive hjemme med mig var en fælles beslutning for vores barn og det var en beslutning om at passe ham hjemme, ikke være hjemmegående (hus)mor, så vi kaldte det hjemmepassende, arbejdende mor, det tog presset af, at det var ok det sejlede en smule, når mand og andre børn kom hjem, og var implicit af alle de huslige opgaver var en fælles opgave, der måtte gøres på andre tidspunkter.. Og vi købte os også til alle nemme løsninger, inkl. en ugentligt pizzadag, hvor han fik børnespagettien eller noget andet. “Råd” blot til inspiration om, at det kan lade sig gøre og, at i finder ud af det… KH.

    1. Åh det her er GULD Carina! Tusinde mange tak. Det var præcis sådan nogle helt simple og gode fifs og ideer til dagen, jeg har brug for. Det er jo også lidt svært, når det er vores første – jeg skal jo lige tune ind på, hvad han har brug for, måned for måned. Der sker sååå meget nærmest dag for dag. Det bliver nok min store opgave, at tune mig ind på ham, hver dag. God idé med en plan for dagen i øvrigt. og godt jeg stadig har klip til babysvøm, haha! Pissefedt, tak fordi du tog dig tid! KH

  5. Kære Cathrine
    Jeg hører dig så meget i de tanker og følelser du går med og den beslutning I har taget for Eddie. Vi var i en meget lignende situation, på den måde at vores dreng også havde en lidt udfordrende start med kiropraktor og fysio og ondt i maven (han sad skævt i bækkenet, og var helt skæv i hovedet og nakke, da han kom ud (heldigvis kom han sig utrolig hurtigt:)), så der det blev tid til dagpleje, som var 5 min fra os og klar til at ‘tage ham’ som 10 mdr gammel, så lavede min mave mange koldbøtter (og ikke den sjove slags). Han var bare ikke klar. Han var også netop lige begyndt, at indtage verden og mor var stadig den der fungerede det meste af tiden. Derfor valgte jeg en utraditionel løsning (måske ikke så utraditionel hvis man har polsk afstamning, som både min mand og jeg har). Vi valgte at vores dreng skulle hjemmepasses af sine bedstemødre (som heldigvis begge lige var gået på pension, og nærmest glædede sig til at få fingrene i ham :-))). Så 2 dage om ugen kom min mor, 2 dage om ugen kom svigermor og jeg gik selv ned på 30 timer (er fastansat) – så jeg havde en dag ekstra dag foruden weekend med ham. Sådan har det nu været siden han blev 11 mdr og indtil nu (han er 2,5 år) og fortsætter til han fylder 3 år hvor han starter i børnehave. Jeg kan fortælle dig med bumsikkerhed, at det er den allerbedste beslutning jeg nogensinde har taget. Vores dreng har ikke haft nogen ‘indkøring (han kendte og var tryg ved begge bedstemødre), han har ikke været utryg eller manglede omsorg på nogen måde (dette er absolut ikke en kritik af pædagoger, da jeg ved de er dygtige og gør deres aller bedste, – men nærmere mangel på hænder i institutionerne), han har 95 % af tiden været en glad, energisk og tryg dreng, som har trivedes og udviklet sig rigtig fint, mens mor har været tryg gennem hele processen. Og ja der har da været dage hvor han også har været umulig og meget morsyg – men det har været minimalt af hvad man kunne forvente af en tumling. Jeg vil ønske jeg kunne havde valgt helt samme model som jer (altså selv være hjemme med min dreng,), men når plan A ikke var mulig så synes jeg vores plan B var en pæn efterfølger. Dertil har min dreng jo et varmt og tæt forhold til sine bedsteforældre, og det er en gave til dem alle sammen. SÅ du/I har gjort det rigtige – du har lyttede til din mavefornemmelse, kikkede på Eddie og mærkede hans behov fremfor alt. Fordi uanset hvordan vores samfund er indrettet, godt og skidt på hver sin måde, så kan vi og må vi, ikke bare følge med strømmen. Vi er ikke ens. Vi skal turde at gøre hvad deres føltes rigtig for os hver især.
    Knus herfra:-)))

    1. Okay, jeres måde at gøre det på, lyder som en PLAN A for mig. Kæmpe drøm. Han har styrket relationer til andre voksne end jer – endda sine bedsteforældre, som vil gavne ham resten af livet. Hvor er det vidunderligt. Det der lyder som et fantastisk scenarium. Jeg ved jo, at jeg bliver klemt, trængt og måske til tider lidt presset. Men sådan har de fleste forældre det nok, når de er tilbage på arbejde og med børn i institution. Mine forældre er desværre ikke på pension og min svigermor ret travl, selv om hun er på pension, hvilket jo er dejligt for hende med veninder osv. KH

  6. Dejligt indlæg<3 Jeg tror det er vigtigt at lytte efter. Jeg synes det var så hårdt at læse inde ved Nana Bech, om at hende og hendes kæreste ikke havde råd til at lade hende hjemmepasse, fordi han ikke kunne forsørge dem begge. Hele hendes indre konflikt gjorde vanvittig ondt på mig at læse. Fx dette indlæg: http://nanabech.com/2019/01/tankemylder-om-institutioner-og-adskillelseskultur/ og dette: http://nanabech.com/2019/03/vuggestuestart-og-en-indre-konflikt/

    Hvor meget tilskud giver Frederiksbergkommune til hjemmepasning? Og får man også pengene, hvis man samtidigt har et fuldtidsjob? Vh

    1. Hej Caroline. Jeg kan vist svare dig på det, for jeg er dødjaloux på Frederiksberg-borgere (bor i Aarhus uden tilskud): du får 7400 før skat i ét år hvis barnet er under tre. Du må ikke have anden indtjening mens du får tilskud.

    2. Som jeg lige kunne forstå reglerne, så kan man få 7000,- men man må vist ikke have en indtægt ved siden af. Så det gør det reeet svært…
      Åh tror du jeg tør læse de indlæg? Det lyder som hård kost for en følsom type! KH

  7. Jeg tror heller ikke et barn på Eddies alder har særlig glæde af en hverdag i institution. Men hvis du har muligheden, så sørg for jævnlig kontakt med andre børn, gerne nogle, der en smule ældre. Ikke at han kan lege med dem, men det vil vække nysgerrighed at observere dem med tiden “kopiere” dem.

  8. Jeg tror det er den helt rigtige beslutning I har taget 🙂
    I skal nok få det til at lykkes og at passe ham på skift med hjælp fra familien er også mest trygt for Eddie i den alder han har.
    Vi gjorde ligedan og det var den bedste løsning med et trygt og roligt barn til følge………..
    Held og lykke og nyd Eddie – pludselig er han fløjet fra reden og det går kvikt !

    1. Det går aaaalt for kvikt! Så dejligt at høre, at I har fået det til at fungere. Jeg er ærligt lidt nervøs over det, men håber på at det hele bliver så fint! KH

  9. Min mand og jeg er begge selvstændige. Den institution vi gerne vil have vores datter i får vi tidligst plads i når hun er halvandet. Planen var egentlig at holde hende hjemme indtil da. Men I en snak med en nabo som er fagperson anbefalede hun at vi fandt noget privatbørnepasning til vores datter. Og det føltes egentlig som en ret god ide. Hun lærer at være væk fra os, men på en måde som, for os, føles trygt da det bliver med en fast voksen og et eller to andre børn. Og med korte dage fordi vi har mulighed for det. Og det er helt sikkert ikke det rigtige for alle børn, men jeg tror det er det rigtige for vores barn – men måske jeg skifter mening når vi kommer tættere på..

    1. Åh vi har også en drømmeinstitution, som først har pladser, når Eddie er 19 måneder! Privat børnepasning lyder så godt – det har jeg også tænkt på, a la dagpleje. Måske en dag eller to om ugen, hvor han er 2 timer sammen med nogle børn? Det kan jo være muligheden engang efter jul… Hm, jeg må undersøge lidt! KH

  10. Jeg er ikke selvstændig, men vores søn Elliot skal starte i dagpleje 1/10 der er han lige blevet ti måneder. Hvor ville jeg ønske han kunne gå hjemme sammen med os meget længere – men det er nu engang sådan det er. Jeg vil bare sige at hvor er det rart at læse i lytter til Eddie’s behov og holder ham hjemme til i alle er klar! ❤️

    1. Hvor er du sød Jenny! Tusinde tak for opbakning! Jeg kan godt forstå dig, hvis det er svært. Dog hører jeg bare så godt om dagpleje og som en rigtig blid overgang til institution. Jeg krydser for jer !KH

    1. ÅHR MARIA DU CHARMER! Det kan jeg garantere dig, jeg ikke gør – udover på mine arme måske, haha! Jeg kan love dig for nogle flotte balletarme man får 😀 KH

  11. Lyder som en god beslutning 🙂 Vi har sendt vores tre i pasning, når de er blevet halvandet år. Den sidste – vores datter på 2.5 – startede i flerbørnsdagpleje. Genialt, intet mindre. Skønneste sted. Min mand er selvstændig og jeg har meget fleksibelt arbejde.

  12. Shit, hvor gør det her indlæg mig glad! I har truffet en beslutning, der er fuldstændig i tråd med mine egne holdninger og ønsker (er højgravid og regner med at gå hjemme efter barsel). Det er fantastisk for mig at se en ‘almindelig’ (stor, kommerciel, ikke-niche blogger) vælge og skrive om noget så modkulturelt som hjemmepasning. Du er så sej, Cathrine!

    1. modkulturelt? det er da super moderne, og også derfor at alle bloggere lige pludselig skal hjemmepasse og vikle og have miljømandag og alt det andet, der er in lige nu?

      1. 1) Det er enormt modkulturelt at vælge at hjemmepasse, når vi ved, at 90% af alle 1-årige sendes i institution.
        2) Vi hører hjemmepasning NU pga. opmærksomheden omkring institutioner det sidste halve år. Før det var det sjældent i massemedierne.
        3) Jeg håber sandelig ikke, den eneste grund til bloggere interesserer sig for vikler, hjemmepasning og miljø er fordi det er ‘moderne’ og ‘in’, men fordi de oplever, det er det rigtige for dem.

        1. Og Siff – så dejligt at du allerede nu så målrettet har en plan for jer – mega pøj pøj med slutspurten! Du har den vildeste tid foran dig, så mange tanker til dig! KH

      2. Hehe, til dig anonym, jeg føler ironien – og det er okay. Jeg tænker dog ikke, der er en skid ‘mode’ i at ville gøre det lidt bedre på bæredygtigheden, det er vist bare fornuft. At vikle har man også gjort i tusinder af år – og især efter Continuum-bogen, som udkom i 1970’erne og hjemmepasning – det er altså ikke mange årgange vi skal tilbage, før det var sådan det var.
        Det kan godt være, at der er en generel bølge i samfundet mod at gå tilbage til det gamle. Forbruge som vores bedsteforældre, tage vores børn hjemme osv. Men ‘vi bloggere’ er jo også bare et udsnit af den helt almindelige befolkning, som oplever samme bølge – det kan du se fremgå i kommentarfeltet, med flere hjemmepassere.
        KH

  13. Spændende indlæg og interessante kommentarer.
    Jeg ved, at det er de færreste der hjemmepasser, men jeg synes nu ikke valget, især ikke på blogs, er meget niche.
    Jeg synes faktisk det fylder enormt meget for tiden. Og det er positivt og dejligt!
    Jeg tror på at det er en situation, hvor der er mange “rigtige” måder at gøre det på.
    Vi har valgt institution fra 12 måneder, måske lidt senere. Dette er valgt ud fra vores barn, som modsat beskrivelsen ad Eddie (og sikke en fin beskrivelse), er ekstremt stimuli krævende.
    Vi har gået til rytmik og mødregruppe, samt været meget sammen med hans små fætre og vi kan bare se hvordan han trives i et miljø, hvor der er andre børn og gang i den. Han sover til gengæld ikke meget i løbet af dagen. Men det passer jo også meget godt med institution 🙂
    Vi har også valgt det udfra vores arbejde, økonomi osv. Og det kan være vi vælger noget helt andet til næste barn.
    Omstændigheder er så forskellige og alle gør det mega godt!

    1. Svarer til min oplevelse. Min datter kom i vs, da hun var ti måneder, og min samvittighed var ret sort, for jeg kan jo også læse anbefalinger og erfaringer. Men uanset på hvilken dag, jeg spurgte og hvem, jeg spurgte i vuggestuen, sagde de “hun stortrives,” og det stemte helt overens med det barn, jeg selv så. Tanken om, at hun skulle være hjemme hos mig til hun var to, er næsten umulig for mig, fordi hun er, som hun er. Nu venter vi en lillebror. Ham må vi kigge på med nye øjne.

      1. Dejligt at høre, jeg synes virkelig også jeg et blevet drevet rundt og ud og socialiserer, af mit udadvendte barn 😉
        Ikke nogen babyboble her.
        Men tusind tak for at du deler! Giver en smule ro til usikkerheden hos en førstegangsmor

      2. Hehe, vi sendte vores søn i vuggestue, da han var lige under 4 mdr, og jeg tror jeg ville blive stenet ud af Danmark, hvis det var sket der. Jeg synes slet heller ikke, at det er modkultur, som det beskrives af en anden, det er faktisk snarere en begyndende norm i vores generation, at kvinderne bliver hjemme. Alle skal gøre, hvad der er bedst for deres familie og for deres barn, men jeg bliver lidt ærgerlig (og trodsig, hehe), over at der lige skal nævnes, at pædagogen synes, at børn først skal starte som 2-årig. Jeg tror, at indlægget havde stået mindst lige så skarpt uden den (helt klart ubevidste) stikpille til andre forældre? Lige pt ser man meget forskning (og slet ikke alt af det er peer-reviewed eller gentaget med mange samples), som tegner et billede af, at babyer tager skade af tidlig vuggestue. Jeg tror, at man skal huske at forskning kigger på marginerne, på signifikant relevans, på de små procenter. Kan der være chance for at nogle, måske lidt forsigtige, babyer har godt af længere barsel og mere opmærksomhed? Helt sikkert, men det ville ærge mig sådan, hvis alle der afleverer tidligere end fx 1.5 år sidder tilbage med sort samvittighed. Honestly, så kan man altid referere tilbage til nogle som min mand og jeg, vi har ALTID afleveret tidligere end noget dansk par, haha )jeg skriver par her, for jeg synes ofte at disse valg bliver påduttet moren og derved også den dårlige samvittighed. Men disse valg tages jo mindst lige så meget af faren, eller den anden partner). Og vores søn stortrives, elskes åndssvagt meget og er den sødeste og gladeste lille dreng, der flirter og smiler til alle i metroen og bussen, som han er med hver dag til vuggestue. Livet kan leves på mange måder, hav ikke dårlig samvittighed! Verden er MEGET større end den lille andedam i DK, man behøver ikke altid at sammenligne sig med andre mødre i Danmark – selvom det er svært at lade være!

        Deruover – godt indlæg, man skal altid lytte til sin mavefornemmelse og selvfølgelig går det hele, man indretter sig hurtigt efter sin nye hverdag, hvadend det er med vuggestue eller som hjemmegående.

      3. S – I har jo også læst jeres barn! Det er præcis vores fornemmeste opgave <3 Dejligt for jer! Og så fint skrevet, at et nyt barn kræver et nyt sæt øjne! Stort til lykke med den næste på vej! KH

    2. Vi er HELT enige om, at der er masser af blogs skabt af hjemmepassere, men idet Cathrines blog er så stor i sin læserskare og alsidig i sit indhold (og derfor er meget u-niche), synes jeg faktisk det er vildt (fantastisk!) at hun deler dette. Der er en udvikling på vej ift. hjemmepasning, men det er stadig meget, meget få der gør det. 🙂

    3. JA, C! SÅ dejlig en kommentar – det handler jo alt sammen om at læse sit barn! Helt ligesom voksne, så er der jo nogen med krudt bagi, som er klar på eventyr og som måske er mere løsrevne allerede. Og så er der dem, der er lidt mere tryghedssøgende. Det handler så meget om at forsøge at give sit barn det bedste man har at give – og det har jeg stadig ikke mødt nogen forældre, der ikke gør. ALLE gør deres bedste. KH

  14. Hej C.,
    Fedt indlæg. Jeg synes, det er så godt, at du og andre begynder at stille spørgsmålstegn ved den måde, vi indretter vores familieliv. Jeg er også glad for, at du for næsten hele indlæggets vedkommende holder det på dig og din familie. Hvad mærke I, er rigtigt for jer. Derfor blev jeg også ked af kommentaren fra vuggestuelederen, som jeg kan se, der også er en anden, der reagerer på. Det er sikkert ikke bevidst, men det er sådan noget, som får en til at føle sig forkert og som en dårlig mor, har man ikke muligheden for at vente to år. Hvad de færreste nok har – desværre. Jeg elsker din blog, men det er ting som det, (og en kommentar fra en vikleekspert i går om, at man dyrkede en adskillelseskultur, hvis man lagde sit barn i en barnevogn), der får mig til at overveje ikke at læse med. Som du ved, er det der morskab noget sårbart noget. 99,9 procent gør deres aller-aller-bedste, og det bliver ikke lettere, når forældreskabet bliver sort-hvidt-med rigtigt og forkert.

    Derudover savner jeg lidt, at det fylder noget mere, at det er dig og ikke Adam, som hjemmepasser. Fedt, at han går ned i tid. Respekt for, hvis I ikke vil for meget ind i det med økonomi osv. hos jer, men ligesom vi italesætter børns tid i institutioner, synes jeg også, debatten om hvem der går ned i tid/går hjemme er vigtig. Laver man en aftale om, at den ene gør det med første barn og den anden ved en evt. nummer to? Indbetaler den ene til den andens pension, hvis der bliver en lønforskel i en periode?
    Jeg synes, vi skylder vores døtre at have det med i vores overvejelser. I forvejen kan det som kvinde være svært at få job i slutningen af 20’erne, fordi arbejdsgivere automatisk tænker: barsel og barns første sygedag. Begynder de også at tænke: deltid eller opsigelser, er jeg bange for, vi bliver sat endnu mere tilbage, og det kan godt bekymre mig på fremtidige generationers vegne. Måske du vil overveje et indlæg om det også engang, hvis det altså er noget, du også har tænkt over 🙂

    1. Jeg er enig omkring kommentaren fra pædagogen. Den ramte også mig og fodrede min dårlige samvittighed. Jeg synes, at det er så sejt og dejligt at vente med vuggestuestart, og jeg går ind for, at man altid gør, hvad der passer bedst til ens egen familie 😊 Men der er bare ingen grund til at give andre mødre (og fædre) dårlig samvittighed, fordi de gør det på en anden måde, som forhåbentlig fungerer for dem.

    2. Jeg bakker helt op om Annas kommentar og fremsætter de samme ønsker – med fuld respekt for, hvis det ville være for privat for dig Cathrine. Jeg har en del veninder, der har taget hele barslen og/eller er blevet hjemmegående efter baby. Jeg har ingen mandlige bekendte, der har gjort det samme. Alle skal træffe det individuelle valg, der er bedst for dem. Men samtidig hører jeg i baghovedet en gammel gæsteforelæser, der i et svagt øjeblik kom til at sige, at manglende kvindelige ledere i vores fag skyldtes kvinders fravær i deres 20’ere/30’ere grundet børn og barsel – de blev simpelthen sat nogen år tilbage ctr mændene. Det gør lidt ondt i mit ligestillingsorienterede hjerte, omend jeg stadig mener, at alle selvfølgelig skal træffe det valg, der er rigtigt for dem selv <3

    3. Helt enig Anna. Jeg skrev ovenstående kommentar om at aflevere tidligt i vuggestue. Er i de seneste dage kommet utroligt meget i tvivl om vores valg. Ja, vi lever i et land, hvor man gør den slags, ja, vi brugte måneders energi og foreløbig, hold nu fast, 114.000 kr for 6 mdrs vuggestue (av av av) for at sikre, at både min mand og jeg går på arbejde med ro i maven. Jeg er den primære forsøger, tjener dobbelt så meget som min mand grundet hans branche. Men honestly, al denne danske debat får mig til at tænke, om jeg om et par år vil fortryde, at jeg ikke bare sagde mit job op og gik hjemme det første år. Hvorfor gjorde jeg/vi ikke det? Jeg (og andre mødre) MÅ og skal holde fast i, at det er helt ok at kvinder også vægter deres karriere højt, at have opbygget noget, der er værd at holde fast i, og at kærligheden til børnene er lige så stor, som mødre der vælger at gå hjemme. Og at man netop gerne må stille spørgsmål til, hvorfor så mange kvinder vælger at hjemmepasse og hvorfor så få mænd gør? Ligesom man nu stiller spørgsmål til par der sender deres baby i vuggestue. Altså vi taler pasning af tumling og derover, hvorfor falder den nu om dage stadig hovedsageligt hos kvinden? Rigtig rigtig god pointe, Anna – og rigtig godt indlæg, C.

      1. Hej alle sammen,
        Jeg forstår rigtig god moderskabets følsomhed, og jeg lytter til hvad I siger.

        Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte… Der er så mange tanker hos jer. Adskillelseskulturen! Lad os tage det! Nu er Nanna gæsteskriver, så hun skal have lov til at skrive, hvad hun tænker, det er lidt gamet. Men lige præcis begrebet er der noget om. Det jeg lægger i ordet, og så kan I melde ind, om I er enige, det er det samfund vi har formet efter 2. verdenskrig. Vi blev mere velhavende, så vi flyttede ud i provinsen i parcelhuse, med et værelse til hver af børnene (slut med at bo en familie på 5 i en to-værelses). Vi kom også i arbejde, både mor og far, så børnene skulle i institution – som dog var noget anderledes dengang med flere hænder. Der er også masser af forældrelitteratur, som handler om at søvntræne (hvad er det nu den der udskældte hedder? Hvor man ikke må tage barnet op, hvis det græder!). Vi kommer vores børn i barnevogne i stedet for at bære dem (HEY, jeg gør det selv!), vi lader dem sove i egen seng fra de typisk er 6 måneder osv, osv. Jeg ser ikke begrebet ‘adskillelseskultur’ som skældud – for det er ikke vores generation, der har fundet på det eller banet vejen. Det er en beskrivelse af en kultur der uden tvivl er til stede – formet af samfundet og ikke nødvendigvis forældrene. Og det gør det virkelig svært at ville noget andet.

        Min egen fornemmelse er, at vi som forældre bliver mere og mere kritiske og ser på vores børn, hvad de har brug for, fremfor at læse manualer og kun arbejde for at gøre dem selvstændige. Jeg synes det her kommentarfelt emmer af forældre, der kærrer sig om deres store opgave.

        Du, Sofie, som afleverer tidligt i vuggestue – det er 100 % din beslutning (og din partners) hvordan I gør tingene, og det skal I gøre med ro i maven. Vi kommer alle sammen til at gøre ting som forældre, hvor vi tænker “næste gang…”, men vi er jo nødt til at føle os frem. Desuden er der helt andre normer uden for Danmark. Gør det der er rigtigt for jer.

        Ifht. leder-kommentaren, så fortalte hun mig, at hun havde oplevet ét barn på 30 år, der var startet dirkete i børnehave. ALLE andre børn havde været forbi vuggestue først. Og hendes mening tager jeg egentlig selv med ret ophøjet ro – måske derfor jeg ikke tillægger det så meget selv. Jeg forestiller mig ikke lige nu, at gå hjemme med Eddie til han er 2. Det er i hvert fald ikke planen – som jeg også skriver, så har vi lige nu behovsdato til vinter. Jeg søger dog stadig input fra mange forskellige typer (jo også jer herinde), også selv om jeg ikke følger råd altid.
        Det jeg ofte hører er, at børn som udgangspunkt ikke har brug for andet end forældre til de er to – men det tager jo ikke hensyn til individet. Børn er jo SÅ forskellige! Det vigtigste er sgu, at vi tager udgangspunkt i vores eget barn – og så går for de muligheder vi har.

        I forhold til ligestilling osv. Jeg synes faktisk det var ret fint beskrevet længere oppe – for jeg ser mig ikke som hjemmegående. Jeg kommer til at have min forretning kørende herhjemme efter bedste evne – og selv om jeg tjener betydeligt mere end Adam, så er det altså min tid, der er mest fleksibel.
        Adam tog 32 ugers barsel – plus ferie. Han har taget den hele. Også for at jeg kunne arbejde. Jeg har ikke haft en symbiotisk klassisk barsel, hvor jeg har kunnet være sammen med mit barn helt uforstyrret dagens mange timer. Jeg har været til møder, på shoots, haft et par timer hjemme til indlæg og mails osv. osv. Jeg har været på arbejde i dele af de her mange måneder.
        Vi har talt om, om vi skulle forlænge noget forældreorlov til Adam, men det giver bare bedst mening lige nu, at gøre som vi gør her. For nogle måneder til at starte på, og så må vi tage det derfra.

        Jeg synes selv, det er skidesvært og kan ikke altid lade være, men jeg vil gerne være bedre til ikke at sammenligne. Hverken barn, forældreskab eller mig selv, som kvinde og mor. Vi har alle sammen forskellige muligheder, forskellige børn og forskellige behov.
        Ingen dårlig samvittighed! KH

        1. Sikke et fint svar C. ❤️

          Og jeg elsker som sagt, at du og andre stopper op og sætter spørgsmålstegn ved den måde vi lever på. Hvordan vi forbruger. Hvordan vi har børn. Føles det rigtigt? Jeg har kæmpe respekt for dig og andre, der mærker efter og handler på, hvad der er rigtigt for dem. Og deler det! Så fedt 😊

          Mit problem med ordet adskillelseskultur er, at jeg næsten altid oplever, det bliver brugt af nogle, som selv gør noget andet, til at beskrive hvad andre gør, som i deres øjne er forkert.

          Jeg synes i øvrigt, du er fantastisk dygtig til at tage udgangspunkt i dig selv og din familie, og jeg tænker, at man som næsten hvilken som helst slags mor kan læse med herinde uden at føle sig forkert. Tak for det 🙂

          Mht. din kommentar om vuggestuelederen, så påvirkede det mig (også selv om vi i virkeligheden har valgt, at vores dreng skal gå hjemme ligesom jer), fordi jeg kender rigtigt mange mødre, der skidegerne ville vente/hjemmepasse osv., men som bare ikke har muligheden.

          Og står man overfor at skulle sende en ni-ti måneder gammel baby afsted om lidt, og man har måske ondt i maven i forvejen, så tror jeg bare, man lige får det lidt værre, hvis du kan følge mig.

          Lidt ligesom, hvis man ikke kan amme, og så først lige læser et langt indlæg om, hvor dejligt det er at kunne amme sit barn, og man så tilføjer i indlægget, at alle eksperter jo er enige om, at amning er at foretrække frem for flaske.

          Jeg ved ikke, om det gav mening 🙂

          Mht. ligestillingsaspektet, synes jeg, at Adam er så ufattelig sej, at han har taget hele barslen. Altså, jeg ved, det er mindst ligeså lækkert for mændene at gå hjemme med deres dejlige børn, som det er for os, men jeg tror stadig, det kan være svært for mænd at turde træffe den beslutning, fordi det er ualmindeligt. Så kæmpe respekt for det.

          Der er ingen tvivl om, at du er et rigtigt godt eksempel på en kvinde, der favner både moderskab og karriere, og du er uden tvivl også et forbillede for dine medsøstre – små og store 🙂

          Måske var det heller ikke rigtigt, jeg efterlyste refleksionerne omkring ligestilling hos dig, men jeg synes, det er en vigtig debat. Når jeg ser i kommentarsporet, er det mødrene, som hjemmepasser og går ned i tid. Billedet er det samme i min omgangskreds.

          Min bekymring er bare, at vi kommer til at ofre meget af det, generationer har kæmpet for før os, hvis vi ikke husker, at vi skal være lige. Også når det handler om at indrette vores liv på en måde, der giver bedre mening for os selv og vores børn 🙂

    4. Hvis man tager helikopterblikket på, så synes jeg, det er lidt trist, hvis man skal ‘forsvare’ et valg, der opleves som meningsfuldt og menneskeligt værdifuldt, ud fra en arbejdsmarkedsdiskurs, hvor vi kun kan tale om værdi som pension, løn og lederansvar. Det kunne til gengæld være fedt, hvis der blev talt mere om, at mange forældre, og særligt mænd, går glip af værdifuld tid med deres børn. Og hvis der blev talt mere om barnets rettigheder, barnets behov og barnets perspektiv, da barnet jo ikke selv har nogen stemme. Jeg er naturligvis all in for lige muligheder, at man indbetaler til hinandens pension, og at samfundsstrukturerne, også økonomisk, bakker op om og anerkender den store og vigtige investering, som omsorgsarbejdet for de små børn er 🙂

      1. Det var i hvert fald også Adams pointe i sit barselsinterview – vigtigheden i ‘forældrekarrieren’ frem for altid at tænke i løntrin, titel osv. når vi taler ‘karriere’. Tak for input Line! KH

      2. Jeg tror nu ikke, at C skal forsvare sig valg, det var slet ikke det Anna skrev om? Men som vuggestue-forældre, som føles det unægteligt som, at det er blevet legitimt at skide uden forbehold på det valg, som mange gør i kommentarfeltet, med referencer til hvad børn “bør” gøre, hvad der er godt for børn, hvad børn har brug for, altså helt vilde generalisering om, at børn på den alder ikke har brug for institutionen. Altså, hvad ved folk om det? Hold bolden på egen banehalvdel, hvis vi arbejdende mødre begyndte at bruge samme retorik omkring folks valg om at stoppe arbejde osv, om ikke at bidrage til skat og samfundet (jeg er ikke af det holdning, men sætter det på spidsen her), så ville vi blive brændt op her. Der er ingen der siger, at C skal forsvare valget, men der er folk der savner nuancer i debatten og netop ærger sig over generelle statements ala børn under 2 skal ikke i vuggestue. Okay, really? Dækker det kun danske børn eller de millioner af udenlandske børn, der trives lykkeligt i vuggestuer? Man kan ikke feje det under, at andre lande har andre normer. For hvis man oprigtig mener at børn bliver ødelagte af det, så gælder det vel også udenlandske børn? Folk der laver generelle statements må beslutte, taler de om privilegerede danske mellemklassebørn, eller mener de ALLE børn. I så fald, så skal der voldsomme ændringer til i samfundet for at ALLE børn kan være hjemme indtil 2 år. Det må man jo være tilhængere af, hvis man oprigtig mener, at ALLE børn bør blive hjemme så længe, right? Det betyder fx højere skat for nogen, fx mindre børnepenge for andre og generelt mindre offentlige ydelser for folk – men det må folk så være bag? Btw vi får slet ikke børnepenge, kan rapportere at man sagtens kan klare sig uden 🙂

    5. I det her du skriver med deltid ligger der jo en endnu større diskussion om, hvorvidt det er fornuftigt, at arbejdsmarkedet herhjemme er skruet sådan sammen, at du som småbørnsforælder skal tilbage på fuldtid. At fuldtidsstillinger er normen, og at mange derfor må indordne sig, selvom de egentlig ønsker sig en deltidsstilling for at få mere luft i hverdagen og tid til familien. Hvorfor er det sådan, at småbørnsforældre, mænd såvel som kvinder, forventes at arbejde så mange timer i den periode af deres liv, hvor de har små børn? Det kunne vi måske også snakke lidt om.
      Det handler om arbejdsmarkedet og familier, og det handler om lovgivning. Familiepolitik er simpelthen nødt til at fylde lidt mere i debatten herhjemme.

  15. Hvor lyder den pædagogiske leder, I har talt med, klog og betænksom på Eddies vegne. Som psykolog i flere daginstitutioner, så lægger jeg i mit slipstrømmen mht., at det er no joke at køre børn ind når de er omtrent 11-15 måneder, da det netop er det, at de fleste børn udviklingsmæssige oplever mest seperationsangst og derfor er mere sensitive overfor, at forældrene “forlader” dem i indkøringen. Når det er sagt, så kan almindeligt sunde raske børn sagtens klare det – men det er alt andet lige for de fleste en bedre oplevelse, både for forældre og særligt barn, at blive kørt ind, når denne angst forsvinder, hvilket den gør hen mod det 1,5-1,8. leveår. Hurra for jeres fede løsning, håber det bliver godt!

    1. Jeg synes faktisk også, det var ret fin og ærlig snak – selv om hun arbejder med børn også i den aldersgruppe under 2 år. Det føltes enormt befriende – og uden fordømmelse, valgte vi noget andet.
      TAK for input D, rigtig fedt med lidt prof. sparring, jeg håber, det kan hænge sammen så længe som du beskriver! TAK! KH

      1. Hej Cathrine.
        Jeg håber også, at det kan hænge sammen for jer. Og tak fordi du har skrevet et indlæg om emnet, for der er brug for at vi tager op til overvejelse, hvornår vi kører børn ind, og dette uden at vi bliver moraliserende overfor hinanden <3 . Jeg håber sådan, at hjemmepasning de første leveår igen kan blive både mere almindeligt og lettere at få til at hænge sammen med vores arbejdsliv, og samtidig at normering i daginstitutionerne bliver bedre, så vi med bedre samvittighed kan sende vores små purke i institution. Al god medvind i jeres halvår med hjemmepasning.

  16. Nærmest samme situation! Dog vil jeg lige sige, vi som bor på Vesterbro savler over hvor “hurtigt” man får plads i frb. kommune – Vi er fucked på vesterbro – NOT the same thing overhovedet haha! jeg søgte plads i både vugger og dagpleje – pr. marts 18′ blev tilbudt helt anden vugger i april og dp. præcis 8 mdr. efter behov!!
    Men hvorom alt er, vores pige var heller ikke klar – Nu er hun 17 måneder, og max klar – Vi har dog valgt dagpleje alligevel, da vi synes bedst om få børn og få voksne og mindst mulig larm 🙂

    1. Åhr shit altså! Jeg ved dog kommunen tager børn fra København også? Men det går måske ikke hurtigere. Så er det da heldigt, hvis I har kunnet være fleksible omkring hende. Virkelig fedt at høre, at I har kunnet mærke forskel og de 17 måneder nu spiller! Der er trods alt ikke så længe til i forhold til Eddie! Endelig del, hvis du har en dejlig dagpleje! KH

  17. Vi har efter en ligende oplevelse efter jeg snakkede med en vuggestue pædagog, hun anbefalede ikke at børn overhovedet kom i vuggestue. Som hun sagde det: Jeg passer dem så godt som jeg kan, men i sidste ende burde de være hos deres far og mor, og have mere opmærksomhed end de har mulighed for på stuerne med de normeringer der er.

    Vi har heldigvis en farfar der går på pension samtidig med at vores søn skulle have været i institution, der er længe til, og vi skriver ham op til når han er 13 mdr… Men min mavefornemmelse siger mig at ham og hans 5 mdr yngre fætter vil have det fantastisk i 6 mdr yderligere i hvert fald hos deres farfar <3

    1. Av! Det er selvfølgelig ærlig snak, og det ved man jo også godt som forældre – selvfølgelig kan de ikke få samme opmærksomhed, som hjemme. Men av altså.
      Det lyder som en drøm med farfar – det er jeg da næsten helt misundelig på hehe! Det lyder til at farfar skal være hjemmepasser med drengene – sikke en drøm! KH

  18. Jeg vil bare sige tillykke til både dig, Adam og Eddie for at have lyttet til jeres mavefornemmelse. Jeg er sikker på, at I bliver glade for jeres valg! Og dejligt at I er i en situation, hvor I kan gå hjemme med Eddie og samtidig fokusere på karriere ❤️
    Vi gjorde selv noget lignende med første barn, hvor min mand også hjemmepassede/arbejdede hjemmefra efter barslen var slut. Vores søn startede i vuggestue, da han var 15-16 måneder og var max klar!

    1. Hvor er det bare dejligt at høre L! Og dejligt far tog fat – det bliver der efterspurgt historier om længere oppe. 15-16 måneder er jo i virkeligheden snart, så fint at få det input. Selv om jeg selvfølgelig mærker efter med ham, så vil jeg da også lige have et pejlemærke, hehe! KH

  19. Hvor er det SKØNT at se, at I træffer jeres valg ud fra Eddie, frem for jeres egne behov. I virker simpelthen til at være fantastiske forældre ❤
    Mange skriver herinde at det er fedt at I kan tage det valg. Men det kan stort set alle, hvis man virkelig vil det. Vi flytter fra Aalborg til Frederiksberg, så jeg kan få hjemmepasningstillæg og gå hjemme med Nelia i endnu et år (hun er 1 år). Derudover er alle vores udgifter skåret ned til et minimum, vi flytter i et bofællesskab osv for at få råd til at jeg kan hjemmepasse Nelia❤

    1. Hold op hvor er I seje! Rigtig dejligt at høre, at I har fundet en løsning og nogle muligheder for jer – og hey, velkommen til kommunen. Jeg lover, I får det så dejligt herovre! KH

  20. Jeg er selv selvstændig og vores søn kom i vuggestue, da han var ca. 16 mdr. Han var rigtig ked af det i starten. Faktisk tog det tre måneder, før han faldt til, så jeg er glad for, at vi ventede til han trods alt havde lidt alder. Han var meget morglad, og det tog ham lang tid at vænne sig til at være “alene” uden mor. Jeg arbejdede aften, når han sov lur og weekender.
    Jeg er gravid igen, og tankerne kredser også om, hvordan vi kommer til at gøre det her anden gang. Jeg vil i hvert fald gerne vente til “den” er fyldt et år, men igen børn er forskellige, så vi må se, hvad det bliver for en.

    1. Det lyder til at have været en hård periode for dig også. Og så lyder din søn som Eddie, fuldstændig. Jeg håber, jeg kan give Eddie så længe som muligt uden at mit arbejde lider for meget – det bliver nemlig lur-arbejde, aftenarbejde og weekendarbejde. Men jeg minder mig selv om, at det jo trods alt ikke er for evigt! KH

  21. Vores Jonathan var SÅ klar til at starte i dagpleje da han var 10 måneder. Han kedede sig rigtig meget derhjemme, og trængte til at komme ud og være sammen med andre børn, så det var den helt rigtige beslutning for os, men der er stor forskel på børn, og godt at i ‘lytter’ til ham.
    MHT bedsteforældre, så skiftes mine forældre til at hente en fast dag om ugen, det er den bedste dag på ugen for alle parter! Vi har ingen dårlig samvittighed over at blive længe på arbejde, for vi ved at han bliver hentet tidligt og at han har en fest med mormor eller morfar. Han er så tryg ved dem, og vil til tider nærmest hellere være på deres arm, end på min. Det er virkelig fantastisk for alle!

    1. Jamen det er så FEDT at høre om bedsteforældre på spil! Det glæder jeg mig næsten mest over, at det på en måde bliver skemalagt, for det her første år har der simpelthen været for langt imellem! Mega skønt. Og hvor er det bare dejligt, I har lyttet til ham – det tænker jeg, er det største vi kan give dem. KH

  22. Hvor er det dejligt at kunne læse om andre, der har det på samme måde som en selv.
    Jeg har passet vores datter på næsten 2 indtil nu, hvor hun netop er startet i vuggestue. Vi bor på Frederiksberg, og jeg har derfor været så priviligeret at kunne modtage tilskud for at hjemmepasse. Det er en beslutning, jeg aldrig har været mere sikker omkring og heller aldrig kommer til at fortryde. Den tid kommer aldrig igen! Nu er hun meget mere klar til i et ret begrænset omfang at komme ned og få nogle nye legekammerater. Vi har lang indkøring på næsten et par måneder, hvor vi her på 3. uge endnu kun har været dernede om formiddagen og kommet hjem til middagslur. I øvrigt er det ikke en integreret institution, vi har valgt, da det bare giver mere rolige omgivelser. Virkelig skønt. Dog er det stadig faktisk rigtig svært for mig som mor at give slip og efterlade min datter hos andre, hun ærlig talt ikke rigtig kender endnu. Det føles bare unaturligt, men det er jo det “man gør”, så der er desværre ikke så mange at spejle sig i. Så tak igen for et dejligt indlæg 🙂

    1. Hvor er det bare dejligt – fantastisk vi har den mulighed på Frederiksberg!
      Jeg kan simpelthen så godt sætte mig ind i hvor grænseoverskridende det må føles, men lige om lidt fortæller hun om de kammerater hun har. Som jeg kan forstå det, så har de altså helt ægte venskaber omkring de to år. Det lyder jo også vidunderligt. Livets første. Men I hear you – and I feel you! KH

  23. Min søn er 14 måneder, og vuggestue/dagpleje start har fyldt virkelig meget – meget mere end jeg havde forestillet mig inden jeg fik barn. Jeg vidste fra start af at jeg ville trække barslen så langt som jeg kunne – men hold nu op hvor kan jeg slet ikke være i at skulle undvære ham så meget hver dag. Det føles så forkert og vi har jo fået ham for at være sammen med ham? Vi har prøvet at starte ham op i dagpleje da han lige var fyldt 12 måneder – men det fungerede slet ikke og jeg tog ham hurtigt ud. Det var meget tydeligt hvordan børnene skulle tilpasse sig og ikke omvendt. Nu har vi fået tilbudt vuggestueplads lige om lidt – og jeg har så ondt i maven over det. Jeg skal tilbage start september og nu giver vi det en chance – men jeg kæmper dagligt med ondt i maven over det. Vores søn er heller ikke blevet passet særlig meget – fordi vi ikke har behovet – netop fordi det er så kort tid de er så små og det er os han har brug for. Vores søn havde en voldsom start på livet. Kort fortalt jeg kom ind på sygehuset pga. manglende liv og han blev taget ved akut kejsersnit en time efter jeg kom ind på sygehuset og er født med en meget lav blodprocent. Vores Jordemoder sagde efter kejsersnittet til mig “godt du kom i dag og ikke i morgen” – ved ikke om det er fordi vi var så tæt på at miste ham – eller om det bare er sådan at være mor for mig – men jeg trives bedst med at være sammen med ham, at være den som kan læse hans behov og at han ved at jeg altid er i nærheden. Lange smøre – men ihvertfald tak fordi du deler – det er rart at høre andres tanker om emnet. ☺️

    1. Åhr H, sikke en start på livet, I har haft. Det har været alt andet end nemt. Har du mon fået mulighed for at tale den igennem med nogen?
      Jeg kan rigtig godt forstå dig, og jeg kan også godt tænke, om grunden til, jeg er helt okay med at parkere det meste af mit sociale liv for nu, er fordi han var så svær at få? Og at fødslen var så hård… Jeg tror i hvert fald en del af grunden til, han har været SÅ ulykkelig, har været fordi, han havde en hård start.
      Det lyder dog på flere – også en psykolog her i kommentarfeltet, at der netop sker meget indtil de der 12-15-16 måneder. Separationsangsten er vist på sit højeste, så måske I efterhånden er på den anden side af det?
      Jeg har hørt det samme fra alle veninder – det er skrækkeligt den første tid, men man vænner sig ret hurtigt til det, og det samme gør børnene, og så trives de forhåbenligt – hvis ellers de var klar.
      jeg håber indkøringen kommer til at gå så fint, mange tanker til jer !KH

      1. Jeg tror både det sætter sig i barnet og i os forældre – der gik 14-15 timer før jeg kunne få ham op til mig. Verdens længste nat – at se sygeplejersken passe på ens barn og man ikke selv kan. Når man går til fødselsforberedelse og generelt for man hele tiden at vide hvor vigtigt det er at barnet lander på morens bryst med det samme – hører hendes hjerteslag som lyden de kender og kan dufte en. Selvfølgelig var hjælpen det vigtigste og det man fokusere på midt i det hele – men tænk at blive hevet ud fra maven – og skulle hjælpes og opleve verden på den måde første gang.
        Jeg sendte dig også ekstra mange tanker ved dit indlæg omkring dit nat alene da Eddie blev født – jeg var straks tilbage på vores stue og hvordan det føltes for mig. ❤️ Jeg synes vi er kommet godt videre – vores søn er gået fra at være meget tilbagetrukket i andres selskab til at være nysgerrig og opsøgende – også derfor jeg har lidt mere mod på vuggestuelivet – han lyser op i selskabet med andre børn og nu giver jeg det en chance – selvom jeg også ofte tænker at han jo mest har brug for os. Vi får se hvordan det hele flasker sig ☺️ Kh.

    2. Min datter startede i vuggestue for 4 mdr siden (hun var knap 17 mdr) og jeg havde så ondt i maven over det. Tanken om hver dag at skulle aflevere hende til nogen, der ikke elskede hende lige så højt som os og hendes bedsteforældre var svær. Jeg går endda hjemme pga kroniske smerter, så på papiret kunne hun jo blive hjemme hos mig (det holder min krop så bare ikke til) . Min datter er heller ikke blevet passet særlig meget – lille smule af mormor. Min datter er født 7 uger for tidligt., heldigvis var fødslen og forløbet ukompliceret men det er stadig en hård omgang, og det sidder i én.. Jeg har også nogle gange tænkt på hvor meget starten mon har betydet.

      Jeg troede aldrig, jeg skulle komme mig over den sorg, at jeg ikke bare kunne passe min datter, men her allerede efter 4 måneder er den væk! Min datter trives i vuggestuen og får så meget ud af det. Pædagogerne kan måske ikke elske min datter så højt, som jeg kan, men de kan give hende en masse gode input og oplevelser. Det er selvfølgelig ikke altid tilfældet men vuggestue er ikke bare pasning, der er masser af gode pædagoger derude som går op i børnenes udvikling og udfordrer dem og støtter dem.

      Jeg ville egentlig bare fortælle dig H, at jeg kan genkende dine tanker, og selvom det føles umuligt, så kan den dårlige samvittighed og bekymringerne forsvinde. Jeg håber, din søn bliver glad for sin vuggestue.

      1. Sikke en fin kommentar – tak for den ❤️og dejligt det er gået så fint for jer begge med opstart i vuggestue. ☺️

  24. Hvor er det dejligt, at læse om nogle, der har det på samme måde som en selv.
    Jeg har gået hjemme med vores datter på næsten 2 indtil nu, hvor hun netop er startet i vuggestue. Nu er hun meget mere klar til at komme ned og få nogle nye legekammerater i et meget begrænset omfang (Jeg skal starte studie og håber derfor på en mere fleksibel hverdag end 8-16).
    Vi bor i Frederiksberg kommune, og har derfor været så priviligeret at kunne få tilskud til hjemmepasning. Det er en beslutning, jeg aldrig har været mere sikker omkring og aldrig kommer til at fortryde. Den tid kommer aldrig igen, og jeg oplever virkelig en kæmpe forskel på at være 1 og 2 år.
    Nu har vi en meget langsom indkøring på et par måneder, hvor hun her på tredje uge stadig kun har været der om formiddagen og kommet hjem og sovet middagslur. Vi har desuden valgt en institution, der ikke er integreret, da der bare er mere rolige omgivelser på denne måde.
    Det er faktisk stadig utrolig svært for mig som mor at give slip og efterlade mit barn hos nogle, hun ærlig talt ikke rigtig kender endnu. Nærmest som en sorg. Men det er jo det “man gør”, så jeg synes ikke, man har så mange at spejle sig i. Så derfor tak for en dejlig indlæg 🙂

  25. Jeg blev simpelthen bare så glad af at læse dette indlæg, og har lyst til at sige tillykke til jer med den seje beslutning! Jeg er mor til de tre skønneste unger – de første to kom i vuggestue omkring 1 årsalderen som gennemsnittet, men for filan, hvor ville jeg ønske at jeg havde lyttet mere til min egen mavefornemmelse dengang. Det føltes dybt forkert, og alligevel fulgte jeg normen… Men tredje gang skulle det sgu være løgn! Jeg sagde mit faste (deltids)job i det offentlige op og har hjemmepasset vores yngste siden. Hun er nu 2,5 år og starter i vuggestue om et par uger. Det er klart en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har truffet. Vi har skåret alle udgifter ned til et minimum, accepteret “forringede” levevilkår på nogle områder (og forbedrede på så mange andre), nydt godt af at vi bor billigt og at min mand tjener en god (omend ikke fantastisk) løn – og ja, trods alle bekymringer er det jo gået.
    Jeg er klar over at det er meget priviligeret at vi har kunnet få det til at hænge sammen og at det er langt fra alle der har mulighed for dette – så det er bestemt ikke for at hænge nogen mødre (eller fædre) ud. Vi gør alle det bedste vi kan!
    Nu mangler jeg bare at finde ud af hvordan jeg skal få mavet mig ind på arbejdsmarkedet igen men er optimistisk på grænsen til det naive og er simpelthen bare så glad for den tid jeg har haft sammen med min datter. Det er en kliché men den kommer sgu aldrig igen. Så er alt andet mindre vigtigt.

    Hep fra mig

  26. Jeg har ventet spændt på dette indlæg! 😀 Vi står i stort set samme båd. Jeg mødte dig faktisk på jordemodergangen på Gentofte. Vores lille Edith har også grædt ustyrligt meget og er nu meget knyttet til os. No wonder når hun har levet på vores arme de første seks måneder af hendes liv 🤷‍♀️ Min mavefornemmelse siger også, at vi skal vente, men jeg kan godt være lidt bekymret for Ediths udvikling ved hjemmepasning. Har du kunne finde legestuer på Frb? Måske kunne du, når tid er, lave et indlæg om det? 🤞😀

  27. I er SÅ sej for at træffe det valg! Vores datter på 4 år er kun i børnehave 4-halve dage om ugen, for jeg synes, institutionslivet er alt for barsk for de små børn…

  28. Nu har jeg ikke selv et barn, men jeg vil gerne lige dele mine forældres historie. Jeg blev født i 1994, og min far der var landmand havde lige købt en gård nogle måneder inden. Det var en anden tid dengang, så der var ikke mange måneders barsel til moderen. Min mor skulle også tjene pengene, da min far kun ville tjene dem en gang om året. De fik tilbudt en dagplejeplads hos en dame som røg rigtig meget. De kunne bære at sende mig derhen, men de fik ikke tilbudt noget bedre. De valgte at tage min to og fire år ældre bror og søster ud af institutionerne og bruge pengene på en pige i huset. Det var en 18 årig pige, som havde sabbatår. Sikke en opgave! Tre små børn og den ene ikke mere end nogle måneder gamle. Dog var min far jo lige ude i stalden, hvis hun skulle bruge ham. Men det fungerede fint i det år. Mine søskende har gode minder, og vi havde jo hinanden 😊 P.S. jeg fik aldrig modermælkserstatning. Min mor pumpede ud i frokostpausen og opbevarede det i revisorkontorets køleskab, så det var klar til dagen efter. Sejt! 😃

  29. Så sejlt, at I lytter til jeres mavefornemmelse! Jeg tror helt sikkert, at forældre kender deres børn bedst, og ved hvad der er rigtigt for lige netop deres barn. Jeg har en søn, der starter i vuggestue i denne måned, præcis når han bliver ét år. Han kan endnu ikke gå, men jeg har en god mavefornemmelse, da min søn er en meget udadvendt og rolig dreng. Han har alle dage været et nemt barn, og er blevet passet flere gange. Som kommende psykolog, er jeg dog enig med pædogogen, du snakkede med. Forskning viser, at indtil 2 år, er det bedst for barnet at være hos mor og far – især nu, hvor institutionerne er så pressede på bemanding. Efter to årsalderen har barnet dog behov for at være sammen med andre børn, da det sociale begynder at spille en vigtig rolle. Her begynder børnene bla. at lege med hinanden.
    Man skal huske, at det er lige så hårdt for barnet at være i institution, som det er for voksne at være på arbejde. Det anbefales derfor, at barnet ikke får dage på 8-9 timer. 4 timer er passende for et vuggestuebarn, mens 6 timer er passende for et børnehavebarn. Her har vi desværre et strukturelt problem i samfundet. Det burde være muligt at arbejde deltid, men børnene er små 🙂

    1. Jamen den kører faktisk stadig – bare uden mig! Jeg gik ud vinteren 2018, fordi jeg var alt for presset og på vej ned i et dybt hul – lige før jeg blev gravid. KH

  30. I er så seje, det er nemlig Eddie’s behov i skal lytte til, og jeg kan kun sige at det gør ondt at sende afsted i vuggestue uden den rigtige mavefornemmelse. Det prøvede vi med den store, men der var ingen af os der kunne blive hjemme med ham 🙁 det endte med at han kom ud til mine bedsteforældre i 2,5 måned og så fik vi en plads i dagpleje. Den lille kom i dagpleje da hun var 11 måneder, og det passede perfekt.
    Stort knus til jer 3 <3

  31. Et virkelig fint indlæg og kæmpe high five for at tage den helt rigtige beslutning for jeres familie. Min datter startede i vuggestue da hun var 11 måneder. Det var alt for tidligt for hende, men vi er afhængige af min (høje) indkomst, så der var ikke noget at gøre. Beslutningen var taget. Jeg ville ønske at lederen i vuggestuen havde sagt sådan som du fik af vide til mig. Så havde jeg måske haft tiden til at overveje alternativer. Og kommentaren giver mig på ingen dårlig samvittighed. Det er en udtalelse fra en fagperson. Samvittighed er noget vi selv skaber, og den her ramte måske et ømt punkt hos nogle. Jeg har for længst boret fingeren godt og grundingt ned i det ømme punkt, så den bekræfter blot noget jeg selv har måttet erfare, men ville ønske at jeg havde vidst før. Hvis bare det stod i samme (ikke-eksisterende) manual som den, hvor det står at amning gør p****ehamrende ondt, at barnevogne ikke er for alle børn, osv. Listen over de ting der har overrasket mig som mor er så lang. Der er mange forskellige måder at være mor på, og det er så dejligt at du her på bloggen deler en der ligger sig op af min. Tak for det.

    1. Måske man skulle samle til bunke til sådan et indlæg Pernille? Altså, alt det ingen siger til os om børn og det at blive mor!
      Tak i øvrigt for rigtig fine synspunkter – jeg synes egentlig også, det var en fin kommentar, og den blev i øvrigt leveret helt uden bebrejdelse eller nogen særlig tone men mere som om, at det er alment kendt, at børn som udgangspunkt ikke har brug for andre end far og mor de første to år. Og så kender man jo i øvrigt også bare sit barn bedst. KH

      1. Det ville være dejligt hvis du lavede et skriv om det, Cathrine. Moderskabet er i den grad ikke som det ser ud på Instagram, og jeg kender en enkelt eller to der er blevet noget overrasket til den kedelige side.. Til gengæld er jeg blevet bekræftet i dette før-mor statement: Man bliver et bedre menneske af at være mor. Mere venlig, mere forstående, mere tolerant, mere rummelig, mere empatisk. Det faktum at man nu selv har leveret et menneske til Jorden som man ønsker skal gå det godt, gør at vi behandler andre mennesker bedre. Det lyder utroligt, men jeg tror det er sandt.

        1. Det er simpelthen så rigtigt og fint skrevet, Pernille! Det er også min oplevelse – måske meget vel som du siger, fordi vi nu selv har et ansvar for udviklingen 🙂 KH

  32. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget helt andet til det her indlæg… Hvilket kamera tager i billeder med privat? 🙂

  33. Lidt sjovt at institutionen faktisk anbefaler at vente til de er to år. Min søster har sin på datter på snart to år passet hjemme med en barnepige, og de (og mig!?) har fået rigtig mange kommentarer om, om det ikke er synd for hende ikke at komme i institution og møde andre børn. Faktisk er det altid ret fordømmende, når folk siger det. Hvorfor gør folk det? Jeg ved det ikke, og har egentlig undrer mig meget over, hvorfor de og jeg skal forsvare det.

    Men det kunne jo også være en løsning for jer med en barnepige i ny og næ?

    1. Det har jeg også tænkt på – måske en der gider at have en halv dag med ham en gang om ugen eller hveranden 🙂 Det kan helt sikkert være en mulighed på sigt 🙂 Tak for input! KH

  34. Som altid et super fint og velovervejet indlæg fra dig, Cathrine 🙂 Nu har jeg læst de fleste af kommentarerne igennem, og kan simpelthen ikke lade være med selv at komme med et indspark. For hold nu op, hvor vil folk (mødre) gerne bekræftes i at lige præcis DERES valg er det rigtige, og ellers føler de sig afviste. Og så kan næsten alle finde opbakning fra en eller anden “faglig” kilde (institutionsleder, vikleekspert, arbejdsmarkedsforsker osv.).
    Hvor ville jeg ønske at mødre ville lade være med at tage alting så personligt, at vi ville lade være med at tage andre menneskers valg som enten en bekræftelse eller afvisning af vores egne valg. Børn er forskellige, mennesker er forskellige, mødre er forskellige, og socio-økonomiske omstændigheder er forskellige. Og det er sammenblandingen af ALLE disse ting, der skaber et trygt barn – og nogle glade forældre!
    Jeg tror simpelthen ikke på, at det bedste for ALLE børn er at blive hjemmepasset til de er 2 år gamle! Men jeg tror på, at det er den bedste løsning for nogen (enten pga. barnet eller morens behov). Hvis en mor hver dag har ondt i maven over at skulle aflevere sit (ulykkelige) barn i vuggestuen, så kan jeg da kun anbefale, at man finder en anden løsning, men lad nu være med at overføre dine følelser til dem (os), som hver dag afleverer et glad barn i institution og aldrig har ondt i maven over det. Vi står ikke i samme situation! Og de mødre, der har haft et glad barn, der elskede alle input og i øvrigt sov dejligt både dag og nat, og elskede vuggestuen fra dag 1, lad nu være med at tro, at det var fordi du gjorde alle de rigtige ting – vi andre har også læst bøgerne, og formentlig prøvet de samme ting, det virkede bare ikke.
    Så ja, fint med debat omkring for og imod institution, men som du egentlig også skriver Cathrine, så find jeres egen løsning. Mærk efter om nogle måneder og se hvordan det føles der, hvordan Eddie har det der. For det kan (som så mange andre ting med babyer) sagtens ændre sig fra dag til dag.
    Min mand er pt. i gang med indkøring i vuggestue af vores dreng på 13 mdr., og det er sgu ikke en fest hver dag, og han græder, når han bliver afleveret, og den ene dag havde han kun sovet i 10 min. Men samme dag lægger de billeder op på Intra, hvor han sidder med et kæmpe smil i sandkassen, og han kører 3 rundtom rugbrød til frokost, og har en fest på legepladsen med storesøster, der går i børnehave, og alt i alt kan jeg bare mærke i min mave, at det bliver så godt <3

    1. Så godt skrevet! Jeg skal selv øve mig i ikke at tage det personligt, når folk i så høj grad dømmer valg som mine, og konstante kaster “ekspert”udsagn efter en og antyder at ens barn er skadet for livet. Så godt skrevet. Specielt den med søvn, hehe. Forældre tror altid at de lige præcis har gjort det rigtig for at få baby til at sove… Nej, din baby er bare god til at sove!

    2. JA! Hver barn sin løsning! Jeg oplever gang på gang at min egen intuition trumfer alt – og så har du helt ret i, at vi ofte søger anderkendelse i autoriteter eller for den sags skyld hinanden, måske i virkeligheden fordi vi er så skide rad for at gøre noget forkert for vores børn?
      Men der er no onesize fits all. KH

  35. God beslutning! Og så: Dagpleje, for hunnan! Og ikke kun i starten. Dagpleje indtil børnehavealderen. Min dreng gik der til han var 3,5, det var fantastisk. Nærvær, øjenkontakt, det enkelte barn, blive sin egen stille og roligt. Dagpleje dagpleje dagpleje – er virkelig mit bedste råd. Altså når han og I er klar. Vent endelig!

Læg en kommentar