OOTD: Læderbukser og feminin vest - ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Læderbukser og feminin vest

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

(øreringene er modtaget i gave af Chris, så reklame! De er fra Nakd)

Frisk fra pres! Eller tryk! Eller – skudt i dag! Det er det, jeg prøver på at sige. Læderbukser og vest – det lyder ellers rimelig Onkel Reje-agtigt.

I dag kom mormor ind og hyggede med Eddie, så jeg kunne få mig nogle timers arbejdsro –  omend det endte langt derfra. For så snart min mor og Eddie var trillet i zoo, så skulle jeg ase og mase ud ad døren med en KÆMPE pose tøj, gelejdet elegant op på bagagebæreren med optimisme som det, der skulle holde på det hele og på plads. For så at opdage at cyklen var punkteret. Ligesom i sidste uge. Jeg havde bare glemt det i mellemtiden. Og så måtte jeg op på den farlige ladcykel, som jeg simpelthen ikke er særligt tryg ved at cykle på. Jeg føler mig som de gamle damer, der forsager moderne teknik. Men det går så hurtigt jooo! Og jeg kan ikke følge med, og den er så levende altså! Hopper og springer og danser under mine ben, så jeg spjætter med hjertet hamrende op i drøblen, som hænder mod en boksebold. Det kræver åbenbart øvelse. Og måske at jeg får sat sadlen ned. Kan knapt nå pedalerne, hvilket giver mig fornemmelse af at jeg sidder og dingler på en pind af en ethjulet cykel uden kontrol.

støvler GAMLE FRA BERLIN læderbukser MIN SVIGERMORS GAMLE frakke GAMMEL H&M STUDIO 2016 top H&M vest LINE SANDER

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

Men af sted skulle jeg og besøge en institution, vi har fået garantiplads i. Det vil sige, det er ikke en ønsket institution, og den er ikke i vores nærområde, og jeg kender ingen, der har børn i den. Og med de betragtninger var jeg rimelig modvillig, da jeg parkerede monsteret ude foran lågen. Og… Ja, jeg ved sgu snart ikke, efter jeg havde været der. Jeg morgræd, da jeg var derinde, da jeg kiggede rundt på alle de små børnehoveder på skabene. Måske lidt fordi jeg synes, det er et kæmpe skridt for os og Eddie. Men mest fordi det er så vildt – alle de her små vidundere, de små liv med tanker og følelser. Minimirakler på to ben. Jeg bliver pt. rørt af alt. Her var det bare synet af små mennesker.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

Jeg følte den ikke rigtig. Sådan helt. Selv om faciliteterne egentlig var fine nok. Jeg savnede bare at se lidt flere pædagoger. Men det er jo nok kårene. Og i virkeligheden nok bare mig, der har så svært ved at give delvist slip og overgive. Mest af alt. Og jeg hører også så mange “han har godt af at komme i vuggestue” og “han er bare klar til at lege med andre børn”, at det giver mig lyst til det modsatte. Det gør mig egentlig skide irriteret, for han er glad, hvor han er – vuggestue eller hjemme. Børn er jo vidunderlige til at tilpasse sig. Men jeg er fanme også god nok til at passe mit eget barn – vuggestue er ikke det bedre valg. Jeg synes, den retorik tager rigtig meget autoritet fra forældre, som om vi ikke er kapable til at passe vores egne børn og give dem nok udfordringer.

Anyways… Vuggestue er det rigtige for os nu, så vi kan få lidt mere form og fasthed i ugen, og jeg kan arbejde lidt bedre og mere koncentreret. Vi er afklarede –  jeg gad bare godt en bedre mavefornemmelse. Men nu må vi lige tænke dybt og længe – i de par dage vi har før garantipladsen løber sin vej.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

Og tilbage til min lange rundtur – efterfølgende mødtes jeg med Mia for at skyde nogle dagens-billeder, som jeg ikke har gjort et godt stykke tid. Og det var hundekoldt – og meget lidt uglamourøst som jeg stod i bar røv på et offentlig toilet med kanylespande om anklerne og håndsprit i øjenhøjde for at skifte tøj – vi tænkte at tage et par stykker. Men vi kom i mål og nød solen trods frostens greb i tårekanalerne. Og så cyklede jeg hen på en café til en times mail og frokost for så at rulle videre på det det svin af en cykel, ind til byen for at nå at hente min kontrakt PÅ MIN BOG!! Jeg skal nu aflevere et manus 1. december – senest!! Det er min største optur i mit lille arbejdsliv. Jeg håber sådan, jeg kommer til at skrive noget, der rører og spreder genklang, forståelse, nærvær og åbenhed. Ahh! Vi kan i al fald ikke sælge det sommerhus, før bogen er skrevet jo! Og tak i øvrigt for sindssygt gode inputs på det her indlæg. I får i al mig til at vægte hverdagens lethed og praktikalitet til at vægte højt! Nu får vi se – vi skal se et rigtigt og helt hus på søndag. Og en lejlighed – som kunne kombineres med sommerhus. Så må vi mærke the feelz i maven, når vi står der.

Det er sgu da en spændende tid. Især når man skal finde hjem fra byen i myldretid på ladcyklen. Men det lykkedes! Og hjemme ventede Eddie og mormor. Det bedste jeg ved er, når Eddie løber ind i min favn og jeg kan snuse ham ind, lige der hvor han dufter bedst, bag øret.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen Fotograf

21 kommentarer
  1. Hej Cathrine ☀️Virkelig fin blog og meget modigt du sådan deler ud af livet til gavn for os andre. Jeg synes som du , og sikkert mange andre, at der var langt imellem pædagoger. Så vi valgte en privat børnepasser som alternativ. Det kan altså anbefales ✌️👍. Eller kommunal dagpleje som alternativ. Rigtig god dag 💚

    1. Hvor lyder det dejligt! Tak for input. Vi skal ud og kigge på en privat vuggestue i dag, og så håber vi, det føles godt og at der er plads! KH

  2. Lyt ikke til folk, der mener, at små børn “virkelig” har brug for at blive passet ude 😉 De kan sagtens have det fint med det, og ingen tager skade af det, men vuggestuer er da primært til for, at de vokse kan arbejde:) Jeg. bor også på frb. og har for tiden mit andet barn i vuggestue. Der er meget stor forskel på kvaliteten af institutionerne. Jeg sagde nej til garantiplads til vores første barn og fik hurtigt tilbudt den institution, vi havde ønsket. Efter 2 ugers forsøg på indkøring måtte vi opgive. Det var ikke et rart sted… Og jeg kunne faktisk mærke det fra starten, men valgte ikke at lytte til mig selv, fordi… ja, det ved jeg faktisk ikke. Heldigvis fandt vi en fantastisk lille privat vuggestue -KVL ved landbohøjskolen – med kun 3 stuer og de sødeste voksne, der har totalt styr på, hvad de laver, og hvor der altid er ro og sjov og knus og kram.. Den kan jeg VIRKELIG anbefale, men man skal nok være skrevet op i god tid. Vi skrev barn nummer to op, inden han blev født 🙂 Man kan dog også være heldig, at der lige en plads. Det var vi første gang. Bare lige et tip 🙂

    1. Jeg lyder lidt firkantet i indledningen, kan jeg godt læse. Jeg har haft begge mine i vuggestue, så det er ikke det… Jeg får det bare ligesom dig – at jeg får lyst til at blive totalt modsat, når alle praiser vuggestuer, som om børnene ville blive socialt handicappede, hvis de ikke kommer afsted så tidligt som muligt:)

    2. Jeg følger dig, virkelig! Jeg har det nøjagtigt som du skriver. Lysten til at gøre det omvendt melder sig. Men jeg stoler på den forskning, jeg læser, som understøtter mig i, at det er så dejligt for Eddie, at han har været hjemme indtil nu.
      SÅ vigtigt at du har mærket efter og stoppet – det rammer mig ofte, at jeg er Eddies advokat og skal hjælpe og sørge for, at han har de rareste betingelser for at kunne vokse som lille barn. Og hvis man selv får ondt i maven af stemningen eller manglende hænder – så har de små det også. Jeg ringede til KVL i går – de ville slet ikke have et gammelt barn, som Eddie, haha! Man skulle skrive op ved fødsel. Men hvor er det bare skønt at I er landet godt. KH

      1. Øv, vi fik ellers lokket dem til at tage vores første, selvom han ikke var skrevet op. Jeg 🤞🤞🤞 for, at I lander et godt sted. Amalievej kan også anbefales, og de har også børnehave, men i forskellige huse, så det ikke er så voldsomt for de små 🙂

  3. Hej
    Jeg forstår rigtig godt din bekymring i forhold til institution.
    Vi fik tilbudt en børnehaveplads i en institution, der ikke var på vores ønskeliste. Min mavefornemmelse var ikke 100% god. Jeg takkede lidt modvilligt ja til pladsen med tanke om, at vi jo kunne flytte hende, hvis det ikke gik.
    Jeg må ærlig talt sige, at mine bekymringer er blevet gjort til skamme. Det er gået over al forventning.
    Jeg tror bare, at man skal give det en chance og hvis det ikke går, så er der heldigvis mulighed for at sadle om og prøve noget andet 😊
    Held og lykke med vuggestuestart 😊

    1. Jeg har præcis samme oplevelse, bare med mega dårlig mavefornemmelse, men det var nok en blanding af fordomme og mine egne behov. Min knægt havde og har det i hvert fald skønt i institutionen.
      Nogle gange skal man lige prøve noget af. En dårlig mavefornemmelse kan også bare være frygten for at prøve noget nyt 🙂

      Mvh Cecilie

  4. Kære Cathrine
    Vi tog en plads til vores datter et sted, hvor mavefornemmelsen ikke helt var med. Egentlig et godt sted, tror jeg, bare ikke det rigtige for os. Jeg var der i 4 dage sammen med hende, og så meldte vi hende ud. Nu har vi fundet en privat børnepasser tæt på vores lejlighed, og det er en helt anden mavefornemmelse! Det er bare for at sige, at det ikke nødvendigvis er take-it-or-leave-it ifht pasningsmuligheder, og hvis ikke mavefornemmelsen er rigtig, så er den måske værd at lytte efter. Pøj pøj med det hele! Klem

    1. Hvor er det bare godt – den holder altså den mavefornemmelse! Især når man lige udfordrer den, og den bliver ved og flere dage at hænge ved. Så må man reagere, hvis man kan. Så godt I fandt en god løsning. Vi tager. ud i eftermiddag og ser på noget nyt! TAK i al fald for dine oplevelser! KH

  5. Dejlige Cathrine,
    At aflevere sit barn og give slip er en kæmpe ting uanset hvordan og hvornår.
    Din mavefornemmelse tager sjældent fejl 💙 Når det er sagt, så husk, at den oplevelse du har af sted nu, er et lille udsnit af børnenes dag – på godt og ondt.
    Jeg fik et godt råd fra en dygtig pædagog, som stoppede i vores søns institution, fordi han ikke kunne stå inde for den pædagogik de har (vi har flyttet vores søn til et andet sted efterfølgende):
    – se på pædagogerne og mærk om de virker glade og smiler (det kan du med din intuition hurtigt fornemme)
    – deler de børnene op og laver aktiviteter, som stimulerer dem og hjælper børnene, der hvor de er nu?
    – stil spørgsmål til lederen og pædagogerne omkring deres tilgang. Er det fx “den gamle skole” eller mere over i “fie hørbys drop opdragelsen”
    – se stedet igen på et andet tidspunkt på dagen
    – vær der om morgenen ved aflevering og hør et par forældre ad, hvordan deres opfattelse er af stedet

    Så er du i hvert fald klædt godt på til at træffe en mere “rationel” beslutning. For det er fandme svært at aflevere sit barn og være væk fra det 💙💙💙

    1. Det er så rigtigt – og det er også lidt hardcore at besøge en institution i 45 minutter – altså, lokummet kan jo brænde alle steder, og måske sker det lige nøjagtigt i det tidsrum vi er der. Og så snart vi går, så er roen der.
      Jeg tager dine gode tanker og inputs med i eftermiddag. Børnene er godt nok hentet, men jeg er spændt på at fornemme lederen, se rammerne osv. Det er nemlig rationalet vi skal frem til – og for pokker, hvor er det svært! TAK! KH

  6. Jeg er enig i, at institution ikke er “det bedre valg” nødvendigvis, men synes det lyder til, at I har mulighed for at få det bedste af begge verdener. Korte dage og fridage = tid med mor og samtidig nye stimuli og relationer i vuggestuen. Jeg blev altså overrasket over, hvad de faktisk kunne lære mit barn og fandt på af gode aktiviteter – selvom jeg selv synes, jeg er god til at lege og aktivere 😀

    1. Ja det er også. min egen “trøst” eller hvad man kan sige, når jeg synes det er hårdt at tænke på adskillelsen. Man bliver jo også mæt af at finde på. – også bare frokosten hver dag. Og formiddagssnack og eftermiddagssnack. Nyt nyt nyt, varieret! Jeg tror det bliver godt – for os begge to. KH

  7. Hej Cathrine, det ligner at de flotte billeder er taget i porten på Frederiksberg hospital, så jeg antager at du har kigget institution i dette område. Vi havde børn i Nykløveret indtil for nyligt (vi er flyttet på landet), og det var det bedste og rareste sted. FANTASTISK pædagogik, personale og plads at tumle på. Har også hørt godt om andre i nærområdet -der ligger nemlig mange lige der 🙂 Det er en omvæltning at begynde institutionslivet, men vi har haft det fantastisk.. I de perioder, hvor det blev lidt for meget har vi heldigvis kunne være fleksible – hente tidligt, fridage osv.
    Flot vest, i øvrigt!

    1. Det ser vidunderligt ud! Måtte lige google – dejligt <3 Desværre er der ikke plads nogen andre steder lige nu, end der hvor vi har fået garantiplads. Men vi er stadig skrevet op til vores 1. og 2. prio. Vi får se, skal ud og se en privat i morgen som ved et tilfælde måske har en plads! KH

      1. Må jeg tillade mig at spørge, hvor I har skrevet Eddie op henne på Frederiksberg?
        Hilsen fra en mor, der skal til at skrive sit barn op, og får helt ondt i maven over det – så alle små fif tages imod med kyshånd 🙂

        1. Vi har skrevet op i Sankt Markus Sogn og Børneambassaden og i Humlebien og en fjerde jeg ikke husker navnet på. Urten! Lille urt? Stenurt? Jeg har fået anbefalet Frederiksberg Sogns børnehus, tror jeg det og KVL som er privat. Tag et kig på dem! Det skal nok gå Maria, og den følelse du sidder med har de fleste af os. Tænk hvor længe du har været tæt med dit barn. KH

  8. Jeg kan virkelig anbefale Hobbitten ♥️ Arbejdede der fra 2006-2014 on/off som medhjælper og vikar (og var der kort igen i 2017). Dejligste sted. Håber at alt flasker sig 🙏🏼

Læg en kommentar