Glædelig weekend - og fire serier du skal se! - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend – og fire serier du skal se!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

Glædelig weekend, venner!

Jeg har sådan bøvlet med mit kamera og billeder på det, så jeg har ikke kunnet komme ud med noget de sidste dage. Tænk, så er man på den, hvis bare en tech-ting fejler.

Det til side – for pyt. Vejret har vidunderligt det meste af ugen, har I ikke også brugt jeres sparede fritid på at nyde solen, mens den var der? Jeg har virkelig suget til mig og forsøgt at lege magnet for solens stråler. Gid man kunne ophobe den slags.

Hvad har I brugt weekenden på? Vi har brugt hele weekenden i sommerhus og kørte herop tidligt fredag. Jeg synes faktisk, det går ret godt med at bruge det. Vi er her hveranden/hver tredje weekend, laver ikke det store (okay, jeg slæber som oftest vasketøjet med, for her har vi egen maskine modsat hjemme). Men denne weekend har vi haft forældre til havedag. Hele dagen i går fra 10-15 knoklede vi på, også da det begyndte at regne. Vi skulle klippe og skære ned, sådan på den rigtig grove måde. Så lige nu er her bart. Det føles helt farligt, sådan virkelig at gå til den i en have, man har nydt så meget, men som vores sælger sagde i sommer; tog de en sæson til her, så havde de virkelig gået til den. Roserne var vokset ind i taget, klematiset spredt sig om tagrenderne. Så selv om det gør ondt at være lidt grov, så kommer det kun til at blive smukkere næste sommer. Så det glæder jeg mig helt vildt til.

I dag vender vi snuden hjemad, for vi har stadig lidt at ordne før der kommer fotograf i denne uge og skyder billeder så lejligheden kan komme til salg. Det kommer helt sikkert til at føles bittersødt, når den pludselig er ude, men det er det rigtige. Vi er klar nu.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

Og så til noget lidt andet – og alligevel lige i tide til en grå søndag. Fjernsyn <3 (selv om jeg nu oftest ser på iPad, men altså). Tv-sæsonen er ON! Det var et GENIALT tidspunkt at føde på sidste år – altså man tager, hvad man kan få, ikke? Men genialt med Bagedysten, Vild med Dans, så julekalendre and all that jazz. Der er og kommer SÅ meget godt. Jeg glæder mig særligt til, at The Crown vender tilbage, og vi er også lige begyndt på Mindhunters anden sæson (så jeg kunne næsten ikke falde i søvn i fredags).

Sidst jeg skrev om serier var i regnfulde juli, femten stykker blev det til! Og som altid leverede I varen, når det kom til nye gode anbefalinger. Vidensdeling, hehe – på den vigtige, populærkulturelle front, jeg elsker det! Tak.

Så nu skal vi til det igen, lige i tide til søndagens sidste timer. Eller til den kommende hverdag. Eller, kan man ikke altid klemme lidt serie ned?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

The Good Place (På Netflix)

Uden tvivl en serie man skal se fra første episode, haha! Den er super sort – Adam så lige med i et par minutter, og han var forstod ikke en brik. Forestil dig, at du tager billetten – hvor synes du selv, du skal lande? Himmel eller Helvede? Eller mindre religiøst, the good eller the bad place? Du er heldig! Du lander i the good place… Fri is, du kan lære at flyve, du må få lige, hvad du ønsker dig. MEN. Tænk dig så, hvis det er en fejl. Du skulle have været down under sammen med alle de andre skiderikker. Siger du det til nogen? Det kunne jo tænkes, du har taget en andens plads det gode sted. Kan du have det på samvittigheden? Og inden længe begynder hele din nye verden at falde fra hinanden – noget har skabt uorden i paradis…

Virkelig morsom, herlige skuespillere – og et herligt plot twist. Og så er den faktisk filosofisk lærerig (somewhat i hvert fald).

The Politician (På Netflix)

Denne her er jeg ny på – men jeg ÅD alle afsnit. Hvordan skaber man en politiker? For det er vist egentlig sådan, det er i USA, at least. Præsidenterne og kandidaterne, de kommer ikke rigtig sovende til det, vel? De preppes, checkes, groomes før de når så langt, og dét typisk helt så tidligt som deres collegetid.

The Politician går endnu tidligere – til den glubske high school, hvor popularitet kan købes, og dét at være elevrådsformand er MAGT over hele universet (følelsen i hvert fald). Et ungt univers som Ryan Murphy så glimrende har skitseret før i Glee. Han er en af mine favoritinstruktører – han står også bag POSE, jeg anbefalede sidst. Serien minder vel mest om, hvis House of Cards og Gossip Girl fik sig et barn. Altså; det bedste af to verdener. Drama, politisk spil, vilde karakterer, splid, popularitet, gode skuespillere (hej Gwyneth Paltrow!). Du får lidt af det hele.

Doggystyle (På DR)

Jeg kan ikke lade være med at få en lille tanke til gode, gamle SKAM, når jeg ser Doggystyle, som netop er udkommet med en ny sæson. En serie med unge mennesker, til unge mennesker. Den er rimelig rå og føles “ægte” med sit måske ikke helt håndholdte kamera, men derhen ad. Det virker som om, alle karaktererne har lagt deres egen makeup, stylet sig selv, og så er emnerne alt dét, der fylder mest i os (okay, jeg tilsniger mig selv lige de unge, selv om jeg teknisk set ikke er det).

Asta vil gerne være Københavner og leve et spændende liv, laaang væk fra provinsen, eller rettere landet, hvor hun er opvokset. Fanme nej, om hun skal rykke tilbage. Selv om det spændende Københavnerliv går skævt.

Euphoria (HBO)

Måske en af de bedste serier, jeg har set? Ej, det kan jeg ikke sige, der er SÅ meget godt. Men Euphoria er særlig! Endnu en coming of age-serie, som jo er mit absolutte yndlingstema. So I feel young again, ha!

Det er fucking, sorry mit sprog, svært at være teenager og at lære og at lande i sig selv. Jeg ville ikke gøre det om, om så jeg fik chancen. Og nogen gange har man bare lyst til at forsvinde væk, smide ansvaret, ikke mærke noget andet end følelsen af ligegyldighed. Og hvis du så møder de forkerte, kommer i dårligt selskab, så er du måske slet ikke så langt fra at forsvinde væk. I hvert fald for en kort stund.

Stoffer. Og pludselig hænger du fast. I følelsen af ingen følelser, og du bliver afhængig. Men virkeligheden er, at du skal igennem tiden, du skal lære. Der er ingen evig flugt og ingen måde at undslippe. Selv om Rue prøver – det er livet.

Fabelagtigt skuespil, barsk storyline og vanvittigt smukt og sejt manus og billeder, den har tilmed humor. SE DEN!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

5 kommentarer
  1. Yes, The Good Place! Sjov, og anderledes serie. Lige nu glæder jeg mig meget til mandag, hvor His Dark Materials får premiere på HBO (baseret på Det Gyldne Kompas-bøgerne). Den er længe ventet og kan forhåbentlig gøre op for det makværk filmen var 😊 Og så har jeg også hørt gode ting om Watchmen-serien, som også lige er startet på HBO, men den har jeg selv til gode.

  2. Babylon Berlin på HBO er herlig – spændende og helt sin egen (og det den dyrest producerede serie i Tyskland nogensinde).

  3. Unbelievable på Netflix! Se den! Så veludført og uhyggelig serie om voldtægt som skal opklares af kvindelige politibetjente! Ej, det er virkelig en dårlig beskrivelse jeg kommer med. Men det virker også bare bizart at sige en god serie, når det handler om voldtægt. Men jeg synes du skal se den.
    Og mig og min kæreste har lige set Mindhunters 2 færdig og den nyeste Black Mirror (har du set det? det er virkelig også en god serie, måske en af mine yndlings!).
    Nu er vi begyndt på Living with Yourself med sjove Paul Rudd (elskede ham som Mike i Venner <3). Den er lidt spøjs, men vi giver den en chance 🙂

  4. Åhh jeg glæder mig også til His Dark Materials – overvejer lidt om man skulle læse bøgerne igen. Absolut enig i anbefalingen af Babylon Berlin. Så god en serie. Flot lavet, godt skuespil, en spændende historie og dejligt den er på originalsproget.

    Vi er lidt imellem serier, så følger lige med i de anbefalinger du får.

    Blev færdige med The Deuce sidste uge. Den var faktisk virkelig god. Den fortæller historien om prostitution og porno i New York gennem 70erne og 80erne med alt hvad det har med sig af stoffer, aids og fortabte mennesker. Hård men interessant. Derudover er der Show me a hero og The Wire. Begge et must på jeres serieliste. De går ikke så stærkt, men fortællingen og skuespillet er så godt.

Læg en kommentar