"Living together but apart" - ROCKPAPERDRESSES
“Living together but apart”

Sygdom, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fy for pokker, jeg skal virkelig, virkelig hive mig selv op fra nakken for at komme igang med denne her uge oven på sidste uges forkølelse. Den var virkelig strid. Vi lå alle tre på skift, og de der dødsensmorgener, som vi egentlig har hver morgen, var bare ekstra hårde. Eddie står altid op mellem fire og fem. Nogen gange kan vi trække den til 05.15, er vi rigtig heldige til 05.30, men det hører sig til sjældenhederne.

Det betyder, at den ene af os står op med ham (Eddie altså,  haha!), sørger for at få noget grød, noget æg og noget hytteost i ham –  hans mave om morgenen er gabende tom, trods amning og natgrød aftenen inden. Og så har man lige halvanden times tid alene på køkkengulvet, hvor man steger pretend-spejlæg i minikøkkenet. Så står den anden af os op og er sammen med ham –  og så går den første tilbage i seng. Så kan man lige få 45 minutter på øjet uden viseren har rørt 7.

Jeg grinte lidt og sagde til Adam,  at vi lever lidt som de der modne par, “together, but living apart”. Det har faktisk et helt begreb; L.A.T. (læs her på The Guardian). Vi gør det bare omvendt. Bor sammen, lever forskudt på døgnets timer. Alt for at overleve. Og selv om mit behov for søvn er blevet helt afsindigt modereret det sidste år og mere til (sov også elendigt i graviditeten), så er en ond forkølelse, tungt hoved og et afsindigt mørke uden for lige en tand for meget for os. Solen står bare VIRKELIG sent op, når man er vågen fra klokken 04.30!

Det er egentlig okay, at alt er så forskudt i øjeblikket, og vi har heldigvis også nogle gode timer sammen om aftenen – nogle aftener. Hvis ikke der skal laves madpakker, gøres rent, ryddes op, arbejdes, vaskes tøj eller noget tiende. Kald os bare naive, men nogen gange kan det godt komme bag på os, hvor forandrede livet er,  haha! Jeg har lyst til at sige, at INTET er som før. Men det var jo ikke fordi vi lå på bjørneskindet foran pejsen og flettede tæer hver aften før i tiden. Men hvor man måske kunne udskyde praktik af ren og skær LYST og gøre noget lækkert som fx drikke sirup-cola i et rødt velourklapsæde på bagerste række til en film, der lige er kommet i biffen i stedet. Så er der måske ikke en ren natdragt i morgen eller nogen snacks klar, når man halser ud af døren klokken 09.00 med en barnevogn. Det er cool, vi elsker årsagen til skyerne, og vi får kærestetid igen. –  og heldigvis mere af den, som Eddie kommer i vuggestue sometime, og vi kan få bedsteforældre til at passe en formiddag, mens vi holder i hånd i stedet.

SÅ! Selv om denne her uge er ualmindeligt busy, fordi det er modeuge og mit arbejdshjerte føler, jeg skal med og jeg har så skidesvært ved at takke nej, selv om jeg burde, fordi jeg er så bange for at blive glemt, så er mit hoved knapt tømt for snot, min indbakke bugnende og min to do liste lang.

Det eneste, der er at gøre,  er det ene ben foran det andet. En ting ad gangen. Stick to it. Mindre mobil-spild-tid. Mere koncentreret arbejdstid. Mere for hånden.

GOD ny uge til jer, allesammen! Nu går vi snart ind i den sidste vintermåned, og den er tilmed kort!

Pssst… Selv om jeg er lidt mat pt., mangler energi og mandagsgejst, så tog den trods alt et nøk op, da jeg fik post! Et styks Zulu Awards Nominering – ‘Årets originale tv-program’ for Følg mig på TV2 Play. Hvis I har lyst til at stemme, det er nemlig totalt brugerbaseret, så er der mulighed lige HER. Det tog ærligt røven på mig!

Sygdom, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

8 kommentarer
  1. Sover han stadig to lure? Det lyder altså som om det er det, der spøger… min søn var i hvert fald sådan indtil han gik fra to til en lur.

  2. Hej Cathrine.
    Selv om det må være så irriterende med input fra alle os mødre, hver gang du nævner noget med Eddies rytme, så tillader jeg mig alligevel (i absolut bedste mening) også at tænke, om det måske er det med to lure, der gør, at han vågner så tidligt? Vores søn er tre måneder ældre end Eddie, og han har sovet meget bedre om natten, siden vi gik fra to til en lur. Samtidig blev det meget nemmere at få ham til at tage den ene lur, hvor jeg tidligere synes, det var en kamp at få ham til at sove i løbet af dagen.

    I har formentlig selv tænkt tanken, så det er blot et velmenende input 🙂 Kan godt forstå, hvis I er ved at blive lidt tossede af det andet. Og når I på et tidspunkt får “almindelig” søvn igen, kommer I til at tænke: “Hvordan kunne vi hænge sammen før?!” Så går det op for jer, hvor seje I er lige nu. Det prøver jeg at sige til mig selv lige for tiden. Har termin med vores nummer 2 på fredag (grundet ICSI er vi også tidligt på den) så jeg forudser også meget lidt søvn til os den kommende tid.

    Knus og god søvnkarme herfra.

  3. Shit hvor jeg føler med dig! Vores nu to årige datter vågnede også altid kl 5, ofte 4:45! (Og sov/sover altså først kl 20/21 om aftenen…) Det er så sindssygt hårdt!
    Hun gør det stadig af og til, men vi er ofte heldige at ramme kl 6 og vi føler os heldige nu❤️❤️❤️
    Sender kram og god karma!
    Kh FanJyden 😉

  4. Pyh har også været der. Flere gange 😴 Skær en lur! Det trækker tænder ud til at starte med men giver pote, det lover jeg ☺️

  5. Jeg timer faktisk tit huslige opgaver med min dreng, som er lidt ældre end Eddie. Han ELSKER at hjælpe til med vasketøjet og opvaskemaskinen, og han synes, støvsugeren er sjov. Han er totalt kontraproduktiv med det hele, og nogle gange saboterer han det lidt, men han har en fest, og jeg får ting gjort! Måske vil Eddie også synes, det er spændende.. så kan jeres aftener også rumme andet end praktiske opgaver. – og så får man sig en lille hjælper ud af det❤️
    Og i forlængelse af de andres kommentarer: Vores totalt rytmeløse søn blev helt stabil med lur osv. da han gik ned på én lur.

  6. Ok i forlængelse af alle de velmenende gode råd og erfaringer bliver jeg lige nødt til at give mit besyv med.
    Vores datter gik ned til en lur i vuggestuen allerede da hun var omkring 10-11 måneder for de kunne ikke få andet til at fungere. Og det var også fint. Men det gjorde altså ingen forskel på hendes søvn. Hun sov stadig (lige) dårligt om natten og hun vågnede også monster tidligt om morgenen. Jeg føler med jer! Børn sover altså bare forskelligt og antallet af lure er ikke (altid) årsagen. Vores barn har aldrig sovet meget. Nu hvor hun er 2 år kan hun med lidt held sove fra 20 til 5.30-6- tiden og med en lur på en til to timer midt på dagen. Men hun vågner stadig ofte om natten.

Læg en kommentar