"Mens jeg venter på at blive Ellen Hillingsøe" - ROCKPAPERDRESSES
“Mens jeg venter på at blive Ellen Hillingsøe”

For nyligt var jeg inviteret til frokost med RO Copenhagen, som opstart til min kampagne med dem, i de smukkeste omgivelser, Orangeriet i Kongens Have. Skulle jeg holde et Københavnerbryllup (eller bare et bryllup igen), så kunne det meget vel være der. Som at sidde i en århundrede gammel patriciervillas udestue med store smukke, gamle, sprossede vinduer. Skønheden i det simple – og det passede egentlig ret godt til dagens midtpunkt. Ros smykker. Klassiske, vanvittigt smukke smykker, du ejer for evigt. Vi, Emily, Trine og jeg, hyggede i et par timer, ”grunden til at I er valgte er, at I som kvinder udstråler sådan en ro…”, og det var lige godt det bedste kompliment at få.

Wow, for et kompliment egentlig. Jeg tyggede på det resten af dagen og dagene efter, for blot et par uger siden var der et par stykker, der påstod det modsatte – at jeg var travl og hele tiden på vejen…

alle smykker venligst udlånt af RO Copenhagen, alle billeder af Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Ro Copenhagen

Jeg har ikke haft hoops i ørerne, siden J.Lo hed J.Lo og sang Love don’t cost a thing, men det kan da virkelig noget – og så med små brillanter hele vejen rundt?! Voksen-edition! find dem HER – se også lige et lille fint alternativ til bogstav-halskæden, måske et E i mine ører?

Tankerne hang ved og rumsterede… Og så fik jeg endnu et spørgsmål, der skubbede på tankerne.“Er du der, hvor du gerne vil være?”, spurgte en af mine veninder mig forleden på telefonen. Sådan, geografisk? I arbejdslivet? I mit forældreskab? Med og i mig selv? spurgte jeg, men blev enig med mig selv om, at svaret nok i virkeligheden ville være det samme, uanset spørgsmål: “Sådan… På vej?”. Måske er det det, der kommer til udtryk i vores 2020-plan. Vi er et sted i livet, hvor vi ligesom går det til og går os til rette. Er de fleste af os ikke sådan et sted i livet? Sådan lidt på vej? Eller er der nogen af jer, der kan sige, I er fremme?

Kan vi først påstå en indre ro, når vi er, hvor vi tænker, vi skal være? Jeg tror ikke, jeg er fremme, at vi er fremme – og måske. når vi det først, når vi er krøllede og grå. Nu kommer det til at lyde som om at fremme nærmest er endestationen, haha… Men jeg tror, vi har mange år foran os med bevægelse og fremdrift. Lad os få nogle flere børn! Lad os skifte jobs! Lad os flytte!

Kan man opnå en indre ro, selv mod et ydre flytter sig? Eller kommer roen kun ved stilstand?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Ro Copenhagen

Perlesmykkerne er bedårende – både som dette slanke vedhæng, der velsagtens både kan hænge på en ørestik eller bruges på en halskæde. Alle ROs smykker har en signaturbrillant siddende på sig – øreringe som fingerringe

Inde i mig selv tænker jeg ro som en fleksibel størrelse, som kommer mere og mere snigende. Jeg oplever den som en følelse, der indfinder sig i områder ad gangen, når jeg tillader. Når jeg har øjeblikke i ét med mig selv, hvor min krop, mit hoved, min kerne er… aligned… Hvor jeg føler mig helt og aldeles hjemme i mig selv. Dér har jeg ro.

Det er ikke hver dag, men jeg rykker mig derhendad, hver dag. Jeg bliver lidt mildere, lidt rundere, lidt klogere. Lidt bedre til at se mig selv, søge at afdække mine behov, stå op for mig selv og sætte grænser. Jeg er endda ved at være der, hvor jeg begynder at kunne forudse min egne reaktioner, mine egne behov. Jeg skrev også lidt om det her…. Og jeg som barn, der troede, at alle voksne bare var voksne og ”færdiglavede”, statiske, uden at ane hvor meget man kan bøvle med at få sig selv på plads på indersiden og hvor svært det kan være at træffe de gode valg, hver dag. Adulthood? Work in progress…

Jeg er overhovedet ikke en statisk voksen men et virvar af følelser og tanker og forhandlinger med mig selv. Men selv i det tumult, oplever jeg rolige glimt. Når jeg kan mærke, at de beslutninger jeg tager, tager mig den rigtige vej og også nærmere min egen kerne.

Men kender jeg egentlig nogen voksne, der er der? Jeg tror, jeg kender et par stykker. En særlig voksen (det omtaler jeg dem tit – selv om jeg er en af dem), som de fleste nok kender  –  Ellen Hillingsøe, og hende kender jeg ikke engang. Men WOW for en aura! Jeg har faktisk haft en arbejdstitel på en coming of age bog, jeg gerne vil skrive længe, som hedder “Mens jeg venter på at blive Ellen Hillingsøe”. Hvis der er nogen, der i hvert fald udstråler, at være så tæt på sig selv, sin egen kerne, så er det hende. Det er som om, hun har oplevet, erfaret – og fundet ro. I sig selv, den hun er, det hun gør, måden hun ser ud på  – har I nogensinde hørt hende læse lydbøger op? Ahmen wow. Man kan kun trække vejret helt ned i maven, når man lytter til hende… Hun har fundet ro, fornemmer jeg. Jeg tænker det samme om min farmor, elskede kloge farmor. Fred i sit hjerte, en ro omkring sig.

Kvinder, der er lige dér, hvor de skal være i sig selv. Kender I dem? Måske ser I det endda i nogen, som, hvis man spurgte dem, bare ville sige, de lader som om. Nogen udstråler det måske mere end de føler det. Jeg spotter dem ved øjeglimt og gangart – kender I ikke de kvinder, som ligesom bærer sig, som svævende, smukke spøgelser henover gulvet, så elegante, i kontinuerlig bevægelse, på en måde hvor de har et mål for øje –  men de har ikke travlt? At ease… 

Ja, jeg har ikke mestret gangarten helt endnu, men vi er på vej. Og roen bor i mig. Det kan jeg mærke, når Eddie søger mig for at finde sin tryghed. Jeg kan mærke den i mig, når mine tætteste veninder stoler på og hviler sig op ad mig, når de savner og er sårede.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Ro Copenhagen

Jeg har aldrig set en ring som denne, med sin rå diamant, slebet point cut  –  som man gjorde det i gamle dage, før man lærte at slibe de mange facetter. Den er så særlig og ser derfor også helt vintage ud, som om den kom fra mormors gemmer. Og så er der de to armbånd – et klassisk i guld eller det med den smukke farvede sten.

Roen bor også i vores hjem, mellem Adam og jeg i øjeblikket. – ej, jeg synes faktisk, det er blevet en konstant, nærmest. Vi har ro. Ja, det knager i ny og næ, men det viser bare, at det hele arbejder. Igen, ro betyder vel ikke nødvendigvis stilstand? Den satte for alvor ind, da vi sagde ja til hinanden og valgte alt andet i verden fra, sådan helt og aldeles og sort på hvidt.

Men det største kvantespring min indre ro har taget, har i mit moderskab. Jeg kan nogen gange godt tænke, at jeg var født til at være mor. Eller også er Eddie bare født til at være min dreng –  ham kan jeg finde ud af. Faktisk de fleste dage. Og dem jeg ikke kan, der har jeg egentlig også bare fundet en ro i, at det lærer jeg. Det er det lidt utrolige – jeg vokser ligesom med ham, nærmest parallelt. Hvad der virker som umuligt at lære, som uoverskueligt – det kan jeg pludselig. Kan vi tale udviklingsspring for voksne også? “Efter endt spring kan din voksen nu finde ud af…” Jeg synes faktisk, det er lidt utroligt hvor lidt man ved, før man får børn, og hvor hurtigt ens kompetencefelt udvides! Eddie tvinger mig virkelig til at smide alt det, der kan bremse min udvikling: Mine forventninger til mig selv og andre. Min gamle hang til at fortabe mig i detaljen. Bære nag. Der er simpelthen ikke tid til det, og min erfaring indtil nu er, at jo mere jeg giver slip på kontrollen og blot følger med ham, jo mere spreder roen sig faktisk i mig, som et snedække over land.

Jo, der er faktisk ro, i hvad der kan synes Ragnarok for andre. Den er ikke en konstant men nærmere en klump modellervoks, som på forunderlig vis får mast sig ind i mange situationer. Både i sorgen og succesen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Ro Copenhagen

De her er for vilde  –  de farvede sten, som ser ualmindeligt fine ud sammen, som man bygger dem frådset og ekstravagant op. Wow! De fåes i et hav af farver og kombinationer. Se fx denne her lyserøde sten.

Selv om vi går ind i et år med store bevægelser og skifte, så tror jeg på, at vi gør det med ro i maven og en tro på, at det er det rigtige for os. Roen kan også godt være i bevægelsen. Jeg er i øvrigt ikke sikker på, at kvinder som Ellen Hillingsøe og min farmor altid kun goes with the flow – jeg tænker faktisk, de er ret bestemte omkring, hvor det flow skal hen. Okay, min gangbesværede farmor måske lidt mere lose og langsom i sin ende af livet…

Helle Leiberg Nissen, som er kvinden bag de fine smykker, I ser her, er en af de kvinder, der har fundet roen. Hun har lavet mange forskellige ting i sit arbejdsliv. Men det var først, da hun satte sig ned på et værksted, fik værktøjet og guldet i hånden, at hun tænkte: Ahh…. Det var dét, jeg skulle… 

Der spredte sig en varmende ro (deraf navnet, faktisk) i hende, som om, alt hun havde lavet, havde ledt hende frem til det her, og hvert et smykke repræsenterer, som jeg ser det – hendes rejse – fra andre veje til den rigtige vej, til at lande. Så simple smykker i ren 18 karat guld –  særlige, så rene og fine og vidunderlige at give sig selv, når man tager et af kvantespringene, tættere på sig selv.

Og i den klassiske ende, måske en konfirmationsgave? Det lille kors eller de tre brillanter i klase.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Ro Copenhagen

7 kommentarer
  1. Jeg tænker at man sagens kan have ro og være i balance selvom livet suser afsted med job, småbørn, renovering, rejser osv. osv. Nogle mennesker lader op ved at være alene og slappe af og andre lader op ved at være sammen med andre. Og sådan tænker jeg også det er med ro, for der findes jo også de mere rastløse typer, som nærmest får stress hvis der ikke sker noget og, forestiller jeg mig, får mere ro på ved at have projekter at nørkle med.

    Jeg tror at jeg har det lidt som dig. At jeg er på vej hen ad den vej jeg ønsker. Vi har netop købt et hus og vores søn er seks måneder gammel. Vi vil meget gerne give ham en søskende på et tidspunkt, men når hus og børn “er på plads”, så håber jeg da at der stadig sker spændende ting 😉 Det, jeg vist bare prøver at skrive er, at ro sagtens kan bo hvor der er bevægelse. I hvert fald hos mig.

    God weekend. Og dejligt indlæg – elsker når jeg kommer til at reflektere lidt og det var en rar kaffe pause fra flytterodet. Knus

  2. Sikke nogle fine tanker om ro. Er helt enig med dig. Vi står over får flytning og barn nr. 2, men det gør mig ikke urolig eller får mig til at føle uro. Men er med på, at der kommer en anden ro, når vi først er på plads osv.. Så ro findes i mange afskygninger og nuancer er jeg overbevist om. God dag.😊

  3. Er vi ikke allesammen på vej et sted hen? Er det ikke naturligt, at når man har opnået noget, så begynder man at kigge sig om efter noget nyt? Måske endda så meget, at man nogle gange glemme at anerkende der, hvor man er, og hvad det har kostet at nå der til. Særligt måske fordi vores samfundet også (lige nu) er indrettet på en måde, hvor stilstand ofte opfattes som tilbagegang. Det tænker jeg selv tit over i hvert fald, og jeg forsøger at øv mig i at nyde stilstanden. At lægge hånden på mit hjerte og trække vejret rigtig dybt.

    Jeg har flyttet en del de sidste par år, fordi jeg hele tiden ville opleve nyt, prøve noget andet, se noget mere, og jeg arbejder virkelig meget med at finde ro i det. Finde ro i at vide, at jeg er på vej, og at anerkende processen. Det synes jeg er virkelig vigtigt, og også svært. Særligt hvis man måske er indrettet som et lettere utålmodigt menneske..

    Rigtig dejligt indlæg her på en fredag til lige at sætte lidt form på mange af de tanker, der fylder for mig lige nu. God weekend, når du kommer så langt 🙂

  4. “ Jeg synes faktisk, det er lidt utroligt hvor lidt man ved, før man får børn, og hvor hurtigt ens kompetencefelt udvides!”

    Jeg synes, du er lige lovligt generaliserende ift. “hvor lidt man ved”, når man ikke har (fået) børn. Min personlige holdning er, at man ikke nødvendigvis bliver klogere og mere indsigtsfuld af at få børn, men blot at livsperspektivet ændrer sig og udvikler sig ud fra, at man nu et et andet sted end før. Og min oplevelse er, at mine veninder med børn skal kæmpe mere for at finde den indre ro ift. veninder uden børn.

    1. Jeg læste det i betydningen “hvor lidt man ved ift børn, før man får børn”? Fordi C netop henviser til den stejle læringskurve efterfølgende. Kh M

      1. Lige nøjagtigt, M! Tak 🙂
        Det var nemlig ment som i relation til børn. – ikke om livet generelt. Min viden om børn, før Eddie – synes da jeg vidste lidt. Fik Eddie – WOOOW for en stejl læringskurve! Også fordi – well, ingen børn er ens. Så whatever man har lært og læst inden – det kan være det slet ikke passer på ens eget barn 😀 Men jeg har ligesom fundet ro i, at jeg ikke ved alt og kan alt i relation til Eddie endnu, men jeg lærer ligesom med ham, som han bliver større. KH

Læg en kommentar