Lortefuckingskidetrappe: Mit værste mareridt, come true - ROCKPAPERDRESSES
Lortefuckingskidetrappe: Mit værste mareridt, come true

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Hold. Nu. Op.

Første uge uden barsel er overstået, Adam er tilbage i jakkesæt og kantineordning. Og jeg er hjemme, glemmer at spise frokost i farten og er egentlig lidt kørt over. No pun intended med mandagens udskejelser. Det ligner egentlig rimelig meget mit arbejdsliv fra før Eddie, hehe… Lidt mange jern i ilden – og nu med en bonusstørrelse oveni.

Tirsdag startede jeg dagen med møde med DBA, som jeg forhåbentligt skal samarbejde med i år og næste år. Jeg har pitchet lidt forskellige ideer ind, som jeg synes, kunne være oplagte mellem os. Og så gik jeg på kontoret bagefter for allerførste gang i over et år. Og hold nu kaje, det var dejligt. Dejligt at være en kollega. At have kolleger. At vende voksenting – som ikke indeholder madplan og vasketøj. At arbejde uden for hjemme, være rimeligvis effektiv og også kunne lukke døren og computeren og gå hjem – uden at åbne computeren igen. Jeg fik svaret virkelig mange mails men også vendt hverdag med min kontorfæller. Det havde jeg savnet mere, end jeg først antog. Og imens var vores babysitter herhjemme med Eddie i nogle timer. Han sov lur halvdelen af tiden og legede og hyggede sig. So far so good – det tror jeg egentlig kan fungere ganske fint, og vi har fået vidunderligt søde Jane, til at hygge og lege her herhjemme. Alt godt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

(kjole modtaget i gave/reklame)

Onsdag er bedste-dag. Tre onsdage om måneden har en af vores forældre Eddie en halv dag og hygger og leger. Selvfølgelig for at hjælpe mig. Men også for at skabe bånd og være sammen. Det glæder mig helt vildt. Min mor startede ud, og de to havde gået tur, sovet lur, spist frokost. De havde hygget sig. I mellemtiden havde jeg haft fire møder og et event, skippet frokost og rendt i Matas for at købe noget ansigts-dims jeg manglede. Den var lige lovlig intens. Sådan nogle dage med mange møder, de er egentlig lidt træls, ikke? Det er jo ikke, fordi ens arbejde på magisk vis forsvinder ved, at man er ude af huset. Mailen står stadig og tikker derud af. Jeg får stadig ikke produceret indhold her til. Det var egentlig virkelig dumt. Jeg er ellers virkelig blevet glad for at udfordre folk på møder – kan vi tage det på mail? Kan vi klare det på et opkald? Skal vi skype? De tager bare lang tid; til og fra, småsnak, så til makronerne og farvel og tak. Arbejdstiden. skal være lidt smart, synes jeg. Og jeg tænkte først, det var smart bare at lægge møderne back to back – men det var det altså ikke i realiteten. Lektie lært.

Torsdag var jeg vært til en frokost med L’Oréal i forbindelse med deres nye Bambi Eyes-mascara. Jeg havde været lidt smart at foreslå Paradehuset, som praktisk talt ligger i min baghave, så det var nemt. Det var en vildt fin dag – men der røg også det meste af en arbejdsdag. Ikke så meget computertid som jeg havde brug for. Og hvor jeg var pissegod til at arbejde om aftenen før i tiden, så er jeg nu dødsenstræt, når klokken slår syv.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Og så kom fredag. Fredag hvor mit udgangspunkt er at holde fri med Eddie. Totalt computerfri. Totalt arbejdsfri. Lave noget hyggeligt, og således startede vi dagen med vores første parterapisession, Adam og jeg (og Eddie sov halvanden time gennem seancen!) – og det var pissefedt. Vi har allerede booket en tid til. “I har et virkelig godt udgangspunkt her”, var hendes ord, og det gjorde mig så glad og rolig i sjælen. Det ved jeg jo godt, vi har, men nogen gange kan man (jeg) også stille spørgsmålstegn ved alt for meget og det hele. “Men som vi siger i min familie: det går godt, og det kan også godt gå endnu bedre”. Det var virkelig en positiv oplevelse, det rum, hvor vi kan tale sammen på en ny måde. Med større ører og åbent hjerte. Jeg tror på det. Og selv om vi godt kunne have brugt en kop kaffe bagefter til lige at vende oplevelsen, så skiltes vi, og Adam kørte på arbejde.

Jeg tog hjem og mødtes med Julie til nogle billeder og en kaffe. Og så pakkede Eddie og jeg sydfrugterne og drog mod Bryggen og Baby Kurt og Emily. En lille bitte pølse var han, og så fin, og mit hjerte voksede tifold, da Eddie greb ud efter Kurts hånd og ville holde. Eller bare føle an/trykke/klemme. Who knows, really. Jeg så det som kærlighed. Kæft det var sødt. Og så trillede vi hjem. Bestilte burgere. Eddie fik sine første fritter. Kærlighed ved første blik. Mit barn, selvfølgelig. Han prøvede at dippe i mayo, og jeg har nærmest aldrig været mere stolt. Hånd/øje-koordination on point!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Og så skete det. Mit værste mareridt, det jeg har gruet for.

Vi var færdige med at spise. Jeg gik på badeværelset og gjorde bad klar. Adam kom ned med en nøgen og badeklar baby. Og så gled han på trappen. Jeg stod ude på badeværelset og hørte bumpet. Dem begge to, som to sække kartofler, der blev slået med et rundboldbat, som de landede på trappen. Og jeg styrtede ud. Eddie skreg og lå på trinet ved siden af Adams ben. Adam lå helt forvirret. “Hvad fanden skete der?!”, råbte jeg og tog Eddie op i favnen, og så blev han helt stille. Og til gummi. Hovedet dinglede fra den lille krop. “Der er noget helt galt!”. “Du skal ringe 112!”. Adam var helt forvirret og vidste ikke helt, hvad han skulle. Men han fik ringet og på få minutter kom en ambulance med fuld udrykning. Eddie var døset hen i mine arme, og redderne lavede forskellige tjek med hans reflekser, tjekkede pupiller. Og så blev vi kørt på Riget. Han blev tjekket for indre blødninger og hjernerystelse, men i og med øjnene reagerede, og han ikke kastede op, så blev vi observeret over en håndfuld timer, mens Eddie fandt sig selv igen og faldt rigtigt i søvn for natten. Alt var tilsyneladende okay, han havde været heldig – blå mærker på hovedet og en god skraber på ryggen, fra et trin.. Vi kom hjem kort før midnat og gik ud som lys, Adam og jeg.

Min største skræk. Den skide trappe. Lortefuckingskidetrappe. Det plejer bare at være mig, der er den kluntede.

Fuck altså. Jeg tudbrølede, da jeg fik ham op lige efter. Det var forfærdeligt. Jeg ved godt, at sådan her bliver det ved. De vil slå deres hoveder, brække en arm og komme til skade. Men det gør det ikke nemmere. Lige dér føler jeg mig slet ikke stor nok til et barn, jeg gik helt i opløsning af skræk. Som om nogen flåede hjertet ud, æltede rundt med det og kastede det ind igen, det forkerte sted. Jeg var ude af min krop.

Så i går havde jeg egentlig lyst i hjertet til at blive hjemme og glo på Eddie trække vejret. Men vi havde ti-års-jubilæum i min studievenindegruppe, Vinklubben. Og vi havde for længst arrangeret Polterabend-dag med lasertag og højt belagt smørrebrød. Og jeg tog også af sted. Første hele dag væk fra Eddie og Adam, og da jeg kom hjem, trak Eddie vejret endnu. Og havde vist savnet mig – eller mine bryster og kvitterede med en virkelig urolig nat. Great.

To ulykker, lidt for mange møder og lidt for lidt computertid.

For den kommende uge ønsker jeg mig lidt mere overskud og bedre arbejdstid. Ligeså meget Eddie. Og minus på ulykkerne. Tak.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

 

16 kommentarer
  1. Puha! Før 2 mdr siden skete mit værste mareridt. Min mand, datter(dengang 5 mdr) og jeg blev ramt af en anden billist med 80 km/t da den anden kørte over for rødt! Vi har det alle godt i dag. Da det skete brød jeg fuldstændig sammen og jeg tudede i et væk indtil vi var vel hjemme efter en tur på skadestuen med ambulancen. Jeg gik egentlig og følte mig noget overrasket og ked af at jeg havde reageret som jeg gjorde indtil jeg snakkede med en traumepsykolog. Hun gav mig et helt andet synspunkt da hun hørte historien og jeg følte mig som den stærkeste, sejeste løvemor der passer på sin datter. Jeg reagerede og fik hende sikkert ud af bilen. Du reagerede og fik din søn sikkert på hospitalet. Så sejt 💪🏼
    Masser af kærlighed jeres vej!

  2. Ej, nej nej! Sikke dog en grufuld oplevelse – for alle parter! Hvor er det GODT, I slap med forskrækkelsen (ikke at dén er fed, men…)
    Min mand gjorde faktisk det samme, da vores datter var knap 6 mdr. Han gled på det øverste trappetrin – med hende i armene. Det kostede ham så kompressionsbrud på fem ryghvirvler, fordi han jo holdte fast i hende og derfor slet ikke tog fra (men han er heldigvis okay – og vi købte efterfølgende et étplans-hus).
    Kæmpe forskrækkelse, og jeg husker stadig, som var det i går. Selvom det nu snart er 17 år siden..
    Så; kram til jer!

  3. Din stakkel 😕 Det gør så ondt, første gang de slår sig. Da vores søn var fem måneder gammel, faldt han ud af sengen. Han græd med det samme, men jeg synes, han var svær at trøste, og min kæreste endte med at få overtalt 1813 til at sende to reddere. Så snart vores dreng så deres flotte selvlysende veste, holdt han op med at græde og smilede over hele hovedet 😅 Falckredderne var dog megasøde og beroligende. De undersøgte ham og sagde, at han kunne ryge 8 gange i gulvet i træk, uden der skete noget. De er lavet til det, som han sagde 😂 Jeg hulkede også til den helt store guldmedalje, og de var så søde og sagde, at det sker for alle forældre på et tidspunkt:. Man er uopmærksom et halvt sekund, og så går det galt 😕 Og så grinede den ældste af redderne og sagde, at man slet, slet ikke vidste, hvad det vil sige at være bekymret for sit barn, før man får en teenager, så deeet… 🤦🏼‍♀️ Godt, I er ok ❤️

  4. Ej hvor blev jeg ked af det på jeres vegne, da jeg læste om Adams styrt med lille Eddie. Værste mareridt nogensinde og faktisk min værste frygt, da jeg går mega dårligt efter bækkenløsning. Puha. God bedring

  5. Åh Fuck! Hvordan har Adam det?
    Godt der ikke skete noget! Godt I kom til tjek! Kæmpe krammer herfra.
    Min datter gled en dag i hendes strømpebukser og faldt med hovedet direkte ned i vores klinkegulv. Den lyd! Og den gråd! Den sidder i mig og der gik mange dage hvor jeg var over hende som en høg.

    1. Åh nej for pokker, det lyder væmmeligt!
      Adam har det helt okay, trods et ordentligt mærke på armen, men nøj hvor var han os i chok og i opløsning. Vi faldt begge to helt fra hinanden. Egentlig utroligt vi kunne tænke to tanker og få os på hospitalet 😅 KH

  6. Sidder med tårer i øjnene og kan snilt genkende følelsen da det skete for os. Vores datter var 10mdr gammel og faldt ud af vores seng. Jeg kiggede seriøst væk i måske 2 sekunder men den lille dame landede som en kat på hænderne og fik sig kun en forskrækkelse men min og min mands : holy moly og så den dårlige samvittighed…
    2år efter sidder den stadig i mig og det var bestemt ikke sidste gang hun skulle give os en forskrækkelse. Jeres reaktion er helt normalt og selvom vores datter umiddelbart havde det fint lukkede vi ikke vores øjne den nat.
    Reaktionen bliver måske en smule bedre eller mindre hysterisk med tiden (kun en smule;)) men jeg tror at det er en del af forældreskabet og den kærlighed man har til det lille menneske❤️

  7. Jeg har gjort det samme med min søn, faldt 15 trin på numsen med ham i favnen i vores nye hus. Heldigvis har jeg en stor numse der tog fra og tog det meste af faldet men min søn på 15 mdr fik slået en lille flig af skinnebenet og måtte have gips på i tre uger. Det var så slemt at fortælle folk hvad der var sket, shit en lorte mor jeg følte mig som!

  8. Kære Cathrine,
    Godt I slap med skrækken – følelsesmæssigt er jeg helt på level med dig ift baby og tudede altså lidt da min lille mand skulle have sit første stik (lidt pinligt).
    Jeg skriver egentlig for at høre hvilken parterapeut I går hos, da det lød som en god oplevelse. Det er nemlig præcis de samme tanker min mand og jeg har, men vi synes det er en lidt uoverskuelig jungle at finde en god kandidat. Håber du vil dele!
    Tak for en god blog
    Mvh Lise

    1. Hej Lise,
      Det synes jeg slet ikke er pinligt – det er (også) det at være mor <3
      Send mig evt. en mail - jeg kunne forstå på hende, at hun var ret travl og ikke umiddelbart havde tid til nye klienter, men hun synes, vi var lidt hyggelige 😂 KH

  9. Puuh for en grim oplevelse, godt han er ok🙏🏻 Ved præcis hvordan det føles, styrtede selv ned af trappen med min store søn i armene, dengang han var 10 mdr 😳 Min mand kom ligesom dig løbende og tog vores søn, der SKREG som aldrig før. Vi havde lægevagten i telefonen og fik baby tjekket godt igennem – han slap med forskrækkelsen, for løvemor havde fået vendt sig i luften og taget alle knubs. Havde bare holdt ham ind til mig og taget alle knubs med kroppen. Ramte væggen med nakken og var blå på min ryg i 2 mdr🙈 Da jeg var hos lægen efterfølgende, fortalte han at mødre næsten altid instinktivt formår at vende sig i faldet, så barnet ikke kommer alvorligt til skade. Men hver gang jeg siden går ned af trappen med en baby, tænker jeg på det🙈

  10. Åh kære Cathrine.
    Puha for en slem oplevelse for jer alle.
    Et lille tip: Har I overvejet trappeskånere? Sådan nogle små tæpper/måtter man kan klistre på trinene (og sikkert tage af igen)?
    Vi har boet i 2 hjem med børn og glatte trapper, og jeg er SÅ glade for dem. De nedsætter glide-risikoen, og jeg bilder mig ind at de også tager/bremser lidt af faldet, skulle det ske en gang.
    Alt det bedste til jer ❤️

  11. Åh. det er bare det værste for et forælderhjerte!! Godt at han er OK. Han blev måske “bare” så forskrækket, at han faldt i søvn. Da jeg fik min datter og blev mor for første gang, var jeg konstant så s…. bange for, at hun skulle komme til skade. Min kæreste var hjemme med os i de første 4 uger, og alt var OK. Den allerførste dag han var tilbage på arbejde, og jeg dermed var alene med hende, tabte jeg hende sgu! Hun lå i sin lift, vi var lige kommet hjem fra en gåtur og jeg skulle T.I.S.S.E. Hun græd og var sulten, og jeg blev stresset og ville hive hende med ud på toilettet, så jeg greb fat i liften og løftede, men fik kun fat i den ene af liftens stropper, og BANG! så røg hun med ansigtet først ned på gulvet!!! Hun græd, jeg hylede og hulkede og alt (i mit hoved) var kaos! Jeg glemte at tisse, gav hende mælk og så faldt hun i søvn. Så ringede jeg hulkende til min kæreste og til 1813, og så tog vi på skadestuen. Der var intet galt. Hun var faktisk også kun faldet fra ca. 50 cm. højde ned på blødt trægulv. Alligevel var jeg helt ude af mig selv i flere dage efter, og kunne slet ikke tilgive mig selv for at have tabt min egen lillebitte datter lige ned på hovedet. Nu tænker jeg, at det nok ikke var så slemt igen, når alt kommer til alt. Men jeg husker tydeligt følelsen af at være slået helt ud af kurs.

    1. ÅH for filan. Det har været skrækkeligt for dig Anna, åh altså. Jeg vil næsten også påstå, det var værst for os. Nu gik det tilsyneladende let med Eddie efter hans chok fortog sig. Men det sad i os i flere dage, hvor vi begge græd, når vi genfortalte. Pludselig er vi så sårbare! Godt der ikke skete jer mere! KH

Læg en kommentar