Et kig i kulissen: Hvilke samarbejder kommer? - ROCKPAPERDRESSES
Et kig i kulissen: Hvilke samarbejder kommer?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Julie tog de her billeder af mig til en kampagne for Storm & Marie, men timingen endte med at glippe lidt, så derfor har jeg ikke fået dem brugt, men så kunne de jo bruges her i en snak i arbejdsregi. Jeg skynder mig derfor bare lige at kalde reklame pga. tøjet. Og halskæden – den er en gave fra Palm Petit

Da jeg skrev det her indlæg var der hos nogen også et lille ønske om gennemsigtighed i valget af kampagner, og det fik mig til at tænke og tænke over, hvordan jeg kan åbne op med fuld respekt selvfølgelig for mine partnere.

Så jeg har fået den idé at skrive et halvårligt indlæg, et for Q1+Q2 og et for Q3+Q4, hvor jeg introducerer jer overordnet for de partnerskaber, som kommer i løbet af den næste tid. Og måske også en tanke eller to om, hvad jeg godt kunne tænke mig mere af. Kunne det være interessant? Så ved I hvad, der kommer og kan måske glæde jer eller føle jer inddraget i processen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Hvordan fylder jeg kalenderen ud?

Jeg har et udgangspunkt, der hedder maks to kommercielle samarbejder på bloggen om ugen og på instagram maks tre. Vi når sjældent derop, men det er rart at have en rettesnor for Emma, der booker min kalender og Barbara, der lukker kampagner.

For mig er det mest tidskrævende klart at lave de kommercielle indlæg. Jeg vil gerne gøre mig umage, så de ikke ‘bare’ føles som fyld men reelt indhold med vid og bid. Noget I gider at læse. Så jeg har ikke tid til flere – også fordi jeg altid opper alt andet indhold rundt om, så de ikke ligger ‘back to back’.

Barbara ringede faktisk i mandags og sagde, at vi har udsolgt for 2019. Hvis jeg altså vil melde den. Kalenderen er fyldt rigtig fint ud med god variation, og hvis jeg også gerne vil mine sideprojekter, så er det måske fint at melde udsolgt. Men jeg har sagt, jeg gerne vil holde den åben lidt endnu til små kunder. Dem med de fine ideer og initiativer, som jeg gerne vil gøre opmærksom på. Og ellers må vi begynde at tale 2020 med kunder, der henvender sig. Det er jeg faktisk stolt af – det går godt.

Ambassadørskaber eller små push?

De fleste samarbejder, jeg indgår, er længerevarende. Flere måneder med flere ‘push’ eller måske et helt år. Det er både dejligt for mig økonomisk som selvstændig, at jeg har nogle lidt større projekter – men omvendt kan det også give tørke i måneder, fordi de måske først lønner sig til slut – efter et års samarbejde. Det er en balance, og nu oven på barsel og en generel ‘taking things slow’, så jeg kunne lande i morskabet, så er der ikke så meget flow i min økonomi, som der var sidste år, hvor jeg havde oparbejdet et kontinuerligt flow af kampagner, jeg kunne fakturere for.

I det tilfælde kan det være rart med mindre kampagner ind i mellem, så økonomien flyder. Men en vigtig ting for mig og Barbara, min agent, er også troværdighed. Ikke at lave aaaalt muligt forskelligt i øst og vest. Den ene uge sælge sokker og den næste uge sofaborde og den tre skraldeposer. De indgående partnerskaber, hvor jeg bliver ambassadør og kan fordybe mig i virksomheder – det er det, vi går for. Hvor virksomhederne vælger mig til for mig og tror på os som relation.

Derfor siger vi som oftest nej tak til kunder, der bare gerne vil bruge “mine kanaler”, hvor de egentlig er ligeglade med mig, og det jeg kan. De vil ofte bare et hurtigt push på instagram eller en story hos en med en stor følgerskare – det er for ukreativt. Jeg bliver næsten offended, hehe! Vi siger også nej til for mange forskellige kunder inden for samme segment.

I kommer ikke til at se mig lave reklamer for både det ene creme-mærke og næste måned det næste og så det tredje. Jeg får ellers såå mange beautyhenvendelser. Men få og gode, det ønsker vi os. Derfor kræver det også nogen gange is i maven at sige nej til det første tilbud med håb for at det næste kommer og er endnu bedre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Laver vi opsøgende arbejde?

Det gør vi faktisk ikke rigtig. Kunderne henvender sig direkte til os, så som det er nu, skal vi ikke ud og søge kunder. Det er vildt dejligt. Jeg kan til gengæld godt fiske lidt i ny og næ. Hvis en kunde, som jeg er lidt lun på, holder et presseevent, så dukker jeg op, engagerer mig og viser min interesse.

Det kan sagtens give pay-off. Det er knapt et år siden, at jeg tog på Les Trois Cochons med en sovende baby Eddie i barnevogn og deltog i et presseevent for L’Oréal. Jeg havde åbenbart formået at charme dem så meget, at de få dage efter gav Barbara et kald – og nu har jeg været ambassadør i snart et år, haha! Sneaky woman, haha! Ej, meget af det jeg laver er jo netværk og at nurse dem, man synes er interessante.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Hvilke kampagner kommer der så?

Lad os tage et kig!

H&M

Har jeg samarbejdet med løbende i flere år. I år har jeg været brugt som moderator hos dem til de her talks, de hoster, for både Clubmedlemmer og presse. I næste uge kommer jeg til at vise nogle udvalgte styles på instagram fra deres Conscious Exclusive. Den har jeg sagt ja tak til, fordi jeg alle dage har været fan af den kollektion og selv købt styles derfra. De senere år har jeg været deres “ambassadør” for den kollektion. De er en virkelig dejlig samarbejdspartner, hvor vi har super god kemi (de sagde forleden med blink i øjnene, at de havde en jobopening, hvis jeg var interesseret), og jeg er ret nysgerrig på den retning, de er på vej i og netop fokus for den kollektion går godt i spænd med mig. Smukke rober med glimmer og fest – i bedre materialer.

FDB Møbler

De er kommet til i år, og vi fortsætter nogle måneder endnu. Dem er jeg virkelig også stolt af. Det er jeg jo af dem alle! Men FDB Møbler er jo en kæmpe hjørnesten i vores danske designarv – produkterne er i top kvalitet og holder, år for år. Det er klassikere. Jeg var inviteret ind til deres PR-bureau i foråret, og der pitchede jeg nogle idéer ind til den retning, vi kunne gå. De har den vildeste historie (Hej Børge Mogensen og co.!), som jeg arbejder på at skrive om og som udkommer i weekenden, inshallah.

L’Oréal Paris

Den fortsætter. Jeg er den danske ‘it-girl’ for dem, og for en makeup glad type som mig, som elsker at lege med mit udtryk, så er det her et godt match. For mig er L’Oréal et eksklusivt brand – til penge alle kan være med til. Vi kommer til at sætte fokus på den gode hud med foundations og en kommende særkollektion, der er lavet i samarbejde med et desværre ikke længere levende designikon. Jeg har også et photoshoot med dem snart, hvor mit lille ansigt skal bruges i kampagnesammenhænge (og vistnok hænge i butikker?!)

Juna

Fortsætter også lidt endnu – vi er ved at arbejde på næste fokus, som jeg håber kommer til at udspille sig med varm kakao og tæpper i sommerhuset. Jeg er rigtig glad for det her samarbejde, fordi Juna er ved at ændre deres produktion til bæredygtige materialer, og det er et stort skridt på vejen.

Mofibo

Vi har skåret ned på antallet af modekunder til få gode og i stedet søgt flere “non product”-agtige kunder. Jeg vil rigtig gerne lave flere kultursamarbejder, og i det passer Mofibo bare så fint ind. Jeg har et samarbejde med dem resten af året, som jeg er rigtig glad for. Jeg har selv udviklet en “content plan” med forskellige fokus for hvert post. Jeg leder lige nu efter en forfatter, der selv har indtalt sin bog til et interview om den proces.

Visit Sweden

I mere i den retning – så fedt med Visit Sweden. Det passer vildt godt ind i vores liv både som familie – de eventyr, der venter om hjørnet og som er nemme med en lille en on the side. Men også med tanke for at vi arbejder på at undgå fly (et styks flyvetur i nu 14 måneder). Hvad kan vi opleve i “nabolaget” – virkelig meget, it turns out! Nu har vi været i Skærgården og snart skal jeg på weekend-get-away med en veninde, lørdag til en søndag. Første nat uden Eddie, uaks!

Politiken X Hövding

Nogen af jer kan måske huske, at jeg havde et møde inde hos Politiken i foråret? Vi kastede en masse idéer rundt. Hvordan er det muligt at integrere et printmedie i et online som mit? Det er faktisk en ret svær opgave. Hvordan kan to, der godt kan lide hinanden, samarbejde? Vi vendte muligheden for, at jeg skrev indlæg eksklusivt for dem, at jeg tog nogle af deres artikler op til diskussion osv. Tusinde ting. Men kender I det, den var der ikke helt, den forkromede idé der. Men nu prøver vi det af. Først og fremmest med et fokus på deres Politiken Plus-ordning, man får adgang til, som abonnent. Og derigennem – Hövding. Cykelhjelmen over dem alle – jeg har haft min i 5 år. Det kommer der en lille kampagne på.

Simply Chocolate

Samarbejdet der bliver ved med at give, haha! Jeg har lidt indhold tilbage med dem, som kommer til fokusere lidt på julegodter. Det har været et rætti rætti godt match, mens vi har været trætte og på barsel, hehe… Jeg sagde i sin tid ja tak fordi jeg synes, deres farverige univers matcher mit helt vildt godt – og så er det sgu Amager made. Det er lidt hyggeligt at arbejde “lokalt”.

RO CPH

Jeg skrev et ret fint idépitch til Ro, efter de henvendte sig til mig, synes jeg selv, haha! Sådan er det nemlig ofte – kunderne henvender sig, er jeg interesseret? Ja? Så skal jeg sende et pitch med ideer af sted til fokus, så de ved, hvor jeg vil hen med dem. Ro laver smykker! Det kommer til at fokusere på at finde hjem i sig selv, at blive voksen, finde ro (no pun intended).

YogaStream

Det her glæder jeg mig vildt meget til! For jeg er bare ikke rigtig kommet igang postfødsel. Jeg betaler og betaler hver måned til mit yogasted, men når ikke derhen. YogaStream er hjemmeyoga, hvor man får et skræddersyet program, der matcher ens behov og evner, og det glæder jeg mig SÅ meget til at lære at kende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Giver det mening det her, for jer? At dele de kampagner der kommer, et par ord om, hvorfor de kommer, og så I også får fornemmelsen af, hvor meget de hver især er udvalgt og ikke tilfældigt landet her?

Hvad drømmer jeg om?

Jeg drømmer selv om flere “Visit”-kampagner. Rundt i Danmark men også i samarbejde med fx Tyskland, Norge og Sverige igen. Jeg synes, de passer virkelig godt ind i den mere grønne retning jeg er i mentalt, og det vil være fedt at være med til at inspirere flere til eventyr på “hjemmebane” fremfor under palmernes sus. Jeg har også drømt lidt om, at DSB kommer tilbage – gerne med fokus i samme retning eller måske med tog til udlandet, selv om der ofte er andre partnere på rejsen der.

Så går jeg også og kurtiserer DBA, fordi jeg synes, det kunne være et vildt godt match. Både med genbrugsguides, men jeg håber også, de har lyst til at være partnere på et talk-koncept, jeg er ved at udvikle osv. osv. Det er uudtømmeligt i mit hoved med idéer, de kunne være medafsendere på.

Idékassen

Hvis I har nogen skægge idéer til gode matches med brands eller lignende, så må I endelig sige dem højt. Jeg ser på ingen måde de kommercielle samarbejder som den sure/tunge del af bloggen med et sted, hvor jeg kreativt virkelig udfordres på den gode måde. Mine formidlingsevner får pludselig noge rammer, og det passer mig rigtig godt. Det er altid sjovt at høre hvem I tænker kunne være sjove i mit regie. Lidt ligesom når man tipper sin veninde om et jobopslag, man har set. DO share, og så kan det da godt tænkes, vi skal lave noget opsøgende alligevel!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

78 kommentarer
  1. Ej, hvor er det her indlæg bare godt! Jeg elsker kigget bag kulissen. Bliv endelig ved med det, hvis du også synes om at skrive det.

    1. Det kan du tro jeg gør – det er klart, der er noget, som er fortroligt i aftalerne. Men jeg vil meget gerne fortælle mere “bagom” herinde. Skriv endelig, hvis du har nogle konkrete ideer til emner, du synes er interessante! KH

  2. Wow. Jeg elsker det. Synes det giver så god mening som læser, at vide hvad man ligesom har i vente, blandt alt det andet gode fra din side. Personligt glæder jeg mig til yogastream og Hövding 🙏🏻🙏🏻

  3. Super god idé! Den slags teasers og særligt tankerne bag er SÅ interessante. Mere af det.

    Dy Plambech har selv indlæst ‘Til min søster’ og Thomas Korsgaard begge sine bøger. Begge kan varmt anbefales.

    1. Uhhh FEDT Pernille, måske jeg skal prøve at hive fat i Thomas, hvordan jeg end lige får fat i ham – vildt fedt input! Tak 😀 KH

      1. Det kan Amalie Wessel, som har en blog ved Bloggers Delight (Society B) måske hjælpe med – hun er rimelig tætte venner med ham 🙂 Ellers er der også Leonora Christina Skov, som selv har indtalt sin (fantastiske) bog “Den, der lever stille”.

        1. Jeg tænkte straks på Pelle Hvenegaard med Kære Zoe Ukhona og/eller Kristian Leth med Håb – Et forsvar for fremtiden.
          Begge bøger giver også rigtig meget tematisk mening i forhold til dine fokuspunkter her på bloggen (barnløshed hhv. klimadepression) 🙂

  4. Super spændende at komme med bag kulissen, sejt og ærligt!

    Jeg har lidt spg til en af dine samarbejdspartnere og dig – Loreal, et bredt og et specifikt:
    1). Hvad er deres take på bæredygtighed? Er de på vej med mere miljøvenlige produkter?
    2). Jeg har selv udskiftet stort set al min makeup til danske miljø-darlings som MIILD og Nilens Jord, men når det kommer til mascara så er jeg altså stadig fan af Loreal. Men HVORFOR er der parfume i deres mascara? Det giver ingen mening for mig, da det ingen praktisk effekt har sammen med konsekvenser for mennesker og miljø kan være høje.

    Jeg håber at du lander DBA – jeg kan sagtens se potentialet og jeg er virkelig spændt på inspirerende indlæg derfra.

    Hvis vi bliver i grønt image delen så synes jeg at det kunne være spændende at se hvordan partnerskaber med grønne organisationer kunne se ud, feks Danmarks Naturfredningsforening og deres nye naturfamilie koncept, Vild med vilje og jeres sommerhusgrund, m.fl.

    Tak for at inviterer os indenfor, det er smart tænkt 😉 #ladyboss

    1. Fedt Ida!
      Jeg spurgte en del ind til L’Oréals bæredygtige tanker, da jeg var i Cannes. Først vil jeg sige, at min oplevelse med brands især uden for Danmark (og Sverige) er, at de ikke er ligeså optagede af bæredygtighed – sådan har det i hvert fald været i de senere år. Vi her hjemme er rigtig gode til at stille krav til svanemærker, Astma og allergi osv. men det har slet ikke samme fokus i udlandet, hvor man som oftest nærmest ikke kan komme i nærheden af en ble eller vådserviet uden parfume. Når det så er sagt, så er der et paradigmeskifte på vej som også påvirker i udlandet tror jeg. L’Oreal har over en årrække på 13 år nedsat deres CO2-udledning med 77 % – selv om produktionen er steget med 38 %, inden 2025 vil de være gået over til at 100 % af deres plastikemballage er enten genfyldelig, genbrugelig, genanvendelig eller komposterbar osv. Der sker noget. Også selv om det måske i vores øjne går langsomt. Det er også GIGANTISKE virksomheder (desto større ansvar), men det tager tid.
      Du kan evt. læse lidt om initiativerne her: https://www.loreal.com/sharing-beauty-with-all-innovating

      Jeg spurgte faktisk Sara, Youblush, til parfume i mascaraer. Hun sagde, at det som oftest er i ALLE. Også selv om du næsten ikke bemærker det (med mindre de er astma og allergimærkede). Hun forklarede, at øjenprodukter ofte kan komme til at lugte, vist pga. bakterier omkring øjenene – det skal jeg lige dobbelttjekke – så derfor er der næsten altid tilsat lidt parfume. L’Oreal putter måske lidt kraftigere (bubblegum agtig til tider) parfume i deres mascaraer, og det er en smagssag. Men det er i virkelig mange af dem – også fra andre brands.
      Jeg er ikke selv så sart med parfume, jeg bruger også Rudolph Care, og når det er på øjenvipperne så er det trods alt et minimum på huden. Men der er vi alle forskellige 🙂

      VILDT spændende tanker om partnerskaber. Det gad jeg godt. Fede ideer, tak Ida !KH

    1. Nu blev det kun et lille skriv for hver kunde – og der kommer måske også noget med Warner Music igen, som der har været de sidste par med musikinterviews. Der synes jeg bare, det er så fedt at holde min interviewteknik ved lige og pleje min egen musikkærlighed. Det kan jeg virkelig godt savne fra radioen. KH

  5. Det er fandeme også rart med en goddamn influencer, der laver relevant reklame!
    Og undersøger til bunds!! Og tager konsekvensen, hvis en reklame har været fejlslåen (krifa eksemplet lige her).
    Det kunne rætti’rætti’ mange store bloggere og instagrammere lære af.
    Ja, det er fedt at få ‘gratis ting’, men hvor føles det bare som om man bliver taget i røven, når det er så tydeligt at den nye vand-afkalker og qooker i dit hus udelukkende er fordi ‘du bare gerne ville have den’. Det er klart blevet tydeligt at vi er flere der ikke længere gider stoppes med shady reklamer på instagram og blogs (se bare @Dittekirk der outer shady instagrammere og deres lyssky reklamer for kinaprodukter). Og andre gange tænker man simpelthen, at i virkelig må få big box for at reklamere for så latterlige ting, som fx holdningskorigerende tshirts osv.

    1. Haha, jeg kan godt huske den t-shirt!
      Jeg vil på ingen måde give mit besyv med på hvordan andre driver deres forretning, det må de helt selv om. De kan have deres bevæggrunde eller intention med forretningen. Men for mig giver det mening at købe langt de fleste af mine ting selv, sige nej til ting der ikke føles som et godt match (jeg synes godt partnerskaber kan berige mig og omvendt), og passe på min forretning med den etik jeg driver den med. Og så tage konsekvensen når matchet ikke er der. Krifa som eksempel men også andre partnerskaber, vi har stoppet før tid. Kender ikke Ditte, men det lyder ubehageligt, haha! KH

    2. Der er jeg faktisk uenig Maj. “Fordi du bare gerne ville have den” er da den troværdige reklame, fordi der netop bliver reklameret for et produkt som afsenderen bruger/gerne vil bruge og ikke et produkt som “man lader som om” (eksempelvis nogle plakater man alligevel ikke selv bruger). Jeg synes det er meget det samme som f.eks. en sponsoreret tur til Sverige, der lige passer med at man gerne ville holde en barselsferie uden fly. Og det synes jeg er så fint! I sidste ende er det jo inluenceren, der vælger hvordan de vil drive deres forretning og læserne der vælger om de stadig vil følge med.
      Og til Cathrine, så vil jeg stadig gerne følge med 🙂

  6. Jeg synes det her indlæg er fantastisk! Både for at forstå dine værdier og tanker mere men også for at få et indblik i business delen.

  7. Mega fint og skarpt indlæg. Jeg kan så godt lide når du inddrager os i hele din tilværelse og stoler på at vi vil dig det godt! Kh Amalie

    1. Sådan føler jeg det virkelig! Det vil I!
      Jeg har faktisk også haft det lidt optur på det seneste over at være en del af en kreativ branche, som ofte er mandsdomineret (og jeg elsker mænd altså), men lige inden for blogging er der bare så mange kreative, dejlige damer, som er endt med at tage deres hobby to business, og det gør mig så stolt. Der er virkelig mange, der gør det virkelig godt! Women supporting women, også fordi vores læsere, grunden til succesen, det er jo jer, der også er kvinder! Det føler jeg mig helt opløftet omkring! kh

  8. Det er rigtig fint, at du åbner op for den kommercielle baggrund. Især dine tanker omkring samarbejde. Har du overvejet samarbejder med supermarkeder omkring minimering af madspil? Alt for mange ressourcer bliver spildt på al den mad, der ikke bliver brugt eller købt. Det kan være en guide til gode opskrifter til at tømme køleskabet eller større fokus på visse varer, som er ved at udløbe og man savner inspiration.

    Hvad med inspiration til at bruge sin garderobe på nye måder? Så man “shopper” i garderoben og kan supplere med basisvarer, som gerne er bæredygtige?

    Fortsæt endelig som du kører nu. Det er en fornøjelse at læse med 😊

    1. Dejligt at høre Mathilde!
      Jeg har før testet madsamarbejder af, fx Aarstiderne og Santa Maria, men jeg synes ikke rigtig, de lander godt hos jer (selv om troværdigheden med Aarstiderne er i top og budskabet jo er helt rigtigt i forhold til madspild og økologi, og jeg i øvrigt selv har købt kasserne i henved 6-7 år).
      Jeg har simpelthen ikke dyrket mad nok i blogregi til, at det er det I kommer her for. Hvis I vil søge madinspiration, så går I andre steder hen. Det er jo også pudsigt og lidt skægt for mig at opleve, jeg kan ikke “sælge” hvad som helst. Og lige mad er ikke et hit hos jer (med mindre det er croissantanbefalinger, haha!). Sådan lærer jeg også mit eget brand (også set gennem jeres øjne) bedre og bedre at kende.
      Til gengæld har jeg kurtiseret Irma for et samarbejde med fokus på dyrevelfærd, økologi osv. Det kan være det kommer en dag 🙂

      Rigtig godt input med garderoben – jeg har været lidt off på OOTD-indlæggene og kommer også til at dyrke dem mindre end før – eller i hvert fald lidt anderledes, med meget mere fokus på genbrug. En dag kunne det være sjovt at køre en challenge med mig selv a la 30 ways of wearing eller lignende! Tak! KH

  9. Jeg har læst med lææænge, men vist aldrig rigtig givet mig til kende – undskyld 😂
    Jeg synes det er et rigtig fedt indlæg og spændende for os læsere at følge med i dit slags job som jo er meget anderledes en rigtig mange andres. Det er svært at forestille sig hvordan det ser ud bag kulissen, så det er fedt at komme med på et kig ☺️

    1. Det er da sådan en sjov størrelse – sådan er det ofte med de kreative jobs. Jeg lytter også til Sitter podcasten, hvor Iben Hjejle også giver et indblik i, hvilken krejlertilværelse skuespillet er. Det synes jeg er SÅ spændende, for jeg har da en ide om, at HUN må tjene kassen og sidde på toppen. Virkelig dejligt at få et lille indblik i noget, der er uigennemskueligt for de fleste. KH

  10. Hvor er det bare lækkert, at du deler ud af alt det her, og hvor er du bare (igen igen igen) den sejeste! Det giver så meget mening at følge med hos dig, fordi man ikke – af ren uvished – føler sig ført bag lyset af dum reklame, som nogle gange kan være tilfældet andre steder. Du gør det gennemsigtigt og så er du samtidigt bare mega boss 💗 Jeg er virkelig stor fan af dig på rigtigt mange måder. Go go go!

  11. Jeg synes virkelig også, at det er et godt indlæg og en god ide 😊 jeg synes det øger troværdigheden og gør, at jeg er mere åben for de ting der nu bliver reklameret for i de pågældende samarbejder.
    Jeg synes virkelig bare, at du er skide god og inspirerende 😊

    1. Det synes jeg bare er virkelig dejligt, tusinde tusinde tak Michelle. Tanken var i hvert fald at det skulle være mindre “hovsa”-agtigt og fremstå mere som det faktisk er, velplanlagt og med et mål for øje. KH

  12. Af ren nysgerrighed: Hvad er din bevæggrund for, at bruge udtrykket “inshallah”? Et hurtigt kig på din blog giver mig ikke umiddelbart et grundlag for eller en forklaring på, hvorfor du bruger et arabisk udtryk.

    1. Det har jeg brugt længe – også herinde 🙂 Jeg kan virkelig godt lide det for sin betydning – hvis de højere magter vil det. Jeg beklager, hvis det falder dig for brystet, jeg kan generelt godt lide at lege med mit sprog; dansk, engelsk, svensk, og taler vi kulturbestemte, jysk, fynsk osv. KH

  13. Apropos at du søger en forfatter, der selv har indtalt sin bog. Tag evt. at hive fat i Carla Mickelborg som har indtalt sin egen bog “Jeg elsker mig selv”.

  14. Hej Cathrine,

    Mega fedt at komme med bagom dine tanker omkring hvert samarbejde. Det er super fedt at høre om, både hvordan det hele foregår, men også hvorfor hver især er udvalgt. Sejt!

    Knus Christina

  15. Hej skønne Cath, mega spændende og relevant indlæg, både som læser og som nysgerrig på branchen! 👀
    Mht. dit Mofibo samarbejde, kan jeg se at Thomas Korsgaard er nævnt, men kan så i stedet smide Hella Joof og Leonora Christine Skov i puljen 👌

  16. Fint indlæg – og et lille spørgsmål: Hvorfor er det så tys-tys, hvad man ca. tjener som influencer? Argumentet om diskretion holder ikke, for man kan jo eksemplificere inden for en margin og uden at nævne et konkret eksempel. Argumentet om, at “alle samarbejder (og influencers) er så forskellige”, holder heller ikke, for man kan jo svare på hvad fx 1 post på insta + 3 stories koster (eller lignende – kender intet til det i praksis). Jeg synes, det er ærgerligt, at man i stort set alle brancher kan få af vide, hvad en mindsteløn og god løn ligger på, men at hele blogger/influencer-branchen skal være så lukket. Det gør, at den føles lidt længere væk (for mig). Man spørger jo ikke, om folks månedsløn i gennemsnit, så jeg føler egentlig ikke, det er et offensivt spørgsmål. Det er ikke rettet mod dig som sådan, men i forlængelse af at blive ført bag kulissen og økonomisk flow, så er dét om noget, folk virkelig gerne vil vide 🙂

    1. Jeg vil da gerne dele – uden at jeg egentlig er helt opdateret på mine listepriser, men et sjus vil jeg gerne give. Jeg sidder slet ikke med forhandlinger eller økonomien i det. Jeg arbejder fokuseret på det kreative outlet og siger ja tak og nej tak – resten tager hun sig af, den gode boss Barbara. Det er også derfor jeg ikke er helt opdateret faktisk, hehe…
      Men jeg mener, at priserne er noget a la 15.000 kroner for et blogindlæg, 10.000 for en instagrampost og 5.000 for en story.
      Og så kommer de priser med en laaang række forbehold. For de dækker selvfølgelig, som alle andre selvstændige, min pension, sygedage, barselsopsparing, mit kamera, computer og alt andet jeg har brug for for at kunne udføre mit arbejde.
      OG så er det faktisk sjældent, at nogen betaler de priser. For ved større samarbejder vil der være gode rabatter at hente, og det samme hvis kunden er en, jeg virkelig gerne vil – så kører jeg mega meget goodwill. Fx modekunder – de har sjældent det store budget. Men hvis jeg synes casen er spændende, eller hvis den kan give mig noget god branding, så vil jeg gerne finde en løsning.

      Jeg tror egentlig det er en kreativ branche-ting. Jeg har ingen idé om hvad Nikolaj Lie Kaas tager for en film. Eller en eller anden krimiforfatter får for sin bog. Og jeg er ret sikker på, at hvis jeg fik det at vide, så ville jeg synes, beløbet var astronomisk, men uden at tænke på, at det jo skal dække alle de dage, han ikke laver film eller forfatteren udgiver bog.
      Og så kommer der jo en ting som ren og skær navn oven i for dem, som gør at de kan tillade sig andre priser, der bliver usammenlignelige uanset 🙂 Håber du kan bruge det. KH

      1. Det skal vel også dække udgifter til kontor, agent, fotograf osv., ikke?
        Først tænkte jeg “kors i hytten, det er godt nok en afsindig god løn”, men med alt det, du også nævner, så er vi vist bare nede på en ganske god løn 😉

        1. Ja præcis, 20 % af de priser går til min agent, fotografer oveni, som fx her hvor jeg betaler Julie for at tage billeder til Storm og Marie, så er der min kontorplads osv. osv. Det er en samlet pakke af almene udgifter som selvstændig, forsikringer – alt det jazz man ikke tænker over, når man er lønmodtager. Når det så er sagt, så har jeg en rigtig fin forretning ud af bloggen, hvor jeg også tør satse og takke nej til kampagner, som ikke er spot on. For nyligt en pant-kampagne, som bare ikke helt var der, når brandet bag lever af at sælge vand på flaske. KH

          1. Shit, det er lækkert med din ærlighed! 😍
            Den der med pant-flaskerne… Jeg så den hos en anden blogger som jeg har fulgt i årevis og spottede også diskrepansen mellem bæredygtighed og promovering af eget brand.

        2. Det er også derfor tror jeg, at mange selvstændige måske ikke går ud med deres løn – både for at beskytte sig selv, men også fordi man ikke kan forholde sig til priserne og hvad de skal dække over. Det er egentlig ret meget. KH

          1. Mega fed kommentar A, og endnu bedre svar Cathrine!
            Min (i forvejen store respekt) for dig og din virksomhed voksede lige med 100%
            Du aner ikke, hvor meget dine ord har motiveret mig, til at påbegynde og skabe det arbejdsliv jeg ønsker… Og det er en helt anden sag. Men TAK for det! Kh

      2. Tak for svar! Og fint svar i øvrigt.
        Bare lige for at forstå – og jeg ved godt, det ikke er dig, der sidder med det, men et ca. svar – så er en kampagne fx et blogpost, et instapost og to stories? Eller lignende? Og så er det vel så en samlet pris? 🙂
        Jeg er helt sikker på, der er mange udgifter – man får vel forhåbentligt ro og flow i det efterhånden, når man har etableret dig? Når man har computer, kontorplads, udstyr osv. Det er jo altid “risikoen” ved at være selvstændig, men forhåbentlig er der mange fordele! Personligt ville jeg sleeet ikke kunne klare dig. Jeg bekymrer mig alt, alt for meget, og jeg er typen, der er sindssygt ubeslutsom. Men dejligt, at det er en mulighed for mange!

        1. Nej en kampagne er slet ikke givet på alle tre platforme – nogen vil kun køre instagram, andre ønsker også blogindlæg. Det er er totalt individuelt fra kunde til kunde og kampagne til kampagne. Jeg anbefaler også nogen gange et blogindlæg med, for det er vidunderligt et medie til det dybdegående, fortællende. Instagram er jo småt og smart og hurtigt. Og virksomheden får ingen SEO-værdi i fx instaposts. Det får de i et blogindlæg, så vi kan godt rådgive dem, hvad der matcher kampagnen, hvis ikke der er nok kød på, så er insta jo perfekt!
          Det er både vidunderligt at være sin egen chef og nerve wrecking. Især når kunder er sløve til at betale fakturaer osv. Så skal der være en vis bund 😀 Jeg er vildt glad for at have sparring i min agent, hun er uundværlig og nærmest min partner.
          Ja heldigvis falder en del udgifter når man etablerer sig, og så alligevel skal man holde sig opdateret. Og så er det jo bare dyyyrt, når man er professionel. En computer er ikke en knallert til 3.000 kroner men en macbook, der kan køre redigeringsprogrammer osv. til 30.000 osv.
          En anden ting som lønnen også dækker over, som er lidt mere fluffy, det er den generelle “vedligholdelse” af mit brand. Hvis jeg kun udgiver indlæg, som er annoncer, så vil min værdi ret hurtigt falde. Man køber sig ind i og betaler for, at jeg på daglig basis sørger for at holde mit netværk, mit content, min relation til jer osv. ved lige. Det har en stor værdi, at jeg passer på min forretning og min platform og kærrer mig om jer og bruger tiden på det. Giver det mening?

  17. Elsker, elsker, elsker det!

    Overraskende spændende med lidt transparens, faktisk. Det får dig kun til at virke endnu mere troværdig 🙂 Skønt at høre dine tanker bag de nøje udvalgte. Det giver mig faktisk lyst til at læse indslagene, når de kommer.

    Alt for mange gange (faktisk altid) virker den slags indlæg bare så forcerede, uanset hvor meget en blogger prøver at flette det naturligt ind og siger at “de har brugt produkterne længe”.

    Det her, det virker troværdigt, fordi det er en samlet pakke med en forklaring 🙂 Og hvor du udviser stor entusiasme – også for samarbejder du ønsker for fremtiden. Man får lyst til at heppe på dig 😀

    1. Det er jeg glad for at høre – jeg kunne godt have skrevet lidt mere på kunderne, men you know, keep somewhat short (det er ikke min spidskompetence).
      Nogen brands er jo direkte en forlængelse af egne vaner. Andre er at åbne en dør for noget nyt og spændende som krydder på tilværelse. Fx Ro kender jeg ikke indgående men blev totalt solgt på mit eget pitch, som jeg gav efter de havde sat præmissen, haha! Tak i al fald, hep er altid dejligt! KH

  18. Jeg er helt vild med dette indlæg. Det er så spændende at høre tankerne bag indlæggene. Kæmpe klap på skulderen herfra’!

  19. Hej – mega fedt indlæg.

    Et teknisk spørgsmål: når du på Instagram tagger mærke, som du har på (f.eks. Magasindunord, nikewomen, osv.), er det så ‘reklame’?

    1. Nej – det er en service så jeg slipper for at svare 50 gange hvor mine sneakers er fra 😀
      Hvis noget er reklame, så står det markeret som reklame. På samarbejdet med Storm og marie var kravet, at jeg tiggede Magasin du nord, fordi de har deres butik der. Men hver gang jeg tagger nogen, sådan generelt, så er det en service til jer og en lettelse for mig. Så skal I heller ikke vente på, jeg når at svare, hvor min croissant er købt 😀
      Dog tagger jeg fx yderst sjældent noget Eddie har på, for jeg ved, der er en risiko for, at brands finder billederne via tags og bruger dem på deres kanaler (selv om det faktisk er ulovligt uden samtykke), og jeg ønsker ikke at billeder med Eddie bliver spredt. KH

  20. Er vild glad for det her indlæg og at komme med i tankerne bag st indgå et samarbejde. Synes du gør det relevant og interessant med kampagner, som jeg normalt bare ville have en tendens til at hoppe forbi.

  21. Tak for et spændende og rigtig interessant indlæg! Virkelig spændende at læse dine tanker bag. Gerne flere af dem 🙂

  22. Jeg stemmer i koret – rigtig skægt indblik at få i den verden (netop fordi vi i reglen altid har takket pænt nej til de fleste sponsorater hos os, fordi vi jo bare er en hobbyblog) – det er skægt at høre, hvordan det hele fungere på er højere, reelt plan, hvor det er ens arbejde og mulighederne er mange, for at danne sig en sponsor-base 😀 Det er virkelig fint at høre overvejelserne og tankerne omkrig hver enkelt firma – det må være så hyggeligt at tage stilling til dem og at grave dybere i de man vælger.

  23. Skønt med endnu et område, hvor du er gennemsigtig! Og generelt laver du super godt content og virkelig kreative veltænkte samarbejder. Det er så dejligt at følge 😀

    Jeg har fulgt dig i et par år og er virkelig vild med, hvordan du formidler omstillingen til en grønnere hverdag. Og det var så dejligt at se, at du kørte den hjem med vintage under modeugen (med undtagelse af Helene Stahl Holm’s fantastiske jakke, som jeg ikke ville bebrejde dig for at “glemme” at aflevere tilbage 😉)
    Nu nævner du selv H&M’s conscious collection. Men det er jo kun en lille procentdel af hele den store H&M maskine. Så jeg er enormt nysgerrig på, hvilke overvejelser du havde inden samarbejdet med H&M i forhold til bæredygtighed?

    Jeg forsøger virkelig ikke at lege miljøpoliti, så hvis det kommer til at lyde sådan, så beklager jeg virkelig meget! Spørger af ren nysgerrighed, fordi jeg tænker du kunne have nogle virkelig spændende synspunkter og tanker omkring dette.😊

  24. Spændende indlæg og spændende kommentarspor, L’oreal historien og at du ikke kan ‘sælge’ mad fornøjede mig især. Tak for åbenheden!
    As for fremtidigt mofiboindlæg, jeg synes det ville være ligeså interessant, hvis ikke mere interessant, at høre fra en der indlæste andres bøger og havde gjort karriere ud af det, hvis man da overhoved kan det. Blot til info, hvis du ikke kan finde en forfatter at snakke med, men uanset hvad noget jeg håber du kan få stablet på benene, da jeg som storforbruger af lydbøger er interesseret i tankerne bag indspilningen.

    Mathilde

  25. Super fedt indlæg!
    Rigtig god ide med noget gennemsigtighed og et kig bag kulissen. Det er spændende at læse hvad der er på tegnebrættet og hvorfor du har valgt de samarbejder 👍🏻

  26. KÆMPE fan!!! Længe leve gennemsigtighed og velvalgte samarbejder 🙂 Og man forstår jo godt, at der er flere, der gerne vil samarbejde med fx Mofibo og Visit Sweden – men det kunne nu være fedt, hvis det var eksklusivt. De samarbejder, som man ikke ser andre steder, oplever jeg som læser som mest givende og autentiske 🙂

  27. Coop og plastik! Eller Salling group og plastik! Gerne med Maistics produkter… 😀
    Alt hvad fer omhandler at mindske plastik..

  28. Jeg er vild med det!
    Du har virkelig udviklet dig helt vildt som blogger over de sidste år – og er i mine øjne klart en af de allerbedste. Så tak for det 🙂

  29. Hey du,
    Har ikke læst alle kommentarerne, men dit indlæg er skidegodt for nu at sige det som det er. 👌🏽

    Jeg er stadig fan af gennemskuelighed på blogs, og forstår ikke hvorfor alting skal være så privat. Altså jeg ved godt at økonomi kan være svært at snakke om, men jo mere åben man er, jo mindre nysgerrig er man som læser… tænker jeg.
    Jeg har virkelig ingen anelse om, man får 50,- eller 500,- for et indlæg, eller om et opslag på Insta/FB giver gode penge i kassen eller `småskejser´, så der skal flere poste til? Blogland (hedder det stadig det, nu hvor man ikke rigtigt kalder sig `blogger´ men `influencer´?) ser i mine øjne stadig meget lyserødt ud, selvom jeg ellers følger en masse `mamabloggere´(der for det meste er meget nede på jorden), men der er måske ikke så meget salg i `hverdagen´?

    Nå, ikke så meget mere snak.

    Du er stadig pissegod til at skrive og være Cathrine, og det er jeg altså stadig megastor fan af. Jeg læste lige at E. snart fylder 1(!!!) år!, og jeg er vild med det! Blev virkelig så glad på jeres vegne, da du ventede dig! I er sådan en skøn familie at følge – og megatak for at vi må! 😍

    Ser frem til flere af dine velskrevne indlæg! God dag!

  30. Virkelig godt og vedkomne indlæg, Cathrine. Dét synes jeg virkelig er en spændende vinkel på den kommercielle side af blogs og jeg tager virkelig hatten af for at du deler dette med os. Mere af det! Kh Tina

  31. Så spændende indlæg og virkeligt sejt hvor transparent du er omkring din virksomhed og om valg af samarbejder. Jeg glæder mig allerede til dit samarbejde med YogaStream 🙂

  32. Hej Cathrine,

    Jeg er også stor fan, og jeg synes, du er virkelig dygtig til at bedrive relevant og vedkommende indhold, OGSÅ når det er reklame-indhold.

    Jeg vil dog gerne, ligesom Siv længere op i feltet, høre dine tanker om et samarbejde med en kæde som H&M, som alle vist kan være enige om, er svær at kalde bæredygtig. Deres forretningsmodel peger i hvert fald en fuldstændig anden retning. Jeg ønsker heller ikke at pege fingre eller være miljøpoliti – jeg kunne bare godt tænke mig at få et indblik i dine overvejelser 😊

    Kh Pernille

  33. Så fedt et indlæg 🙏 Ret interessant med indblik i dine tanker bag samarbejder. Glæder mig til at se hvad der kommer ud af samarbejdet med DBA.

Læg en kommentar