Top

Coronagraviditet, andengangsfødende – og hvad gemmer sig?

12.11.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

fotos Mia Jørgensen

Jeg nærmer mig langsomt et halvvejsmærke på denne her noget anderledes graviditet end den sidste. Anderledes pga. corona, som gør, at jeg ser betydeligt færre veninder og venner end sidst, jeg var gravid. Jeg takker nej til fødselsdage, middage og arbejdsmæssigt også til events og for mange møder. Jeg synes virkelig, det er svært, for på den ene side føler jeg mig lidt ‘åndssvag’ at være så påpasselig, men jeg minder mig selv om, at det ikke handler om mig – det handler om den lille baby i maven. For nyligt blev et nært familiemedlem, som mistede livet i sommer, ‘hyldet’ til en allehelgensgudstjeneste, og jeg ville så gerne med for at ære ham og hans forældre, som jo altså er nær familie. Og det var først nærmest på dagen, at det slog mig, at det da ikke var særlig god idé for mig. At sidde i en kirke, et lukket rum, med en masse fremmede mennesker. Det var en virkelig svær beslutning at blive hjemme synes jeg.

Der er så mange “plejer”, som jeg, til trods for at vi har bokset med corona i otte måneder nu, stadig indarbejder mentalt. Især nu jeg ægte er opmærksom – det var jeg også før, men på en eller anden måde fornyet nu… Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan reducere antallet af forskellige mennesker, jeg ser. Det samme gør Adam. Jeg er ikke mega bekymret, men jeg er opmærksom, gør hvad jeg selv kan for at beskytte mig selv. Men altså, skal man rammes, bliver man det, tænker jeg. Lyder det dumt? Men selv om man er så opmærksom og spritter og vasker og bruger mundbind, så kan det jo ske. Det kan være det ene håndtag nede i vuggestuen, at en pædagog pludselig ringer og siger, at en dernede er smittet. Det kan ske, når jeg griber håndtaget på opvaskemaskinen på kontoret eller mine nøgler i lommen, som jeg lige lånte til en kollega. Jeg gør, hvad jeg kan, og mere kan jeg ikke. Når vi nærmer os termin, så er jeg ret sikker på, at vi skruer endnu mere op.

Men kropsmæssigt er det jo også bare anderledes. Jeg er blevet større hurtigere. Jeg har haft det betydeligt dårligere og kastet op (det gjorde jeg stort set ikke første gang). Og jeg er trættere denne gang. MAND! Jeg er træt! Jeg har flere dage, hvor jeg går i seng 20.30, og der er jeg nærmest faldet i søvn siddende, før jeg får taget mig sammen til at børste tænder.

Min krop er træt fordi den er gravid, selvfølgelig, men jeg tænker også de to år med MEGET vekslende søvn spiller ind. Vi er nu oppe på otte nætter indtil videre, and counting, på to år, hvor vi har fået lov at sove fra 22-05. Det er for vildt!! Det gør så meget for mig og os. Alle tre, sådan set.

… Og nårh ja, en krop i form? Det har jeg først nu besluttet mig for at gøre noget ved. Sådan for alvor. Jo, jeg har lavet yoga, når jeg ikke har kastet op. Jeg har købt et graviditets-/HIIT-agtigt hold, som jeg stadig ømmer mig over fra i tirsdags, og i aften skal jeg af sted igen.

Jeg tænker også over, om jeg skal finde noget ny fødselsforberedelse. Måske noget for flergangsfødende? For mig var Smertefri Fødsel ikke helt værktøjet – eller måske blev jeg så overmandet under fødslen, at jeg slet ikke kunne rumme at tænke i værktøjer, hm… Har I nogle anbefalinger? Eller behøver man ikke, nu man har gjort det én gang før? (jeg er generelt fan af al slags forberedelse og meget af det).

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

Og så har jeg jo til stor forskel denne gang en fødsel i baghovedet. Jeg ved på nogle områder, hvad jeg går indtil – og alligevel ved jeg, at det med al sandsynlighed bliver helt anderledes anden gang. Lige som ingen børn er ens, er heller ingen fødsler ens.

Lige nu er min sidste fødsel mest af alt med til at give mig uro. Den har her to år efter stadig ikke fundet sin hylde (I kan læse første del af den HER). Jeg har ringet til Herlev tre gange og bedt om en efterfødselssamtale – uden en aftale i hus. Men jeg havde den dejligste jordemodersamtale for nyligt (ny kommune, ny svangeromsorgssted), og det blev faktisk taget ret alvorligt, og jeg har nu en til januar.

Jeg tror også, jeg er lidt mindre riskovillig denne gang? Ikke fordi jeg chancede noget sidst, men jeg drømte om hjemmefødsel, kastede mig ud i tre vendingsforsøg (altså, på lægernes ‘go’), klargjorde mig til en sædefødsel. Jeg synes ofte, jeg hører, at kvinder anden gang er lidt mere “det gik jo godt”-agtigt og derfor fx drømmer om en hjemmefødsel anden gang.

Jeg tror simpelthen, at min baggage spiller mig et pus. Og nu ved jeg jo hvilket vidunder, der kommer ud af det hele. Det er de helt store følelser, der er på spil. Jeg blødte en del under første fødsel, og derfor anbefaler man hverken hjemmefødsel eller de der nye fødeklinikker. Jeg skal være på en fødestue, så man har lægerne klar. Og det er jeg egentlig okay med. Men for pokker et andet udgangspunkt end første gang; der tænkte jeg meget “lavet ude, nedkommet hjemme”. Jeg havde brug for, at vi efter at have lave et barn ‘ude’, kunne bringe ham til verden hjemme. Men sådan blev det ikke. Det er jeg egentlig okay med – havde jeg ikke blødt så meget, så kunne jeg måske godt gå for en hjemmefødsel – en velvisiteret hjemmefødsel er ligeså sikker, som en hospitalsfødsel, spørger man de kloge. Men altså, sådan bliver det ikke – og det er helt cool.

Det er på så mange måder anderledes denne gang. Fysisk, mentalt. På den ene side glemmer jeg at følge med i min graviditets-app, og på den anden side er jeg næsten mere nervøs denne gang, fordi jeg ved, hvor stor en gave der venter mig. På den ene side har jeg slet ikke været til så mange tryghedsscanninger på det her tidspunkt som sidst, og på den ande side tænker jeg stadig “om alt går vel”… “Om alt går vel, bliver vi forældre til foråret”…

Det er bare anderledes! Og det er det måske også, fordi vi skal have en lille pige. Sgu. Mere om det i næste graviditets-indlæg 😉

81 kommentarer

  1. Maria siger:

    jeg ville sige Mamaprofylax eller meyermetoden.

    1. Benedikte siger:

      +1 til mamaprofylax

    2. Susie siger:

      Mamaprofylax og Tina Winther er 🙌🏻

    3. Sofie siger:

      MamaProfylax med Katja!

    4. Line siger:

      Jeg strøg direkte til kommentarerne for at skrive Mamaprofylax, Mamaprofylax, Mamaprofylax! 🙌🏼

    5. Jette siger:

      Jeg bakker helt op om Mamaprofylax. Åndssvagt godt. Jeg tog kurset både første gang og så anden gang i en genopfriskningsversion.

    6. Marie siger:

      Mamaprofylax 🙌🏻 Her loves ingen “smertefri” fødsel, men metoder til at ønske sig sin drømmefødsel og metoder til at elske den fødsel man ender med at få 💪🏻
      – jeg var tæt på akut kejsersnit og jeg ELSKEDE at føde 😅

      Og de snacks der er til forberedelserne – damn det er lækkert! 😅

    7. Katrine siger:

      Jeg er helt enig i Mamaprofylax. Det er virkelig en fødselsforberedelse, som kommer hele vejen rundt med realistiske øjne 👌

      1. Mette siger:

        KÆMPE stort tillykke!! 🥰 En af hver er ret magisk faktisk. Har aldrig haft en drøm om at opleve begge køn – men nu hvor vi lige har fået vores andet barn som er en dreng, er jeg helt oppe og køre over at vi har en af hver! 😍 Jeg tilslutter mig fuld Mamaprofylax! Vi brugte det til min første fødsel og til anden fødsel… Det er helt vildt godt! Stort tillylke igen med jeres lille pige ❤

      2. Sofie siger:

        Stemmer i her. Mamaprofylax gjorde simpelthen at min første fødsel var en drømmefødsel OG at min mand og jeg nærmest klarede 2. fødsel alene uden at panikke fordi det gik så stærkt. Det vi havde lært på det kursus bar os igennem og min mand var den sejeste og det havde vi ikke kunne uden den viden og de redskaber Mamaprofylax havde lært os. KUN roser herfra. Og virkelig mange af dem.

        1. Ida siger:

          Jeg hopper lige med på vognen her: Mamaprofylax. Plads til både gode øvelser, riiigtig meget partnerinddragelse og gode snakke om stort og småt ift. fødslen.

          1. Isja siger:

            Helt enig mht. mamaprofylax. Jeg fik to vendingsforsøg og en sædefødsel, og selvom de ikke gennemgik den slags til forberedelserne, så kunne jeg stadig bruge rigtig meget af det jeg lærte om åndedræt og visualisering.

      3. Helena Thomassen siger:

        Mamaprofylax!!

    8. Helene siger:

      Enig i mamaprofylax! Så godt.
      Jeg havde også en fødselsoplevelse, som sad i mig til 2.gang. Men jeg fik lov at tale med en fødselslæge om 2.fødsel, forventninger, skræk og krav til personalet. Det var enormt befriende, fordi noget af min skræk forsvandt der.

    9. Vibeke siger:

      Helt enig i alle de varme anbefalinger af Mamaprofylax! Brugte det til begge mine fødsler = perfekt! Og manden/partneren involveres, og det er mega fedt!

    10. Cathrine siger:

      KÆMPE skud ud til Mamaprofylax!

      Jeg elskede at føde og glæder mig til jeg skal igen en dag 🙂

      1. Mille siger:

        Jeg stemmer i koret om Mamaprofylax og Tina!
        Kæmpe anbefaling herfra! Virkelig, virkelig godt og givende!

  2. Katrine siger:

    Mindful moving kan virkelig anbefales, har selv lige afsluttet mit 2. Forløb der. Det er en dejlig kombination af fysisk træning, pulsen op og selvfølgelig lidt teori🙂

  3. Justine siger:

    Kæmpe tillykke med graviditeten. Jeg kan anbefale Meyermetoden ✨

    1. Line Brogaard siger:

      Også en klar anbefaling til Meyermetoden herfra! og stort tillykke med en lille pige ❤️ hvor er det stort! Vi har en dreng og en lillesøster – og det er vidunderligt.

    2. Ida siger:

      Jeg anbefaler også meyermetoden. Jeg fik mig en såkaldt smertefri fødsel. Som alle jo dog ikke får med meyermetoden. Men udover det, er jeg sikker på hun kan give dig en fantastisk ro i den fødsel du fik sidst, inden næste fødsel. Heidi er for vild og lærer også en at elske fødslen uanset hvordan den tager sig ud. Jeg fik så meget fødselempowerment inden fødslen at det halve kunne have været nok.

  4. Lena siger:

    Jordemodertid på Østerbro laver individuelle fødselsforberedelse for par, også for anden gangs fødende hvor da er plads til at tale den første erfaring igennem. Og mange gang tillykke 💜

    1. Pernille siger:

      Så enig! De er mega søde og dygtige 🙂

  5. Charlotte siger:

    MamaProfylax havde vi meget gavn af første gang og får det forhåbentlig også her anden gang 🙌☺️ Kæmpe held og lykke ❤️

  6. Camilla siger:

    Meyer metoden!!! Så genial og SÅ frdt (synes jeg) at manden for en større “rolle” under fødslen!

  7. Malene siger:

    Hvor er det spændende det hele. Jeg fødte hjemme anden gang. Og det var fedt. Men jeg gjorde det fordi jeg havde en god første fødsel og fordi jeg havde en fornemmelse af, hvordan min krop håndterede veer, fødsel mv. Du kan overveje at sige du overvejer hjemmefødsel – så får du en jordemoder der kender mere til det. Og så kan du altid beslutte dig. Kan dog godt forstå hvis du lytter til lægerne. Og jeres boligsituation er måske også værd at overveje (kan ikke huske din termin).

    Ift fødselsforberedelse. Jeg havde ikke noget anden gang og det var fint. Læste selv op. Og så var jordemoderkonsultationerne meget bedre anden gang, fordi man bedre kunne tale med. Så jeg ville vente med at booke noget til du har mødt til jordemoder. Hvis hun er toppen, så er hun måske “nok”.

  8. Katharina siger:

    Meyermetoden er så god. Specielt om førte fødsel var lidt dramatisk ❤

  9. Lise B siger:

    Eeeeij kæmpe tillykke søde Cathrine, hvor er det spændende. Min Karla skal være storesøster til en lille dreng til januar ❤️
    Jeg havde SÅ meget glæde af meyermetoden da jeg fødte i november ‘18! Det gav mig så meget mod på det hele! Stor anbefaling til om ikke andet at læse Heidis bog. ❤️

  10. Sophie siger:

    Tillykke med at det er en lille pige, I skal have. Dejligt med en af hver ❤️💙

  11. Mie siger:

    Vi var rigtig glade for Mamaprofylax!

  12. Trine siger:

    Jeg mindes at vores to første fødsler har mindet meget om hinanden, mht blødning og bearbejdelse af et traume efterfølgende. Jeg har nu også født nummer to (for to år siden godt nok) selve fødslen gik, til forskel fra nr 1, fantastisk, hurtigt og glat. Jeg blødte igen rigtig meget og blev som første gang opereret med det samme og skilt fra min dreng. MEN, følelsen, oplevelsen af det og det at være i tiden efter et stort blodtab, var helt anderledes. Jeg vidste hvad der ventede mig, og vidste hvad jeg ville gøre anderledes fra sidst. Det gav ro, og følelsen af en succesfuld fødsel (på trods af akut voldsom blødning) og der, landede min første fødsel. Hele bogen med fødsler endte godt og landede, også i mit hovede og min mave. Det har været fantastisk at mærke. Jeg håber at det også gå sådan for dig <3 at din anden fødsel, heler traumet fra den første 😌 og en pige !! Hjerteligt tillykke ❤️❤️

    Kh Trine

  13. Louise siger:

    Klart Meyer metoden 🥰

  14. Birgitte siger:

    En lille pige 😍 Åh, tillykke! Du gør det så godt #rockersej. Masser af kærlighed herfra.

  15. Rebecca siger:

    Jeg har været så glad for The Positive Birth Company, det er online (Corona-venlig) og man har adgang til alt materialet i et helt år og der er både videoer til den gravide og fødselspartner.

  16. Line siger:

    Stort tillykke med pigen i maven!
    Jeg har født to piger. Inden første gang gik jeg til noget meget lokalt forberedelse (vejlederen var nonne, sød og spøjs og havde lavet det i nærheden af hundrede år) og samtidigt læste jeg smertefri fødsel bogen. Jeg kunne heller ikke finde mig til rette med smertefri fødsel, da jeg først stod i det. Brugte de vejrtrækningsteknikker, som jeg havde lært på det lokale hold. Det var simpelt og nemmere for mig. Tænkte at alt ville gå fint anden gang, så havde ikke forberedt mig så godt. Bare “læst lidt op” i de papirer jeg havde hjemme. Fødslen blev noget anderledes, stadig god, men anderledes og derfor fortrød jeg meget, at jeg ikke havde brugt mere tid på at forberede mig. Det vil jeg klart vælge at gøre, hvis der bliver en tredje gang.

  17. Pernille siger:

    Jeg tror sørme vi to er næsten lige langt 😊 jeg venter også en lille pige, som bliver barn nr 2. Så ja tak til flere gravid indlæg. Vores rejse mod graviditet og næste lille baby kunne dog ikke være mere forskellige, og jeg har grædt for dig og den kamp I har været igennem. Og jeg græd da du forholdsvis hurtigt stod med en positiv test. Nu græder jeg igen, de hormoner altså… Du ser i øvrigt fantastisk ud!

  18. Signe siger:

    Kæmpe tillykke!!! Jeg kan klart anbefale Meyermetoden. Det er virkelig ikke hokus fokus. Jeg ownede virkelig de veer ved meget simpel vejrtrækning og udånding efter ve. Og fokus på alt andet i kroppen end veen. Det tog mig ingen tid at lære selv ved hjælp af kort video fra Heidi.

  19. Nina siger:

    Jeg vil også anbefale mamaprofylax med Tina🙌🏻 Og kan nikke genkendende til meget af det du skriver om at være andengangsgravid (også med en pige 😊). Er også (stadig, selvom jeg er over halvvejs) super dårlig hver morgen, føler mig meget mere kropsligt besværet end sidst og er suuuuper træt – tror klart også det skyldes generel søvnmangel de sidste snart tre år😂 Så jeg vil også glæde mig til flere graviditetsindlæg her på bloggen ❤️

  20. Bitten siger:

    Meyermetoden – find hende evt her på insta

  21. Caroline siger:

    Jeg har hørt SÅ mange gode ting om hypnobirthing – et engelsk koncept, tror jeg. Jeg har fået anbefalet teknikerne til mange forskellige situationer i livet. Og så er Mamapower på Instagram en glimrende firma, der arbejder både med doula-jobs og efterfødselspakker.

  22. Amalie siger:

    Jeg gik hos APA og var vildt glad for det, lidt træning, en masse snak med andre kommende mødre, rigtig meget plads til den individuelle fødsel, og ingen “kunstige løfter” som smertefri fødsel var lidt for mig – altså man VED jo det ikke bliver smertefrit 😉
    Vi tog enormt meget udgangspunkt i de værktøjer vi kom med hver især, om det var yoga, svømning eller løb rent fysisk og hvilke mentale styrker og svagheder vi hver især har. Derudover har jeg fået nogle veninder for livet igennem det forløb fordi vi lærte hinanden at kende inden vi fik børn, og så forsatte på efterfødselsholdet sammen også ❤️ Det var rigtig trygt og rart ikke at skulle lære nogle helt nye at kende.

    1. Frederikke siger:

      Jeg stemmer så meget I, Amalie! De er så dygtige hos APA, både fagligt og menneskeligt. Noget, jeg f.eks. har tænkt rigtig meget over, da jeg stod med et mislykket ammeforløb, var, at vores holdleder konsekvent havde talt om at “give baby mad” frem for at “amme” – det fik så stor betydning for mig, at de havde tænkt over, hvordan små sproglige vendinger kan gøre en forskel for, om man føler sig som en kompetent mor eller ej. Og så jeg indtryk af, at de samarbejdede tæt med jordemødrene fra Riget, så de kunne målrette deres undervisning på bedst mulige måde til den forestående fødselsoplevelse.

      Jeg gik også både til før-fødselshold og så fortsatte holdet, da vi alle havde født – og de er ligeledes blevet veninder for livet. Jeg har set dem meget mere end min mødregruppe. Vi var nærmest soldaterkammerater, da vi mødtes efter fødslerne 🙂

      1. Charlotte siger:

        Jeg var så glad for APA første gang. Især alle de gode vejrtrækningsøvelser og snakke om relevante emner med andre kommende mødre. Jeg har tilmeldt mig APA for flergangsfødende denne gang og tænker at man især snakker om dét at skulle gøre sine børn til storesøskende. Og selvfølgelig en masse snak og forberedelse til fødslen. Det glæder jeg mig meget til at starte på her til december.

      2. Amalie siger:

        Totalt genkendelse til soldaterkammerat følelsen, som om man havde delt noget helt særligt sammen!

    2. Ane siger:

      Kan også varmt anbefale APA. Både deres før- og efterfødselshold. Det er dejlig rolig omgivelser (og de tager masser af Corona hensyn) hvor man kan tale med andre i samme situation og med vejledning fra de fantastiske instruktører.

      1. Lis siger:

        Stort tillykke 💘
        Jeg er så enig! APA er fantastisk, og deres undervisere så kompetente. De har en helt vidunderlig holistisk og rummelig tilgang til hele forløbet, og forstår en skabe et helt specielt rum ❤️
        Som flere af de andre gik jeg også både før og efter med mit første barn, og har netop tilmeldt mig et hold for andengangsfødende her til Jan! Min største anbefaling.

        1. Thit siger:

          Jeg stemmer 1000 % i her. APA er et fantastisk sted – intet mindre! Ingen løfter om smertefrie fødsler, men en naturlig og professionel tilgang til det at skulle føde. Der er både hold for dem, der ønsker at have en kæreste/fødselspartner med, men også hold for dem, der foretrækker at komme alene. Endvidere er fællesskabet på APA helt unikt! En stor og fantastisk mødregruppe!

  23. Katrine siger:

    Tillykke ❤️ meyermetoden kan virkelig anbefales også som heling af sidste fødsel 🙏🏼

  24. Nina siger:

    At lytte til Cana Buttenscøns ‘40 ting du skal vide om din fødsel’ som lydbog, var alt, hvad jeg havde brug for 2. Gang!

  25. Caroline siger:

    Åhh, hvor kan jeg nikke til dit indlæg! Jeg er i dag gået ind i 3. trimester – og jeg tænker også stadig “om alt går vel”, selv om jeg jo mærker liv hele tiden. Det er bare svært at tro på – særligt når man har kæmpet for graviditeten (det virker næsten unfair at skrive over for dem med “rigtig” fertilitetsbehandling i bagagen – men det tog altså 2½ år at få sneglet os i gang med behandling og så var der heldigvis bid i første fertilitetsforsøg). Jeg har virkelig også svært ved at balancere, hvor meget man skal blive hjemme og passe på, og hvor meget man skal gå ud. Men i det mindste er der ikke så meget FOMO denne gang, for der er alligevel ikke så meget at gå glip af!

    I øvrigt – jeg har fået masser af søvn de sidste to år, men jeg er altså stadig helt færdig. Jeg sover helst absolut senest kl. 22 – helst 21 – og i dag er jeg helt flad på trods af 9 timers søvn. Det er åbenbart bare hårdere anden gang. Eller også er det de der piger, der gør det – vi venter nemlig også en pige denne gang. 🙂

  26. Mathilde siger:

    Meyermetoden! Hun går så meget mere i dybden med den psykiske del af fødslen (og graviditeten for den sags skyld) og giver gode redskaber til at tro på sin krop og også forstå den meget bedre. Det var helt terapeutisk for mig at læse hendes bog, nu hvor jeg havde min tidligere fødsel i baggagen. Og så er det nogle fantastiske øvelser, hvor partneren virkelig kommer i spil. Det giver også dem en fed fødselsoplevelse! 💪🏼
    Og stort tillykke med jeres lille pige ❤️

  27. Charlotte siger:

    Jeg vil virkelig anbefale Mamaprofylax. Min første fødsel var ekstrem voldsom da jeg fødte for tidligt og mistede mine tvillingepiger. Så min anden graviditet var ubeskrivelig hård. Min mand og jeg bookede privat fødselsdforb. hos Mamaprofylax hvor vi talte første fødsel igennem og forberedte os på den kommende. Det var så godt og jeg fik en god fødsel anden gang, hvor jeg følte mig rigtig godt forberedt med en masse værktøjer at tage fat i. Og Tina derinde er genial!

  28. Katrine siger:

    Bogen “10cm” af Signe hasseris, det er mamaprofylax ! Simpelthen bare genial. Jeg stod også af på “smertefri fødsel”, men det her er bare skide godt også for din mand. Min mand læste også bogen inden og vi forberedte os godt med øvelserne. Kan kun give de bedste anbefalinger.
    Kh Katrine
    Ps. Utrolig smuk mave, du bærer rundt på. Dejlige billeder !

  29. Stine siger:

    Meyermetoden, som er blevet nævnt før. Her kan Adam også komme lidt mere i aktion under fødslen og afhjælpe smerten under veerne. Og Heidi bag får min varmeste anbefaling. Som andengangs valgte jeg også at forberede mig (igen) – og det gav en endnu bedre fødsel end den første. Og tillykke med, at I ender med en af hver 💙❤️

  30. Betina siger:

    Yeah, en lille Rockpaperdresses-pige 🙌❤️
    Fødselsforberedelse er også vigtig anden gang, især hvis det går hurtigt, så er det godt at have redskaber til at kunne holde fokus. Jeg havde vildt god gavn af Mamaprofylax og mange jordemødre på hospitalerne kender faktisk metoden og kan støtte dig i den. Du kan endda være så heldig at få en instruktør ud! De kører med hvertrækning i tre tempi, som giver ret god mening, når man er i det og så går de meget op i stillinger og øvelser, som giver det bedste udgangspunkt for babys rejse ned i bækkenet.

  31. Anne siger:

    Kæmpe tillykke Cathrine ☺️
    Kan se at mange er virkelig glade for mamaprofalax- det er åbenbart hipt og godt🙏 Men ellers vil jeg også bare slå et slag for gode APA- det ligger jo på Østerbro og er virkelig et sted, hvor alt er nede på jorden, undervisere er super dygtige, rolige og erfarne (særligt kan jeg anbefale Else)- og som en anden skriver en god kombi af fødselsforberedelse med sin partner, bevægelse til kroppen og et rum at dele tanker med. Og så kan man fortsætte på et efterfødselshold, hvor man mødes i den samme gruppe- der er boget magisk ved at have været gravide sammen og så mødes 8 uger efter sidste gang og så alle de fine babyer der er kommet til verden og dele sin fødsel og alle de nye ting som trænger sig på. Og så kan du vælge et hold som er for 2. Gangsfødende, så alle de andre på holdet også har et barn… for 2. Gang fylder første barn og dets reaktioner jo næsten lige så meget som den lille ny som er på vej… alle de nye dilemmaer. Jeg kan huske Else spurgte mig- ‘hvad så når I kommer hjem fra fødslen og Agnes (min datter) skal møde sin lillebror for første gang, skal det så kun være jer eller skal den som har passet hende (mormor) også være der?’ Det havde vi slet ikke tænkt på- at det for os, faktisk var vigtigt, at lige det øjeblik kun var vores. Det var jo meget godt at blive bevidst om☺️

    1. Thit siger:

      Else fra APA er fantastisk! Det er Gitte også!

  32. Ann V siger:

    Kæmpe tillykke 🥳 Og en stor anbefaling af APA herfra også. Både deres gravidyoga og fødselsforberedelse. Mega dygtige afspændingspædagoger. Helt nede på jorden. Og vist lige i nærheden af jeres hjem pr

  33. Cecilie siger:

    Tillykke med graviditeten! 😊 Jeg gik til fødselsforberedelse ved apa her forud for min første fødsel. Jeg gik online, fordi corona lukkede alt ned lige som jeg skulle til at i gang. Og det fungerede sgu godt! APA har også hold specifikt til andengangsfødende. Vist både online og med fremmøde for tiden. Det er dejligt udogmatisk og meget med udgangspunkt i dig og den måde du smertehåndtere. Så kæmpe anbefaling herfra.

  34. Stort tillykke!
    Jeg kan ikke smutte forbi uden at anbefale jordemoder Kristine Wellendorf ( http://www.kristinewellendorf.com/), der arbejder for at tage det bedste fra alle metoder (hun arbejder både på hospitaler og i egen klinik, og er dygtig til rebozo!)
    Hin har det erklærede formål at du skal være i centrum til DIN fødsel, og så laver hun også onlineundervisning, hvor man deltager som par. Bare et tip 😉
    Tillykke igen

  35. Kathrine siger:

    Jeg fødte med Signe Hasseriis på Hvidovre i 2012, inden Mamaprofylax blev en ting (tror jeg). Men det var min første fødsel af 3 og hun var helt fantastisk! Så jeg kan kun forestille mig at det kursus hun står bag er mindst lige så godt.

    1. Malene siger:

      Kan man godt være misundelig på det? Jeg havde Signe som jordemoder til konsultationerne, men hun var desværre ikke på vagt, da jeg gik i fødsel.
      @Catrine – hvis hun afholder kurser vil jeg virkelig anbefale hende!

  36. Agnethe siger:

    Stort tillykke, hvor er det bare spændende 😍 Af fødselsforberedelse vil jeg varmt anbefale Mindful Moving. Underviseren Pia i Vanløse er så hjertevarm og rummer så meget viden, som hun deler ud af i et meget trygt forum, hvor hun viser en oprigtig interesse for hver enkelt gravid. Hendes undervisning er en blanding af håndgribelig viden, fysisk træning og træning i at lytte til sig selv. Vi trænede dyb og rolig vejrtrækning til veerne, og det gav så god mening for mig at arbejde “med” kroppen. Og – måske vigtigst af alt – gik jeg fra at frygte fødslen til ligefrem at glæde mig til den <3

  37. Amalie F. W. siger:

    Kæmpe stort tillykke med graviditeten, og med den lille pige der gemmer sig derinde 🙂
    Jeg kan klart anbefale Mindful moving, der både giver lidt motion, men man snakker også alle ens tanker igennem i en gruppe med kvinder, der står med det samme som en selv. Og så er der selvfølgelig alt det praktiske fødselsforberedelse, og hvordan man kan gribe tingene an og arbejde med ens krop under veer og sådan. Jeg var rigtig glad for det, da jeg ventede min første. Tog faktisk ikke noget forberedelse da jeg ventede nummer to, følte at det kunne jeg godt finde frem igen fra første gang, plus jeg havde en fornemmelse af, hvad jeg gik ind til. Min første fødsel var ikke nem, og sidder også stadig i mig, men nogle gode snakke med jordemoderen hjalp mig meget, og min ønskeliste til fødslen hjalp mig også, da de så vidste min baggrund på hospitalet, når vi kom ind. Det gik heldigvis godt anden gang. Sender positive tanker i jeres retning for at det kommer til at gå godt 🙂 <3

  38. Tina siger:

    Stort tillykke med en lille pige 🙂
    Og sikke gode livsglade billeder 🙂
    Jeg forstår godt du passer på i din graviditet i disse coronatider.
    Knus og god ventetid 🙂

  39. Mikala siger:

    Tillykke ❤️❤️❤️❤️

  40. Mette siger:

    Hej Cathrine, vil bare lige sige, at det kan være helt “healende” at gennemgå en fødsel 2. gang. Sådan var det i hvert fald for mig. Ikke færre smerter eller lign – men bare visheden omkring smerterne “hjælper”. Derudover kan jeg kun give min allervarmeste anbefaling til Bodil som under viser i gravidyoga: https://www.yogamudra.dk/Gravid
    Læs evt. hendes anbefalinger, som også er på siden der. Hun er et fantastisk menneske. Hvis jeg nogensinde skal bruge en doula ville jeg også vælge hende – hun har så meget erfaring, empati og føling med gravide <3

  41. Karen siger:

    Meyermetoden betød en helt anderledes fantastisk fødsel for mig her 3. Gang.
    Min partner fik lov at spille en meget større rolle og jeg havde intet behov for smertestillende. Selvom det selv stadig gjorde hammer ondt 😉.
    Kæmpe anbefaling af meyermetoden!

  42. kaja siger:

    En pige … kæmpe tillykke 🙂 Her kan jeg anbefale et kig på You tube med vejrtrækningsøvelser et par dage inden termin anden gang 😉 Man husker hurtigt det hele når man er igang igen 😉 You got this…

  43. Mia siger:

    Tillykke med den lille pige der gemmer sig i din smukke mave 😍🥰 jeg var glad for lige at læse op på Meyer-metoden her anden gang. Både hendes bog og via hendes insta ☺️

  44. Christina siger:

    Hvor er din fine trøje fra?

  45. Marianne siger:

    Jeg fødte mit andet barn (datter) her i sommers og har i forvejen en søn på Eddies alder, så jeg oplevede også selv hvor anderledes graviditet nr. 2 er. Der er bare ikke tid til navlepilleri som første gang – så det skinnede også igennem ift fødselsforberedelse. Jeg brugte Smertefri fødsel første gang – og her anden gang læste jeg bare bogen igen, øvede et par uger i vejrtrækning og afspænding. Og det var så det😅 – til trods for at jeg faktisk frygtede fødslen mere 2. gang end 1. gang – for jeg vidste jo hvad jeg skulle igennem! MEN, 2. gang gik SÅ meget nemmere. Jeg var så heldig at have et strømapparat (TENS) der gav lindring i lænden under hele udvidelsen OG i bilen på vej til hospitalet. Det kan VIRKELIG anbefales. Alt i alt tog det hele 6 timer. 5 timer hjemme på sofaen i fosterstilling med strøm, vejrtrækning og afspænding – og 1 time på hospitalet. Bum, så var det overstået. Rigtig meget held og lykke – og Overvej strøm(TENS), det er nemt, ufarligt og virkede godt for mig.

  46. Tina siger:

    Et stort tillykke til du og din fantastiske blog 🙂
    Jeg husker da du startede op, tiden er fløjet, men dine ord gør altid indtryk, tak 🙂

  47. Anna siger:

    Mamaprofylax, klart! Der er også meget fokus på mandens deltagelse i fødslen (faktisk rigtig meget). Det gjorde, at min mand virkelig var en vigtig person, der vidste, hvad han skulle og kunne guide mig, når jeg havde brug for det. Efterfølgende sagde jordemoderen, at det havde hjulpet meget, at vi begge vidste så meget om, hvad det handlede om.

    Tina fra Mamaprofylax er også selv jordemoder p Hvidovre (mener jeg, det er).

  48. Camilla siger:

    Kæmpe tillykke – det er fantastisk med én af hver✌️
    Jeg havde også en ret hård, langstrakt og voldsom første fødsel, som endte med cup-forløsning. Men havde en rigtig god efterfødsels-samtale med min jordmoder på Herlev – og det hjalp rigtig meget! Satte tingene på plads indeni mig – faktisk så meget på plads, at jeg fødte hjemme anden gang! Held og lykke med samtalen til januar – og med det lille nye liv❤️❤️

  49. Cecilie siger:

    Kan klart anbefale Heidi Meyer! Jeg var heller ikke til smertefri fødsel. Vi havde et privat forløb hos Heidi. Det var fantastisk!

  50. Maria Eli siger:

    Stort tillykke med graviditeten kære Cathrine, hvor er det dejligt for jer. Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen 🤍 Har i overvejet en doula eller fødselshjælper som ekstra støtte gennem graviditeten, fødslen og efter fødslen?

  51. Anne siger:

    Stort tillykke med graviditeten. Jeg er gravid med vores første barn og har lige haft corona i tre uger. Det har været rigtig hårdt, især også psykisk da jeg har skulle være helt isoleret i hele perioden. Derfor forstår jeg godt du gør alt du kan for at undgå at blive smittet.
    Jeg ser frem til flere graviditets indlæg. 🌸🌸

  52. Nikkie siger:

    Apa har hold for flergangsfødende og er virkelig et rart sted at komme, og så kan man automatisk tilmelde sig et efterfødselshold med de samme mødre og det bliver på en eller anden måde en ekstra Mødergruppe. Det er træning kombineret med fødselsforberedelse, så kroppen også har det allerbedste udgangspunkt. Samtidig er der sat tid af til at dele tanker og bekymringer i slutningen og det er så fint er rum 😊

  53. Frederikke siger:

    Jeg fornemmer en overvægt af anbefalinger til især et par fødselsforberedelseskurser, så jeg vil lige smide et helt andet synspunkt i puljen. Jeg endte med slet ingen fødselsforberedelse at få, da jeg fødte min søn. Det var ikke en såkaldt drømmefødsel – vandet gik, jeg skulle sættes i gang med piller og endte i véstorm fuld hammer derudaf. Hurtigt og egentlig ret voldsomt. Så ikke en af de der drømmefødsel, men det var sådan det var. Jeg gik ind til det med totalt åbent sind, en smule naiv, men med troen på, at det her kunne jeg klare. Og det kunne jeg. Med hjælp fra min jordemoder, en jordemoderstuderende og min mand. Det var fødslen af vores søn Svend, og den kunne/skulle ikke have været anderledes. Jeg tror, at for megen forberedelse kan bidrage til en forventningsopbygning, der ikke nødvendigvis er god for os. Du er mega sej og har været igennem hell and back allerede, din krop kan! Du kan! Og når du ikke kan, så kan alle dem omkring dig, som elsker dig (eller som er på arbejde). Og så kan du igen!
    Jeg siger ikke, at forberedelse ikke er en god ide, kun at der bare er nogen gange sker ting, som man ikke kan forberede sig på – det kan du godt forberede dig på.

  54. Mette siger:

    Jeg gik til gravidyoga hos Laila Thorsheim ved yogakompagniet i min 2. Graviditet og det var lige alt det jeg havde brug for – også fødselsforberedelses-wise. Laila er kæmpedygtig og vidende og den vejrtrækningsteknik jeg lærte, hjalp mig så meget bedre end den jeg lærte under fødselsforberedelsen i min 1. Graviditet (da gik jeg ved APA).

Send en besked