Top

Coronakuller: Splittede menneske

13.04.2020
Skabt af Cathrine

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Corona kuller
Jeg føler mig utålmodighed, længselsfuld. Tom, frustreret, rolig. Lykkelig. Irritabel. Træt. Tilfreds. Nogen gange på samme tid og andre gange på hinanden følgende. Hvor længe er det, vi har været isoleret? Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror mere end en måned. Kan en med en videregående uddannelse fortælle os, hvilke processer det er, vi går igennem, når alt er alt andet, end det vi kender? Kan det sammenlignes lidt med sorgproces, når vi har sagt farvel så brat til hverdagen? Benægtelse. Vrede. Forhandling. Depression. Accept. I så fald tror jeg, jeg er under forhandling. Og kan nogen så fortælle os, hvor vi ender på den anden side af dem? Bare så jeg ved, hvad jeg kan forvente. Udover accept.
Er I også splittede væsener lige nu? Jeg synes hele tiden, jeg trækkes i, presses på. Af mig selv. Af håb, længsel og lyst. Nogen gange tænker jeg, at det her, breaket fra alt det, jeg kender, er en velforklædt velsignelse. En mulighed for at gøre anderledes, gøre bedre, mærke efter. Andre gange mærker jeg det hele og nogen gange ved jeg ikke, hvad jeg skal mærke.

billeder taget af Mia Jørgensen, billedet herunder er et fraklip fra en kampagne for H&M’s Conscious Exclusive-kampagne, så noterer lige ‘reklame’

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Corona kuller
Jeg længes efter at fordybe mig i mit arbejde, skrive på min bog. Den følelse af at være on a roll, hvor ordene spytter ud af mine fingre, ned igennem tastaturet og op på skærmen. Hvor jeg føler mig god til mit arbejde og lidt lettere, som ordene forlader mit hoved, før det igen fyldes på ny…
Samtidig har jeg ikke lyst til at sende Eddie i vuggestue lige nu, for jeg tør jo knapt gå ud og handle. Skal jeg så sende ham af sted som spydspids?
¨Jeg kan slet ikke overskue, at vi skal igang igen i morgen. Påskeferien har slet ikke været lang nok. Har vi kysset nok? Set nok film? Gået nok ture? Har vi nået bare at være, nok?
Samtidig glæder jeg mig også til lidt rutine. Til en hverdag. Vi har fået en hverdag ud af det, ikke? Noget der ligner.
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Corona kuller
Jeg går og føler mig stolt. Stolt over Eddie som tager kvantespring lige nu – han tusser rolig og tryg rundt i haven alene. Han taler mere og mere. “Op…”, “mer’…”, “hov!”
Og samtidig gør det lidt ondt at hans bedsteforældre ikke er tæt på og ser ham, ser alt det der sker med ham. Det sker lige nul og her.
Jeg savner byen, en gåtur med veninder – også bare på afstand. At se nogen mennesker, der holder af mig, og som jeg holder af. Uden en fedtet iPhoneskærmen imellem os.
Samtidigt får jeg det næsten klaustrofobisk ved tanken om at skulle ind og bo i vores lejlighed og kun kunne være nede i køkkenet. Og  ved tanken om, at der er mennesker overfor os, ved siden af os og bag os.
Jeg har lyst til at købe en lejlighed NU, så jeg finder ro i, hvor vi er om to måneder. Det udfordrer min tålmodighed big time, at vi nærmer os flyttedato og ikke er klogere. Kan vi ikke bare finde et sted? Bare holde hånden for hinandens øjne og vælge? Vi troede lige, vi havde lejligheden – turns out, Frida blev afvist af bestyrelsen…
Samtidig er jeg nervøs for at købe for dyrt, købe noget, der ikke er helt rigtigt, fordi det vi rigtig gerne vil have er dyrt.  Jeg vil gerne gå på kompromis, og jeg tror, vi har fundet det rigtige, men hvem kan lige bekræfte os?
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Corona kuller
Jeg savner min mor, min far, min søster, mine niecer, min farmor, Eddies farmor. Jeg savner mine bedste veninder, jeg savner mine kolleger, jeg savner mine kontorfæller.
Og samtidig tænker jeg, det er bedst, de holder sig væk, eller jeg holder mig væk. Det føles i øvrigt som noget af det mest voksne, jeg har gjort – at afholde mig fra alle dem og alt det, jeg holder allermest af, som nærer min krop, mit hjerte, mit hoved.
Jeg savner at gå ned på min yndlingskaffebar og ønske godmorgen og drikke en god kop kaffe, mens jeg lytter til jazzen i højtalerne. Jeg ville sætte mig i vinduet på en af højstolene, den med det brede sæde, så jeg kunne rigtig kunne sidde der længe og kigge ud på gaden, hvor postmanden, lastbilen med varer og mænd i jakkesæt cykler forbi. Meget længere end min kaffe varer, indtil jeg får lidt dårlig samvittighed over at være bænkvarmer og køber en kaffe til.
Samtidig indstiller jeg mig på, at der gå lang tid. Rigtig lang tid, før vores hverdag ligner sig selv igen. Mon den kommer igen?
Spørger jeg nogen dage.
Andre dage sætter jeg kryds i kalenderen.
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Corona kuller

18 kommentarer

  1. Ditte siger:

    Hvor er det fint skrevet! Og meget præcist sådan som jeg også har det.
    Jeg savner noget afklaring. Både i stor og i lille skala. Hvornår må vi ses med vores kære, hvordan kommer det til at gå i vuggestuen, hvor skal vi bo – og hvornår, hvornår forsvinder knugende fornemmelse i maven? De sidste 5 uger har været både en prøvelse og en velsignelse og nogle af de ting, jeg har lært dem seneste tid, skal helt sikkert fortsætte på den anden side. Men lige nu savner jeg hverdagen.

    1. Cathrine siger:

      Jeg er så meget med dig Ditte, især om behovet for afklaring, selv om jeg godt ved, at vi alle sammen er i det samtidigt, og bevæger os fremad sammen. Lige prøvende og uafklarede. Alt er at prøve sig frem. Men gid nogen kunne sige: DENNE her dato, så må I kramme jeres nære. KH

  2. Caroline siger:

    Jeg kan godt forstå, hvordan du har det. Sådan har jeg det også. Den ene halve time nyder jeg tiden, roen, friheden. Tid til fordybelse – jeg bager, strikker, syer, bygger. Den anden halve time er jeg krøllet sammen i fosterstilling. Savner min kæreste, der er i NYC. Vi kan ikke se hinanden, for grænserne er lukkede. Hvornår mon vi må se hinanden igen? Den bog jeg skulle udgive lige nu er aflyst, og det er min bogreception også. Vi er alle ramt. Det er så mærkeligt det hele.

  3. S siger:

    Tak for det her skriv, Cathrine. Det havde jeg brug for, for jeg er lige så splittet som dig. Nogen dag helt fuld af optimisme og faktisk lidt taknemmelig over pausen, som det giver, og andre dage helt handlingslammet og utålmodig for at vende tilbage til hverdagen. Som jeg også sådan savner afklaring på – både i forhold til hele verdens situation, men også som kommende nyuddannet.
    Tak for at sætte ord på alle følelserne, så vi ikke føler os alene <3
    Kram til dig og jeg håber, at I snart lander den rigtige lejlighed.

  4. C siger:

    Jeg føler mig på en måde meget heldig over, at jeg kun havde fundet et vikarjob, siden jeg afsluttede studiet i september 19. Så for mig har der ikke været en økonomi, jeg skulle bekymre mig om, da de supplerende dagpenge på dimittendsats bare er byttet ud med ren dimittendsats. Jo jo, jeg mangler da et par 1.000, da en hvilken som helst timeløn er højere end min dagpengesats. Men jeg kan godt undvære. Jeg går ikke i minus.
    Jeg har en følelse af, at mit liv er gået lidt i stå nu. At alting er på pause. Jeg venter, gør ekstra rent herhjemme, får ordnet terrassen meget oftere, end hvad jeg ellers ville have gjort, også venter jeg lidt mere. Det er ensomt. Alle jeg kender og elsker er gået i isolation. Så ingen kram og ingen nærhed. Det er hårdt. Men det er bare sådan, det er lige nu.

  5. Jeg er også ligedele bundfrustreret og håbløst opgivende, og det næste øjeblik i helt fint humør, taknemmelig og fortrøstningsfuld. Det er så skørt med evig karuseltur her i limboland😅
    Er nu også sikker på, at langt de fleste har det sådan – jeg både ser og hører hvertfald akkurat det samme fra folk omkring mig og på de sociale medier. Og det er mennesker i alle aldre, samfundslag og som lever på forskellige måder og under forskellige vilkår, der virker lidt rundt på gulvet. Så ja, corona kan øjensynligt gøre enhver til en humørsyg teenager, på den omskiftelige måde 😄 De fleste priviligerede mennesker, der normalvis lever relativt ubekymrede og med mange frie valgmuligheder i hverdagen, er sgu bare ikke god til uvidenhed og at være uden nogen form for kontrol – jeg melder mig hvertfald som værende semi-sindssyg, periodevis pt 😆.

  6. Laura siger:

    Jeg har det på helt den samme måde <3 Jeg skriver speciale og har godt nok været demotiveret som aldrig før den seneste måneds tid. I dag kom jeg så endelig lidt op i gear og fik skrevet tre sider. Det var en lille sejr, og jeg forsøger at rose mig selv for de små sejre i den her tid, hvor jeg hurtigt kommer til at slå mig selv oveni hovedet.
    Kh
    Laura

  7. Maria siger:

    Savnet af venner og familie er svært, der er heldigt at vi er midt oppe i det smukkeste forår. Når det føles svært kan man gå ud og høre fuglene og dufte blomsterne. Men det må meget gerne snart være overstået!

  8. Lise-Lotte siger:

    Jeg savner at kramme. Har ingen hverdag lige nu, da jeg er på barsel med en fire uger gammel baby. Føler mig til gengæld voldsomt snydt for min barsel – vi må ikke have besøg (er dog begyndt at åbne lidt op for nærmeste familie efter alle forholdsregler, andet kan vi ikke byde os selv efter så længe, så bliver vi bims), jeg kan ikke komme i mødregruppe og kaffen kan kun fås to-go lige nu. Håber virkelig at jeg kan nå at have “rigtig” barsel med mødregruppe og babyrytmik inden min søn bliver alt for gammel. Håber!

  9. Julie siger:

    Her bølger humøret også. For egentlig synes jeg, det er skønt med et break. Tid med min datter på knap 2, tid med min mand, fri fra job (er hjemsendt med løn) og tid i vores hus og have.
    Men jeg er også bange, ked af det og træt. Bange for det ukendte og uvisheden om, hvornår hverdagen bliver mere normal. Hvornår kan jeg sende min datter i vuggestue uden at være bekymret (hun er meldt fri hele april ind til videre), og invitere min familie ind i mit hjem. Ked af det når min datter render rundt på stuegulvet og leger at hun svømmer. Hun savner det så frygteligt, og jeg kan ikke engang tage hende til en svømmehal. Og træt! Åh så træt! Er gravid i 23. uge, og at gå fra et kontorjob med deltidssygemelding til at være fuldtids hjemme med en krudtugle på knap 2. Og samtidig havde alverdens ønsker til gøremål i hjemmet. Min krop kan ikke, hvad min hjerne ønsker, og det dræner.
    Beklager den lange, nok lidt ligegyldige for andre, kommentar, men det hjalp at få det ned på skrift 🙂
    Jeg håber for jer, at I snart finder en løsning på bolig situationen.

  10. F siger:

    Det er helt rart at kunne spejle sine følelser i andres, så man ikke går og føler man er den eneste i hele verden, der rummer tusinde følelser lige nu, og som i øvrigt skifter konstant!
    Jeg er sygeplejerske (ny, vel at mærke) og gravid i 21.uge. Jeg har selv valgt ikke at gå på arbejde lige nu, fordi jeg ikke tør risikere mit barn noget, samtidig er jeg så splittet og føler jeg burde og godt kunne. Men hvordan kan man tage en beslutning på et grundlag der er så usikkert? “Vi ved endnu ikke om det kan skade fosteret, men vi tror det ikke”: Dét er bare ikke sikkert nok for mig og ville gøre mig utryg i alt mit arbejde, hvilket jo heller ikke er holdbart som sygeplejerske. Alligevel har jeg konstant dårlig samvittighed over at blive hjemme og føle at jeg ‘pjækker’, men øver mig i at se det som ‘ekstra-før-barsel’, og det lykkedes sommetider, og sommetider slet ikke. Jeg ville gerne kunne dele glæden og maven med andre end min mand, så jeg kan lige føle hvordan det må være, at i ikke kan dele lille Eddies liv med jeres nærmeste. Som noget nyt, er jeg begyndt at nedskrive 3-5 positive og gode ting hver morgen når jeg står op, for at fokusere på dét frem for alle de bekymringer og tanker der så let får lov at fylde, og huske at alt det her har en ende <3

  11. M siger:

    Fint skriv ❤️ Må jeg spørge, hvad du mener med spydspis ift at blive sendt i institution? Er det smittefaren, du er nervøs for? Den ændrede hverdag? Kh

    1. M siger:

      Spydspids 😅

    2. Cathrine siger:

      Hehe, jeg tænker at lade Eddie går forrest ud i verden, når vi knapt tør gå ud og købe ind. Men mine følelser ændrer sig dag for dag, for som resten af landet synes at skulle til at åbent lidt mere op, så bliver vi måske også mere afslappede herhjemme 🙂 KH

      1. m siger:

        Men er du reelt bange for, at han skal blive smittet? Eller er det at han skal blive smittet og så smitte videre ind i jeres familie? Er det fordi du ikke stoler på SST? At du er bange for, at det alligevel er farligt for små børn? Jeg spørger oprigtigt – og i det spørgsmål ligger også, hvad du tænker ift. at give det udtryk ud til så stor en læserskare. Jeg oplever lige nu, at mange blogplatforme giver udtryk for frygt omkring at sende børn afsted – hvor frygten er bundet op på følelser, og hvor man ikke ikke forholder sig til fakta. Jeg er selv mor til tre, hvoraf to går i indskoling og den yngste i børnehave. Jeg er helt med på det med at være nervøs! Vi har været fuldstændig isoleret fra dag 1. Men – jeg tror virkelig også på, at vi lige nu skal forsøge at stole på, at det her IKKE er et eksperiment med børns fysiske sundhed på spil Og at der gøres alt for også at pleje den mentale sundhed – selv om hverdagen i institutionser ændret. Men nej – det er ikke lette situationer, vi står i 🙂 kh og tak for en dejlig blog

        1. Cathrine siger:

          Jeg følger dine tanker, men jeg tænker også, at vi ligesom alle andre er forældre, der er bekymrede. Og vi er også forældre, som har været under lockdown og som virkelig også godt kunne bruge den bedre arbejdstid. Derfor; splittede… Jeg tænker, at mange af os har været igennem mange følelser, siden det blev meldt ud af myndighederne, at de små starter først. Jeg er mere afslappet allerede nu, end da jeg skrev indlægget. Sådan håber og tror jeg også, mange har det – den første angst er blevet erstattet en tro på, at det må være rigtigt. Det er ren og skær forældrebekymring og ikke en udfordring af myndighederne. Tror mange kan følge det. KH

        2. Cathrine siger:

          Jeg er bange for at starte nye smittekæder, som vil trække os endnu længere væk fra familien. Dem savner jeg helt vildt. KH

  12. Pia siger:

    Kære Cathrine… så fint beskrevet. Jeg har mig et motto her i min kroniker isolation: lav en god dag hver dag. Og det har du og pyparty, fællessang osv været en kæmpe del af. Så tak! Jeg savner seriøst at handle, men jeg kommer som immunsyg ingen vegne andet end ud med hunden i aftennatten. Alt er påvirket af det her, også vores økonomi, men den eneste ting, der får tårerne frem er, hvis jeg skal sidde indenfor havelågen indtil vaccinen om ca 1 år (siger EU), med hvad det betyder af mistet job, ensomhed osv. Jeg tænker, det er okay, at vi rummer alle følelser lige nu. Og hvis alt andet slår fejl, så vær en plantehelt. Blomster hjælper altid. Kram til dig og Eddie. PS. Kan virkelig godt forstå, at du holder ham hjemme endnu, hvor de ikke er klogere på virus ‘ langtidsvirkninger eller immunitet.

Send en besked