Premiere i dag: Jeg er med i "Følg mig" - ROCKPAPERDRESSES
Premiere i dag: Jeg er med i “Følg mig”

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Følg mig, TV2 PLay

fotos af Alona Vibe

Reklame for min egen deltagelse i den nye serie “Følg mig”

Jeg er virkelig spændt på i dag, for TV2Play har premiere på anden sæson af Følg mig – og jeg er med. Sammen med Daniel Hoffe, Alexandra, Emil Olsen og Jasmin Lind.

Første gang de henvendte sig, var Barbara og jeg ret enige om, at det skulle vi ikke. Hvad laver jeg, der er spændende nok til at lave TV omkring… Og “sådan noget gør vi ikke” – TV, bliver det ikke lidt… Tabloidt? Måske også bare fordi vi har set så mange og elendige forsøg på at lave “influenzzzzer”-fjernsyn… Vi diskuterede frem og tilbage, kiggede hinanden dybt i øjnene – … Hvorfor er vi altid så keeedelige? Måske skal vi ikke være så bange for at prøve noget andet? Måske skal vi bare gøre det! Lad os gøre det!

Vi tog telefonopkald, møder, flere snakke med TV2 og Koncern, der har produceret programmet, talte om vinkler. Hvad er spændende i vores liv det næste stykke tid? Vi var ude i flere emner. At være mor på pseudobarsel og selvstændig. Den lille familie i byen, skal vi blive boende? Rykke ud? Finde noget andet? By versus landet? Vi talte om fertilitetsbehandling, #miljømandag. Listen blev udbygget.

Det var tidligt forår, og optagelserne skulle igang – men vi havde for længst planlagt tre uger på barselsferie til Italien, så vi vidste godt, det blev tæt på optagelserne, vi havde travlt med at optage når vi kom hjem, for de andre medvirkende havde allerede været igang i en måneds tid. Det blev lidt travlt. Og hvad der skulle have været  3-5 optagedage, endte som noget noget mere. Men det gik, og sommeren var lun, og vi mødtes med flere forskellige fotografer, som skød vores dage med os.

Men vinklen blev ved med at rode –  tv (som radio, det husker jeg selv) kan godt lide rimelig stramme vinkler, ét fokus, især når seerne hurtigt skal afkode, hvad man vil med historien.

Jeg talte frem og tilbage med den sødeste programlægger og redaktør, hvad er vigtigst? De valgte, at vinklen blev fertilitetsbehandling og dét at blive mor “online”. Det er også stadig spændende, og det begynder jo at være relevant for os igen med behandling. Den var fin med os – så vi skød nogle nye optagelser.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Følg mig, TV2 PLay

Jeg er jo ikke alene i serien, men er blevet den, der er proppet ind i flest episoder – og jeg synes faktisk, det er blevet virkelig godt. Det er et rigtig fint “influencer”-program, som giver et lille og andet indblik i os.

Vi har delt private optagelser med dem, som Adam og jeg lavede under behandling. Jeg synes faktisk, det er rørende – det håber jeg også, I vil synes. Daniels historie handler om at ville ændre sit image og onlinekarakter, når man ligesom er vokset fra den –  ret spændende. Emils historie handler om hans brud med normer, at turde være og vise sig selv og alt hans arbejde for LGBTQIA+. Alexandras historie handler også om at bruge sin stemme til at bryde tabuer, og så handler det også om nogle af de ret grænseoverskridende oplevelser, hun har haft, hvor følgere har anmeldt hende til kommunen. Og så er der fine Jasmin, som er ung (18-agtigt), kristen og forelsket i sin kommende mand – vi får lov at følge hende op tilbrylluppet.

I dag udkommer afsnit 1 og 2, og så kommer de drypvis torsdag og søndag frem til midten af december. I kan se det på TV2Play (sidste sæson med Cana og Mette Marie var det mest streamede på Play!), og der er også skrevet en lille artikel på TV2 om mig – og på tirsdag skal Adam og jeg i Go’ Aften Danmark og tale om programmet og fertilitetsbehandling.

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

24 kommentarer
  1. Det lyder spændende – jeg er absolut mest til TV om ‘almindelige mennesker’, og deres almindelige eller ualmindelige liv, de få gange årligt jeg ser fjernsyn. Men opsnuser nærmest aldrig når der kommer noget interessant, fordi jeg aldrig tænder det eller kigger TV-apps🙈. Men er enten på dokumentar, eller også skal det være film – som i Disney, superheltefilm og fantasy – no in between 😎
    Jeg kan simpelthen ikke fanges af andet end dokumentarer eller fjollede, fantast luftkasteller😅.
    Krimi, diverse talentshows, socialrealistiske film, sport, hardcore realityprogrammer eller underholdningsserier kommer jeg øjensynligt aldrig til at forstå magien i – og det er næsten ærgeligt, når folk ellers samles om det – kan bare slet ikke holde fokus har jeg indset, efter mange forsøg blandt velmenende mennesker😄.
    Men hey, så er det godt, at bøger (og lydbøger) tilgengæld findes – der er jeg knap så sart med genren 😁

    1. Hehe, jeg vil vove at påstå, at jeg er ret almindelig 😀 Men jeg ved ikke, om du tænker det samme! Og hvor er det altså bare skægt, du slet ikke hopper med på bølgen af “slamunderholdning”, krimier og den slags, det er da ganske inspirerende! Hvis du ikke allerede har hørt, så må jeg altså anbefale dig Elton Johns nye biografi, den er FABELAGTIG på lydbog! KH

  2. Jeg elsker at du, I, giver så meget af jer selv til dette emne, som for mange er så svært at tale om. Det er en proces som er så fyldt af ‘(u)bekvem stilhed’ men fylder så uendelig meget som dem der kæmper med det.
    Der er kun en lille ting der for mig gør lidt ondt. Jeg håber det er ok at skrive det, jeg håber, nej, jeg tror på at netop du vil forstå det, når det kommer fra en der, uønsket, er endt op i den kategori. Det er at overskriften på TV2, som jeg også husker fra et indlæg herinde hos dig “Det skøre par, der ikke får børn”. Jeg VED det ikke er intentionen og det er ikke dig, der har ‘skylden’ for opfinde den sætning, men på mig gør den sætning, som er mere udbredt end som så, gør faktisk lige så ondt, hos mig, som da alle spurgte om hvornår vi skulle have børn.
    For os er det 15 år siden at vi måtte accepterer vores skæbne og det var svært. Det ER svært. Gu’ er det så. Heldigvis er der sket virkelig meget siden dengang, så endnu flere kan nu hjælpes.
    Og heldigvis har vi masser af børn i mange aldre i familien og i venskaber, som heldigvis vil os og vi dem. Det er ikke det samme, slet ikke, men det er nok for os. Ja, det er en (stor) sorg, men vi har et dejligt liv og masser af børnekærlighed i vores liv.
    Jeg indrømmer dog, ja vi har en hund og ja, vi er nok skøre på mange måder 🙂 Men vi gør vores bedste for ikke bare være det skøre par uden børn.
    Søndags knus til dig
    AM

    1. Du må så gerne skrive det, Anne, og jeg forstår dig virkelig godt. Jeg ved ikke, om du har læst det allerførste indlæg fra 2017, men det er der titlen kommer fra. Dengang kom det sig af en historie, jeg fik overleveret fra min mors barndom – for dengang var barnløshed ikke så udbredt, som det er i dag. Det var noget mere usædvanligt at møde par, der ikke havde børn – og hvis de ikke havde, talte de i hvert fald ikke åbent om det. Så der blev sladret, og talt om hvordan det mon kunne være. Det blev fortalt lidt som om, de var det skøre par – og nu var det os. I et stort babyboom i venneflokken.
      Det var aldrig tænkt sårende – for det var jo os selv. Og allermest tænkt som en netop afstandtagen fra det – så andre forstod, at man hverken skør eller mærkelig for ikke at have børn. Det kan være man kæmper en stille kamp, uden nogen ved det.
      Jeg ville meget, meget gerne dele jeres historie herinde, hvis du har lyst og mod. Det er slet ikke sikkert du har, men hvis du har, vil du så ikke sende mig en mail? assistant@rockpaperdresses.com. Jeg deler også gerne anonymt. Kærligst C

  3. Kære Cathrine
    Jeg har set første afsnit af “Følg mig” og tak for endnu engang at lukke os ind. Det var meget rørende, når kameraet fulgte dig og jeres baby rejse.
    Jeg har/står i samme situation som dig, da min mand og jeg fik beskeden om at jeg er super fertil og hans sædkvalitet desværre ikke er toppen. Jeg har brugt din blog til at finde trøst, råd og håb. Tak for det!
    Vi har nu (heldigvis efter 2 måneder i behandling, så det er jo ingenting ift mange andre) opnået graviditet.
    Det jeg egentlig bare vil sige er tak, tak til dig for at åbne op og lukke os ind❤️
    Rigtig god søndag! Kh

    1. Hvor er det bare dejligt E, kæmpe kæmpe til lykke, hvor jeg under jer det. Må det være den dejligste graviditet, det ønsker jeg for jer! Pøj pøj <3 KH

  4. Har allerede slugt de første to afsnit, og shit… Man kan jo ikke undgå at få tårer i øjnene når man ser de optagelser fra da du ligger på sygehuset, gravid uden for livmoderen… Det er så stærkt at I deler, lukker os ind i noget så privat – og jeg synes det bliver skildret på en rigtig fin måde i programmet!

  5. Det vil jeg glæde mig til at se – så en reklame for det!
    Og her tænker jeg så på om du nogensinde savner din page-frisure?
    Den var da alt for lækker til dig!

  6. Du er SÅ god på fjernsyn Cathrine. Så naturlig og behagelig at høre på – helt som vi kender dig fra bloggen. Tak for at tage os med – og overvej lige, om du ikke skal lave noget mere fjernsyn/vlog. Du er hammer sej. KH!

    1. Sikke en vidunderlig kommentar – tusinde tusinde tak! Jeg har ikke liiige noget på tegnebrættet, men jeg synes, det er sjovt! TAK Camilla, du giver mig i hvert fald god energi til det! KH

  7. Jeg har set begge afsnit i dag, og jeg synes de er virkelig fine. Tak fordi du deler ud og åbner op omkring behandlingen. Da vi for to år siden fandt ud af, at vi skulle i behandling endte jeg hurtigt på din blog. Den har hjulpet mig enormt meget.
    Vi er heldigvis endelig også en del af den gode statistik, så vi skal have en lille dreng om et par måneder. Han er lavet i IVF behandling på Herlev. Tak endnu en gang, for at gå forrest i en verden, som er så ensom at famle rundt i.

    1. Hvor er det bare dejligt – stort stort til lykke!! Simpelthen fantastisk at høre. Så skal du måske også føde på Herlev? HELT fantastisk sted, som jeg oplevede det. Rigtig meget held og lykke med slutspurten! KH

  8. Jeg glæder mig max til se programmet 🙂
    Er sikker på at det er godt – artiklen i hvert fald super fin.

    Kærligste hilsner hende som efter 6. IUI’er nu er igang med 1. IVF.. TAK fordi du taler for os og åbner op.

  9. Kære dig. Hvor er du skøn i programmet! Jeg er kæmpe fan<3
    Var det ikke grænseoverskridende at se sig selv på TV?

    Jeg tænkte på, hvad får man ud af at være med i sådan et program? Får i løn? Eller er det for omtalen? <3

    1. Hvor er det dejligt Caroline, tak! Jeg har efterhånden lavet så mange skøre ting både som radiovært, hvor vi blev klippet til skør underholdning på YouTube, hehe, stories på Instagram osv, så jeg er nok hærdet. Men jeg kunne mærke, at de private optagelser, jeg havde givet lov til at blive brugt, betød noget for mig. Det var lidt hårdt at se på.
      Man får ikke noget for det – det er ren og skær oplevelse 🙂 Og så en masse timer brugt haha, men det har været sjovt! KH

  10. Hej Cathrine
    Hvad tænker du om at (nogle af) de andre deltagere hindrer potentielle seere i at følge programmet?
    Personligt var jeg meget tæt på at gå i gang med programserien indtil jeg så hvem af dine kolleger der deltager. Særligt én influencer har simpelthen jokket i spinaten gang på gang og er uprofessionel i sådan en grad, at jeg på ingen måde vil støtte vedkommende.
    Jeg synes, du virker så fejlplaceret i det program pga. dit indhold og din professionalisme ligger på et helt andet niveau.
    For mig, ændrer det en smule mit på syn på dig, at du associeres med kolleger som ikke har rent mel i posen i influencer-gamet. Og din reklame for programmet på Instagram, hvor du omtaler “dygtige kolleger” i programmet virker som om du enten;
    1. Har en manglende forståelse for/naivt syn på dine kollegers dårlige opførsel/uprofessionalisme overfor sine følgere.
    2. Er villig til at forsvare/reklamere for hvad som helst, så længe det er business

    Det er bare skide ærgerligt, at selv de influencere man (læs: jeg) tænker er mest professionelle alligevel synker ned på et niveau, som man troede de var for gode til.

    1. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål – om vil tænkte over, dem jeg skulle være på “hold” med. Det gjorde vi! Og vi var også meget afventende omkring holdet. – vi var de sidste der takkede ja, og vi trak den længe. Styrken ved holdet som det er nu er (skal lige sige, at vi intet har haft med hinanden at gøre – andet end et møde til et photoshoot for en måneds tid siden), at vi er superforskellige. Vi rammer forskellige målgrupper, så rent tv-mæssigt er det mere interessant end hvis det bare var, lad os sige koneklubben, os fire, somewhat ens typer.
      Vi besluttede os for at gå med for både oplevelsen, men også for at gøre noget andet end vi plejer. Vi er ALTID så goodie twoshoe agtige, så korrekte når vi vælger kampagner osv. osv., det var også fedt for engangs skyld at prøve at gøre noget andet, noget nyt.

      Noget af det jeg selv ser er, hvor forskellige vi er, hvor forskelligt vi bruger medierne. Og når jeg skriver dygtige, så må man trods alt sige, de har en følgerskare allesammen, den får man ikke forærende, den har de knoklet for. Så kan vi være uenige om, hvordan man driver sin business, og jeg vil altid stå for at opføre sig ordentligt. Vi har riiiimelig stramme linjer for, hvordan vi kører det. Og har også sagt nej til tidligere tilbud og sæsoner.
      Hvad de andre vælger af kampagner kan jeg slet ikke se, smitte af på mig. Vi er blot forskellige mennesker, valgt for netop det, til det her program og har ellers ikke noget med hinanden at gøre. Jeg synes programmet viser lidt af, hvad prisen er for det vi laver. Jeg synes også det viser, hvad man kan bruge sin stemme til., hvilken forskel man kan gøre.’
      Men du kan tro, vi har tænkt over det, og så har vi truffet en beslutning, jeg er meget glad for, for det har givet min (fertilitets-)historie endnu mere bredde, fanget endnu flere og spredt sig. Siden i søndags har jeg modtaget 15-20 daglige beskeder fra folk i behandling. Det plejer at ligge på 1-2 daglige. Det betyder noget – og det er det vigtige. KH

      1. Tak for svaret. Jeg kan godt følge dine overvejelser. Jeg kommer nok stadigvæk ikke til at se programmerne, men jeg kunne ønske mig, du fortsat har lyst til at lave mere TV, og hvor du ikke deler sendefladen med andre influencere. Det vil jeg synes var spændende!

Læg en kommentar