Top

De bedste boligkøbsguldkorn

10.06.2020
Skabt af Cathrine — Annonce
Nordea podcast, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, boligjagt, bolig-abc

Nårh venner! Ingen vej uden om. Flyttekasserne, op af kælderen! Vi tror, vi har  fundet en flytteløsning i en Boxit – så kan vi langsomt selv bære ud, lidt efter lidt. Men vi skal lige have undersøgt, om den kan stå et sted her, for den skal stå på privat grund.

De sidste par uger har vi været i lidt af et limbo. Vores køber har nemlig foreslået os at leje huset af dem et par måneder, måske i virkeligheden ind til foråret 2021. De har større planer for ombygning og skal søge kommune osv. Og da vi ikke har fundet et hjem endnu, og de selv ikke havde planer om at flytte ind, så kunne vi blive boende. Ret sødt tilbud!

Det lyder på mange måder som en kæmpe win-win situation. Set bort fra at vi egentlig var klar til et par måneder, hvor vi kunne spare lidt op og trække vejret. Og at vi har taget fri fra arbejde, eller Adam har, så vi kan få pakket ned og så puste ud i sommerhuset i juli. Kender I det, vi har jo regnet med denne her dato siden december? Vores hoveder har været så fokuseret på den. Vi er mentalt klar. Men… 

Det ville da også være så skønt at have et sted fra august/september, hvis drømmeboligen trækker ud. Og det har den jo gjort indtil nu, eftersom markedet er så slunkent. Jeg går og håber i mit stille sind, at der kommer godt gang i den til august, når folk lige har trukket vejret oven på Corona, sommerferie osv. 

Vi ved ikke helt, hvad vi gør. Om vi takker ja og betaler for et par måneder, vi ikke er her, eller om vi takker nej og krydser fingre.

i samarbejde med Nordea

Nordea podcast, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, boligjagt, bolig-abc

Faktisk har vi på en og samme uge budt på to lejligheder. En stuelejlighed med udgang til grønt. Ikke i vores drømmekvarter. Og den skal laves. Vores køberrådgiver (tak, til min podcast for at give mig den lærdom!) har sagt, at den er ALT for dyr, og vi aldrig får pengene hjem igen. Så vi har parkeret den, og til gengæld budt os til på noget, der vist er på markedet i næste uge. Hvis alt går vel, kan det være til vores fordel, og så kan vi overtage om, hold nu fast tre uger! Men jeg kender vores held, haha. Koldt vand i blodet!

Arhg! Alle de tanker. Det er også træls at gøre så stort et køb uden den helt rigtige mavefornemmelse. Den har vi haft to gange. Hvor udfaldet ikke har været til vores fordel – det giver jo sig selv. Det er skægt, for vi brugte det meste af sidste år på at svømme rundt i boliger, der var så meget på markedet! Og vi turde først sætte vores til salg, når vi havde fundet noget nyt. Altså lave en betinget købsaftale, af eget salg. Men så satsede vi, solgte – for vi skulle nok finde noget. Men der er så bare ikke så meget til salg. Jeg tror, mange har holdt vejret under Coronakrisen – kan man beholde sit job? Har vi fået andre prioriteringer? Og det har altså betydet et lavere udbud end normalt på det her tidspunkt på året. Men altså, vi har modet og heppen ringende for ørerne. Det skal nok lykkes, nu vi også er klar om, hvad vi skal og ikke skal. Og vi kan tilmed overtage hurtigt.

Nordea podcast, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, boligjagt, bolig-abc

Fjerde og sidste episode er ude i dag

Det sidste afsnit af min ’hjælp til boligsøgning’-podcast sammen med NordeaROCKPAPERDRESSES på boligjagt, er udkommet (lyt det her og i de fleste podcast-apps). Og TAK for en hjertelig modtagelse, vi har kun fået 4 og 5 stjerner på iTunes, det er fantastisk! OG – vi håber meget på, at der kommer en sæson 2 og måske endda 3. Modtagelsen har bare været så god! Og jeg må også sige, at det føles som om, vi har lavet et ægte lille stykke public service. 

Hver episode har haft sit tema; episode 1 om at gøre sig klar til at blive boligkøber. Vi talte om, hvordan man bliver den bedst tænkelige kunde, diskuterede hvor vigtigt det er, at man afklarer med sig selv, hvor meget har man egentlig lyst til at sidde for. Vi ville gerne give al den viden, man skal have med i tasken, før man går til markedet. Episode 2 var med lidt af en boligkendis – Anne Crone, som har været med adskillige gange i Hammerslag. Hun guidede os igennem markedet; hvad gør vi, når vi finder drømmehjemmet – skal vi altid forhandle? Hvordan forhandler man bedst? Meget lærerig episode for mig. Og så kommer vi til episode 3, som uden tvivl har været den allersværeste; LÅN! Vi talte simpelthen financiering i en lille time, for hvor er det dog svært altså! Hvad er kurssikring, hvordan skal vi geare økonomien? Hvad dækker gældsfaktor over… Og så til slut, episode 4; drømmehuset er hjemme, hvad gør vi herfra? Hvordan fungerer en overtagelse, er der nogen papirer man bør gemme?

Nordea podcast, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, boligjagt, bolig-abc

De fem bedste råd fra podcasten

HVIS I endnu ikke har haft mulighed for at fordybe jer med mig i podcasten, men måske står med et ben i en ny bolig, så har jeg her listet de fem største lektier, jeg fik med fra at lave podcasten med Nordea (men altså, lyt lige de fire episoder – så meget at lære!):

  1. Se fremad! Den største gave, du kan give dig selv forud for boligjagt er at have gearet dig selv. Spar op, læg til side, vis banken at du kan undvære i dit månedlige forbrug. Det største arbejde ligger faktisk forud for, at du står på markedet klar til at købe.
  2. Brug en køberrådgiver! Den var ny for mig. Men rigtig mange ejendomsmæglere er også uddannede køberrådgivere, og de kan derfor gå i stedet for en advokat til at se alle papirer igennem, det er en service man betaler lidt for. Men til gengæld kan de også sparre på om prisen er rimelig på en bolig, og de kan også forhandle for en. Jeg fik virkelig en åbenbaring i snakken med Anne Crone. Mange af os synes fx en lønforhandling er svær, jeg bryder mig ikke om at gå på loppemarkeder heller og prutte om prisen. Jeg er totalt typen, der bare ’æder’ prisen. Men på boliger har vi bare budt – og her taler vi altså om boliger til flere millioner. Hvorfor har vi ikke søgt rådgivning der? Der sker noget, når mægler taler til mægler – de kan ofte bedre forhandle.
  3. Apropos priser… Man skal ikke partout forhandle hver gang, og hvis din køberrådgiver siger, at prisen er sat fair, ja så overvej, hvis du står med din drømmebolig, om det er det værd. Der er nemlig en risiko for, at du kommer ”bagerst” i køen, så snart du ikke byder prisen. Og i sidste ende er 100.000 kroner på et 30-årigt lån ikke særligt mange penge månedligt. 
  4. Du er ikke gift med din bankrådgiver. Skift hvis du ikke føler, I har kemi. Det kan sagtens være inden for samme bank –  det tager de ikke tungt overhovedet. Men for dig betyder det bare sindssygt meget, at du har en bankrådgiver, som forstår hvor du kommer fra og hvad du har behov for. 
  5. Kig hinanden i øjnene, når I taler om, hvordan økonomien skal geares. Det er så vigtigt, at man ikke sætter sig for dyrt. Selv om banken har godkendt en! Der skal være råd til at leve, hvis det er vigtigt for dig at bruge det nærmiljø du flytter til – om det er i byen med mange lækre caféer. Eller om et hus nær vand giver mulighed for at dyrke vandsport. Skov med mountainbiking. Se på den fulde pakke – hvad er det for et liv I får i den nye bolig, og har I råd til at dyrke de ting I drømmer om, som er de muligheder I måske er faldet for ved en ny bolig. 

Der er virkelig mange guldkorn og guf i den podcast, så jeg håber, I fortsat vil lytte med. Og så håber jeg, at vi kan lave en investeringssæson på sigt. Eller pension! For pokker pension er vigtigt – faktisk også for boligkøb. 20 % af vores indkomst burde blive sat til side til vores fremtidige jeg, men hvordan sparer man dem bedst muligt op? Ih, der er rigeligt at tage hul på. Jeg er bare så glad for, at jeg har fået Nordea som partner på det her område, så vi kan løfte opgaven. Stay tuned for nye sæsoner.

Nordea podcast, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, boligjagt, bolig-abc

9 kommentarer

  1. Cecilie siger:

    Podcasten er virkelig en vinder!
    Jeg glæder mig til de (måske) kommende sæsoner og også til at lytte til denne igen, når jeg er boligsøgende næste gang 🙂

    1. Cathrine siger:

      FEDT Cecilie!! KH

  2. Lise siger:

    Cathrine, jeg har slugt alle afsnit, de er SÅ gode! Kæmpe ros. Gode kvinder, du har inde at snakke med. Jeg har netop selv købt bolig, så det var rart lige at få det hele forklaret igen. Jeg lyttede til afsnit 4 i dag, og jeg synes klart, der skal være flere sæsoner! Fx om pension, forsikringer og investering.

    1. Cathrine siger:

      Yay! Jeg håber sådan, at al jeres entusiasme og hujen kan høres. TAK, Lise! KH

  3. Trine siger:

    Mega fed podcast – hurra for den! Jeg følte mig vitterligt taget i hånden og på bedste vis forklaret alle de meget voksne ting, der er omkring et boligkøb og som for nogle (læs mig) godt kan være totalt uoverskuelige (og måske lidt kedelige…).

    Min kæreste og jer er selv på markedet og leder med lys og lygte. Vi har en søn på lige godt 2 år og bor på 60 kvm på 3. sal – godt nok et drømmested på Nørrebro, men pladsen begynder at blive lidt trang.
    Vi oplever også, at der ikke kommer meget nyt på markedet og så er vi havnet et sted mellem, at det vi gerne vil, har vi ikke råd til, og det vi har råd til, er ikke lige os – mega træls sted at være. Vi søger noget med plads til 3 og mulighed for en 4. (behøver ikke være mere end 90 kvm, hvis det er godt udnyttet), med en lille grøn plet, luft og lys, i nærheden af byen – men selvom vi begge nærmest er jobsikrer, offentligt ansatte med en god opsparing og ingen gæld, så skal vi langt uden for byen, før vi synes, vi kan være med på pladsen og prisen – noget af et dilemma, specielt hvis man går med drømmebolig-drømme.

    Og jeg synes, det er mega svært, det med “drømmeboligen” og det bliver hurtigt et ekstra pres, der kommer oveni boligjagten. For det er vel selvfølgelig det, man allerhelst vil stå med i et boligkøb, men betyder det, at man ikke skal købe, hvis mavefornemmelsen ikke er der? Hvad nu, hvis man efterhånden er blevet så bolig-forvirret, at man ikke helt er sikker på, hvad man egentligt vil..? Og risikerer man ikke, at man får sagt nej til noget godt, der kunne blive drømmeboligen simpelthen fordi den skaber gode rammer om ens drømme – også selvom den ikke slog benene væk under en første gang, man så den.
    Skal en bolig altid være kærlighed ved første blik, eller kan kærligheden have lov til at komme med første udpakkede flyttekasse, første middag eller første jul?
    Puha, det er ikke nemt…
    Jeg sender god boligkarma (hvis jeg da har noget at gi’ haha) og et stort tak for podcasten 🙂

    1. Cathrine siger:

      Åh det er jo det største dilemma Trine! Vi har stået og står præcis dér. Vi har ikke helt råd til drømmene, men alligevel synes vi, det er skideirriterende at skulle slippe ret mange penge for noget, som ikke er lige i øjet.
      Måske I også kan bruge de tanker vi har: Vi er stoppet med at kigge efter drømmehjem. Det ligger så umådeligt stort pres. Og ærligt talt, hvad der er et drømmehjem i dag er det måske ikke om to år. Jeg tænker, at vores behov sagtens kan ændre sig meget i netop de her år med små børn. Så nu leder vi mest af alt efter noget, der er bedre end det vi har. I vores tilfælde med færre trapper. Gerne ingen. Det er bare skide svært, og det er absolut ikke blevet billigere af Corona. Jeg har dog hørt fra en dygtig mægler jeg kender, at fotograferne derude har super travlt. Der kommer et boom om lidt – er hendes vurdering. Og det betyder også at markedet måske bliver mættet og priserne derfor sætter sig. Lige nu er der intet til salg hvorfor priserne også er skyhøje. Så hæng i! Jeg håber håber håber for jer, at I finder noget rigtig skønt! KH

    2. Cathrine siger:

      Jeg tror i øvrigt ikke vi kommer til at købe på mavefornemmelse – men simpelthen på gode rammer. Lidt mere med hovedet. Det vi kan hovedkuldsforelske os i, har vi typisk ikke råd til 🙂 Men det betyder ikke, det ikke kan blive det mest vidunderlige hjem. Det bliver det jo til, som vi rykker ind og gør det til vores. Det er jo minderne, “that makes a home” 🙂 KH

  4. Sofie siger:

    Der ét ting der er vigtige og dealbreakers men jeg tror også, at man kan stirre sig blind på det “perfekte” sted. Vi havde en uge til at finde en lejlighed, da vi flyttede til USA og kørte rundt med nøgler og så 4-5 om dagen. Talk about pressure! Er endt i en lille bitte topcharmerende men altså totalt faldefærdigt og typisk amerikansk dårligt lavet lejlighed. Alt er lavet af dårligt træ og er lidt ved at falde fra hinanden 😂 men her er højt til loftet, har en lille baghave og ligger i det skønneste nabolag. Og selvom de fleste nok aldrig ville bo på så lidt plads med et lille barn, så elsker vi vores sted. Det er minderne der gør forskellen og vi så det netop som et sted vi skulle have i X år, ikke hele livet. Nu ville vi næsten ønske vi kunne blive hele livet. Jeg tror, at hver bolig hiver erfaring på hvad man virkelig vil have (for os er det høje lofter, lys og godt nabolag, så er alt andet lidt ligegyldigt), så ville selv have svært ved at spore mig ind på den perfekte bolig i første eller andet eller tredje forsøg. Det tager tid.

    1. Cathrine siger:

      Yes! Så enig, også lidt det jeg prøver at skrive til Trine ovenfor. Altså, måske skal forventningerne til “drømmehjemmet” lidt ned.
      Det er nemlig først et hjem, når man selv rykker ind og skaber det. Hvor lyder det i øvrigt tophyggeligt! Hvad laver I derovre? Det lyder i øvrigt ret meget som os; rummelighed, lys, rart familieagtigt område – og så den adgang til grønt. Det er altså dejligt. Ligesom I har! KH

Send en besked