1 år som mor - ROCKPAPERDRESSES
1 år som mor

Too many feelz i onsdags. Jeg græd fra morgenstunden, før frokost, efter frokost, ned i eftermiddagskaffen og til aftensmaden. Og sådan har det været i et par uger. Jeg troede nærmest, jeg var gravid, men ak nej. Bare mor. Og med en særlig mærkedag coming up, så pressede tårerne sig på.

I onsdags var det nøjagtigt ét år siden, jeg lå på ryggen på Herlev og sagde “jeg kan ikke mere!”, og da det endelig blev taget alvorligt, kom en kop og et par hiv eller tre – og så var jeg ikke kun mor i hjertet længere. Nu var jeg mor til den lille dreng i mine arme. Eller – han fik jo egentlig ikke lov til at komme i mine arme, først syv timer senere. Men you get the picture.

billeder JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Eddies første fødselsdag. Vi fejrede i lørdags, og vi fejrede på dagen. Jeg havde med vilje ingen bedsteforældre-passer-onsdag, for Eddie og jeg skulle hygge med zoologisk have og dele churros. Hans dag skulle være helt speciel, fordi han er det, for mig, selvfølgelig, men også fordi jeg så gerne vil smitte ham med min fødselsdagssyge – glæden ved fest og farver, og når nogle dage er lidt ekstra og lidt særlige.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Men det er jo også en mærkedag for mig. Jeg følte vitterligt også, at vi fejrede os, som forældre. Den 2. oktober, 2018, klokken 12.29, og mit liv og hverdag havde fået en udbygning. Det var den dag, min navle flyttede eftertrykkeligt væk fra maven og hen på et lille menneske, og alt jeg har gjort de sidste 370 dage har været for ham, med ham og omkring ham. Det er egentlig vildt, at man ikke taber sutten helt, ikke? Jeg mener, at opleve så voldsom en forandring fra den ene dag til den anden – jeg ved godt, man er gravid i ni måneder, og man endda prøver i kortere eller længere tid inden, forbereder sig, drømmer om, håber på, kun vil den ene ting; at være nogens mor. Men intet kan i virkeligheden forberede en på, hvad det at være mor også betyder. For ens tid, en selv, ens følelser. Det er sgu da et lille (velsignet) traume.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Måske gik jeg for all in på moderskabet?

Jeg er ærligt lidt overrasket over, den mor jeg er blevet. Med en forestilling om at Eddie da bare skulle med, og han da bare skulle lære at være blandt mennesker, og at vi i øvrigt hurtigt skulle tilbage til dating-gamet og have kærestetid – uden baby,  så er virkeligheden blevet, at vi har været på date én gang. I halvanden time. For seks måneder siden. Efter vi havde puttet, inden han vågnede igen. Og vi kan bedst lide at spise hjemme, 17.30, så han kan blive puttet max en time efter (bevares, vi har prøvet at spise ude med ham lige efter Italien, og det gik). Og Eddie? Sover stadig i midten, selv om jeg før tænkte “seks måneder, og så i egen seng!”. Så sent som i går skulle jeg have været til John Mayer-koncert med Adam og en ven, men det hele blev lidt rodet og abrupt, fordi Adam ikke kunne finde billetterne og først skulle omkring billetkontoret – vi skulle pludselig gå, før vi havde spist færdig nærmest. Og så var der min mor, der skulle putte Eddie for første gang, og Eddie der skulle puttes af en anden en os for første gang –  jeg følte bare, de blev efterladt. Uden vi havde talt putteritual og “sådan plejer vi at gøre”. Det kunne jeg ikke. Så en hurtig beslutning blev, at jeg missede koncerten og blev hjemme. Min storesøster sagde også i lørdags, at hun altså bare var så klar på at passe ham hjemme hos sig med kusinerne, hvor jeg trak lidt på det, mjehhh… Jeg synes ikke, han er klar. Eller også er jeg ikke. Til at han skal være i andres hjem, uden os.

Det er skidesvært, ikke? Er det mit eller barnets behov? For når de er rigtig små, så kan det svare nogenlunde over ens, men nu? Siger man ja/nej på barnets vegne med barnets tarv in mente – eller med sig selv? Fordi man ikke er klar. Sover Eddie stadig i sengen, fordi vi ikke er klar? Eller han ikke er? Det kræver en lille diskussion med mavefornemmelsen at besvare.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Der er ingen tvivl. Jeg er en hands on mor. Og nogen gange er jeg så meget mor, at det kan være svært for Adam at være far. Nogen gange retter jeg ham, fordi jeg bare så gerne vil have at Eddie får nok kærtegn/omsorg /trøst, når han har brug for det, når han fx for tiende gang bumper hovedet i gulvet/dørkarmen/opvaskemaskinen/trappen/benet/Frida. Andre gange fordi jeg læser så enormt meget om børneliv, at jeg synes, jeg “har den”.  I know et eller andet. Andre gange bliver jeg helt i tvivl, om jeg overhovedet gør nok? Og det rigtige?

Måske er min perfektionisme og evindelige stræber-attitude også rykket med ind i mit moderskab? Ikke i mit syn på Eddie, han er præcis den, han er. Men mig som mor, jeg skal gøre alt. Og det rigtige. Mit barn må ikke savne mig. Jeg skal altid være avaliable. Min osteopat sagde for nyligt, at det var tid til at viske vores symbiose ud, Eddies og min. Men er jeg klar? Og er Eddie?

Eddie 10 måneder 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Det slog bunden ud af mig, at vi blev separeret efter fødslen, at jeg ikke kunne være præcis det for mit barn, som jeg vidste, var det eneste han havde brug for i denne nye verden. Måske har jeg kompenseret for det lige siden? Og med det også ekskluderet mig selv fra omverden for at kunne inkludere ham i min? For jeg har været ensom. Jeg har savnet relationer, savnet venindesnak. Jeg har savnet at være voksen med andre voksne. Som ikke har været Adam, der har været ligeså meget nede i sovsen. Jeg har savnet at være mig til tider, uden dårlig samvittighed. Og alligevel ville jeg jo aldrig gøre noget om, for jeg føler, jeg blot har forsøgt at udfylde rollen som den mor, jeg følte, mit barn havde brug for.

Man bliver også den mor, som ens forløb kalder på. En hård start med adskillelse, en ulykkelig baby de første 6-8 måneder, mig der har været den eneste trøst i gråden, hvis der overhovedet fandtes trøst. Jeg er mit barns beskytter. Dengang og nu. Men jeg synes også, det har været virkelig svært til tider også at være min egen. Jeg har ikke været god til at passe og pleje mig selv. Jeg har ikke set så mange veninder. Jeg har ikke gået ud om aftenen (og det er trods alt dér, der fleste arbejdende kan). Jeg har givet mig selv enormt kort snor, og en specifik afmålt radius at bevæge mig indenfor.

Jeg har nogen gange været misundelig på de veninder, der har fået flasker til at du og bare kunnet gå ud med deres kærester igen, til veninders fødselsdag osv. Været misundelig på dem, der tog et par nætter ude. Og alligevel har jeg jo ikke haft lyst. Det der push/pull i følelserne er udmattende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

Men hvis det at blive mor er en lille form for traume, så er jeg ved at være ovenpå nu og klar til at blive sluset ud i samfundet igen. Jeg arbejder på at finde en balance, hvor jeg kan være mig for mig og mor for Eddie. For GIRL! Relax. Du har gjort det så godt. Og du gør det fortsat – opfostrer et barn, som på alle punkter trives og er SÅ glad, SÅ interagerende, SÅ karismatisk og SÅ sjov. Det er på tide kun at dyrke god samvittighed. God samvittighed når du går på kontor et par timer, god samvittighed når du ikke putter hver aften, god samvittighed, når du igen har skrevet dit barn op til institution (og er nummer 100 på ventelisten). Det er på tide, at du sætter dig selv fri og graver dig frem. Du er ikke kun mor. Du er også kvinde. Veninde. Kollega. Kone. Dig selv. Og det skal dit barn jo også se – hvordan man passer på sig selv.

Jep, jeg er en meget hands on kind of mor, så her er en række situationer, fra mit seneste morliv…

… I går tørrede jeg Eddies 11-taller af i ærmet på min t-shirt, I ved, #tistheseason. Jeg har også en enkelt gang slikket på min finger og kradset tomatsovs af hans kind, selv om jeg har svoret, det er det klammeste med voksenspyt som rengøring.

… Er jeg så vant til mad i håret, i panden, på tøjet til frokost, at jeg ikke ænsede det stykke kødbolle-med-tomatsovs, der var groet fast på min kind i fredags under mit shoot med L’Oréal. Så stof fotografen og prøvede at kradse klatten af på skærmen, indtil han opdager, det er mit ansigt. “We’ll remove it in post…” – tak.

… Spyttede Eddie forleden godt gennemgnasket rød peber ud – og min lidt for hurtige reaktion var at samle det op og spise det selv #stopmadspild (det var ægte klamt. Varmt og gennemtygget mad). You snooze, you lose, Frida, der ellers er biospanden her.

… Er der noget sært tilfredsstillende ved at få fat i en bussemand og hive den ud og tørre den af i papir – på Eddie altså #golddigger

… Udskyder jeg nogen gange at skifte en lorteble liiiige med en håndfuld minutter eller to, fordi jeg ved, at Adam kommer hjem liiiige om lidt, og jeg orker ikke flere.

… Fik jeg forleden sagt følgende til Adam: “På en eller anden måde kan jeg godt lide lugten af Eddies lortebleer – de minder mig jo om ham” (det er der heldigvis også andre, bedre, ting der gør)

… Går jeg lidt og glæder mig til, at jeg kan tænde for noget Gurli Gris eller baby Einstein en dag, så skærmen også lige kan hjælpe mig med lidt daglig parenting. Mor needs a break sommetider. Jeg har derfor lavet en account på Netflix med Eddies navn og en babyemoji som profilbillede.

… Er vi der nu, hvor jeg sluger snacks, Eddie ikke må få, fordi han bliver misundelig. Damn, you really see det hele. Jeg skal have lavet mig en form for wrap til mor-snacks, ligesom den brune pose om sprutflasker i USA, så jeg kan køre flødeboller i fred #surviving

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Weekend, Julie Bjarnhoff

57 kommentarer
  1. Tænd du bare for det tv.. Det skader ham ikke.. Ro på.. Min 1-årige har set tv fra dag 1 da storebror på 3,5 ser tv.. Og idag finder han selv dvd-kassen med teletubbies når han gerne vil putte og slappe af.. 😀 Så tænd du bare.. Mor skal også have et break.. Og snacks når baby er optaget af larmende tv.. 👍🏻

  2. Sikke et fint og velskrevet indlæg! Det rammer lige i øjet med min oplevelse af at blive mor. Jeg havde en fantastisk hjemmefødsel og var ikke adskilt fra min datter. Men har alligevel haft præcis samme følelser som dig! Rigtigt fint at beskrive det at blive mor som et velsignet traume.

  3. Jeg tror, helt alvorligt, at du er den eneste i verden, der kan skrive sådan et indlæg (skriv?), SÅ godt! Arhmen, bravo!! Og så lige en kæmpe tanke-krammer til dig! ❤️

  4. Tillykke med dit første år som mor!

    Jeg var til John Mayer koncert med min mand i går! Og min datter på snart 2 år blev passet og puttet af mormor. Det er første gang, vi har været alene ude sammen om aftenen – eller vi var det for et år siden til en Teitur koncert, men der nåede jeg at høre to numre, før jeg måtte skynde mig hjem til et ulykkeligt barn, så der skulle jeg vist bare have været blevet hjemme, som du gjorde i går <3

    Åh den der dårlige samvittighed kan blive en hel ond cirkel, jeg kan have dårlig samvittighed over at have dårlig samvittighed eller over ikke at have det, men det skal bare pakkes langt væk. Vi gør det jo godt, og når vi ikke gør det godt, lærer vi vores børn, at det er i orden at fejle. Vi kan kun vinde, og ellers handler det om at være med 😀

  5. Du skriver som altid SÅ velskrevet og fængslende 🙏🏻

    Jeg havde en helt “almindelig” fødsel, og alligevel har jeg det nøjagtig som dig!. Vores datter bliver to til december🤪❤️

  6. Så godt skrevet! Ihhh hvor bliver jeg bare glad helt ned i maven af at læse sådan et indlæg, fordi jeg kan spejle mig i hvert et ord og føler mig meget mindre alene/forkert.

    Du gør det mega godt for lige præcis Eddie, og jeg tror desværre at den der perfektionisme er rigtig skidt for en selv -også når man bliver mor.

    Men ved du hvad, det er 1 ÅR, så uanset hvordan du har været mor og uanset hvad du tænker nu, så starter en ny æra. Det er så kort tid og vupti allerede efter bare 1 år så har man ofte mere tid til sig selv.

  7. Super godt indlæg og jeg kan spejle mig i meget af det.
    Jeg synes virkelig det er svært at mærke forskel på min mavefornemmelse/moderlige intuition omkring mit barn og hvornår jeg bare er tryghedssøgende og gør det som vi plejer, i stedet for at prøve noget nyt.
    Jeg har både haft en ide om at min søn ikke kunne tage flaske, det kunne han godt, det skulle bare lige øves hver dag i en uge først. Jeg troede, jeg skulle amme hver gang han vågnede, men det viste sig at han sov bedre på tre gange. Jeg har troet mine forældre ikke kunne putte ham og det kunne de sagtens.

    Det er mega svært og skønt at blive mor og det er svært at vende tilbage til ellers gode vaner med at passe på sig selv.
    Det vil jeg vildt gerne have noget inspiration til. Hvad er måder man kan tage sig godt af sig selv, som ikke er at booke en massage?

    Vh C

  8. Hej Cathrine,

    Da jeg læste dit indlæg, fik jeg lyst til at skrive en kommentar – jeg er nemlig datter af en mor, der nogenlunde var som du beskriver dig selv, nemlig altid available. Jeg blev behandlet som blommen i et æg, og alle mine behov blev sat foran alt andet. Begge mine forældre beskyttede mig mod verden og det jeg fandt for overvældende eller utrygt – og det gør de stadig i dag, 24 år senere, hvis ikke jeg selv siger fra. Jeg elsker dem for det, for mig er det det ultimative udtryk for ubetinget kærlighed.

    Men når det er sagt, så tror jeg også at det har haft nogle negative konsekvenser. Mit indtryk (og jeg kan kun tale ud fra min egen personlige erfaring) er, at det at de altid har stået til rådighed, aldrig har udfordret mig når jeg ikke turde noget og altid har sørget for at jeg havde det godt, også har haft den konsekvens, at jeg altid har kæmpet med at tro på, at jeg er stærk nok. Jeg har nærmest først fået klippet navlestrengen over og kommet ud af den symbiose, du beskriver i dit indlæg, efter jeg er flyttet hjemmefra. Der er selvfølgelig stor forskel på at have et barn på 1 år og et barn på 6-7 år, og jeg kan helt sikkert ikke sætte mig 100 % ind i, hvordan det føles, men jeg ville i hvert fald ønske, at mine forældre havde sat mig lidt mere fri som barn, også selvom det ikke var det jeg gav udtryk for, når jeg græd og ikke ville sove ude hos familiemedlemmer eller venner. Jeg tror at det ville have givet mig noget mere tro på, at jeg kan klare alt. Og er det ikke en af de ting man ønsker for sit barn – at det skal vokse op og blive et selvstændigt menneske med selvtillid og mod på livets udfordringer?

    Det var blot en reflektion over livet som barn af en meget hands on kind of mor 🙂
    Rigtig god dag, og tak for endnu et godt indlæg – nyder at følge med!

    1. Det er præcis også sådan jeg har det og mine brødre er også lidt hæmmede af især min mors beskyttelse. Det skal også lige siges at mine forældre har det virkelig svært, nu hvor vi er flyttet hjemmefra. Tror det er så vigtigt hen af vejen i moderskabet at give lidt slip. Altså når børnene er større end 1 år 😉

    2. Ej, hvor er det en fin kommentar (og refleksion), Helena. Jeg blev nærmest helt rørt. Du beskriver det simpelthen så fint, og det giver virkelig stof til eftertanke! . 😊

    3. Ahh, bare tak Helena. Det du skriver er præcis årsagen til, at jeg opdrager mine børn på den måde som jeg gør. Her kommer vi aldrig til at langtidsamme, samsove eller hjemmepasse. Mormor, morfar og farmor har passet (med overnatning) utallige gange og vores ældste var også på ferie med overnatning i 4 dage hos mormor og morfar da han var 1 1/2, da vi skulle til bryllup i udlandet. Simpelthen fordi vi mente, at det var bedre og mere roligt for ham at hygge i sommerhus med dem, end at blive slæbt rundt i lufthavne, tog og busser og sove et helt fremmed sted. Vores ældste var også kun 8 mdr da han startede i vuggestue og det har fungeret så fint. Jeg bliver aldrig en mor der afleverer kl. 09.00 og henter kl. 13.00. Det har jeg det ganske fint med. Jeg er særligt sensitiv og har brug for meget hvile for at være den bedste udgave af mig selv. Jeg er en bedre mor, når jeg har hvilet og hvis det betyder, at barnet først hentes kl. 16.00, så er det sådan det er ❤️

    4. Ejjjj Helena, hvor er det fantastisk skrevet. Jeg er 25 i dag, og vokset op helt som du. Mine forældre har givet mig alt i verden. Og det er ikke fordi jeg ikke er taknemmelig for det – det er jeg, og de har gjort deres allerbedste. Men den dag i dag kæmper jeg med en tro på mit værd, på at jeg er stærk nok til livets knubs, på at jeg kan selv. Jeg ville sådan ønske, at de havde forsøgt at “skubbe” bare lidt til mine grænser. Tak fordi du har skrevet denne kommentar, det er så svært at italesætte emnet for mit vedkommende, uden at føle sig så utaknemmelig – hvilket endnu engang forstærker forkertheds- og ustilstrækkelighedsfølelsen.

      1. Hej Kathrine,

        Selv tak for kommentaren, det er rart at vide, at man ikke er alene 🙂 Jeg kan nemlig også godt føle mig utaknemmelig, når jeg giver udtryk for at jeg gerne ville have haft lidt mere modstand i løbet af mit priviligerede liv. Er dog ret sikker på at man kan udvikle sig i de retninger man vil – så jeg prøver at udfordre mig selv mest muligt. Der er ingen grund til, at vi føler os forkerte eller utilstrækkelige, for vi kan sgu sagtens når det kommer til stykket – vi har bare lidt mere udfordring med at tro på det.

        1. Hej Helena! Jeg oplever præcis det samme som dig. Jeg har haft det som blommen i et æg. Aldrig mødt modstand. Aldrig oplevet problemer, fordi mine forældre har løst det hele gennem min barndom. Jeg er opvokset i et ”rigt” kvarter, og først da jeg blev omkring 17 år, opdagede jeg, at alle ikke havde det som jeg. Simpelthen fordi mine forældre pakkede mig helt ind. Jeg har jo virkelig bare haft/har forældre der elsker mig og har ville gøre alt i verden for mig, MEN jeg oplever også nu at flere ting ikke er helt nemme for mig. Fx så bliver jeg ked af det, når jeg oplever meget lidt modstand, hvor andre bare vil ryste det af sig. Jeg ville ønske mine forældre havde givet mig lidt mere at kæmpe for. Det er ikke fordi, at jeg ikke sætter pris på dem men jeg oplever mig bestemt mere ”skrøbelig”, da jeg simpelthen først har stået på egne ben, da jeg flyttede hjemmefra, og faktisk først helt ægte, da jeg flyttede til en anden by. (jeg er fra Fyn, og bor nu i København).

          <3

          1. Hej C. Jeg genkender fuldstændig det du beskriver (og jeg har faktisk også boet på Fyn, men er nu bosat i København)! Heldigvis er jeg overbevist om, at man kan mere end man tror. Så selvom det er hårdt og man føler sig skrøbelig, når man møder udfordringer, så tror jeg også på, at vi selv er ansvarlige for vores liv fremadrettet. Det er kun os selv, der kan ændre på den måde vi ser os selv – og jeg har altså ikke tænkt mig at se mig selv som en der er særligt sårbar eller sensitiv resten af mit liv 😉

    5. Hej Helena 🙂 Jeg vil blot tilføje, at det faktisk er videnskabeligt undersøgt, og det viser sig, at en del børn af overbeskytteende/curling forældre oplever manglende tro på egne evner og tro på evnen til at mestre egen tilværelse senere hen. – simpelthen fordi de ikke har fået lov til at prøve sig selv af igennem opvæksten, og herved fået succesoplevelser og en medfølgende følelse af at ‘kunne selv.

  9. Årh for et dejligt indlæg (der minder virkelig meget om mit eget fra da min datter fyldte 1 år: http://frkgarn.dk/oktober-i-strik-og-lidt-om-at-blive-en-anden-mor-end-jeg-troede-jeg-ville-blive/ )

    Man ved bare ikke hvordan det er at blive mor, selvom man kender en masse der er mødre til deres børn. Og jeg har netop fejret min datters to års fødselsdag, og havde (stadig ) ikke regnet med at vi kørte på med amning, samsovning, dates i stuen og ikke ude, og ALTID vores datters behov frem vores egne. For hun vil stadig allerhelst være sammen med mor og far, og er det ikke bare dejligt???

    Og jeg kender udemærket godt til tankerne der nærmest kører nærmest synkront med behov for voksen/venindetid samtidig med at fritiden med min familie er så dyrebar. Jeg har heldigvis en venindegruppe hvor vi har aftalt at lægge en søndag i kalenderen hvert kvartal til at ses og sludre og hygge og lade mændene tage sig af børnene. Det er så dejligt med noget at se frem til. Nogle vil synes at det lyder helt absurd lidt at ses med veninder 4 gange om året, men sådan finder vi heldigvis hver især vores balance. Hver ting til sin tid.

    I weekenden legede jeg med min datter på hendes værelse, da hun pludselig pegede på døren og sagde ‘hej hej, mor’ og lukkede døren efter mig. Og der stod jeg alene i gangen og vidste at det var startet. Adskillelsen. Øjeblikket efter kaldte hun på mig, og vi var igen sammen. Jeg vil aldrig fortryde at jeg har prioriteret hende i de første to år af hendes liv. Det har været det hele værd.

  10. Sikke et fantastisk indlæg som jeg virkelig kan nikke genkendende til. Min datter er lige blevet 3 år, og min mand og jeg havde så sent som i sidste uge en meget følelsesladet snak om, om man nogensinde som forældre kommer til at føle at man er tilstrækkelig og gør det rigtige for sit barn. Der er så mange hensyn at tage – parforhold, institution eller ej, en glad mor med en sund krop, et barn der føler sig set og anerkendt men også lærer at verden ikke altid kun drejer sig om dem, osv osv. Jeg synes det er verdens sværeste balancegang, og derfor er det rart at læse dette indlæg og om ikke andet føle sig lidt mindre alene 🙂

  11. Fint indlæg ❤️ Jeg synes du lyder helt normal, sund og skøn. Jeg har en på 2,5, som jeg ikke blev adskilt fra ved fødslen, og som vi samsover med. Jeg er ikke i tvivl om, at det er vores alle (eller i alt fald mit og hendes 😉) behov og jeg elsker at kunne kramme hende om natten. Og hun har heller ikke sovet ude uden os endnu. Jeg er ikke klar og så længe hun ikke udtykker et behov for det. Så jeg siger bare ro på, han er kun 1 år!!! Nyd symbiosen så længe den varer. Pludselig er de store og gider os ikke længere ❤️

  12. Igen. Bedste skriv om emnet til dato🙏🏼 Måske fordi det er spot on for min situation.
    Da du skrev du havde besluttet at hjemmepasse, skrev jeg vidst: pas på dig selv. Selv om jeg ved man ikke kam bruge den slags bekymring før man selv beder om dem. Men jeg spejlede mig i dine beslutninger og måde at være mor på.
    Jeg har selv to piger. Og skulle selvfølgelig passe den store hjemme mens jeg var på barsel med toeren.
    Resultatet blev en belastningsreaktion efter tre års tilsidesættelse af sig selv.
    Du er ikke mig – og jeg er ikke din. Men lad os hjælpe hinanden med at se at vi er gode mødre selvom vi ikke altid gør det teoretisk/ideologisk ‘korrekte’. For det vidste sig (for mig) at det var rigtig nok: En glad mor er en god mor. Periode. Det var ikke kun en undskyldning.

    1. Og det der med institution…. jeg har altid tænkt, at det var skidt for dem. Men må sande, at finder man gode tilbud (dagpleje, børnehave, etc.) med dygtige kærlige voksne, så er mine børn trygge. Og i mit tilfælde har tilbudene altså været i stand til at give mit barn en struktur, som jeg ikke ha kunnet i et hjemmepasserliv.
      Hvorom alting er: Der er mange måder at give børn en tryg og kærlig barndom. Lad os sætte os selv fri til at udforske dem – og så kig på vores børn og se om de trives. Fremfor hvad vi læser.
      Kærligst en anden ‘teoretiker’

  13. Jeg relatere til alt det du skriver om moderskabet! Jeg hjemmepasser også min datter, og hun er faktisk kun blevet passet én gang, ellers er jeg sammen med hende altid. Tal lige om symbiose og at navlestrengen ikke er klippet! MEN sådan er det, også nu hvor min datter er 1 og 1/2. Jeg tror på, at min mavefornemmelse (intuition, kald det hvad du vil), stadigvæk taler på mit barns vegne. De har jo ikke et talt sprog endnu, så det er altså kun os, der kan forstå og mærke hvad vores børn kan, skal og vil✌🏽

  14. Efter at jeg selv blev mor, er det gået op for mig, at der ikke findes pyldremødre, hønemødre eller hvad man nu har af nedsættende navne for mødre, der på en eller anden måde er for meget for andres smag – der findes kun forældre, der vil deres børn det bedste, og som kender deres behov bedre end alle andre.
    Og så kan jeg i øvrigt virkelig anbefalde bogen “The Book You Wish Your Parents Had Read (and Your Children Will Be Glad That You Did) af Philippa Perry. Den findes vist også som lydbog.

  15. En god tommelfingerregel er, at små børn kan klare at være hjemmefra så mange nætter som det er år gamle. Så se at få bedsteforældrene i spil, og nyd en nat som kærester, samtidig med at din søn lærer sine bedsteforældre godt at kende og ikke mindst lærer at være væk fra sine forældre. Ingen gør det som mor, men mormors måde er mindst lige så god. Hun er jo lykkes rigtig fint med dig 🙂

  16. Sikke et fint indlæg. Jeg er netop selv blevet mor i maj, og det er en smuk og dejlig omvæltning, men også rå og barsk. Man finder virkelig nye sider frem i sig selv.
    Inden min søn kom til verden, hørte jeg det her radioprogram, og det tog på en måde lidt af vægten af mine skuldre. En af overskrifterne i programmet er “the good enough parent”. Et begreb som dækker over, at barnets fremtid ikke kun og udelukkende er bestemt af vores rolle som forældre. Det husker jeg mig selv på, når jeg har dårlig samvittighed over ikke at ligge på legetæppet sammen med min søn dagen lang 😊https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-16

  17. Så fint et skriv, Cathrine. Min datter bliver snart et år, og jeg kan spejle mig i meget af det, du skriver om dit moderskab. Jeg synes ikke andre skal have en mening om, hvornår ens symbiose “bør” ophøre. Lyt til din intuition. Din dreng har intet sprog endnu, du er hans advokat. I hører sammen og han skal nok sige fra når han kan ❤️ Jeg kan anbefale bogen “Raising our children, raising ourselves” af Naomi Aldort. Den repræsenterer det smukkeste børnesyn, meget i tråd med din tilgang til Eddie.

  18. Virkelig fint indlæg!
    Lige et hurtigt spørgsmål, der ikke har relation til indlægget – hvor er din smukke halskæde fra? ❤️

  19. Jeg synes du skal finde dig en ny osteopat, for helt ærlig, sikke noget pis at sige.
    Mor og barn skal være i symbiose! Det er der magien sker. Og ingen, INGEN, andre end dig og Eddie skal gøre sig til herre over hvornår symbiosen ender.
    Lad det fade ud af sig selv kår I er klar. For det bliver I og det gør den!

    Det er nogle skønne refleksioner. Men lad ikke samfundets pres og andres normer få dig til at tvivle på din egen mavefornemmelse.
    Hvis du gør dig fri af fortællingen om forældreskabet – og input som din osteopats – så ved du udmærket godt om det er dit eller hans behov – eller jeres begge.

    Stol på dig, du har uden tvivl fat i den rigtige ende!

    (Og lad dig ikke skræmme af den tidligere kommentar om en der har følt sig overbeskyttet. Jeg er blevet et stærkt, fandenivoldsk og meget selvstændigt menneske, selv om mine forældre STADIG er til rådighed 24/7.
    Min 6-årige er det mest udadvendte, sociale og oplevelseslystne menneske jeg kender, og han sover stadig i dobbeltsengen sammen med sine forældre og lillesøster, han har også fået al den kærlighed han har bedt om, al den hjælp han havde brug og i nogens øjne sikkert AL for meget symbiose… 🤷‍♀️ Whatever, ikk’?!)

    1. Jeg er også så enig! Synes ærlig talt også den osteopat skal skal blande sig udenom.

      Helt generelt synes jeg det er et kæmpe problem, at forældreskab oftest skal gøres op i “rigtigt” og “forkert” – som en slags “one fits all”. For alle der har haft børn tæt på livet ved, at one does not fit all! Du kender dit barn og hans behov (plus dine egne) bedst, så hvis det fungerer for jer med samsovning, at du er tilgængelig 24/7 osv, jamen så er det da det helt rigtige for jer! Og hvis det for andre fungerer fantastisk, at bedsteforældre kan passe så forældrene kan tage på date, er det jo fantastisk! Bare fordi noget fungerer godt for nogle forældre, betyder det ikke at andre forældre er forkerte fordi det ikke fungerer for dem. Jeg synes i hvert fald nemt, at snak om hvordan man er forældre hurtigt bliver til: “Det her er rigtigt for os, så derfor er dem der ikke gør sådan forkerte”. Og måske er det noget vi selv lægger i det, fordi det er så følsomt et emne – vi vil jo virkelig gerne gøre vores bedste. Jeg kan da godt mærke, at jeg indimellem bliver ramt, hvis nogen priser en anden måde at gøre tingene på (som fungerer fantastisk for dem), men som jeg ved ikke vil være godt hjemme i min familie – for betyder det så at jeg er forkert som mor, siden vi ikke bare kan gøre dit og dat? Men så husker jeg på, at jeg kender mit barn og min situation bedst, og at min søn og jeg nok skal nå det hele. Der bliver rigelig tid til tosomhed med min mand igen, istedet vil jeg nu nyde, at min søn elsker at putte og lege med mig – før jeg har set mig om, er han teenager og synes sikkert jeg er pinlig.

      Nå, det blev lidt langt 😛 Det korte af det lange: dejligt indlæg med nogle fine refleksioner! Og så synes det er så vigtigt, at vi alle husker, at børn og familier er forskellige, og ingen er forkerte bare fordi de gør tingene anderledes eller i et andet tempo – og der er intet(!) forkert i at være i symbiose med sit barn! Altså, han er for guds skyld kun 1 år og ville ikke, rent biologisk, kunne overleve uden sine forældre. Vi må huske at alle er de bedste forældre for DERES børn. Du lyder som en fantastisk mor!

  20. Spot on!
    Vi er også symbiotiske herhjemme med samsovning, (langtids-)amning, venter med institution til hun er ca 2 år etc. Hun er pt 14mdr. Jeg har oplevet et pres fra bla svigerforældrene og andre, som har undret sig over at de ikke måtte passe hende. Vi holder fast i, at det ved vi hvornår hun/vi er klar til, og fra hun var ca 1 år er hun blevet passet af ca 5 timers varighed fast af farmor og moster. Lige pludselig var hun klar – og så var jeg også klar. Pt kan jeg slet ikke forestille mig at sove uden hende, men jeg stoler på, at lige pludselig en dag, så er hun klar. Og så er jeg også klar. Hendes behov først. Ikke bedsteforældrenes, samfundets, at I da skal have kærestetid og at det SKAL være om aftnen ude af hytten. Jeg øver mig i at holde fast i min mavefornemmelse og ikke bukke under for pres eller forventninger. Gøre det der føles rigtigt for os. Min mor var også sådan, vi blev først passet ude da vi var store nok til at give udtryk for at vi ville.
    Jeg genkender den ensomhed/forkerthed/unaturlig symbiose som jeg oplever du beskriver i dit indlæg, fordi andre tager ud/væk/får passet – dem om det, hvis det føles godt og de er klar, afsted – nyd det! Jeg peger ikke fingre eller kommer med øgenavne som ravnemor. Men jeg vil også gerne kunne insisterer på at pasning af mit barn er noget jeg prioriterer, uden at blive kaldt hønemor. Omsorgsrevolution bliver beskrevet flere steder.
    Det er FOR VILDT at blive mor! At have ansvar for et lille menneskes ve og vel! Det der alarmberedskab, det er jeg først ved at lægge fra mig nu. Og i sidste weekend var jeg ude at drikke vin med en flok veninder og kom først hjem kl 00:15 og det var fedt! Hun sov, hun manglede ikke sin mor. Så var jeg også klar og jeg nød det 🤗❤️

  21. Sikke et dejligt ærligt indlæg. Det er sådan en befrielse at finde ud af, at man ikke står alene med alle de følelser. Min søn er dobbelt så gammel som din, men det ændrer ikke på, at jeg kan genkende mange af dine dilemmaer. Det kan være svært at acceptere begrænsningerne, når man er perfektionist og gerne vil være en god mor, god kæreste, god veninde, god datter, god medarbejder. Forhåbentlig lærer man at finde en balance med tiden, og at acceptere og arbejde med udfordringerne gradvist. Mange Tak for dine ord.

  22. Som Monica skriver – tænd for Popsi og Krelle på Youtube. Og når han bliver lidt træt af det, så prøv Teletubbies eller Bounce Patrol (sidstnævnte er så farverigt, at det gør ondt i øjnene, men min datter på 13 mdr elsker det, ha ha ;-)).

    Jeg genkender også mig selv så meget i det, du skriver. <3

  23. Jeg har det fuldstændig som dig! Min ældste er 5 år nu og min yngste snart 1 år! Vi sover stadig alle sammen og er ikke meget væk fra dem (har ikke fået passet vores yngste endnu)! OG – jeg har det så fint med det hele! Jeg havde de samme overvejelser som du ved vores ældste barn, men her ved nr to, har jeg omfavnet det hele! For hvor går tiden hurtigt ❤️ Og gudskelov for gamle mødregrupper og nye dejlige venskaber skabt gennem end børn 😍

  24. Jeg er mor til to piger. Jeg troede også en hel masse, før jeg blev mor. Men da jeg fik min første datter i armene ændrede alt sig bare. Lige pludselig blev jeg sådan en der langtidsammede, samsov og trodsede sundhedsplejerskens råd om mos, fordi blw virkede som en bedre løsning. Lige pludselig var jeg sådan en der ikke ville have mine børn passet, før de selv sagde til. Det sværeste har været at finde min mor-selvtillid og gøre det, jeg kunne mærke har været rigtigt. Rigtig mange har syntes, at jeg har været alt for meget mor også. Og det har jeg jo også været. Men jeg har ikke haft lyst til andet. Det var det rigtige. Og nu hvor mine piger er 2 og 4 år begynder jeg at få min frihed tilbage i små bidder. Mine piger er vidt forskellige og masser af ting har været forskellige med dem. Både med de små og store ting. Den store sover fx stadig i ske med mig, men lillesøster har bedt om sin egen seng, så det har hun selvfølgelig fået. Mit bedste råd er t lytte til din mavefornemmelse. Ikke til andres. For hey. Hvis DU ikke er klar, så er Eddie heller ikke. Det er ikke noget, han behøver at lære nu. Mon ikke det kommer helt naturligt på et tidspunkt? Min store pige var 3,5 år, før hun sov ude første gang. Hun spurgte selv og det føltes bare helt rigtigt. Hun hyggede sig max. Lillesøster var kun 2,5 år, da hun insisterede. Jeg syntes, at det var liiiidt tidligt, men hun fik lov alligevel. For jeg tror virkelig på, at man skal følge sine børn. Og hun havde selvfølgelig også en fantastisk oplevelse. Nå nu rambler jeg bare. Anyway. Bare følg dit hjerte. Ingen grund til at overtænke det. Du gør det godt.

  25. Det er mange forskellige måde at gøre moderskabet på 🙂
    Jeg har været præcis ‘den mor’, du troede, at du ville blive. Baby med til det ene og det andet. Med til fest og parkeret ude foran forelæsningslokalet (var studerende da vi fik hende). Passet af bedsteforældre, onkler og vores venner både ude og hjemme. Vores datter er nu 4 og er så tryg ved alle de mennesker, som står vores hjerte nært – det giver en utrolig glæde.

    Så fedt at du deler dine tanker om moderskabet, men herfra bare et lille opråb om, at man også kan gøre det på andre måder og være lykkelig i det og have et barn der stortrives 🙂

  26. Du beskriver spot on, hvordan det er at gå fra nul til et barn. ❤️
    Min svigerinde sagde det ved min første: “du river et år ud af kalenderen, når du får børn. Men i det store perspektiv er det ingenting”. Jeg syntes, at hun lød sindssyg. Men her syv år efter første barn, må jeg sige, at hun fik ret.
    Selv er jeg nu på barsel med min nummer 3, og jeg nyder igen af få lov at gå ind i symbiosen og håber, at den varer meget længere end et år. For lige pludselig gider de ikke kramme længere, eller helst være sammen med en. Så begynder vennerne at trække. Og det går bare så meget hurtigere, end man tror.

  27. Dejligt med et så velskrevet og -reflekteret indlæg fra en der har gjort det med moderskabet ret anderledes end mig selv. Tak Cathrine! Det er meget fint at læse, at man kan have alle de samme overvejelser og tvivl ud fra forskellige udgangspunkter. Jeg tror, jeg har været – og er – den mor jeg kunne være (hvilket bl.a. betød eget værelse før et år, supplering med flasker om natten, så far kunne hjælpe og give mig længere søvnstræk end 1,5 time) og det tror jeg i virkeligheden de fleste er ud fra deres behov, personlighed og oplevelser i moderskabet. Og hvor er det bare skønt at det ikke behøver være så sort/hvidt! Du er sej og jeg synes du virker som en smaddergod mor.

  28. For 18 siden blev jeg mor for første gang og mit liv ændrede sig totalt. Jeg er mumi for mine to elsklinge. De blev ikke passet af andre og da det blev institutionstid, havde jeg læst en artikel af René Toft Simonsen, hvor hun skrev, at hendes børn ikke var kommet til verden for at blive passet af andre. Så jeg har altid fået mit liv til at passe til dem og deres behov – og det gør jeg stadig i min karriere nu. Og kan godt få et ambitiøst lederliv til at forenes med moderskabet. Der skal være balance i familien , for at man kan ændre og forbedre verdenen.

    Nyd dig og find dig til rette med hvordan du vil udfolde moderskabet. Ingen har løsningen – men der er så mange at blive inspireret af 🌺

  29. Sikke et skriv! Tak for, at jeg ikke føler mig alene, i min måde at være mor på. Jeg har en søn på to år og øver mig fortsat med at lade mig prioritere mig – bare indimellem. Jeg har også en følelse af, ikke at ville gå glip af noget – lige den alder han har præcis nu, kommer jo ikke igen. Én sagde til mig, at forældreskabet er ét langt farvel. Jeg er sikker på, at vores drenge, den dag de er klar, klarer sig med manér – tilstedeværende og nærværende mødre har vel aldrig direkte skadet nogen børn?
    Tak for dine tanker og ord – det gjorde mig godt!

  30. Dit bedste indlæg relateret til at du et blevet mor. Sjovt og befriende og enormt genkendeligt. Tak for den 🙂
    Ps. Bortset fra din fødselsberetning. De(n) var fantastisk godt formuleret. Og varm læsning, da jeg desværre også oplevede en kort afskillelse lige efter min søns fødsel

  31. Wow, jeg har en klump i halsen, men tak for den, for den betyder bare at jeg ikke er alene om at været alt for meget mor. Tak for et virkelig godt indlæg, det føles næsten som om du har læst mine tanker! Min søn er kun 10 dage ældre end Eddie, så hele dette år har det været ekstra interessant for mig at følge. Nu sidder jeg bare og tænker: alle siger at det bliver nemmere med nummer to, men ja det er da også kun fordi at man har lært ikke at være så hård ved sig selv som ved første barn! For det kan ingen gøre 2 gange 😳☺️ Så tak for at det ikke føles som et nederlag at have mistet sig selv i et år.

  32. Mega fedt indlæg!! Og et dejligt kommentarfelt. Vi gør det nemlig allesammen det bedre for vores børn, for vi er forskellige mennesker/mødre og det samme er vores børn.

    Modsat flere i kommentarfeltet har jeg oplevet det modsatte: jeg troede, at jeg skulle sammensove, langstidamme, have lang symbiose og ingen pasning før hun havde et sprog til at selv til at udtrykke et ønske om det. Men ud kom der en lille spilopmager, der skreg hver gang hun ammede – det irritere hende tydeligvis at det gik SÅ langsomt, hvilket også resulterede i, at hun ammede hver 30 min. DØGNET rundt i 5 måneder, før jeg tilflød hende flaske (ja jeg ville gerne leve op til mine EGNE idealer som en ammende mor) – hun hyggede sig tydeligvis overhovedet ikke ved brystet. Hun ville derudover ikke putte efter hun var et par måneder gammel og skreg af os, når vi kom i seng (og modsat stoppede med at græde, når vi gik ud). Hun kravlede før hun var 6 måneder og gik, da hun var 10 måneder og suger verden til sig (hvilket nok også har været grunden til flere timers gråd hver dag/nat de første 7,5 måneder af hendes liv). Min mor, som har været der et par gange om ugen begyndte tideligt at passe hende – i starten bare kort tid og senere flere timer og nætter med, da jeg havde brug for massiv hjælp for ikke at knække helt på 30 minutters søvn intervaller samt massiv gråd. Det har været sundt for mig, at min datter har lært mig, at nogle gange er godt også godt nok, at og vi alle gør det så godt vi nu kan under de omstændigheder vi er i og har. Hun har brug for en glad mor – ikke en der er på randen af sindsyge. I dag er hun stadig hjemme, da jeg ikke føler, at hun vil trives i en dagpleje/institution. Hun har andre behov – ikke forkerte, men bare andre behov, som ikke vil kunne blive mødt i en institution (trods fantastiske pædagoger/dagplejere).

    1. Hej Maria,

      Jeg har en dreng, som også oplever verdenen (lidt for) meget. Han holder øje med ALT hvad der sker omkring sig, og græder og pylrer også en del, pga overstimulering, tror jeg.
      Han er 6 mdr, og jeg er ved at være træt og udkørt.
      Jeg er nysgerrig på at høre nærmere om jeres historie, hvis du har lyst at dele i en privat mail?
      De kærligste hilsner Pernille

  33. Wow.. På nogle områder ligner vores historier hinanden; ulykkelig baby, målet med at være der 100% med alt hvad man tror er det rigtige og følelsen af at nærmest miste sig selv.
    På andre måder ligner den ikke hinanden; flasken virker her, vores søn er begyndt i institution og er faktisk blevet passet med overnatning (dog hjemme).

    Men wow, nogle af de følelser du beskriver er spot on. Måske er de universelle? Det ved jeg ikke, men sikke en vild følelse det er, at blive mor. At finde fodfæste. Vi fejrer først 1 års til december. Men jeg kan også frygte følelserne, tårerne og smerten kommer tilbage, når vi når til den periode på året, som får snart et år siden, var fuldstændig umenneskelig, altoverskyggende og skræmmende.
    Tak for dit skriv, i hvert fald.

  34. Jeg har det ikke helt som dig. Jeg blev selv mor og havde en traumatisk fødsel med akut kejsersnit. Mit barn kom først op til læger, så viklet i tæppe og op til far. Jeg fik ham først på brystet på opvågningen (trods alt bedre end 7 timers adskillelse). Fødslen gav mig traumatisk stress. Og det medførte også at jeg blev nødt til at give slip. Lade far have ham om natten og give flaske. Jeg skulle passe på mig selv og sove for at få det bedre. Jeg skulle til psykolog og osteopat og blev nødt til at lade andre få lov til at have ham. Og jeg kan fortælle at det er okay. At han også trives hos far og bedsteforældre. Og at det er ok at mor bruger tid på sig selv for at være en gladere person. Første gang han sov ude var han 5 mdr. Han blev passet hos mormor og han græd ikke en eneste gang mens hun havde ham. Da jeg hentede ham sagde hun “nej, hvor er han nem og dejlig”, hvilket kom meget bag på mig, for jeg syntes han var SÅ pylret i den tid. Åbentbart kun hos mor.

    Jeg tænker tit på flysikkerhedsanvisningen “tag først din egen iltmaske på, før du hjælper andre”. Det giver gladere børn at have glade, afbalancerede forældre. At du trygt lader dem passe af andre, viser dem at de trygt kan stole på at andre vil dem det godt. Og nøj, hvor er det bare rart med en kæresteaften i ny og næ.

    Jeg kan godt lide ideen om at de kan være væk fra mor cirka i en time om dagen, en dag om ugen, en weekend om måneden og en uge om året. Det gavner både mor og barn, tror jeg 🙂

  35. Jeg har en søn som er 14 dage yngre end Eddie og en datter på 4 år. Jeg er også tit stødt på spørgsmålet om mors eller barnets behov. Og så var det jeg forleden tænkte – er det ikke ok at noget er morens behov? Altså selvfølgelig ikke hvis barnet tager skade. Men er det ikke ok at samsove med sit barn hvis det er ens eget behov og barnet ikke er generet af det? Er det ikke ok at amme børn til de er 3 år, selvom det er ens eget behov? Nu gør jeg ingen af delene, Isak kom i sin egen seng da han blev 10 måneder – fordi det var mit behov. Jeg ammer dog stadig, men kan også mærke at det snart har en ende.

    1. Jo Pernille, sådan en fin tanke – det tænker jeg også. Men det lugter hurtigt af, at man er egoistisk og bruser over barnet med ens egne behov. Og det er egentlig noget fis, så tak for input! KH

  36. Først og fremmest et stort, forsinket tillykke med Eddie! Og derefter en (kærlig) opfordring til at lægge perfektionismen lidt på hylden (nemmere sagt end gjort, jeg ved det!). Jeg tror ikke, at man bliver et usikkert barn af samsovning, langtidsamning og hjemmepasning. Og er det dit behov, så gå med det – tænker ikke Eddie siger nej tak endnu 🙂 Jeg synes også, at det er megahyggeligt, når min datter gider sove i midten (vi er længe forbi amning og hjemmepasning, ha ha).. Det er klart mit behov lige så meget som det er hendes. Men det er 100% hende selv, det skal komme fra. Og det leder mig til min pointe, jeg tror, at det er vigtigt at “sætte sit barn fri” og lade det opleve, prøve, fejle og falde selv. Og være der med kram når det går galt, men de skal have lov at prøve selv. For hvis man får fejet alle sten væk foran sig, tror jeg man kan miste troen på, at man kan selv. Måske er det det, din osteopat mener. Og jeg er sikker på, at Adam gør det præcist ligeså godt som du. Anderledes, men ligeså godt. Og Eddie har brug for begge forældres forskelligheder – ikke perfektionismen fra den ene, hvis det udelukker den anden 🙂

Læg en kommentar