OOTD og følelsen af NYT LIV - ROCKPAPERDRESSES
OOTD og følelsen af NYT LIV

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Det føles næsten som om, vi er på vej til et nyt liv i dag. For Eddie starter i vuggestue i dag. En langsom start vel at mærke, en dag ad gangen, og der går nok 14 dage, før vi helt synes, det kører. Men Adam var klar i vuggestue klokken 08.00, og så hyggede de i en times tid. Dvs. mit barn startede mega musset og bare hang på sin far, indtil han fik lidt mod til at undersøge lidt legetøj. Samme session i morgen og onsdag kommer Adam nok til at gå ud et øjeblik. Og dét bliver vildt.

Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville fylde så meget i mig, men det gør det. En ting er at det er begyndelsen på de næste 20-25 år med institutioner. Vuggestue, børnehave, skole, gymnasie og en uddannelse. Det er også bare et skifte i dynamikken, et skifte i menneske omkring Eddie. Han har nu en voksen i sit liv, flere voksne i sit liv, som ikke er hans primære omsorgspersoner. Og det er nogen med pædagogiske færdigheder, som også vurderer ham. Trives han? Er han glad? Fungerer han med de andre børn? Gør vi det godt nok? Det føles lidt som om, vi indtil nu bare har shufflet det der parenting og nu bliver vores anstrengelser også set på af andre. Gør vi det godt nok? Er vi tilbage til min evige præstationsangst? Både et behov for og en afstandstagen til andres vurderinger. Jeg feeder på feedback, og samtidig vil jeg egentlig bare gerne gør min ting og ikke altid lægge øre til andres (mere eller mindre) kvalificerede meninger.

nederdel KOKOON strik MANSUR GAVRIEL sko GUCCI strømpebukser SNEAKY FOX fotos MIA JØRGENSEN

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Men jeg har glædet mig til i dag. Glædet mig til lidt mere form på ugen. Glædet mig til at være en børnefamilie på en ny måde, hvor både mor og far får lidt mere overskud og Eddie bliver udfordret på andre områder, end vi giver ham.

Planen er korte dage – Adam afleverer, og jeg henter. Og så gad jeg godt have ham hjemme til en “ham og mor”-dag hver fredag – eller hveranden fredag. Men vuggestuen synes, vi lige skal lade ham vænne sig til den nye hverdag først, før vi tager fridage.

Jeg føler virkelig, det er et andet barn, vi skal aflevere i vuggestue nu end ved de ti måneder. Det føles helt rigtigt, og jeg er glad for erfaringen til næste gang. Selv om jeg også tænker, at et barn #2 er helt sin egen og måske også hurtigere klar til vuggestue, når man har en storebror, der skubber på udviklingen. Men at vide på forhånd, at det er sådan, vi gerne vil køre det – senere vuggestuestart –  så kan vi planlægge det endnu bedre i forhold til mit arbejde, Adams barsel (som i denne omgang startede ved 3,5 måneder men næste gang skal starte senere) og få en hjælpende hånd planlagt bedre.

Denne her gang gik jeg oppe i sommerhuset og fik en knude i maven ved tanke om, at han skulle starte. Han var så lille! Det var totalt med hånden for øjnene og bare kaste os ud i det. Men de her seks måneder –  de er bare gået! Det har været hårdt til tider, men da vi i januar fik Adam ned på en ugentlig fridag med Eddie, så gav det mening for mig. Det var så fedt. Eddie virker meget mere klar nu end før.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Jeg er også klar! Klar til fokus på mit arbejde –  der sker så sindssygt mange spændende ting. Både omkring bloggen, men også med bogen og en anden startup jeg går og hygger mig med. Det bliver et helt vildt spændende år i år – og nu er det forår, venner.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen FotografRockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mansur Gabriel strik, Mia Jørgensen Fotograf

8 kommentarer
    1. Hej Sara,
      Jeg synes faktisk det er lidt svært at dele, for det er så individuelt, hvad der fungerer for folk og det er så meget en kemi-sag, om man føler pædagogerne det pågældende sted. Men har fået anbefalet at kigge mod Steiner-vuggestuer og ikke spekulere så meget i, om det er en integreret vuggestue/børnehave men hellere se på om rammerne er gode. KH

  1. Kæreste du,

    Jeg VED med sikkerhed, at det, jeg nu vil påpege, blot er en lille – og måske ubevidst – detalje i dit indlæg, men for hvem denne lille detalje netop ikke bare er en detalje, men noget, der giver ubehagelig hjertebanken, håber jeg, at det er OK, at jeg alligevel kommenterer det. Det er altså, i højere grad end at være en appel til dig som person, en appel til hele vores samfund(-sdiskurs) vedrørende måden, vi taler om børn, unge og uddannelse.

    Du skriver: “En ting er at det er begyndelsen på de næste 20-25 år med institutioner. Vuggestue, børnehave, skole, gymnasie og en uddannelse”. Som nævnt er jeg næsten overbevist om, at det ikke skal forstås så bogstaveligt, men alligevel synes jeg, det er en del af den herskende diskurs nu til dags, hvor “uddannelse frem for alt”, “så længe barnet/den unge bare får en uddannelse”. Jeg vil på ingen måde negligere uddannelses værdi, men jeg HÅBER inderligt, at vi i fællesskab kan tale hinanden op til, at det vigtigste må være unge mennesker i glæde og trivsel – uddannelse eller ej. Jeg håber sådan, vi kan vise os selv og hinanden, at der heldigvis er andre veje at gå. Andre veje end uddannelse, men også andre uddannelsesveje. Det bliver i din sætning, og helt generelt, beskrevet som denne fuldstændig lineære vej fra vuggestue gennem gymnasium og til en videregående uddannelse. Tænk nu, hvis det slet ikke passer det enkelte barn, passer jeres elskede Eddie for den sags skyld. Jeg håber, at vi også kan tale det frem til at være okay. Om Eddie, eller et hvilket som helst andet barn eller ungt menneske, skulle vælge en helt anden vej. Skulle fravælge gymnasiet eller skulle fravælge uddannelse i det hele taget. Igen, jeg håber ikke, at dette opfattes som en negligering af eller angreb på uddannelse. Jeg er selv akademiker, så det ville være at skyde mig i selv i foden, hvis det var sådan ment. Det er slet ikke min hensigt. Vi har bare så forfærdeligt mange unge mennesker med seriøse psykiske problemstillinger, for hvem uddannelse og sidenhen arbejde formentlig aldrig bliver en del af deres liv – det gør dem forhåbentlig ikke mindre værd, mindre rigtige eller mindre succesfulde på “livsskalaen”, så jeg håber sådan, at vi sammen kan bruge sproget, om ikke andet, til også at omtale dem.
    Jeg stødte for ikke længe siden på en anden “influencer”, som i en lettere sarkastisk tone skrev noget ala “så længe mine børn kommer i gymnasiet/får en uddannelse (husker ikke ordret), så kan jeg være tilfreds med mig selv”. Det gjorde mig SÅ ked af det og talte fuldstændig ind i al den frygt for stempling, som jeg – som pårørende til en ELSKET lillesøster, som med nød og næppe færdiggjorde 9. klasse – men som formentlig aldrig kommer til mere end det – oplever på hendes vegne. Tænk hvilket UMENNESKELIGT pres, det ligger på forældre – særligt forældre til psykisk sårbare – hvis uddannelse forstås som det eneste kriterie for succesfulde forældre. Vores mor er endda børnepsykolog, og i henhold til ovennævnte citat, kan hun ikke være tilfreds med sig selv, fordi min søster, som i øvrigt er omsorgsfuld, hjælpsom, reflekteret og så meget andet, ikke passer ind i en samfundsstruktur, hvor uddannelse og job er lige så naturligt som at børste tænder om morgenen. Det piner mig – dog kun halvt så meget, som jeg ved, det piner hende – at vide, at hun skal forklare og forsvare sine (manglende) meritter resten af sit liv på en måde, hvor hun unægtelig kommer til at skulle udlevere hele sig, for “der må da være noget helt galt, hvis man i det mindste ikke har en ungdomsuddannelse”. Desværre ved jeg, at jeg taler på mange fleres vegne end min søsters, men disse mennesker har ofte ikke overskud eller ressourcer til selv at kæmpe den kamp, så jeg håber, at jeg kan hjælpe dem på vej. Vi er SÅ meget andet end uddannelse og job, og der sidder mange derude, der KUN er andet end uddannelse og job, fordi den – privilegerede – del af tilværelsen ikke er for dem… og det er helt okay og mere end det!

    Beklager MANGE gange længden på denne kommentar, kære Cathrine. Det er bare mit hjertebarn, og derfor er jeg – måske en af de få – der ikke bare læser sådan en sætning med al naturlighed, fordi jeg ved, at det ikke er alle vel ondt at kunne gå den lige vej (eller gå den vej overhovedet), og det håber jeg, at vi kan omfavne og hjælpe hinanden til at inkludere i vores måde at tale på. Det virker helt garanteret som en ubetydelig og åndssvag lille ting for nogen, men for andre – inklusiv min søster som dagligt kæmper for at føle sig noget værd, selvom hun hverken har uddannelse eller job, VED jeg af bitter og smertelig erfaring, at sådan en lille forskel kan betyde alverden.
    Og samtidig er jeg fuldstændig overbevist om, at du og Adam gør alt det rigtige for Eddie, så tag endelig ikke min kommentar som et angreb på jer. Det er på INGEN måde meningen. Jeg håber, at du – og folk – kan se, hvad der er intentionen og vil undlade at angribe for personligt. Det er et sårbart, men vigtigt punkt hos mig.

    Tak for en fantastisk blog og hav en dejlig dag!

    De bedste hilsner

    1. Det var da bare sådan en fin og kærlig kommentar. Tak fordi du har taget dig tid til at formulere dig så fint og rent og uden skæld ud med i stedet med følelser. Det er lige nøjagtigt sådan her, vi skal tale til og med hinanden for at blive klogere! OG jeg forstår dig! Og jeg skrev med vilje ikke videregående uddannelse, for det er ikke vigtigt. Og du har ret – uddannelse er i sig selv slet ikke en succesfaktor – heller for mig. Jeg er selv “college drop out”, og det har jeg brugt nogle år på at acceptere. Og jeg vil håbe, at Eddie endnu mere kan gå for det, der tænder hans ild og brænder i hans hjerte, end det over-jeg’et siger han bør.
      Uddannelse er slet ikke vejen til lykke og succes, men uddannelse kommer heldigvis i mange former. Om det er mesterlære, videregående eller hvad ved jeg. Jeg håber, at Eddie vil være nysgerrig på lærdom men også åben for at den findes mange steder. Ligesom jeg selv har fundet den.
      Jeg håber, din søster finder den helt rigtige retning for hende og kan slippe andres forestilling og forventning om hvilken indpakning succesen kommer i.
      Kærligste hilsner

      1. Tusind tak for dit fine, anerkendende svar <3 Jeg havde håbet, at kommentaren kunne sætte gang i lidt fælles refleksion, som det så ofte sker på dine fine indlæg med hyppig svaraktivitet. Sådan blev det desværre ikke i denne omgang, måske ramte jeg lige forkert, men om ikke andet; tak for at du tog dig tiden!

  2. Mega fine billeder!💕 Og rigtig dejligt indlæg:)💕
    Du levere sku altid varen altså!💕
    (Ikke at forvente, tænker at du hæger på de fleste af os så længe du lyster, i ‘al slags vejr’ :)💕)
    God energi herfra:)💕

Læg en kommentar