"Der er ligestilling - og så taler vi ikke mere om det" - ROCKPAPERDRESSES
“Der er ligestilling – og så taler vi ikke mere om det”

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

‘Det er som om, man i Danmark har besluttet sig for, at der er ligestilling – “og så taler vi ikke mere om det”….’

– således citerede Malou Aamund, direktør i Google, Margrethe Vestager, løseligt husket af min morgentrætte hukommelse, i går morges, da jeg var inviteret til morgenmøde med Malou som speaker (værten var L’Oréal). En kvinde, som ikke blot er ledende figur i erhvervslivet, men som også kreativt udfolder sig som forfatter, mor og som netværker og bestyrelsesmedlem, i blandet andet Kirkbi Fonden (Lego,  I ved). Og undervejs på morgenstunden fik hun også nævnt både sine tråde til dansk såvel som international politik. FN blev nævnt i flæng – hun er VILDT inspirerende.

Og sådan startede en virkelig informerende morgen, durk i måsen på kampdagen, hvor Adam og jeg havde talt frem og tilbage. Hvor langt er vi egentlig? Er vi der ikke?

fotos af Mia Jørgensen

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Men nej, vi er der ikke. På verdensplan, slet ikke – som Karen Hækkerup, generalsekretær for Unicef sagde på P1 Morgen i sidste uge: “Det går bedre – men det går ikke godt”. Et eksempel hun nævnte, som virkelig har hængt i mig: På verdensplan er det hver tyvende – 1 ud af 20 (!) – som voldtages. Det måske mest krænkende, voldsomme overgreb, man som menneske kan opleve, som ikke blot ødelægger nu og her, men som giver skader på sigt. Er det ikke grotesk høje tal? Og i Danmark er vi helt sikkert længere foran på det område end andre lande, som så har en højere statistik. Men i Danmark har vi stadig en voldtægtslovgivning, som baserer sig på, om der er udøvet vold eller trussel om vold ved tvang til samleje – eller hvis ofret ikke kan modsætte sig handlingen. Fx ved drug rape. Men voldtægt har mange ansigter, hvorfor området er fyldt med mørketal. Læs min egen oplevelse lige HER, jeg håber ikke, man i dag mødes som jeg gjorde dengang, ‘mon ikke, du selv lagde op? Du sagde i al fald ikke fra’.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Det er jo et ret alvorligt område. Det var ikke dét, der var fokus i Malou Aamunds oplæg, for ligestilling har så mange facetter, og i Danmark er vi faktisk bagud på flere, men især i det private såvel som offentlige erhvervsliv, især når det angår ledende poster (link). Malous fokus var netop dét, hun kom af: Erhvervslivet. Hun nævnte en masse forskning og derfra eksempler på, hvordan vi både selv er med til at holde hinanden nede, men også hvordan systemerne gør. Hun fortalte små eksempel på, at vi ikke hjælpes frem. At vi fx som kvinder ofte giver mere credit til mandlige bidrag på arbejdspladsen, end vi gør til vores medkvinders bidrag. Vi roser og hylder altså oftere vores mandlige end kvindelige kolleger –  er det noget I genkender? Jeg forestiller mig, at det sker ubevidst. Måske som en handling for selv at blive mere anderkendt – hvad vi giver, får vi igen?

Og tilmed opretholder vi vores egen beskedenhed ved fx at sige “det var en team effort”, fremfor at stå frem og tage æren. Og er vi noget andet end beskedne, så bliver vi anset som bossy, frembrusende fremfor gode lederevner og engageret. Og vi vil så gerne passe ind på arbejdspladsen, at vi, når vi fx arbejder på en mandsdomineret arbejdsplads, så har en tendens til at disassociere os fra vores eget køn. Vi vil gerne være “en af drengene” – eller også er det en nødvendighed for at blive taget seriøst og på lige fod med mandlige kolleger. Og når vi først disassocierer os fra vores eget køn, så mister vi også muligheden for at kunne gøre en forskel for andre kvinder og skabe de strukturelle ændringer, der er behov (som vi ikke kan egenhændigt, men vi kan måske råbe problematikker op?).

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Men det er også svært at lave en ændring, når vi, måske både selv og andre, er unconsciously biased. Vi lærer, integrerer, automatiserer og viderefører en række stereotyper; helt ubevidst, men som påvirker vores syn på andre og deres opførsel. Et eksempel følger her: Mænds stemmer opleves som mere troværdige og rolige, hvor vi måske opleves som skingre (jeg husker selv en række artikler, hvor mine kvindelige kollegers stemmer blev pillet fra hinanden, analyseret for deres ‘knirken’).Det husker jeg selv, fra min tid som radiovært. Hold kæft, hvor kunne vi blive udskældt på områder, vi ikke kunne gøre noget ved: Stemmerne. Jeg fik faktisk at vide, og det har jeg nævnt mange gange, det her eksempel, fordi jeg synes, det er så grotesk: “Du skal ikke regne med at lave radio… Der er ingen, der gider at lytte til kvinder”. En besked fra en mandlig leder få måneder efter min start i DR. Og det viser sig jo: Hvor mange kvindelige radioværter kender du? Og hvor mange set i forhold til antallet af mænd? Der er en skævvridning, 100FM anderkender det selv. Og for at blive et splitsekund i dét område, som har fyldt så mange år af mit arbejdsliv; de kvindelige musikere kommer ikke engang i æteren. I 2019 udgjorde kvinder 18,3 procent af danske hovedkunstnere på tværs af alle kanaler i DR. Mandlige kunstnere derimod bliver rigt repræsenteret, de fylder 63,7 procent af musikfladen (link). Det handler ikke bare om, at det er svære økonomisk at være kvindelig musiker, for når de ikke kommer i radioen, så bliver de heller ikke i samme omfang booket på festivaler, til koncerter etc. De får ikke chancen for at blive populære, simpelthen. Og det dybereliggende problem: Vi bliver simpelthen ikke præsenteret for vores eget køn, så vi mangler repræsentation – og det kan give udslag på mange måder, men det kan virkelig også gøre, at der er drømme og jobs, man ikke søger, fordi man ikke tror, det er muligt (fordi man ikke føler sig repræsenteret).

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Vi har stadig meget at kæmpe med og imod. Malou fortalte, hvordan kvinder opleves som 12 % mere populære, hvis de bliver og hjælper på arbejdspladsen, hvis en svær opgave trækker ud. Og omvendt bliver de 14 % mere upopulære, hvis vi går hjem i stedet til tiden. Vi bliver simpelthen straffet hårdere, end vi vinder! Hvor mænd: Ja, der er lige præcis 0 % ændring i synet på dem, either way. Udover at vi skal udføre vores arbejde som alle andre, så tillægges vi også et pres fra kolleger. VI bliver vægtet, vurderet og straffet – og det er et åg at bære.

Vi er også selv så hårde i synet på vores evner. En række MBA-studerende i USA var blevet interviewet, og vi kvinder vurderer vores evner og os selv som arbejdskraft 20 % lavere end mænd gør, fortalte Malou. Og det betyder måske, vi ikke søger de jobs, vi sagtens kunne udføre, fordi vi er bange for ikke at leve op til forventningerne, som Malou sagde; kvinder ser en jobbeskrivelse, og hvis de ikke passer 1:1 med kompetencerne, så søger vi ikke. Hvor mænd? Ja, de søger lykken og prøver ad alligevel. Og når vi så lander jobbet – ja, så kommer endnu en af de store forskelle mellem os til udtryk. Vores løn. Vi sakker så meget bagud (også) på økonomien. I 2018 fik vi i snit 14-18 % mindre i løn end vores mandlige kollger (link). Det giver selvfølgelig udslag her og nu i vores råderum. Men problemet bliver meget større, når det jo selvfølgelig har en effekt på vores pension og derved vores levestandard på længere sigt (på et langt liv taler vi op mod 9 mio. kroner, som mænd tjener mere end os, link). Og hvis vi prøver at gøre noget ved løngabet, måske beder om en lønforhandling, så sker det langt sjældnere end mænd. Vi stiller os simpelthen langt mere tilfredse med tingenes tilstand, hvor mænd 4 gange oftere beder om en lønforhandling end os. Og når vi så forhandler, så beder vi om 30 % mindre end mænd gør.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

For pokker! Vi skal have boostet den selvtillid! Og det er ikke nok med et meme og en fed caption. Hvordan får vi arbejdet dybere med vores syn og tropå os selv? Og hvordan får vi skabt nogle strukturelle ændringer, så omverden også anderkender os og giver os modet til at tro på os? For som Malou siger: Al forskning viser, at vi er lige nøjagtigt ligeså kapable til vores arbejde som vores mandlige kollger. Vi er ligeså veluddannelse, ligeså kompetente, ligeså dygtige. Der er ingen grund til andet.

Hvad skal der til?

Det er alvorligt – især hvis vi, som Magrethe Vestager siger, tror, vi er i mål. Hvis vi læner os tilbage nu. Der er tydeligvis MEGET arbejde at gøre. Jeg blev meget ramt af hendes ord om, hvordan vi har tendens til at disassociere os selv fra vores køn, og hun talte også om en “Queen Bee”-type man har forsket i. En kvinde som er kommet godt op ad erhvevsstigen, som nyyyder sin eneposition, men som ikke tager andre med. Det er rigtig meget også dét vi skal – hjælpe hinanden frem.

Hvordan oplever I det her på jeres arbejdspladser? Oplever I jer forskelsbehandlet? Tænker I over jeres relation til mandlige og kvindelige kolleger, og kan I nikke genkendende til de strukturer som nævnes? Er I selv med til at videreføre dem?

Malou sluttede oplægget af med en række gode råd til at skabe en større forandring, hvis ikke strukturelt, men så i vores eget liv:

  1. Stil flere betingelser end betænkeligheder i og omkring dit arbejd.
  2. Dyrk dit netværk – der er både jobs, erfaring og hjælp at hente (HK har et skriv om det her). Rigtig mange vil gerne drikke en kop kaffe, hvis du har mod på at spørge!
  3. Vær ikke bange for at kaste dig ud i opgaver men stil krav til omgivelserne så du bedst muligt får udført dit arbejde. Det kan være et behov for at få en aften ude hver uge, hvor man kan deltage i netværksmiddage eller tage et kursus.
  4. Få en mentor – vær ikke bange for at række ud til erhvervspersonligheder, som du forestiller dig kan inspirere og hjælpe dig på vej. I første omgang bed om et mentorskab for ét år. Det kan folk forholde sig til.
  5. Søg feedback på dine opgaver – så du kan bedre dig selv, kontinuerligt og lære.
  6. Se mulighederne frem for problemerne.
  7. Find den rette partner på hjemmefronten, som vil hjælpe dig til at nå dine mål. Det er super vigtigt at være støttet hjemmefra.
  8. Stil krav til familien hjemme – vi kan alle have brug for at kunne “løbe med den” i perioder, så bed om hjælp hjemmefra for at du kan få løftet opgaver i perioder. Nogen gange har den ene travlt, og den tager mere hjemmetjans og omvendt.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

52 kommentarer
  1. Hej Cathrine, interessant indlæg!

    Et perspektiv på det med knirkende stemmer – jeg er selv uddannet retoriker og har arbejdet med stemmebrug og stemmetendenser, dog slet, slet ikke i samme omfang, som Thea Sejr, der optræder i artiklen, du linker til.

    Jeg synes ikke, den artikel piller de kvindelige radioværters stemmer fra hinanden, som du skriver. Jeg ser det som en tendensbeskrivelse (endda forskningsmæssigt underbygget), der ligger meget langt fra de eksempler på kvindebashing, vi har set på det seneste, fx i anmelderes håbløst sexistiske beskrivelser af Lise Rønne og andre kvindelige værter og kunstnere.

    Som jeg ser det, beskriver artiklen et problem; At unge kvinder bevidst eller ubevidst ser et behov for at lave deres stemmer om eller tilpasse dem (hvilket på sigt kan give stemmeproblemer) for at passe ind i en skabelon af, hvordan en kvindelig radiovært helst skal lyde (altså: sexet, forførende).

    Så jeg synes ikke, artiklen er en del af problemet men tværtimod med til at belyse, hvad problemet blandt andet er: Nemlig at der findes snævrere kategorier for, hvordan kvinder passer ind i bestemte funktioner på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt, og at dette er begrænsende for kvinders muligheder generelt.

    God kampdag på bagkant!!

    1. Emilie, hvis det ikke havde været for din kommentar, havde jeg ikke opdaget, at jeg selv stod bag den video-artikel, som linkes til. Tak fordi du fremhæver en anden tolkning. Jeg afslører mig selv som skribent, fordi det gør lidt ondt i mit feministiske hjerte, hvis Cathrine eller andre tror, at målet med artiklen var at pille kvindelige radioværter ned eller fra hinanden. Tværtimod. Jeg er enig i Emilies læsning, og vil tilføje, at man også kan tolke det som om, Thea Sejr peger på en slags reclaiming af en stereotyp. Måske startede det med at være dumt og dullet at knirke, men så blev ‘dullen’ pludselig succesfuld, og så var det måske alligevel ikke så grelt, der det med at knirke.
      Men derudover siger jeg også tak for en god artikel 😉 Godt at du belyser emnet Cathrine 💪

      1. Og tak Elisabeth for at byde ind – har prøvet at beskrive, hvordan det blev oplevet i den anden ende, “pillet fra hinanden” er ikke tænkt som at blive pillet ned – men undersøgt. Og det kan godt give følelsen af at være lidt beklemt, men man sådan vendes og drejes. Også i forskningens tegn 🙂 I al fald når det bliver personligt med billeder i en artikel etc. KH

        1. Selv tak for svar 🙂 Jeg kan godt forstå, at det gav en følelse af at blive målt og vejet. At artiklen kunne medføre den følelse hos dig/jer var ikke på min radar, og jeg beklager, at det havde den effekt. Personligt oplevede jeg som sagt Sejrs analyse som empowering (måske fordi jeg selv har en tendens til at ‘knirke’, og det vil jeg gerne have lov til uden at blive set i et negativt/nedsættende lys). I bagklogskabens lys er det lidt småironisk, at jeg reagerer – da jeg så, at der blev linket til min artikel, følte jeg mig nok også pludseligt lidt uvildigt undersøgt eller udstillet, og fik behov for at byde ind med mit perspektiv på sagen. Hvis det giver mening.
          Kh!

    2. Jeg forstår, det du skriver Emilie – og jeg forstår også, vigtigheden af artiklen. For jeg husker også, kommentarer og mønstre fra radioen, hvordan man ikke kunne have to kvinder på samme program – i al fald ikke uden en mandlig medvært med. Overvej lige, hvor mange programmer findes der med to kvindelige værter – kun? Få få få… Med begrundelser som, at det lyder “hysterisk” eller andre nedsættende beskrivelser.

      Men jeg kan fortælle jer, at det ikke var rart at opleve mine (få) kvindelige kolleger blive fremhævet og fokuseret på på den måde med billeder og navn. Om de ændrer stemme bevidst/ubevidst on air. Så selv om historien skulle sætte et vigtigt fokus på, hvordan kvinder oplever at have en meget snæver kasse at bevæge sig inden for, så gjorde det ikke anden forskel, end at man følte sig udsat og undersøgt. Ved ikke, om det giver mening. KH

      1. Kære Cathrine og Elisabeth, tak for jeres svar og kommentarer 🙂 Sejt at du byder ind som skribenten bag Elisabeth og giver sådan et godt indblik i intentionen.

        Det giver sindssygt godt mening, det du skriver Cathrine, med at det er ubehageligt at blive “undersøgt”. Og her er pointen måske netop, at mandlige værter slet, slet ikke bliver undersøgt i samme omfang, fordi deres roller slet ikke er så fast definerede – eller fordi der netop er flere roller, de kan indtage.

        Jeg kommer til at tænke på sådan en klassisk mandlig vært + kvindelig, sexet letpåklædt kategorina konstallation, I ved som man kender dem fra tv-shows. Her vil jeg til enhver tid forsvare en hver kvindes ret til at gå præcis så sexet (af)klædt, som hun har lyst til. Men hvis sex og hud bliver kvindens eneste adgangsbillet til tv-formatet, så kan man med rette tage det op og kritisere det. Strukturen, ikke symptomet 🙂

        1. PRÆCIS Emilie, det er nok fordi samme fokus ikke har været for mændene. Der er simpelthen, som du så helt rigtigt beskriver, så mange flere roller for dem at være i end for os…
          Og virkelig vigtigt billede du kommer med – klassisk Kategorina/Bengt Burg. Det er jo repræsentationen vi ser igen og igen i populærkultur, at der er mangler kvinder at spejle sig i i flere roller. Jeg har også tænkt meget på de kvinder, jeg har kunnet spejle mig i populærkulturen som ung; Clueless, Carrie Bradshaw, Shopaholic etc. – forbrugsorienterede kvinderoller, hvor de mere relaterbare får små biroller. Som fx Miranda… De her kvinderoller har også været med til at skabe min kvindevirkelighed… Heldigvis er der serier i dag som SKAM, Sex Education etc. som viser komplekse kvindelige karakterer, og det kommer til at gør en forskel tror jeg.
          Det er så vigtigt vi bliver repræsenteret og at kvinder ikke bliver stereotypiseret ned til et lille frimærke, så der kun bliver en sandhed og en måde at være på…
          Det er nemlig strukturen. KH

          1. Præcis!! 🙂 🙂

            (Jeg er lige blevet færdig med anden sæson af Sex Education, fy føj en er god!)

      2. Ei hvor lyder det dig ubehageligt! Og med fare for at lyde gammel og sur: “Er det, det mine licenspenge går til?”. Jeg har da ikke lyst til at bidrage til en institution, der sender såden noget låååård videre ud i samfundet.

        I det tilfælde du beskriver, er det nemt at sige, at DR vælger de bedste radioværter uden at skelne til køn, og at årsagen til at der er flest mandlige værter udelukkende er, at de er de bedste. Jeg er dog overbevist om, at der er mange af den slags beslutninger, der bliver taget hvor vi ikke kan se det; i mange forskellige sammenhænge. Og vi har ingen reel mulighed for at diskutere det. Det ville derfor være MEGA POWER , hvis du havde mod på at fortælle om det du har oplevet til et bredere publikum! Fx i en klumme i en avis eller lignende, hvor der er mulighed for, at det kan skabe en fælles diskussion bagefter.
        Kærlig hilsen 🙂

        1. Det overvejede jeg faktisk også- men omvendt ville jeg ikke brænde broer. Det er selvfølgelig sørgerligt. Men mænd er simpelthen ikke bedre til deres (radio)job end kvinder -det er der ingen belæg for. Jeg sad selv som ankervært stort set alle årene på alle programmer, hvilket betyder ansvar for teknik, flow, fremdrift etc. KH

  2. Herj Cath og andre læsere,
    Jeg synes bare den er så svær at knække. Jeg prøver, at tænke ligestilling ind i mange af mine valg, da det er en stor værdi for mig og alligevel, så er der punkter, hvor tingene bare bliver grå og nuancerede for mig personligt.
    Mig og min mand har delt barselen og det har virkelig givet pondus i forhold til ligestilling omkring hjemmet og vores fælles barn. Før gjorde jeg ofte det meste, uden at der rigtig var en forklaring på hvorfor, nu gør min mand faktisk mest lige for tiden, fordi jeg arbejder lidt mere end ham.
    Jeg er også den som tjener flest penge derhjemme. Så på den måde går det jo godt med ligestillingen hjemme ved os. Og jeg kunne altså godt blive ved med at amme selvom jeg var startet på jobbet ved 6 måneder.
    Men jeg er alligevel lidt fanget i noget kønsrolle-halløj på jobbet.
    Jeg er en rigtig 12-tals pige og har en lang og flot uddannelse. Efter uddannelse blev jeg fastansat i en teknisk-administrativ stilling. Det var et flot første job og jeg skulle jo bare lige have det i et par år og få noget erfaring, så var det ud og jagte drømmejobbet.
    Nu har jeg snart været i det job i mange, mange år. Det er der flere faktorer i, men de to vigtigste er at min mand ikke har fået fastansættelse, så jeg er vores faste indkomst og at vi har fået barn og vil gerne have et mere, som har givet mig lyst til at have et job med barsel og ro på og 32-timer om ugen.
    Jeg håber så meget, at jeg er modig nok til at bruge 40erne og frem på karriere for 30erne er hurtigt gået med børn og stabilitet.
    Men jeg kan mærke den faglige dygtighed er gledet i baggrunden, selvværdet i forhold til viden og kompetance er mindsket, jeg føler mig simpelthen mindre værd på arbejdsmarkedet pga. de mange år i et “sikkert og stabilt” job.
    Gad vide om andre kvinder oplever det samme. At man føler at det sikre er det bedste, mens man har små børn og når børnene så bliver store, så har man mistet drømmene og sin edge?

    Nå man super godt skriv.
    Hav det dejligt allesammen

    1. Jeg synes, det er så ærgerligt, C, at vi skal så meget i vores 30’ere. At det både er her vi skal lande det første, rigtige, vigtige job, få børn, finde egen bolig etc. Det er så HÅRDT et pres. Især, må jeg altså sige, for os som kvinder, der både skal være gravide, føde, komme os, passe et barn den første kritiske tid og tage noget af barslen i al fald. Og dét skal der være plads til! Jeg kan sgu godt forstå, du gerne vil have lidt mere ro i hverdagen og fokus på børnene. Og jeg tror slet ikke, du vil fortryde på den lange bane, fordi de er små så kort tid.
      Adam og jeg har også talt om det med samme job i mange år. Adam har været samme sted 12 år. Og han værdsætter altså bare så meget den anciennitet og den pondus han får derigennem – og også den fleksibilitet omkring børn, der er plads til qua de mange år.
      Jeg tænker meget, at vi skal arbejde til vi er 70 år. Så 40’erne er i det perspektiv stadig så meget begyndelsen altså…. Det er selvfølgelig et spørgsmål om selv at holde sig selv og sin viden opdateret, men når overskuddet engang er der, så kan man jo kaste sig over at dyrke netværk, sommerskole etc. for at dygtiggøre sig… Hm… KH

  3. Ps. hvad betyder punkt 1 – Stil flere betingelser end betænkeligheder i og omkring dit arbejd.
    Jeg forstår ikke hvad det betyder?

    1. Det betyder, at når man får en opgave eller en udfordring, skal man ikke sige: “det ved jeg ikke, om jeg kan nå – mon jeg kan løfte den opgave” (betænkelighed) – men istedet sige: “det lyder som en super spændende opgave, den vil jeg rigtig gerne løse, men det kræver, at jeg har en medarbejder under mig, der kan være med på opgaven, og at jeg i øvrigt har mulighed for at sparre med den-og-den” (betingelse). Man får det samme ud af det – flere ressourcer og sparring, men der er en verden til forskel i den måde, man opfattes på af sin leder.

      Det er et virkelig godt indlæg, Cathrine – og godt at sætte fokus på de ubevidste strukturer, der ligger i vores samfund og på vores arbejdsplads. Jeg har blandt andet ofte tænkt over, at det er pudsigt, at det passer bedst for (næsten) alle familier, at det er kvinden, der går på deltid. Der tror jeg, at samfundsstrukturene er så indlejrede i os, at vi slet ikke kan se at det bidrager til en fortsat skævhed.

      Jeg er selv hyper-bevidst om at tale mine kvindelige kolleger op – både fordi jeg selv har en datter og er meget optaget af, at hun får mulighed for at blive, det hun vil og vil ønske for hende, at hun selv møder kvinder på sin vej, der bakker hende op- men også fordi jeg på et tidligt tidspunkt i min karriere havde en kvindelig chef, der havde som sin fornemmeste opgave at støtte andre kvinder og tale dem op. Det har jeg virkelig fundet megen inspiration i efterfølgende.

      Jeg har ikke oplevet, at der var ting i mit arbejdsliv, som jeg ikke opnåede pga. mit køn. Jeg har fået de forfremmelser, jeg synes at jeg var berettiget til, og fået mulighed for spændende opgaver. Men jeg har også været bevidst om at tage mulighederne, når de opstod, og jeg har været meget bevidst om at opgaverne i hjemmet skulle deles mellem min mand og jeg. Min mand og jeg har en datter, og her har vi fra starten delt tiden med hende ligeligt op, ligesom vi også deles om pligterne herhjemme. Jeg var meget firkantet i starten af vores datters liv med, at min mand også skulle på banen – og udover, at det har givet os begge god tid med vores datter samtidig med, at vi har haft mulighed for at forfølge en karriere, er det også en kæmpe fordel at vores datter i dag har et nært forhold til os begge, og det er ikke kun mor, der duer. Jeg håber og tror, at det er en gave for hende at hun kan spejle sig i os begge og få forskellige ting fra os.

      Jeg må dog også sige, at jeg står et sted i min karriere, hvor jeg kan se på det næste skridt og identificere ganske få kvinder. Ikke, at jeg nogensinde hverken direkte eller indirekte har fået at vide, at jeg ikke kan nå længere i min karriere – jeg kan bare ikke se kvinderne, der har gået vejen før mig. Så kan jeg jo blive den første – men det viser også noget om strukturerne i den virksomhed, jeg er i, og mange virksomheder generelt. At mænd på et vist niveau af ledelse – bevidst eller ubevidst – ansætter mænd.

      Slutteligt synes jeg virkelig citatet fra Margrethe Vestager er spot-on – for det er et kæmpe problem, hvis vi får vedtaget, at der er ligestilling i Danmark og får lullet os ind i den bevidsthed. Vi er stadig virkelig langt fra målet og der er meget at gøre for kvinder såvel som for mænd 🙂

      1. B, TAK fordi du lige uddybede meningen i punktet – det er præcis det hun mener. At man skal bede om forstærkning i stedet for at takke nej til en opgave af frygt.
        Sindssygt spændende sted du er lige nu B, og jeg kan godt forstå, at du måske bliver ensom, når du kigger rundt. Det viser også bare, hvor vigtigt det er, at vi har nogle at spejle os i for overhovedet at blive præsenteret for og kunne se mulighederne.
        Det er også et tungt men vigtigt åg at være den første – så er det bare at trække flere kvinder med. Du bliver klart et forbillede, selv om det i den ideelle verden ikke var mere særligt at du var der, end din mandlige kollega.
        Respekt herfra i al fald – især for din omtanke for andre kolleger og omsorg. KH

  4. Jeg er gymnasielærer og oplever ikke som sådan forskelsbehandling som den du nævner der forskning viser foregår i erhvervslivet. . Til gengæld er rigtig mange gymnasielærere gået på deltid de senere år som følge af øget arbejdspres og det er især de yngre kvinder med børn. Det er jo en svær problematik fordi det er et valg man selv træffer, men det betyder samtidig en betydelig lønnedgang og har store konsekvenser for pensionsopsparingen. På min egen arbejdsplads med omkring 100 medarbejdere i alt er der kun én kvinde under 40, der arbejder fuld tid. Der er sjovt nok langt flere yngre mænd – som også har børn – der arbejder fuld tid. Det fortæller noget om, at det nok stadig er kvinderne, der trækker det største læs i mange hjem selvom vi ser os selv som fuldt ligestillede.

    1. Ja OG børnene får færre kvinder at se op til. Malou nævnte fx vigtigheden i at matematiklærere både er repræsenteret som mænd og kvinder, så piger også får nogen at spejle sig i. Det er så pissevigtigt. Jeg har kun haft mandlige matematiklærere. Det har jeg aldrig tænkt over før hun nævnte det.
      Det er en sindssygt svær problematik! For ja, det har også konsekvenser for pension etc.
      Det kunne være interessant, hvis man på en måde kunne dele pensionen mere ligeligt, hvis man antog det at være mere hjemme som ligeså vigtigt og mere “arbejdsanderkendt”… Hm… KH

  5. Hej Cathrine.
    Det kunne være enormt interessant, hvis du ville dele dit perspektiv på din egen arbejdssituation sat op imod dette skriv?
    For du prioriterer familien, har hjemmepasset og sikkert sat dit arbejde på lavere blus. Det var DIG, der gjorde det, og ikke Adam, på trods af at du tidligere har nævnt at din indkomst er den største af de to.
    Jeg tænker, du har gjort det, fordi I tror, det er det bedste for jeres søn, og alle familier træffer individuelle valg, der passer bedst til dem. Alligevel er det bare som om, det altid er kvinden der går hjemme/går ned i tid. Så det man tror, er et individuelt valg blev mere en strukturel samfundstendens.
    (Og det er bestemt ikke en kritik af Adam – han er mit store idol med sin lange barsel 👏)

    Jeg hørte forleden en nævne ‘familiefælden’ når det kommer til kvinder, og kan i hvert fald genkende min egen situation i den problematik. Pludseligt kommer familien først, og arbejdet ryger i baggrunden, hvad der helt sikkert vil skade min karriere på sigt. What – hvornår Søren blev jeg lige sådan? 🤷‍♀️

    1. Det er ikke heeelt rigtigt – Adam tog hele barslen for primært at kunne støtte op omkring mig, så jeg kunne komme tilbage til at lave arbejde. På papiret havde jeg de 14 uger, jeg er berettiget, og så stod Adam klar. Men altså, klart, som selvstændig, fordi jeg havde muligheden og fordi jeg prioriterede min amning, så var vi meget sammen.
      Da vi stod i slutningen af Adams barsel og følte vi ikke var klar til institution, så blev det klart mig, der trak det tunge læs. Og så fik vi løbende en hånd til her og der. Men klart mig. MEn det er også det Malou taler om – det er så vigtigt at man afstemmer med sin partner og at det er give and take. At man skiftes til at trække læsset, så den anden kan løbe lidt. Det føler jeg, vi har gjort. Og da vi nåede januar, og jeg godt kunne mærke, at jeg havde svært ved at få alt til at løbe rundt, så tog Adam en ugentlig hjemmedag. På den måde har det virkelig været et makkerskab.
      Men Malou nævnte også selv det dobbelte moder/business-skabet. Hun elsker sit arbejde – men hun ELSKER også at gå hjemme og bage boller. Sådan sat sort/hvidt op. Jeg tror også, at vi, eller i hvert fald jeg, jeg elsker at gå med Eddie og er sindssygt god til at gå på kompromis med mig selv, for at være der for ham. Adam også langt hen ad vejen – det er jo ham, der har taget 14 dages fri til at kunne køre ind i vuggestue, men han er ved at blive sindssyg 😀
      Måske har vi en tendens til at afbøde, gå på kompromis etc. i langt højere grad også for at fitte ind? Det stikker helt sikkert dybere. Men det er interessant. KH

  6. Super godt indlæg, virkelig!

    I forhold til hvordan man bliver set på, på sin arbejdsplads har jeg et eksempel fra eget liv – det skal ikke lyde som et forsvar af at mænd bliver taget mere seriøst på nogle arbejdspladser. Måske mere en årsag.

    Jeg startede som bogholder i en afdeling med 5 andre damer.

    Nu sidder jeg i en anden finansiel afdeling med 2 mandlige kolleger.

    Hvis jeg lige skal sammenligne så ér mine mandlige kolleger også mere profesionelle, forstået på følgende måde:

    I første afdeling jeg var ansat i, var der MEGET snak. En rigtig hønsegård. Noget jeg tror er en tendens, ligeså snart flere kvinder sidder sammen. Så skvadrer vi. Derudover oplever jeg også at brok hurtigt kan blive en del af hverdagen. Det kan være i forhold til goder andre afdelinger har, manglende udfordringer, manglende sommervikar. Det bliver ikke særligt løsningsorienteret.

    Et andet eksempel på at mænd fremstår mere profesionelle:

    Jeg havde en kollega i bogholderiet der gerne ville have flere udfordringer og det blev ikke imødekommet. Det skabte en rigtig dårlig stemning og virkelig meget brok. Når jeg sætter over det i forbindelse med din skriv kan jeg ikke lade være med at tænke, hvis nu det havde været en mand .. havde han så ikke bare søgt en anden stilling? I stedet for at stille sig tilfreds og blive siddende, men så alligevel brokke sig over det ved enhver lejlighed.

    Giver det mening? Jeg siger ikke kvinder selv er skyld i det billede der bliver skabt. Men på nogle punkter forstår jeg godt, hvorfor det er som det er. Især i store virksomheder hvor eksempelvis bogholderiet består af 5 damer der alle har været ansat i +5 år.

    1. Det giver så god mening, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om brok osv. er fordi der sidder en række (kvindelige) ansatte, som ikke føler, de kan afsøge de chancer og muligheder, de egentlig gerne ville. Måske fordi de har mødt og ramt glasloftet, måske fordi det har været så strukturelt intregreret i dem (nu kender jeg ikke deres alder), at de skulle søge et lavere trin, end deres ambitioner eller evner eller lyst egentlig rakte til.
      Det kan sagtens være, de har stillet sig tilfredse og det på den måde er deres “eget problem”, men måske har virksomheden ikke stillet mulighederne op for dem? Og hvis de så jf. indlægget ikke har modet til at søge andetsteds, fordi de er bange for, at det bliver nøjagtigt det samme, de samme mure de vil ramme etc. så bliver de måske af magelighed. For her kender de rammerne. Men de er stadig uforløste potentialer.
      Tror virkelig, det er suuuper svært at sige kvinderne er mindre professionelle etc. Denne her forskelsbehandling går jo langt tilbage i ens år. Malou nævnte at forskning viser, at vi ved 6-års-alderen begynder at gøre negativ forskel i vores syn på mænd og kvinder. Og når vi så kommer i skole, så oplever man at piger roses for at være søde kammerater, hjælpsomme etc. og drenge for at være seje til matematik etc. Den der “holden tilbage” på sig selv og ambitioner – det starter så tidligt.

      Jeg oplever, at de fedeste kontorfælleskaber, de fedeste virksomheder, er dem, hvor alle køn er repræsenteret. Den dynamik og vekselvirkning er så vigtig. Virksomheder skal ledes og bevæge sig fremad med både feminin og maskuline værdier. De er afhængige af hinanden. KH

      1. Det er bestemt heller ikke et dårligt kontormiljø, sådan var det ikke ment!

        Jeg har bare kunne konstatere, efter at have arbejdet i 3 forskellige virksomheder, store som små, at jeg har a l d r i g oplevet så meget skvadren, sladren og brok som i det bogholderi, jeg senest har været i. Der var ligeså meget hyggesnak og grinen, helt bestemt! Men et eksempel på brok kunne være, at der så bliver brokket over manglende sommervikar. Men der bliver også brugt en time eller to HVER dag KUN på privatsnak. Og min pointe er egentlig bare, at det vel egentlig heller ikke ér særligt professionelt? Nu har jeg selv ønsket nye udfordringer, stillet mig til rådighed og været “på” og har i den forbindelse fået betalt uddannelse og landet i ny stilling da jeg kom retur fra barsel, så jeg mener bestemt mulighederne er der i virksomheden, hvis man ellers gider opsøge dem. Dertil synes jeg også det er vigtigt at huske, at hvis man søger en stilling i fx et bogholderi, så er det jo ikke en menneskeret at få lov at få flere udfordringer i en anden stilling, bare fordi man efter 4 år keder sig. Det kan være man er heldig at ens arbejdsplads kan bruge en andetsteds i virksomheden og at der er en ledig plads – men hvis ikke der er det, må man i min optik så søge noget andet. Og jeg forstår 100 % godt dem, der bliver pga trygheden og fx afstanden hvis man arbejder tæt på sin bopæl. Men det synes jeg så ikke er virksomhedens skyld, det må stå for egen regning.

        Jeg er SÅ enig i at der ikke skal gøres forskel for 2 personer der tilbyder og vil det samme, men hvor kønnet adskiller dem. 100 %. Og lønnen skal også være ens! Så misforstår mig endelig ikke, jeg benægter ikke, at der ikke er ligestilling! 🙂

  7. Jeg forstår ikke, at vi har så travlt med at udviske kønsforskelle? De er der jo – og betyder heldigvis ikke, at m/k ikke er lige meget værd som menneske. Jeg er træt af, at jeg som kvinde skal opfordres til at påtage mig nogle af de typiske mandlige træk, som du f.eks. nævner i forbindelse med lønforhandling. Som du siger, er vi kvinder måske mere tenderende til at være tilfredse med tingenes tilstand – det er da en fantastisk egenskab! Det betyder ikke, at vi kvinder ikke skal turde at gå for vores drømme – men den drøm skal så allerhelst være en karriere ”som en mand”, for det er ilde hørt, at ens drøm er at passe hjem og børn.

    1. Jeg er så enig! Kvinder og mænd er IKKE ens. Det er så ærgerligt, at vi ikke også hylder de her forskelle der er mellem kønnene. En anden ting der er interessant er, at vi stiler imod, at kvinder skal være ledere og generelt til tops i de meget attraktive brancher. Hvorfor taler ingen om ligestilling i håndværksfag? I alle de brancher hvor der ingen kvinder er? Det er jo nok også fordi der bare er forskel på mænd og kvinders interesser i en eller anden grad. Der ER jo bare langt flere kvindelige sygeplejersker og langt flere mandlige VVS’ere. Men er det nødvendigvis et problem? Og ja, hvad hvis ens drøm er at være sammen med sine børn, nedskalere sin karriere mens børnene er små og evt speede den op igen når de er større? Dét er der ikke meget prestige i, og så har man nærmest ødelagt kvindekampen ved at tage et aktivt valg om at gøre noget man selv ønsker. Personligt er ligestilling for mig egentlig ‘bare’, at vi alle er frie til at vælge til og fra – og det helt uanset hvordan man vælger at indrette sit liv 🙂

      1. Hej S.
        Jeg kan ikke acceptere din præmis om, at kvinder og mænd bare ER forskellige. Jeg føler, som med-kvinde at jeg får presset en bestemt norm med over mig, som jeg ikke kan genkende.

        Hvis du kan identificere dig med de traditionellle feminine værdier som rengøring og børnepasning, så dig om det. Men det er ikke en universel sandhed.

        1. Hej Signe,

          Det har jeg altså heller ikke påstået, så beklager hvis du føler dig ramt. Jeg kender ikke den universelle sandhed, kun min egen, ligesom du kender din.

    2. Hej Anita og S,
      Jeg synes begge jeres kommmentarer er relevante og jeg er enig i at det er et problem, hvis man synes, kvinder skal være som mænd for at komme frem. Det er en misforståelse.
      Jeg synes dog virkelig ikke jeg kan genkende det billede i har, af at det bliver set som forkert at gå hjemme. Jeg passede hjemme, et halvt år ekstra og det fik jeg så overdrevet meget ros for.
      At starte på job igen – Not so much. Så synes alle pludselig det var synd for mig, at jeg ikke kunne fortsætte hjemme, selvom alt var mit valg. Jeg får ofte stadig kommentarer om, hver gang min søn er syg, om det ikke bare var nemmere/skønnere, hvis jeg gik hjemme med ham.
      Det er muligvis en københavner, akademiker bobbel, men ser slet ikke den modstand mod at blive hjemme et par år. heller ikke i dette indlæg på bloggen.
      Jeg synes ikke der er nogen der er i gang med at udviske kønsforskelle, jeg synes netop der er meget fokus på, I disse år, hvordan man kan tage det feminine med på jobbet eller som iværksætter.

    3. @Anita: For mig handler det slet ikke om at udviske kønsforskelle – det handler om, at skabe en verden, hvor mulighederne er lige for alle mennesker, uanset det køn du ser dig selv som. Og for at kvinder tør gå for jobs, de brænder for, så er det bare hamrende vigtigt, at de føler sig repræsenteret og har nogen at spejle sig i. Og det glasloft – det er så svært at bryde igennem med årtiers, århundreders patriarkat.
      Jeg synes faktisk, at det er ærgerligt, at du stiller det op, som en “mandeting” at kunne kræve mere i løn etc. som indlægget her blandt andet lægger op til. Det er jo præcis det, vi skal bryde! Ligestilling er en menneskeret og alle fortjener lige løn, lige vilkår for det samme stykke arbejde. Og så oplever jeg faktisk ikke, at det bliver ilde set at ville være hjemme – men det er i min kreds af venner i København. Det er helt sikkert anderledes andre steder. Og det er også problematisk. Hele humlen er, at vi som mennesker skal have mulighed for at søge præcis de chancer, vi har lyst til – og ikke få spændt ben af et samfund, som vil os noget andet. Hvadend det er chefstillinger eller hjemmegående.

      @S: Det med at hylde forskelle – det synes jeg bare ikke er relevant i det her indlæg, for det handler om grundlæggende rettigheder – at vi får lige løn for samme arbejde etc. Der er vidunderlige forskelle på kvinder og mænd – men hvis man har et arbejdsmarked som primært er banket op med maskuline værdier og ledelsesformer, så kan der være meget lidt plads til de feminine værdier og metoder.
      Faktisk nævnte Malou også, hvordan man fx på DTU, som har mange tekniske uddannelse sjældent søgt af kvinder, at man kæmpede med at få kvinderne på banen til overhovedet at overveje at søge. Men så har man ændret i studienavnene, og der er faktisk sket en ændring. For det er sgu vigtigt, at man som menneske føler sig repræsenteret, så man kan se mulighederne. Det er ikke et problem, at der er mange kvindelige sygeplejersker og mange mandlige visere. Men hvis man holder sig tilbage for at følge sine drømme, fordi man ikke har nogen at spejle sig i, så har vi et problem, for så sidder vi fast i nogle uhensigtsmæssige strukturer, som ikke tager udgangspunkt i evner (man kan være en absolut ligeså fantastisk sygeplejer) men i køn. Det tjener ikke samfundet og menneske i det.

      1. Jeg forstår godt hvad du siger, men jeg oplever det nok bare anderledes. For ER der ikke plads til feminine værdier og metoder? Afhænger det ikke af hvor i arbejdsmarkedet man kigger hen?

        1. Jo men skal det ikke opleves i hele arbejdsmarkedet i stedet for kun forundt i visse områder, hvor kvinder er mere fremherskende. Jeg tror virkelig på synergien i begge energier i alle hjørner af arbejdsmarkedet. KH

  8. Virkelig vigtigt emne at tage fat på! Fedt du gør det. Jeg vil bare komme med en anbefaling: Bogen “Invisible Women. Exposing Data Bias in a World Designed for Men” af Caroline Criado Perez. Den dykker ned i forskellige aspekter af vores liv, hvor tilværelsen simpelthen er designet med mænd for øje.

    1. Det er SÅ fedt, tak for tip Ida!! Jeg har lige en række bøger, jeg skal have bestilt hos min lokale pusher, så jeg kan blive klogere. Tak fordi du deler. KH

  9. Det ligner et rigtig spændende indlæg, som dog er lidt for langt til kaffepausen, så jeg må læse det senere. Men lige en lille rettelse til introen, ang. voldtægt: Du mener drugrape, ikke daterape, ikke?
    Retur til arbejdet, glæder mig til at læse indlægget i aften 🙂

  10. Så fint og nuanceret indlæg! Det her er et emne, der ligger mig utrolig meget på sinde. Jeg har selv oplevet, at blive totalt syltet i en lønforhandling i et nyt job. Jeg blev så indigneret, at jeg uden at blinke med øjnene stillede et ultimatum: giv mig det, jeg er værd, eller jeg er smuttet. Jeg fik ikke bare dét, jeg bad om, jeg fik mere PLUS en undskyldning fra arbejdspladsen. Det interessante ved det var, at flere kvinder (og kun kvinder) i min omgangskreds gav udtryk for, at jeg da ikke kunne tillade mig at forlange på den måde. Jeg skulle hellere bare være glad for den jobmulighed, jeg var blevet givet. Det var virkelig et wake-up call for mig, at flere kvinder i min omgangskreds åbenbart havde stillet sig tilfreds med en ringe løn, i stedet for at stå ved sig selv og sit værd og at de faktisk argumenterede IMOD, at jeg ikke ville stille mig tilfreds og dermed inddirekte sagde, at jeg nok ikke var så meget værd, som jeg selv gik og troede.

    En anden nylig – og ongoing – oplevelse er mine børn. Jeg har en datter og en søn. Min datter er 4 år og min søn er 6 måneder. Deres bedsteforældre opfatter og behandler dem SÅ forskelligt, at jeg næsten ikke kan holde det ud! De gør det jo ikke af ond mening, men det er så massivt. Det var først, da jeg fik min søn, at det blev så tydeligt for mig.

    Det er lige fra at de kommenterer med henholdsvis røde og blå hjerter på billeder af børnene, afhængigt af om det er et billede af min datter eller min søn (hvis de begge er på billedet, får det både et rødt og et blåt hjerte), til at farfar, som det naturligste i verden, afviste min datter forleden, da hun ville lege mor, far og børn med ham. “Haha, eeeej det må du lege med farmor” sagde han smilende og kiggede helt indforstået på mig.
    Eller når farmor konsekvent siger “Iiiih altså!! Man kan virkelig bare mærke, at han er en dreng! En rigtig dreng! Helt anderledes end *min datter* Synes du ikke, man kan mærke tydeligt, at han er en dreng?” Han er 6 måneder (!) Han sidder bare helt sød og stille og leger, og alligevel tolkes han og min datter durk lige ind i et kønsperspektiv. Mit svar var “Nej, det kan jeg vitterligt ikke mærke på ham. Jeg kan mærke, at de er to forskellige personer med hver sin personlighed”.
    Eller når mormor siger “drenge er bare nemmere. De er mere vilde, men piger er… mere finkede”. Finkede?! Hvor er det dog en nedladende kommentar og fortolkning af børn!
    Det værste er, at det hele er ment i al mulig kærlighed og alligevel er det bare så ukærligt og det gør mig oprigtigt ked af det at mærke, at selv mine børns nærmeste familiemedlemmer først og fremmest ser deres køn, i stedet for at se dem som de hele og nuancerede mennesker, de er.

    1. Anna, jeg får helt kuldegysninger over din kommentar. Hvor er det bare trist for fanden altså. Det er nøjagtigt problemer, det ligger så dybt integreret i os kvinder også. Vi holder også os selv og vores medkvinder tilbage.
      Hvor er du bare pisse sej – jeg er helt stolt som din medkvinde, at du har holdt så høj integritet over for dig selv. Til lykke – det viser jo bare, hvad mulighederne er!

      Dét med børnene… Åh hvor jeg genkender det. Det er jo både i det store og i det små. Jeg møder det i påklædningen. Jeg møder det når mine niecer roses for at være kønne og smukke osv. Og jeg ved også godt, at det ser svært. – for hvad Fanden kan man man snart sige?
      Sproget skaber bare virkeligheder – det har I også lært mig et par gange. KH

      1. Men Cathrine – som jeg husker det, var du selv meget optaget af/lidt ked af det over, at det var en dreng, du ventede dig og ikke en pige? Det er ikke ment som nagging, men blot måske et eksempel på, at vi – om vi vil det eller ej – er optagede af kønsegenskaber (om de så er reelle eller ej). Kh og tak for god debat.

        1. Anna; min søns bedseforældre gør det samme. Italesætter hans køn. Seriøst, han er 10 mdr – han er sgu da bare en baby. Jeg orker ikke at de skal trække kønsstereotyper ned over hovedet på ham. Og min mor gør også det med røde og blå hjerter (så lille en ting, men hvorfor altså?). Siger du noget til dem? Eller lade du det fare? Jeg synes det er så svært hvad jeg skal gøre.

          Og Cathrine: Jeg tænkte det samme som M, da jeg læste indlægget – du snakkede om at du var skuffet fordi du skulle have en dreng- stemmer det overens med hvordan du har det i dag?.
          I det hele taget har jeg så svært ved at folk kalder sig feminister og går så meget op i hvilket køn de/andre venter sig…. Er det ikke SÅ ligegyldigt? Enlighten me please. Og jeg giver ikke meget for det der med at partneren bedre kan knytte sig. Til et køn? Really?
          (Sorry, det er lidt en afsporing af emnet, men kunne ikke slippe mine tanker….)

          KH

          1. og lige et PS ifht ligeværd mellem køn ifht børn: jeg kan anbefale det afsnit af ForældreIntra fra Radio 24syv, der hedder “Kønsneutral opdragelse” – det er virkelig spændende og oplysende!

          2. Ift. det med køn på babyer, well fostre er det vel stadig når man typisk får kønnet at vide, har jeg ført hørt forældre sige, at det er mere personligt at kunne sige ‘hun/han’ i stedet for ‘den’ om babyen – det føles mere som om man taler om et menneske. Det er egentlig også den eneste forståelige grund jeg kan se….

        2. TOTALT, men det har jeg også skrevet om siden, hvordan jeg skammede mig. Hvordan min fantasi kom til kort osv. Det var mig den var gal med og på intet tidspunkt min lille dreng – mig, der påvirker af min omverden osv. havde brug for noget tid til at sunde mig.
          Jeg tror dog også det dengang handlede om at sadle om – uden køn in mente. Når man tror og mærker og er overbevist om ét, og så skal man noget andet. Den forandring kræver omstilling. Ganske naturligt tror jeg. KH

          1. Ida: men hele min pointe er jo netop hvorfor man har behov for at vide kønnet for at kunne knytte sig? Især hvis man kalder sig feminist.

            Cathrine: Men I det indlæg skriver du rigtig meget om at du skulle sadle om for – gru- du skulle have en dreng. Vi vidste ikke om vi skulle have en dreng eller pige, men vi skulle have en kærligheds(jvf)baby <3 og jeg havde da ikke to forskellige spor ifht opdragelse osv afhængig af om det var en pige eller dreng jeg pressede ud. Giver det mening?

          2. *ivf ikke jvf, haha 🙂

            mht at opdrage børn ens kommer vores børn også uanset køn til at gå i det samme tøj. Brækker mig lidt i munden over at folk der får nr 2 af andet køn end nr 1 skal ud og købe en helt ny garderobe. For lille smillavanilla kan jo ikke gå i det blå tøj som erasmusmontanus gik i……..

          3. Altså, det må folk jo helt selv om. Det vil jeg ikke blande mig i 🙂 Men jeg synes også det er skægt, hvordan tøj stadig tænkes i kasser. Især i produktion. Superhelte trykt på blå trøjer og prinsesser på lyserøde – man kan selvfølgelig gribe efter den man lyster, men det er spøjst, så meget man nudges i børneregi. Kh

  11. Virkelig godt indlæg, Cathrine! Jeg skal også huske mig selv på at overveje, om min mandlige kolleger ville reagere på samme måde, som jeg gør. Jeg har udelukkende mandlige kolleger, 15 stk. af dem, så jeg er vel “en af drengene”. Jeg har ofte klædt mig mindre feminint, end jeg egentlig har lyst til, fordi jeg ikke vil stikke for meget ud som kvinden i gruppen. Men det har jeg ændret på.

    For nyligt er jeg blevet bedt om at være referee på en forskningsartikel, som er sendt ind til et tidsskrift. Det er en del af jobbet som forsker at være med til at bedømme de artikler, som tidsskrifter får indsendt, og tidsskrifterne er afhængige af det. Jeg sagde ja, men ville mine mandlige kolleger samme sted i karrieren som mig (dvs. tidligt) også have sagt ja? Jeg skal måske bruge 10 timer på at læse, forstå, kommentere og bedømme kvaliteten af en artikel, og den tid kunne jeg have brugt på at lave min egen forskning, som er det, der skal give mig et job i sidste ende. At bedømme artikler giver ingen ekstrabetaling e.l., det er bare en god gerning. Og det har jeg hørt er netop en af kvinders ulemper: de påtager sig alle de gode gerninger, men det er ikke noget, der bliver værdsat af arbejdsgiveren ved forfremmelser mv. Har hørt dem omtalt som non-promotional tasks, og jeg kan sagtens se mig selv i det.

    Kan også sagtens genkende mig selv ifb. med lønforhandlinger. Som offentligt ansat er min løn overenskomstbestemt, men der er i princippet mulighed for lønforhandling. Det har jeg også fået meddelt på mail, hver gang jeg er overgået til en ny kontrakt. Men svaret, hvis man beder om den lønforhandling er, at det er ren proforma, at man tilbyder den, og ingen får noget ud af det. Det accepterer jeg, men jeg er usikker på, om der fx er mænd, der ikke godtager det svar og rent faktisk får lov at få en lønforhandling… der er meget lidt gennemsigtighed om lønningerne på min arbejdsplads. Mere gennemsigtighed tror jeg ville gøre en forskel for løngabet – det er der også forskning, der viser.

  12. Så relevant indlæg! Tak for at lægge platform til det!

    Jeg synes, vi taler alt for meget om ligestilling og alt for lidt om ligeværd (selvom vi er på vej i den rigtige retning). Feminine værdier bliver nedværdiget i ligestillingens navn, og det er en stor del af roden til problemet.

    Jeg hører så tit ligestillingsforkæmpere tale om at kvinder skal respekteres – men på maskuline præmisser: Vi skal anerkendes for vores præstationer og succes. Vi skal kunne konkurrere lige med mændene. Vi skal kunne indhente lederstillinger og prestige på linje med mændene. Og vi skal have mulighed for at gøre karriere. For gud forbyde, hvis vi sidder fast med børn om anklerne og rører i kødgryderne (sat på spidsen).

    Prestige, konkurrence, fremdrift, effektivitet, succes, forhandling og selvpromovering er allesammen maskuline værdier. Hvordan ser vi på de feminine? Som langsommelighed, omhyggelighed, kærlighed, empati, opofrelse, stilhed, omsorg, væren-i-verden, taknemmelighed osv.

    Det skal jeg sige jer: De bliver konstant nedvurderet og nedværdiget: Barsel bliver i samfundsmæssig kontekst set som en værdinedsættelse (lavere lønninger og agtelse efter barslen). Hjemmegående bliver set som dovne nassere. Børn er ‘besværlige’ karrierestoppere og skal udliciteres for at vi kan komme ud og arbejde. Sygeplejersker, pædagoger og plejepersonale bliver aflønnet langt langt lavere end deres maskuline medspillere (læger, ledere, politikere fx). Hvis du agerer feminint på en arbejdsplads, så kan du være stensikker på, at du ikke bliver værdsat. Nej, du skal stille krav, være selvhævdende og effektiv for at have værdi. Hvad er værdien af omsorg og evnen til at skabe liv og gøre det behageligt at være til?

    I mine øjne er vi nødt til at hæve værdiberettigelsen af de feminine værdier, for verden kan ikke overleve uden dem. Vi har alt for længe levet i en verden, hvor fremdrift sker på bekostning af omsorg for os selv og jorden, og se hvor vi er på vej hen med miljøet og vores psykiske helbred?

    Jeg kunne have et stort ønske om, at vi begynder at turde vælge at gå mod den maskuline strøm og skabe balance mellem det feminine og maskuline.. At vi ikke søger den værdisættelse, som samfundet påtvinger os. At vi viser vejen for, at alle mennesker har værdi, bare fordi de er til, og at man ikke vil tvinges ind i et liv, som udefra ser pissegodt ud. Så kvinder og mænd for fremtiden kan se, at værdi i livet også er andet end økonomisk og maskulin.

    1. Jeg er enig med dig Helle, hvis vi er enige om at feminine og maskuline kvaliteter er at finde hos begge køn. Lad os skabe balance og væren for begge køn

      1. Det er vi enige om. Jeg vil så også sige, at jeg ikke mener, at kønnene er ens, men at der er en overrepræsentation af feminine egenskaber hos kvinder og en overrepræsentation af maskuline hos mænd, som er styret af vores forskellige biologi og hormonproduktion. Dog med individuelle forskelle (jeg har selv mange maskuline egenskaber, selvom jeg er kvinde). Her taler jeg ud fra en bred betragtning og ikke ud fra om ALLE kvinder skal og bør have flere feminine træk. Mit ærinde er ikke at sætte folk i kasser.

        1. Jeg synes, at indlægget handler om, at alle kvinder og mænd skal have lige muligheder for at blive lige præcis det, de gerne vil. Der er ikke tale om, at kvinder skal blive til de nye mænd, men hvis en kvinde gerne vil være leder eller læge (for at blive i dine “maskuline” eksempler), så skal de/vi i mine øjne have alle muligheder for det! Og mænd skal have samme muligheder som kvinder for fx barsel og samvær med deres børn. Med til ligestilling hører i min optik også, at begge forældre har lige mulighed for at bruge tid med børnene – eller primært far, hvis han ønsker det, og mor ønsker at fokusere mere på karrieren end far. Det behøver ikke pr. definition at være kvinden, der går på deltid eller går hjemme, med mindre det er det, hun allerhelst vil.

          Ift. løn synes jeg i højere grad, at det handler om at aflønne efter graden af ansvar. Du sammenligner fx sygeplejerskers løn med lægers. Jeg synes, at læger står med et langt større ansvar for menneskeliv, som jeg synes bør aflønnes højere end sygeplejersker, som også har en vigtig rolle, men ikke mødes med det samme ansvar og krav. Men hvorfor er læger sygeplejerskers maskuline medspillere? Jeg synes, at det er den præmis, vi skal forsøge at diskutere – for hvis kvinder har lyst til at blive læger og mænd sygeplejersker, er der så noget i vores samfundsstrukturer, der forhindrer, at kvinder hhv. mænd kigger i de retninger? Og man kan vel også sige, at jo flere kvindelige ledere, politikere osv., jo mere bliver de feminine dyder potentielt fremherskende og værdsat. Men det kræver mange af de drøftelser og overvejelser, som Malou lægger op til og Cathrine så fint tager op. I det store og hele vil jeg gerne blande kortene og skubbe på, at der er mange flere mandlige sygeplejersker og pædagoger og mange flere kvindelige læger og IT-programmører – både, så vores børn har noget at spejle sig i, men også fordi, det giver et mere balanceret samfund, som jeg tror er til det bedre.

Læg en kommentar