Læserliv: Om at være helt ude i skoven - ROCKPAPERDRESSES
Læserliv: Om at være helt ude i skoven

Åh hvor jeg elsker, når I har noget på hjerte. Det har I hver dag. I kommentarfeltet, på mail og her og der. Og I har delt så mange af jeres historier med mig gennem årene og i løbet af det sidste år også her. Som gæsteskribenter.

I deler jobs, I deler bryllupper, fertilitetsbehandling. Og i dag skal I møde Anja – hun har fundet en særlig hobby. Eller, på mange måder virker det nærmest som det mest naturlige, nærmest banale. Hun udesidder. Er det så simpelt som det lyder? Ja – og nej. Men det skal hun selv forklare os i dag. God tur, helt ud i skoven.

Læserliv, gæsteblogger, rockpaperdresses, naturen i DanmarkDyreoplevelser i de danske skove om natten: Flere gange om året sidder jeg hele natten i skoven

Af Anja Dalby, skrevet 27. april 2019

Der er så smukt i skoven for tiden. Knopperne på træerne er ved at sprænges af kraft og om ikke så længe, så eksploderer det hele i et fyrværkeri af grønt og blomster i alverdens former og farver. For et par dage siden opdagede min mand David og jeg en stor grævlingegrav, ikke mere end omkring 50 meter fra, hvor vi bor. Højen ved siden af os i skoven, er gennemboret af huller og gange. Grævlinge bor ofte op til 6 dyr sammen af gangen, de er meget renlige og har toiletter i udkanten af deres territorier og aldrig i deres huler. Vi kan se, at det er grævlinge, der bor der, på grund af mærkerne i jorden fra deres store kløer. Det engelske ord ‘Badger’ betyder egentligt ‘the digger’ og jeg tænker, at det også er der ordet ‘græ(a)vling’ må være kommet fra.

Første gang jeg mødte en levende grævling, var da jeg lavede min første udesidning. Jeg sad ved en stor sø i Løvenholmskoven på Djursland, og jeg kunne høre noget komme tromlende igennem skoven langs den venstre side af søen. Det var en helt stille nat, det var stjerneklart og der var stort set ingen lyde i skoven. Kontrasten mellem stilheden og lyden af, hvad jeg umiddelbart skønnede måtte være tyve stykker to meter høje kronhjorte var enorm. Jeg begyndte at blive mere og mere urolig, jo tættere lyden kom på mig. Hvis det ikke var fordi jeg trods alt godt vidste, at der ikke bor elefanter i de syddjurske skove, så ville jeg nemt kunne have gættet på, at det var sådan et par stykker, der var på vej mod mig med høj fart. Lyden var kolossal og virkelig overvældende.

Jeg havde opdaget, at jeg havde sat mig på en dyresti ved søen. Det havde jeg både fordi jeg efter lidt tid, da jeg havde siddet og set mig rundt, rent faktisk fik øje på stien, men jeg opdagede det også fordi der var rimelig tæt trafik der om natten. Ræven kom løbende på stien, fik sig et kæmpe chok og gøede helt vildt, da den så mig. Dådyr kom traskende, mus kom pilende. Så da jeg hørte den bragende og knasende lyd komme tættere på mig fra venstre side af søen, så var jeg godt klar over, at det dyr som lavede den enorme lyd eventuelt ville rende direkte ind i mig, eftersom jeg havde været så smart at sætte mig lige midt på dyremotorvejen.

Min puls steg mere og mere. Hvad nu hvis det ikke var et dyr? Hvad nu hvis det var et monster? Hvad nu hvis det var en øksemorder? Hvad nu hvis det var en varulv? Jeg begyndte at sidde og rømme mig. Og bevæge mig frem og tilbage på jorden for at skabe lidt lyd og uro. Mærkeligt nok forsvandt lyden fra venstre ikke af, at jeg bevægede mig. Jeg startede med at sidde og klappe lidt nervøst i mine hænder. Hvad i alverden var dog det, som var så optaget af at møfle igennem skoven for fuld fart, at det slet ikke registrerede mine lyde?

De høje knas og brag fra skovbunden kom tættere på mig, og jeg begyndte at kunne høre en dyb grynten og gnøflen. Det gjorde mig ikke ligefrem mere tryg og pludselig stod der en grævling et par meter fra mig og rodede koncentreret i jorden med sin snude. Det var den, som var gået hele turen venstre om søen med snuden og opmærksomheden i jorden, og derfor havde den slet ikke havde registreret mig via dufte eller lyde.

Grævlingen stoppede op, så hen på mig og fortsatte så stille og roligt med næsen i jorden et par meter bag om mig i stedet. Den tog en omfartsvej for at komme udenom mig, men den var ikke sådan synderligt påvirket af, at jeg sad der. En times tid senere kom en ny grævling gående fra venstre af søen på samme måde, den var også totalt upåvirket af, at jeg sad der. Den trak bare kort på skuldrene og fortsatte med at grynte sig igennem den mørke skov.

De dyreoplevelser jeg har haft på mine udesidninger har både været totalt ekstraordinære og alligevel slet ikke. De dyr jeg har mødt, grævling, dådyr, ræv, mus, ugle, musvåge og snegl, er jo helt almindelige danske dyr, men alligevel ikke nogle, jeg ofte støder på til hverdag.

Og det er nok faktisk den bedste måde at beskrive udesidninger på. De er helt almindelige, forstået på den måde at skoven ikke forandrer sig fordi det bliver nat. Det er den samme skov, det er bare blevet mørkt. Og alligevel er det helt ualmindeligt at sidde der. Det er spændende, alle sanserne er vågne, bevidstheden vokser. Det er magisk og fortryllende og nogle gange er det lidt kedeligt og svært at holde sig vågen. Hele oplevelsen er vidunderlig og noget af det, som gør at man næsten med det samme har lyst til at lave en ny udesidning igen, når man har lavet sin første, er netop at en udesidning er det hele. Det er den helt almindelige danske skov, som vokser og åbner nye lag af sig.

Du får et glimt ind i noget helt særligt. Det som ser så almindeligt ud, selv i mørke, det åbner sig for dig og du vil i den åbning, åbne dig for skoven også. Åbne hjerter, åbne bevidstheder, det er vejen til forandring, både i dig selv og i resten af verden.

En udesidning er, at man sidder ude i naturen om natten. Man sidder fra solnedgang til solopgang og man skal helst finde sig et sted at sidde, som er rimeligt langt væk fra civilisationen. Det vil sige, at man ikke skal kunne se eller høre bebyggelse eller biler. Normalt foregår en udesidning i en skov, men man kan også sagtens sætte sig på en strand. Mennesker har lavet udesidninger lige så langt tilbage som vi har været her. I Amerika laver de amerikanske indianere vision quests, hvor de sidder fastende ude i naturen i flere dage af gangen, nogle gange ’kun’ fire dage, andre gange i længere tid. Udesidninger i Norden foregår på en lidt anden måde. Hvor et vision questogså traditionelt har fungeret som et overgangsritual, oftest for unge drenge som skulle blive til mænd og krigere, så har det naturligvis også haft den funktion, at man har bedt om en vision (deraf navnet)). Det er også den mest udbredte måde, vi har brugt udesidninger på her i Norden.

Man har gået ud for at få råd, få kraft fra naturen. Man giver en nat af sit liv mod, at man så til gengæld får råd og vejledning til det man står overfor. Da jeg startede med at lave udesidninger, så var det som en del af en spirituel uddannelse, jeg var i gang med. Og da jeg havde lavet den udesidning jeg beskrev i starten, så var jeg meget lettet og tænkte, at det var vidunderligt, at jeg aldrig behøvede lave en udesidning igen. For selvom det lyder hyggeligt med en nat ved en stor smuk skovsø på Djursland, og det var en vild oplevelse at møde grævlinge så tæt på, så var det også temmelig skrækindjagende at sidde der i skoven alene.

Den eneste vejledning jeg havde fået til min udesidning, udover at jeg skulle være fastende hele dagen og sidde stille på det samme sted hele natten, så fik jeg af vide at det jeg ville møde var min frygt. Det er jo sådan i en dansk skov, at man ikke kan møde noget, der kan gøre en fortræd. Alle dyrene er kun interesseret i at komme så hurtigt væk fra et menneske som muligt. Selv i disse ulvetider, så vil det være virkelig usandsynligt, at sådan en ville gå til angreb. Dyrene er meget mere bange for os end vi er for dem.

Natten er et vidunderligt sted for vores fantasi at løbe helt løbsk. Nogle gange kan det være svært nok bare at slukke lyset i stuen som den sidste og småløbe igennem et mørkt hus. Selv her hvor jeg bor, som virkelig er et tiny housei ordets egentlige betydning. Så det med at sidde ude, helt alene, i en stor skov, om natten, det fik min frygt til at gå total bananas. Der er ikke noget sted at gå hen. Der er ingen telefoner at flygte ned i. Der er ingen skærm, man kan tænde for at tænke på noget andet. Der er kun mørket og ens egne tanker.

Da solen endelig stod op efter min første nat i skoven, da var jeg så lettet! Shit sådan en nat er lang. 8-9 timer i totalt mørke, hvor man ikke må bevæge sig. Jeg var lettet over for det første at have overlevet. Ingen voldtægtsmænd eller øksemordere, ingen varulve eller vampyrer. Jeg overlevede! Og så kom glæden og følelsen af at være så rockersej, at jeg havde gjort det. En udesidning. Det havde jeg alligevel aldrig troet, at jeg turde.

Efter noget tid og efter min største eufori havde lagt sig, så kunne jeg mærke at der var sket noget i mig. Jeg følte mig roligere. Sejere. Havde fået mere selvtillid og endda også en følelse af større selvværd var begyndt at vokse i mig. I skoven havde jeg bedt om støtte og kraft i mit liv. Jeg stod over for nogle svære ting dengang, var ved at lukke et firma, skulle finde ud af om jeg skulle skilles fra min mand, min søn havde det svært i skolen. Det var ikke en særlig nem periode af mit liv. Men i skoven havde jeg følt mig velkommen, jeg havde følt, at der blev passet på mig. Jeg følte at der var en større kraft i verden og den følelse gjorde mig tryg. Lille mig, behøvede ikke bære den store tunge vægt på mine skuldre som jeg følte mit liv var på det tidspunkt. Jeg kunne gå ud i naturen og få trøst og forståelse.

Langsomt begyndte noget at vokse i mig. Jeg måtte ud igen. Ud alene i natten i naturen. Ud og føle mig omfavnet, få råd og guidance. Siden min første udesidning i 2010 har jeg lavet mange flere. Jeg laver en alene for mig selv hver år, omkring midsommer. Det er sådan en vidunderlig tid at sidde ude i naturen på (og natten er heller ikke helt så lang der). Og så er jeg begyndt at guide andre ud i naturen, og jeg afholder workshops i udesidninger nu. Det havde jeg ikke set komme den første nat jeg sad og rystede af frygt for, hvad mørket gemte. Det har været en vild og fantastisk vej, jeg har været på siden, jeg sad i skoven alene den nat. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at den udesidning ville lede mig til at lave mange flere og endda at turde dele med andre, hvor transformerende og total magisk en oplevelse, det kan være at sidde ude alene om natten.

Læserliv, gæsteblogger, rockpaperdresses, naturen i Danmark

2 kommentarer
  1. Wow, det lyder magisk – men også helt vildt grænseoverskridende.
    Jeg har aldrig hørt om det før. Jeg ved, det ikke er noget, jeg kommer til at prøve af forskellige årsager.
    Men det sætter faktisk tanker igang hos mig og bliver inspireret i at lave noget andet, hvor min frygt alligevel kan rykkes lidt med.
    Tak for at dele og for at blive rigere på andre ‘ting’.

Læg en kommentar