Kobber-kæreste-dag: Parterapi - ROCKPAPERDRESSES
Kobber-kæreste-dag: Parterapi

For en der godt kan lide at fejre en god lorteble, når solen skinner, eller bukserne passer igen (altså ALT, stort som småt), så kunne jeg da godt have tænkt mig, at vi lige fejrede hinanden og vores liv sammen, sådan en dag som i dag. Var vi gift dag 1 (på ulovlig vis som 17-årig), så havde vi holdt kobberbryllup i dag.

Men i stedet – kobberkærestedag. Ligesom jeg også altid skænker 10. marts en kærlig tanke, som den dato vi vi kyssede første gang. Eller natten til den 1. april, hvor vi blev kærester. Eller den 13. august, hvor vi blev gift (har lige glemt hvornår vi blev forlovede, men sådan noget 26. august-agtigt, og det er måske også okay). Hej (selektive) klæbehjerne (for jeg kan aldrig huske, hvor mine nøgler er)!

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok WIchmand, Parterapi

Det er da også noget – who knew? Jeg hører ofte, “jeg VIDSTE bare, at det skulle være OS”, når kærester mødes. Og der vil jeg bare sige. Nope, I didn’t. Not at alle. Min 17-årige hjerne var mest indstillet på nu’et, og at det var rart, at han havde kørekort, og at jeg var forelsket (i alt andet end hans karrygule fløjlsjakke med brun krave og en gammel guldkarammel stuck i foret i lommen), i mennesket. Eller – det var jo egentlig ikke forelskelse ved første blik, men nærmere “WHO are you looking at, creepz?!” (man var vel zytten – og læs endelig indlægget jeg har linket til; hvem scorede hvem!) og to sekunder efter, “UIJ, det er spændende, at du glor”.

Denne her morgen var det lidt mere hektisk og knapt så meget kip med flaget. Bedste babysitter Jane kom tidligt, Eddie skulle være klar og i tøjet og med mad i mavsen, for vi skulle til parterapi.

“OMG! Går det så ad helvedes til?!”

Det går godt. Det går i virkeligheden ret meget, som det plejer. Vi har ikke store skænderier (det har jeg fortalt om her). Men. Vi har nogle grundlæggende forskelligheder, som både er dem vi faldt for – det vi i virkeligheden savnede i os selv:

Adams rolige væsen, hans ‘togetherness’ og ordentlighed. Han er grundlæggende et virkelig fint væsen med styr på sit shit – noget jeg aldrig havde mødt, da jeg var 17 år. Mine egne kærester og dates, der ikke gjorde andet end (hvad mange 17-årige cracked up på hormoner gør) såre mig. Følelsen af at være blevet brugt og smidt væk. Her var der et menneske, der ingen forventninger havde til mig – end at jeg bare var mig, med alt jeg kom med. Som da jeg undskyldte for, at jeg var gået ud som et lys, første gang vi sov sammen – no funny business. Og Adam reelt og ærligt kiggede mig i øjnene med et “so what?” skrevet i dem (havde det været en film, havde speakeren sagt noget med “because he already knew, they had forever!”, vræææl!).

Jeg skal lige sige, at jeg er vokset op som skilsmissebarn, der har higet efter min fars anderkendelse hele min barndom (klassisk det forladte barn), og med to rigtige uheldige og grænseoverskridende kærester på min mors side, den ene alkoholiker og den anden voldelig psykopat (på den måde, hvor det ikke bare er noget man siger). Min erfaring med det modsatte køn har på mange måder været fuldstændig twistet, jeg er gået alt, alt for langt, altid følt mig underlegen, forhandlet med mig selv, min værdighed og min krop for andres (drenges/mænds) skyld – indtil jeg mødte Adam.

Og for Adam, så var jeg præcis den hvirvelvind, den energi og farvelade og glæde, han også manglede i sit liv. Bilder jeg mig ind, haha! Der var da engang noget med nogle farveblyanter.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok WIchmand, Parterapi

Men –  det er også vores største grundlæggende problemstilling, som vi slæber rundt på og en dynamik, som driller os ofte. Jeg kan lide højt tempo, har mange kreative ideer, jeg skaber og sætter i værk, keder mig aldrig, tusinde bolde i luften på en gang. Og så kan Adam ikke følge med, jeg løber ham simpelthen over ende, ordensmennesket, der har brug for ro og orden og “en ting ad gangen”.

Cue: Parterapi. Bedste kobber-kæreste-dags-gave at give hinanden. For med manglende søvn, 8 måneders barsel sammen (eller, pseudo-sammen med mig arbejdende on the side hjemmefra), et lille menneske vi skal gøre plads til, nye vaner, nyt liv osv. osv., ja, så giver det god mening, at alt bliver sat på spidsen, og vi til tider går skævt.

Og så sidder vi der til terapi (fjerde gang i dag) og så opstår der jo perfekte eksempler på, hvordan vi ikke altid lytter eller forstår hinanden, men måske til tider løber med vores egent forståelse af, hvad den anden egentlig siger.

Der bliver grint og grædt (mest kun mig, haha!), og det virker.

I dag er der fx gået et lys op for mig. Jeg opfatter mig selv som et virkelig blødt, følsomt, åbent menneske. Og det er jeg også – under mit skjold. For jeg passer virkelig meget på mig selv, selv overfor Adam efter 12 år. Jeg vil nødigt såres – hvilket giver uendeligt god mening, set på min barndom, set på en del af de voksensvigt jeg også har oplevet. Så når jeg græder, når tårerne nærmest ikke ud af øjenkrogen, før jeg har tørret dem væk. Jeg kæmper imod at vise sorg og smerte. Når jeg ikke beder om hjælp, kører derud af og fikser selv, så er det fordi jeg er bange for at stå stille, for når jeg bare er, så kan jeg også blive ramt.

Jeg skal finde min blødhed frem og turde sætte farten ned.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok WIchmand, Parterapi

Vi har det virkelig godt, vores terapeut sagde første dag, at os ville hun gerne prioritere (selv om hun er virkelig travl), for vi var en herlig opgave. Vi har et vidunderligt fundament, men vi bliver også presset af hverdag, af al vores historie, som vi slæber rundt på, “Det er også så typisk dig…”. Hun taler meget om det gode partnerskab som grobund for det sunde forældreskab.

Så altså; ingen krise – men et ønske om at forbedre os. Burde alle par ikke modtage det, især som nybagte forældre? Lidt guidance, som en del af grundpakken, ligesom jordemoder og 8-ugers check. Måske i kirkeligt regi? I forbindelse med ægteskabet? Eller hvad ved jeg. At få lov at se sit parforhold og de måske knapt så hensigtsmæssige dynamikker, som man ofte trækker på, når man er træt, det spidser til eller hvad ved jeg. Ligesom man også går til træning, dyrker mindfulness eller hvad ved jeg. Der er måske en forventning om, at parforholdet bare dur og skal køre – ellers må det være forkert. Men at vælge at bo med et andet menneske, blive gift måske og få børn – det er altså ikke easy peasy. Tænk bare på en uges familieferie, hvor man er klar til at blive skilt fra dem alle! Det er da nemmest bare at være alene – men absolut ikke det sjoveste, spørger I mig. It takes work – også på en selv. Så derfor går vi i parterapi. Så vi kan blive endnu bedre.

22 kommentarer
  1. Hvor var det et rigtig fint indlæg! Og jeg synes, at du så fint belyser det udgangspunkt, som vi hver især står med: vi kommer alle med en forhistorie som veksler imellem at være en styrke og en sårbarhed i os. Og med den historie kommer to behov. Et behov for en partner, der vil forstå den historie, og hvordan vi på vores egen måde er lidt vanvittig. Lidt flosset i kanten så at sige. Og samtidig skal vi selv bære vores del, tage ansvaret for vores egen historie, og passe på os selv med den måde vi bærer den med os. Mit indtryk af at dit indlæg er, at de to ting bliver forenet i parterapien. En måde at passe både på sig selv og på parforholdets fællesskab.

  2. Det er mega sejt, at i prioriterer hinanden og går i parterapi for at bygge ovenpå alt det fine I allerede kan. Det drømmer jeg ind i mellem også om, netop for at blive endnu bedre til at forstå og måske få det endnu bedre sammen.
    Min mand og jeg var på prep-kursus igennem forsvaret, og det gav også noget rigtig god indsigt i hinanden – vi skændes nærmest ikke, og har også et godt fundament sammen, men der fik vi virkeligt nogle aha-oplevelser, ala kærlighedssprog og et noget specielt værktøj til at diskutere svære enmer. Det var fedt!

    1. Det lyder vildt sejt! Vi har også før i tiden talt om hinandens kærlighedssprog, der kan virkelig ligge et grundlæggende mønster, som er svært at bryde, hvis man ikke er klar over, hvordan man kan være forskellige der. KH

  3. Så fedt at i går i parterapi Cathrine! Det er så godt at bygge op imens tingene er gode og styrke sit fundament 🙂 Og ang. tilbud, så er der faktisk rigtig mange kirker og kommuner som tilbyder PREP-kurser gratis. Det er et helt fast og færdigt kommunikationsforløb for par, som har til formål at hjælpe par til bedre at forstå hinanden og tale sammen, så man er bedre rustet til at håndtere konflikter og uenigheder, som jo opstår når man føles ad så tæt med en anden 🙂
    Tak fordi du sætter fokus på det, forebygning er så sejt!

    1. Okay, DET er vidunderligt altså! I didn’t know, finder man bare info om kirker og kommuner via gode gamle interwebz? KH

      1. Ja, simpelthen en tur på Google! 😊 Nogle steder er det gratis og andre steder koster det lidt fx 600 kr pr par for alle 5 gange (billigt!). Ganske få steder koster det fuld pris (3500 vist nok). Men om man vælger det i en folkekirke, kommunen, frikirke eller konsulent bureau, så er det altid det samme faste koncept og underviserne er altid Prep-certificerede.

  4. Det er altså en vidunderlig tilgang til parforholdet. Hjemme hos os prioriterer vi “at sige til”, før “det” (eks. dommertjanser, udeaftener, arbejde (lidt sværere at gøre noget ved)) bliver for meget for den anden. Hellere trykke lidt på bremsen, mens der stadig er god bremselængde, end at man skal helt op at stå på bremsen for ikke at ramle ind i autoværnet.

  5. Er det en parterapeut i Kbh som du kan anbefale? Min mand og jeg har talt om at gøre det samme. Ikke fordi vi har problemer, men fordi vi, meget lig dig og Adam, har meget forskellige væsner og måder at gøre ting på. Og nå, jo så to små børn oveni hatten 😜

    1. Hun er faktisk så travl, at det er svært selv for os at få tid, så som det er lige nu, vil jeg egentlig gerne holde hende lidt tæt <3 Men jeg fandt hende bare på google ved at kigge credentials godt igennem 🙂 KH

  6. Endnu et tip: Der er gratis åben anonynum rådgivning i flere kommuner. Op til 3 gange. Vi har en datter, der er 1 måned yngre end jeres Eddie og vi har været MASSIVT presset på søvn og timevis utrøstelig gråd de første 8 måneder af hendes liv. Derfor har vi set hinanden på skift komme derud, hvor man ikke kan kende sig selv eller hinanden trods 8 års forhold. Vi har derfor været afsted 2 gange indtil videre og det er godt for os – rigtig godt.

  7. Sikke et fint indlæg <3
    Min mand og jeg har været kærester i seks år – gift i et og forældre i to år. Til april bliver vi fire. Vi skændes sjældent, og når vi gør, føler jeg, vi er blevet klogere på hinanden. Men vi er grundlæggende forskellige, som du selv beskriver.

    Vi har en fælles tilgang til, at et godt ægteskab er baseret på kærlighed og respekt. Men hertil skal man altså tilsætte hårdt arbejde. Jeg har før luftet idéen om parterapi til ham, og han er heldigvis klar. For for satan, hvor bliver der vendt op og ned på det hele, når man får børn. Tak for dit indlæg – nu tror jeg, jeg vil spørge ham igen. Måske efter barn nummer to 🙂

  8. Normalt er jeg bare en af de stille følgere, der læser det hele, men aldrig kommenterer, men jeg synes alligevel, at det her vækkede noget i mig. Hvor er det en fin beskrivelse af det at være i et parforhold, og at det faktisk på sin vis også er et hårdt og vigtigt arbejde. Noget man skal give sig tid til at pleje ligesom I gør.
    Jeg kan genkende mig selv i rigtig mange af de ting, du skriver med forskelligheder i et parforhold, men tror egentlig også på, at det er det, der gør os stærke – min kæreste og jeg. Min søster lærte mig også engang et godt udtryk: “At gå over hinandens bro til den andens ø” – at man nogle gange sætter sig i hinandens sted og derigennem forstår lidt bedre hvorfor vi hver i sær handler som vi gør. Det har jeg taget meget til mig, når jeg føler, at min kæreste og jeg går forbi hinanden.
    Igen, virkelig inspirerende indlæg – jeg nyder at læse med hver gang! <3

  9. Faktisk skal man have en masse samtaler med præsten før ægteskab i den katolske kirke – det var som terapi og var fantastisk at få åbnet op for følelser man normalt ikke snakker om 🙂
    Synes det er fedt i også prioritere hinanden trods barn, hund og travl hverdag! For størst af alt er kærligheden

    1. Det er nemlig rigtigt, som Rikke siger. Hvis du skal giftes i den katolske kirke, så skal du igennem et “kursus” med præsten, hvor I netop snakker om, hvad det vil sige at indgå ægteskab, følelser osv.
      Og det samme gør sig gældende, hvis man vil skilles – så skal du også snakke med præsten, som kan mægle mellem jer og se, om I ikke kan finde en løsning til at bevare ægteskabet.

  10. Sikken en selvindsigt, indsigt i hinanden og i jeres parforhold. Og så er jeg på røven over den sårbarhed og styrke du på én gang illustrerer i dette (og andre af dine bedste) indlæg. Du er en ener Cathrine 🌟

  11. Kære Cathrine.

    Dit fine skriv fik mig til at tænke på et citat fra Kisser Paludan. Hun skriver: “Når voksne forældre ikke er i stand til at bære deres egen bagage, så gør børnene det”. Jeg tænker ofte på det citat nu hvor jeg selv er blevet mor.

    Cathrine (og Adam). I er for seje! Fordi at i har taget et bevidst valg om at fortsætte med at udvikle jer, som individer og som par og forældre. Det er en af de bedste gaver man kan give sine børn – og sikke et fundament i er med til at skabe for jeres dreng.

    Kh.

  12. Virkelig fint og vigtigt indlæg! Det giver SÅ god mening at få hjælp til både at reflektere og løse konflikter. Især når man har børn sammen. Vi går jævnligt i terapi (når behovet opstår), og det gør en kæmpe positiv forskel. Når man tænker over det, er det jo kun naturligt, at 12 års samliv, to skønne børn og to travle jobs slider lidt på den måde, vi er kærester med hinanden på. Og det er okay. Også at sige højt <3

Læg en kommentar