Man må ikke miljøshame, men hvad må man så? - ROCKPAPERDRESSES
Man må ikke miljøshame, men hvad må man så?

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Hertil aften var jeg inviteret ind i Go’Aften Danmark, som havde sin premiere efter et par måneders sommerferie. Emnet var #miljøpoliti – må vi blande os i hinandens (u)grønne vaner og hverdag?

En af journalisterne havde læst mit indlæg i tidernes morgen om Miljøpolitiet, og vi havde talt frem og tilbage i sidste uge for at tale os ind på, hvor interviewet skulle hen. Jeg foreslog også, at tage Signe med ind, da hun netop havde skrevet et lignende indlæg. Jeg havde faktisk også kontaktet et par af jer, der havde skrevet kritiske kommentarer herinde gennem tiden omkring miljø og min tilgang til det, for at vi kunne tage en god snak i fjerneren. Ingen interesse. En GO’-journalist havde også forsøgt at få fat i nogle ‘shamere’ på Jodel – uden held. Ingen tør tilsyneladende stå ved deres klimakritiske kommentarer, eller også har de bare ikke tid.

I gik ikke glip af noget i fjerneren, for vi kom ikke rigtig dybt ind i snakken, selv om jeg faktisk synes, den er vigtig. Jeg fik faktisk ikke sagt et eneste konstruktivt ord. Om hverken miljø, min tilgang eller noget andet. Det blev en underlig, rodet affære, hvor jeg mest af alt sad og smilede. Men jeg har jo faktisk en holdning og en tanke (I kan læse lidt af dem HER).

For på den ene side kan jeg godt forstå dem, der prikker til andre. Til den dårlige samvittighed. Som en af jer skrev på mit sidste indlæg, så er det på mange måder for vigtigt og tiden for knap til ikke at bruge alle kneb. Men… I mine øjne er det det forkerte sted at skubbe. Vi skal skubbe til de store virksomheder, politikere – og måske vores far og mor og bedsteforældre, for de elsker os på trods, hehe! Jeg tager gerne nogle diskussioner om mindre kød fx – også selv om jeg ikke nødvendigvis vinder noget eller nogen i familien. Men at være vores venner og ubekendte – det, synes jeg, demotiverende og destruktivt.

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Hele kulturen omkring at anmelde, prikke til og afsløre hinanden… At overvåge hinanden… Jeg bryder mig virkelig, virkelig ikke om det. Jeg har godt hørt om, at kolleger er blevet anmeldt til myndighederne af følgere. Og det dukker da også op i Mads & Monopolet i ny og næ – “… Kan vi tillade os?”. Med mindre vi skader andre mennesker med vores gøren og laden, så skal vi lade hinanden leve i fred og fordragelighed. For mig vidner det om mangel på tillid til hinanden. At vi i virkeligheden ikke har særligt høje tanker om vores medmennesker, at vi ikke tror, “de kan finde ud af det”.

Jeg har dagligt kontakt med omkring 100.000 mennesker, ville jeg tro – det kan de godt. I er fanme kloge, langt de fleste af os ved godt, hvilken retning vi skal i. Og jeg kan virkelig godt mærke en forskel bare på mit eget feed og facebook – jeg har nærmest ikke set et billede ‘fra luften’. Ingen fotos foran ‘The Journey is on”. Det er blevet faux pas sådan at reklamere med klimasynd. Jeg står selv i det dilemma, at vi er inviteret til bryllup i Budapest. En ting er at vi er i tvivl om, at vi økonomisk kan få det til at hænge sammen og praktisk, sådan med fleredagsbryllup og Eddie. En anden ting er dét at skulle flyve derned. For jeg har tjekket tog – over et døgn, mange stop – to af dem om natten med først 2 timers layover og så 6 timer. Med en dreng på 1 år? No can do.

Det er egentlig vildt, hvor meget der er sket på det sidste år. I hvert fald hos mig – sidste år fløj jeg til New York for at besøge Adam i en fem dages tid, mens han var på opgave. Uden at blinke med øjnene. I år sidder vi og rutter med Co2’en, om man vil, slog store krøller på os selv for at få sommerferie og mit arbejde i Cannes til at gå op, og har mavepine over at skulle til bryllup – eller jeg har. Måske også fordi jeg ikke rigtig orker at høre for det.

Det er ret vildt, oplever I det samme? At rejse-blærebilleder med skyer uden for et flyvindue og billeder fra lufthavnen er no go? Og hvis I gør, ændrer det jeres vaner eller bliver I bare mere diskrete?

Så hvad må man egentlig? Hvis man selv har set det grønne lys og har fundet en, for en selv, god retning?

Jeg bliver vildt inspireret af det gode eksempel. Dem der bare gør den grønne livsstil LÆKKER og også gerne nem. Og det er der efterhånden virkelig mange, der gør! Både hvad angår rejser og generel livsstil.

Jeg kan anbefale at følge med hos Copenhagen Wilderness, som tager på de vildeste grønne eventyr i Sverige og Norge. Måske jeg skal få lavet et interview med Juila og spørge hende til, hvordan pokker de finder på og planlægger?

Tanja Gotthardsen er virkelig skarp på tøjproduktion, så jeg spørger tit hende til råds. Fx for nyligt om Oeko-Tex-mærkningen, som altså efter en snak med hende har lært mig, at det IKKE er en økologisk mærkning. At best, er det en human økologisk (det er altså os, den tager hensyn til, ikke miljøet). Og så bor hun i øvrigt fint med masser af genbrug.

Leo Leo Journal (som har lavet Leo-legetøjet) rejser rundt i Europa i en bus fra 1963 og bor altså fire mennesker på ingen kvadratmeter og får SÅ mange oplevelser – uden at forurene med fly.

Og så er der selvfølgelig helten, spydspidsen: Greta Thunberg, den 16-årige unge kvinde fra Sverige som har startet en hel bevægelse af unge græsrødder med sine skolestrejker for klimaet. Pt. er hun på vej over Atlanten med båd, fordi hun skal tale til FN’s klimatopmøde. Der er flere (medlemmer af #miljøpolitiet), der påpeger det idiotiske i, at en håndfuld mennesker så flyver til NYC for at sejle den hjem igen – men for mig at se er det vigtige dét statement, hun laver. Hun er i øvrigt også bare passager – det er ikke hendes båd og hendes ansvar. Man skal ikke undervurdere det kæmpe symbol, der er i, at hun sejler derover – vi ser og lytter, og det vægter så tungt i denne her kamp for klimaet.

Hvem kan I anbefale at følge med hos?

Jeg arbejder i øvrigt på et indlæg med alle de små (grønnere) vaner, jeg har fået det sidste halve år, takket være #miljømandag. Det der dur, og måske også dét, jeg har skrottet igen, fordi det ikke hænger sammen med vores hverdag.

Jeg ser det som en lang, (selv-)udviklende rejse, hvor jeg ikke nødvendigvis er klar over destinationen, målet – måske også fordi det ikke findes. Jeg ser simpelthen ikke et “NU lever jeg grønt nok” derude. For hvad er facit? Og hvem definerer det? Andet end at leve i en skov uden el og anden forsyning, 100 % Co2 neutralt – det er ikke for mig.

Jeg tænker derimod, at jeg kan blive ved med at skrue på vores vaner, men langsomt nok til, at tiltagene flytter ind som en god vane frem for en fiks fidus. Det tager tid at få en grønnere hverdag, hvis det skal gøres på en holdbar måde, og for dem der siger “vi har ikke tid”, så vil jeg minde om, at det der VIRKELIG batter, det er, hvor vi sætter vores stemme politisk, hvor vi sætter vores penge i banker og pensioner (læs mere HER, et samarbejde med Matter) og hvordan vi forbruger – mere genbrug og mere upcycling.

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

89 kommentarer
  1. Så fint indlæg! Jeg glæder mig til dit indlæg med dine egne tiltag – gode som dårlige der er skrottet igen. 🙏🏻🙏🏻

  2. Mega godt indlæg! <3 Tak! Jeg tænkte på om ikke du kunne have lyst til at brygge på et indlæg om de små grønne vaner med baby? Min dreng er lige gammel med Eddie og herhjemme synes vi det er så mega svært at købe babygenbrug nok og tilbyde lidt kød på en ok måde osv osv osv. Kh<3

    1. Det er pissesvært og kræver en retænkning hele vejen rundt, når der er SÅ mange convenience ting til babyer i dag. Vi får vegetarkassen fra Aarstiderne 4-5 dage om ugen, og der er gode proteinkilder. Så hovedvægten af maden her er kødfri men uden bekymring for, om han får nok protein.
      I forhold til bleer gad jeg godt bruge de smarte nye stofbleer, man kan vaske osv. Men når vi har fællesvaskemaskine i ejerforeningen og fem husholdninger om en, så synes jeg, den er ret svær. Så jeg bruger NATY-bleerne, som er de grønneste engangs jeg kan finde. Og så har vi over sommeren skrottet vådservietter – dog har vi i pusletasken, hvis der sker uheld på vejen. I stedet bruger vi en frotteklud til fingre osv. Dernæst har jeg ikke længere vatrondeller til numsen men købt Imsevimses bomuldsklude, som er superbløde (startede på frotteerne i den ende, men de var aaalt for grove).
      Hvor mangler du gode idéer? Så vil jeg gerne søge dem i mit netværk eller tænker over egne løsninger. KH

  3. Jeg elskede til gengæld din 5-dages tur til new York og de billeder du lagde op 😁😁 det var så stemningsfyldt!

  4. Neohippie. Hun har desuden skrevet en bog om bæredygtige vaner, og så lever hun selv virkelig simpelt og som ikke-forbruger.

    1. ELSKER NEOHIPPIE! Hun er meget langt fra mig på nogle punkter, men andre kan vi mødes på – men hun inspirerer mig og giver mig min tænker på! KH

  5. Dit skriv er en lidt rodet affære, og din pointer er svære at fange.

    For mit vedkommende, er jeg ikke vild med din tilgang, fordi den tager udgangspunkt i greenwashing og ansvarsfralæggelse. Du er selv storforbruger af tøj, rejser og alle de andre store klimasyndere. Din profil er anlagt omkring forbrug, og du er aktivt med til at skabe overforbrug qua dine reklamer.

    Udover det, er der ingen perspektiv i din ræsonering. Det hele handler om små ting, som ikke gør en forskel i det store billede. Det er kvasi feel-good “miljøaktivisme”. Kan vi snakke om dine rejser, dit sommerhus, dit overdrevne tøjindkøb eller alle de andre ting som belaster kloden markant mere, end alle de miljøtiltag du vælger at fokusere på? Hvorfor skal vi genbruge chicken masale glas, når dine flyrejser på ét år forbruger hvad der svarer til 100.000 glas? Hvorfor ikke bare droppe de skide flyrejser? Eller i det mindste indrømme, at de øvrige tiltag du bruger 100% af din tid på at tale om, kun udgør 0,1% af din udledning? Det jeg efterlyser er hårde fakta og proportioner. Ikke noget du excellerer i.

    Du skriver vi skal lægge pres på firmaer og politikere. Det er ansvarsfralæggelse. Slutkunderne fra alle firmaer er i sidste led os. Hvis vi stopper vores forbrug, eroderer eksistensgrundlaget for firmaerne. Det hele starter med os selv, vores forbrug og vores adfærd. Hvorfor vil du have politikerne skal regulere på dine vegne? Hvad er forskellen på at du selv tager ansvar og handler, eller du venter 5-10 år på der bliver lavet en lov, der tvinger dig til at handle?

    Igen, du er meget vag i dit skriv. “Jeg har godt hørt om, at kolleger er blevet anmeldt til myndighederne af følgere”-
    Handler dette om enkelte personer der er meldt til kommunen efter grænseoverskridende adfærd, hvor deres børn er blevet brugt i reklamer for sexlegetøj? Eller handler det om, at influenter i stigende grad bliver anmeldt for ikke at overholde gældende lovgivning om markering af reklameindlæg? Hvis det omhandler sidste, kan jeg anbefale at læse lidt op på Freud og Bernays. Vores samfund i høj er skabt og formet af PR. Vi som mennesker er ufatteligt letpåvirkelige af reklamer. Indtil nu har det være relativt klart, hvornår der var tale om en reklame, hvilket giver folk mulighed for at forholde sig kritisk. I mellemtiden er blogger/influencer-fænomenet opstået. Dette har reklamebranchen forstået at udnytte og kapitalisere til fulde, ved at omdanne disse fra hyggelige profiler til reklamesøjler; din profil inkl. Jeg håber ikke din undren går på hvorfor folk vælger at anmelde de influenter som prøver at snige reklamer under radaren forklædt som personlige anbefalinger.

    Generelt synes jeg din profil fremstår meget ensporet og skinhellig. At proklamere at miljøet kræver vores opmærksomhed, er som at sige vand er vådt. Vi har forstået det. Det har alle mennesker der har åbnet en avis de sidste 5-10 år. Men så længe du rejser, har to huse, køber mere tøj end nogen jeg kender i min omgangskreds og opfordrer til overforbrug, har jeg ufatteligt svært ved at se relevansen af din stemme i denne debat. Enten er du en del af problemet eller en del af løsningen. Vi har rigeligt med folk, der himler op om miljøet, fordi det er tidens varme kartoffel. Når det sker på falske præmisser, afsporer du debatten ved at vedholde din livsstil er bæredygtig eller hensynsfuld.

    1. Jeg synes du modsiger lidt dig selv, da du både siger at man som privatperson ikke kan gøre nogle forskel for miljøet i det små, (hvilket faktisk kan gøre en stor forskel, hvis flere gør det) men at det så samtidigt er forkert at ligge et ansvar over på politikerne da vi selv skal gøre en forskel hvilket jo også må betyde i de små vaneændringer. -Og ja det ville være bedst helt at droppe flyrejserne, men så meget som Cathrine har skåret ned og gør sig overvejelser om det, er da et kæmpe skridt i den rigtig retning. Det er lidt af en gråzone, når en der selv er med til at reklamere for forbrug og er en del af hele denne her influencer-branche lige pludseligt advokerer for klimaet. Men jeg synes det er så enormt vigtigt at der rent faktisk er nogen der gør det, tager kampen op, eller ihvertfald stiller de vigtige spørgsmål, sender noget stof til eftertanke ud, og rent faktisk selv prøver at gøre en indsats. Cathrine er meget menneskelig i den forstand, for det er hulens svært at vide hvordan man skal befærde sig i hele denne klimadebat og hvad man skal gøre for klimaet, det er en kæmpe jungle som jeg personlig selv godt kan blive lidt tabt i. Det kan godt være det ikke helt er nok set i det store billede, men det at nogen giver miljøet en stemme og rent faktisk gør det ærligt, da hun netop vælger at nævne hvor svært det er, fx det med ikke at flyve. Så synes jeg faktisk at det bliver gjort på en super sober og oprigtig måde. Cathrine gør en stor indsats i en branche hvor de fleste faktisk er enormt ligeglade. Og ja det er enormt vigtigt at gøre noget selv som privatperson, men for at der virkelig skal ske ændringer på globalplan, er det virkelig vigtigt at politikkerne tager handling og rent faktisk ændre på noget landsdækkende, da mange er meget ligeglade med klimaet, og aldrig selv for gjort en indsats.

    2. Åhr, Martin. Du har mange relevante pointer, det har du! Men samtidig skælder du også bare SÅ meget ud. Og når man gør det, så holder folk altså ofte op med at lytte. Og så er vi jo lige vidt!
      Vi er alle en del af problemet. Vi bor alle i glashuse. Og alligevel kaster vi alle med sten.

    3. Hej Martin,
      Først velkommen til! Dernæst tak for din kommentar (og mails).
      På nogle af dine pointer må jeg lægge mig fladt ned og give dig ret – andre ikke. Jeg er også godt klar over, at jeg sætter min røv i klaskehøjde i et emne, som har afsindigt mange (lige rigtige/lige forkert) sider og syn. Men jeg ville synes, det var ærgerligt ikke at kunne tale hverdagsforbedringer og en voksende klimabevidsthed, selv om jeg ikke er i mål (for hvor er stregen?).
      #Miljømandag startede som et behov for inspiration og inputs til flere grønne vaner i hverdagen. Og hvad er så en grøn vane? Er det at genbruge et madglas/syltetøjsglas? Er det grønt (nok?) (i øvrigt ikke mit tip men en læsers, jeg delte – det er konceptet, jeg deler jeres og lægger ud med ét selv). Der er en udfordring i at få defineret bæredygtighed – er det at bo i en skov uden el eller er det at skære ned, mindske forbrug etc., og hvornår man lever bæredygtigt nok til at måtte tale højt om det. Hvis du bor i et bæredygtigt selvbygget, økologisk kollektiv (og den slags findes, fx i Hørsholm på vej) så lever du uden tvivl mere bæredygtigt end jeg der nyder byens liv og muligheder og køber ind i et supermarked osv.
      Jeg tager min rolle som influencer ret alvorligt, og du kan læse hvordan bloggens forretning er i udvikling og hvordan jeg selekterer i min kommentar til Helle for at give et indblik. Jeg lægger mig fladt ned i erkendelsen af, at reklamer i tv, blade etc, også dem jeg bedriver her, er med til at øge forbrug. Du har ret. Jeg har før skrevet, at vi alle har et ansvar i forhold til egne vaner, og hvis jeg viser tre par nye sko, så behøver du ikke købe alle tre par, men kun ét hvis du i øvrigt har brug for nye sko. Men, jeg er også i en proces om at tage mere ansvar end det for hvad jeg viser, det kan du læse om i min kommentar til Helle.. Jeg har ikke længere “ugens shoppecollage” med dette og hint, jeg har ikke længere outfitindlæg 4-5 dage om ugen spækket med affiliåtelinks til smarte nye varer. Så har jeg i øvrigt fløjet én gang inden for Europa på det sidste år – og lidt til.
      Jeg har givet et større forbrug end mange – det synes jeg er svært at definere og et postulat der bliver til mundhuggeri, for jeg køber primært genbrug, bruger af egne sager fra skabet, køber på DBA osv. Mit eget forbrug har ændret sig gevaldigt over de sidste to år. Men ja, jeg køber også et stykke tøj i ny og næ – men langt mindre end før, og meget mere bevidst om hvilke kvaliteter og mærker, der er i orden.
      For lige at klargøre min “anmelde bloggere” så var det på ingen måde angående reklamer, men når mine kolleger er blevet anmeldt til myndighederne for deres morskab. Som fx Lortemor. Fordi en læser/følger synes, hun havde en grund. Den slags anmelder-mentalitet i vores samfund, ligesom hvis du ved naboen har benyttet sig af sort arbejdskraft og man melder det på en stikkerlinje til kommunen – jeg er grundlæggende imod den slags muligheder og adfærd. Men lad os tage det ud af denne ligning fordi emnerne er forskellige – det var egentlig mest en kommentar til, at jeg synes det bliver ekstremt, hvis vi skal til at holde øje med, hvad vi kommer i indkøbskurven hos hinanden og kommentere. Jeg spiser godt nok meget lidt kød, men jeg ELSKER en ostemad i ny og næ, og den diskussion gider jeg ikke tage med nogen.
      Og så synes jeg på ingen måde at have to huse er relevant – hvis ikke vi må købe et sommerhus for at kunne holde ferier i Danmark fremfor at rejse til udlandet, hvad så?
      Rigtig meget af det her bliver til ordkløveri og en forsvarstale og det fjerner egentlig fokus fra det vigtige.
      Du må gerne synes, jeg ikke gør det godt nok – det gør jeg måske ikke set med de briller, hvor du kommer fra. Men jeg kan 100 % stå inde for mig selv og balancerer min egen økonomi og min integretitet efter bedste evne. Hvis det på nogen måde kan inspirere andre til at tænke “Hov, måske behøver jeg ikke at købe en plastikbøtte til min madpakke” fordi de har set et fif her, så er det forhåbentligt det første skridt af mange og det hele værd.
      Bare at have det her vindue, hvor vi kommer i snak om miljøet og synspunkter skubber til os, det tror jeg på. Hvis ikke der er et vindue til denne snak, hvordan skal vi så blive klogere?
      Tak for pointer. Go aften.

      1. Hej C.
        Jeg kan godt forstå at du synes det er bæredygtigt at købe et sommerhus, fordi du netop så undgår at flyve så meget, som du tidligere har gjort. MEN det er ikke bæredygtig. Desværre. Det bæredygtige valg er at leje et sommerhus. Vi skal dele meget mere.

        Hvis alle skal have et sommerhus og et hus, så har vi et problem. Så skal der bygges langt flere sommerhuse, alle skal have to have hver ting. 2 sofaer, 2 pusleborde, 2 senge, dobbelt op på køkkenudstyr, nye gulvtæpper osv. Jeg ved godt at du har købt noget vintage og meget interiør, køber man jo også med, når man overtager sommerhuset. Men man kan nok alligevel ikke heeeeelt lade være med at købe en del.

        Og hvis det skal være meget bæredygtigt, så bør man også tage toget mellem Frederiksberg og dit sommerhus (hvis toget går). I stedet for bil og frem og tilbage. Jeg er med på, at det ikke er bekvemt og at det er besværligt. Jeg nævner bare ting, der gør sommerhus-planen til en ikke helt så bæredygtig løsning.

        Den største pointe, er at alle ikke kan have 2 huse. Hvis alle vil have det, så får vi et problem. Vi skal dele. <3

        1. Hej C,
          Selvfølgelig kan alle ikke have 2 huse, ligesom alle ikke kan have to biler, to sofaer, to af alting. Og det skal de heller ikke. Vi skal ikke alle sammen have det samme. Jeg forstår fuldt ud din pointe men synes også, det er et vanvittig svært regnestykke, som hverken du eller Martin eller jeg kan gøre op.
          At holde ferie i Danmark kontra flyrejser hvorend de tager en hen må til syvende og sidste være mere bæredygtigt. Så kan vi skrue på alt hvad der hører sig til i et sommerhus; nye møbler osv. Som du rigtig nok siger, så overtager man nemlig oftest med en del møbler. Vi købte en del af dem. Og har indtil videre kun købt to ruller tapet, en lampe og to puder som nyt. Og nårh ja, en ny topmadras til den seng, der allerede stod der.
          Helt klart, deleøkonomi er en stor del af fremtiden, men det skal også være både bæredygtigt for økonomien og ens tid – ellers fungerer det ikke, og så vil man hurtigt gå væk fra ideen og måske rejse igen, som man gjorde før. Vi undersøgte familiesommerhus for år tilbage, men dem vi skulle købe med gik egne veje. Vi undersøgte det med at leje – det hang ikke sammen økonomisk. Så for os har det været valget at købe et sommerhus, lade venner og bekendte holde ferie her i stedet, og det har jeg det grundgodt med.
          I forhold til tog – vi har en Up, altså en mikrobil, vi har købt brugt i sin tid, som transporterer os alle tre. Vi udnytter brændstoffet maksimalt og med omtanke.

          Det bliver lidt at sætte alt på en spids og umuligt at efterleve og i øvrigt også uden nogen form for beregninger, når vi taler “mest bæredygtigt”. Det er et gentagent problem, at vi sidder og konkurrerer om “mest bæredygtigt” uden at have et eneste tal at sammenligne på. Når du skriver det ikke er bæredygtigt – i forhold til hva? Det er det vel i forhold til at flyve? Og til at tage på bilferie sydpå?
          Jeg synes ikke, det er relevant at sige, man ikke skal have to boliger. Vi har en lejlighed i byen, hvor vi er fem om vaskemaskinen, fem om vand, fem om strøm, fem om at dele græsslåmaskinen osv. osv.
          Min pointe: Vi kender ikke hinandens vaner eller Co2-regnskab, så jeg synes, det er meget uhensigtsmæssigt at dømme det “inde” eller “ude”. KH

          1. Hej Cathrine

            Jeg synes bestemt heller ikke, at man skal dømme inde eller ude, men jeg synes, at Carolines kommentar er super relevant. Det er da – ligesom alt muligt andet, såsom kødforbrug – vigtigt at overveje, hvordan vi bor. Hvor bosætter vi os, og skal vi have to boliger? Især hvis den ene bolig står tom meget af tiden, er det jo et meget stort spild. Er det nødvendigt med det der hus på 180 kvm, eller har vi i virkeligheden bare brug for dét på 110? Selvom vi ikke skal dømme inde eller ude, synes jeg, det er nogle ekstremt vigtige overvejelser at gøre sig. Ligesom vi skal overveje, hvordan vi bygger, hvor meget vi bygger mv.

  6. Jeg tror heller ikke på, at den der udskamning virker. Nok nærmere information, opmuntring, gode idéer og sparring.
    Jeg får ikke hug for flyvninger af nogen jeg kender og giver det heller ikke selv. Men jeg synes, det skal være med omtanke, ligesom med alt andet der belaster vores miljø. Eks korte ferie med korte flyvninger og lange ferie med lange flyvninger giver mere mening for mig.

    Jeg tror måske, det jeg savner lidt fra diverse bloggere er lidt anerkendelse af, at man ifm sit erhverv er en del af problemet (ligesom med reklamer), fordi man opfordrer til forbrug. Men jeg har ikke løsningen (måske findes den slet ikke?), og jeg synes, den “whataboutism”, som du selv nævner, er frygtelig.
    Man (inkl mig selv!) skal nok bare være påpasselig med ikke at bruge hver enkelt miljøvenlig gerning eller beslutning som undskyldning for ikke at gøre mere.

  7. Endnu et fremragende indlæg! Super relevant. Jeg har tænkt over dette emne i nogen tid, men har faktisk ikke turde italesætte det, netop pga al det fokus, der er på, at man skal være grøn. Og ikke mindst pga al den shame, der ofte følger med.

    Jeg tør næsten ikke købe en plastik flaske med dansk vand (I know luksus, sodastream findes, osv.) længere.. hallo?

    Der hersker temmelig stor konsensus om, at man ikke mom-shame’er eller udseende/krop-shame’er fx. Men af en eller andet årsag lader det til, at rigtig mange synes det er okay (og nærmest en ret) at miljø-shame. Hvor er ens personlige frihed?

    Jeg er af samme holdning som dig, at vi må længere op i systemey at “shame’e”, og jeg synes også, at de fleste af os er miljøbevidste uden at reklamere med det.

    Iøvrigt er “shame” et meget negativt ladet ord at bruge, som næppe bidrager med andet end skam, og det er jo ikke meningen.

    Så ja, jeg er mere bevidst om mine mindre grønne valg/vaner. Jeg tænker en ekstra gang over det, men ofte tænker jeg hellere på, hvordan jeg gemmer mit usunde valg hellere end jeg ændrer mit valg.

  8. Jeg kan virkelig ikke lide Signe Wennebergs citat om, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt. Og jeg bliver så irriteret, hver gang jeg læser det. Det virker så skide uambitiøst – jeg læner mig lige tilbage og slapper af, for jeg kan jo alligevel ikke gøre alt. Jeg skal bare lige få vennerne med på at medbringe stofnet i supermarkedet og skifte til sparepærer i hjemmet, så har jeg ligesom gjort mit, for jeg kan jo ligesom ikke gøre alt!
    Vi kan da godt starte med at tage små baby-skridt, men en dag er vi tvunget til at tage enorme skridt, fordi vi ikke turde være ambitiøse.

    1. Jeg er så enig med dig her, AB! Jeg synes, det er en falsk præmis, at “Ingen kan gøre alt”. Hvad er alt? Der er jo ikke en konstant mængde af ting, vi kan gøre, som man så bare tjekker af en efter en. Og når der så lige præcis ikke er det, så står vi tilbage med “men alle kan gøre noget”. Ok, jeg havde min egen kop til kaffe med i dag, så nu har jeg gjort noget. Jeg synes, det bliver et dårligt påskud for stadig at klimasvine, fx når man gennem sin blog opfordrer til merforbrug.

    2. Men hvad er alternativet til, at alle gør lidt? – det er vel at nogle få gør meget. Hvad “meget” eller “nok” så end er….
      For det er formentlig de færreste, man kan rykke så langt som til at bo uden elektricitet osv. Så det, der batter mest, er i min optik, at alle gør lidt.

      I en ideel verden gør alle meget, den er jeg med på, men det er vek ikke realistisk. I hvert fald bliver det så ikke fra dag til dag, men en udvikling over tid, som vel starter i det små.

      1. Pointen er (gætter jeg på), at alle jo godt ved, at ingen kan gøre alt. Så i en tid, hvor udfordringerne er ekstreme, virker det som en overflødig og useriøs opfordring at sige, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt. Mange vil læse det som “Du gør allerede lidt, så du behøver ikke gøre mere”, snarere end f.eks. “Undersøg, hvordan du kan gøre lidt mere og skabe flere ændringer”. Sætningen havde sikkert været konstruktiv for 30 år siden, men det er klart, at flere og flere i dag i højere grad vil blive provokeret af den slags, fordi det læses som ansvarsfralæggelse i stedet for opfordring til handling, og man frygter, at den slags bliver en sovepude. For mig er det lidt ligesom når et menneske siger “Man skal vælge sine kampe” og det lyser ud af vedkommende, at det i virkeligheden handler om, at han eller hun ikke orker at tage én eneste kamp. Og det skal den person ikke shames for, for det kan der være alle mulige årsager til, men hvis vedkommende går ud og siger disse ord til andre, “Du skal vælge dine kampe”, i en tid hvor mennesker er godt og grundigt trætte og forvirrede, så stiller modtageren sig i hvert fald ikke nysgerrig over for at skabe nye muligheder, ny energi og nye, små idéer på et tidspunkt, hvor der virkelig er behov for det.

        1. Jeg forstår pointen og er med på, at det kan bruges som argument for ansvarsfralæggelse, men lige i denne kontekst handler det vel også meget om, at når folk rent faktisk gør noget, så får de tit at vide, at det ikke er nok – hvilket ikke lige frem er motiverende. Min oplevelse er dog også, at rigtig mange faktisk ser det som en opfordring og er begyndt at gøre små ting i deres hverdag, som at spise grønnere osv. Det giver et medansvar – “hey vi kan faktisk alle bidrage” – så kampen ikke bare bliver for de få i “klimaeliten”
          Jeg tror på, det er første skridt til at få ændret bevidstheden i den brede befolkning, som for langt de flestes vedkommende bare ikke er meget længere, end for 30 år siden. Men jeg er med på, at det burde hedde “alle kan gøre NOGET eller EN HEL DEL” istedet for alle kan gøre lidt 😀

          1. Jeg forstår hvad I mener med citatet – men jeg oplever det faktisk modsat, som benzin (eller vind) på min mølle. Jeg får lyst til at klø på. For mig rummer den et potentiale i os alle sammen. ALLE kan ændre noget. Og det skal vi. Hvad det så ‘noget’ er, det er individuelt, og skalaen forskellig.
            I sidste ende synes jeg faktisk, at det er så vigtigt og stort, at der er brug for større politisk ambition – det er dem der for alvor kan ændre vores dagligdag og vaner. KH

    3. Tak for din kommentar, AB! Jeg sidder tilbage med samme følelse omkring det citat. Det er både uambitiøst, og meget ignorant.

  9. Jeg kunne godt bruge lidt sparring, da jeg har er lidt udfordret i forhold til andre folks vaner. Hvis jeg ser et menneske i netto, der køber konventionel mælk og kød – eller hvis en person fortæller mig om sin sidste flyrejse, løber det nærmest koldt ned ad rykken på mig. Jeg bliver faktisk bekymret og i et dårligt humør over, at folk umiddelbart ikke lader til at tænke på klimaet. Men jeg glemmer, at måske gøre andre gode ting. Ligesom jeg heller ikke er perfekt på alle områder… Hvordan lærer man ikke at dømme andre men at tænke positivt i sådanne situationer?

    1. Man kender ikke de andres menneskers virkelighed. Måske er det fly til en stor og lang ferie, som man har glædet sig til og sparet op til – både CO2-sparet og penge-sparet – længe. Og måske er konventionelt landbrug ikke så frygteligt, som man kan bilde sig selv ind. Jeg køber fx altid konventionel, dansk mælk og har ingen intentioner om at ændre det – til gengæld går jeg betydeligt mere op i affaldssortering end min veninde, der altid snupper den økologiske.

      Man kan ikke dømme folk uden at kende deres kontekst. Og det må man så rationelt forklare sig selv indtil følelserne følger med 🙂

      1. Hvad med dyrevelfærd i forhold til konventionel landbrug? Er det et aspekt du medtænker, når du står og vælger hvilken mælk, du skal købe?

    2. Hey Maja, godt spørgsmål for jeg kan bestemt finde mig selv i samme dilemma i forhold til veninders rejsevaner – altså dem der flyver meget osv.
      Jeg har besluttet mig for, at tale om alternativer og de tanker vi gør os omkring det, når vi selv taler om ferie, tage en dialog, hvis muligheden byder sig. Jeg tror på, at det her spreder sig som ringe i vandet og at flere og flere vil lugte lunten. KH

      1. Tak for rådet! Jeg skal helt klart arbejde på min tilgang til dialogen i situationen, for jeg kan nok hurtig komme til at lyde dømmende frem for at være åben omkring folks holdning til deres vaner. Så jeg er taknemmelig for, at jeg kan blive skolet herinde 🙂

        1. Hehe, det bliver jeg hverdag, hele tiden! Og nogen gange bliver jeg først lidt fornærmet, men som oftest er der jo noget at tygge på. Det kan også være sådan dine modtagere reagerer, men jeg tror på en åben snak og nysgerrighed, “hvorfor gør du som du gør” frem for fordømmelse. Så er der lukket og ingen vej ind med go inspiration. KH

  10. Alt det her med klima er så sindssygt komplekst, og det er så godt som umuligt at adskille det i sort/hvidt – positivt/negativt. Men jeg synes desværre, at hele debatten prøver at gøre netop dét – at trække linjerne op, med en frygtelig retorik til følge. Det gælder begge sider i debatten – også den her på domænet. Fx termer som “miljø-politi” og “klimashaming”. Og den implicitte “I tør jo ikke stå ved jeres holdninger”-kommentar. Ingen har vel lyst til at få sat de labels på sig og stadig indgå i debatten? Ligesom jeg forestiller mig, at man får modstand på kritik, hvis man må høre på ord som “frelst” “falsk” og “hellig”.

    Så den slags retorik, synes jeg helt sikkert, vi skal lægge på hylden.

    Når det så er sagt, ( og jeg kan selvfølgelig have overset en del af kommentarerne til dig), men jeg synes egentlig, at de er ret sobre. Er der ikke stor forskel på at få kritik og at blive decideret shamet? Er det ikke okay, at man forholder sig kritisk til virksomheders CSR? Personligt har jeg en kæmpe respekt for privatpersonen Cathrine, som gør meget i hverdagen for at nedbringe sit CO2. Var du min veninde, ville jeg blive inspireret meget af dig. Men du er ikke min veninde, og den kontakt jeg har til dig, går gennem din virksomhed. Og jeg må altså også indrømme, at jeg ikke har den respekt for virksomheden Rockpaperdresses. Jeg synes, den taler med to tunger, fordi den slår sig op på at være miljøbevidst, men samtidig er så fundamental en del af problemet ved hele klimakrisen. Det vil jeg gerne have lov til at udtale kritik omkring, uden at jeg bliver anklaget for at være miljøpoliti eller at klimashame.

    Jeg ville sådan ønske, at Rockpaperdresses tog teten til sig og tænkte sin virksomhed fundamentalt anderledes, så den reelt set battede på klimafronten. Du er så dygtig til så meget andet end mode og forbrug. Så du kunne sagtens. Konsulent-arbejde, foredrag, vidensdeling, fællesskaber. Der er så meget at tage fat i, som ikke bunder i at købe nyt hele tiden. Jeg ved godt, at du siger, vi kan og skal tænke selv. Men hvis ikke du fik dine følgere til at mer-forbruge, så ville firmaerne jo ikke bruge dig som kanal for deres produkter. Din virksomhed ER med til at påvirke os til at forbruge mere. Den ER med til at øge vores CO2, sammenlignet med, hvis du ikke reklamerede for mer-forbrug.

    Jeg håber ikke, du tager det her som shaming. Jeg er ikke ude på at give dig skam, for det tror jeg ikke ændrer noget som helst. Jeg kunne bare godt ønske, at du forstod, hvor stor en spiller din virksomhed rent faktisk er, sammenlignet med din privatperson.

    1. Må jeg bare lige, uden at sige om jeg er enig med dig eller ej, rose dig for din utrolig fine tone i din kommentar!

    2. Er simpelthen så enig med dig Helle, kunne slet ikke sætte bedre ord på selv.
      Særlig “I tør jo ikke stå ved jeres holdninger”-kommentaren faldt mig for brystet, både pga. selve retorikken, men særligt da jeg tror mange har mod på at tage debatten, men ikke har lyst at være landskendt for en aften.

      1. Hehe, det var nu mest med tanke for al den kagleri der har været på den anonyme Jodel 😉 Der tror jeg ikke særligt mange har mod! KH

    3. Jeg er SÅ enig med dig, Helle. For mig at se tager du fat i et helt essentielt punkt ved den her debat, når du skriver at der er forskel på privatpersonen bag bloggen og så den virksomhed som en blog er. Det er også min opfattelse, at flere bloggere ikke kan skelne mellem sig selv som privatpersoner der prøver at omlægge deres liv til en mere miljørigtig kurs og så deres virksomhed, der stikker i en anden retning, det bliver mudret sammen.

      1. Stine, jeg gad vildt godt at høre dine tanker om, hvornår en virksomhed er bæredygtig? Hvilken retning kunne du godt tænke dig, jeg strikkede businessen sammen i? KH

    4. TAK Helle. Du formulerer det helt, som jeg ikke kunne.
      Jeg sagde i øvrigt nej tak til TV-interview fordi jeg var på ferie, ikke fordi jeg ikke kunne stå ved mine holdninger.

      1. Hej Marie – fedt at høre fra og få lidt forklaring med! Dog var der flere der bare ikke havde lyst 🙂 KH

    5. Jeg synes, det er mere komplekst end som så, for bloggen her er jo netop en platform, hvor Cathrine kan nå ud til rigtig mange mennesker med et grønt budskab og inspiration – og nok flere end hun ellers kunne.

      Som jeg ser det, går hun mere og mere i retning af, at reklamere for bæredygtigt forbrug og løsninger – det er selvfølgelig stadig at opfordre til merforbrug, men hvis nogle som alligevel ville købe, så vælger det mere klimavenlige alternativ efter inspiration fra hende, så gør hun jo en reel forskel.

      Ja det er det små skridt, men vi siger jo ikke alle sammen vores jobs op i morgen for at holde foredrag om klimaforandringer – så bliver det igen et spørgsmål om enten eller istedet for at vi bakker op om dem, der faktisk gør noget aktivt der, hvor de ser, at de kan bidrage.

    6. 1000 tak for at formulere det så fint, Helle. Jeg er fuldstændig enig, og jeg synes virkelig det er klinger hult når bloggere italesætter de måder hvorpå man kan gøre en forskel for klimaet samtidigt med at de tagger 5-10 brands på hvert billede de lægger op på Instagram. Hvis man vil gøre en forskel, så giver det godt nok ikke mening at contribute så meget til at fodre vores behov for at konsumere mere og mere. Jeg tror simpelthen ikke det er muligt at både være modeblogger (to any extend) og så være god for miljøet på samme tid. Mode handler i sit væsen om at tendenserne skifter og man skal erhverve sig nyt, hvilket er en af de tankegange som vi bliver nødt til at skille os af med for at vi kan gøre os forhåbninger om at rette op på de skader vi har forvoldt vores planet (og de mennesker som lider under vores behov for mere og mere tøj).

      1. Fuldstændig enig, Sofie. Og det gælder jo alle brancher – man kan ikke adskille sin person fra arbejdet, og derfor må man overveje, om det, man tjener sine penge på, er meningsfuldt, lige så vel som vi overvejer, hvordan vi spiser, rejser mv. Det gælder os alle, for livet er et helt liv, hvor vi (ikke mindst i et klimaperspektiv) må forstå, at vores person og adfærd har effekter – positive og negative – i det (fremtidige og muligvis endnu federe) fællesskab, som vi er en del af, og i menneskets hele liv på kloden som sådan.

    7. Helle, du er simpelthen så skarp altid. Det er en fornøjelse at have dig med her. Så først tak!
      Jeg er enig i rigtig mange af dine pointer, både i forhold til retorikken (og der er jeg helt sikkert medløber – jeg tror, min egen frustration kan løbe af med mig, når jeg hører jeg bliver hængt ud på Jodel eller hvad ved jeg).
      Jeg er hverken frelst og hellig, og det er præcis den retorik, jeg bare returnerer, når jeg taler om #miljøpoliti – der skal jeg være mere ambitiøs.
      De er ALTID sobre herinde – det er min oplevelse. Det er på min DM eller Jodel, der er problemet – der hvor ‘shaming’ opstår. Kritik og shaming er ikke det samme. SHaming for mig eller udskamning er ude på at pille et menneske fra hinanden, så man mister sit grundfæste. Kritik, leveret konstruktivt, kan i virkeligheden gøre det modsatte; bygge op og gøre bedre.

      Så kan jeg virkelig godt lide din sondering mellem ‘Cath’ og ‘RPD’ – det er en tilbagevendende problematik i det, jeg laver. Jeg er her, som Cath, der giver jer mit liv og min følelser, men RPD har en økonomi ud af det, en business. Det giver både for mig og mit behov for privatliv osv. problemer. Men også jer, når I føler jer ramt af “forretningen”.
      I forhold til mine tanker i RPD, så er jeg egentlig lidt i tvivl om, hvor meget i maskinrummet, jeg synes I skal. Men hele maskinen, RPD, er i en ret stor udvikling pt. i forhold til partnerskaber. Dem jeg er i er næsten altid længerevarende og ikke one-off’s (for troværdigheden), men det gør også, at jeg stadig kan have nogen kørende, som jeg havde gang i sidste år, hvor jeg måske ikke var ligeså langt i min egen klimabevidsthed.

      Der sker virkelig meget, og det er egentlig ikke noget, jeg deler med jer, fordi jeg egentlig hellere vil gøre end fortælle.
      Men konkrete eksempel fra de sidste par uger:
      Jeg har netop takket pænt nej til endnu en pressetur, som jeg ellers vildt gerne ville, sådan ‘Cath’ gerne ville. Helt personligt. Jeg er inviteret ene og alene fra Danmark over på settet af en stor kommende Netflix-produktion, hvis emne går dybt ind i en af mine store hobbies. Men jeg vil ikke flyve for det, så pt. taler vi sejlads eller tog – men tiden skal hænge sammen, så det kan godt blive et nej tak til det hele.

      Jeg er for nyligt, i samråd med min agent, blevet trukket ud af min største (økonomisk) kampagne, fordi vi ikke synes, den harmonerer med den øgede klimabevidsthed. Det gjorde selvfølgelig ondt i min økonomi og jeg har måtte betale nogle penge tilbage. Men det var det mest rigtige.

      Jeg har haft en mangeårig drøm om at designe to forskellige specifikke accessories med et stort dansk taskemærke, og nu er vi faktisk i forhandlinger – det kan blive, hvis jeg vil. Men lige nu diskuterer jeg indbyrdes med min agent (på en absolut go måde), om det rigtige er at lave endnu et produkt man kan købe? SELV om konceptet skulle være et produkt af højeste kvalitet, der kunne holde for evigt. Skal vi på den måde være med til at skabe merforbrug ved at lave et nyt produkt til hylderne?

      Og så var der for nyligt en række fin kampagne for at vi skulle pante mere – men afsenderen var en producent af kildevand, så indirekte en reklame for dem. Det takkede jeg nej til.

      Det var bare lige et par tanker om, hvilken retning vi går i og hvilke tanker der er på tapetet, når vi vender hvert et samarbejde. Jeg har langt færre OOTD-indlæg og stort set ingen kollager (modsat før, hvor jeg havde én ugentligt). Stort set ingen affiliåtelinks, så min økonomi er ikke afhængig af jeres kliks og køb på den måde.

      Dertil siger jeg også ofte, at dét jeg laver også er branding og ikke kun mersalg. Selvfølgelig har vi alle sammen et ansvar for vores forbrugsvaner og i at stoppe op og tænke, behøver jeg virkelig to læbestifter/ansigtscremer/rygsække osv.

      Jeg har snart et møde med DBA, som jeg HÅBER HÅBER HÅBER kan give noget rigtig sejt igen og blive til et stort samarbejde – måske også med foredrag.

      Jeg er også personligt i en proces, hvor jeg skal finde ud af, hvordan min tid er i forhold til at være mor og til at hjemmepasse. Det er trods alt lidt lettere at udgive et sponsoreret indlæg (hvadend partneren er) end at fare land og rige rundt med foredrag. Men det er altså noget, jeg arbejder på.

      Vi er overordnet set ved at skifte retning, og selv for en lille virksomhed som min, så tager det selvfølgelig tid. Jeg kan godt fornemme, at flere og flere brands gerne vil samarbejde omkring noget bæredygtigt, men der er jeg også i en proces om at blive skarpere på, om de mener det reelt eller kun har lavet ét bæredygtigt item, som de gerne vil have opmærksomhed omkring. Giver det mening? KH

      1. Hej Cathrine, jeg ville bare skrive at jeg synes det er super interessant at blive inkluderet i dine beslutninger om partnerskaber/kampagner som du skriver om i denne kommentar. Jeg synes det er spændende at høre om hvordan hele influenser/blogger verdenen egentlig fungerer og de valg der ligger bag, og det kunne være interessant hvis du ville skrive et længere indlæg om det 🙂

        1. Det gad jeg også godt, men jeg synes også, det er lidt svært, fordi jeg ikke er interesseret i at hænge nogen brands/bureauer ud (som kan sidde med mange forskellige typer kunder – både mere bæredygtige og ikke-bæredygtige), når jeg siger jeg afslog et tilbud… Men på den anden side, så gad jeg også godt vise hvor afsindigt meget tanke der er i HVERT samarbejde, hvordan Barbara og jeg anskuer ALLE vinkler før vi siger ja og nej. Hvad kan det have af bagside? Osv. osv. Det er sindssygt spændende men også lidt svært for mig at gribe an. Ikke fordi jeg vil hemmeligholde, men ligesom når I har været til samtaler til et nyt job, som I tænker ikke var rigtigt pga. kemi/brandværdier/ osv. så går man ikke ud og fortæller højt og bredt om, hverken samtalen eller hvorfor det ikke skulle være. Giver det mening? KH

          1. Tak for svar, det giver super god mening at du selvfølgelig ikke kan nævne kunderne ved navn og gå i detaljer med dine enkelte aftaler da det kan skade fremtidige samarbejder med andre kunder osv. Men et indlæg generelt om influencerbranchen fra et forretningsperspektiv og hvordan det er at lave en virksomhed ud af at dele (selektivt) om sit liv kunne også være interessant. Jeg tror Børsen (måske?) lavede en podcast hvor de interviewede Pernille Teisbæk om Social Zoo og influencerverdenen som forretning og den synes jeg var meget interessant, så noget i den stil måske 🙂

          2. Den må jeg da høre i første omgang, Nina! Tusinde tak! Jeg skal vende og dreje, hvordan jeg kan lave et indlæg ‘bagom’ uden at skade min egen forretning eller andres 🙂 KH

      2. Kære Cathrine (eller må jeg kalde dig Cath?)

        Tusind tak for din grundige kommentar, og jeg beklager, at jeg ikke har svaret hurtigere. Det var egentlig min plan, men så ramte hverdagen, du ved.

        Nå, men jeg vil både takke for anerkendelsen og får de gode indblik, du giver i dit svar. Jeg kender udmærket det med, at man kan komme til at svare lidt med sine følelser, når man virkelig brænder for noget eller føler sig truffet. Det gør jeg selv, og det har du efterhånden også set et par gange herinde 🙈 Jeg forsøger at være saglig og konstruktiv i mine kommentarer, men nogle gange glipper det. Det gør det vist for os alle. Men jeg sætter meget pris på, at du udtrykker, at du kan lide at have mig i dit kommentarfelt – til trods for vores uenigheder af og til 😊 Jeg sætter også pris på at være her og følge med!

        Dit svar var rigtig interessant og øjenåbnende for mig. Jeg synes, det kommer et lag dybere, end vi hidtil har været. Det når mig mere. Jeg føler det mere. Jeg tror, det har sin styrke i, at dét at forholde sig til klimaet og miljøet har sin pris. For alle, der ønsker at gå solidt ind i debatten og også for dig.

        Det vækker noget i mig, at du fortæller, at du må ofre mere end sugerør, hakkebøffer og flyrejser. At det faktisk kan gøre ondt, når man vil leve miljøvenligt. Her tænker jeg både på de samarbejder, du må sige nej til, og at du, som din kommentar illustrerer så tydeligt, må lukke folk længere ind i maskinrummet, end du faktisk har lyst til. For det er nok i virkeligheden kernen her: Det VIL gøre ondt, hvis vi skal rykke noget. Vi er NØDT til at ofre noget, der har stor betydning for os hver især, før det for alvor batter. At opgive nogle af de privilegier, vi tager så for givet, at tanken om at miste dem, næsten kan forarge os (her tænker jeg altså ikke på rejser, take-away og modetøj). Jorden har ikke nok ressourcer til, at vi kan bo og leve, som vi gør her i vores del af verden. Det er sikkert bare et spørgsmål om tid, før det er klimaforandringerne og ikke os selv, der bebuder, hvad vi må ofre. Jeg er med på, at Rom ikke blev bygget på en dag, og at det her kræver, at vi ser vores behov og rettigheder over jordens ressourcer helt anderledes. Det tager tid, og det kræver, at vi forstår at hente vores motivation dybt dybt indefra. Jeg får derfor lyst til at gå dybere ned af den vej, dit svar tager os:

        Lad os ikke (kun) tale om miljø-tiltag som dagligdags hyggeprojekter, som er så nemme og underholdende at kaste sig ud i, at projektet er motiverende nok i sig selv. Lad os tale lidt mere om de ofre, der kan mærkes i sjælen. Dét vil inspirere mig til også selv at ofre noget større. Jeg føler mig overbevist om, at du kan formidle den slags, uden det bliver en martyr-erklæring eller et offerstandpunkt. Kan du følge mig? 😊

  11. Hej Cathrine,
    En lidt generel betragtning;
    Jeg har fulgt med herinde længe, men klikker sjældnere herind, da jeg oplever din blog har taget en ret ærgerligt drejning; Nemlig de “opdragende” indlæg. Her mener jeg, både ovenstående indlæg og eksempelvis også din “gode manerer”-føljeton. Der ligger flere ting i, jeg synes, det er problematisk at bruge så stort et talerør, som du har, på (sommetider indirekte) at irettesætte andre, men særligt fordi det virker paradoksalt, at lave et indlæg hvor du opdrager/korrigerer andre i at lade være med at opdrage/belære/udskamme.
    Jeg synes desværre, du kommet til at fremstå som arrogant og hyklerisk – selvom du som blogger tidligere har været (i mine øjne) respekteret og udstrålet troværdighed.

    1. Tænk, jeg har det helt anderledes. Jeg kan mægtig godt lide den her slags indlæg, der går dybere og indeholder Cathrines egne overvejelser frem og tilbage. Jeg synes tydeligt, det fremgår, at hun, som de fleste andre, er på vej og hele tiden prøver at gøre tingene bedre.

      Jeg synes, det er meget interessant det her med miljøpolitiet. På den ene side synes jeg heller ikke, at vi skal gå og overvåge hinanden og lege fejlfindere, men omvendt tror jeg, at det netop har en kæmpe effekt, hvad andre gør og hvad vi ved, om hvad andre gør. Hvis det er/virker som normalen, at alle flyver til New York på weekend, så virker det okay selv at gøre det, men kommer vi derhen, hvor det bliver set som noget miljøsvineri, så er vi selv mindre tilbøjelige til at gøre det. Og for min skyld (og klimaets) må det gerne blive politisk ukorrekt at flyve meget eller spise meget oksekød.

    2. Hm, jeg tager det til mig Nikita, og forstår hvor du vil hen, omend jeg ikke er helt enig. Jeg prøver også at sætte nogle snakke igang, som oftest ved at være meget frem og tilbage selv. Jeg er jo ikke bange for at tage dem, så i stedet for at blive væk, så synes jeg, du skal gå med mig ind i snakkene, så jeg også bliver klogere på, hvor du står.
      Jeg har fået helt vanvittig god feedback på “gode manerer”, selv om de så rammer skævt hos dig. Både fordi de er skrevet i en positiv stemning (altså på ikke på en ikke-måde) men også fordi de altså lander hos folk, der oplever det samme. Tanken er jo netop, hvor kan man byde ind med noget ekstra godt overfor hinanden.
      Jeg synes, der i takt med sociale medier og telefoner, er ved at ske et skred i vores opførsel og opdragelse, og jeg oplever det selvfølgelig ved at være out there.
      Jeg kan egentlig godt lide at kunne favne lidt af det hele, både det der måske forarger, rører, er vedkommende, får dig til at grine og smil.
      Hvad vil du gerne have mere af? KH

      1. Jeg vil lige starte med at sige, at det som læser er super fedt, at du vælger at bruge energi på at svare. Også på de kritiske kommentarer. Særligt de kritiske.
        Jeg er helt enig med dig i, at vores opførsel og opdragelse trænger til et gevaldigt løft. Jeg overvejer, om det kan være mediet/forummet, jeg opponerer mod – for det er ikke holdningen. Jeg oplever blot, at når ét menneske der har et rigtig stort publikum, som gerne vil skabe forandring hos andre, nemt bliver opfattet som “klasselæreren med den løftede pegefinger overfor alle eleverne”. Giver det mening? Og det er deri, jeg opfatter dine indlæg som belærende. Jeg kan godt se dilemmaet, for selvfølgelig skal der være plads til de her snakke om, hvordan vi bedst begår os som som mennesker – måske har der bare været for mange af dem til min smag.

        Mine foretrukne skriv er klart dine personlige indlæg, hvor du tager os med ind bag “kulissen” – hvor det ikke er glansbilledet; det smukke tøj, pæn makeup osv. der vises frem, men i stedet de indlæg, hvor vi i korte glimt får lov til at være fluen på væggen både i gode og svære tider. Det er de indlæg, og din åbenhed og ærlighed, der gør, jeg bliver hængende.

        1. Jeg forstår fuldt ud dit billede, og det bliver måske også forstærket, hvis der i kommentarfeltet bliver en opildnet stemning af “JA MAND”, altså at det hele bliver støjende og måske ukønt… Jeg vil i hvert fald tage det til efterretning. Lige nu prøver jeg også at ryste posen med indhold så ALT ikke er børneliv, morliv osv. men også noget for andre, der ønsker et andet indhold. Der er mange at gøre tilfredse, hehe, og jeg vil selvfølgelig gøre forsøg – nogen gange rammer jeg plet, andre ikke, og nogen gange skal jeg bare gøre det jeg har lyst til og så være ligeglad med andres tilfredshed. Det er balancen! Men jeg er glad for diskussionen, for jeg bliver ALTID klogere, og jeg tager ALTID noget med mig. Så tak fordi du tager dig tid. KH

  12. Fint indlæg! Jeg følger selv Bloksbjerg og hendes ugentlige blogindlæg om hvordan hun selv gør. Der finder jeg meget inspiration, særligt helt konkrete tiltag ift madspild, hvor vi herhjemme godt kunne gøre mere, så det har vi så gjort 😊

  13. Det er svært, for så meget ligger i det ukendte og ikke fremme i lyset, specielt for privatpersoner. En person kan se meget frelst og “grøn” ud udefra og på SoMe – men samtidig fx køre timevis i bil hver dag, få shippet varer hjem ofte, købe nyt nyt nyt hele tiden osv. Og andre, som mig, bor meget langt væk fra familien og derfor “tvinger” vi os og dem til netop at tage årlige eller bi-årlige USA ture, for at se hinanden. Det er jo noget miljøsvineri og det er vi bevidste om! Men hvad skal vi gøre? Vi kunne positionere os som “grønne”, da vi bor meget småt, har ingen bil, bruger genbrug til vores søn, har ingen madspild osv. Men det ville jo kun være én side af sagen, da intet kan gøre op for de flyrejser vi “tvinger” vores familier ud på. Jeg synes det er rigtig svært. Men vi skal jo derhen af og det kommer vi med små skridt. Men det som mudrer debatten, det ér altså denne green-washing, som jeg ser på næsten alle miljø-blogs, hvor man netop positioner sig som være bedre end andre, eller mere aktiv i sine valg end andre, men samtidig ignorer andre dele af ens hverdag, som måske trækker ens CO2 regnskab helt op i skyerne. Problemet er jo netop, at det (udover flyrejser) ofte er skjulte og ubevidste ting, som ødelægger end regnskab, fx den plastik som al ens miljøbevidste gear kommer i osv. Derfor skal ansvaret højere op i samfundet – men vi skal også modstå fristelsen til hele tiden at brande os selv som værende bedre, mere informeret eller reformeret end andre, synes jeg. Det klinger så hult, når det netop er åbenlyst, at man fx har et tårnhøjt materielt forbrug samtidig. Så er det svært at ikke få dårlig smag i munden over fx en bloggers hæklede vaskeklude eller vatrundeller. Det virker så frelst… Selvom det nok er ubevidst. Man skal lade være med at pege fingre – men også kigge indad om man mon bruger denne trendy miljødebat til at fremstå bedre.

    1. Hehe, jeg er lidt i tvivl, om du henviser til mig – selv om jeg ikke har hæklede vatrondeller.
      Men det er så rigtigt – som helle også skriver: det er så umuligt at tale om som sort/hvidt.
      For mig startede det hele egentlig med Miljø Mandag, og det koncept var at gøre små ting, ændre vaner i hverdagen osv. Så talte vi herhjemme om, at vi skal skrue flyrejser helt ned, måske undgå det totalt? osv. osv. Det griber om sig.
      Men det samlede CO2-regnskab for os hver enkelte har vi jo ikke. Og de helt store spillere i regnskabet, som vores forbrugsvaner, pensionskasser, transportvaner – det kan politikere herhjemme jo faktisk skrue på. Det tror jeg er nødvendigt. Meget mere end en vatrondel.
      KH

  14. Jeg fik en klump i halsen da det begyndte at handle om personlig frihed og retten til at gøre hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Du og andre nævner det, og det virker til at være et grundlæggende præmis for devisen om, at man ikke må blande sig i andres CO2-udslip.

    Grunden til at det løber mig koldt ned af ryggen når folk omkring mig taler om det at flyve og spise kød dagligt som en menneskeret, er at det netop skader andre. Det skader den planet vi bor på og dermed os der bor her. Jeg ser det ikke som en personlig frihed at forurene – men derimod som destruktiv adfærd, der går ud over os alle sammen. Derfor synes jeg heller ikke at argumentet om personlig frihed holder. Jeg ved ikke om jeg kan anbefale at “shame”, for som andre også påpeger så er det jo et stærkt negativt ladet udtryk. Men jeg synes heller ikke at den gode stemning skal bevares for enhver pris. Store ændringer kræver nogle gange at man rykker sine grænser og tør tale om tingene. Og hvor shaming klinger negativt, kan kritik måske klinge lidt mere sobert.

    Mine svigerforældre flyver jorden rundt ustandseligt. Jeg bliver tavs og fjern i blikket hver gang de vil fortælle om deres rejser. I sommers var vi i Spanien med dem. Vi havde taget toget og de havde fløjet på business class derned. En af de første dage købte de sig hver en hat, velvidende om at de ville smide deres hatte ud når de skulle hjem – sådan nogle var for besværlige at have i kufferten. Det var altså 10 rigtig svære og lange dage. Jeg sagde ikke noget myntet direkte på dem. Min kæreste gjorde. Men sandheden er, at det er den lille bitte del af jordens befolkning som lever som dem, der har den største skyld og det er deres børnebørn der kommer til at betale prisen. Når man ved det, er det svært at holde liv i den gode stemning. Det lykkedes måske meget godt udadtil og i relationen, men det sled på min integritet – mere end hvad der føltes sundt. Hvis jeg havde sagt noget, havde det måske mest været for min egen skyld. Men når jeg tænker over det tror jeg egentlig at social sanktionering kan have ret markante effekter – altså hvis man tier, er man vel også med til at vedligeholde nogle sociale normer og gøre det socialt acceptabelt at leve ubæredygtigt? Jeg kunne måske godt have stillet op til fjernsynssnak, men jeg tror prisen – den sociale – ville være for høj. Som jeg oplever det er der nemlig en social sanktionering imod dem, som kunne finde på at blande sig i andres klimaaftryk.

    Et andet argument der fylder meget er, at det er politikernes ansvar at gøre noget, snarere end privatpersonernes. For mig at se bygger det argument på en antagelse om at borgere (som vælger politikerne), privatpersoner og forbrugere er vidt forskellige grupper. Jeg tror vi bliver nødt til at erkende at borgeren, privatpersonen og forbrugeren allesammen har et ansvar og at de tre i øvrigt er den samme person. Hvis jeg som individuel forbruger forurener en hel masse ved at købe nyt tøj, tage på krydstogt osv., hvorfor er det så politikernes ansvar at rydde op efter mig? Er mit ansvar et andet når jeg står i stemmeboksen, end når jeg står ved køledisken? Det synes jeg ikke det er.

    Jeg håber, at min kommentar kan kaste lys over, hvorfor det kan give mening at sige fra overfor (overdreven) forurening.

    1. Frida, jeg er helt enig i hele din kommentar! Tænkte nøjagtig de samme tanker om personlig frihed, social konsekvens, (sviger)forældres forbrug og ansvar som privatperson, så tak fordi jeg ikke behøver at formulere noget fornuftigt nu, for du gjorde det for mig ❤️

    2. Frida, du formulerer dig vidunderligt, så tak! Det giver mening at sige fra og at udfordre – nu er det mig, der har oplevet at blive shamet på anonyme platforme, så derfor skriver jeg måske ud fra et ret personligt hjørne, men som du skriver er shaming ikke det rigtige. Og det jeg også taler om er #whataboutism, hvor vi udfordrer på en negativ måde, dem der allerede er godt på vej. Jeg kan godt forstå dit behov for at tage en diskussion med svigerforældre, som er så langt fra på vej, det synes jeg også, du skal gøre. Måske I ikke skal på ferie med dem foreløbigt?
      KH C

  15. Mange fine tanker, Cathrine. Og lad os holde fast i at tankesættet er en hel del anderledes end det var for bare få år siden. Det er en rigtig god start!

    Min egen klimarejse startede hos projecthandmade, der både skriver om købestop, bæredygtighed og klima, minimalisme, bevidst og bæredygtigt forbrug og de helt lavpraktiske tips til det gode liv som klimatosse. Og naturligvis den bonus det har medført; en sund privatøkonomi.

    Jeg må også melde mig på Helles vogn og ønske at virksomhed RPD ville tage et par skridt mere i den bæredygtige retning med færre opfordringer til merforbrug af nye varer (jeg elsker dine tips til at finde på dba!!) Og det her er sagt i den mest kærlige hensigt, for det er kun fordi jeg tænker at du har så meget at byde på! Jeg er også godt klar over at du skal have en løn hjem og sikkert allerede gør dig en hel del overvejelser omkring dem du samarbejder med og stiller dig i front for. Så tag det som en opmuntring til at gøre mere af det der lægger dit hjerte nær. Vi følger og bakker dig op, for du gør det super godt! Kærlige hilsner herfra og god dag med lille Eddie

    1. Tak for god feedback Pernille, jeg har givet et lille indblik i mine tanker i RPD-regi under Helles kommentar, som jeg håber giver lidt indblik. KH

  16. Hej Cathrine,
    Jeg elsker den måde du bruger din stemme på, og endnu mere det indblik vi får lov til at få “bagom” valgene og inkl. de mange overvejelser. Også fedt du selv sætter nogle ord på din oplevelse i Go’ aften Danmark. Jeg var selv ret skuffet, da jeg følte interviewet blev mærkeligt brudt op og aldrig gik i dybden (pga. produktionen, ikke jer). Mega ærgerligt, men fedt du vender oplevelsen om til at sætte gang i en debat her. Jeg elsker at følge med.

    1. Det var virkelig useriøst et interview – ligeså meget set fra mine egne indspark. Men jeg vil gerne tage jer med bagom, som det giver mening for jer og mig i videst mulige omfang. KH

  17. Jeg vil altså lige, i forlængelse af det fine, relevante indlæg, linke til VandreEventyr: https://vandreeventyr.dk/ som er et foretagende, der køres af nogle af mine gode venner. De tilbyder vandreture i form af “pakkeløsninger”, der går til DK, Sverige eller Norge. De er selv studerende og har derfor interesse i at holde priserne på et rimeligt niveau. Deres tre hovedkoncepter er eventyr, friluftsliv og sammenhold – det er da smukt, ikke? 🙂

  18. Jeg er så overrasket over, at Signe Wennebergs motto “Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.” kan falde i dårlig jord hos nogen. Jeg synes, det motto er SÅ rigtigt!

    Ingen danskere kan leve 100 % Co2 neutralt, men vi kan skisme allesammen gøre NOGET for at passe bedre på miljøet, os selv og hinanden. For nogen er det muligt fx at cykle på arbejde i stedet for at tage bilen, hvorimod de finder super grundig affaldssortering svært, fordi de bor i lejlighed og har en lille baggård uden skraldecontainere til fx metal. For andre ville situationen være omvendt, right.
    Rom blev heller ikke bygget på en enkelt dag, og ingen kan leve Co2 neutralt på alle tænkelige punkter. Men vi kan alle gøre noget, det er jeg overbevist om. Det behøver ikke være alt eller intet, og det er i mine øjne enormt ansvarsfraliggende, hvis man intet vil gøre, fordi man ikke kan gøre ALT.

  19. Jeg vil slet ikke kommentere på hele klimaspørgsmålet, men fik sgu en klump i maven da jeg læste din tekst. Ved godt at du selv har valgt dit arbejde og at det på mange måder er en privilegeret livsstil du har, men hold nu op et pres mand! Tænker på mennesket bag, der får ondt i maven over at skulle til et bryllup.. Som i det hele taget bruger hele sin person, livsstil – og til en vis grad sin mand og søn – i sit arbejde, og dermed konstant skal kunne modtage kritik på personlige og følsomme områder. Ved godt. at du ikke har brug for pitty, du er sej og skal selvfølgelig også stå til ansvar for din business, men jeg kunne ikke gøre det.. Tak for et spændende og inspirerende kommentarspor herinde!

  20. Spændende refleksioner og tanker der deles i dit kommentarspor.

    Jeg vil blot opfordrer til at følge hende her: trashisfortossers
    Jeg så hende første gang i et af de der TED Talks. Hun er vældig inspirerende. Og måske følger du hende endda allerede.

    Tak for en god blog, Cathrine <3

    1. UH yes! Hende følger jeg også. Har dog ikke hørt hende i en TED talk, den må jeg kunne søge frem! I øvrigt et af de sværeste områder, synes jeg, al vores affald – mængden af den, selv om man håndterer det korrekt. Der er bare så sindssygt meget af det! KH

  21. Vil altså også gerne lige rose dig for, at lægge op til denne debat. Har læst flere af kommentarerne og været enig i flere af de kritiske pointer, men synes dine svar er gode og ikke mindst rolige og nysgerrige i tonen. Det tror jeg er den bedste ‘kur’ mod whataboutism!!! Det er egentlig ikke fordi du på alle punkter har lagt min kritik ned, men det er måske ikke det vigtigste – det vigtigste er, at der bliver ført en samtale, hvor ingen føler anledning til at skrige ‘dobbelt-moral’, ‘hvad med dig selv’ eller hvad man nu kan komme til, når man føler sig trådt lidt over tæerne.

    1. Tak Marie, jeg synes også samtalen er det vigtigste. Og den får jeg selvfølgelig ikke, hvis ikke jeg også tør stikke næsen lidt frem. Så det håber jeg, jeg finder energi til at blive ved med. KH

  22. Det her var alle tiders. Mest fordi jeg virkelig kan relatere. For bare et par år siden fløj jeg også gerne kloden rundt minimum én gang om året, oftere en 3-4 gange, men nu har jeg faktisk sat det som mål at vente i hvert fald 5 år om at rejse til udlandet igen.
    Det hænger nok også sammen med, at jeg er blevet mor for et år siden. Så begynder man jo virkelig at overveje konsekvenserne af ens handlinger for den næste generation. Og som du skriver, tror jeg, alle er blevet mere opmærksom på den udfordring, vi står over for.

    Nå, men det var et så fint indlæg – lad os gøre hvad vi kan og i hvert fald snakke om, hvad der kan gøres. Uden at shame hinanden.

  23. Jeg gad virkelig godt læse et interview med Copenhagen wilderness – bare en flig af deres planlæggergen🤞

    En helt anden ting – vil du sige noget om sæbekuglerne du engang viste billeder af? Hvis du/I altså stadig bruger den? Vi har en og jeg synes ikke helt tøjet bliver så rent som med vaskepulver eller så hvidt… jeg har også luret lidt på sæbenødder….

    1. Jeg har ikke brugt eller vist sæbekuglen, men måske jeg har delt en der gjorde? Jeg deler jo jeres grønne tips. Jeg har brugt sæbenødder, men er faktisk stoppet efter flere af jer delte TÆNKs test af dem. Det var virkelig godt! Du kan læse den i kommentarfeltet til indlægget om 20 måder at undgå plastik i hverdagen.
      KH

  24. Hvis folk er så sure så bloggere hvorfor læser de så med? For at have nogen at pege fingre af…. man bliver sgu så træt. Seriøst !!!!
    Ja bloggere lever af andres forbrug, men jeg synes mange har været gode til at tage deres blog op til revision og bruger deres blog til at informere os dødelige mennekser, som måske ikke lige er “klimaaktivister”.
    Lever vi næsten ikke alle af folks forbrug? Jeg er ingeniør og lever af at folk bygger om i deres huse. Og hvad med den butiksansatte i Matas? Er det nu også forkert…
    Du gør det SÅ godt Cathrine. Tak for at få mig til at tænke på mit forbrug og de små ting i hverdagen der kan ændres.
    Ps. Jeg syns helt sikket i skal tage til det brylluppet 🙂

Læg en kommentar