Glædelig weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend

Godmorgen venner,

SÅ fedt med al den feedback i går på mit indlæg. Jeg føler generelt, jeg er i det rigtige spor, men jeg har nu også fået mulighed for at prioritere lidt i mit indhold og tanker. I siger faktisk meget det samme; indretningsinspiration, outfits (og det gør ikke noget, at det ikke er nyt-nyt tøj men bare inspirationen i dem) og tanketunge indlæg. Og så lidt kultur her og der. Dejlig MUS-samtale, jeg er både inspireret og bekræftet. Det vigtigste er klart, at jeg føler den – at jeg synes, det er vigtigt, det jeg skriver. Ellers kan I også mærke det. Og det er så rigtigt! Det er også derfor, jeg egentlig udgiver lidt mindre nu end før i tiden, for ligesom at gøre det ordentlig, føle den, når jeg udgiver. Passer det ikke også jer og jeres sikkert travle liv bedre? Lidt men godt-devisen.

I dag har vi startet dagen med min YNDLINGS-sommerhus-beskæftigelse. Tidligt op og på stranden med kaffe i vores termokrus, en ostemad, Frida og Eddie. Det er min YNDLINGS-start, og dét jeg savner, når vi er hjemme, allermest. Nu hvor sommeren nærmer sig enden, så er der typisk ikke et øje. Maks et ældre par der nyder deres otium med bar røv i vandskorpen. Så sidder vi der og bider lidt i nogle sten. Frida forsøger at spise maden ud af vores hænder, kaffen bliver halvkold. Alt er fryd og gammen. Jeg prøver i øjeblikket at blive bedre til at trække vejret helt ned i maven, og det er lidt nemmere at huske, når man sidder dernede i nattøj, uldtrøje og ser på solglimmer i bølgerne. Og så går vi hjem og Eddie bliver puttet.

Adam er kørt ind til byen for at få malet gulvet den sidste gang, vinduerne ligeså. I næste uge kommer der en og monterer en flot radiatorskjuler i køkkenet. Små (relativt) billige investeringer til at friske det 20 år gamle køkken op. Det bliver virkelig fint.

Vi er blevet i sommerhuset, Eddie sover stadig, og jeg har bestilt varer til den kommende uge med levering søndag. Jeg har nået at svare et par mails og så lige fikset det her indlæg. Nu mangler jeg egentlig bare et bad. Det kunne klæde mig. Især fordi Julie er her om en en halv time, og så skal vi både hænge lidt og skyde lidt billeder forskellige steder. Så har jeg nemlig lidt gode billeder i banken, nu Adam er tilbage på arbejde. Så kan jeg koncentrere mig om at skrive indlæg fremfor at stresse over billeder. Hold nu kaje mand! Meal prep’s, blog prep’s. Det lægger så fornuftigt ud for den kommende uge, min første alene som hjemmepassende selvstændig. Jeg gør i hvert fald mit bedste.

Ellers er her egentlig rimelig roligt. Eddies farmor kommer i morgen og sover her til søndag, hvor hendes fødselsdag skal fejres på Rabarbergården. And that’s it. Gode lure under æbletræet, en græsslåning (eller, det er snart frem med leen!) og lidt blomster, der skal klippes ned. Jeg klippede vores gigantiske klatrerose helt ned i går, så hårdt at jeg fik en vabel, haha! Måske jeg skal få købt lidt blomsterløg og plante, så de skyder så fint til foråret? Men chill, chill, chill. Det er opskriften på weekenden, inden vi har den ultimative mandags mandag på mandag, med opstart oven på næsten et års barsel – eller Adams otte måneder i hvert fald. Det bliver så vildt.

Hvad er jeres planer for weekenden?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

2 kommentarer
  1. Det lyder som en dejlig weekend! Her står den på pasning af min nevø, som er en god måned ældre en Eddie og fejring af hans 1 års fødselsdag på søndag. Jeg har taget mig selv i kun at give ham hjemmelavede slash gaver. som ikke står på ønskesedler indtil nu. Det er lidt nervepirrende hver gang. Normalt har jeg ikke noget imod, at der åbnes gaver foran andre gæster, fordi jeg ved, at jeg har fundet noget, folk ønsker sig. Men med nevøen, som jo egentlig ikke mangler noget, har jeg været mere kreativ og tænkt ud af boksen. Så her sidder nerverne lidt mere uden på tøjet, og jeg har egentlig mest lyst til, at pakken åbnes uden for mange mennesker omkring. Nuvel, det handler jo ikke om mig. Men man vil jo bare gerne gøre det så godt. Så, ja, det er en weekend i familiens tegn og med min allerbedste og mindste ven.. Det bliver dejligt 🙂

  2. Åh hvor lyder det hyggeligt!
    Jeg skal aflevere speciale på tirsdag, så her er der run på! Men det er skønt. Jeg trives åbenbart bedst i de sidste dage med alle eksaminer. Og jeg har absolut ikke lært at lave noget som helst i god tid i mine 5 år på universitetet. Så lige nu sidder jeg med den sidste halve analyse i dag, en diskussion, konklusion og abstract i morgen.. Også rettelser og grammatikretning de sidste to dage.. Præcist som det skal være. 😂 (jeg skrev en gang en 10-siders eksamen dagen før deadline og fik 12.. Med nul forberedelse op til dagen.. Så det er skam ikke helt uvant for mig det her halløj)
    Jeg gæder mig afsindigt til en måneds ferie om lidt, før job-jagten sættes igang. Har allerede været til den første samtale; men en med erfaring blev ansat i stedet for mig. Ellers var der ros hele vejen rundt. De var meget imponerede, og vil meget gerne have en ansøgning fra mig igen, når jeg har fået noget erfaring🙍🏼‍♀️ Min erfaring er bare lig nul, og det er et problem. Så jeg skal jo nok ud i noget praktik hurtigst muligt og få mig noget erfaring først, tænker jeg. Det er åbenbart hvad 20 års skolegang giver dig. Nul erfaring men masser af kompetencer.. 😂
    Det skal nok gå alt sammen. Nu smutter jeg tilbage til specialet.. God weekend 👋🏻

Læg en kommentar