Et puslespil der umuligt går op - ROCKPAPERDRESSES
Et puslespil der umuligt går op

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Nu har jeg hjemmepasset i tre måneder – og været tilbage på arbejde, sådan rigtigt post Adams barsel, i tre måneder. Det er to modsigende sætninger, ikke? “Fuldtidsbarn” og fuldtidsarbejde. Og det er lige præcis sådan, det føles. Lidt umuligt og ret hårdt. Og fuldtidsbarn er selvfølgelig en fjollebetegnelse, men I forstår, hvad jeg mener.

Jeg synes, det er hårdt for tiden. Det må jeg altså sige. At nå alt jeg skal nå på de få timer, jeg har til det. For jeg har ikke mange arbejdstimer; to halve dage. Og så lidt tid i ydretimerne men wow, man er jo også bare brændt af mentalt, når klokken er 19.30, haha! Jeg føler mig sygt brugt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Det lyder som om, det er mega hårdt at være sammen med sit barn all day, og det er det egentlig også, haha! Ej, det er ikke hårdt! Det er hårdt at føde! At løbe et maraton! Ja ja, hårdt er jo simpelthen det mest relative begreb… Men jeg er så meget med ham hele tiden, så længe han er så lille. Han sidder ikke og leger alene i meget mere end fem minutter, og derudover skal der mad på bordet, koordineres lur osv. Hovedet kører hele tiden og helst gerne en times tid forud, så jeg kan forudse og imødegå hans behov, før han viser dem (parenthood!). All day, all week. Dagplejemødre, pædagoger – I får den dybeste, kærlige hyldest herfra. Alt det praktiske, der skal løses og hænge sammen – og selvfølgelig toppes med kys og kærlighed og nus. Eller omvendt, FØRST nus og kys – så praktik… Alt skal hænge sammen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Vi har den sidste tid talt meget om, hvad vi gør, for jeg er godt nok klemt på tid. Vi har skrevet Eddie op til institution, men han er LANGT nede på ventelisten. Det bliver tidligst med opstart det sene forår. Og det er der altså et halvt år til… Så hvad gør vi indtil da?

Det er et puslespil! For vi vil gerne, at han får kontinuitet i sin uge… Så vi har i dag været ude og besøge en sød dagplejemor. Kærlig, sød, som vi kunne se det. Men wauw, hvor vi føler det grænseoverskridende begge to, Adam og jeg. Jeg er simpelthen sådan i tvivl, om hun er den rette for os, om vi skal lede videre, eller om det ville give det samme for os, fordi vi simpelthen har så svært ved, at han skal passes.

Har I alle sammen følt det sådan før opstart af dagtilbud? At det var svært og grænseoverskridende? Eller følte I, I var klar?

Vi er også ved at se på, hvordan vi kan strikke ugen anderledes sammen, så Adam kan have lidt mere tid med ham. Hele mandagen fri, i stedet for kun til frokost. Så kan jeg gå virkelig tidligt på kontoret og tage 8-9 timer. Så har vi den dejligste babysitter, nærmest som en storesøster, der leger med Eddie, en halv tirsdag. Bedsteforældre 2-4 halve onsdage om ugen –  og så har jeg ham resten af tiden, dagene og ugen. Det er mig, der altid står klar til at overlevere og overtage, og det gør det hele lidt presset til tider. Det kender nogen af jer garanteret!

Det er et virkelig stort arbejde at få ugen til at gå op, nemme (og ja, lidt dyre) løsninger som måltidskasser og rengøring er virkelig vigtige for at få det til at hænge sammen. Det er et valg, vores valg, at have ham hjemme. Jeg ville ØNSKE, vi kunne have mere bedstepasning end de tre halve onsdage om måneden, men vi har selv valgt at bo i byen –  det er ikke om hjørnet for dem, når de bor nordpå. Og mine forældre er stadig på arbejdsmarkedet.

Men vil det altid føles imod instinkterne i kroppen at aflevere sit barn? Er det bare lige noget, man skal over? Eller vokser man fra det, jo ældre de bliver? Er vi bare pylrede?

… Ej, jeg hader det udtryk, det er så ladet og tarveligt. Det er jo ikke det, det handler om. Det er jo vores barn. Og det føles i mave, krop og ben som om, det mest rigtige er at være sammen med ham. Ikke overlade ham til andre, når han er så lille. Og det er utroligt nok sådan både Adam og jeg har det. Adam taler ligeså højt og tydeligt omkring det her, som jeg gør. Men det er jo simpelthen så svært at få et arbejdsliv til at hænge sammen på denne her måde. Eddie lider ingen last eller opmærksomhedsmangel. Men det gør arbejde.

Jeg har fuld respekt for jer, der siger arbejde op og går hjemme med jeres børn. Det forstår jeg virkelig godt! Og jeg kan ligeså godt forstå jer, der vender tilbage til arbejde med børn i institution. Jeg er splittet durk imellem de to. Det er det mest voksenagtige føler jeg, jeg har skullet tage stilling til. Hvad er bedste for mit barn? Men også sat op mod, hvad der er bedst for os som familie?

Pssst… Adam har faktisk fået bevilget mandagen fri nu… Flere arbejdspladser der bakker op om familielivet! Det er så vigtigt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

65 kommentarer
  1. Vil det være en mulighed, at du går “ned i tid”. Dvs. færre annoncer, indlæg mv.? Jeg er med på, at det koster på økonomien, så det afhænger naturligvis af, om I har mulighed for det i fx 5 måneder. Vi har fx undværet i bil og rejser i en periode og så gik det fint og en god prioritering for os.
    Kh

    1. MM… Den er ret svær, synes jeg. Er i forvejen ikke oppe i omdrejninger. Jeg tror faktisk, det giver mere mening, hvis Adam gik yderligere ned. Det er faktisk ikke økonomien, det kun kommer an på. Det meste af mit arbejde får jeg ikke løn for – det er en meget lille brøkdel, jeg tjener penge på. Det meste er almindeligt ulønnet content, møder (som jeg i forvejen har få af, fordi vi prioriterer sådan), interviews (uni/journalister osv.) men også bare almindelige selvstændig-opgaver som bilagshåndtering, tech osv. Der er så mange hatte i det her, at det ikke kommer ned til de få samarbejder – dem når jeg faktisk rigtig fint 😀 Men der er jeg også virkelig blevet en ørn til at være forud! Det letter så meget! KH

    2. Men du har ret – man kunne sagtens undvære! Vi har lige siddet og kigget budgetkonto og fået overblik, så vi ved, hvor vi skal skære 🙂 KH

  2. Jeg forstår godt din bekymring, har selv været der med mit første barn. Lige indtil han var kørt ind i vuggestuen, så glemte jeg alt om mine bekymringer om at lade ham blive passet af andre, fremmede. Han var klar, og jeg var klar – inderst inde. Håber for jer, at I får en tidligere plads end til foråret. Min erfaring med pladsanvisningen er, at man ofte sagtens kan få plads før, end hvad de i første omgang melder ud. BH

  3. Vil tro at en del af dine møder mv også hænger sammen med samarbejdspartnere og mulige sådanne, så hvis du fx fjernede 1/3 af samarbejderne, så vil en masse afledt arbejde ryge? Men er med på at jobbet også kræver en del offentlighed, men tænker der kan skaleres lidt 😊

  4. Vores dreng, der er ca. samme alder som jeres, startede i vuggestue, da han var 10 mdr. Min kæreste har desværre ikke haft mulighed for at tage noget barsel, og jeg var helt ærligt meget klar til at komme tilbage på arbejde. Derudover var vores søn også bare klar til andet selskab end mit. Vi fandt en super vuggestue med de sødeste pædagoger, rolige omgivelser og dæmpet belysning (de steder findes faktisk), og jeg vil vove den påstand, at han er rigtig glad for at være der. Han griner og smiler for det meste, når han afleveres. Al indkøring er hård, men for os gav det mening, og jeg føler, at det betyder, at jeg kan være mere tilstede, når jeg er sammen med ham, fordi jeg har muligheden for at skelne mellem arbejde og baby. Jeg har selvfølgelig også haft dårlig samvittighed, men jeg synes også, man skal passe på med at gøre det til et stort tabu – altså det at få sine børn passet – det behøver ikke være traumatiserende:-) Pøj pøj med det.

  5. Hej Cathrine! Jeg har selv et lille barn og kan fuldstændig genkende dine tanker. VI har indrettet os sådan, at både min kæreste og jeg arbejder fuldtid i almindelige løndmodtagerjobs (jeg håber dog på at kunne gå på deltid). Det der får det hele til at hænge sammen er, at vi begge kan arbejde meget fleksibelt. Det betyder, at den ene af os tager afsted på arbejde ved 7-7.30 tiden og så henter barn ca kl 15. Den anden afleverer ca ved 9-tiden og kommer hjem omkring kl 17. Det giver overkommelige dage i institution for vores datter (som elsker at være der) og fin arbejdstid til de voksne.

    Vi er begge meget bevidste om ikke at ville arbejde mere, mens vi har små børn. Selvfølgelig kan der være spidsbelastede perioder, hvor det i uger bliver til mere, men så sørger jeg altid for at kompensere den anden vej.

    Jeg er med på, at det er en anden virkelighed end din som selvstændig (og har i øvrigt al respekt for dem, der vælger at prioritere anderledes i puslespillet børn/karriere).

    Men måske er der alligevel et perspektiv, du eller andre kan bruge til noget.

    For mig er det stressende nemlig ikke så meget mængden af arbejde og have børn samtidig. Det der stresser mig er, hvis både barn og arbejde strækker sig udover alle døgnets 24 timer. Det gør det at have et barn, det er ligesom et given (selvom man er på arbjede, synes jeg faktisk, fordi der tit lige skal koordineres, de ringer fra vuggestuen, hvem henter i morgen osv). Derfor er jeg også meget bevidst om kun at arbejde i et stræk om dagen og holde tidlige morgener, aftener osv hellige.

    Selvom det kunne give noget mere på fleksibilitetskontoen at arbejde i yderpunkterne, så ville det stresse mig helt vildt i længden, hvis begge roller, både den som mor og den som arbejder, var til indbyrdes forhandling hele tiden. Nu kan jeg lukke ned for arbejdsdelen af hjernen i 16 af døgnets 24 timer, lidt sat på spidsen, og det frigiver en masse energi af have dagen så tydeligt delt op.

    Igen, jeg er med på, det er en helt anden virkelighed end den som selvstændig, især når man som dig i høj grad “er” sit produkt. Men måske der alligevel er noget, du kan bruge 🙂

  6. Jeg synes også det er helt hæsligt at skulle aflevere mit barn i instutition/dagpleje (vi er skrevet op til begge) om et halvt års tid. Og vi har endda forlænget. Min barsel slutter nu efter 12 mrd. og nu går min mand på barsel i 5 mrd.. Det har betydet, at vi i 4 mrd. har levet af en indtjening og skåret ind til benet, for at det var muligt. Jeg har savnet at have en indkomst, men det er jo så kort tid. Vi fik i øvrigt sat vores lån i bero i perioden. Det kan man åbenbart op til 6 mrd. under særlige omstændigheder, og det giver lidt luft til at indordne sig anderledes. Men det er jo en lidt anden situation, da vi begge er lønmodtagere og derfor ikke skal arbejde, når vi er på barsel. Jeg vil sige så meget med min kommentar og det stikker i flere retninger. Husk at passe på dig selv. Jeg kan genkende den der følelse af at halse efter med vores første barn. Jeg ville ønske, at jeg var gearet til at hjemmepasse, men jeg trives ikke med, ikke at have andet. Hvordan ville Adam have det med at gå mere ned i tid fx 25 timer? Kan man det i hans branche? Jeg tror sagtens I kan finde en dagplejer, som I med det samme kan mærke, at det er den helt rigtige.

  7. Jeg gik hjemme med min datter (alene, min mand havde været på barsel det meste af tiden inden) fra hun var 12 mdr til knap 17 mdr og det var bare sindssygt hårdt (jeg har så også kroniske smerter oveni, det hjælper heller ikke). Min datter er et barn hvor der skal ske noget og vi var fast i zoo, svømmeren og legestue hver uge og så selvfølgelig på legepladser og alt muligt andet. Da hun startede i vuggestue, havde jeg det rigtig skidt med at aflevere hende, selvom hun var fint tilfreds. Det var og er en fantastisk vuggestue men de kan jo ikke elske hende så højt som jeg. Jeg kom dog hurtigt over den dårlige samvittighed over ikke at have hende hjemme, for hun har det bare fedt i vuggestuen. Jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor hurtigt jeg kom over den dårlige samvittighed. Selvfølgelig skal det jo være et sted hvor de trives og min datter er generelt i vuggestue fra 9-14.30 men under de forudsætninger, oplever jeg faktisk at hun får mere ud af det end bare at være hjemme med mig og det jeg kan give pt.

  8. Du stillede et spørgsmål som fik mig til at tænke. Bliver det nemmere jo ældre de bliver- altså at aflevere sit barn til vildt fremmed mennesker?! … Ja det tror jeg det gør.
    Jeg har fulgt jeres proces med Eddie- alt fra fertilitetsudfordringen til separationen ved fødslen, som uden tvivl udløser et tab man til evig tid forsøger at kompensere for (aj hvor føler dig lige der) og så frem til nu, hvor I står ved en skillevej og ting skal hænge sammen for Jer alle tre. Vores situation ligner hinanden på rigtige mange punkter og derfor føler jeg virkelig jeg forstå hvad I går igennem af følelser nu. Derfor er det også vigtigt for mig, at fortælle dig/jer, at min erfaring er, at tiden løser problemer lidt. Jeg har haft det ligesådan med min dreng da han var Eddies alder, og valgte hjemmepasning med bedsteforældre som har fungeret som dagplejer, om man vil.
    4 gange om ugen har de passet min dreng fra 8 til 16-17 fra han var 11 mdr til han bliver 3 år (her om lidt). Og fra januar 2020 skal han starte deltid i BH og afleveres til fremmed og jeg kan ærligt sige at jeg for første, på ingen måde er ængstelig eller andet- men derimod glæder mig på hans vegne. Jeg kan se hvor selvstændig og kvik en dreng jeg har, som er tryg og glad og nu ved jeg, at han er så klar til at blive udfordret på både det sociale og pædagiske, og at han er klar til det på flere måder end en. Det jeg egentlig prøver at sige, er at tiden har gjort os begge klar, både min dreng og mig. Min dreng er blevet større og det har på naturligvis givet mig mere ro og tryghed i tanken om BH. Så måske skal I følge jeres instinkt og gøre hvad I kan for at holde ham hjemme indtil alle parter er klar. Det tror jeg uden tvivl vil give jer den bedste ro indvendigt, uanset hvor smadret i må være fysisk i en kort periode.
    Sender varme tanker 🙂

  9. Hvis du savner erfaringer fra nogen der er gået ALL IN på at have deres 4 (!!!) børn hjemme på fuld tid og samtidig tjene penge, så check blogger Maj My ud hvis du ikke allerede kender hende 😊 Hun er skarp til at sætte ord og handle på netop den følelse af at det ikke føles okay at aflevere sine børn. Bevares, hendes livsstil er ikke for alle, men synes nu det er skønt at have hendes perspektiv med også (når nu der er så rigeligt af det andet hvor end man kigger hen).

    Min egen erfaring er at jeg har store børn (14 og 18) som begge har været sendt i institution og skole, og her i bagklogskabens normkritiske lys ville jeg nok ønske jeg havde valgt anderledes – fik jeg et barn i dag ville jeg holde det hjemme. Men familier (og børn!) er så forskellige – så længe man tænker sig om og mærker efter kan man vist ikke gøre det bedre ❤️

  10. Nu stiller du selv spørgsmålet – måske i er en lille mikro smule pylrede (sagt med et blink i øjet og et smil på læben :))
    Alle gør det bedste de kan, og det der er bedst for deres familie. Men måske man også kan komme til at gøre det at aflevere sit barn lidt ‘farligere’ end det er. Forstået på den måde, at man måske hurtigt vender sig til det og at det kan føles helt ok, så længe det er en god dagpleje/vuggestue. Selvfølgelig et intet så godt som mor og far, men mindre kan måske også gøre det – giver det mening?

    Jeg savnede mit arbejde og studie, da min datter var 9 måneder og der startede hun i vuggestue. Det var det, der samler set passede vores familie bedst. For andre familier er det noget andet.

    1. Jeg tænkte lidt det samme :-). Det lyder som et omfattende setup I har gang i, hvor både barnepige og bedsteforældre er på banen for at undgå institutioner. Og hvor du alligevel ikke føler, at du kan nå det, du skal. De (fleste) institutioner er altså bedre end deres rygte! Vi har haft en super vuggestue og børnehave, med engagerede pædagoger (og nok af dem), samt masser af kys, kram og stimulering af børnene.

      Det lyder til, at der er så meget fleksibilitet i jeres hverdag, at I både ville kunne aflevere sent og hente tidligt. For os fungerede det med at den ene afleverede 9-9:30 (hurra for flex) og den anden hentede ca. 15. I den tid sov vores datter minumum to timers lur. Så reelt fire vågne timer, vi ikke var sammen med hende på en dag. Til gengæld havde vi et par hyggelige timer om morgenen og en god lang eftermiddag og aften (hun blev puttet kl. 20). Hun trivedes godt i sin institution og vi fik hverdagen til at hænge sammen og kunne fokusere på arbejdet, når vi var der, og vores datter, når vi var hjemme. Jeg kan godt huske, at jeg synes det var svært, da hun skulle starte i vuggestue (min mand havde barsel der, så jeg kørte hende ikke engang ind!), men også at det forsvandt da jeg kunne se at hun trivedes med pædagogerne og de andre børn. Og jeg syntes stadig, at vi havde meget tid med hende (2 timer morgen og 5 timer eftermiddag). For mig hjalp det at sætte tid på, bruge fleksibiliteten maksimalt, og så være tilstede 100% i timerne med hende.

  11. Årh hvor jeg forstår. Vi har også netop været ude og besøge en dagplejer til vores søn til starten af næste år. Og selvom at hun virkede sød, synes jeg stadig ikke, at jeg har en 100% god mavefornemmelse med det. Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, 1) om det er hende, der ikke er det rigtige valg for os eller 2) om jeg aldrig vil få en 100% god mavefornemmelse nogen pasnings-steder.
    Vi har begge fuldtidsarbejde, så han skal passes, men jeg synes godt nok at det er svært at gennemskue, hvad der er den rigtige løsning. Vi kan (højst sandsynligt) godt få en vuggestueplads, men vil helst dagpleje, men der er kun ledig plads hos hende, som vi har besøgt, hvor mavefornemmelsen ikke sad lige i skabet.

  12. Det er SÅ svært. Der er ingen tvivl om, at havde jeg muligheden, så gik jeg hjemme. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor stort behovet for at være så meget sammen med sit barn så meget som muligt, var, før vi havde købt lejlighed 😕
    Men jeg er med på, at det ikke kan lade sig gøre for dig at tjekke ud i to år og så vende tilbage, hvor du slap.
    Mit råd vil være at besøge nogle flere dagplejemødre/private passere. Da vi fandt vores pasningsordning til vores dreng kunne vi bare begge to mærke, at det var det rigtige. Og jeg havde været meget i tvivl, når vi var ude og besøge andre og se vuggestuer.
    Men det sted vi har fundet er bare et match. Både ift. vores måde at være på over for vores søn og for ham. Han elsker hende, og hun elsker ham ❤️ Jeg har seriøst aldrig ondt i maven over at aflevere ham. Så jeg tror, det er værd at kigge lidt videre, så kan I måske også bedre fornemme, om det er fordi, I ikke er klar til det, eller om I bare ikke har fundet den rigtige endnu 😊

  13. Her var vi begge tilbage op arbejde da vores datter var ti måneder. Hun startede i dagpleje da hun var 9,5 måned og det var mega hårdt for hende. Det faldt lige sammen med separationsangstperiode, så hun var ulykkelig. Det vil jeg gerne undgå ved næste barn og så holde barsel lidt længere. Men det er et puslespil, for vi vil også gerne have plads til at være hjemme begge to den første tid og have tid til at lære vores barn og vores nye hverdag at kende – samtidig med at der er en økonomi der skal hænge sammen.
    Jeg har været tilbage på arbejde en måned og bruger en del energi på at være trist over at det er et andet menneske der er mest sammen med mit barn, og at jeg på mine længste dage måske kun ser hende fra 16-18.30. Det er ikke lang tid.
    Når det er sagt så giver det mig lidt ro, at hun er i dagpleje og ikke vuggestue. Jeg er pædagoguddannet og har hele tiden svoret at mit barn skulle i vuggestue med uddannet personale og større mulighed for aktiviteter der var tilpasset alder. Men det virkede så forkert da det kom til stykket at hun skulle være på en stue med 11-12 andre børn og nu sætter jeg virkelig pris på det mere hjemlige of familielignemde miljø hun er i.

  14. Der ER svært at aflevere sit barn. Og synes faktisk ikke at det blev nemmere anden gang. Men når man ser sine børn i fuld leg med andre børn, opbygge relationer og på er tidspunkt lærer at konflikthåndtere, så føles det godt, synes jeg. Mine børn (4 og 5 år nu) er vokset helt enormt af at være i vuggestue og nu børnehave. De vil nærmest aldrig med hjem.
    Vi har begge 37 timers job. Mit dog som akademiker i staten så lidt mindre arbejdstid. Mit job er enormt fleksibelt så jeg afleverer tit kl 8.30/9 og min mand henter kl 15.30 (fredag kl 14). Og så har vi en fast bedsteforældredag hver tirsdag hvor mine forældre henter kl 13.
    Hvis vi i perioder kan mærke, at børnene har brug for mere hjemmetid, kan jeg hente tidligt, omkring kl 14 og så arbejde om aftenen i stedet for.
    Det er helt klart det rette for os at kunne arbejde fuld tid. Ingen af os ville trives med at gå hjemme eller være på deltid. Så længe vores børn også trives med det ordning, så er det sådan vores hverdag er strikket sammen

    1. Jeg går hjemme med mine børn på 1,5 år og 4 år og jeg vil bare sige, at selvom vi “hjemme”passer, så ses vi mindst tre gange ugentlig med andre jævnaldrende børn i en forening med andre hjemmepassende familier – dvs hun er også i fuld leg med andre børn, opbygger relationer til andre børn (og deres voksne og søskende) og hun lærer at konflikthåndtere. De ting er ikke en modsætning til at hjemmepasse – bare lige så man ikke tænker, at man kun lærer “den slags” i institutionslivet 🙂

      Når det er sagt, så synes jeg, at man skal gøre det, der føles rigtigt og der er ikke én skabelon, der passer til os alle..

  15. Jeg synes, at tanken om at aflevere vores datter i institution var langt værre end det viste sig at være. Hun er 14 måneder og har snart været i vuggestue i 3 mdr. Hun havde sådan en fin indkøring med den sødeste pædagog, og hun er virkelig faldet godt til. Der bliver lagt billeder op dagligt i app’en, så forældre kan følge med, og det er skønt. Men for mig handler det virkelig om, at der er nogle pædagoger, som jeg har stor tiltro til – og uden dem, ville jeg ikke kunne gøre det. Derudover prøver vi at holde korte dage og senest hente 15.30, men faktisk bliver det ofte senere, fordi hun sover. Hun sover 3-4 timer i løbet af dagen, dvs. hun er højst vågen i 4 timer i vuggestuen, og det synes jeg er ret rart at tænke på. Derudover har jeg en ugentlig fridag med hende om mandagen, og det er jeg så glad for!

  16. LYT TIL MAVEFORNEMMELSEN! Det er så mega vigtigt at vi lytter til vores forælderintuition. Jeg synes virkelig ikke det er pylret, men fornuftigt og modigt at I lytter til den stemme der siger han er for lille. Alle træffer de valg der passer dem og som kan passe ind i deres familie, ingen forældreshaming her, men når den indre stemme siger at han er for lille, så er det virkelig den der skal lyttes til. Mine børn er alle tre kommet i vuggestue da de var 18 mdr, og vi forældre flexede for hårdt for at de kun skulle være der 5 timer, men ØJ hvor ville jeg idag ønske at vi havde holdt dem helt hjemme længe, fx indtil 3 år (nu er de 8 og 10). Den tid de er små er SÅ KORT og det er helt vildt så meget de har brug for den gode tilknytning som vi kan give dem til at gå ud i verden med. Jeg kunne skrive en hel masse om institutioner og de vilkår vi byder vores børn i en sårbar periode, det vil jeg undlade, men bare lige sige at jeg altså godt ved hvor mega hårdt det game I står i er og at jeg håber at I tør vælge med hjertet selvom det ikke altid er det nemme valg.

    Det er så vildt at være forælder, og I gør det helt tydeligt rigtig godt for lille Eddie. Han er heldig at have fået jer❤️

  17. Jeg kan godt forstå, at det må være hårdt, men måske kan korte dage med pasning være en løsning. I vores situation fungerer det i hvert fald.

    Jeg er mor til en lille pige på lidt over et år, og hun startede i vuggestue, da hun var ti måneder, og så kørte vi hende langsomt ind over et par måneder. Vi har begge fuldtidsjob, og vi var meget usikre på, om vi nu gjorde det rigtige. Man hører så meget dårligt om vuggestuer og børnehaver, og jeg havde det ikke godt, den første måned, hvor vi afleverede hende. Jeg var så nervøs for, hvordan det ville gå, og jeg overvejede alle mulige scenarier, hvis det nu endte med, at min datter var ulykkelig over at være der. Men det var hun slet ikke! Hun stortrives i vuggestuen og er så glad, og det blev hun faktisk ret hurtigt. Vi synes, at vi har fundet et god sted, hvor pædagogerne er søde. Det betyder selvfølgelig noget.

    Min datter er meget social, der skal ske noget hele tiden, og den underholdningsværdi, andre børn har, andet legetøjet, udflugter osv giver hende så meget. Hun leger og er glad, når jeg henter hende, og de andre lidt større børn kysser hende og giver hende knus. Den sociale interaktion ville jeg aldrig kunne give hende på samme måde. At børn trives ER vigtigst især i forhold til en sund udvikling og læring, og ikke alle børn trives nødvendigvis med at blive passet, det er klart, men jeg er glad for, at hun er glad for at være i vuggestuen, for jeg må altså indrømme, at jeg godt kan lide at gå på arbejde også, og min mand har det på samme måde. Jeg er først og fremmest mor, men jeg er også så mange andre ting. Og jeg ville ikke ønske, at jeg kunne gå hjemme eller at passe mit barn hele tiden. Nu er jeg heldigvis heldig at have et job, hvor jeg har meget tidligt fri, så min datter har korte dage i vuggestuen, det gør heldigvis, at jeg også har meget tid med hende, og den tid, den nyder jeg virkelig, måske især fordi, at jeg også har fået lov til at bruge mine andre kapaciteter på mit arbejde. Noget af det, jeg til gengæld synes er hårdt, er alt den sygdom, som vuggestuelivet bringer med sig, det er så synd for de små pus. Men det bliver forhåbenligt bedre, når børnene bliver lidt ældre.

  18. Jeg havde frygtet at aflevere vores dreng i vuggestue – men det endte med at gå så fint og jeg har aldrig gået fra et grædende barn. Har dog også været heldigt at finde en privat pasningsordning med to uddannede pædagoger til 6-8 børn. Jeg synes tanken var værre end reelt at aflevere ham. Men jeg lod også min mand om det, så det er nemt at sige 🙂 Jeg har kæmpet mig til en deltidsstilling på et advokatkontor (hvor den slags er forbudt) så jeg kun arbejder 9-14 og fri onsdage. Jeg føler mig sindssygt priviligeret at jeg får lov at beholde min job og mine karrieremuligheder hvis man kan sige det sådan, men samtidig have tid til at være meget sammen med min søn.

  19. Jeg forstår godt alle jeres tanker. Min første tanke da jeg læste dit indlæg var, at jeres søn jo også nu er sammen med en del forskellige voksne i løbet af en uge? I vores søns vuggestue er der tre pædagoger – og det er primært den han forholder sig til af voksne på en uge. Vikarer er der meget sjældent, og generelt er vi bare SÅ glade for børnenes private institution (også på frb). Jeg har prøvet både at sende et barn afsted på 9 mdr og og en på 17 mdr, og ingen tvivl om at vi lander tættere på halvandet år her tredje gang hvis det kan lade sig gøre. Men børn er også virkeligt forskellige, og jeg oplever altså også at vuggestuen er er trygt og dejligt sted hvor børnene bliver krammet og passet på og holdt af. Det er bare så svært når man får børn. Enten har man dårlig samvittighed over for dem eller over for ens arbejde og det er bare never ending, synes jeg. Nyder tiden på barsel her tredje gang og den ro det giver i hele vores familie.

    1. Til gengæld så er “alle de voksne” som er sammen med Eddie stort set alle nogle der elsker ham og nogle der har været der hele hans liv – det ville jeg til enhver tid foretrækker længst mulig tid fremfor pædagoger, der kan give “professionel kærlighed” 🙂

      1. Selvfølgelig, det tror jeg da de fleste vil foretrække. Min pointe var egentlig bare, at han jo i forvejen, som jeg forstår det, ikke er hos sine forældre hele tiden, og derfor allerede er vant til at være hos andre voksne. Og at springet måske ikke ville være så stort ift at have nogle korte dage institution. Naturligvis er pædagogers omsorg ikke kærlighed som den fås fra familiemedlemmer, men mine børn har virkelig haft nogle helt fantastiske, hjertevarme mennesker omkring sig, og det kan heldigvis også noget.

  20. Jeg var SÅ nervøs for at aflevere min 10-11 måneder gamle datter i vuggestue! Jeg havde mest bare lyst til at passe hende herhjemme. Dybest set har barnet jo ikke behov for at komme i institution, når det er så ungt. Jeg var overbevist om, at både min datter og jeg ville græde ved hver aflevering.
    Fact er her to måneder efter vuggestuestart, at hun slet ikke er ked af at blive afleveret. Hun kravler rundt og undersøger det hele, studerer de store børn og går på opdagelse helt alene. Hun “snakker” med de andre børn og får læst historier op af de voksne. Hun er begyndt kun at sove en (lang) lur midt på dagen og hun bliver stimuleret på en helt anden måde end når hun er herhjemme. Hun er glad hver dag, når jeg henter hende.
    Det er med andre ord en helt anden og bedre virkelighed end jeg havde forestillet mig.
    Jeg er klar over, at alle børn er forskellige og det kan gå alle mulige veje, men jeg vil blot fortælle, at det altså også kan gå meget positivt. Og ens bekymringer kan blive gjort til skamme. ☺️
    Jeg håber, at i finder på en god løsning og jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at have min datter hjemme ligeså lang tid som i har haft Eddie hjemme. ❤️

  21. Jeg tror, at det altid vil føles sindssygt svært at aflevere i institution, når man som mor har været så intenst sammen med sit barn som under en barsel og evt hjemmepasning. Kender i hvert fald ikke nogen, der ikke har haft det sådan. Inklusiv mig selv😀 Omvendt kan jeg, som en anden også skriver, godt lide at kunne være 100% det ene sted, når jeg er hjemme og 100% på arbejde, det modvirker stress og følelse af utilstrækkelighed hos mig.

    Institution er gået så fint, og min søn har altid haft det som en fisk i vandet. Og han har så hurtigt knyttet bånd til pædagogerne.

    Synes det var helt umuligt at vælge vuggestue, anede ikke hvad jeg skulle kigge efter for at vide, om den var der – men det var pædagogerne på stuen, der gjorde hele forskellen. Og vi vidste jo ikke inden, hvilken stue han kom på, så det var også held. Men ved en dagplejer kan I måske mærke det mere.

  22. Jeg håber I finder den helt rigtige løsning for jer. Og så kan jeg sige, at det snart vender med dagsrytmen for jer (tror jeg). Jeg kan så tydeligt huske, at omkring de 15-16 mdr begyndte min datter at give mere energi end hun tog – hun kunne lege lidt selv, hun kommunikerede bedre (uden ord stadig), og jeg var ikke så ensom i hovedet, når vi var sammen. På samme tid begyndte arbejdsrutinerne at falde på plads, og jeg havde vænnet mig til hverdagen (med 30 timers job og lille barn i vuggestue). Energien blev derfor højere sådan generelt. Så måske det snart føles anderledes.

    Derudover – det ér hårdt at sende sit barn afsted i vuggestue. Det bliver det ved med, synes jeg. Også selv om hun elsker det – og endda nu hver morgen spørger om hun skal derned. For det handler om meget mere end bare hende dernede. Det er godt og sundt, men også hårdt og urimeligt. The struggle IS real når man har børn.

  23. Det lyder mega hårdt Cathrine! Jeg tror(!) jeg ville prioritere at æde Adam gå ned i tid.
    Her er det jo mig der går hjemme (og arbejder lidt). Simpelthen fordi min mand tjener det dobbelt af hvad jeg kan med min universitetsuddannelse 🤷🏼‍♀️ Synes det er hårdt. Men ikke så hårdt som det var at aflevere min store pige i dagpleje. Grædende hver dag i den sidste periode 🙁
    Nu er hun jo begyndt i halvdagsbørnehaven i Vanløse, og det er MEGET nemmere. Hun VIL afsted hver dag. For mig er der ingen tvivl om at det skyldes hendes alder. Følg jeres hjerter, det er så få men mega mega vigtige år det handler om. Og valg som I skal leve med resten af livet.

  24. Jeg tror ikke det er meningen, at det skal være nemt at aflevere sit barn til en fremmed. Der er jo egentligt noget grundlæggende unaturligt i det for os mødre (såvel fædre for den sags skyld). Men når det er sagt, så tror jeg på, at en mor der bedre kan balancere arbejde/familietid, om det så være via pasning et par dage/timer ekstra om ugen, kan være med til at give en anden kvalitet til den tid og samværd I så får. Og der findes rigtig mange søde og dygtige pædagoger og dagplejemødre derude. Jeg har kun gode erfaringer i hvert fald. Den store har haft ca tre korte dage hos dagplejen og så resten af tiden hjemme (sammen med lillesøster og jeg). Det gav ham også en mulighed for at være lidt mere klar til børnehavestarten lige om hjørnet. Det har været en perfekt kombi for os 🙂 Men er sikker på I finder den rigtige løsning for jer med tiden 🙂
    – og så et helt andet spørgsmål, hvor er Eddies hue fra? Hvis det er en hue altså. Den ser så lækker ud 🙂

  25. Jeg sidder her med Isolde på 2,3 år. Hun er startet i institution for en måned siden. Har været hjemmepasset af mig indtil da.

    Jeg har det så fantastisk godt med at hun er startet nu, men hverken jeg eller hende var klar et sekund tidligere. Jeg havde egentlig planlagt at holde hende hjemme hjemme længere tid, til hun var 3 år. Men lige pludselig kunne jeg bare mærke det på os begge. Det var nu.

    I forhold til indkøring af sådan en størrelse, så gik vi nok lidt for hurtigt frem i starten, fordi det hele gik så godt. Så en enkelt gang måtte de ringe efter mig, fordi hun var ked at det. Det var ikke sjovt. Men så startede vi ligesom forfra og jeg var med dernede hver dag, og siden da er det gået så godt.

    For mig har det været vigtigt at føle at hun virkelig forstod hvad der skete. At nu skal du være hernede og så kommer mor igen. Og det tror jeg ikke hun havde forstået tidligere, derfor har alder for mig klart betydet noget i forhold til at jeg kunne have god mavefornemmelse med det.

    Det har også betydet meget for mig, at hun ikke græd når jeg gik. Så det har jeg ikke gjort. Men i dag var hun klar.

    Hun vinkede og smilede ved afleveringen. Hun forstod 100% at jeg ville komme og hente hende når hun havde spist frokost. Og da jeg kom 3 timer senere var hun så glad, fuld gang med leg og ville ikke med hjem.

    Jeg har været så lykkelig hele dagen, fordi det bare føles helt godt.
    – så jo, man kan godt føle det rigtigt at aflevere ens dyrebareste, til trods for at det måske ikke er det ALLER bedst eller mest optimale (normeringer og alt det taget i betragtning).

    Men altså. Kunne Adam ikke have hele mandagen med Eddie. Så kunne I finde en privat passer tirsdag-torsdag. Og så kunne du have ham fredag.
    For Eddie ville det jo være ekstra forlænget weekend med mor og far og så noget kontinuerligt 3 dage om ugen med en privat passer – hvis altså I ikke hellere vil dagpleje.
    Jeg tænker i hvert fald at den der romantiske tanke med små bedste venner som findes i institutioner, det er slet ikke endnu, at han vil have glæde af det. Jeg havde, hvis muligt, prioritetet en passer der kunne give ham alt den opmærksomhed i verden.

    Og så kan I vente med institution til I får plads i den bedste til maj 🤞🏻🤞🏻🤞🏻

    Ps. Jeg kan virkelig godt forstå at du ikke synes tingene hænger sammen med hjemmepasning og arbejde. Det er så svært og man er så færdig og kan ikke tænke en tanke efter en fuld dag hvor man har været på.
    Mit arbejdsliv led gevaldigt, men jeg valgte at sige Fuck It og slutte fred med det. Det andet, hjemmepasningrn var vigtigere for mig og jeg kan arbejde og give den gas når ungerne er lidt større. Priviligeret overhovedet at kunne vælge at sige det, det ved jeg. Men det har da også til tider gjort, at jeg har følt lidt ‘kan jeg overhovedet andet end at være mor’.
    Din business er også en del større end min, så jeg føler måske ikke der har været helt så meget på spil. Kan sagtens fordi dit dilemma.

    I finder den bedste løsning for jer, det er jeg slet ikke i tvivl om.

    Krammer

  26. Jeg anerkender og følger dig så meget i dine tanker og følelser. Og bliver faktisk rørt over at din mand har det på samme måde i ikke at ønske Eddie hos andre end jer. For det er ikke givet. Og kan være svært hvis man som par har forskellige holdninger i noget så sårbart.
    Jeg arbejder som jordemoder og valgte den typiske måde at gøre det på første gang. Barsel til Sigrid var 10 mdr og så i vuggestue. Både Sigrid og jeg havde det svært. Da hun blev 2 år fik hun og jeg glæde af vuggestuen. Ikke før. Og med den forskning og de normeringer der er, er jeg så glad for mit valg om at vores søn som er 10 mdr nu først skal starte når han er halvandet år. Ind til da har jeg orlov uden løn i et halvt år. En prioritering. Benhård med en indkomst. Men hey – vi finder ud af det. Og jeg har ro i maven. Så meget ro. Du skal lytte til dig selv.. Ja, det vil altid være svært at afleverer det dyrebareste. Men de er så små når de er under 2 år. Så afhængige af os. Af basale behov som for filan skal dækkes og helst med dem de kender og finder sig mest tryg ved. Tiden med Eddie kommer ikke igen. Og hvis det føles forkert at aflevere ham. Så ville jeg (med
    al respekt for at du er selvstændig og at jeg elsker dine indlæg og dig generelt) lave en benhård prioritering om mindre arb eller måske slet intet. For bare et halvt år. Du er ikke uundværlig arbejdsmæssigt. Det er ingen. Men vores børn. De kan ikke undvære os hvis vi ikke vil undvære dem. Pas på dig selv ❤️

  27. Det kom faktisk bag på mig, hvor svært det var for mig, at vores etårige skulle i vuggestue – at han allerede som et år gammel skulle være en blandt mange og ikke udelukkende omgivet af folk, der elsker ham. Men han var mega sej – så sej at jeg nåede at tænke; “okay, hvad er der i vejen med ham, siden han ikke er mere ked af at undvære os?”
    Men han reagerede også på sin egen måde, lidt urolige nætter, lidt mere morsyg osv. MEN hans udvikling er nærmest eksploderet, siden han startede i vugger, pædagogerne er tydeligvis meget glade for børnene, og han griner, når jeg om morgenen fortæller, at nu skal han i vuggestue! Og han er 15 mdr. Det er over al forventning!!!
    Og når alt det er sagt, så synes jeg STADIG det er svært, at han skal være der, og jeg er STADIG et eller andet sted lidt bange for at han somehow tager skade af det. Men jeg elsker også mit arbejde, og jeg er generelt en gladere person nu end i den sidste del af min barsel. Min pointe er, at det sgu nok bare føles super ambivalent at få sit barn passet uanset hvad. Også selv om det kører på skinner for ungen❤️

  28. Jeg ville for alt i verden gerne ha hjemmepasset Elliot, og vi snakkede meget frem og tilbage men vores økonomi er simpelhen ikke til det, han startede i vuggestue da han var 11 måneder og nu er han kørt ind og det er det bedste og se vores lille glade dreng være så glad når man både aflevere og henter ham. Krestian og jeg har dog meget vekslende arbejdstider så Elliot kan få korte men gode dage i vuggestuen ❤️

  29. Som privat dagplejer (privat børnepasser iflg nye regler;)) vil jeg gerne pippe med. Jeg har været i faget i 10 år og har dermed haft en del forældre og børn gennem døren. Min erfaring består af flade børn og forældre 🙂 Tror ikke man skal tænke pasning som en udfasning af mor og far. Det bliver bare et nyt aspekt i Eddies liv. Det behøver ikke være pasning til kl 16.30 hver dag. Giv ham lidt kortere dage. Tænk på, at han er i gode kærlige hænder, hvor du samtidig kan passe din bix.!
    Vigtigst er selvfølgelig kemien med jeres dagplejer. Absolut! Alligevel vil jeg sige, at hvis du føler det forkert at få ham passet, vil ingen dagplejer eller vuggestue måske føles rigtig. Simpelthen fordi det at aflevere ham, føles forkert for dig. Prøv at slippe det lidt, hvis du kan. Landet er fyldt med glade børn i pasning. Især når forældrene prioritere, at dagene ikke bliver for lange 😉 Hvis hun virker sød, hende I har talt med, har glade børn omkring sig og kan fortælle positivt om sit arbejde med børnene, så go for it
    Er sikker på, at du gør det godt! Og Eddie vil få en fest i en dagpleje med andre børn. Hop ud i det og prøv det af. Skriv, hvis du vil have lidt råd til at aflevere ham 🙂

  30. For os har det egentlig aldrig virket forkert at sende vores børn i institution. Vi har heller ikke haft mulighed for andet, men jeg må indrømme at jeg altid har følt at jeg “burde” have dårlig samvittighed over det, for det er efterhånden kun de negative fortællinger vi hører. Men vores oplevelse er altså positiv. Jeg var på fuld barsel med begge mine unger og de startede i vuggestue (med god tid til indkøring) da de var hhv. 10 mdr. og 9 mdr. Og for os har det bare fungeret super godt. Vores børn har altid elsket deres institution og indkøringen har været uproblematisk for begge. I det hele taget har vi altid mødt overskud, rummelighed og kærlige pædagoger og begge mine børn, som nu går i skole, taler stadig ofte om deres vuggestue/børnehave.
    Jeg tror det er mega vigtigt at mærke efter, hvad der føles rigtigt for jer og jeres barn. Men jeg tror også, at man i livet nogle gange må træffe nogle beslutninger af nødvendighed, og så tro på, at man gør det så godt man kan, ud fra det sted man er i livet. Man kan ikke alt altid. ❤️

  31. Du skal lige have nogle ord med på vejen, selvom jeg kan se at andre skriver det samme.
    Vi har tre børn også her på Frederiksberg og alle har været glade og trygge gennem vuggestue og børnehavelivet. Den første uge er lidt svær, men mest for mor 😉
    Vuggestuer er slet ikke så farlige som deres ry, men derimod hyggelige og rare for de små, og der er søde voksne som kysser og krammer og leger og har et overskud til at lave forskellige ting, som jeg i hvert fald ikke altid har orket (alle mulige kreating fx).

  32. Jeg havde det lige så svært som dig (ej det er svært at sige – men jeg havde det hårdt med at skulle lade andre passe mit barn). Det endte ud i en streng selektion af pasningssted som selvfølgelig havde venteliste – således at jeg måtte køre fuldtidsstudie, pasning ved siden af og rejsen rundt i landet for at få vores dreng passet mens jeg læste (alt familie bor 1,5 time væk). Da dagen kom (som jeg gruede for – han skulle passes af andre – fremmede), så gik det så fint. Han var MEGA klar. Tøffede afsted med det samme. Behøvede ingen indkøring og en stor ‘byrde’ blev taget af mine skuldre. Så for mig forsvandt alt bekymringen og ængsteligheden den dag han faktisk kom i dagpleje. Han har stadig en fridag når muligheden byder sig og bliver hentet tidligt – men det giver også mig en del overskud at have nogle timer til at passe mit eget. Håber denne erfaring kunne bruges. Jeg håber, at I finder en løsning som fungerer for jer <3

  33. Vores datter på 16 mdr går ikke i institution men er skrevet op og vi regner med at få en plads i starten af sommeren. Vi er begge enige om at hun ikke skal starte for tidligt, at institution ikke må være en børneparkeringsplads men skal være et sted som er trygt og udviklende for hende. Vi er begge studerende, går hjemme en dag hver, så har farmor en dag og min søster har vi ansat som privat dagplejemor for hende de sidste to dage. Det fungere bare rigtig godt, og jeg glædes over at hendes bedste timer i løbet af dagen når vi forældre ikke er sammen med hende, går med at bygge fantastiske relationer til nær familie. Dét giver mening for mig, for os. Vi er enorm priviligerede.
    Om vi siger ja til pladsen her når hun er ca 2 år, det er jeg nogen gange i tvivl om. Jeg synes også at det er enormt grænseoverskridende at tænke på at overlade mit barn til fremmede, lige gyldigt hvor dygtige de er. Hun kommer jo ikke til at have en relation til sin pædagog om 15 år, men det er måske netop denne pædagog som får mulighed for at følge hendes udvikling og læring mest i hverdagen. Det vil jeg ikke give afkald på.
    Tanker jeg går med i stikord:
    – Hver ting til sin tid, vi kan gøre karriere senere
    – De første 1000 dage er vanvittigt vigtige for et barns udvikling
    – De er små i så utrolig kort tid, tid vi aldrig får igen
    – Jeg elsker at være sammen med mit barn, men jeg får noget andet meget værdifuldt ud af at studere (på deltid) og af at komme på mit studiejob nogen timer om ugen
    – Jeg vil ikke være 100% hjemmegående, jeg har brug for at have gang i mine egne ting
    Følg jeres mavefornemmelse, så kan det ikke gå helt galt ❤️
    PS i talte jo om at flytte, måske I bare skal tættere på hjemstavnen, hjem til bedsteforældrene?

  34. Kære Cathrine. Jeg forstår virkelig godt dine tanker. Jeg er på barsel med vores dreng på 10 uger og nogle dage ‘drømmer’ jeg da om at blive børnefri lidt tid hver dag, fordi samværet er så intenst lige nu (fuldammer og giver ikke flaske, så kan ikke lige smutte af sted i timevis). Men vi har alligevel valgt at holde knægten hjemme til han er mindst 2 år, måske mere. Også selvom vores økonomi bliver totalt smadret – hele vores opsparing må fx gå til at dække 5 mdr, hvor vi skal klare os på én SU. Yikes. Så hvorfor katten gør vi det, når konsekvenserne er så store? Fordi jeg ikke tør andet. Jeg tør ikke risikere tilknytningen mellem mit barn og jeg, fordi jeg ved det kan blive noget lort senere i livet (sidespor: jeg er i øvrigt overrasket over, hvor få der nævner/ved noget om tilknytningsteori?). Jeg har ikke is nok i maven til at tage chancen der – og da slet ikke med de skodnormeringer, de fleste børn har. Så valget er bestemt ikke nemt og det er da også et offer, det indrømmer jeg gerne, men jeg tænker, jeg bliver nødt til at være villig til at ofre noget for mit barn – ellers er der noget galt.

    1. Hej Siff, og dem, der måske læser din kommentarer og bliver angste for at vælge pasning til

      Jeg kender fint til tilknytningsteori. Mit barn har gået i vuggestue siden hun var 13 måneder, og hun trives og er tryg. Jeg er overbevist om, at det ikke går udover hendes tilknytning til os som forældre, at hun får en tilknytning til andre trygge voksne, der vil hende det godt, og at hun bliver en del af venskaber og fællesskaber med andre børn..

      Jeg har absolut ingen oplevelse af, at jeg risikerer tilknytningen mellem mit barn og jeg, og jeg har absolut ingen oplevelse af, at vi med valget om institution potentielt sætter hende op til “lort senere i livet”.

      Jeg har ikke mønstret “is i maven” for at “tage en chance”, der potentielt gambler med mit barns trivsel og fremtid.

      Jeg har, sammen med min kæreste, truffet et valg, der fungerer rigtig godt for alle involverede – med fuldstændig åbne øjne og med konstant opmærksomhed, lydhørhed og åbent hjerte for mit barns reaktioner.

      1. Mine børn har gået i dagpleje / vuggestue mv fra de var 9 mdr ca og de er teenagere idag, ingen af dem har tilknytningsproblemer eller andet ‘lort’ i livet 😉
        Det er voldsomt af aflevere sit barn de første dage, ja, men landet er fyldt med dejlige hjertevarme pædagoger der vil og rummer vores børn og børnene trives og vokser også i de relationer de bygger der hvor de er.. så lad os rumme og vise forståelse og respekt for de valg vi tar alle sammen og at vi ikke alle har muligheden for at blive hjemme hos vores børn og at hverken vi eller vores børn lever traumatiserede over den beslutning resten af livet

        1. Hej Christina. Jeg deler ikke helt din oplevelse af, at vi kan sige at børn generelt trives i institutioner. Dokumentarer og beretninger fra utallige forældre og pædagoger har simpelthen flyttet på min tillid til institutionalisering som et komplet gode. Jeg tror på, der findes gode vuggestuer, fx, men hvordan kan jeg sikre mig, mit barn kommer til at gå i sådan en, når jeg hører om så mange, der ikke fungerer? Det kan jeg ikke og det gør mig trist. Ikke alle kan eller skal hjemmepasse – men jeg ville ønske alle fik muligheden og valget.

      2. Hej Emilie. Det bliver lige en kort kommentar, da I er overraskende mange, der har kommenteret. Jeg er rigtig glad for at høre, dit barn trives! Det er jo bare perfekt. 🙂 Andre forældre må gerne træffe anderledes valg end mig – jeg giver blot udtryk for, hvordan jeg anskuer hele pasningsudfordringen.
        Jeg har alle håb og ambitioner om, at min knægt skal knytte trygge relationer til andre voksne – jeg ønsker blot han er lidt ældre, før det sker. Pædagoger er gode relationer, men de er ikke permanente og allerede der ligger der en skrøbelighed.
        For MIG er det at tage en chance – jeg respekterer fuldt ud at du oplever det anderledes 🙂

        1. Hej Siff
          Tak for dit svar. Jeg er ikke så overrasket over at mange har reageret på din kommentar.

          Jeg forestiller mig st mange der læser med her måske står i en situation som Cathrine hvor de skal finde den.rogtige løsning for dem ift familie/arbejdsliv.

          Hvis jeg havde læst din kommentar da jeg selv stod i samme situation, havde den ikke hjulpet mig men givet mig så meget hvad-nu-hvis-frygt, at det totalt havde overskygget min egen mavefornemmelse.

          Derfor ville jeg ikke lade den “stå alene” men synes det vigtigt at give det andet perspektiv.

          Kh Emilie

    2. Hej Siff

      Jeg bliver simpelthen nød til at kommentere dit opslag. Forstår sagtens du kan føle det er svært at aflevere dit barn. Sådan tror jeg de fleste forældre har det. Men at du synes, vi mangler at kommentere på tilknytningsteorien, når vi skriver at vi gladeligt afleverer vores børn. Ærligt, den tanke har aldrig strejfet mig. Jeg bliver decideret glad når min 15 mdr dreng løber i armene på sine pædagoger om morgenen, og ligeledes løber i mine arme, når jeg henter ham. Han er slet ikke i tvivl om at jeg er hans mor, men hvor er skønt han også kan knytte bånd til andre. Er sikker på at dét kommer til at gavne ham senere i livet. Der er så mange gode institutioner og pædagoger derude, og for mig er det bestemt ikke et offer at mine drenge begge startede i vuggestue da de var 10 mdr. så den “chance” har jeg helt ro i maven over. Når det er sagt, er vi alle forældre på forskellige måder, og det vigtigste er at gøre hvad man føler rigtigst – selvom det sikkert aldrig føles helt rigtigt at skulle aflevere sit barn den første dag, men forhåbentlig Kommer den gode fornemmelse hurtigt, når man kigger på sit barns trivsel. Kh

      1. Hej Louise. Det er godt at høre, du har ro i maven! 🙂 Jeg har bestemt også drømme om at mit barn skal knytte gode relationer til andre udover nærmeste familie og venner – jeg venter bare til han er lidt større og jeg har ro i maven til han kan håndtere adskillelselsen godt 🙂

    3. Hej Siff
      Ligesom Emilie får jeg lyst til lige at knytte en kommentar. Hvor er det fedt, I har fundet en måde at være familie på, som er god til jer. Det lyder som om, I trives.

      Vi har også et familieliv, vi trives i. Min søn kom i vuggestue, da han var lige over 10 mdr – meget gennemsnitligt. Kærlige voksne og børn og masser af oplevelser. Jeg har en kandidatuddannelse, der giver mig et fint indblik I tilknytningsteori, som jeg desværre oplever mange bruger til at argumentere imod pasning ude på en måde, så jeg hører, jeg gør det forkert. Som når du siger “is i maven”, “kan blive noget lort” etc. Jeg tror, vi er mange lige så gode forældre med børn, der bliver passet ude. Jeg vil gerne henvise til bl.a. Lene Tanggaard m.fl. som helt kort beskriver, hvordan de betragter tilknytning her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/vi-kan-sagtens-sende-boern-paa-10-maaneder-i-dagtilbud

      (Også en god artikel til dig, der synes, du ikke helt gør det godt nok, fordi dit barn bliver passet ude ✌️)

      1. Hej M.
        Godt at høre du og dit barn trives! 🙂 Man er absolut ikke en dårlig forælder, fordi man sender sit barn i pasning. Jeg har læst artiklen og Lene Tangaard udtalt, at det er Kristeligt Dagblad, som har skrevet ‘sagtens’ i overskriften. Jeg betvivler ikke at børn kan knyttes til andre – selvfølgelig kan det de – men hvis jeg har muligheden for, at min dreng kan knyttes stærkest til en person, der elsker ham og er der permanent i hans barndom (hans mor), så vil jeg gerne gribe den 🙂

    4. Tilknytning kan du ikke bruge som argumentation vedrørende pasning/ikke-pasning. Det er to vidt forskellige ting rent teoretisk.
      Og husk nu på at udtrykket it takes a village faktisk er sandt.
      I mit arbejde møder jeg dagligt børn som ville have haft rigtig stor gavn af at komme i pasning i en tidlig alder.
      Nu skal vi heller ikke tillægge pasning alle børns og voksens dårlig domme. Og vi skal heller ikke forklejne at nok er der brodne kar i blandt men der er så længe vildt dygtige hjertevarme og dybt engagerede pædagoger og dagplejere som leverer et fantastisk bidrag til børns udvikling.

      1. Hej Kamilla.
        Jeg er i tvivl om, hvorfor du mene tilknytningsteori ikke kan bruges her.
        Jeg er enig med dig ‘et takes a village’, men jeg mener ikke, det behøver betyde, at små børn skal adskilles fra deres forældre så mange timer hver dag. Der er ikke meget ‘village’ over det samfund, vi har i dag 🙂
        Der er dygtige dagplejere og pædagoger, men jeg kan bare ikke se, hvorfor de skal erstatte mig som mor i mange timer om ugen 🙂

    5. Der er andre der har kommenteret på tilknytningsteori så det vil jeg ikke gå ind i, men Siff jeg synes din kommentar er virkeligt ærgerlig og fordømmende over for de rigtigt mange der vælger at putte deres barn i institution fremfor at hjemmepasse. Som jeg læser det (og jeg kan tage fejl) insinuerer du at dem der vælger institution gambler med deres børns trivsel og ikke er villige til at ofre sig for deres børn. Det synes jeg en en virkelig ærgerlig holdning at have og jeg håber ikke det var det du mente. De aller fleste børn trives flot med at være i institution og har stadig en fin tilknytning til deres forældre. Børn og familier er forskellige, og lige som jeg respekterer din families valg håber jeg også du respekterer andres. At insinuere at andre er dårligere forældre fordi de indretter deres familieliv anerledes end dit eget, bidrager kun til den utilstrækkelighed som mange forældre føler når de skal have hverdagen til at gå op. Lad os støtte hinanden i stedet for at dømme

      1. Hej Nina.
        Jeg beklager, du finder min kommentar for dømmende. Jeg har forsøgt at tale ud fra hvordan JEG har det med pasning. Andre må gerne tænke anderledes.
        Alt hvad vi gør et gamble med vores børn – også hjemmepasning. Jeg har valgt det, jeg har mest tillid til er godt for mit barn. Jeg har begrænset tillid til institutionalisering og er ikke overbevist om, at de fleste børn trives under de forhold, vi tilbyder dem i dag – og så bliver jeg jo nødt til handle på det, så godt jeg kan. 🙂
        Hvis det er nogen ‘trøst’, så føler jeg mig også ganske utilstrækkelig alligevel 🙂

  35. Nu påvirker det jo så heller ikke rigtigt nogen, at en blogger ikke går på arbejde. Men prøv -bare et øjeblik at forestille jer, hvordan samfundet ville fungere hvis alle læger, skolelærere, sygeplejersker, jordemødre, laboranter, pædagoger, ingeniører, stewardesser, sekretærer, advokater osv med børn op til 2 år blev hjemme. Og ja, I hjemmepasser og bruger ikke vuggestue, men en del får penge for det, I lægger ikke en krone i skat imens, men har formodentligt derudover uændret træk på det, vi andre finansierer gennem skatten og som vi står op før kl 6 for at kunne levere til de, der har brug for det. Så verdens største High-five til Christina, Louise, M og en hel masse andre kvinder, der er med til at få samfundet til at køre rundt og sørger for at jeres mor bliver opereret, jeres store børn kan komme i skole, deres skole bliver gjort rent, jeres SU bliver udbetalt, var med til jeres fødsler, hjalp m jeres amning, sørgede for I fik børnepenge osv osv. I er for seje! At skyde os i skoene, at vi ikke interesserer os for vores børns tilknytning er måske lige stramt nok for mig! I er garanteret mindst lige så gode forældre og nogle mega-seje forbilleder for jeres børn!

  36. Min dreng på 10 mdr er lige startet i dp og helt ærligt så er det det bedste! Han får leget med andre børn og lærer af dem der er lidt større end ham. Jeg glæder mig så meget til at komme tilbage på job.

    Min mor havde det som dig. Hun gik hjemme med mig og min lillebror hver dag. Så tog hun på job kl 15-23 (sygeplejerske) mens min far havde os resten af dagen. Hun var bare glad fordi hun ikke skulle aflevere os til nogen (hun er stadig en hønemor, haha).

  37. Kære Cathrine,
    Dit indlæg rammer mig på flere punkter – jeg tror ikke du finder et svar i kommentarerne, men kun i din og Adam´s mave.
    Jeg har selv en dreng, der er godt 14 dage ældre end Eddie og som går i dagplejer. Jeg vidste inden han blev født, at han skulle over til hende, da det er en god venindes mor. Det betyder bare så meget, at man har tiltro til det menneske, der skal være så meget sammen med sit barn. Jeg ventede på at hun fik en ledig plads, hvor min mor passede ham indtil da.
    Jeg har samtidig i den seneste tid følt mig forkert, fordi så mange går imod at aflevere sit barn, og det synes jeg er lidt ærgerligt. Nu kommer det selvfølgelig også an på, hvilket barn man har og om barnet er klar.. Men jeg har ikke en eneste gang følt at jeg gjorde noget forkert ved at aflevere mit barn. Han har siden dag 1 været glad og tryg hjemme ved dagplejen. Han sover 3-5 timer mens han er dernede, og vi arbejder på skift, så han er dernede 6-8 timer, så reelt er det ikke mange vågne timer han har dernede. Han lærer så meget mens han er dernede, og han er på mange punkter blevet et mere balanceret lille menneske – sover igennem, spiser godt, er glad og nem… Jeg tænker mere på at ville gå ned i tid, når han skal i børnehave, hvor de har flere vågne timer og hvor normeringen er endnu ringere.. Jeg synes debatten er SÅ vigtig! Men som flere er inde på, så skal man også passe på med at gøre det til noget farligt og sundhedsskadelig, at sende sit barn afsted – vel og mærke, hvis man har en god mavefornemmelse og det er et ordentligt sted.. Ja børn har det bedst med sine forældre, men jeg tror også de har godt af at skabe tilknytning til andre voksne og børn.. og få en fast rytme og rutine. Jeg har stadig kontakt med flere af dem jeg selv gik i dagpleje med for mange år siden og sidenhen børnehave.. Og føler på ingen måde, at jeg selv har taget skade af at have gået i dagpleje fra jeg var 6 måneder gammel!
    Jeg synes den er svær, for der er intet rigtig og forkert i det her.. Jeg er sikker på jeres skønne dreng vokser op som et dejligt menneske uden vanskeligheder uanset, hvilken løsning I vælger – for I som forældre gør det godt og vil kun jeres barn det bedste, og det kan han mærke.

  38. Hej Cathrine

    Bare lige en kommentar til overvejelserne om dagpleje: Vi ELSKEDE dagplejen på Frederiksberg! Ja, der er bl.a. ulemper ved sygdom og ferie, men vores datter var hjemme hos SIN Mette hver dag, som hun knyttede stærke bånd til. Og ja det er naturstridigt at aflevere sit barn, men for mig har det været altafgørende at mine børn har haft deres hverdage i et hjemligt og roligt miljø – med masser af udflugter og udfordringer. Måske man kan prøve det af med langsom indkøring…

  39. Kære Cathrine. Har I undersøgt muligheden for en privat institution? Vores datter, der nu er 2, går i en lillebitte Steinervuggestue med kun 8 børn. Det hjalp – og hjælper! – mig til at kunne aflevere hende med nogenlunde god samvittighed. Det er det dejligste sted, hvor jeg hver morgen selv har lyst til at blive – dæmpet lys, sartrosa vægge, duft af bivoks og tændte stearinlys og ikke mindst hjertevarme, engagerede og NOK voksne. Jeg ville ikke kunne aflevere hende andre steder, og havde som jer VILDT svært ved det. Allerhelst ville jeg have hende hos mig altid, men strides som så mange andre med mine ambitioner for arbejdslivet. Hun startede, da hun var 12’måneder, og kunne jeg gøre det om, ville jeg have ventet. Det var først i halvandetårsalderen, at hun begyndte rigtigt at trives. Nu er hun som sagt to, og hverdagen derovre er et virkelig godt alternativ til at være hjemme – når nu det skal være! Held og lykke.
    PS: prisen er reguleret efter Københavns kommunes priser, så alle kan være med.

    1. Ja det har vi – vi er faktisk skrevet op i to. Den ene siger TIDLIGST maj, og det er uden garanti, så vi må se ad. Men hvor lyder det bare som det dejligste sted. Jeg er meget tiltrukket af den pædagogik <3 KH

  40. Spørg dig selv hvad du ville gøre, hvis du helt selv kunne bestemme? Helt selv! Og find svaret og prøv at nærm dig det du gerne vil. Hvis du ikke føler dig klar til at aflevere dit barn og det ikke føles godt i kroppen, så er der nogle ting der skal justeres. Det er ikke bare pyldrer eller ‘sådan alle har det’.

  41. Hej Cathrine
    Jeg forstår jeres følelser omkring pasning. Jeg har min søn i privat dagpleje på Vesterbro. Den kærligste kvinde som jeg, fra jeg mødte hende første gang og vi talte i et par timer om værdier og børn, har stolet på og værdsat ud over alle grænser. Jeg føler oprigtig talt, at det kun er godt, at han er der. Ingen kompromiser eller dårlig samvittighed over at jeg skriver speciale i stedet for at hygge med ham hel dagen. Han får så meget sjov, gode oplevelser og kærlighed. Samt gode lure og sund øko mad.
    Indkørsel var langsom, omsorgsfuld og jeg følte mig tryg. Og jeg var ellers nervøs som langtidsammende mor, der havde baby viklet på min krop det første år 😉
    Jeg skriver for at fortælle en god historie om pasning. Vi er også til steiner og vil have ham i børnehave til den tid. Nu er han hos Nanna (et af de første ord han kunne) sammen med tre andre heldige børn. Og det Kunne ikke være bedre! ❤️

  42. Med min store var det nemt. Jeg kedede mig og syntes samtidig, det var sygt hårdt, da han ramte de 8 måneder. Jeg var ikke på nogen måde i tvivl, og vi fik også verdens bedste stille og rolige opstart i både vuggestue og på job. Vi havde valgt en privat vuggestue, som vi følte os meget trygge ved.
    Med nummer 2, var det svært. Ikke egentlig fordi vi havde det anderledes, men fordi at imellem vores to børn var det pludseligt blevet moderne at hjemmepasse. Pludselig var der det her kæmpe lag af skyld og skam og tvivl, som jeg overhovedet ikke havde følt ved den store. Alle omkring mig talte om, hvor meget man burde holde sine børn hjemme mindst 2 år, og det gnavede altså.
    Endte med at sende nummer 2 afsted ved 8 mdr, i samme vuggestue, præcis som planlagt, og det gik præcis lige så nemt og roligt som første gang.
    Det er selvfølgelig noget helt andet, hvis man ikke mærker ens barn trives eller hvis opstarten er svær (og måske har vores private sted også en bedre normering end majoriteten), men for mit vedkommende var den største fejl at lytte til alle andre. Hvis vi skal have en mere, bliver det helt samme model igen – uden dårlig samvittighed og tvivl.

    1. Og vores er i øvrigt også en Steiner-vuggestue, som en beskriver længere oppe. Kan kun anbefale det (selvom jeg som lærer absolut ikke ville anbefale en Steiner-skole😂).

Læg en kommentar