Læserliv: En anden måde at være udfordret på, i ønsket om børn - ROCKPAPERDRESSES
Læserliv: En anden måde at være udfordret på, i ønsket om børn

Vi skal tilbage til læserliv, jeres kvindeliv. Jeg kommer til at fortsætte med at dele jeres historier – om fertilitet, jeres jobs, måden I måske har indrettet jer lidt anderledes i  jer liv på. Send endelig Ellen en mail (assistant@rockpaperdresses.dk), hvis I har noget på hjerte. Det er det vigtigste.

I aften håber jeg, I vil tage godt imod denne modige historie og fortæller. Historien er smuk og barsk og ærlig. For een ting er at ville et barn. En anden ting er det at være udfordret på fertiliteten, på hormoner og fysik. Men hvad med psyken? Hvis man nu brændende ønsker sig et barn men det egentlig ikke er kroppen, der ikke er klar – men hovedet. Det her er en helt ny historie for mig at læse, så kæreste jer, tag godt imod den.

Af anonym

I efteråret 2017, sad jeg og havde undervisning på 3. semester, da jeg læste Cathrines indlæg ”The Hunger Games of getting pregnant”. Jeg kunne godt mærke en voksende knude i maven, og jeg sagde det til en kær studieveninde. Hun foreslog, at jeg, for nu, lod være med at læse det. Jeg prøvede at vende tilbage til undervisningen, men det var svært for mig at rette opmærksomheden på gæsteforlæserens uendelige PowerPoint show. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde udsigt til at blive gravid.

To måneder senere, blev jeg sygemeldt fra min uddannelse. Igen. Jeg havde nemlig før prøvet, at mit liv og min dagligdag måtte sættes på hold. Forinden jeg begyndte på min uddannelse, havde jeg taget en HF. Året før havde jeg gået i et tilbud for unge, der har det svært. Endnu tidligere havde jeg været igennem en årrække med afbrudt gymnasietid, utallige besøg hos læge, psykiater, psykolog(er) og indlæggelser på psykiatrisk hospital i Risskov.

Til sommer, fylder jeg 29 år. Jeg har en dejlig kæreste som jeg har været sammen med i 7 år. Jeg aner intet om min fertilitet. Så langt, er jeg endnu ikke kommet. Og det er pinefuldt, for jeg ønsker mig et barn. Og dét, der bremser mig, før en eventuel biologisk udfordring kunne gøre det, er min psykiske tilstand.

Da jeg befandt mig solidt i systemet, shufflede lægerne mellem diagnoser, og jeg har spist meget medicin i forskellige kombinationer og doser. I dag er jeg medicinfri, det havde aldrig en reel virkning på mig. Derudover har jeg, siden min sygemelding fra studiet, gået hos en dygtig psykolog. Hun hjælper mig, men jeg er endnu ikke dér, hvor jeg gerne vil være. Ude af de onde, onde cirkler. Det er også svært, når man har kæmpet så længe, så mange år. Psykisk sygdom kan, over lang tid, let kræve en stor portion af din identitet. Og når man på dage er virkelig motiveret for at kæmpe, så bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er tilbage af én selv. Hvem man er uden reglerne, kontrollen, ubehaget, tankestrømmen og selvforagten.

Min lyst til at få børn er dog, for det meste, upåvirket af min dårlige psyke. Den tager ikke hensyn. Den er fuldstændig ligeglad med, hvad der ellers foregår inde i mig. Bevares, andet kan fylde meget og mere, men i en eller anden grad, er den der, umulig at aflive eller sætte på hold. Og lysten har så mange vinkler, man kan anskue den fra, hvor de forbeholdende og kritiske selvsagt fylder mest. Også for mig. Jeg har ikke skyklapper på. Men lige vidt, om jeg kan se, at det er urealistisk og synd og skam at bruge energi på, energi jeg kunne bruge på så meget andet, så er lysten der, svær at tæmme.

læserliv, gæsteblogger, rockpaperdressesJeg har aldrig været hende, der dånede, når der var børn til stede, dog har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg ønskede mig dem i fremtiden. I efteråret 2016, måtte den fremtid gerne være nærværende. Det føltes pludselig instinktivt, så dyb en lyst. Og som det strukturerede listemenneske jeg er, gav det mening at sidde med en baby i starten af 2018 om alt gik vel. Så ville min kæreste og jeg have haft et halvt års tid, hvor ideen kunne modnes. For jeg vidste egentlig godt, at min udmelding ville komme ret pludseligt lige dér, på en hverdagsaften, over hjemmelavede burritos. Men det havde jeg jo taget højde for, troede jeg. Min kæreste var bare ikke med på ideen. Foruden det faktum, at han endnu ikke selv havde lyst var og er hans største anke, at jeg har det for dårligt. På daværende tidspunkt var jeg forblændet af, at hvis jeg kunne klare at tage en HF (en flot én af slagsen endda) og begynde på en videregående uddannelse, jamen så kunne jeg også tillade mig at ønske mig de samme ting som andre mennesker i 20’ernes sidste halvdel. Det blev ikke sådan som jeg ønskede mig. Langt fra. Og godt for det. Jeg fik det dårligere psykisk i løbet af det næste år (uanfægtet af babyprojektet). Og retrospektivt ved jeg godt, at jeg opførte mig egoistisk og urealistisk den dag i september.

Det blev alligevel til mange, tårevædede samtaler, forløst med måneders mellemrum. Jeg har siden levet med lysten til at få et barn. Det kan være ret så ensomt. Og bebrejdende tanker som, at selvfølgelig er det okay at have lyst. Man skal bare samtidig erkende, at det ikke er realistisk, fylder meget. Hvem har sagt, at lyst og realisme er en symbiose, man kan forvente.

Lysten lever sit liv parallelt med min dårlige psyke. Forstå mig ret, jeg ville ikke gå med til at begynde projekt baby NU. Men jeg savner et overskueligt perspektiv. Bliver det en mulighed at gå i gang med at forsøge om 9 mdr, 1 år, 2 år, endnu mere? Hvornår har jeg det godt nok? Hvad er godt nok? Hvornår synes min kæreste, at jeg har det godt nok? Jo længere tid, jeg bliver præsenteret for, jo mere ked af det bliver jeg. Og hvad så, når det faktisk bliver aktuelt, vil der være problemer?

Min kæreste kigger opgivende på mig og spørger om ikke jeg kan se, at det ikke går, når han kommer hjem fra arbejde og skal samle resterne af mig op, fordi jeg har haft det så dårligt. Jeg svarer ham, at JO, det kan jeg virkelig godt se. Men nej, siger han, det kan jeg jo ikke, for jeg bliver ved med at bringe emnet op. Ikke dagligt eller ugentligt. Men alligevel regelmæssigt nok til, at vi begge to ved, at det er der. Jeg vil egentlig bare gerne føle mig forstået i, at jeg drømmer om at blive mor. Og, at de år, der går, er mindre tid at være mor i.

Jeg savner til tider anerkendelse (ej at forveksle med opmuntring til projektet) af den drøm, hvor jeg oftere oplever, at mine omgivelser synes jeg skal tage de realistiske briller på og passe på mig selv. Ikke at de siger det. For min kæreste og jeg bliver aldrig spurgt om udsigten til børn. Det ligger implicit, at det ikke er aktuelt. For man skal helst kunne passe på sig selv, være et bestemt sted i livet, før man kan passe på andre. Jeg er enig, men jeg synes heller ikke, at det er så sort/hvidt og enkelt. Min kæreste er heller ikke bange for, at et barn ville lide overlast i min varetægt (heldigvis! Av mit hjerte, hvis han troede anderledes). Han er bange for, hvad det vil gøre ved mig. Men den risiko vil, for mit vedkommende, altid være der lige vidt, om vi fik et barn om 1 år eller 10 år. Jeg mærker i øvrigt stadig det store tabu, der er knyttet til psykisk sygdom. Det er bare nemmere for folk at spørge ind til, hvordan det gik hos lægen end hos psykologen. Det går i øvrigt begge veje, for jeg synes også det er nemmere at tale om et lægebesøg, hvor problematikken har været noget somatisk. Men det er en anden snak. Der dog også har rødder i denne historie.

læserliv, gæsteblogger, rockpaperdressesJeg er egentlig enig med min kæreste langt det meste af vejen. Det duer ikke, sådan som tingene er lige nu. Slet ikke. Der er andre ting, der skal have fokus. Men dét øjeblik, hvor en dag lysner eller jeg fantaserer om fremtiden, så er børn det første, der popper op. Som et kæmpe interesseemne, der hurtigt bliver til et minefelt, hvis jeg tager det op herhjemme. Jeg har skam forsøgt at tale om det uden rigtigt at tale om det. Prøvet at blive på et legende, teoretisk plan. Det ender sjældent godt. Det er svært at modellere, planlægge og glædes over en fremtid, der er så skrøbelig og uden for rækkevidde. Men tanken og drømmen er der alligevel hver dag. Sammen med frustrationen og det evige ubehag (åh, det ubehag!) over ikke at have det godt i sine egne tanker, sin egen krop.

Jeg prøver ikke at forsvare min ret til at få eller ikke at få børn, og jeg håber ikke, at nogen vil gøre sig til dommer over om, og i givet fald hvornår, det er en god ide for netop min kæreste og jeg.

Jeg ønsker blot at beskrive en anden måde at blive bremset på i en sådan drøm. Om end denne er helt subjektiv. Og at det ikke, trods håbet, som stadig er der, er så lige til at parkere drømmen og vente på bedre dage. For hvor skal jeg parkere den, sådan en inderlig craving efter at blive nogens mor.

17 kommentarer
  1. Åh, det er en historie, der går lige i hjertet. Jeg håber sådan, at det en dag bliver muligt for dig at blive mor! Jeg kan sagtens genkende beskrivelsen af, hvor stærk trangen føles ❤️

  2. Du skriver i hvert fald mega godt!

    Jeg har selv følt nogle af de ting du føler, men nok i mindre grad.
    Jeg har også haft psykiske vanskeligheder og i nogle år følte jeg mig for dårlig til at få børn. Det er en frygtelig og knusende følelse at have så lidt selvværd og så meget et ønske. Du har virkelig min forståelse og indfølelse!
    Jeg var aldrig så hårdt ramt, at jeg blev sygemeldt eller var på medicin i ret længe, men jeg nåede at tænke så mange mørke tanker om mig selv og min fremtid.
    I dag har jeg det meget bedre og er mor til en lille dreng. Jeg siger ikke, hvordan det er for andre eller for dig, men jeg blev psykisk klar på et tidspunkt, ikke at forveksle med at det ikke var skræmmende, og faktisk har min lidelse, som stadig kan være der, på helt lavt blus i baggrunden, ikke gjort noget dårligt ved mit moderskab. Om noget har det forberedt mig, gjort mig rummelig og fået mig til at indrette en stressfrit liv, som vi alle kan være i.
    Det hjalp naturligvis også, at jeg vidste jeg havde en stærk og omsorgsfuld partner.
    Men der er 1000 måder at være psykisk sårbar og syg på og mange grader af det, derfor ved jeg heller ikke hvad, der er det rigtige for dig.
    Jeg håber måske bare at sige, at jeg blev rørt over din historie <3 og til andre som har haft/har angst eller depression, så varer det i hvert fald ikke evigt for alle og det er heller ikke for alle, at det udelukker at blive mor engang i fremtiden.
    Alt det bedste C
    Pas godt på jer selv <3

  3. Det er simpelthen så fint beskrevet. Jeg genkender virkelig mig selv i meget af det, du skriver. Jeg kan godt sætte mig ind i din sårbarhed, din frustration og dit brændende ønske om børn. Ofte har jeg selv følt mig alene med de tanker, du beskriver. Jeg har i mange år gået og tænkt på, hvorvidt min psykiske tilstand, skal være en årsag til ikke at få børn.

  4. For pokker, hvor er det her fint, rørende, stærkt og sårbart (og meget mere, i virkeligheden) på een og samme tid.
    TAK for at dele (og tak, Cathrine – for (også) at udgive den slags indlæg), kære “anonyme”. Jeg ønsker dig alt det bedste! ❤️

  5. Kære anonym. Du er ikke alene. Af hjertet tak for at dele din historie og minde mig om at jeg heller ikke er alene <3 Jeg sender dig alle mine bedste tanker, mvh

  6. Kære anonym

    Du er virkelig sej! Både fordi du stadig er her, men også fordi du er med til at sætte fokus på denne vinkel af ufrivillig barnløshed, som ingen ellers taler om. Så tak for at dele!

    Jeg har selv været meget syg og var det i en meget lang periode. I dag har jeg det bedre end jeg har haft det i mange år og jeg har fået den ønskebaby, som jeg aldrig troede, at jeg ville nå at få. Det har været livsforandrende for mig at blive mor efter så mange år i smerte og meningsløshed.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at det snart bliver din tur og ønsker dig alt det bedste <3

    Kh.

  7. Hvor er du dog modig, moden og velreflekteret ❤️ Som sygeplejerske i psykiatrien ser jeg desværre alt for ofte resultatet af kvinder, som ikke har samme selvindsigt og overvejelser som dig. Jeg møder heldigvis også kvinder, for hvem deres sygdom er trådt i baggrunden og som er fantastiske mødre. Jeg håber af hele mit hjerte, at du en dag kan blive en af dem. En million kram og positive tanker fra mig til dig.

  8. Hold da op en historie. Jeg er helt mundlam, havde aldrig tænkt ufrivillig barnløs på den måde. Tak for at åbne mine øjne, og hvor skriver du dog godt!

    Alt mulig held og lykke med fremtiden <3

  9. Tak for din historie. Hvor du dog bare fortjener at blive mor og hvor jeg virkelig håber det vil ske for dig en dag. Jeg kan sagtens forstå at du drømmer og har brug for at snakke om det. Sender dig så meget kærlighed ❤️❤️❤️❤️

Læg en kommentar