OOTD: Gennemsigtigt suit og social akavethed - ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Gennemsigtigt suit og social akavethed

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

I forgårs mærkede jeg for første gang for alvor, hvor lyst det er blevet om eftermiddagen. Jeg sad og klarede nogle ægte voksenting på min telefon over en kop kaffe (de der livsforsikringer, som jeg egentlig researchede mega meget på for et år siden, og så tabte jeg tråden og tålmodigheden eller også var der sikkert en baby, der skulle ammes, eller hvad ved jeg), kiggede ud af vinduet og på en eller anden mærkelig måde ramte det mig først der, klokken er over 16.00 – og det er lyst! Hvordan opdagede jeg ikke foråret? Det var der bare. Som en gave, jeg ikke forventede (men jo deep down godt vidste kom).

Livsforsikringerne er så vigtige at have styr på, og er man arbejdstager, så er der ofte den slags inkluderet i ens pensionsordning, som jeg forstår det. Men ellers skal man få skyndt sig at tegne nogen. Og det er sgu ikke lige til at finde ud af. Hvor meget skal man have udbetalt ved død? Altså min – og til Adam. Hvad med ved invaliditet? Og hvem dækker så bedst? For alle prøver virkelig at sælge. Min egen bank er så pokkers aggressive, og jeg synes på en eller anden måde ikke, det er særligt rart at have ALT i sin bank. De har ens NemKonto, løn, opsparing, måske pension, måske forsikringer og realkredit – jeg kunne godt tænke mig at sprede mig lidt. Så jeg undersøger og kan kun anbefale jer at gøre det samme. Det styrker os, når vi skal ud og kigge bolig.

sko GAMLE MARNI suit KOKOON sokker SNEAKY FOX body GAMMEL H&M fotos MIA JØRGENSEN

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Det er på rigtig mange punkter rigtig fedt at være selvstændig –  fleksibiliteten, friheden, selv at skabe sine rammer. Men det har altså virkelig også sine minusser. Som selv at spare alt op på sin pension og ingen til at give det ekstra, som en arbejdsgiver gør. Ingen livs- eller sundhedsforsikringer. Ingen betalte sygedage, hverken dine eller barnets. Eller betalte ferier. Til gengæld er der også noget fedt ved selv at tage ansvar, for man bliver nødt til at sætte sig ind i det hele for at forstår, og det er faktisk også sindssygt lækkert at føle man har greb om det hele. Fordele og ulemper ved det hele, sådan er det jo.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, SilkejakkesætRockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Men nu til noget HELT andet – bar røv. Eller. I går var Zulu Awards og Følg mig (som jeg var en del af i denne sæson) var nomineret i Årets Originale TV-program. Først tænkte jeg: “EJ HVOR SEJT. Det har jeg ikke prøvet!” og så tænkte jeg “ÅH! Men orker jeg?”. Og det skal forståes på en så absolut ikke højrøvet måde. Men som et udtryk for, hvordan jeg har det med store begivenheder og crowds, hvor jeg ingen rigtig kender. Fødselsdage, arbejdsarrangementer, fester. Jeg tænker ALTID, ALTID, ALTID: ÅH NEJ… Når jeg får en invitation til et arrangement med meget mere end fem mennesker.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Jeg dullede mig op (fik nøjagtigt 25 minutter til hår, makeup og tøj og det var ligegodt fint), og så var Alexandra (Mig og min Tinderbaby) så kær at spørge, om hun skulle tage mig med i bilen derud. Ja tak. Så havde jeg da én at følges med.

Vi kom derud og blev først mødt af en rød løber, som vi skulle på som nominerede. No escaping. Og sådan en er nøjagtigt essensen af, hvad jeg ikke bryder mig om. Spotlight. Fokus. Risikoen for at nogen spørger en om noget, og man skal svare – noget fiffigt. Hele maven knudrer sig sammen. Og så er der bare dem, der indtager den med største schwung og humør og OWNER det.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Vi fik anvist vores bord og ca. 10 minutter inde i showet stod det klart, at det var de gode gamle Mormødre på Mandejagt der vandt (fuldt fortjent!). Jeg følte mig ikke som en dårlig taber men klappede og hujede, især da en af dem gik op og kyssede værten Dar i et jerngreb. Og jeg var måske også en smule lettet over en anden frygt – at skulle op på scenen og igen, fuld fokus og sige noget klogt. Udover tak. Det slog mig i indgangen  – hvis vi vinder skal vi jo tage imod?!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Resten af aftenen var så fin og med god underholdning. Men jeg følte mig så freaking akavet. Mens konfettiskanonerne skød scenen til, sad jeg og grublede over den der velkendte følelse i maven. Følelsen af at jeg jo gerne vil være der –  men gerne vil hjem. Jeg føler mig så socialt akavet og FRYGTER for at nogen taler til mig, for i min egen akavethed kan der enten komme en alt for lys og mærkelig stemme ud, et underligt grin eller en mærkelig sætning.

Jeg har haft det sådan her altid, men bliver næsten ugentligt udfordret gennem mit arbejde. Jeg kan godt tage en kappe på, når jeg skal til et event og møde en masse fremmede. Jeg har tit talt med Barbara om det, som blev helt overrasket –  hun ser slet ikke den side af mig udefra. Men det er fordi jeg lægger så meget knofedt i at holde mit lille socialt akavede monster langt nede under overfladen. Men jeg bryder mig ikke om det, om begivenheder med mange mennesker eller ingen/få jeg kender. Og da jeg var yngre var min sølle taktik bare at drikke, hvis det var den slags arrangements. Mit sikkerhedsnet. Lige et glas eller to, så det lille monster faldt i søvn, og jeg ikke skulle bruge så fucking mange kræfter på at holde det nede. Men nu er jeg voksen og skal stå på legepladsen hele dagen efter og tilmed amme.

“Men sådan har vi det alle, tror jeg”, sagde Adam hertil morgen. Har I det sådan? Det kom egentlig bagpå i går, for jeg følte det virkelig big time. Jeg følte mig ikke bad ass og sej, men lille bitte og ved siden af mig selv. Tænk jeg ikke er vokset fra det. Det var da en af de ting, jeg godt gad lade ligge i min ungdom. Er I flere voksne, som stadig har det sådan? Også på 40? Også på 50? Flytter monstret aldrig ud? Har den røde løbers dronninger det i virkeligheden også sådan? Men er bare bedre til at tæmme deres egne usikkerheder?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

28 kommentarer
  1. Hvor er du bare fabelagtig på skrift og i dine betragtninger !!!!!! ❤️
    Jeg er 34 år, mor til 2, mange års erfaring i udadvendte jobs, arbejder i dag på kontor, med en stor international kontaktflade og er leder for et hold på 10-12 mænd/kvinder – Jeg har det nøjagtig som du beskriver det!! Kan få helt fysisk ondt inden og puf, når jeg er i det, så er jeg ‘bare’ i det.
    Men genkender 100% din beskrivelse.
    Hvordan knækker vi koden 🤔

  2. Jeg har det præcis som dig! Jeg er 30, men har så også et job, hvor det ikke kræves, jeg er voldsomt udadvendt (forskning), men indimellem skal jeg alligevel tale foran mange mennesker (undervisning, konferencer), og der tager jeg også “bare” en kappe på, og lader som om… og det fungerer. Men i mere sociale sammenhænge, hvor jeg ikke kan gemme mig bag min præsentation eller faglige emne, føler jeg mig så akavet. Hvad kan jeg tillade mig at snakke med folk om? Jeg har lært det gennem de sidste 10 år, for da jeg var yngre undgik jeg fuldkommen sociale sammenhænge, hvor jeg, som du nævner, ikke rigtigt kendte nogen. Jeg foretrækker stadig sammenkomster med kun 3-5 andre, så alle ligesom er én samlet gruppe. Når det bliver en større forsamling end det, synes jeg, der er lagt op til, man vælger sig ind i en gruppe eller mingler rundt mellem forskellige, og det er så unaturligt for mig. Jeg foretrækker helt klart at høre til en bestemt gruppe, og det gør jeg jo ikke, når jeg ikke rigtigt kender nogen, eller kun kender en anden og ikke synes, jeg kan være bekendt at hænge på den person hele aftenen. Summa summarum: jeg er i hvert fald én anden, som også har det sådan, selvom jeg i mange sammenhænge føler mig ret voksen og sej 😊

  3. Jeg er 27 år og tæske social og hamrende udadvendt MEN jeg genkender stadig det du skriver, for jeg har intet imod store arrangementer og fokus men jeg er til gengæld hamrende genert, og bryder mig derfor IKKE om at være til noget, hvor jeg ikke kender nogen andre overhovedet. Det er simpelthen det værste jeg ved!

  4. Tak for dit fine, ærlige skriv!

    Jeg får det også sådan, hvor det knuger i maven og man slet ikke har lyst. Selvom jeg kan minde mig selv om at jeg nyder at være social, at jeg nyder andres selskab og at jeg er god i store som små mængder. Men nogle gange bliver jeg grebet af lysten af at strudse den – lige stikke hovedet ned i jorden for en stund. Og jeg tror også det ville overraske, som du skriver med Barbara. Måske har vi alle struds momenter – det ville i hvert fald være rart at vide.

  5. Jeg har det på samme måde. Jeg er udadvendt og social, men alligevel også introvert. Mit job kræver jeg er udadvendt og “på”. (Jeg er ejendomsmægler).
    Efter hver familiekomsammen og iøvrigt hyggestunder med venner, tænker jeg altid på vej hjem, “fik jeg sagt mærkeligt?” Og “hvad tænker de om mig?”

    Føler mig også som en på 80 år, når jeg er med veninderne i byen. Jeg hader dansegulve og føler mig så akavet (ved mindre jeg er virkelig fuld – og det er måske derfor jeg drikker mig fuld).

  6. Så fint skrevet og SÅ (med fed og understregning) befriende at læse for en – på snart 31 – som har det akkurat lige sådan! Og dog aldrig ville have spottet, at du også “var en af os”. Håber, du kommer ind på det en anden gang igen, da det nok rummer noget helt essentielt for os alle sammen. Jeg vil i virkeligheden helst bare pakke mig sammen på sofaen med min kæreste eller mine nærmeste veninder og ingen andre 😉 Men samtidig elsker jeg at være til bryllupper, barnedåb og alt derimellem, men gruer helt forfærdeligt meget over det sociale aspekt i det. Tak for dig og ha’ en dejlig weekend ❤️

  7. Har det på fuldstændig samme måde! En (god) kollega kommenterede en dag på noget finurligt jeg havde sagt. Svarede at jeg er socialt akavet og så grinede vi af det 🤷🏼‍♀️ Sådan er jeg bare 😉

    Mht. til det men pensionen – det er heller ikke noget alle andre får. Vi har ingen overenskomst der hvor jeg er ansat, så der kan min arbejdsgiver også komme uden om den. Desværre 😉

  8. Åh, jeg kan genkende det du skriver fuldstændigt! Det er alt fra større familiesammenkomster, over reunions med gamle efterskolevenner til kantinen på mit nye job.
    Det ender desværre tit med at jeg virker enten sur, reserveret eller ligeglad, fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal sige.

    Det der med at spørge ind til (semi)fremmede menneskers liv og hverdag synes jeg er voldsomt grænseoverskridende. Way to seem fuldstændig ligeglad med sine omgivelser..

    Ps. drømmer om det sæt til mit bryllup. shit det er pænt altså.

  9. Tror mange får det sådan. Jeg gør i hvert fald også, men så siger jeg til mig selv, at det gider jeg ikke og det bliver kun akavet, hvis man tænker, at det er akavet, så det lader jeg vær med og så tænker jeg bare, at der er jo ikke en lov om, at man skal snakke med alle og ikke bare må observere 😊
    Ved ikke om det giver mening?

    PS. Så bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg synes du er fantastisk at læse med hos. En klar favorit ❤️

  10. Tak for endnu et dejligt indlæg 🙂 Det går også stille og roligt op for mig at vi er mange som kan have det sådan.

    Lige i forhold til den del om pension: Selvom det kan virke som om at arbejdsgiverbetalt pension er ‘ekstra’, så er det jo en del af den løn virksomheden synes medarbejderen er værd, selvom den bliver indbetalt på pensionsopsparingen istedet for lønkontoen.
    For mig er det rart at min arbejdsgiver har bestemt jeg skal spare xx % op i pension om måneden, da jeg er enormt dårlig til at spare op, men jeg kender andre som ville foretrække at få pengene ind på lønkontoen, og selv disponere frit over dem.

  11. Jeg har det også som du. Men virker enormt udadvendt og snaksaglig. Og jeg ved ikke om jeg engang har været det men jeg er det ikke mere, og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal stoppe. Fordi hvis jeg ikke siger noget, tror folk jeg er ked. Og det kan jeg bare hellere ikke have. Så jeg fortsætter og overskrider egentlig min egen grænse ved konstant at snakke og være på.

  12. Jeg ville helt sikkert også blive ildrød og tapsvede, hvis jeg skulle på rød løber eller værre endnu. Tage imod en pris foran en stor forsamling 😬
    Til gengæld har jeg ikke noget i mod at være til arrangementer uden at kende nogen. Jeg elsker især, hvis det er nogle andre mennesker, end jeg ser normalt.
    Jeg arbejder som journalist, og det er jo basalt set jobbet. At henvende dig til fremmede og overtale dem til at fortælle om sig selv, deres job, deres felt og så videre.
    På Journalisthøjskolen får man at vide, at alle har en historie, og at næsten alle gerne vil fortælle om sig selv.
    Det er virkelig rigtigt og med det in mente, så frygter jeg faktisk aldrig rigtigt de det sammenkomster, hvor jeg ikke kender nogen.
    Til gengæld kan enhver udsigt til konflikt få mig til at reagere, som du beskriver. DET hader og frygter jeg.

  13. JA. Altid. Jeg har et rimelig power-job, hvor jeg sidder for bordenden, holder kursus og superviserer andre. Men frokostpauserne er altså mere nervepirrende end alt det andet. Der er jeg jo MIG, og ikke bare jobbet.

  14. Jeg har det på præcist samme måde. Jeg ser mig selv som ekstrovert og et meget levende væsen. MEN, store sammenkomster er altså stadig ret svært. Jeg føler virkelig jeg skal give meget af mig selv, og føler mig utilpas i situationen.. virkelig dejligt at høre jeg ikke er den eneste.

    Hilsen hende på 27!

  15. Jeg har det faktisk ikke sådan nej. Smalltalk er min spidskompetence, og jeg elsker ærligt talt at høre mig selv snakke, så jeg nyder at være i selskaber og underholde – især hvis andre omkring mig ikke er så snakkelystne 🥳😂

    Bagsiden er nok for mig, at jeg på grund af denne evne ofte bliver sat ved siden af “den fulde onkel” eller “grandkusinen fra Østrig” til større selskaber. For “Helle kan jo snakke med alle”. I de situationer føler jeg mig lidt udnyttet, men jeg prøver at få det bedste ud af det.

    Et godt tip, hvis du har svært ved ukendte selskaber og at snakke med folk: Forsøg at dreje samtalen ind på den du taler med og spørg nysgerrigt ind til dem. Fx til deres børn eller hobbyer, hvis de har sådan nogle. Folk elsker at tale om deres børn eller hobbyer, og de har ofte nemt ved det. Og de bliver godt tilpas, når nogen viser interesse for dem. Så er den gode stemning sikret, og du slipper for at sige ret meget, fordi du lader den anden tale.

    1. Jeg er på dit hold her, Helle! 🙂 man kan også nemt snakke om anledningen til at vedkommende er til festen/arrangementet. Jeg var til bryllup hos en veninde og kendte ikke et øje – sad ved siden af en blikkenslager fra Fyn, fraskilt og dobbelt så gammel som jeg – vi havde så godt som intet tilfælles. Udover at vi begge kendte brudeparret jo, og så snakkede vi om det 🙂

  16. Jeg har det fuldstændig som du beskriver og har tænkt det samme som dig; har alle andre det lige sådan? Forbliver det sådan hele livet? Og kan man aflære sin sociale akavethed eller er den ‘fasttømret’ for life? Jeg kan tit bebrejde mig selv at jeg ikke bare skubber det væk eller ‘tager mig ekstra sammen’, men det gør jo faktisk det hele endnu mere anstrengende….

  17. Jeg genkender ikke den sociale akavethed. Jeg er god til at smalltalke og møder glædeligt nye mennesker. Men jeg kan sagtens have samme følelse med at man ikke helt orker ud, men lige så snart man så er afsted, så bliver det for det meste altid godt 🙂 <3

  18. Jeg har det på præcis samme måde! Og min onkel på over 70 betroede mig til seneste familiearrangement, at han har det ligeså 🙂

  19. Jeg kan genkende det – virkelig! Men jeg tror ikke at folk tror det, og det kommer faktisk også bag på mig, at du har det sådan. Men tror det er ret normalt. Jeg er 29 år, har altid haft det sådan og tror ikke at det ændrer sig 😅
    Kan også mærke det på min mand, i situationer hvor han ikke føler sig 100% tryg, også selvom han har et job, hvor han ikke laver andet end at tale med folk ..

    Ps. Virkelig flotte billeder!!

  20. Kender det så godt!! Kan blive helt sur på mig selv, når jeg ikke bare kan hygge mig, men i stedet fokuserer på, hvad jeg skal sige til sociale arrangementer. Jeg tror det handler om, hvor meget selvtillid/selvværd man har. Tak for at tage emnet op, håber du dykker mere ned i det <3

  21. Åh! Jeg kender den følelse af social akavethed så godt! Monsteret lever også i bedste velgående inde i mig. Jeg kan grue mig for familiesammenkomster, frokost i kantinen med medarbejdere, jeg ikke helt kender så godt endnu, større sociale begivenheder og lignende. I HATE IT!
    Men det værste af det hele er nok lidt den måde jeg føler, jeg bør være. Hvorfor er det ikke ok ikke at være den der totalt udadvendte og snakkende type. Hvorfor bilder jeg mig selv ind, at det ikke er godt nok bare at være den, jeg nu en gang er?
    Jeg tror det bunder lidt i, at jeg også tager den der berømte kappe på, når jeg skal være social. så jeg skaber ligesom selv et billede af mig selv, der ikke er korrekt. Så folk omkring mig bliver her også enormt overraskede, når jeg fortæller, at jeg slet ikke hviler i de her momenter, og at jeg decideret hader det.
    Jeg vil virkelig også elske, hvis du har mod på at sætte lidt mere fokus på det her tema, så vi også kan bryde et tabu om, at bare fordi man ikke er maks udadvendt og udstråler socialt overskud, ja så er man faktisk ikke nødvendigvis ked ad det eller forkert. Der hersker ofte lidt den her idé om, at man kun kan være cool og power-agtig, hvis også man owner sociale sammenkomster med et kæmpe socialt overskud, som bare gør, at vi er alt for mange der føler os totalt kiksede og forkerte.

  22. Jeg er HELT med dig! Har været guide af mange gange for store grupper af internationale gæster, stået på messer, respræsenteret, sikret godt værtsskab, undervist af flere omgange på universitetet og slår nu mine folder i gymnasieverden for kuld på kuld af teenagere. Og jeg føler mig kronisk akavet. Måske jeg i virkeligheden burde lave noget andet 😅😝

  23. JA – 48 år og stadig socialt akavet – det bliver vist aldrig bedre. Jeg har ok selvværd og selvtillid, det ligger bare ikke til mig at være “på” i sociale sammenhænge. Mon ikke det er noget med type og temperament?
    Jeg er introvert og særligt sensitiv, men slet ikke forkert på nogen måde.
    Desværre bliver jeg tit opfattet som arrogant, kølig og som én der er ligeglad med at høre om andres liv, og intet kunne være skudt mere forbi, og er mere forkert, men det sker desværre, at der kommer den misfortolkning på min generthed. Den gad jeg godt vende.

  24. Jeg har tidligere haft det enormt meget som dig – jeg tror det handler meget om introvert vs. ekstrovert, og hvor man får sin energi fra, som Anne siger. Jeg har det ikke så ofte sådan længere – både fordi min personlighed nok ligger i en grænseflade mellem introvert og ekstrovert (og den ekstroverte side måske finder mere og mere plads), og fordi jeg med alderen er blevet bedre til at mærke efter og sige fra overfor de ting, som jeg kan mærke kan få den indadvendte side for meget frem i mig. Hvis jeg tænker, at et givent arrangement er 50/50 for mig ift. tage med/blive hjemme, vælger jeg i 99% af tilfældene det sidstnævnte. Og fortryder nærmest aldrig (JOMO!). Er det et “skal”-arrangement, forbereder jeg mig på forhånd på, at jeg potentielt er 100% drænet når jeg kommer hjem. For mig er tricket at få andre til at tale og få dem ned på tomandshånd, så man ikke skal sidde og bidrage til et helt selskab. (Og et lille PS; jeg har ikke en historie, jeg gerne vil fortælle (fremmede), så det værste, man kan gøre ved mig, er at spørge og spørge – jeg vil meget hellere en ligeværdig dialog, hvor vi hver især bidrager 🙂 ved ikke, om det også er en introvert “ting”) Og så har jeg sluttet fred med, at der vil være nogen, der synes jeg får sagt noget akavet (for det gør jeg) – jeg har ikke nogen, jeg skal imponere (altså ikke at jeg tror, du har det – men det har bare været befriende for mig at vide, at de, der betyder noget for mig, holder af alle mine sider – også de akavede. Og at der altid vil være nogen, der ikke bryder sig om mig, og det er OK).

    1. Det sidste er jeg også i færd med at lære og også tro på – at der altid vil være nogen, der ikke kan lide mig, og det er deres ret og min fred at acceptere det 🙂 Du har så ret – vi har jo dem i livet, som holder af os uanset vores small talk-evner! KH

Læg en kommentar