Sociale medier har aldrig været smukkere! - ROCKPAPERDRESSES
Sociale medier har aldrig været smukkere!

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Hvordan klarer I den alle sammen? Jeg synes, der sker noget nyt hele tiden i øjeblikket. Bare fra jeg skrev det her indlæg, hvor jeg egentlig også følte, det var delvist hyggeligt – det var jo også fredag, weekenden var nær – til i dag at være virkelig presset over, hvordan vi skal få lavet noget arbejde, når vi også har Eddie hjemme, og man som udgangspunkt ikke skal have bedsteforældre til at passe…

Den er simpelthen så svær. Det må I også opleve! Han forstår jo ikke, at mor ikke kan lege, hvis jeg alligevel er i rummet, og jeg har også et udgangspunkt, der hedder, at jeg helst ikke vil have, at han ser mig med en computerskærm. Det er virkelig udfordrende. Men selvfølgelig det eneste rigtige! Og vi kommer selvfølgelig igennem det. Jeg overvejer at sætte et skrivebord ud i annekset og så lave arbejdsstation der. Jeg skal bare lige have handsker og halstørklæde imens, haha! Ingen varme. Men pyt. Det er jo næsten sommer… Forår i al fald!

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Mit mindset har virkelig ændret sig de sidste to dage, ja nærmest over en dag. Fra at tænke det var fint at mødes med en enkelt ven, måske en play date, uden for, på et ikke crowdet sted, til egentlig at synes, det mest rigtige er total isolation. Ikke ses med nogen, ikke have besøg. Vi tog på en legeplads i går, og da vi kom var der kun 2-3 familier (og den var kæmpe stor). Men som klokken sneg sig op ad formiddagen, så kom der flere og flere folk. Det virker så tåbeligt. Og så trillede vi hjem. Det dur jo ikke. Men det er også svært at holde sig helt indenfor, i al fald med små børn, som ikke kan tegne og lave perleplader eller se film i et par timer… Hvis vi skal holde denne her periode så kort som muligt (og som selvstændig, rent arbejds-egoistisk, please lad det være kort), så er vi nødt til at blive inde. Holder I det ud?

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Til gengæld oplever jeg som aldrig før, at vi giver så sindssygt meget overskud til hinanden på sociale medier. Ej, men hvad pokker skulle vi gøre uden dem i disse dage? Det er så oplagt at bruge dem, når vi skal være #sammenalene. Når man ser italienere i fællessang fra balkonen, eller Martin der får mig til at grine hver dag med fede måder at være inde på (“hold din kæft”), eller Tanja der lavede virtuel fredagsbar, hvor vi skålede på story. Caroline foreslog mig i weekenden, at vi skulle lave pyjamasparty  – så jeg tog fat og inviterede ALLE med til #rockpaperpyparty på min story (og selv Khloé Kardashian så med 😉 ). Det gør mig SÅ SÅ SÅ glad. Det giver mig tro og håb, og tænk hvis det hang ved? Tænk hvis vi blev ved med at skabe så mange fællesskaber i fællesskabet, så meget sammenhold, omsorg og opløft? Det kan godt være, de har været udskældte gennem tiden, de sociale medier, men lige nu føles de som en gave til dig og mig. I hvert fald for mig!

Hvad har I fundet af små fine initativer og glædesspredere på sociale medier? Del med mig!

Pssst… Billederne er taget af MIA JØRGENSEN ude på gaden FØR lockdown og før jeg blev klippet ret kort håret…

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia JørgensenROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

18 kommentarer
  1. Vi ser forskellige live streams – indtil videre har vi lavet børneyoga på fb-siden karmabørn, og nu danser vi ballet med balletkompagniet
    Jeg deltager også i Bærebarns challange

  2. Noge biblioteker kommer også med læsechallenges, og Zetland har gjort deres nyhedspodcast tilgængelig for alle, og synes deres dækning er så god – så det hører jeg en del. Og så er vi nogle venner der overvejer brætspil via FaceTime. OG: så så vi med i din filmklub, og nyder generelt alt det du deler – TAK!

  3. Kunne ikke være mere enig i det du skriver. Dog har jeg også oplevet en anden dimension af de sociale medier de sidste par dage. Udskammelsen og nedgørelsen af de mennesker, der ikke isolerer sig fuldstændig, eller som laver fejl og ikke tænker sig helt så meget om som andre, har været for stor. Det startede med hamstringen og herefter gåtur om søerne.
    Alle, må vi formode, gør deres bedste, men vi har også forskellige forudsætninger. Vi kommer til at lave fejl, og selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden med at vi får lavet færrest mulige. Men at blive ved med at skælde hinanden ud fordi de har gået tur rundt om søerne, mødtes med en ven eller været på en tinderdate, bliver vi simpelthen nødt til at holde op med. Vi kan opfordre hinanden til at lade være, men så længe regeringen udmeldning er, at vi endnu ikke skal isolere os 100%, kan vi ikke tillade os at være politimænd overfor hvordan andre vælger og evner at efterleve retningslinjerne.

    1. Jeg er uenig med dig Katrine. Vi skal naturligvis tale pænt til hinanden, men det er så alvorligt det her, at jeg egentlig synes, at vi godt kan tillade os at tale med lidt store bogstaver i forhold til hvor problematisk det er, at retningslinjerne ikke bliver taget seriøst og overholdt af alt for mange mennesker. Du har helt ret i, at der (indtil videre det kommer snart tror jeg) ikke anbefales total isolation, men anbefalingerne går dog på at holde minimum 1-2 meters afstand til andre mennesker. Det er simpelthen umuligt, hvis man går på café eller rundt om søerne, hvor resten af brokvarterene også går rundt. Vi kan alle lave fejl selfølgelig, og vi skal selvfølgelig ikke blive ved med at slå hinanden i hovedet, hvis adfærden ændres, men den er jo ikke ændret nok. Jeg synes det er vigtigt at vi bliver ved med at råbe op og sige fra når andre mennesker helt åbenlyst udsætter andre og et helt samfund for farer. Jeg forstår godt, at det ikke er rart at blive hængt ud på de sociale medier bare fordi man har mødtes med en veninde på en solrig lørdag, men helt ærligt så har den handling potentielt øget smitten i samfundet og jo mere den øges jo flere vil dø. Det synes jeg godt vi kan tillade os at gøre opmærksom på selvom det måske er lidt hårdt sat op.

      1. Enig! Vi er folk, der kommer til at sætte helbred på spil (og vores families helbred) for at redde mennesker, der har siddet på cafe eller ved Søerne eller som er blevet smittet af nogen, der har været på cafe ved Søerne. Og der er folk, der kommer til at miste pårørende på grund af cafebesøg. Ikke ok. Det gør ondt i hjertet. Folk skal tænke 2, måske 3 gange før de handler i denne tid. Og sådan er det.

        <3

  4. Min familie bliver også inde hele tiden, da jeg har to forældre med svækkede immunsystemer. Det er hårdt – specielt når man selv er vant til en travl hverdag som gymnasieelev – men forhåbentlig er det med til at sørge for, at denne periode bliver kortere end ellers – og så hjælper det, at der er så mange fine påfund online 💛

  5. Jeg elsker initiativet til py-party! <3

    Mine studieveninder og jeg har aftalt virtuel-fredagsbar på fredag, for at fejre weekendens kommen – og som en slags motivation for faktisk at arbejde på vores specialer her i løbet af ugen. Svært, når jeg arbejder bedst på biblo – som at "tage på arbejde" – og nu sidder hjemme og bliver liiiidt for forfalden til at beholde nattøjet på hele dagen 😉

    Derudover har jeg lavet en liste med små-ting, som jeg længe gerne har ville, men ikke har prioriteret. Puslespil (julegave), øve mig på latteart (svært!!), brodere, lave fodbad og læse en god gammeldags bog. Og så en maaaaaase FaceTime, fordi jeg bor alene.

    Kram herfra

  6. Jeg er besøgsven hos en ældre dame. I dag da hjemmeplejen kom hos hende, lånte hun hendes IPhone ud, så vi kunne FaceTime. Hun forstår ikke helt hvad der sker, og tror at jeg er dødsyg siden jeg ikke kommer – så det var så fint et øjeblik🧡

  7. Vi har en lille på 1,5 år med fuld fart på. Han vågner (heldigvis) kl 5 +/- (mest – ) og så får vi morgenmad og gør os klar til en gåtur allerede kl 7. Og der er der absolut IKKE mange mennesker ude. Så legepladser og fortov er øde. Vi tager også en eftermiddagsgåtur hvis vejret er til det, men uden hold – bare gå og opleve. Vi ser ingen – som i ingen overhovedet! Vi FaceTimer i et væld: med venner (også min søns venner… så cute når de ser hinanden på skærmen) og familie og særligt bedsteforældre.
    Jeg er studerende og har tid til at være på med min søn, og min mand kan arbejde. Men har skænket fuldtidsarbejdende forældre flere tanker.

  8. Jeg synes der er så mange fine initiativer på de sociale medier, jeg har dog ikke rigtig tid til selv at deltage i dem, da jeg har en søn på to måneder, som ikke sover lange lure og jeg vil ikke sidde med min telefon, når han er vågen. Det betyder også, at jeg er på barsel og egentlig er vant til at være meget hjemme. Jeg er dog allerede ved at blive skør af det. Måske er det fordi det nu er ufrivilligt? Min mand går stadig på arbejde, men når han kommer hjem, bliver jeg hurtigt halvtræt af ham. Vores samtaler bliver lidt til en gang ingenting, da han er træt og jeg ikke har meget andet en flasker og banyudvikling at tale om. Jeg kommer ikke ud og får andre inputs (grundet coronaen). Det er nok meget klassisk barselsliv (minus coronaen)… Jeg skulle have været startet til både babysalmesang og efterfødselstræning, men begge dele er jo desværre udskudt på ubestemt tid…
    Er der nogen med idéer til hjemmebarselsliv med en dreng på to måneder? 🙏 Jeg har hentet en tumle app, det vil vi forsøge os lidt med i dag 😊

  9. Min kæreste og jeg har arrangeret fredagsbar og altanbanko i vores andelsforening. På fredag mødes alle naboerne på hver vores altan. Alle sørger for egne drikkevarer og så har min kæreste og jeg printet bankoplader og hængt dem op i opgangene, så folk kan tage dem med op. Vi råber talne op fra vores altan og i er gang med at lave en passende playliste. Vi har numre som Akon: Lonely, Medina: Ensom, Robyn: Dancing on my own og MJ: Man in the mirror. Premieren vil være gavekort til vores lille lokale café. Jeg er så stolt at vores initiativ, og håber så meget, vores naboer vil deltage🤞🏻😀

  10. Jeg er helt vild med Phillip Fabers morgensang! Det startede som en live på DR Pigekorets Facebookside, men efter dag ét blev det rykket til DR1 – hver dag kl. 9:05.
    Derudover nyder jeg at følge Melvin Kakooza på Instagram – han laver flere livevideoer i løbet af dagen, både morgengymnastik kl. 11, og konkurrencer med ægte præmier senere på dagen. Håber det fortsætter længe 🤞 (altså de hyggelige lives – ikke virus og lockdown)

Læg en kommentar